Gabrielle griner af måden han får vristet sig løs på, og lader ham overtage kontrollen. Da de til sidst ligger stille igen smiler hun til ham og hendes øjne er fulde af beundring. "Åh nej, jeg er fanget," sagde hun lavmælt og blinkede til ham. Han lå meget tæt på, og hendes hjerte begyndte at slå ud af takt. Men presset mod hendes krop og bryst blokerede hendes vejrtrækning, og hun begyndte at hoste voldsomt, samtidig med at hun prøvede panisk at vride sig væk.

Tit rykkede uroligt på sig, uvis om hvordan han skulle forholde sig til situationen. George var ikke en fjende, men Gabrielle var i hans egne øjne i fare.

Han ler selv og nyder beundringen i hendes blik, og først dan hun begynder at hoste samtidig med tilsyneladende at have svært ved at trække vejret, går det op for ham, han ligger med halvdelen af kroppenn meget tungt på hendes krop, og han slipper straks sit greb om det fjerne håndled og vender sig helt om på siden, så hans krop ikke rører hendes. Men kun for et øjeblik, så sætter han sig bekymret op og ser ned på hende med et uroligt blik.
"Forsøg at trække vejret dybt et par gange," siger han og føler sig komplet ubrugelig. Han ænser end ikke Tits urolighed, så forfærdet er han, mens han hjælpeløst ser til.

Gabrielle tager en dyb indånding i samme sekund hun mærker at trykket lettes fra hendes krop, og ruller om på alle fire så hun ligger på knæ og hænder. Hun hoster og gisper mens hun kæmper for at få styr på sin vejrtrækning.
Samtidig kæmper hun med de paniske tanker der hurtigt opstår i hendes hoved. Han kunne snildt have slået hende ihjel, og hun er rasende på sig selv over at have ladet en fremmet komme så tæt på at det kunne være sket. Hun kunne vælge og se på det som en test: hvis han ville have slået hende ihjel, så havde han vel gjort det der. Men var det virkeligt risikoen værd?
Uden at bemærke det selv havde hun sat sig op på knæ, med lukkede øjne og dybe vejrtrækninger, som om hun prøvede at berolige sig selv. Gabrielle kunne ikke finde ud af om hun skulle vælge at grine af det; det havde jo bare været en leg, eller om hun skulle se at komme væk her fra så hurtigt som muligt.

Tit rejser sig langsomt og går med usikre skridt hen mod Gabrielle. Han ser ikke en eneste gang på George. Da han når hen til hende lægger han sig ved siden af, med hovedet i hendes skød.
Gabrielle løfter armene og lægger dem om Tit, mens hun er fristet til at begrave ansigtet i hans pels. Men det vil være et tegn på en tabt kamp, og hun er stadig i tvivl om hvordan hun skal reagere.

George rejser sig chokeret og opdagede hans hænder ryste. Han mumlede arrigt for sig selv på sit modersmål:
"You bloody idiot George! Why don't you ever think before you do something, you stupid..." resten blev så lavt, han knapt selv kunne høre det. Han så uroligt på hende, mens hun kom på knæ, og han var ved at gå hen for at se hvad, han kunne gøre, da Tit kom til, og han følte sig pludselig meget til overs.
"Er du okay?" spurgte han tøvende, meget urolig.

Gabrielle har efterhånden fået styr på sin vejrtrækning og tager en sidste dyb indånding før hun igen åbner øjnene. Hun vender ansigtet mod George med et venligt, men lidt usikkert smil og nikker. Med den ene hånd nusser hun Tit bag ørerne, mens hun rækker den anden hånd mod George som for at han skal tage den.
"Det var... jeg ikke helt forberedt på," siger hun med et lille grin. "Måske ville det, lige i det tilfælde, have været smartere med en ordentlig dækkende rustning." Hun prøver desperat at skubbe resterne af panik ud af hovedet, så hendes jokes er ikke helt gennemtænkte. Men hun er opsat på at prøve at stole på George. Hvorfor ved hun ikke helt.

Han sukker tungt og tvinger et smil frem, mens han tager hendes hånd og hjælper hende op.
"Det ville det måske," sage han og trak skævt på smilebåndet, oprigtigt denne gang. "JEg beklager virkelig, jeg maste dig, det var bestemt ikke min mening, og jeg... jeg..." han afbrød sig selv for en gang skyld ude af stand til at forklare eller undskylde. "Oh dear," mumlede han for sig selv og tog sig til hovedet.

Gabrielle lod ham trække sig op at stå, og trådte et skridt nærmere ham. Hun stillede sig helt op af ham med den ene kind mod den øvre del af hans brystkasse, og armene foldet ind mellem ham og sig selv. Tit udstødte et lavmælt fnys og vendte hovedet den anden vej. Gabrielle begyndte stille at grine, både af Tits reaktion og af Georges stammende undskyldning. "Du har ingen grund til at undskylde," svarede hun, og selvom han ikke kunne se hendes ansigt, så var smilet tydeligt i hendes stemme.

Han tøvede kort, da hun lænede sig ind mod ham, før han lagde armene om hende. Forsigtigt lagde han kinden mod hendes hår og indsnusede den berusende duft af hende. Han smilede venligt til Tit, let undskyldende, og uden selv at være opmærksom på det, trak han hende lidt tættere ind til sig.
Han var lettet over, hun ikke bar nag til ham og at det ikke havde ødelagt noget, at han nær havde klemt al luften ud af hende. Han forsøgte at spøge med det:
"Måske jeg skulle gå på kur, så jeg ikke er så tung ind over dig næste gang, vi tumler omkring." Han smilede selv og lo et øjeblik.

Det var ikke før George lagde armene om hende, at hun lagde mærke til hvor anspændt hun havde været. Hun begyndte hurtigt at slappe af og føle sig tryggere. Det føltes næsten som om at smilet om hendes læber var begyndt at blive permanent.
Tit så slet ikke mod dem, han lå bare og prøvede at sove. Måske han bare skulle vænne sig til det ekstra selskab. Det var som sådan heller ikke fordi han ikke kunne lide manden, det var bare at han helst så Gabrielle uskadt hele tiden.
"Hvad så nu?" spurgte Gabrielle undrende efter et par minutters stilhed.

Han smilede skævt.
"Jeg tror i alt fald ikke, vi skal udfordre hinanden på den måde igen foreløbigt," sagde han stille. "Jeg ville ikke kunne bære at se dig være ved at kvæles igen på grund af mig." Han strøg hende over håret og trak hovedet lidt væk for alvorligt at møde hendes blik.
"J-jeg ved ikke om det virker fjollet at sige det, men jeg vil ikke have, du skal føle dig i fare, når du er sammen med mig. Jeg ville aldrig gøre dig noget ondt ... tvært imod ville jeg beskytte dig efter bedste evne." Han er meget alvorlig, og det er tydeligt, han mener hvert et ord. "Jeg kan ikke beskytte dig som Tit kan, og jeg kan ikke give dig den samme form for venskab, men hvad jeg har og er står til din disposition." En mærkelig fornemmelse af sommerfugle i maven overtager ham mens han taler, og han er både nervøs og længselsfuld efter hendes svar.

"Bare vent," startede hun drillende. "Næste gang er jeg bedre forberedt. Hendes selvsikkerhed var vendt tilbage idet hun så ham i øjnene igen, og det var delvis hans skyld.
Hun lyttede, smilende af hans erklæring. "Jeg er glad for dit tilbud," svarede hun oprigtigt. Hvad mere kunne hun sige? Ingen af dem vidste hvad fremtiden ville bringe og hvor meget tid de ville komme til at spendere sammen. Men det var sjældent hun var i direkte fare, især når hun ikke var i gang med en opgave. Hun løftede den ene hånd og lagde mod hans hals. Hendes øjne viste mere taknemmelighed end hun var i stand til at udtrykke med ord. "Jeg ved godt, du ikke vil mig ondt," tilføjede hun.

Han smilede varmt ved hendes ord og følte sig bedre tilpas.
"Og ved Tit det også?" spurgte han let drillende og trak skævt, charmerende på smilebåndet.
I det samme hørtes vingeslag fra et væsen, der kom nærmere, og George spidsede ører og sukkede så let. Han var ikke sikker på, Gabrielle havde hørt det endnu, men Tit burde uden tvivl have opfanget lyden på nuværende tidspunkt. En lyd der var mere end almindeligt velkendt for George.

Til hverdag opfangede Gabrielle lyde og andre små signaler i nærheden meget hurtigt - men kun fordi hun næsten konstant havde Tit ved sin side og kunne læse ham som en åben bog. Men lige nu havde hun ryggen til ham, så hun sa ikke at han løftede hovedet i retningen af en lyd hun endnu ikke havde hørt.
Gabrielle lo kort af George. "Er du da nervøs for at han ikke kan lide dig?" Hun blinkede drillende til ham. "Bare rolig, han --" Hun afbrød sig selv da hun så ændringen i hans ansigtsudtryk, og først da hørte hun lyden. Hun vendte sig og så mod Tit, og derefter i samme retning som tigerens blik. "Hvad...?"

"Nej, jeg er ikke bange for ham, mere bekymret om han føler sig udenfor ..." Lyden af vingeslag kom tættere på, og han sukkede igen.
"Jeg er bange for, det er min sekretær. Han har en underlig evne til altid at vide, hvor jeg er ... Det betyder som regel, der er problemer med forretningerne, når han finder mig ... Åh, og føl dig endelig ikke intimideret over den måde, vi snakker med hinanden på," tilføjede han til sidst. Han sukkede og så op i himlen, der kun havde få tegn fra solen tilbage, og hvor en stor, sort fugl nu kom til syne. "Han vil ikke gøre jer noget, men han vil have en del at snakke med mig om, går jeg ud fra ..." Han sukkede tungt, slap hende og gik lidt frem.
"Mr. Janno hernede," sagde han så højt, han turde, og fuglen dykkede straks den så ham.

Tit så den sorte fugl så snart den kunne ses for træerne, og slikkede sig om munden. Gabrielle slog et enkelt klik med tungen, som fik Tit til at rejse sig og gå hen til hende. Han lagde sig for fødderne af hende og så afventende op på hende.
"Vi kan godt gå et andet sted hen imens?" tilbød hun og hentydede til Tit og hende selv. Hun ville ikke blande sig I Georges anliggender med sin sekretær, og hun ville heller ikke give sekretæren det indtryk at han ikke kunne sige hvad som helst når der var andre til stede.
Hun smilede ved tanken om noget han havde sagt. At hun ikke skulle føle sig intimideret over deres måde at snakke til hinanden på. Det gjorde hende nysgerrig efter at høre hvad han havde ment.

"Nej bliv endelig," skyndte han sig at sige, "Janno er vant til at rapportere under hvilke som helst forhold." Kort før fuglen landede, blev dne til en høj, slank mand omkring de fyrre. Han var meget senet og så afsindigt arrogant ud, da han bukkede ærbødigt for George.
"Milord," sagde han, og også George bukkede, selvom han var langt mere elegant end sin sekretær.
"Hvad er problemet?" Sekretæren havde et alvorligt ansigt med permanetn rynkede bryn, men det gererede ikke George.
"Ser De, lord George, der er problemer på vingården. Et af de store kar er revnet, og man har ikke kunnet finde nogen til at repparere det ... Hele ugens produktion er gået tabt, milord, og der er et par af arbejderne, der er faldet og er kommet galt af sted, da de stampede druer væltede ud over det hele." Han sukkede irriteret og tog sig til hovedet.
"Hvor meget vil det koste mig, sir?" Den anden mand kom til og rakte et stykke papir frem med overslaget på reperationen. "Så meget!" udbrød George chokeret, "Det er jo vanvittigt! De er ansat for at skaffe mig de bedste priser, og dette er tydeligvis langt over hvad De formår! JEg forlanger, De ser hen over det igen."
"Men milord, der er krævet erstatning fra familierne og vi har ingen vin at sende ud til butikkerne og beværtningerne, og det vil koste os kunder. Måske vil vi ikke kunne komme os over..." George afbrød ham hårdt halvvejs i raseri:
"Så luk gården ned! Sælg bygningen, sælg hvad vi har på lageret og sælg maskinerne og det hele. Lad pengene dække udgifterne." Den anden mand gispede, mens George skævede til Gabrielle og huskede hendes ord tidligere på aftenen om netop dette med at drive et firma, han ikke brød sig om.
"Men milord," udbrød sekretæren chokeret, "det kan da ikke være Deres alvor!?" George sukkede irriteret og tog sig til hovedet, der var begyndt at dunke.

Ved de ord stillede Gabrielle sig hen ved siden af George, få centimeter bagud. Tit virkede skuffet over at fuglen havde forvandlet sig til en mand, så han blev liggende med hovedet hvilende på poterne.
Med hovedet let på skrå lyttede Gabrielle til hvad den fremmede havde at sige, og rynkede lidt på brynene. Hun tænkte om ikke hun kendte nogen der kunne hjælpe på situationen. Men ved Georges rasende udbrud tænkte hun at det måske var lige meget. Måske var det bedst hvis han netop tog den beslutning. Hun lagde en beroligende hånd på hans arm; det bekymrede hende at høre ham så vred. Det føltes som om hun havde kendt ham i flere år, og hun aldrig før havde set nogen eller noget få ham til at reagere sådan.
"Måske hvis I rent faktisk gjorde det, kunne de overskydende penge bruges til at støtte resterende dele af forretningen?" foreslog hun. Hun tænkte at det var bedre at fokusere på det han godt kunne lide at bruge tiden på, i stedet for vinen.

Den hovne Janno så ganske forarget ud, og George følte trangen til at slå ham.
"Tilgiv mig frøken, men det er vist udenfor dit område ..." George trådte et faretruende skridt frem.
"Tak, det er godt!" snappede ham. "Jeg har snakket med en nær ven i dag, der har overbevist mig om det, jeg i så lang tid har sagt: Vi sælger vingården!"
"Nej hør nu, milord, de har så længe haft disse mærkelige tanker, men vi er jo blevet enige om, det ikke er værd at sælge gården før vi har vendt den til overskud." George fnøs køligt.
"Og med mr. Cassa Novas vingårde vil det blive hvornår? Vi har været i underskud i fire år - fire år! Og vi sælger den bid for bid. Vi finder aldrig nogen, der vil købe det med underskud, men hvis vi sælger det bid for bid, vil der blive råd til at dække underskuddet."
"Men milord!" George slog affærdigende ud med armen.
"Pas De blot på, der ikke også bliver fundet penge til Deres opsigelsesløn!" Den anden mand snappede fornærmet læberne sammen, mens George vendte sig med et stille smil mod Gabrielle.
"Og det er en god ide, selvom min anden forretning går strygende. Det ville være rart med lidt ekstra at gøre med." Janno fnøs igen, men George ignorerede ham blot.
"Men milord ... Baron Gallagher ... Lord George ..." Ordene var mange, men George søgte Gabrielles blik og faldt langsomt til ro ved synet af hende.

Gabrielle nåede at sende et skeptisk blik med et hævet øjenbryn til manden, før synet af ham blev blokeret af George der trådte ind foran. "Det er forket at råde folk til at gøre noget de ikke har lyst til," svarede hun, selvom hun ikke længere kunne se ham, og hun havde heller ikke tænkt sig at rykke sig for at komme til det igen.
Hun gengældte opmuntrende Georges smil da han vendte sig mod hende, og hun tog stille hans hånd. "Jeg synes, det er en god idé. Samtidig vil det vel også lette lidt af din arbejdsbyrde?" Hun vidste kun alt for godt at stress kun gjorde arbejdet værre, og gjorde at man mistede lysten til det man ellers engang elskede.

Han nikkede ved hendes ord.
"Ja, det har fyldt og bekymret mig for længe," sagde han og så ind i hendes fantastiske øjne med et stille smil.
"Ah jaså. Denne frille har altså..." Længere kom han ikke, før Georges næve sejlede gennem luften efter han lynhurtigt havde bevæget sig, og Janno faldt bagover og lå et par sekunder uden for bevidstheden, mens George ømmede sig og chokeret så hvad, han havde gjort.
Men da Janno kom til sig selv og pinligt berørt kom på benene, havde George genvundet sin kontrol.
"Der er ikke mere at tale om, sir!" sagde han køligt. "Og vil De forblive i min tjeneste, bedes De opføre Dem som en gentleman, undskylde for min veninde og lægge tonen over for mig ganske om!" Han slog ud med hånden mod Gabrielle med et krævende blik mod sekretæren, der bukkede dybt for hende.
"Modtag min dybeste undskyldning, frøken ..." Han mente det ikke dybest set, men fik det næsten til at lyde som om han gjorde, og selvom George var misfornøjet, lod han ham slippe. "Tilgiv mig, milord, det var ganske uhøvisk ad mig ... Jeg.. skal sørge for at få solg gården, Lord George." George nikkede og rettede sig op i sin imponerende fulde højde og kastede et eneste myndigt blik over sin tjener, der bukkede dybt for ham.
"Det var alt, jeg bad om ... Åh og mr. Janno?" de to mænds blikke mødtes. "Det er sir George Gallagher. Det bedes De igen kalde mig." Chokeret stirrede tjeneren på ham.
"Men milord, det er en grov nedgørelse af Dem selv, som jeg..." George slog ud med hånden, og han holdt mund.
"Det var alt!" Tjeneren bukkede og skrabede, mens han bakkede lidt væk, forvandlede sig til en fugl og fløj væk igen, og George tog sig udmattet til hovedet og satte sig på jorden med benene bøjet og armene lagt på hvert knæ med et suk. Han så på Gabrielle og smilede træt.
"Undskyld du skulle opleve det ... Måske havde det været bedre om jeg havde modtaget ham alene ... selvom jeg tvivler på jeg havde fundet styrken i mig selv til at beordre gården solgt ..."