Kravenoh lyttede til hvert et ord hun sagde, ide hun nævnte at hun havde tænkt på ham, fik ham til at smile lidt inde i sig selv. men et udfordrene smil kom frem på hans læber da hun sagde hun ikke følte sig truet af ham. hans blik var stadigvæk i hendes øjne, og han lukkede kort øjne da hun rørte ved hans kind. han åbnede øjne få sekunder efter " hvad er der da at gemme sig for? men mest af alt ikke truet af mig, det vil sige når jeg tager denne kniv her " sagde han og tog kniven op til hende hals, med blikket stadigvæk i hendes " så føler du dig ikke truet på nogen måde " sagde han med en kort pause, hvor efter han så på hendes hals noget der lignede noget var gemt bag hendes krave og hår.

Han fik øje på hans K han havde plantet på hende, han havde næsten glemt det K" Det der K burde fortælle dig andet " han tog kniven og førte den stille ned af hendes hals og længere ned. han stoppede dog da han kom til knappen af hende frakke, han så endnu engang på hende og smilede " så slet ikke truet "

Damia stivner ved knivens kolde berøring af hendes hud. Det er som om det slår gnister mellem kanten af metallet og det bare hud ved hendes hals. Hun synker nervøst og knytter trodsigt sine hænder under frakken, som greb hun om hendes frygt og forhindrede den i at smutte ud af frakken og afsløre hende. Hun kunne mærke kniven glide længere ned, og hun måtte bide sig i læben for at kvæle et gisp og en trang til at skubbe kniven væk.

Damia kan dog alligevel ikke kontrollere sig selv, og hendes hånd flyver op i mod arret på hendes hals. Fingerspidserne følger forsigtigt og blidt, konturerne af K'et. "Det er ikke fordi jeg er overvældet af lykke og tryghed ved at have en kniv mod mig, hvis det er det du vil have frem" siger hun, og forsøger at undertrykke en vred tone. "Måske er det netop det her jeg har gemt mig fra... Problemer"

Kravenoh var slet ikke ude på at skade hende for selvom man ikke skulle tro det havde han savnet hende, og at han ikke har kunne finde hende har gjord at hun vil være den eneste der faktisk vil kunne fæle sig sikker omkring ham, men det vil han ikke sige til hende, for så vil hun kunne bruge det imod ham på en måde.
" problemer der er ingen problemer, den her kniv burde heller ikke være her slet ikke " han fjernede kniven fra hende og slap den, så den landede lige ned i sne, han rettet på hendes krave og hendes hår sådan K igen var dækket. hans blik var stadigvæk i hendes.

Lige nu vil en hver person kunne snige sig ind på Kravenoh og gør ham fortræd, savnet til damia havde været stort, ikke noget han havde prøvet før men der var bare noget over hende der tiltalte ham, han kunne lige nu ikke få sig selv til at gøre hende ondt, kun hendes ord selv vil kunne få ham til det.

Stilheden ligger fortættet over det kuperet, golde landskab. Forude har man udsigt til skovlandet for foden af bjerget og med den blå himmel, kan man endda ane områderne der grænser op til skoven, ud i en uforudsigelig og livstruende verden, der gemmer på mange hemmeligheder og farer.

Hun lader Kravenoh skjule K'et, selvom hun burde være nervøs for, at have hans hænder så tæt på hendes hals. Hvis han ville, kunne han sagtens knække den. Tanken løber hende koldt ned ad ryggen og hun kaster hurtigt tanken fra sig igen. I stedet betragter hun Kravenoh med en undrende mine. Hendes ansigt er indrammet af et langt, bobbet hår, som er bundet skødesløst i en sort silkesnor. Hendes træk er fine og blide, læberne røde og blikket så koldt som den koldeste vinternat, dog med et glimt af nysgerrighed for det trænede øje. Hun er ikke særlig høj eller ser ikke umiddelbart ud til at udgøre en trussel for nogen som helst. Hun virker næsten ubærligt skrøbelig. Hele hendes skikkelse udgør en fristelse for den, som ville gøre en ondt. Men alligevel, står hun rankt og trodsigt.

Han havde smidt kniven, og et smil undslipper hendes læber, "Har manden mistet lysten til at gøre ondt?," hun kommer i tanke om de tidligere gange, mellem kampene, hvordan han har opført sig på en lignende måde. Hvordan hun har fået sin vej med ham, fordi han tøvede.
"Jeg går under jorden i et stykke tid, og når jeg så støder på dig igen, er du blevet from som et lam. Det er da lidt komisk," Damia lader hendes hænder glide nysgerrigt over hans rustning, mærker hver kant og indhulning efter stød eller kamp, "Hvad er der sket med dig, mens jeg har gemt mig væk fra verden?". Hænderne finder hvile bag hans nakke og hun læner sig ind mod hans krop, mens hun fastholder hans blik, "Jeg tror du har haft travlt... En plan måske?", hendes smil forsvinder, "Jeg tager det i mig igen. Du er ikke et fromt lam, du kan finde på smertefulde ting, det har jeg i det mindste ikke glemt. Så hvorfor leger du den her lille leg? Hvorfor gør du så ikke bare det du gør bedst, og dræber?". Damia ser udfordrende op på ham.

Vinden var blivet mere og mere kold synes han, at han kunne mærke på hans ansigt, men lige nu gik det nok han lyttede til hvert et ord der kom fra hendes mund, af alle de gange de var mødes, hvor han havde skadet hende og alligevel tør hun står så tæt på ham, hans blik vilede i hendes ordet lam var ikke noget han synes om og hun var jo godt til at prikke til ilden. " Du har været væk i meget langtid, du har ikke nogen ide om hvad jeg har fortaget mig hvad jeg har været ude for, men alligevel påstår du at jeg er blivet tavs eller lam som du siger. du burde vide af alle menneske hvordan jeg er " var det eneste han nået at sige inden hun, lænede sig ind til ham og mærkede hans rustning, hendes hånd som var i hans nakke var behageligt for, normalt vil det eneste der blev placeret i en nakke være hans nåle.

Ide hun skiftede holdning og nu ikke mente han var lam, og mere i hans øjne ønskede at han skulle gøre hende ondt. han tog hans hånd op på hende kind og aeet hende langsomt ned af den og kiggede hende dybt i øjne " en leg det her er ikke en leg, og hvorfor brænder du efter at jeg gør det af med dig" han stoppede der og sagde intet om hans plan eller noget, han lod mest af alt til han ikke havde hørt det.

Damia bed tænderne sammen, og prøvede at virke upåvirket af Kravenohs spottende ord. Men Kravenohs arrogante facon var nu begyndt at irritere hende. Tænk at han turde opfører sig som han gjorde, og undvige hendes spørgsmål, når han i hendes øjne, var som smør mellem hendes fingre nu, "Ja jeg ved hvordan du er, og hvordan du ikke er" Damia lader hendes pegefinger glide langs hans kæbelinje og under hans hage, "Så på grund af det, så kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor du ikke har en træng til at gøre mig ondt?". Damia smiler slesk og griner sammenbidt "Og siden hvornår er du begyndt at stille spørgsmål? Du plejer som regel at vente til efter du har fået din vilje".

Ved hans berørelse gengælder hun modvilligt hans intense blik og siger stridslysten: "Tro ikke du kan narre mig Kravenoh. Jeg ved du er ude på et eller andet, siden du så forsigtigt undgår alle mine spørgsmål" Damia hæver sit blik og så nedværdigende på Kravenoh, som havde hun fanget ham med fingrene i kagedåsen. En glider ned over hendes ansigt og en fejer den forsigtigt væk. "Jeg har gemt mig fordi jeg ved der er noget i gærde. Jeg kan føle det i alt omkring mig, og jeg har længe spekuleret over, om du bare var tilfældig, men nu er jeg begyndt at tro, at du er fanget i det her lille spil. Måske endda en del af Samsons bande?". Damia skælver ved den bitter smag af Samsons navn. Hun havde lige siden mødet med Samson forsøgt at undgå alt han havde rørt ved, og havde fingre i. Og efterhånden ejede Samson så mange, at hun var begyndt at undre sig, om Kravenoh også var en del af det.

Kravenoh kunne mærke han snart var nød til at fokusere på ham selv og ikke hende alt det hun sagde og nævnte, var stortset rigtigt men det værste var han var slugt i hende blik, og han vidste ikke hvordan han skulle komme ud, mest af alt han havde lyst til bare at kysse hende, men et ord som kom frem på hendes læber fik ham straks til at åbne øjne op.

Kravenoh så på hende og smile, inden han i et stort ryk tog sin ene hånd om halsen på hende " sig mig Damia hvad tror du egentlig du ved om dette spil som du snakker om, du tror jeg sikkert blot er en brik i Samson bande, men nej du tager så meget fejl af hvad jeg har af planer, jeg er ikke bare en der mærker ret efter en åhh nej, jeg har planlagt Samson fald og en skønne dag vil han falde. der er et ordsprog der hedder hold dine venner tæt men dine fjender endnu tætter " sagde han med et blink til hende, hvor efter han slap grebet om hendes hals " hører her hvorfor ønsker du at jeg skal gør dig så meget ondt. har du et døds ønske om det. ja jeg kunne sikkert brække din nakke så let som ingen ting men, du er så sjov at lege med" sagde han helt koldt og kynisk, men sandheden var ikke den han helt sagde.

Kravenoh var selv klar over at hans følser for hende var der, men han skulle på ingen måde vise hende det, han havde allerede gjord nok. det værste af det hele var at han vil til hver en tid beskytte hende overfor andre, eller hvis han fandt ud af at nogen havde såret hende eller gjord hende ondt.

Et forskrækket gisp undslipper hende, da Kravenoh pludselig griber stramt om hendes hals. Hendes hænder flyver afværgende op og borer neglende ind i hans udstrakte arm. Da han så endelig slipper taget igen, meget til hendes overraskelse, bakker hun forsigtigt et par skridt bagud, mens hun vredt stryger nogle hårtotter fra ansigtet. Damia udstøder et hånligt grin af Kravenoh, ”Alle er et brik i Samsons spil, som om du vil være undtagelsen. Kan godt være du har et ønske om at vælte Samson, men indtil da, så er du stadig en hund der må feje hans herre” siger hun bisk, hun ser op på Kravenoh, hendes grønne æjne glitrer af selvsikkerhed. Men, det tidligere voldelige udfald fra Kravenoh får hende til at tilføje med en underdanig stemme ”Jeg troede du sagde, at det her ikke var en leg?”.
”Hvis jeg havde et døds ønske, så ville jeg allerede havde været død. Jeg gør det for min egen skyld, for at minde mig om, at jeg ikke kan stole på nogen og alle er en trussel” Damia smiler og retter sig stolt op, før hun begynder at gå rundt om Kravenoh, med gygende hofter, og et drillende blik ”Er det ikke også det du har lært mig?,” Hun stryger håret om på den ene side, så K’et på hendes hals er blottet for ham at se, ”Ikke at stole på nogen? Du er ikke den første der har gjort en indsats for at lære mig det. Samson har også banket det ind i mit sind... bogstaveligt talt”.

Kravenoh kiggede på hende, han følte hver en bevægelse hun tog et blik blev placeret ned i jorden fra hans side af, han rystede kort på hovedet hvor efter han så op på hende hende igen. " jo har nok lært dig en del ting, men det er som om du alligevel ikke hører efter " han tog en kniv frem og balanceret med den på fingeren, hor efter han tog den i hånden og pegede imod hendes K " det K der måske jeg snart skulle udsmykke det noget mere, for den flabet du har overfor mig finder jeg mig ikke i, når jeg siger jeg ikke er hvad du tror jeg er så er jeg det ikke. "

Kravenoh følte hendes gå gang rundt om ham, det var som om hun virkelig nød at lege med ilden men hun burde også vide at snart vil hun blive brændt.
der gik ikke længe før at han kunne mærke en lille dråbe på hans kind, han så op i luften og så på hende igen, med et smil på læben.
der vil ikke gå langtid så vil regnen vælte ned, så han undrede sig lidt over hvad hun gjord, for Kravenoh havde altid hørt at piger ikke brød sig om vådt hår

"Jeg har skam fattet din pointe, jeg er bare uforsigtig," Hun kan ikke lade være med at le trods alvoren i situationen. "Jeg giver da dig den respekt du fortjener fra mig". Der er selvfølgelig et vist element af anklage i denne sætning. Hun lader sin pegefinger glide ned ad hans hals, medens hun skiftevis betragter ham og kniven i hans hånd distræt. Damia flytter blikket bag de mørke øjenvipper op mod himlen, da hun ligeledes mærker en regndråbe falde på hendes kind.

"Du truer mig blot for ikke at virke blød," Damia smiler et tilknappet smil og træder helt tæt på Kravenoh, og hvisker ind i hans øre "Gammelt trick, du må hellere lære nogle nye, især hvis du skal gøre dig forhåbninger om at vælte Samson" Hun tager fat i hans rustning og trækker ham tæt ind til sig, "Hvad vil du så gøre nu?"

Kravenoh kunne godt fornemme hun på en af eller anden måde at hun havde forandret sig, hun var ikke den samme Damia som han møde for langtid siden hun var en ny og meget mere forbedret, og det kunne han lide.
ide hun kom tæt på ham og viskede ham i ørene, smilte han men da hun tog fat i ham fik hun hans fulde opmærksomhed igen. " gammelt tricks siger du, måske måske ikke".

Kravenoh tanker fløj afsted oppe i hovedet på ham lige nu, hvad skulle han gøre noget sagde ham at han bare skulle straffe hende sådan hun for en gangs skyld bare lærte det, men der var også en anden ting der spillede ind. han så hende direkte i øjne og tog hans hænder om bag på hende og pressede hende endnu mere ind til ham " ja hvad så nu " sagde han stille og kyssede hende på munden.

Damia ser mistænktsom op på ham, da han trækker hende så tæt til sig, så hun kan mærke hans varme ånde mod hendes ansigt. Noget ved hans blik prikkede til hud, og gjorde hende helt ør, som havde hun drukket. Hun mærker pludselig hans læber mod hendes, og nyder duften af ham og varmen fra hans omfavnelse. Damia har ikke svært ved at gengælde kysset, selvom en lille stemme inde i hovedet gjorde store modsigelser, men de druknede i kysset.

Hun slipper kysset og ser op på ham. Hun ligger hovedet på skrå og hæver det ene buede øjenbryn, mens hun tavst målte og vejede hans reaktion. Hendes ene mundvige fortrak sig. Der er et glimt dybt inde i de smaragdgrønne øjne. Hun var kommet til et eller andet resultat, ”Du ved svaghed bliver din død, eller er det blot for din egen fornøjelses skyld?”. Damia trækker sig en smule ud af hans omfavnelse og ser mistroisk op på ham, som kom hun lige i tanke om, hvem hun stod sammen med, "Jeg kan ikke blive klog på dig, hvilket gør dig så farlig... Jeg stoler ikke på dig"

Det var som en lille gnist blev tændt i kroppen på ham, han nød dette øjeblik men efter lidt da hun havde sluppet og trak sig lidt tilbage men alligevel fortalt ham noget han allerede vidste. " du er muligvis min svaghed, men dette er rent fornøjelse " han gik et skridt tilbage og smilede lidt til hende " vil det være sjovt hvis du kunne regne mig ud " smilede han drilsk, han mærkede hvordan regnen havde taget til og var begyndt at løbe ned over hans rustning og ned i øjet på ham fra han hår som også var vådt.

Kravenoh gik 2-3 skridt tilbage igen og var pænt tæt på kanten af bjerget, " stole på mig, hvis der var nogen der gjord det vil det være dumt, men hvis der er en person der virkelig kan stole på mig så er det dig " han mente faktisk dette, han vidste ikke lige hvad der gik af ham, de var som om hun kunne få ham til at sige sandheden om alt.

Damia trak hætten over hovedet, som regnen faldt tungt ned over dem. Hun affærdigede ethvert tilløb til irritation. Længe havde hun ladet ham more sig over hende, og nu var det på tide at stoppe det, "Hvis jeg kunne regne dig ud, ville jeg i det mindste vide at du ikke løj for mig". Hvilket hun mener. For indtil videre har han ikke givet hende grund til at tage hans ord for gode vare. Det virkede surrealistisk, at hun efter sin isolation stod foran, den person som længe havde foragtet, og næsten slugte alt hvad han sagde. Til dels nød hun det også, ligesom han gjorde det for fornøjelses skyld. Men alligevel, havde hun svært ved at tro, at den her mørkelver overhovedet kunne havde følelser.. for nogen. Hendes mørke øjne gransker Kravenoh indgående.

Damia føler varmen fra de betryggende ord strømme igennem kroppen som en løbeild. Maven snørrer sig sammen, og hun gisper ubevidst. "Det er da betryggende,, hun lirker et smil frem på de kirsebærrøde læber. Hun gik hen til ham og svang armene om halsen på ham, mens hun langsomt trængte ham længere mod kanten ved at presse sin krop mod ham. Hun kærtegner hans nakke og ser længselsfuldt på hans læber, undgår pænt hans blik "Hvorfor kan jeg stole på dig? Troede I mørkelvere holdt sammen?"

Kravneoh var ikke klare over at han var så tæt på kanten dog smilede han af hende " hvis du nu tænkte dig om så vil du vide det." sagde han med en afslappet stemme, og ide hun kom hen til ham og pressede sig ind til ham, mistede han fodfæste og faldt ud over med hende på sig, han tog armene om hende, hvor efter de forsvandt. at forsvinde med en anden person havde han aldrig gjord for det eneste person vi se var helvede i det korte sekund det tog før de dukkede op igen 3 meter fra kanten.

Kravenoh blik var overrasket på hende " er du okay?, " han pustede kort ude, inden han igen så på hende " normalt holder mørkelver sammen men ikke mig jeg er ikke som de andre, jeg har altid kun været mig selv. " han tog hans ene hånd og placerede den på hende kind og løftede hendes hovede på så hans øjne fangede hendes " fordi jeg vil kun dig det bedste hvis du sagde til mig, jeg skulle lade dig være og aldrig kontakte dig igen eller noget vil jeg gør det, for så sindsygt som det nok lyder så holder jeg af dig " Kravenoh kunne ikke fatte de ord der lige kom ud af munden på ham lige nu.

Da de dukker op på kanten igen gisper Damia forskrækket. Hun føler sig svært til mode, og mærker hvordan hendes ben kunne svigte under hende når som helst. Men ved hans berøring genvinder hun fatningen, selvom hun føler sig søsyg og stadig overvældet over det der skete, "Ja, jeg har det fint, føler mig bare lidt svimmel" forsikrer hun ham.

Blikket glider over hans ansigt og studerede ham indgående. Hun havde ikke set hans ansigt så tydeligt før nu, måske havde hun været for nervøs til at kunne gå i detaljer med denne mand. Hun fortsætter sine studier af Kravenoh ansigt, for at danne sig et godt billede af, og forsøge at finde beviser, der kunne føre hende til hvad han er for en, og om han virkelig mente det. "Nej" udbryder hun ukontrolleret, og overrasket over hendes egen reaktion. Hun ville ikke have ham til at forsvinde, ligesom hun havde gjort det sidste lange tid. Hun havde antaget, at han var død, og havde frydet sig ved tanken. Men at se ham nu, og sluge alt det han fortalte hende, gjorde hende sårbar for hendes eget forsvar.
"Jeg..." Damia bider sig i læben og hendes hånd glider op mod hans, der hviler mod hendes kind. Hun kysser ham lidenskabeligt, ikke helt sikker på om hun burde gøre det. "Jeg vil ikke have du forsvinder... men jeg har mistet alt engang før, stolet på de forkerte, og jeg har glemt alt, så hvorfor skulle jeg stole på, at du ikke blot fylder mig med løgne, for at opnå et eller andet?" Damia ser intenst på ham "Hvordan havde du tænkt dig at vælte Samson? Svar mig på det, og så må jeg se om jeg tror dig?"

Kravenoh så tilfreds på hende han var glad for hun var okay, men dog holde han om hende få hun ikke skulle falde, han gengælde hendes kys på samme måde som hende. han så på hende da kysset var sluppet.
" du vil ikke have jeg forsvinder igen, hvad vil du så have jeg gør." han så kort ned i jorden han vidste ikke om han skulle sige hans plan, for han kunne ikke vide om hun bare sladrede til Samson, men han tog chancen når det var hende. " jeg vil vinde hans tillid og sammen med en af RT medlemmer vil vi samle en gruppe også når han mindst venter det vil jeg dolke ham i ryggen, og måske behøver vi ikke gør det hele selv jeg har hørt et røgte om en ny bande, som vil rydde op i landet og dræbe RT medlemmer, men det er selvfølgelig også slemt for mig, da de nok også vil gå efter mig. han smilede kort om tanken om han nok snart vil være truet på livet af den bande. han så på hende igen " hvorfor skulle jeg lyve for dig og hvilke løgne for at opnå noget, hvad skulle det være det jeg har her med dig i mine favn, det er det eneste der betyder noget lige nu "

"Jeg vil have du gør, det du er bedst til... Lige hvad der passer dig, gør du jo alligevel" Damia lytter nysgerrigt til Kravenohs plan.
"Du kan ikke besejrer Samson" Hun ser ned i jorden og ryster opgivende på hovedet, "Hvis han finder ud af det, så bryder helvedet løs. Alle vil brænde... Jeg ved hvad han er i stand til at gøre, selv jeg frygter for at komme på tværs af ham igen. Og hvordan kan du stole på en anden fra RT? Så er du den mest naive mørkelver jeg nogensinde har stødt på" Hun mærker hvordan hendes hjerte banker rhytmisk mod hendes bryst og hun indånder duften af ham. Hun syntes han er sindssyg overhovedet at overveje at stikke Samson ned.
Hendes øjne udstråler det hans dristighed og hans læbers berøring af hende har bevirket. Hendes hænder løber gennem hans hår og stryger ham over hans skuldre, og hun kysser ham igen. Hvis han havde trukket kniven frem nu og stukket den i hende, ville hun ikke kunne gøre noget, og livet ville bare rinde ud ad hende. Hun følte sig som en fjollet kvinde. Den dummeste på jorden. Fordi hun brød den facade hun længe havde brugt på at bygge op som beskyttelse. Og her var hun, med den farligste mand, der havde gjort hende fortræd op til flere gange, og som hun havde truet på livet lige så mange gange.

"Jeg stoler ikke på dig, fordi jeg simpelthen ikke forstår det og fordi jeg må være det dummeste menneske i verden, for at stole på alt der kommer ud af din mund" Damia knuger sig tæt ind til ham og hvisker stille, med en neutral tone, "Hvordan kan du overhovedet stole på mig?"

Kravenoh vidste godt at han aldrig skulle have sagt det til hende, men han gjorde det fordi hun kunne stole på ham. " nej jeg kan ikke besejre ham men, før eller siden vil jeg få den hjælp jeg behøver, og angående den anden RT, jeg stoler ikke på ham, men det ved han jo ikke noget om.".
han nyder hendes berøring, og da hun kysser ham igen gengælder han det straks, på en blid måde.

Kravenoh lyttede til alt hun sagde han smilte lidt da hun nævnte hun ikke stolede på ham " jeg fordtår godt du ikke stoler på mig eller noget, det vil jeg heller ikke gøre hvis jeg var i dit sted, men det kan du, ellers havde jeg nok drabt dig nu eller for 5 min siden eller ladet dig falde ud over kanten." sagde han med en overbevisende stemme. han når blot at afslutte sætningen ide hun viskede ham i ørene. " jeg ved heller ikke om jeg kan stole på dig, men hvis du gerne vil slå mig ihjel så tag chancen nu."

Frem tog han en kniv hvor han placeret den i hånden på hende, og tog hendes hånd med kniven og trykkede den ind imod hans rustning " så gør det nu for jeg har intet af miste " hans blik var fast i hendes, imens regnen sivede ned over dem.

"Ihjel?,, spørger hun åndsfraværende med blikket rettet på kniven i hendes hånd. Hun forekommer så omhyggelig; opmærksomme grønne øjne, nedadvendt mundvige, rynket pande. Damia knuger om kniven og mens hun fører spidsen op ad rustningen på hans brystkasse, op til hans hals, og presser kniven ind mod hans hud, så en dråbe blod glider ned ad knivens blanke side, og så tøver hun. Hun stryger en vildfaren lok bag hendes øre og stirrer tomt på hendes hånd, der hviler på hans brystkasse, mens den anden holder stramt om kniven mod hans hals, dybt optaget af hendes egne tanker.

"Og hvis jeg huggede til nu, så ville du havde taget fejl. Du ville havde faldet for dit eget nummer... Jeg blev næsten dræbt af Samson, da han lærte mig jeg ikke kunne stole på nogen. Måske ville det være godt det samme for dig" Endelig ser hun op på Kravenoh med et indtrængende blik, der stråler af arrogance, men også fyldt med tvivl samt vrede. Hvorfor kunne hun ikke gøre det? Hun havde dræbt før... Hun slipper grebet om kniven, og den falder ned i sneen.
"Måske har jeg alligevel ikke lært noget" hun ser ned på kniven i sneen, før hun retter et koldt blik mod Kravenoh. "Hvis du narrer mig, eller forråder mig, så sværger jeg, at du er så godt som død, om jeg så skal gå til Samson og fortælle ham alt om din plan, så han kan dræbe dig på den mest pinefulde måde... Så gør jeg det" Damia træder tæt ind til ham, hvorefter hun planter små blide kys på hans hals, hvor hun havde holdt kniven og venter på hans reaktion.