Den dæmpede lyd af hans stemme fik hende til at fokusere lidt mere og finde hoved og hale i det han sagde. Vække hvad? Hendes nysgerrighed kæmpede lidt med hendes fornuft, men det blev dog ikke til mere end at hun lænede sig ned igen til hans hals. "Bare rolig, eg skal nok stoppe når du beder mig om det okay?" sagde hun imens hendes smil igen forsvandt og hun arbejde sig op ad hans hals op til hendes kilde til hvad hun stadig hungrede efter. Hun viste godt hun ikke kunne blive mæt. Hvis hun skulle få den tilfredsstillelse skulle hun næsten tømme ham og at efterlade ham til ikke at producere mere blod tænkte hun klart nok til ikke at gøre. 
Hendes tænder satte sig fast i ham igen imens hun lod sin krop tage det den mente den havde brug for. Stadig varsom dog, lænede hun sig ind over ham for at kunne få et bedre vinkel og holdt ham op imod væggen med en hånd på hver af hans skulder. Et kort suk over hvordan hendes sult blev stille kom fra hendes mellemgulv imens hun sank den ene mundfuld efter den anden.

Han stirrede på hende i hvad der føltes som evigheder, men ikke var det. Som hun begyndte at slikke hans hals, for til sidst at ide sig fast igen, skreg hans indre alarmklokker. 
Hun tænkte ikke klart. Det måtte hun ikke gøre! Han forsøgte diskret at skubbe til hende for at skabe lidt afstand, hvilket kun blev gjort mindre igen idet hun tog om hans skuldre og skubbede ham ind mod væggen hvor hun holdt ham fast mens hun sank blodet i sig som det pumpede op i hans åre. Nej!
" Nej... Flore...nce....... Stop det..." Kom det ud. " Stop det eller jeg river halsen over på det her forbandede hylster! "
hans angst for den, det fremmede, var troligt begyndt at ændre sig til vrede mens han forsøgte at holde styr på sig selv. Der var jo ikke egnede kroppe i nærheden, og hans herre ville nok kræve en god forklaring hvis han dukkede op i en slatten krop, men samtidig ville det være sidste udvej hvis han skulle slippe væk uden at skulle stå ansigt til ansigt med den side af sig selv. 
Brat skød hans hale op og prikkede hårdt mod et punkt ved hendes hals. " Så stopper legen!"
Han vidste godt at hun nok ikke kendte til dette dæmoniske, men han var pisse ligeglad, selv hvis han endte med at komme til at skade eller dræbe hende. Hun var et godt legetøj, men når hun gjorde som hun gjorde lige nu, var hun ikke det værd.

Da Florence havde opfattet ordet stop havde hendes greb i ham også løsnet en anelse og hendes læber var så småt blevet løftet fra hans hud inden hun kunne mærke en prikken fra hendes egn hals der bredte sig den en snurren ud i resten af kroppen. Først langsomt gled hun ud til siden ud selv at kunne stoppe sig selv. Et halvt sekund efter lå hun på gulvet med et lettere lamslået ansigtsudtryk. Hvad pokker havde han lige gjordt ved hende? Hun havde da stoppet, næsten, da han bad om det. Hun kikkede op i loftet uden at give en lyd fra sig imens hun lyttede til sin egen puls fra hans blod. 
Hun begyndte så at smågrine igen imens hendes næsten selvlysende øjne skiftede fokus tilbage til Galavant "Det er ikke engang magi du har brugt på mig, hvad i al verden!" grinte hun imens hun prøvede at tvinge sin hånd til at bevæge sig. Hun kunne nogenlunde på fingerspidserne til at twitche lidt med det krillede som om hele hendes krop var faldet i søvn. 

Galavant var ikke sen til at rive sig væk fra hende, hen imod døren, mens han med voldsomt virrende hale forsøgte at binde illusions amuletten fast omkring sit håndled så han kunne komme væk og det i en fart. Der var allerede efterladt alt for mange spor på stedet.  De hvide øjne hævede sig og så aggressivt over imod Florence som hun lå der på gulvet og virkede uskyldig. 
"Trykpunkter..." Han rømmede sig let som han nærmest tvang sig selv til at snakke krystaliansk, som om en del af hjernen havde lukekt ned for det sprog.. '' Trykpunkter.. Alle væsner har dem.. Giv det et par minutter... Og lige inden jeg går; vores aftale er annulleret. " Lød det dybt knurrende. Det var tydeligt at han ikke var i godt humør, og hendes latter gjorde det bestemt ikke bedre.  dæmpet bandende rettede han sit fokus tilbage ned mod armbåndet med amuletten. Hvorfor filan skulle smykker også være så besværlige?

Det var lige før man næsten kunne se hendes pupiller trække sig sammen i det han nævnte deres aftale. "Hvad?!" udbrød hun imens hun i et spæjt satte sig om men kroppen gav igen efter og hendes ansigt slog ned imod gulvet. Det var tydeligt hele hendes indre var ved at gå fuldstændigt i panik. Han kunne da ikke bare annullere den? Har dæmoner ikke et eller andet kodex? Havde han ikke gjordt aftalen permanent med hans forbandede kys. Der måtte være et eller andet?!
"men... jeg stoppede. Jeg prøvede virkelig" sagde hun ned i gulvbrædderne da hendes nakke ikke kunne dreje hendes hoved i hans retning. "Galavant.. Galavant! Galavant!" gentog hun flere gange som om det ville hjælpe. som om det ville være nok til at få hm til at blive, selvom hun allerede kendte ham nok til at hendes hulken ikke ville kunne røre ham.
Florence forbandede sig selv over at hun faktisk havde stolet på ham på trods af at han på ingen måde stolede på hende, eller så det her som intet andet end en aftale som tilsyneladende kunne brydes når som helst det passede ham.

Han så op fra armbåndet ved lyden af hendes krop der igen skvattede sammen. Forbandede skravl. Forbandede pis! 
Han vidste jo godt at han ikke bare sådan kunne bryde deres aftale; det ville kræve det samme som det der havde forseglet det, samt deres begges blod. Han forblev tavs, ude af hendes syne mens han endelig fik bundet knude på armbåndet så han igen var under illusionen af en grønøjet halvelver. Først da hørte han hendes hulkende kalden på ham.. Afmagt, en følelse sødere end nogen dessert hvis man spurgte ham, hvis det ikke var ham selv der følte følelsen.
På stille fødder begav han sig ind til hende igen, lettere svimmelt grundet blodmanglen, men det holdt ham dog ikke fra hvad han havde gang i. " Hvordan føles det? Ikke rart vel? '' En stram ro var faldet over hans stemme, selvom han stadig var gal på hende for hvad hun havde gjort. '' Det gør den side af mig heller ikke. Den er fremmed, og alligevel kender jeg de som var den en del af mig, e aflåst del af mig... Jeg ved ikke hvad Lysets folk gjorde ved mig i fangekælderen, eller før jeg endte der. Dele af mig ligger gemt væk som under et tykt lag is.. Også kommer du.. Med din sult og dine tænder.. Og fremprovokerer det... Du vil måske nyde at se mig destruere og nedbrænde hele byen? '' Han knælede som han rakte en hånd ud og kort strøg hende over håret. '' For jeg er ikke i tvivl om at det er hvad den del af mig ville forsøge at gøre hvis den.. Jeg fik chancen.. ''
Et tilfælde hvor kun hans herre ville kunne stå i vejen for ham, hvis han da havde tide eller var vågen.
Endnu engang strøg hans hånd over hendes hår inden den gled ned under det hvide.... beskidt støvede.. Hår, og fandt to punkter ved halsen. Et par blide pres senere og hun skulle være i stand til at bevæge sig selv igen... Nogenlunde.
" Jeg kan ikke bare sådan bryde aftalen, hvor meget jeg end ville lige nu... Vi to... Vi er farlige for hinanden.. "
Han rejste sig og tog et par skridt fra hende, i tilfælde af at hun skulle lange ud efter ham.

Florence havde lukket øjnene, næste knibet øjnene sammen da hun kunne mærke hans hånd havde lagt sig på hendes hoved. Hun var overbevist om at han ville gøre skade på hende. Men hendes mistanke blev modbevist da hun kunne mærke følelsen af sine fødder, lægge, lår og ryg igen. Hun rejste sig dog ikke, hun turde nok ikke. Effekten af at få trukket frygten ud af sig havde fortaget sig og det kriblede ned langs rygsøjlen på hende, så hun trak bare benene op til sig. 
Hun viste ikke hvorfor han ikke bare var gået her og nu og hvorfor han lige var så vred på hende. En hver vampyr kunne have gjordt det samme ved ham hvis det bare handler om at trække blod fra ham. Det var ikke hende der var farlig for ham, det var udelukkende ham der var farlig for hende. Men hun ville ikke opgive den aftale som var det eneste der gav hende chancen for at se ham igen. Og så alligevel. 
"Hvis du ved hvordan aftalen kan brydes så gør det. Det virker ikke som en fair handel for dig... Men er det virkelig så slemt?" spurgte hun med kinden imod gulvet som var blevet farvet af blodet der havde hængt i hendes mundvig sammen med det fra hendes hænder. Florence opdagede det først nu men hendes healing magi havde givet hende små revner og skræmmer på hendes håndryg. Typisk når man ikke holder øje så sker det. Men det var en lidt besynderlig fornemmelse da det kun var når hun lige havde spist at hun kunne bløde på denne måde.

Hun overraskede ham ærligt ved bare at ligge passivt på gulvet. Forsigtigt nærmede Galavant sig hende igen, agtpågivende som bare fanden.
Om det var slemt? Han rystede på hovedet. " Nej, det er ikke slemt.. Blod, vold, død og ødelæggelse... Det er herligt... Men min herres vrede og afstraffelse vil uden tvivl være noget jeg ikke vil se frem til.. Hvis jeg skaber ballade vil han ha muligheden for at påkalde og afstraffe mig og jeg vil ikke kunne gøre en disse fordi det ligger til båndet.. Navnebåndet om du vil.. Dæmonen vil ikke kunne gøre nogen som helst skade på sin herre, eller dem herren kan tvinge dæmonen til ikke at skade.. Som min herres familie og tjenestefolk.."

Han rakte ud efter hendes ene hånd, og placerede den så deres blod kunne mødes... Faktisk anede ha ikke om det ville fungere ved en vampyr når nu det var hans blod der løb igennem hendes krop, men hva pokker.
'' Hvis du insisterer. '' Lød det kort inden han med sin anden hånd fik drejet hendes ansigt så han igen kunne dele mundvand med hende, i et kys der smagte mere af blodet fra hendes mund end egentligt savl.

Det var jo næsten som at høre en salgstale om at hun skulle få fat i hans navn så han kunne komme væk fra den familie der havde han i magiske lænker. Selvom det nok ikke var det han mente blev hun mere og mere frustreret over den måde han blev straffet og hold i skak på. Hun strittede ikke imod da han trak hendes hånd til sig, på trods af hvor meget det sved i de små sår. "jeg insisterer ikke på noget, det er helt op til dig.." gjorde hun opmærksom på. Florence ville på ingen måde være glad for at deres veje bare skulle skilles igen. Men hun ville heller ikke have ham i en lænke så samme måde som dem som havde hans navn. Plus så kunne han formegentlig finde en anden kilde til de informationer hun kunne skaffe ham nemt. Og hun kunne formegentlig få en af Ra's tjenere til at lære hende dæmonsk i smug. Hun viste ikke engang hvorfor hun havde indgået handlen eller hvorfor han havde.
Hun havde godt nok prøvet det før nu men tanken om at skulle kysse ham fik hende til at rødme og lukke øjnene hårdt i, som om hun ventede på at han skulle slå ham, så hun ikke skulle se på ham mere end højst nødvendigt. 

Han sukkede, tøvede kort ved kysset som han kunne mærke anspændtheden i hende, og alligevel bragte han kysset til ende. Tavst rejste dæmonen sig op mens han så rundt i rummet. Det var den korte aftale.. Hvordan han fandt en ny brugbar information omkring den fremmede dæmon mens han stadig var låst inde i byen var han ikke sikker på.. " Det var dig selv der ville. " Påpegede han uden at se på hende. " Men kender jeg din herre ret, vil han stadig forsøge at opsøge og provokere mig, med eller uden dig. " Han vendte sig om, lænende imod vindueskarmen, mens han fiskede nogle mønter op fra sin pung. "Det var rart at kede dig... selvom du er farlig for mig.. Vi mødes måske engang i fremtiden... Men du kan stadig hilse din herre og sige til ham at jeg nægter at stå i gæld til ham, selv hvis det skulle lykkes ham at finde og opsøge familien jeg tjener, og dræbe dem alle. ''  
Han kastede mønterne over imod hende. " Jeg brænder stedet her ned når du har forladt det, alt for mange spor... Du kan bruge pengene der til at få dig et bad og noget rent tøj igen, eller lade være. Din herre kan i al fald ikke sige at jeg har ødelagt dig. " 
Han lukkede pungen og gemte de væk igen, mens et fyrtøj blev hevet op af lommen. Der var jo heldigvis de mange bøger han kunne sætte ild til når den tid kom. Han selv ville også få brug for et bad... inden han endte tilbage hos hans herre,, Han kunne ligefrem forestille sig herrens stramme ansigt hvis han skulle blive påkaldt i nuværende stund.  blodig og med et fyrtøj i hånden... Ja ja da, ikke noget at gøre ved det hvis det skete.
'' Farvel Florence.''

Det var som at rive et plaster af, hurtigt og det sveg som bare pokker. Men deres aftale var åbenbart ovre nu og Florence havde ingen grund til at blive. Hun hørte mønterne slå imod gulvet hvilket fik hende til at sætte sig op og se ned på dem. Det kunne han ikke mene? Hun tørrede sin mund af med sig arm og rejste sig op uden at røre betalingen der lå på gulvet. 
Hvor tilfreds hun end var med ideen om at komme af med ham var der alligevel noget der gjorde hende rasende over at det var slut bare sådan. Hun var til dels imponeret over at kunne være ærlig over for sig selv og sige til sig selv at han var den først i hendes liv hun kunne sige hun hadede Galavant med en glødende intensitet. 
Uden at se hen på ham eller komme med nogen kommentar til hvad han sagde gik hun hen imod døren og trak i den. De svage hængsler gav skam også efter og døren blev nærmest slynget igennem rummet og sendte støv op i alle retninger inden hun fortsatte ud på gaden. At hun var dækket i blod kunne ikke rage hende en høstblomst nu. "Uduelige dæmon" sagde hun igennem hendes tænder. Jo det var en del mere tilfredsstillende at sige det sådan end på normalt blødt krystalisansk.

Han betragtede hende med et næsten køligt blik som hun ikke tog imod betalingen. Så det ville hun ikke..? Fint.! Han var sikker på han kunne bruge de penge på noget andet og mere fornuftigt en det lille hvide pigebarn. 
Han nåede lige akkurat at springe ud af vejen for døren der kom slyngende gennem den lille lejlighed. Han skulede imod hende. Fandens til kvindevampyr! Hvorfor havde han overhovedet ladt hende komme så tæt på ham? det vred sig i hans hjerne som han skrabede pengene op og smed dem i sin lomme uden at smide dem i pungen igen.
E bog blev taget op og løst bladret igennem. Intt spændende.. Absolut intet nyttigt... Det nyttige han havde lå på et kort hu havde givet ham. Med et irriteret fnys tændte han for fyrtøjet og lod gnisterne tage fat i bogens sider. Snart begyndte ilden hastigt at brede sig i huset. En vanvittig tanke strøg igennem ham som han tog en stak bøger op i armene og begyndte at gå fra tom hjem til tomt hjem og sætte ild til dem, smide dem ind gennem døre og åbne vinduer til det snart var et sandt inferno.

Et vanvittigt smil havde bredt sig på hans læber, mens han følte sig underligt tom indeni. Nu var det bare med at få sig selv vasket inden han tog tilbage til sin herres hjem.

// out

En lille dæmons latter kunne høres over Florence som hun gik med raske skridt ned ad gadens sten. Perfekt tænkte hun da hun genkendte latteren de tilhørte en af Ra's tjenere. "Du er sørme modig at du vil mødes med andre dæmoner en din familie" drillede den lille skabning der sad oppe på et hustag. Florence valgt at tie, selv da han hoppede ned og gik ved hendes side. "Hm? Hvad lavede du så med pyromanen?" spurgte han yderligere ind til imens han prikkede til hende hentydende til blodet der stadig kunne smitte af fra hendes tøj. Hvilket resulterede i noget af et blik fra Florence der næsten fik ham til at stoppe op, men det gjorde ham alligevel mere nysgerrig. "Uh, Han bliver vel nok fornøjet når han hører om det her" 
"Kviest! Jeg håber ikke jeg skal minde dig om hvad jeg tog dig i at gøre i sidste uge? for det kan hurtigt spredes ud bland hele 'familien'" advarede hun i en næsten uhyggelig monoton leje. "Desuden så var det sidste gang jeg kommer til at se ham, der er ikke noget at komme efter mere" forklarede hun hvilket gav den skrævlede dæmon et lettere skuffet og forvirret ansigts udtryk, nok var han nysgerrig men klog var han ikke. De gik i tavshed til de kom hen til bymuren hvor de mødte op med folk fra Ra's slæng. 
På vejen ud igennem byporten hviskede Kviest diskret til Florence "Han ville stadig ikke være glad for at du går ud på egen hånd" 

//out