En lille snerren forlod ham, han kunne ikke holde sig fra det. " Så jeg skal til at give dig advarsler mod alting nu? Advarsel; jeg snakker.. uh og advarsel; jeg trækker vejret..?! Jeg er en Dæmon, du burde vide hvad du går ind til ved at være med mig. " Han skulede imod hendes lille irriterende smil. Hvad var det hun fandt så morsomt? At se ham ømme sig over og brokke sig over smerten hun pådrog ham? Det rykkede tikkende i halen bag ham.
Blikket gled mod hende som hun lod læberne over såret igen, han havde lidt forventet t hun ville bide igen, men smerten synes ikke at omme. Istedet sugen og drikken når munden blev fyldt på hende fra hans sår...
Blikket gled tilbage mod kniven, derefter hans tøj.. Noget måtte gøres før hans krop mistede al for meget blod. Desuden var hans krops tørst der stadig, som en tør skygge i halsen på ham, på trods af den lille væske fra blodet han havde slikket i sig kort forinden.
"Flo....?" Han var fristet til bare at hive hånden til sig, men samtidig, viste han at med lidt hjælp fra hende kunne han beholde mere af blodet i sin krop, desuden var den begyndende hovedpine og dunken i hovedet, en klar indikator om at hvis han bevægede sig hurtigt lige nu kunne han risikere i at miste bevidstheden.  " Kan du stoppe blodet..?  Lave et.. Lav et pres mod såret, till.. Indtil jeg kan binde noget over..?" Han rynkede det ene bryn lidt, som han fornemmede en gyngende fornemmelse om sig bare som han stod der, følende at han var nødt til at sige nogle af tingene flere gange for at få dem rigtigt ud. 

Flo.. hørte hun med en smugle ekko som om han var langt væk i et andet rum. Resten han sagde var ren mumlen for hende, men hun kikkede alligevel op på ham med et tåget blik. Langsomt og lettere utilfreds løftede hun læberne fra hans håndled og lagde så et fast greb omkring midten af hans underarm for at stoppe tilførslen lidt og den anden over hans sår, så der ikke løb mere derfra.

Hun løfted hovedet så hun kom helt op tæt ved hans ansigt så hendes læber næsten rørte hans. Hun havde åbnet mundet i et smil som om hun skulle til at svare ham igen eller beklage sig, men istedet blegnede smilet og alt der kom frem var "okay..". Det var dog meget lavmælt og skuffelsen over ikke måtte fortsætte flød næsten over i tonen hun brugte. 

Stadig med blod dryppende ned fra hagen gav hun slip på såret igen og rakte ud efter et klæde der hang over en stol og bandt det stramt omkring såret. Og med enden af det bandt hun ligledet et pres omkring hans underarm så såret ikke bare ville bløde igennem klædet. 
Så med lidt svejende krop gik Florence skridtene tilbage og lænede sig op ad væggen med lukkede øjne. At hun ikke også kunne se det hjalp en lille smugle på.. trængen, som hev i hende stadig.

Mere fokuseret på at holde sig selv ved bevidsthed end så meget andet, bemærkede Galavant knapt nok da Florence stoppede med at drikke af ham. Det var først da der blev bundet op om armen og lagt pres på såret at han egentligt reagerede lidt mere. Selvom hans magi ikke rigtigt var til stede, kunne han tydeligt fornemme den skuffelse der flød fra vampyren over at måtte stoppe med at stille sin sult. Der var dog ikke meget at gøre ved det, ikke medmindre han ville finde sig selv låst fast i en død krop eller forsvinde til evig tid.. Faktisk anede han ikke om kroppen ville låse ham inde hvis den døde, men det var heller ikke en tanke han havde tænkt på at prøve af.
Han bøjede prøvende i armen som hun blev færdig med arbejdet. " Tak.. " Lød det dæmpet, mens han lod sig synke ned på gulvet at sidde, lænet op af den kølige mur. I et stykke tid sad han bare og stirrede ud i luften, overvejede frem og tilbage.
" Hør.. Du skulle vel ikke få rationeret noget vand.. og have noget til overs.. Som jeg muligvis måtte få?? Krikken drak størstedelen af mit." Han hævede blikket over imod hende. Måske ville det også være godt for hende lige at skabe lidt distance imellem dem ovenpå hendes måltid. Hvis ikke han havde følt sig så forbandet utilpas i kroppen lige nu, ville han nok ligefrem have fundet hendes blodige læber frække.

Det tog lige et par sekunder inden Florence bevægede sig igen. Hun nikkede en smugle og åbnede så øjnene for at kunne se hvor hun gik. Med svejende men raske skridt gik hun imod en dør der førte ned under køkkenet. Dernede var lageret normal brugt til vin af alle slags men det var nu brugt som et lager for det vand Avaion kunne købe sig til. Med forsigtighed tog hun fat om en af de mindre flasker der var stillet op på rækkerne og holdt godt fast om den da hun ikke var sikker på hvor meget kontrol hun havde over sin balance endnu. Trinene op ad trappen igen var også noget af en udfordring, men sikkert kom hun op. Det eneste problem var jo nok de blodige håndtryk der var kommet på flasken

Florence satte sig i hug foran Galavnat og tørrede flasken af med sit ærme inden hun åbnede den med et 'fplop'. Med en smugle rystende hænder rakte hun den så ud imod ham med noget der mindede om et opmuntrende smil. Det var bare ikke helt så nemt at tro på end dem hun plejede at give. Især ikke med blodet på hendes hage og ned langs hendes hals som så småt var ved at tørre ind.

Galavant lænede hovedet bagud mod muren, mens han lyttede til Florences usikre skridt væk. Det var bedst for hende, at få noget afstand fra blodet når hun ikke kunne helbrede såret. Nårblodstrømmen var nogenlunde stoppet kunne han søge efter en nål og tråd, eller spørge om hun havde det.. Hun havde jo arbejdet i helbredelseshuset, så hun måtte vel have nogen erfaring med at rense og sy sår.?
Han hørte hende godt komme op, men åbnede ikke øjnene helt før han hørte det lille flop.
Han hævede blikket fra flasken til hendes smil, et smil der bestemt ikke var det underlige tempelsmil, men noget andet som han ikke helt kunne placere. Han ville gerne have provokeret hende lidt, men med den dunkende arm mindede den han om hvorfro det var en dårlig ide. Så istedet valgte han bare at drikke af flasken. Tvingende sig selv til at gøre det til en række små slurke end de lange drag han mest af alt havde lyst til at tage. Men lange drag kunne snyde maven og få en til at kaste det hele op igen, ikke noget han orkede i nuværende stund. Nej så hellere de små så maven kunne nå at registrere påfyldningen uden alt for meget has og ballade.

Livgivende væske til en krop der teknisk set var død for nogle årtier siden. Der var noget underligt ironisk ved det, selvom det nok ikke var noget man skulle tænke længere over. 
Først da han var færdig med flasken rakte han den let rystende tilbage til hende. " Tak...Men hvad filan er det med det underlige smil?" Havde han ødelagt hende?
Det håbede han ikke at han havde, så ville han komme til at stå til regnskab for det, hvilket han ikke ligefrem så frem til. 

Uden helt at vente på svar fra hende lænede han sig ind mod hende, forsigtigtigt kyssende det halvtørre blod fra hendes hage. Som væsken blev mere og mere tør lod han tungen overtage mere, på sit spor ned langs hendes hals, indtil det var mere slikken end kyssen der foregik. Slik i lange grove bevægelser, som en anden kat der stod og ordnede en killings vildfarne pels. Mens han dog mere gjorde det for at få blodet væk fra hende så det ikke skulle distrahere hende.
Han hævede munde op til hendes øre. " Bare vent til tørken er overstået, så kan du få mere af mit blod.. Mere og mere indtil jeg har fundet en ny krop..Så skal du nok få dit begær stillet."

Da Galavant havde spurgt til hendes smil havde hun af ren refleks lagt en hånd over munden. Hun ville gerne forklare ham det, men fik ikke chancen før han var kommet farligt tæt på og hun nåede næppe at trække vejret ind før det blev et fortrængt lille suk under hendes fingre. Følelsen af hans kropvarme fik hende til at overgive sig til ham endnu engang. Det var en uhyggelig realisering, men det mindede hende bare om hvor svag han gjorde hende og hvor meget han egentlig kunne påvirke og udnytte hende hvis han havde lyst.

Florence lod hendes fingre lød op igennem hans hår indtil hans talt igen og hende hænder frøs hvor de var. Den alt for velkendte skyldfølelse over hvad hun var flød over hende igen som om hun lige havde glemt det et øjeblik og hun nu kom tilbage til virkeligheden. Hun næsten trak han værk fra sig med begge hænder imens hun stirrede intens på ham. "Lad mig slå en ting fast Galavant" startede hun meget lavmælt for ikke at hendes følelser skulle tage overhånd. "Hver eneste gang jeg har set et væsen dø foran mig fordi jeg ikke har kunnet styre mig har jeg selv kunne mærke små parter af mig selv forsvinde. At se deres liv blive taget fra deres øjne skærer mig dybere end nogen kniv nogensinde ville kunne. Men når jeg stopper mig selv straffer min krop mig." fortsatte hun imens hun gav slip på hans hår igen. 
"Jeg ved ikke om mit... begær Kan stilles, jeg ved ikke hvordan det føles ikke at være sulten" hendes stemme rystede, om det var gråd vrede eller noget helt andet kunne hun ikke selv mærke mere, men omend hendes stemme knækkede ville hun gerne af med det hun var igang med at sige nu. "Det sidste jeg vil se i verden er at se din krop dø ved min hånd. Jeg ved ikek hvordan jeg ville reagere og jeg har heller ikke en nysgerrighed for at finde ud af det" 

Han lod hende skubbe sig væk fra hende, for nu. Betragtenede hende med en vis form for rolighed, følende hendes kølige hænder mod hovedbunden. " Det er noget du må vænne dig til hvis du vil have mig omkring dig. " Han forsøgte ikke at snerre selvom hendes konstante snak om hendes skæbne som Vampyr, ærligt irriterede ham. " For når jeg engang bliver fri, vil jeg finde mig en ny krop, en stærkere krop. Det kan tage tid før den helt har vænnet sig  til at jeg bor i den, affaldsstoffer der skal ud. Men jeg lover dig for at du sagtens kan drikke denne krops blod når jeg er færdig med den.  Hvis det bliver for slemt for dig skal jeg nok lukke øjnene, men du glemmer bare at denne krop ikke er mit sande udseende. Den er her kun for at beskytte mig selv, dæmoner er langt mere udsatte de øjeblikke hvor vi ikke er i en krop. Det er der muligheden for at dræbe os, låse os inde og fange os er størst. Og det er en ting jeg synes du bør være klar over så længe vi er sammen.  Men jeg skal nok advare dig på forhånd når jeg har fundet en egnet krop, hvis det skulle gøre dig mere tryg." Forklarede han, findende det utroligt at hun ikke engang vidste det fra templernes religiøse pladder.

For ligesom at lade hende forstå at han mente det, men også faren i det hele om at de var sammen, lænede han sig atter tæt på hende, kyssende hendes mund, ned til halsen, trangen til at skubbe hende op imod noget var nær blevet fulgt, men de ville alligevel ikke nytte noget når han vidste at han ikke kunne udnytte det, gøre hvad han egentligt havde lyst til. Det ville være at skade hende fysisk, noget som hans utallige regler ikke tillod ham at gøre.  Et tungt suk forlod ham.

Florence sank de ord hun var ved at lukke ud da han var færdig med at snakke. Han ville jo nok aldrig forstå det forhold hun havde til andres liv og hun ville heller ikke forstå hans tankegang til hans krop. 'Bare finde en ny' tænkte hun for sig selv. Hun vidste ikke hvordan hun ville have det når nu hun var så vant til at se ham som han er nu. Hans provokerende smil, fangede blik og hænder der gav hende kuldegysninger når han rørte hende. Ville det være det samme hvis han forlod denne krop til fordel for en anden?

Hun kikkede bare lidt dovent eller mere udmattet på ham på trods af at blodet der nu løb hendes årer helt sikkert ville holde hende vågen de næste 30 til 40 timer. Hendes øjne blev heller ikke lukkede som før da han kyssede hende, istedet studerede hun ham imens hun mærkede hans læber imod sin hud. Hun smeltede under hans berøring, men hans ord hang fast i hende og fik hende til at sidde stille. Hendes åndedræt afslørede dog at hun holdt sig tilbage. Meget endda.

Galavant forstod hende virkelig ikke overfor det underlige forhold hun havde til livet og kroppe. Det var bare.. Sært.
Han bed ganske forsigtigt, tøvende i hendes læbe under kysset, men stoppede kort efter i handlingen da han igen kunne føle det forbandede bånd stramme om sig. Et suk forlod ham.. Fulgt af endnu et da han endelig bemærkede hendes studerende blik. " Hvad er der? Florence for Zaladins skyld da også! " Bandede han i en irriteret snerren han denne gang ikke kunne holde tilbage, mens han gav slip på hende og småvaklende, kom op på benene igen, skulende ned mod hende. Hun var virkelig ude at lege med hans tålmodighed lige nu, det var han overbevist om. Hvordan kunne hun være så.... ?! Og så....!! Han knyttede irriteret en næve.
" Din frue er ikke hjemme er hun? " Det kunne forklare hvorfor der havde været så få mennesker at se, selv på dette tidspunkt. 

Florence blev siddende i protest over hans tone uden at se op på ham. Hun blev selv umådeligt irriteret over at han blev ved med at insistere på at hun skulle være ligeglad som ham. "Jo hun er hjemme. For nu i hvert fald" startede hun ud imens hun rejste sig op med drejede sig så hun undgik Galavant i forbifarten. Hun samlede flasken op fra gulvet og satte den op i et skab. "Hun skal ud og rejse om et par dage, hvorhen ved jeg ikke, men hun spurgt mig om jeg vil ledsage hende." fortsatte hun. Med en ryk der næsten trak skuffen ud af led åbnede hun en skuffe, men stoppede den lige nøjagtig for at falde ud. Med et kort suk for at falde ned lidt faldt hun en lille nål og en rest af en tråd frem som hun så vendte sig om med til Galavant.

Hun trådede nålen og skubbed let til en stol. "Sæt dig" bad hun i en lidt blidere tone da hun bandt en knude for enden af tråden

Han skulede godt efter hende. '' så du skal også til at være kæledyr hva? '' Mumlede han mellem tænderne. Han havde skam godt overvejet at tage flasken og smadre den mod et eller andet, men igen kom slavebåndet ind og gjorde han ikke kunne det. Hvis blot det bånd var lige så let at smadre som en flaske. 
Hovedet gav et ryk hen mod skuffen som den nær havde faldet af, skønt... Han kunne blive her hvor båndet ikke ville stramme så meget eller tage mere afstand og føle sig som en hund trækkende i en snor... Selv vidste den temperamentsfulde dæmon godt hvad han foretrak, derfor endte han da også med at sætte sig ned, om end det var temmelig demonstrativt og med en vis skulen imod nålen og tråden. "Nu ikke hive huden helt i flaser. Kroppen er ikke så ny som den har været. " Lød det formanende mens han holdt øje med bevægelserne hun foretog sig. 

Florence kikkede på ham med et let hævet øjenbryn af ham inden hun tog nålen i munden og begyndte at binde forbindingen op der var omkring hans håndled og såret. Knuden omkring hans underarm lod hun være da den var hjælpsom for nu til at holde blodet nogenlunde tilbage nu hvor stoffet fra såret blev fjernet.
Hun lod det blodsylede klæde hænge ned imens hun tog hans håndled til sig og nålen ud af munden. "Bid sammen" sagde hun som en advarsel inden hun stak nålen i huden som det første sting. Hun kunne tydeligt huske teknikken man brugte til at lukke sår sammen fra helbredelses huset, selvom hun kun havde 'fået lov' på sår der ikke blødte for meget. Hun fortsatte roligt stingende imens hun havde et fast greb omkring hans hånd. Det eneste der nok kunne afsløre hendes selvkontrol der arbejdede på højtryk var hendes tilbageholdte åndedræt. 

Ved sidste sting åndede hun ud og slog en knude så det ikke bare lige gik op, i det sekund hans ville bevæge armen, og bed så snoren over. 

Han betragtede hende, skævende til nålen. Ikke at han var bange for den, nej det var hans tatoveringer et glimrende eksempel på. et var snarere snoren han ikke var så glad ved, da han vidste at den ville stramme ubehageligt indtil en begyndte at falde af.
Et lille huff forlod ham til hendes kommentar om at bide sammen, istedet for at bide sammen gav han sig dog til at fokusere på sin vejrtrækning, om end der da kom et par gange hvor nålen kom så tæt på knoglen at han kort holdt vejret med e brokkende lyd, ellers var der ikke meget at høre fra ham..
Da hun var færdig med det, prikkede han ganske forsigtigt til den ømme hud, forhåbentligt ville hverken Castillo eller Maximillian stille spørgsmål ved stingene, selvom det nok skulle gøre hans fremtidige arbejde ekstra surt. Det var han ikke et øjeblik i tvivl om, medmindre han kunne få lov til at være budbringer og pakkehenter til det værste var overtået.
Han løftede blikket mod Florence med et kort smil. '' Tak.. Jeg går ud fra du mener jeg stadig er for farlig for din frue, men kan du ikke vise mig hendes kontor eller værelse.. ? Forstyrrelsen vil kun være kort Florence.. ''

Florence kiggede lidt væk imens hun overvejede det. Avaion ville på ingen måde have gæster, især ikke når hun lå og sov, men hendes kontor eller atelier, som hun selv kaldte det kunne vel være en mulighed. Hun tog til knuden omkring hans arm og løsnede den. Hendes frue ville nok ikke have noget imod at hun lukkede ham ind der for at aflevere det, hvis det var fint nok til at han kunne udføre sin opgave for hans herre. Så længe hun holdt ham fra at kikke for meget rundt.

"Hun sover. Jeg vil ikke lade dig forstyrre hende. Men hvis du finder et kontor passende til at efterlade beskeden til hende der. Det vil være noget af det første hun ser i morgen, da ingen andre end hende og jeg har adgang dertil" forklarede hun og fangede så endelig Galavants blik. 
Det var meget muligt han ville skifte den her krop ud på et tidpunkt, så hun kunne lige så godt nyde synet af ham som han var indtil da. Med en lille bevægelse rejste hun sig op imens hun viklede klædet sammen og smed det over i en balje ved væggen. "og Jeg mener ikke du er for fralig for hende. Hun mener at alle er det for tiden" forklarede hun med et træk på skuldrene og et lidt skævt smil der faktisk virkede til at være hendes normale smil igen

Han betragtede hende lidt mens hun tænkte og forklarede sig. Forbandet typisk. Ikke at kunne overbringe beskeden personligt.. adet skulle nok blive en lang tur tilbage til hovedstaden.  Ikke desto mindre nikkede han. Han måtte jo bare affinde sig med de pisseirriterende konsekvenser. " Fint.. Du viser vej, medmindre du vil ha mig til at åbne hver en dør for at finde det kontor.." Han gjorde en sigende gestus med sin arm, inden han rakte ud efter hatten der tidligere var blevet taget af ham.

"Undskyld jeg siger det, men din frue lyder som.. " Som hvad.? En særling... Var nok det rette ord, men ikke et ord der kunne komme over hans læber som sådan. " ...Som lidt af en meget speciel dame. Hvor farligt kan det være ikke at have magi..? Medmindre hendes magi på en eller anden måde beskytter hende.." Han trak på skuldrene inden han i en stædig bevægelse fik møvet hatten op på plads på hovedet. 

Florence rynkede lidt på næsen af hans bemærkning til hendes arbejdsgiver. Men det var nu ikke helt ved siden af. Med magien forsvandt Avaions evner kræfter og hendes måde at trække næring fra folk. Så det var lidt forståeligt at hun havde ekstra foranstaltning så hun ikke behøvede at sove med åbne øjne.

Med et skævt smil bukkede hun for Galavant som skulle hun til at adlyde et bud fra en adelig. "Hvis De vil følge med" sagde hun stadig med smilet malet på ansigtet der havde fået en normal menneskelig hudfarve. Hun begyndte at gå imod døren de var kommet ned i køkkenet med. "Jeg kan nu lidt forstå hende. Hvis hun til hverdag bruger sine evner til at beskytte hvad hun ejer og bruger den til at trække næring til sin krop" forklarede hun imens hun begyndte at gå op ad trappen.

De gik længere op ad trapperne end stueplan til de var på hvad der ville svare til anden sal. De gik så ned langs en smukt udsmykke gang med kunst af alle slags på hver side af dem. De drejede om et hjørne og der nåede de til en dør som Florence låste op med en nøgle hun havde haft i en lomme på sin kjole.
Derinde var der fyldt ned bøger fra gulv til loft i kunstfærdigt udskårede reoler. Og et skrivebord der havde udsigt til et stort vindue der vendte ud til den enorme have der hørte til palæet. Hun trådte så til side og rakte hånden til siden så Galavant kunne komme til.

Han tog pergamentet med sig i hånden som hun valgte at vise ham vej, om end det var en smule opsat, hvilket fik ham til at skæve mistroisk på hende. Så det var en evne der mindede om hans ege Fruen i huset havde, interesseant.. Et køligt smil gled kort over hans læber, men han formåede med et bid i kinderne at få den væk, selvom trangen til at opsøge fruen pludselig lod til at være kommet frem i modsætning til den modvilje han havde haft før. "Hvordan bruger hun den til at beskytte med?" Lød det mens han opmærksomt fulgte vejen de gik, forsøgte at indprente sig den til hvis han skulle derhen igen og hans magi skulle virke igen.

Som de endelig trådte ind i kontoret måtte han lige stå og observere kort, overvejende hvordan det var bedst at placere pergamentrullen. Var hun en typisk adelig eller ej..? Placeringen af bordet sagde ham at nej ikke helt typisk var kvinden, så han endte med at gå hen og placere rullen på bordet, med familien Castillos segl vendt opd så det kunne skabe blikfang når fruen kom til sit arbejdsværelse.

Besværlige skabninger.. Gjorde han op med sig selv, mens han vendte sig om og begyndte den lidt sværere kamp væk fra rullen, hvilket nok også kunne ses på ham, da bevægelserne pludselig synes mere stive og besværlig gjordte idet han gik tilbage til døren, ude pergamentrullen.
"Tak." Lød det anstrengt ud mellem hans tænder da han kom tilbage til Florence, der næsten virkede meneskelig nu hvor hun havde fået blod i kinderne.

Som han havde bevæget sig ind i rummet havde Florence ikke taget sit blik af ham. Om det var for at holde øje med ham eller fordi hun selv ikke kunne lade være viste hun ikke. Der var nu noget ved at hav gjorde hvad hans herre gav besked på, på trods at hvor lidt han havde lyst til det som fangede hende opmærksomhed. Hun forstod ikke helt hvad det var, men da hun huskede at han havde stillet hende et spørgsmål rystede hun lidt på hovedet for at komme tilbage til overfladen igen.
"Hun bruger det blandt andet til at beskytte palæet, og for tiden, mig" forklarede hun Imens hun tilbage ud i gangen. Det var lidt pinligt at hun ikke kunne beskytte sig selv, men nu hvor magien var borte skulle hun i det mindste ikke bekymre sig om hvilke magikere Ra havde under sig som han kunne sende efter hende.

"Og... velbekomme" svarede hun så imens hun lukkede døren efter dem og låste så også efter sig. "Tager du så tilbage nu?" spurgte hun så, med noget der mindede om en lidt skuffet men alligevel professionel undertone i stemmen.

Han lyttede nysgerrigt til hendes forklaring, delvis ligeglad med hendes tilsyneladende henfaldne stirren på ham, delvis irriteret over den. Men mest irriteret over kroppens reaktion på at pergamentet ikke var afleveret korrekt.  " Ved du mere om hendes evne? Hvad den indebærer? " Lød det idet hun lukkede og låste døren. 
Han vendte sig stift og så på hende. " Når du siger at din Frue ikke stoler på folk på hendes ejendom, tror jeg det er bedst jeg går udenfor hendes ejendomsgrænser... Hvor end de er.. Også regner jeg med at finde mig et ly og få hvilet ud der, tror også det er det bedste for den fordømte krikke. " Han rakte ud og trak hende ind i et kort, akavet og stift kram. " Derefter tager jeg tilbage.. Men jeg skal nok finde dig igen, så dø nu ikke fra mig."

Florence åbnede munden som til at svare inden hun blev afbrudt af hans korte omfavnelse. Hun så en anelse forvirret på ham inden hun lagde hovedet på skrå, men smilte alligevel lidt. Hun ville gerne tilbyde ham at blive, da det ikke ville være noget problem. Hvis han ikke måtte opholde sig i palæet ville han ikke engang været kommet ind af hoveddøren. Men hun kunne ikke få sig selv til det når han rent faktisk sagde ting der næsten var søde.. næsten.

Istedet nikkede hun og begyndte at vise vej til staldene hvor hans hest var blevet placeret. Det var et lille stykke fra selve bygningen så det var ikke meget lys andet end de få lanterner der lyste staldens indgang op. I mørket fandt hun frem til den hest han var kommet hertil på. På trods af hvor utilfreds den var over at skulle bevæge sig igen fik hun den med sig ud.
"Pas på dig selv ikke?" sagde hun lavmælt inden hun rejste sig på tåspidserne og løftede hans hat lidt. Kort placerede hun læberne imod hans pande inden hun lod hatten lande på hans hoved igen og smilte et af de smil de fleste kunne genkende Florence på, der kun svagt kunne ses i mørket.