"Det burde du være." svarede Maralinda med en alvor der lå langt fra det smil hun hidtil havde haft fremme. Blikket var fast og dybt i det lå hvad hun virkelig var. Så blødte hun det dog op med at grin og klappe ham på kinden, før hun rejste sig fra sengen og strækte sig. Selvom han havde lukket sit sind op for hende, så havde det stadig været anstrengende at skulle igennem så mange minder på den kontrollerede måde deres aftale krævede og det ville tage tid før de ville falde på plads i hendes sind så hun kunne begynde at gennemsøge dem for spor.

Her var dog ikke stedet for det. Med Beon i nærheden var det bare ikke til at sige hvornår alting næste gang begyndte at gå skævt for dem begge eller bare den ene af dem. "Prøv at sove lidt, så vækker jeg dig når mørket falder på." Det ville give dem en større chance for at komme væk uset hvis han var så frisk som han kunne være og når alt kom til alt havde hun stadig tænkt sig at følges med ham et stykke væk. Både for at sikre sig han kunne holde til det, men også for at vide sig sikker på han ikke udleverede hende og sendte nogen efter hende. Hun forlod værelset og lod ham om at bestemme selv.

Som mørket faldt på vendte hun tilbage fra en tur ned til landsbyen. Hendes fornemmelse havde været rigtig og det var med let rynkede bryn hun kom ind i det lille værelse til Beon. "Du er vågen? Godt. Landsbyfolkene er på vej, så vi må af sted nu." Hun så undersøgende på ham og flyttede så ubeslutsomt på sig, før hun fortsatte. "Jeg må vel hellere finde på en måde at distrahere dem på så du kan komme væk..." Det var tydeligvis ikke noget hun havde videre lyst til for den slags distraktioner havde det med at være ikke så lidt skadelige for helbredet, hvilket var grunden til hun normalvis brugte andre til den slags og ikke sig selv.

Beon var ærlig talt for træt til at kommentere. Han valgte i stedet at komme med en let gryntende lyd ved hendes alvorlige svar i det alt andet end alvorlige ansigt hun bar rundt på. Det burde nok havde bidt sig bedre fast i hans hukommelse, at hun havde ladet alvoren overtage stemmen. En advarsel om at hun ikke var noget lille barn som kun kunne blive sur som børn gjorde. Hun var en dæmon – Beon havde det med at glemme den del trods sin frygt for dem. Han nikkede til det næste, men lukkede ikke sine øjne før hun var ude af rummet. Hans blå øjne fulgte hende, og var åbnet et par minutter inden han lod søvnen overtage. Beon var efterhånden frustreret over at være så træt og drænet. Det galte nu. Næste gang han vågnede skulle han være klar på at stå op og bevæge sig afsted som en rask mand. Nemmere sagt end gjort selvfølgelig.

Beon var ikke sikker på hvad der vækkede ham, men vågen var han. Han slog øjnende op og stirrede op i loftet i en tilstand der godt kunne svæve mellem vågen og sovende. Hans bevægelser var langsomme og dovne, som han drejede hovedet for at kigge på døren. Dovenskaben syntes at aftage som Mara gik ind i værelset, og Beon fik med besvær sat sig op. ”Vent, hvad?” At distrahere dem lød som direkte farligt arbejde, specielt når landsbyboerne var på vej herop, og han var ikke sikker på at det var ham de jagtede for at være ærlig. ”Der må være en bagudgang” Beon rejste sig og stod en smule usikker på fødderne de første korte sekunder, inden beslutsomheden tog over. ”Hvis alt går galt, løber du og jeg følger efter..” okay det lød måske ikke direkte overbevisende, men han havde et trick i ærmet. Der var trods alt ingen af byboerne der vidste at han kunne forvandle sig til en uge. Hvis han da var i stand til det lige nu. Han tog prøvende en dyb indånding. Gik den så gik den. Han havde ikke tænkt sig at hun skulle ud og sætte sig selv i fare, mere end hun allerede havde.

Beon så stadig ikke for godt ud, men dog bedre end da hun havde forladt ham lidt tidligere. Heldigvis for Maralinda var alt andet end begejstret for udsigten til at følges med en slingrende, eftersøgt mand. Den eftersøgte del var slem nok for deres chancer hvis de blev indhentet. Hun sukkede let og gentog så. "Landsbyfolkene er vej? Du ved - dem der så dig stavre døende rundt og forsvinde med et barn?" Hun smilede til ham og hævede et øjenbryn. Havde han været så langt ude den dag at han havde glemt den lille detalje? Det skubbede også målet glimrende overmod ham, hvor det måske var ligeså meget hende de var efter. Folk var bare så nærtagende nogen gange.

"Yeah, desværre kun at stien fortsætter forbi stedet her." Hvem end der havde boet her tidligere havde ikke gjort det store i flugtveje eller andre fornuftige ting. Så rev Beon hende dog væk fra overvejelserne om passende distraktioner med sin noget uventede udtalelse. "Nu ikke fjollet. Jeg kan bedre tåle at blive indhentet end du kan. Så ophidsede kan de trods alt heller ikke være, vel?" Hun slog det hen for hun havde egentlig ikke lyst til at overveje præcis hvor ophidsede mængden havde fået hinanden for at begyndte jagten i det hele taget.

Synet af Beon på benene var dog betrykkende for deres muligheder. Han svajede lidt til en start, men det virkede bestemt som om krisen stivede ham af. Han måtte jo også efterhånden være vant til at måtte trække sig selv op for at overleve med de historier hun havde hørt om ham på Mørkets Borg. De få der ikke bare havde hånet ham for hans menneskelighed. Tåber. Maralinda tog et menneske over en idiot til hver en tid.

Beon havde efterhånden genvundet så meget af sig selv, og energi nok til at kunne udfolde det, så hendes svar resulterede ud i at han himlede med øjnende af hende og kiggede derefter en smule træt på hende. "Det var ikke det jeg mente!" brummede han irriteret. Og ja, han var forsvundet med et barn for hvad? Flere dage? eller hvor lang tid var det, siden. Og hun havde været inde og ude. Det satte ikke ham i godt lys, men det var han da ved gud efterhånden også vant til at ingenting gjorde. En smule bitterhed kunne man ikke undgå at have i kroppen efter den tur Beon generelt havde haft den sidste tid.

Beon kom med en brummende irriteret lyd. Hvorfor havde dem der havde boet her før ikke bare haft et gram af paranoia? Bare en lille smule. Så var de fri for at skulle kæmpe sig af en tilgroet og potentiel meget mere farlig vej. Men der var ikke noget at gøre.
Det var først efter at han havde rejst sig at han kommenterede på hendes ord, en smule mere fast og bestemt end hun nok nogensinde havde hørt ham. "Landet har lagt under for en epidemi af livsfarlig sygdom. Eneste kur er blod fra dæmoner. Hvis de ser mig, den syge meget svagelige amnd, i live, hvad tror du så de gætter sig til at du er?" svarede han fast og så alvorligt på hende. Mara kunne mange tricks men at påstå hun bedre kunne håndtere at blive indhentet var ikke et udsagn han troede over en dørterskel.

"Gør som jeg siger" Beon havde rakt ud og taget fat i hende arm, tvingende hende til at se ham i øjnende imen. Forstå at han mente dette dybt alvorligt, inden de begav sig ud af huset. Han fjernede ikke blikket fra hende, selvom han begyndte at kunne høre noget i det fjerne.

Maralinda sendte ham bare et flabet grin som svar på hans trætte ord. Hun havde været rimelig sikker på det ikke var hvad han mente, men dumme spørgsmål havde det med at blive belønnet med tilsvarende svar. Især når en så god mulighed bød sig og hun kunne smide det til en hun følte sig tryk ved. Foruroligende nok egentlig. Altså at hun følte sig tryk ved ham. Hun murede lidt over den uventede indsigt i hvad hun nok havde vist, men ikke rigtig ønsket at tænke over for det gav jo nogle komplikationer.

Det gjorde så også at hans næste svar ramte hende hårdere og mere uventet. Han havde hidtil aldrig talt fast til hende i den tone. Fast jo, men mest forhandlende eller som ligestillede. Ikke som en der vidste bedre og havde mere erfaring end hun. Hvad mest ramte hende var dog stadig ordene for hun havde ikke selv tænkt i de baner. Hvorfor ikke vidste hun ikke, men det burde hun have haft. Havde han afledt hende med sin nær-død-tilstand eller havde hun bare ikke set hvad hun var som en mulig fare? For han havde jo ret. De ville dræne hende for den kur de ikke kunne få fra andre end hendes slags og de ville næppe stoppe og lade hende komme sig for at strække hendes blod længst muligt.

Tanken om den død der lå i dræning fik hende til at gyse og derefter fare sammen, som en hånd greb om hendes arm og tvang hende tilbage til nuet. "Ja..." Som hun gav ordet fra sig mærkede hun den sladrende fornemmelse af en aftale forseglet så meget af ordet som af den intension der havde lagt bag det. Som hun havde sagt det havde hun indvilligt i hans ønske om at hun gjorde som han sagde.
For det gav mening at hun var mest udsat og derfor skulle løbe forrest - ikke at hun altid ville... Gah! Hun holdt hans blik, som hun bekæmpede lysten til at give udtryk for sin mening om hendes egen dumhed. I stedet nikkede hun let og skjulte følelserne bag bekymringen for den situation de var i. "Det er den bedste plan. Du har ret." Hun slap ham med blikket og drejede sig rundt. "Vores ting er pakket i køkkenet." Skulle de have noget som helst med måtte de hellere komme af sted. Lyden af folk i det fjerne var kommet nærmere.

Ordene ramte. De så ud til at have en effekt, den ønskede effekt. Hun tog det alvorligt. Beon fik også tydeligt fornemmelsen af at hun ikke selv havde tænkt netop det scenarie igennem. Ingen ville da angribe en uskyldigt udseende pige? I disse tider var desværre ikke et udsagn man kunne fastholde tro ved. Ikke mere, og med god grund. Beon tog en dyb indånding og mærkede at en form for ro i sindet. Ganske kort, kun få sekunder, men at hun havde indvilget i at gøre som han sagde, betød at han havde større chance for han kunne bevare kontrollen over situationen. Det bildte han i hvert fald sig selv ind, men når man var på flugt, var intet særlig kontrolleret. Det eneste han kunne kontrollere, var at hun gjorde som der blev sagt. Selvfølgelig hvis hun rent faktisk mente det hun sagde. Beon var stadig uvidende omkring det faktum at en aftale kunne koble Mara fast i sine ord.

Beon slap roligt hendes arm som hun vendte sig væk fra ham for at fokusere på de praktiske ting de kunne gøre noget ved. Lyden af folk der kom nærmere gjorde også at dette var en mere presset situation at tænke på, end at gå i detaljer med planer, hensigter og meninger. ”Godt. Lad os få det hentet” Det tog lidt overtalelse at gå det første skridt efter at have stået stille, men Beons havde en fabelagtig overtalelsesevne. ”Vi går en bue udenom folkemængden, gennem krattene så stille som muligt og uden lys. Mens de er optaget med at barrikadere døren. Kan vi, forhåbentlig nå at flygte.” han betvivlede egentlig stadig sin egen evne til at kunne løbe fra mængden, men det var den bedste plan han havde. Beon tog fat i en taske og svingede den op over skulderen, selvom hans ansigt afslørede at det gjorde ondt. Så snart vægten lå på skulderen, var det ikke nær så slemt. ”Hvor er bagdøren?” spurgte han, mens han stadig holdte benene i gang og ville med det samme bevæge sig i den retning som Mara pointerede som den rigtige.

Maralinda forbandede stadig sin egen dumhed mentalt, som hun nikkede og førte an ud i køkkenet. Hendes lille taske med mindre end hvad burde være nødvendigt at rejse med og mest de forkerte ting til samme, fangede hun først og slængede over skulderen. Først derefter så hun tilbage efter Beon og rynkede brynene ved synet af hans langsomme skridt. Han skubbede det dog væk fra hendes tanker ved endnu engang at bevise at hans hoved var grunden til han stadig var i live.
"Det lyder fornuftigt." Hun nikkede let, rynkede så brynene og så hen mod hoveddøren. Det ville måske købe dem lidt tid. Især hvis folkene derude troede de stadig var i huset. Noget hun måske kunne lede dem til at tro, men det skulle rammes ordentligt. Hendes skygger forsvandt trods alt når hun kom udenfor synsvidde af dem. Alligevel var det forsøget værd.
Hun stirrede fokuseret på væggen mellem de små utilskoddede vinduer og samlede sin magi om at danne to massive og mørke skygger der. De voksede frem og tog form, mens Beon fik sin taske på plads og lignede sorte mennesker med lidt slørede kanter, da han talte igen. "Rundt om ildstedet og i skyggen der." Hendes stemme havde været lidt fraværende, som hendes blik var det da hun vendte det mod ham. Så blinkede hun og ledte vejen mod bagdøren. Bag hende satte skyggerne sig i bevægelse, den ene gik hen til døren og tilbage igen, mens den anden og mindre, først kiggede ud af en vindue og derefter forsvandt væk fra det igen. De ville gøre det et par gange mere, før hendes greb svandt fra dem og de sank tilbage ind i det mørke de var kommet fra.

Maralinda skubbede forsigtigt bagdøren op og så til siderne før hun smuttede ud. Lyden af skridt og stemmer var kommet nærmere som også fakkelskær brød nattens mørke. Med lidt held kunne de dog snige sig forbi. Hvis landsbyboerne var så ensporede som hun antog dem for at være, hvis Beon kunne bevæge sig hurtigt og stille nok, hvis, hvis, hvis.
Hun fulgte Beons plan og forsvandt ind i krattet mens hun trak skyggerne sammen om sig og stille og uden at spørge viklede et par stykker om Beon også. Det gjorde dem mere udflydende at se på og næsten som var de skygger selv - så man bort fra ansigterne. Krattet skjulte også som ventet en ujævn sti hvor rødder stak frem lige til at fange ens fødder.
Hvilket en gjorde, som Maralinda havde alt for meget opmærksomhed knyttet til Skyggerne bag dem og omkring dem. De efterladte opløstes sig, som hun tumlede forover og de andre gjorde intet for at afbløde hendes fald. Dæmpe lydene, men ellers intet. Et gisp fik hun dog nogenlunde kvalt, men det var jo ikke fordi det ligefrem hjalp på selvbevidstheden at lave sådan et nummer.

Det var tydeligt på hans udseende at musklerne ikke var grunden til at Beon havde overlevet sin tid i mørkets hær. Faktisk var det alt andet en musklerne der havde sikret det! Hvilket kom til fordel nu, eftersom sygdommen havde taget solidt af den sul og muskulatur han havde haft inden da. Han var nu en langt mere tynd mand end godt var, men det kunne forhåbentlig ændre sig så snart de var væk fra folkemængden.
Beon opdagede ikke alt for meget omkring sig. Han var stadig træt og hans hovedfokus lå i at få fat i tasken, sætte den fast og sørge for at han ikke faldte op. I det mindste var adrenalin en god drifkraft. Skygger var i hans hoved skygger, også selvom de var en smule anderledens end hvad der normalvis ville havde ramt væggen det sted. Han havde simpelthen ikke tid til at tænke over det. Selvom han syntes at blive en smule mere observant i det en af dem bevægede sig unaturligt.

Beon ventede på at Mara var igennem, før han selv smuttede igennem bagdøren og lukkede den bag sig så stille som overhovedet muligt. Der var ingen grund til at alarmere folkemængden om hvor de befandt sig, skulle de være hurtigere til at komme ud i huset end han havde regnet med.
Det var svært at liste, svært at holde sig stille og svært ikke at lade vejrtrækningen tage over som den trætte smerte nåede hans lemmer. Men adrenalinen holdte ham i gang, nok til at ignorere torne fra en busk kratte sig over hans håndryg, og nok til at han ikke faldte over rødderne han holdte sit blik så meget på som muligt.
Han løftede hovedet i det lyden af Maralinda der snublede, gik igennem mørket. Først stod han helst stille, orienterede sig om hvorvidt folkemængden bag dem havde hørt det i deres ivrige diskussion om hvordan de kom ind, inden han trådte frem, greb fat om hendes overarm og hev hende op igen med et ganske lavmælt støn af smerte. Han kiggede på hende, kvalte ordene for at spørge om hun var okay og i stedet lade hans øjne tale. Øjne der også indikerede at de var nødt til at komme videre selv hvis hun var kommet til skade.

Et hårdt tag i overarmen meldte Beons ankomst og var en tavs påmindelse til Maralinda om den magt hun så ubelejligt frivilligt havde afgivet til ham. Nej, den kunne hun ikke lige slippe igen. Taget var dog med til at få hende på benene i en fart og til ikke at bande højlydt selv uden det advarende og samtidig spørgende blik. Hun rystede let på hovedet som svar på om hun var kommet noget, et svar der ikke var helt rigtigt for hendes ene håndled dunkede svagt. Det behøvede Beon dog ikke at få at vide.
I stedet snoede hun skyggerne sammen om dem igen og satte i gang ned af stien, mens lyden af træ der flækkede nåede dem bagfra. Det havde i den grad været i sidste øjeblik de var kommet af sted.

Maralinda lod alle tanker om hvad der kunne være sket forsvinde fra sit sind for kun at koncentrere sig om stien foran dem. Den var snoet og ikke særlig velholdt, hvilket var så meget en fordel som en ulempe for det lød ikke som om nogen forfulgte dem af den. Endnu bedre så delte den sig i tre lidt længere fremme og som hun tilfældigt valgte den mod højre ledte hun dem ind i et fletværk af stier der krydsede hinanden, delte sig og flettede sammen igen. Hele tiden holdt hun retningen hun vidste var væk fra landsbyen og væk fra gården. En retningssans hun helt kunne takke det bånd hendes fader havde på hende for og som hun ellers aldrig havde set noget godt ved.

Efter næsten en time på den måde gjorde hun holdt i en lysning lige indenfor en skovgrænse hvor stierne havde sluttet sig til en større og langt mere benyttet af slagsen der løb forbi. Intet andet end nattens lyde var at finde omkring dem. Hun vendte sig mod Beon og så ham an. "Jeg kan hverken høre eller føle dem længere og har ikke kunnet et stykke tid. Vi burde kunne holde et længere hvil her." Som hun sagde det vippede hun tasken af og skar en grimasse som håndledet blev ramt. Fjernt overvejede hun om et bål var en mulighed eller for meget af en risiko. De kunne begge godt bruge noget varmt og ikke mindst noget lyst. Hun slap også skyggerne fri fra dem med et lettelsens suk. Anstrengelsen ved at holde dem var begyndt at blive mere end mærkbart.

Det havde mest af alt været en ren reaktion at få hende hevet op. Både for hendes egen skyld så hun hurtigere kunne komme videre, men ganske simpelt også fordi han i det skjulte holdte mere af pigebarnet end han ønskede at afsløre. Han bildte sig selv ind at det var et ganske professionelt samarbejde, men kun et fæ ville benægte at det ikke var den rene sandhed. Selv blot mødet med hende igen, hvor hun var ved at blive beskyldt for at stjæle. Han kunne være gået videre, men alligevel stoppede han for at hjælpe uden nogen højere agenda. Noget han hellere måtte tage en diskussion med sig selv om på et meget bedre tidspunkt end dette. De var stadig på flugt! Og beon ville ganske nødig indfanges af disse folk. Desperate mennesker, var farlige. Farligere end man umildbart skulle tro!

Beon var faktisk ikke sikker på hvor længe de havde gået. Han havde brugt al sin opmærksomhed på at undgå at snuble over rødder, blade og andre løse naturgenstande der kunne findes i skovbunden, og ærligt lod han blot Maralinda føre vejen frem. Drejede efter hende når hun besluttede en route og kom ikke med nogen indvendinger. Han var ærlig talt for træt til at blande sig, og hun var mere stedkendt. Da Mara sagtnede farten var det ikke svært at høre på Beon at energien var ved at være brugt. Hans åndedræt var mere ujævnt og højere, og han slæbte fødderne afsted. Han synes ærlig talt selv at han havde klaret det godt taget sin tilstand i betragtning, men musklerne klagede og benene begyndte at ryste som de stoppede op. "God.. God ide" De trætte øjne løb over hendes ansigt som grimassen formede sig. Der var ikke meget han kunne gøre, men han kiggede alligevel ned på håndledet, trods den dunkle tilværelse ikke var behjælpelig til hans syn. "Dit håndled.. " kommenterede han med en let hæs stemme, imens han lænede sig op af en solid træstamme og gled ned af den til han sad på jorden, uden at tage sig tid til andet end at lade tasken glide af først og ligge ved siden af ham. "Har vi forbindinger?"

Maralinda så en smule skeptisk på Beon, som han fik fundet fokus nok frem til at svare hende og rent faktisk virke som om han delvist lagde mærke til hvor de var. Han så også næsten lige så ringe ud som da hun havde vækket ham for at de kunne komme af sted. Det bål lød som en bedre og bedre ide, hvis hun skulle gøre sig håb om at holde liv i det skrøbelige menneske og han betød nok lidt for meget for hende til andet. Ubelejligt. Han var desværre også bare alt for nyttig, sjov og ja, betænksom? til andet. Det sidste noget han endnu engang beviste ved rent faktisk at virke til at lægge mærke til hende og tænke på hende.

"Det er ikke noget alvorligt." Hun anede faktisk ikke om det var, men nægtede at tro det. Alvorligt var trods alt Beons afdeling og ikke hendes. I stedet så hun kritisk på ham og hævede et øjenbryn ved hans næste ord som hun groft ikke-svarede på. "Hvad du fejler hjælper de ikke på." Hun var egentlig heller ikke sikker på om de havde nogen eller om hun havde lyst til at se efter. I stedet tog hun lysningen lidt mere ind og fik denne gang øje på hvor de sidste overnattende havde haft deres bål. Det kunne passende blive der deres var også.

At finde tørt træ var rimeligt til selv med et håndled der mente hun burde tage imod hjælp til at holde det støttet og ikke nægte af princip om ikke at ville skylde Beon noget. Det gav sig rigtigt udtryk som hun fik træet placeret i en bunke og gik lidt i stå eftersom hun havde brug for to hænder til at tænde det. Dragelort. En smule mere slået sendte hun Beon ved træet et sideblik for at se om han var vågen. "Kan du hjælpe med det her?" Okey hun var måske ikke så god til at håndtere egen smerte som andres og det ville bare være for unfair at sende den over til Beon så hun slap for den. Det eneste hun rigtig havde mulighed for lige sådan her og nu efter anstrengelsen med skyggerne tidligere.

Selv i sin trætte, smertedulmede tilstand formåede han alligevel at løfte et træt øjenbryn af hende. Ikke noget alvorligt. Det lød overraskende bekendt. Alt alt alt for bekendt for at være brutalt ærlig. Han havde selv brugt den formulering en god portion gange, uden egentlig at tjekke hvorvidt det der var sket ham var alvorligt. Nok ikke det han mente ville være det bedste de kunne have til fælles af alle ting.
Han kom med en fnysende lyd og lukkede øjnende. Det hjalp på hovedet der føltes så tungt. "Det var ikke til mig, men til dit håndled der ikke er spor alvorligt, men stadig giver ubehag, måske endda store smerter, hvorved de fine forbindinger kan give en form for lindring, om ikke andet snyde hjernen til at tro at den kan stille sine ubehagelige krav om behag på hylden engang" kommenterede han roligt, omend stadig med en hæs stemme med sit hoved lænet tilbage op af træstammen.

Beon åbnede træt sine ånde og kiggede på det bål hun allerede havde fået samlet. Han var sikker på at han kun havde lukket øjnende i ganske få sekunder. En smule besværligt fik han sig selv helst op og stå og gik langsomt men nogenlunde præcist hen til bålet og satte sig på hug foran det. "Lad mig" han ragte hånden ud for at tage imod tændingsværktøjet hun havde fået taget med sig. Hun havde tænkt en del mere på deres overlevelse end han havde.

At Beon kom med en fnysende lyd lidt for tæt på latter passede Maralinda alt andet end godt. Det fik hende til at føle sig frygtelig gennemskuet og svag. Især som han fortsatte med at komme med pointerende bemærkninger, hun slet ikke havde lyst til at høre fra ham. Hvem tog sig også lige af hvem her? Hans ord sank dog alligevel lidt ind som hun samlede brandbart træ og stødte håndleddet gang på gang. Ville det virkelig være så slemt at lade ham se på det og måske få det til at være mindre problematisk?

Som tændstålet så krævede to hænder for at ville virke var hun ved at knurre i frustration. At han så var så rolig om det hele hjalp ikke det mindste på hendes humør, men hun gav ham dog alligevel stålet tvært. "Det vil ikke virke." For hende altså. For virkede det åbenbart glimrende for ilden slog op omkring det, sprang ind i det tørre træ og tog fat for snart efter at forvise mørket for en del af lysningen.

Maralinda så lidt på det, før end hun bøjede sig over den efterladte taske og fandt noget brød og ost frem. Hun fandt også nogle forbindinger i bunden og trak dem frem. At sige noget kunne hun dog ikke få sig selv til, men hun tog dem dog med sig over til Beon sammen med maden. "Du bør spise noget." Hun rakte ham maden og slog sig så ned ved siden af ham ved ilden. Selv havde hun trukket alt den næring hun kunne fra hans følelser gennem dagen at hun var så mættet som hun kunne blive. Ikke at smerte eller frygt var velsmagende i længden, men i det mindste havde de været ægtefølte og ikke opdigtede som folks omsorg for andre oftest viste sig at være.

Utilfredsheden var ikke svær at læse. Det burde ikke more ham så meget som det gjorde, men der var noget ganske barnligt over det. Sødt på et eller andet plan. Noget han før faktisk havde set ved børn, og blot styrkede hans tankegang omkring at det var hvad hun var. Et barn. Et klogt barn, men stadig en som skulle passes på trods hans egen tilstand knap tillod ham at overveje det. Han svarede ikke på hendes tværhed, men fik i stedet tændt op om bålet, sat sig ned igen og stirrede på flammerne som gled rundt og op af det tørre træ, givende dem lyst sted at sidde. Varme og måske endda ro i kroppen.

Beon tog imod brødet og osten og lod hende dumpe ned ved siden af sig. "Tak" svarede han også taknemmeligt. Han kunne også godt mærke sulten, men han lod det ligge i skødet fremfor at begynde at spise. Han havde bemærket forbindingen. Han rakte hånden frem, tog forbindingen og kiggede på hende. "Kom med dit håndled" han ventede på at hun gjorde det og mærkede derefter forsigtigt. Håndledet var allerede hævet og havde påtaget sig en blålig farve. Det ville blive værre, og det ville også gøre ondt som han trykkede ganske let ind med sine tommelfingre for at sikre sig intet var brækket.
Forbindingsarbejdet foregik i stilhed og det var først som han havde bundet knuden som udgjorde slutningen af forbindingen at han lod hende tage håndledet tilbage. "Bedre?" spurgte han, stadig med blikket på hende, men også hænder som fandt frem til maden der var blevet ham givet og målet blev at tilfredsstille sin egen sult der kun blev mere dominant efter at havde set maden.

Det var så nær en indrømmelse hun kunne komme at Maralinda havde taget forbindingerne med hen til Beon og sat sig tæt nok på ham til at hun ikke skulle flytte sig for at give ham hånden til undersøgelse. At gøre det var dog ikke noget hun bare gjorde uopfordret, så til en start afleverede hun bare maden og lod blikket glide ind i ilden. Hun havde ventet han ville stille sin egen sult først, for den kunne hun tydelig mærke hos ham, men i stedet rakte han ud og tog forbindingerne fra hende.

Hans ord var måske dæmpede, men der lå desværre en skjult ordre i dem. Han ønskede hun skulle række ham hånden og så kortfattet som han talte var der intet rum for undvigelse. Ikke at hun rigtig kæmpede for at finde dem, men det var princippet i det! I stedet gav hun ham en smule tøvende og tydeligt modvilligt hånden og forsøgte på ikke at notere sig at han holdt den fast nok til at hun ikke kunne trække den tilbage uden at gøre skade på sig selv. Hvorfor var det lige igen hun stolede på ham? Åh ja. Han var Beon og blev ved med at gøre ting som det her han intet fik ud af og som ofte slet ikke var i hans interesse. Som at gå beskyttende mellem hende og hendes far ved deres første møde.

Hun bed sammen som han mærkede på hånden og nægtede at pive over de jag der kom fra den. Farven var helt forkert, men mennesker havde det med at blive blå og grønne pletvist så hvad vidste hun lige. På en eller anden måde hjalp det faktisk som han viklede stoffet om håndleddet og fik det fastholdt. Sært at noget så simpelt kunne have den effekt. "Ja. Ikke at det giver nogen mening." Hun var stadig lidt tvær at høre på, men det måtte han finde sig i. Som at hun lænede sig lidt ind mod ham og bare betragtede ilden mens han spiste. "Hvor vil du rejse hen herfra?"

Det var ganske rart at kunne udføre en opgave uden at hun satte sig imod. Han vidste godt at hun måske ikke synes det var særlig behageligt. Både rent fysisk og måske også på værdigheden. Noget han desværre kendte alt for godt og i det mindst kunne smile ganske ganske let på hans læber. "Nej det er helt mærkeligt. Simpelt stof der kan få smerten lidt på afstand." smilede han træt og begyndte at spise. Det var umådelig rart at få noget ned i maden, men han sørgede for ikke at hugge i sig. Kroppen havde bedre af at være tålmodig med netop dette. Det havde han i hvert fald erfaret de mange gange han havde været umådelig sulten og endelig fået mad igen.

Beon brummede ganske let i et let suk. "Det ved jeg ikke.. Nok.." det lød forkert at sige hjem. Det var jo ikke hans hjem, men det var nok det tætteste han kom. "Nok tilbage til hæren. Jeg har været væk for længe.. Straffen er mildere hvis jeg selv kommer tilbage end hvis jeg bliver fundet og transporteret." svarede han ærligt og kiggede træt ind i ilden. Der ventede ham nok ikke en varm velkomst. "Hvad med dig? Har du nogle planer om din fremtid?" Det var underligt, men faktisk også beroligende at mærke hende ved siden af, og at hun let lænede sig op af ham. Det fik ham til at slappe af.

At lukke af for andres følelser var noget Maralinda kun meget sjældent gjorde. De var trods alt hendes kilde til næring og et godt varsel for hvad rørte sig i dem omkring hende. Lige nu havde hun dog ikke behøvet at mærke tilfredshed strømme fra Beon, som hun rent faktisk gjorde som han sagde uden protester og lod han behandle hendes hånd. Hun var så heller ikke i humør til andet end at trække på en skulder ved hans ord og lade emnet falde.

Det var bedre bare at sidde op af ham og betragte ilden, selvom den følelse af... tryghed det gav hende også fik hende til at tænke i baner hun egentlig ikke havde lyst til. Så hellere få et andet påtrængende emne ud i luften og veje for og imod videre følgeskab. Hun lod ham tale og skar kun en enkelt grimasse ved mindelse om hvad hun vidste straffen kunne være hvis han blev slæbt tilbage og ikke kom frivilligt. I det mindste vidste han at han med tiden ville blive fundet og ikke kunne gemme sig for de væsner der var del af Mørket.

"Nogle stykker." Hun startede med at slå det hen, men trak så vejret dybt og uddybede af egen fri vilje. "Jeg bliver nok nødt til at besøge.. min far inden længe, men mest skal jeg se på nogle af dine bogminder." Hun tøvede ved at skulle omtale sin far overhoved og brugte meget bevidst ikke hans navn hverken i tanke eller tale. Navne havde det med at kalde på opmærksomhed og lige med ham tog hun ingen chancer. Til det betød hendes frihed for meget for hende. "Så det er ret åbent lige nu."

Grimassen var sigende, som han så den let ud af øjenkrogen. Han var enig i hvad den betød. Straffen for at blive hentet tilbage indtraf enten i det sekund man blev fundet eller også blev man sat igennem noget som Beon ikke engang ville kategorisere som en rettergang, der faktisk endte ud i døden. Måske han kunne slippe for netop dette ved frivilligt at vende tilbage. Sige han blev forhindret i det plagen ramte ind over landet! Han var jo trods alt blevet syg.

Beon kom med et halvhjertet smil. han var faktisk overraskende okay med ikke at få at vide hvad hendes egentlige planer var, af de stykker hun måtte havde haft. Ikke fordi han var ligeglad, men mere fordi han havde affundet sig med at hun ikke ville indrømme alting. Nok egentlig ganske klogeligt når han tænkte over det. "Fandt du noget godt i bogminderne?" hun havde nok endda set ting han ikke længere selv kunne genopkalde direkte fra sine minder. Det lå derinde et sted, til andres benyttelse. Måske en let bitter tanke.

At være på flugt og stadig loyal lagde i den grad en dæmper på Beons mulighed. Det sidste afgørende for at han rent faktisk bed i det sure æble og vendte frivilligt tilbage til Mørket og den straf der ventede der. En loyalitet Maralinda aldrig havde følt for nogen eller noget og derved ikke helt forstod. Den virkede trods alt temmeligt hæmmende og besværlig. På den anden side kunne hun også mærke fra Beon at den hang sammen med hans følelse af at høre til. Endnu en ting hun havde svært ved at forholde sig.

Et lille smil krusede hendes læber, som Beon undveg at kommentere på hendes første planer og nævnelsen af en af de personer de var fælles om at undvige. Så rynkede hun brynene let, før hun rykkede sig lidt tættere på ham og tydeligere ind mod ham. "Jeg har ikke rigtig haft tid til at se på dem endnu." Hun gabte og blinkede et par gange. Træthed var heller ikke noget hun var specielt vant til sådan kom listende ind på hende, men anstrengelse ved at holde skyggerne samlet om den ovenpå det langvarige bloddræn havde sat sine spor. "Du har været ret mange steder..." Hun gabte igen og rettede sig så op, så hun ikke sad så behageligt. "Du burde få noget søvn."

Beon havde aldrig rigtig overvejet hvorfor han forblev loyal. Hvorfor han altid vendte tilbage. Følelsen af at have et sted at passe ind var den trækkende kræft, han nægtede at sætte alt for mange tanker hen på. Han ville hellere bevæge sig i troen at det var grundet dyb loyalitet, fremfor at se realiteterne i øjnende. Det var det eneste sted han hørte til. Det eneste sted han havde en chance nu. Så hvorfor ikke bare vende tilbage trods straffen.

Beon skævede ganske let til siden, som Mara rykkede sig tættere på, endnu engang fordrejende hans tanker til at tro på at hun var et barn, trods hendes alder. Måske ikke uskyldigt, men stadig et barn. Han begyndte at blive døsig, og kæmpede engang imellem med at holde sine øjne åbne, trods han stadig spiste engang imellem, når han havde kræfter til at løfte armen. "Det har jeg." og forhåbentlig fik han lov til at komme mange flere steder hen. Han lod hånden falde ned i skødet da han havde spist den sidste bid og kiggede blankt frem for sig. "Mhm.." ja, det burde han. Beon sukkede, lod hovedet glide tilbage så det lænede sig op af træets stamme, og de tunge øjne gled i. Det varede ikke længe før hele hans krop slappede af, overraskende dybt slappende af, som han faldte i søvn og vejrtrækningen blev tungere. Gået ud som et lys.