Samson vidste godt, at det var tydeligt at gennemskue, at der foregik noget ovre i deres hjørne. Der var mange gange folk gav dem blikke. Nogle af gangene sendte han advarende blikke tilbage, men han kunne ikke blive ved. De fleste folk vidste godt, at det var dumt at blande sig.
Han havde ikke tal på, hvor mange gange det var endt ud i en kro-fight. Det var sket for mange gange, og han holdt sig bestemt heller ikke tilbage, hvis han fandt det tiltrækkende og nødvendigt.

Samson havde blikket rettet mod Damia, som nu endelig joinede dem ved deres bord.
Et smil bredte sig over Samsons læber. Han vidste godt, at han i sin tid havde gjort hende ondt, og minsandten om det ikke frydede ham: det kunne tydeligt ses.
Han lagde hovedet en smule på skrå, lettere dovent og hoverende på samme tid, og betragtede Damia indgående.
Hun virkede lidt anspændt.
Han rettede sig op fra hans afslappende position, og lænede sig en smule frem mod Damia.

"Har du noget, som du skjuler?" Brummede han, med sin dybe velkendte stemme.
Da Tara gik i gang, måtte han være ekstra vaks. Det vidste han godt. Det var her at de havde den bedste gavn ud af hinanden, og det var også det der gjorde dem så farlige.

"Gør nu ikke noget dumt. Jeg tøver ikke med at slå dig i gulvet herinde.. Eller gøre ham du elsker, fortræd! Det ved du også godt! Bare lad hende gøre sit arbejde, og du kan frit gå!" Hans tone var lav, men truslen var tydelig.

Samson rynkede brynene, og så nu noget der gemte sig på Damias hals. Var det en form for et slavemærke?
Smilet bredde sig, nysgerrigt, men også frydende. Han lagde ikke skjul på, at han havde bemærket det. Nok vidste han ikke helt hvem dette tilhørte, men han havde da efter omstændighederne et gæt.

Damia bliver en smule forskrækket da Tara griber ud efter hende, et lille gisp undslipper hende. Hun er aldrig blevet læst før. Hun oplever det som en underlig, krænkende følelse. Det føles stærkt som om, at alle hendes minder, tanker og oplevelser blev betragtet af en fremmede, og ligegyldigt hvor hårdt hun forsøger at fortrænge og lukke af, bliver det hele endevendt. Hun har aldrig oplevet noget lignende det her, der virker så ubehageligt. Alligevel, vil Tara kun læse alt det, som Damia har oplevet siden hendes møde med Samson. Alt andet er borte, tabt fra hendes hukommelse. Dog brænder mødet med Samson dog stærkest.

Et glimt af et mørkt ansigt og en lusket stemme dukker op i hendes tanker, og vil stå lige så stærkt i Taras: Et højdepunkt… Kravenoh… En stemme…” sig mig Damia hvad tror du egentlig du ved om dette spil som du snakker om, du tror jeg sikkert blot er en brik i Samson bande, men nej du tager så meget fejl af hvad jeg har af planer, jeg er ikke bare en der makker ret efter en, åhh nej, jeg har planlagt Samsons fald…”

I næste øjeblik rykker Damia sig hastigt tilbage i stolen, og en gulvbrædderne under Tara giver sig, og slår som bølger, således at Tara ville blive kastet tilbage i stolen, hvis hun ikke går ud af hendes trance og genvinder balancen. Damia læner sig akkurat nok tilbage, således at hun er uden for Taras rækkevidde, medmindre Tara langer ud efter hende. ”Stop!,, siger hun sammenbidt og brædderne ligger sig ned igen. Men hele postyret vil have vakt en del opmærksomhed fra alle på kroen.

”Jeg ved ikke hvad I tror jeg vil skjule for jer. Har intet af værdi og interesse for jer,, svarer Damia charmerende, men med en stemme, der ikke ligger skjul på hendes afsky ved dem begge. Samsons blik og giftige stemme får hende til at gyse i hendes inderste, selvom hans trussel falder på et tørt sted. Hastigt flyver hendes hånd op til arret af K’et på hendes hals. Selvom hun kan se på Samson, at han har bemærket det, ignorerer hun det og lader som om at hun stryger hendes hår.

”Samson,” begynder hun sukkersødt, ”Du ved godt det er formålsløst at elske nogen. Det er ikke det værd, så du kan ikke gøre mig fortræd igennem en anden… Der er simpelthen ikke andre end mig,, Hun ser udfordrende på Samson, men lader så sit blik glide hen på Tara. Nervøst.

”Det har været et hyggeligt stævnemøde, men tre er bare én for meget, så jeg vil lade jer to være,, Damia rejser sig og gør mine til at forlade dem. Hun vil ikke risikere mere ballade.

Elveren mærkede hurtigt sin succes som de spinkle fingre fik strejfet Damias hud, hun kunne vride og vende sig nu, mentalisten havde fået hvad hun ville have, adgang til Damias sind, nu kunne udelukkende en fysisk udefrakommende trussel ryste hende.
Elverens fysiske krop blev med et komplet stiv og fastfrosset, de honningbrune øjne gled op bag øjenlågene og efterlod udelukkende de blinde blanke sider áf øjenæblerne og tilbage sad en urørlig skikkelse.
Det var ingen kamp at få åbnet op for Damias minder, hendes mentale styrke havde ingen modstandskraft ved siden af mentalistens og en lang vej af minder brolagde sig hurtigt for elveren, der nysgerigt begyndte at snuse rundt. Et minde blev hurtigt sorteret fra, et minde der involverede Samson, som Tara absolut ikke havde behov for at kigge nærmere på, dernæst kom hun til det spændende. Mentalisten behøvede ingen lovgivning, eller adgang til at rode rundt, hun kunne faktisk se Kravenohs ansigt med sine egne øjne, som gennem Damia oplevede hvad der var sket.

I den fysiske verden begyndte små svedperler hurtigt at pible frem på elverens pande, men endnu i sin ubevægelige form. Damias fysiske kæmpen betød blot at Taras krop gled ned i en ubehagelig stilling, slap som en kludedukke tiltede hovedet med det lange røde hår bagover, og de pupilløse døde øjne stirrede tværs gennem kroen, og en hæs rallen begyndte fra elverens strube, da stillingen på stolen ikke just var optimal for vejrtrækningen, men dog på ingen måde nok til at udgøre en trussel på livet.
Dette var dog ikke noget Tara var bevidst om, ingen fysisk smerte var hende hændt og af samme årsag tillod det hende at fortsætte sin søgen i Damias minder. Kravenoh var slet ikke færdig endnu.

"Jeg vil vinde hans tillid og sammen med en af RT medlemmer vil vi samle en gruppe også når han mindst venter det vil jeg dolke ham i ryggen, og måske behøver vi ikke gør det hele selv jeg har hørt et røgte om en ny bande, som vil rydde op i landet og dræbe RT medlemmer, men det er selvfølgelig også slemt for mig, da de nok også vil gå efter mig."

Det gamle scenarie udspillede sig let som en leg for Tara, men nok med det, havde hun nu fået havde hun kom efter, det var alt hvad hun behøvede for at få skovlen under Kravenoh, nu galdt det jagten om at komme tilbage til virkeligheden.

"I går aftes," svarede Caitlin uden tøven, men med et blik der tydeligt fortalte grunden ville få Jolene til at ryste på hovedet af hende, hvis ikke ligefrem le højt. Hun holdt dog en kunstpause for at trække spændende for det usagte, hvor gængs det end var. "Der havde jeg alt for travlt med at flirte til at jage... du husker Jason fra 'Havfruen'? Uhum... Han holdt mig fanget i baren hele aftenen... Bestemt ingen jagt der... fra min side..." Hun smilede til veninden og lo så, før hun tog en forsvarlig slurk af sit krus.

Hendes opmærksomhed var stadig delt mellem at lytte til bordet med det umage par og den grønhårede kvinde og så venindens snak. Noget der kun blev gjort lettere af at den anden havde et arbejde at passe, mens de talte. Så smilede hun beroligende til Jolene, før denne forsvandt i endnu et af de mindre ærinder ud bagved. Det gav hende mulighed for at høre lidt mere bevidst efter snakken ved det andet bord, der havde taget en drejning til det mere interessante, som trusler åbenlyst blev lagt på bordet. Ikke at hun skulle have si næse dybere i det, men det var måske ulejligheden værd at se hvad hun kunne finde på de navne hun havde samlet op. Samson... Tara... Kravenoh... Hun gentog navnene og irriterede sig kort over ikke at have fået et på den grønhårede, men det gik nok. Hun havde fundet frem til oplysninger med mindre.

Og så var Jolene tilbage og hun sendte hende et beroligende smil, men holdt det til det, som de havde fået selskab ved baren. Samtidig gled hendes blik til den lille kvinde og tog hende for alvor ind, vurderende hende for værdier så vel som farlighed og muligheder. Så lagde hun hovedet lidt på skrå og spurgte interesseret videre. "Hvilken form for arbejde leder du efter?" Den andens sprogbrug gjorde formalitet overdrevet og det virkede i det hele taget lidt malplaceret på en kro. Nogen holdt dog på den og Caitlin havde været i nok af problemer for at være for familiær til at begynde forsigtigt ud. Især med de ikke menneskelige racer.

Jolene løftede skeptisk et øjenbryn. ”I går aftens simpelthen?” svarede hun, som om hun ikke helt troede hende, men lod alligevel Caitlin tale færdig. Hun nikkede, da hun blev spurgt om hun huskede Jason. Han var ret svær at glemme for at være ærlig, da han som regel ikke havde megen pli og var meget højtråbende. ”Aha.. Og da den jagt han havde gang i så var færdig. Gik i så hver til sit eller?” spurgte hun så drillende og lavede nogle løft med sine øjenbryn.

Hun ville havde snakket med hende om, at det var farligt at være så nysgerrig. Specielt fordi nogle typer på kroen skulle man bare holde snitterne fra! Det var farligt område, og Jolene havde ærlig talt ikke lyst til at se veninden i problemer. Eller flere problemer end hun plejede at rende rundt i. Men hun nåede ikke rigtig at konfrontere Caitlin med det, før Ragna kom op til dem, og overtog opmærksomheden. Ikke noget der generede Jolene det fjerneste! Hun elskede at snakke med alle former for kunder der var, så der var heller intet uvelkommen over Jolenes væremåde overhovedet.

Jolene gik straks i gang med at finde et nyt krus med mjød frem til hende, og satte det foran hende med et smil. ”Vejret er nok den mest trælse faktor. Nogle gange er det blot et lille uvejr, andre gange fortsætter den i flere dage, hvor man næsten ikke kan gå ud for en dør.” svarede hun, og kiggede over på Caitlin som hun spurgte ind til hvilket arbejde hun ledte efter. Jolene syntes selv at blive meget interesseret og vendte fokus tilbage på Ragna og afventede hvad hun ville sige. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at gå lige nu, men der gik nok ikke lang tid før hun skulle tage en tur rundt igen og sørge for at alle havde det de ønskede, og hente noget hvis de manglede det.

Ragna trak på skuldrene og lod blikket forsvinde fra den anspændte stemning der var henne ved bænken med den rødhårede elver, forhåbentligt ville intet frygteligt ske derhenne, selvom hun og holdt hendes halvspidse ører lidt ekstra spidse i tilfælde af at der skulle ske ballade derhenne. Hvis det skulle ske ville hun ikke være sen til at forsøge at hjælpe med at smide dem ud, selvom Jolene utvivlsomt ville vide hvad hun skulle og kunne gøre selv.

Med en tung bevægelse lænede den sære, muskelfagre, kvinde sig mod bardisken med et sært, dog alvorligt, smil på sine læber.
'' Jeg er lejesoldat. ''
Kom det utilsløret fra hende da Caitlin spurgte ind til hvad hun lavede.

'' Hvis folk betaler den rette sum kan jeg yde dem beskyttelse, kæmpe kampe for dem eller simpelt bare agere livvagt indtil de er færdige med en rejse et eller andet sted hen, om det så er til naboens hus eller til den anden ende af landet er mig ligemeget, så længe jeg får en god betaling. Man skal jo også have noget at leve for. ''

Hun blinkede skælmsk, inden hun tog kruset og tog en dram af den mens den anden hånd trillede et par mønter hen over bordet mod Jolene som betaling for mjøden.
Kruset blev smækket på bordet igen og munden kort tørret af i den tykke, men dog efterhånden slidte, jakke. Det var tydeligt at se på hendes beklædning at hun havde været igennem en del, såvel som at hun havde været mange steder.
'' Tjae, vejret sier mig ikke så meget må jeg indrømme. Kan bare ikke li at spadsere rundt ude i regnen hvis en lun krostue er åben og kan holde mig varm istedet. ''
Endnu engang vendte hun sig halvt imod den lille gruppe ved bænken, hævende et øjenbryn ved den rødhåredes position og rallende lyde. Var spirrevippen gået hen g blevet døddrukken+ Hun skævede til drikken elveren havde, nah så skulle tøsen da virkelig være svagdrikker. Et eller andet foregik derhenne og det var tydeligt at det ikke var noget den store stinkende mand ville have at folk skulle blande sig i, det kunne tydeligt ses på hans kropssprog. I næste nu bevægede træpladerne sig på gulvet, hun kunne se det fra hendes plads, og en anspændthed kunne kort anes i hende som hu nærmest mentalt forberedte sig på at få losset de tre ud i regnen, eller idet mindste væk fra den grønhårede. Hvad så om den største var en del større end hende.
Det brune øje blev igen sendt mod Jolene, som for nærmest tavst at spørge om hun skulle træde til eller om den barmfagre sagtens kunne håndtere det selv. Det var jo ingen decideret kamp, men det kunne fandens hurtigt udvikle sig til en.

Øjnene rullede ind i mellem rundt om i krostuen, alt mens hans interesse var fanget af Damia og Tara. Resultaterne derfra, var altafgørende for hvad der videre skulle ske.

Et smørret smil bredte sig over Samsons læber. Damia, som enhver anden kvinde, skjulte hvad hun holdt mest af, ved at nævne, at der absolut ikke er noget som han kan tage fra hende.
Smilet og det tilhørende blik var stikkende. Det var klart, at Samson ikke troede på det. Hun var en kvinde. Selvfølgelig er der altid nogen, der kan få ram på hende. Specielt, hvis han gav hende et valg - så ville et mord være på hendes bekostning, hvis hun valgte ikke at forsvare. Der var altid en vej. En stikkende grusvej, hvis man gik barfodet hen over den: ikke just en behagelig følelse.

Han lænede sig en smule frem, greb sin mjød og tog et par hurtige slurke. Da han var færdig, tørrede han mulen af med sin højre overarm, efter at nogle dråber fra mjødet havde fået lov til at dryppe ned fra det sorte, kraftige skæg.

"Der er altid én. Om det så er en du kender, eller ikke kender, gør ikke nogen forskel. Det handler om samvittighed. Har du din samvittighed ren, Damia?" En halvklukkende latter lød fra struben. Den var ikke særlig høj, men den var der. Mest af en, var det sådan en af slagsen, man ikke fandt sig særlig tryg ved.

Samson skulede til Tara. Havde hun fået alt hvad hun havde brug for? Hvis ikke, skulle det blive en sand fornøjelse der var i vente.
Det var længe siden han havde begået mord på andres bekostning. Tanken sad ham i hovedet, og gav ham mest af alt blod på tanden. Hans pupiller var blevet dyriske, og pupillerne var blevet meget smalle.

Damia vender sig vredt så lokkerne danser om hendes skuldre, så siden af halsen med K’et bliver blottet. Hun ser hånligt på Samson, stødt over hans bespottende latter, samt utryg ved den skjulte trussel den indeholder. Det holder hende dog ikke tilbage fra at svare ham igen, ”Jeg tænker kun på mig selv, så ja, min samvittighed er ren”. Stemmen er iskold, og Damia bliver selv forbløffet over, hvor rolig hendes stemme lyder. Hun ranker sig og ser bistert på Samson, og mærker et køligt smil brede sig på hendes læber, samtidig med, at hun mærker den strøm af blodtørst der udgår fra ham. Der er ingen måde, som Damia kender til, at klare en type som Samson på. Selv ved brug af hendes kræfter, ville Damia ikke have en chance.

På trods af, at hendes krop modsætter sig, går hun hen mod bordet igen. Hun planter hendes håndflader på bordet overfor Samson, og læner sig en smule hen over det. Hun skæver til Tara, som stadig er i en dyb trance. Hvad mon hun har fundet ud af? Hvis hun har set det hele, så måtte hun advare Kravenoh, selvom hun tvivler på, at hun bare får lov til at gå herfra, bare lige sådan. Igen falder blikket på Tara. Hun kunne jo forhindre det og bruge sine kræfter mod Tara, men Samson ville blot angribe hende. En kamp hun ikke ville vinde. Damias blik vender atter tilbage til Samson.

Hun forsøger at styre sin angst, så han ikke skulle se, hvor dybt han har plantet frygten for ham i hende efter deres første møde. Det er som et væskende sår, der springer op og brænder hendes kød. Et evigt og smertefuldt minde. Damia frygter ikke noget, for alt hvad hun engang havde, har Samson taget fra hende. Heldigvis mindes hun ikke hendes tab. Nok det eneste positive ved hendes hukommelsestab, det eneste Samson har skånet hende for. Hun frygter intet, intet ud over Samsons brutalitet. Så hvorfor overhovedet hjælpe Kravenoh?

”Samson,” siger Damia fast, men mildner stemmen, ”Du har selv sagt, at det er dumt at bekymre sig om andre end sig selv. Jeg overlever kun gennem min kvindelighed, men tænker ikke på andet end min EGEN overlevelse… Det er kun naturligt, at man vælger den stærkeste side… Vinder siden… Hvis man står over for et valg. Min samvittighed er ren, jeg sover helt fint om natten”

Tara ledte roligt efter vejen ud fra Damias sind, det var ikke raketvidenskab, heldigvis, mange mennesker hvade krogede og kringlede sindstilstande, Damia var omkring så ligeud man kunne blive og det var derfor heller ingen sag for elveren at komme til sig selv. De honningbrune øjne kom langsomt til syne, inden hun fik rettet sig op fra den ubekvemme stilling hendes trance havde ledt hende i. På trods af opgavens simple natur haglede sved nedover elverens ansigt, hvilket var en sær ting, det var faktisk sjældent, at man så en elver svede, hovedsageligt fordi mange af dem var i så god form, at de ikke nåede til punktet, men Tarasikas evne var så benhård at manøvrere, at det ikke kunne undgås.
I en hurtig bevægelse tørrede hun et af de lange ærmer over panden, inden hun lod blikket glide over på Samson, så nikkede hun kort, inden hun tog en slurk af sin mjød så voldsom, at Samson dårligt ville kunne være med.
"Jeg har hvad jeg skal bruge, hvis du er færdig med tøsen, kan hun gå!"
Stemmen var rusten i forhold til hvad den havde været før trancen, men det lod ikke til at påvirke elveren, hun var vant til det. Tara skævede kort til Damia, et hoverende smil spillede på de lyse læber, et smil der fortalte, at hun havde vundet. Hverken Kravenoh, eller hende selv kunne tage fra elveren hvad hun havde fundet.
I en rolig bevægelse lod elveren den ene hånd lukke sig omkring en af Samsons, det var modsætninger der mødtes, hans store grove hånd, ved siden af Taras spinkle fine hvide hud, men det var ikke kontakten der var vigtig, det var minderne, der med det samme blev overført til Samson.

Caitlin smilede bare tilbage til Jolene med et smil der var så uskyldigt so det kunne komme i en sådan sammenhæng. Den andens vantro var alt andet end uventet og det samme var reaktionen som hun talte videre. Det fik dog afledt Jolene ganske glimrende og venindens noget sigende spørgsmål trak en dæmpet latter fra Caitlin. "Åh vi gik hver til sit...! Men ikke til hans tilfredshed!" Hun smilede muntert til den anden og blinkede så. "Men hvilken pige ville jeg lige være hvis jeg ikke gav ham fornøjelsen af lidt modgang?" Det havde dog været tæt på hun var gået med ham hjem denne gang. Tiltrækningen var der, men hun kunne styre sine lyster. Det meste af tiden.

Så drak hun en tår af sit øl, mens en ny sluttede sig til deres selskab. Caitlin viste levende interesse for den store robuste kvinde og hvad denne fortalte, men af langt mere personlige grunde end denne sikkert ville tro. Lejesoldater var ikke langt fra livvagter eller vagter i det hele taget. Hyrede folk til at klare en opgave. Folk hendes veje havde det med at krydse - med hende på det modsatte hold. det betød dog ikke hun var specielt uvenlig overfor dem. Tværtimod nød hun deres selskab ganske glimrende på kroer eller andre steder. "Det skal man! Så..." Caitlin lænede sig lidt op af baren, mens hun betragtede den anden åbenlyst. "Hvilken af slagsene bragte dig til hovedstaden? Og ligger der mon en god historie gemt der?"

Hun elskede en god historie og som hun spurgte efter en, opfangede hun det sidste navn hun manglede fra den umage gruppe. ...Damia... Hun gemte det med de andre til en senere søgen på oplysninger. Der måtte bestemt være noget at finde på de fire navne, men mest interesseret var hun nu stadig i den store mands. Sandsynligheden for at to personen med det navn passede på den beskrivelse hendes mor havde givet var minimal og muligheden for hvad manden kunne være tændte hendes nysgerrighed i usund grad. Hun skævede over til bordet og lod sit blik fra halvmørket på hjørnet af baren rigtig tage deres ansigter ind så hun ville kunne huske dem og beskrive dem senere.

Så gør hun tydeligt og vendte blikket tilbage til den store kvinde og Jolene. "Hvem har også lige lyst til frivilligt at bevæge sig ud i regn?" Med det lod hun blikket glide ud over krostuen, før hun fangede Jolenes og nikkede mod et af de fyldte borde. Ikke at veninden havde for vane at overse kunderne, men derfor var et lille praj om at nogen var i nød gerne modtaget. Caitlin var bare glad for hun kunne blive siddende hvor hun var. Hun hævede opfordrende et øjenbryn af den store kvinde og lignede i den grad en der forventede en god historie serveret til sin øl.

Jolene kunne ikke lade hver med at komme med et let grin, som hun rystede let på hovedet af den unge pige. Caitlin var generelt meget ung, og specielt i Jolenes øjne, da denne allerede var i fyrrende. Dette var dog ikke synligt, takket været hendes fantastiske elvergen, som var gået i arv fra hendes mor, og vidst også fra faren. Sidste nævnte var dog ikke med sikkerhed, da Jolene naturligvis ikke anede hvem hendes far var, og heller ikke følte sig særlig forpligtet til at finde ham. ”Du har en pointe.. Men han har nok ikke opgivet kampen endnu.” svarede hun, mens hun blikkede til den femtenårige pige. Jolene havde nogle gange svært ved at forstå, at skikkelsen ikke var ældre. Specielt når man tænkte på, hvordan hun nogle gange opførte sig.

Jolene var gået i gang med at tørre bordet af, som de begyndte at snakke om hvad Ragna foretager sig i sin fritid. Hun lyttede smilende med, men kom ikke videre med nogen indvendinger omkring det. Det var ikke unormalt for halvelveren at møde diverse personer. Både lejesoldater, forretningsmænd/kvinder, og hvad folk nu ellers kunne finde på at lave af uhyrligheder, som nogen gange helst ikke skulle nå dagslyset. Jolene var generelt ikke dømmende af nogen art. Så frem hun fik sine penge, og at folk ellers kunne finde ud af at opføre sig tilstrækkelig ordentlig, inden for kroens rammer, så var hun ligeglad. Lyttede gerne spændt med på historier og diverse fortællinger, men heller ikke noget med at dømme folk videre ud fra dette. Jolene havde rigeligt med andet at fokusere på.

Jolene dukkede ned under barbordet, stadig lyttende til de to kvinders samtale, mens hun fik nogle ting frem og satte fra sig oppe på baren, til hendes søster at hente. Der gik dog ikke lang tid før hun selv fandt sin bakke frem, og gjorde klar til at skulle tage en runde til. ”Regnen er ikke alles fjende, kære Caitlin.. Men en god lun krostue, vil jeg altid foretrække.” svarede hun og kiggede varmt og smilende på Ragna. En finurlig sammenblanding, men hun virkede alligevel som en ganske rar og venlig person. ”Jeg smutter lige ud på en runde.” kom der kækt fra den storbarmede servitrice, som smuttede elegant ud af baren igen, og efterlod Ragna og Caitlin i deres samtale. Hun havde ikke bevæget sig meget rundt, før hun nåede bordet med den store robuste mand, den tynde elverkvinde, og den grønhårede kvinde der tilsyneladende havde skiftet plads.

Selvom Jolene godt kunne fornemme at der var en mere trygget og akavet stemning i selskabet, end der havde været før, valgte Jolene blot at tage den nemme løsning. Spille dum og uvidende! Hun havde ikke lyst til at blande sig, for det så ikke videre rart ud, selvom de da alle var civiliserede nok til at gemme det bag facaden. ”Jeg ville lige tjekke op på om der er noget I mangler her ved bordet?” spurgte hun smilende, som altid, og stod med hoften let ud til siden, og bakken stadig liggende, da der i øjeblikket ikke var noget at finde på den. Hun skulle længere ned og samle nogle tomme krus sammen, men hun kunne altid lige tage nogle bestillinger på vejen, hvis folk manglede noget.

En kort brummen forlod den muskelfyldte blanding, inden hun igen rettede opmærksomheden imod Caitlin og Jolene, smilende skævt over deres samtale om ugengældt kærlighed. Det var ikke ligefrem nogen gammel nyhed, faktisk var hun temmelig sikker på at der måtte være sådan noget lignende i hver eneste by rundt om i landet.

Ragna lænede sig op af bardisken, hvilende den ene arm på den. Det lyste næsten ud af den yngre kvinde at hun forventede at høre et eventyr af en eller anden slags, hvilket frembragte et kort smil på lejesoldatens læber.
'' Jeg tror ikke det er den mest spændende historie for dig. Men det var en mindre karavane af handelsfolk. Vi var flere lejesoldater der hjalp dem gennem medanien ind til hovedstaden, da der har været en del problemer med bander der hærger vejene deromkring på det seneste. Nogen af dem fik da også sine knubs, mens andre bare løb med halen mellem benene som en flok kujoner, når de så hvor mange vi var. ''

Hun tog endnu en slurk af sin mjød, nød hvordan dens varme sødme fyldte hende som den gled gennem halsen.
''Kromutter har ret.''
Hun nikkede imod Jolene inden denne forsvandt over imod bordet med den lille farverige gruppe.
'' Regnen kan være en ven, for landmanden eller folk som jeg selv. Folk der er forfulgte, havfolk.. Men varme og tørvejr er nu at foretrække det meste af tiden så længe det ikke er alt for varmt.. Jeg er opvokset i bjergene så kulden ligger nærmere mig end varmen. ''
Indrømmede hun, betragtende den yngre kvinde, inden hun skævede efter Jolene der syntes at forsøge at få styr på tingene, professionel som hun nu engang var inden for sit eget felt..

Samsons øjne hvilede tungt i Damias. Hans smil havde ikke fjernet sig. Han viste tydeligt, hvad han tænkte.

Der er altid en vej, Damia, og hvis jeg vil, så finder jeg den gerne!.


Det ser ud til, at du har lært af dine lektier. Fornuftigt." De syle spidse tænder viste sig tydeligt i det brede smil han havde plantet på læberne.
Den store brutale mand af stuktur, var generelt en beskidt man af udseende. Ikke nok med hans overdrevne maskuline krop, var han bestemt ikke en renlig af slagsen. Håret var ikke redt. Da håret var så langt som det var, skulle der intet til at få det til at blive uglet.
Når hygiejne endelig blev omtalt, var den under al kritik. Man skulle lede længe, selv på gaden, der ville kunne måle sig med bandelederens egen hygiejne.
Det var dog klart, at Samson ikke så nogen hindring i dette. Det var blot endnu en del af Samson, som højst sandsynligt gjorde, at folk helst ikke ville for tæt på ham - medmindre at man var for vandt til at omgås ham: med andre ord, tvunget til at være i nærheden.

Samson greb ud efter Damias håndled med et stærkt greb. Øjnene hungrede efter at se pinsel i et offers øjne, og det var ingen hemmelighed for tilskuere, at han forestillede sig Damia være dette omtalte offer.

Da Tara greb fat i hans anden hånd rullede minderne henover hans nethinde, alt imens han stirrede hungrende ind i Damias øjne.

"Jeg vil vinde hans tillid og sammen med en af RT medlemmer vil vi samle en gruppe også når han mindst venter det vil jeg dolke ham i ryggen, og måske behøver vi ikke gør det hele selv jeg har hørt et røgte om en ny bande, som vil rydde op i landet og dræbe RT medlemmer, men det er selvfølgelig også slemt for mig, da de nok også vil gå efter mig."

Kravenohs skikkelse var tydelig. Der var ingen tvivl.

Da Jolene kom over til bordet, skulle der få øjeblikke til, før han atter kom tilbage fra minderne, med tilbagetrukkent hade der stadig var efterladt til hans tanker. Efter et blik på Jolene, så han på Damia med et sultent blik. Hun havde gjort dem nytte. Brikkerne var ved at falde på plads. Der måtte gøres noget.

*Vi dræber Kravenoh!*

Samson lod Damia slippe fra sit greb?, og trak sig tilbage i sædet.

"Vi var lige ved at gå.." Samson smiler anstrengt, med en vrede, og en sult i øjnene efter blod, der var tydeligt at spore i en voldsforbryder som ham.

Han rejste sig, bundede sin sidste mjød i stående tilstand. Han rakte den nu tomme kop ud til Jolene, ventede på at hun ville tage den, hvorefter han bevægede sig mod døren. I forbifarten vendte han håndfladen, hvor han med ryggen til klappede ud efter Jolenes bagparti.

"Vi ses snart igen.."
Han viftede med hånden til Tara, og signalerede at de skulle videre.. Det kunne ikke gå hurtigt nok nu.
Med en vræltende og et dryppende skæg, forlod han krostuen.

//out

Damia viger forskrækket tilbage da Samson griber ud efter hendes håndled, men da er det allerede lidt for sent. Uforberedt over Samsons pludselige frembrud, og tvunget af den hensynsløse hårde greb, bliver Damia modvilligt trukket tæt på Samsons enorme og faretruende skikkelse. Frastødt og skræmt af hans bare væsen, kynisk og brutal, med det stadig truende, sultne blik der stirrer direkte på Damia, og dog alligevel gennem hende, som var hun intet. Ubetydelig i den kæmpe mands øjne.

Da Samson endelig slipper Damia og bjæffer en befaldende kommentar af sin partner Tara, den rødhårede elver og forlader krostuen, vokser knuden i hendes mave. Taras hoverende blik er nok i sig selv, for Damia at vide, at de vidste det hele. De havde fået alt den nødvendige information, som de havde brug for. Alt den bevis, der bekræftede Kravenohs forrræderi. Og Damia... Ja, det var hende der havde givet dem det. Modvilligt godt nok. Alligevel ville det ikke hjælpe Kravenoh.

Hun må advare ham! Hastigt forlader Damia krostuen

//out

Tara hoverede, hun hoverede rigeligt til, at det halve kunne være nok, alligevel piblede der fortsat sved nedover elverens ansigt, inderst inde var hun træt og hun vidste, at så snart Damia var ude af syne, ville det eneste hun kunne tænke på, være hendes varme seng på borgen. Hun tog hurtigt fat omkring det store krus mjød og tømte hvad der var tilbage overraskende hurtigt, af en kvinde på hendes størrelse. Så stillede hun det fra sig, inden de honningbrune øjne gled over på Joline. Så rejste hun sig og nikkede i retning af Samson, som var på vej til at gå.
"Tak for mjød og god behandling!"
Stemmen var ikke længere blød og rund, men hæs og udmattet, det var ligegyldigt, man så mange ting på kroen, en hæs kvinde var vel det sidste man ville bide mærke i.
Hun var ikke længe om at smyge sig udenom den storbarmede kvinde og efter den brede mand, hvor hun slyngede kappen om sig. Åh jo, Samson kunne tro, at myrde Kravenoh stod højt på elverens liste, faktisk, kunne hun ikke huske hvor længe hun havde haft den inderlige trang til at se ham knække nakken. Hvis de kunne ordne det samme aften ville elveren være overordentlig glad og tilfreds.

// Out

"Og gør det næppe..." Caitlin tog det ikke så tungt, for den omtalte fyr respekterede et nej nok til ikke at gå længere end hun lod ham. Det var anderledes og en smule spædende, men det hjælp også at kemien var imellem dem. Det valgte hun dog at holde for sig selv, som hun smilede muntert tilbage til Jolene og lod emnet falde. At hun var løs på tråden var ingen hemmelighed, men derimod desværre lidt af en nødvendighed. Hun smilede barsk ned i sit krus og slog så tankerne ud af hovedet.

Ikke svært med så meget andet i krostuen af interesse, skønt kæmpekvinden var lidt af en skuffelse. Caitlin vidste at ikke alle var lige gode til at spinde en historie op o ingenting, men hun havde da håbet på lidt mere aktion og lidt mere bravour. Hvad hun fik var en redegørelse der fik hende til at sukke. "De kan ikke være lige spædende alle turene..." Med det tog den unge pige en tår af sit øl, før hun sendte Jolene et skævt smil og en lille grimasse, som denne pointerede lidt om regn. Veninden var heller ikke ene om det, for øjeblikket efter sluttede Ragna sig til. Det ændrede dog ikke det mindste på Caitlins mening om regn. Så hun trak let på skuldrene. "Jeg bryder mig stadig ikke om regn - ikke på nogen tidspunkter! En varm pejs derimod..."

Hun strakte sig dovent, mens hendes opmærksomhed kort vandrede ud over krostuen og ned til det bord der havde haft så meget af den denne aften. De var ved at bryde op og godt det samme, for det havde ikke ligefrem været den nemmeste gruppe at smuglytte til. Ikke som de bare nedstirrede hinanden og lod ting foregå entalt - eller det gættede hun på det var. Hun fangede også Jolene med blikket, før hun vendte det tilbage til Ragna. "Hvilke bjerge kommer du fra?" Hun var og blev uhæmmet i sin nysgerrighed og i sin spørgsmål. Den anden kunne jo sige fra hvis hun ikke ville svare trods alt.

Jolene ventede tålmodigt på svar, og kiggede på den store mand, som han bundede sit mjød i en stor slurk. Hun smilede blot til ham og tog imod hans krus og accepterede at de var på vej ud igen. Jolene ville helst ikke vide hvad de havde lavet ved dette bord, men at dømme efter det dræbende blik i mandens hvide øjne, var det ikke ligefrem noget behageligt de havde i tankerne. Men det var ikke unormalt at sådanne folk befandt sig på denne kro.
Som den store mand, vinkede til elverkvinden om at de skulle ud af døren, fulgte Jolene kort hans hånd, men vendte tilbage til bordet, som han gjorde klar til at gå. Det uventede kom hurtigt efter, da en stor hånd klappede hende bagi og hun gav et lille hop fra sig, og et smil kom automatisk frem på hendes læber. Hun grinede svagt og tog imod Taras krus også og satte på bakken ved siden af den store mands tidligere krus.
"Velbekomme frk. Håber at se Dem igen." svarede hun, inden den rødhårede elver forsvand afsted. Jolene nåede knap at rette sin opmærksomhed mod den grønhårede kvinde, før denne var styrtet afsted ud af kroen. Hun blinkede lidt, tog glasset og begav sig tilbage op mod baren. Sådan skulle det nok engang være. Hun havde andre kunder at tage imod også, selvom hendes nysgerrighed kort var blevet vagt.

Jolene kom tilbage til baren og satte opvasken ind i køkkenet, inden hun gik tilbage med en tom bakke og påbegyndte de nye bestillinger. Imens kiggede hun over på Ragna og Caitlin, der så ud til at havde en form for samtale kørerne. Hun lyttede lidt med, selvom hendes hovedfokus lå i at få hældt øl og mjød op, inden det skulle fragtes afsted igen. Alligevel smilede hun til dem, og vinkede ganske kort for at fange deres opmærksomhed. "Mangler i noget?" spurgte hun, mens hun skiftede krus og begyndte at hælde i dette.