Alexander noget lige at få et glimt af de to som flygtede, han kunne ikke se kvinden ordentligt, men manden, der var noget over hans udseende som virkede en anelse bekendt, og havde han ikke humpet lidt på det ene ben? Det kunne da umuligt være ham Spike havde sendt ham efter... kunne det?
Alexander var ikke sikker og han ville ikke drage nogle forhastede konklusioner, han bevægede sig med rolige skridt hen til trappen og scannede konstant huset for at sikre sig at de ikke havde formået at finde en ud vej, han mente dog at der ikke burde være andre end den dør der var hernede, som han selv var kommet ind af, vinduerne på de øvre etager burde være for små til at en så stor mand som ham han havde set kunne komme ud, og han mente faktisk også at der var tremmer for de fleste, bare for at lokalet var ordentligt sikret, men han kunne ikke huske det, han havde kun fået et hurtigt glimt af planen da han var nød til at skynde sig hen på grund af den magiske alarm de 2 havde sat.
Han kom op ad trappen og et stort smil havde bredt sig over hele hans ansigt, det var efterhånden et stykke tid siden at han havde fået ordentlig modstand, ja faktisk ufattelig længe, og derfor håbede han også bare at de ikke ville vise sig at være et par simple tyve som han kunne gøre kål på, på blot et par sekunder, men det måtte tiden jo vise.

Isis åndede lettet op da det viste sig at Sharde var okay, desværre havde glasskårene som havde fløjet dem begge om ørene, lavet nogle afslørende huller i han dragt. I Isis var der kun kommet et enkelt, faktisk var det mirakuløst at hun slet ikke var blevet ramt af glasset, udover et lille snit i hendes kåbe, ved det ene ben, og hullet var ikke engang nok til at afsløre hendes blå hud.
Hun protesterede heller ikke, da han trak hende med op ad trappen, faktisk ville hun nok foretrække dén vej ud, der måtte da være vinduer, og hun kunne nok lige klare at bære hende og Sharde ned med sine vinger. Skardes kløer shar sig ganske let ind i hendes håndled, men det var ikke noget hun tog sig af, desuden skar de ikke dybt nok til at forårsage andet end en smule blod uden betydning.
Da de nåede op ad trappen vednte hun sig imod trappenedgangen, og dannede en væg af is ved det øverste trin, det tog hende ikke mere end få sekundter og ville nok give dem et par minutter hvis de var heldige, men det forårsagede til gengæld, at hun blev småforpustet, det var ikke småting at frembringe så meget is på så kort tid.
Hun vendte sig mod Sharde, og så til sin skræk størrelsen på vinduerne omkring dem, Isis ville få problemer med at komme ud, og det ville være praktisk talt umuligt at
"Der må være et rum heroppe der har en udgang!" sagde hun så, og skubbede en dør op til det første rum, dog uden held, hendes hjerte hamrede og hendes hjerne kørte på højtryk, de skulle nok slippe ud herfra, det var hun sikker på!

Mens Isis skabte væggen af is (isis xD hihi) væltede Shrade over til vinduerne. Ikke alene var vinduerne for små til at de to kunne komme ud af dem, men der var også sat tremmer for, for at frarøve dem deres spinkle håb. Alligevel så Shrade muligheder i dette. Han havde brug for jern for at gendanne sin rustning, foruden hvilken han ikke havde den store chance i en kamp. Nok kunne han ikke skyde med lyn eller skabe is, men når først han havde rigeligt metal var han næsten ustoppelig. Sådan plejede det i hvert fald at virke.
Roligt lod han metallet fra to af tremmerne han holdt hænderne på omdanne sig til et par klør til hans anden hånd, hvorefter han hjalp Isis med at lede rummene igennem efter en udvej. Der var flere lokaler på etagen, og en gang i den fjerne enden, der ledte videre ind i huset. I rummene var det eneste der kunne hjælpe dem enkelte stykker af metal fra spande eller lignende, som Shrade tog med sig. Til sidst var der kun døren til gangen tilbage, og Shrade sparkede den ind med sit metalben, hvilket gav et ubehageligt stød i hans knæ.
”Herinde!” sagde han, uden at give nogle videre instrukser. Hvorfor egentligt han sagde så meget var et mysterium for ham selv, for da der ingen andre rum var tilbage at kigge i måtte det være et selvfølgelig for hende ligeså det var for ham.
For enden af gangen var der endnu en dør, og bag den et aflukket rum med to små tremmede vinduer. På væggene hang der nogle våben af forskellige art, men flest daggerter og deres lige; våben af den skumle kvalitet. Shrade hev nogle af disse ned fra væggene, rev sin forklædning af, og begyndte at omforme metallet han havde fundet til en nogenlunde rustning. Hans krop og ben var dækket af metal, mens armene stadig var blottede. Masken strakte sig rundt om hans hoved, og lukkede sig selv over hans nakke. Den var nu blevet til en hjelm. ”Kan du slås? To mod en er ikke dårlige odds,” sagde han i et forsøg på at lyde optimistisk. Det var han midlertidigt usigeligt dårlig til.