Den Hvide Kvinde blev mere og mere distraheret. Taras tanker kom dog kun i bidder, som om hun "hackede" i linjen. Dog fik hun ikke noget svar tilbage.

"Jeg har ingen ømme steder! Dog lyver du! Du lyver! Du vil møde mig! Engang når du har fået din lille hjerne i gang, og finder en måde at komme ud af mit spind! Men det regner jeg ikke med bare lige sker! Det kører ikke særlig godt for dig, tyDEligvis!" Stemmen var bestemt og irriteret. Tydeligvis ikke velbefindende ved tanken om at hun ikke var "god nok".

Tara måtte læne hovedet tilbage og le igen "Komme ud af dit spind, jamen der er da ingen grund til at komme ud af dit spind, når jeg kan ligge her i bedste velgående og sole mig i tanken om at den eneste grund til at jeg ligger på den her strand er, at en anden kvindes misundelse har bragt mig til en fantasiverden hvor jeg bestemmer omgivelserne!". Grinede hun højlydt, og smilede oprigtigt. "Tja, Shak har sågar ligeledes indrømmet hvem han syntes er den kønneste, og det var ikke dig. Det er kun dumt af dig at have mig fanget her, det vil nedbryde det som du har aller kærest, din selvtillid!" fortsatte hun med et smil på læben og en kæk attitude "Tanken om at være næstbedst dræber dig! Lad mig give dit et råd; Gab aldrig over mere end du kan tygge!"

Den Hvide Kvindes vejrtræning kunne fornemmes. Den blev hurtigere og hurtigere og på et tidspunkt trak hun slet ikke vejret, men holdt det inde.
Et sted ude fra horisonten faldt en kæmpe lignende puslebrik ned fra den blå himmel, og inde bag den var der totalt mørke.

"Jeg er stærkere og kønnere end du! Du er blot et barn! Et barn som knap nok har lært at gå, og tror at barnet er mere intellektuelt udviklet end en fuldvoksen kvinde? Må jeg være fri!" Hvæsede hun vredt.
En ekstra puslebrik faldt ned fra himlen.

"I så fald ..." startede Tara med det overlegne blik der efterhånden havde smeltet sig fast på hendes ansigt "Kan jeg jo spørge dig, hvordan det føles at blive overgået i så mange henseender, af et barn?" lo hun, og kiggede efter puslespilsbrikkerne, det lod ikke til at røre elveren overhovedet, hun havde fundet kvindens svaghed, det var nøglen til hvad hun havde brug for.

Den Hvide Kvinde dukkede pludselig frem. Det var ikke hendes plan. Dog begyndte hendes vrede at boble inden i, og endnu flere brikker faldt ned.
Tara havde fundet noget helt rigtigt.
Kvinden så ud til at forandres. Hendes ellers hvide udseende blev hevet direkte over til en mørkerød farve. Nu bestod hendes udseende primært at rødt.

"Hør her! JEG er en dæmon! Og JEG har levet mange flere år en du, møgtøs! Så hvad med lige at overveje dine ord en ekstra gang? Det gør du klogt i! Shak, ham kommer du ikke igennem til. Han er bortgået! Han er færdig! Indtørret fisk! Du vil ikke møde ham når du kommer ud herfra! Kærligheden ER død! Synd for dig hva, møgtøs!" Hendes stemme var nu skinger og halvt om halvt skrigende at høre på. Hun var vred.

Utallig af brikker faldt ned i havet og der blev dannet en stor bølge af vand. Vandet skyllede direkte mod Tara.

Tara lo endnu engang "Jamen dog, der vil jeg så sige, at den hvide kulør klædte dig bedre, rød får dig bare til at virke så ... gammel!" lo hun og pegede direkte over på kvinden, nu skulle der bare smøres tykt på, det var den eneste vej frem.
"Ouh ja, en dæmon, det forklarer selvfølgelig hvorfor du er så gammeldags og kedelig, faktisk forklarer det også dit hæslige udseende, du misunder ungdommen, du misunder mig!" fortsatte hun med et skævt smil, mens hun lod en hånd løbe igennem hendes lange røde hår.
"Ser du, dér tror jeg igen du er forkert på den, ærgeligt din slidte hjerne ikke længere kan holde styr på noget som helst hva ?..." Tara havde overtaget, og kvinden vidste det godt "Nej, det er ikke kærligheden der er død, men du ville ønske den var, du har aldrig haft en som Shak, du har aldrig haft en der har kunne holde af dig, ikke så underligt med din opførsel!" Tara var blevet alvorlig, anklagen i hendes stemme var tydelig for enhver, dog forlod smilet ikke Taras røde læber.
Da bølgen kom imod hende var illusionen ikke svær at skære over for Tara, bølgen delte sig i to, og lod Tara være uberørt, hun skilte vandende, til gengæld for at sende en ordentlig bølge imod den nu røde kvinde, der tydeligvis trængte til at blive kølet ned

Den Røde Kvinde havde intet at sige, før hun opdagede bølgen pludselig var rettet mod hende. Dette brød hun sig ganske vidst ikke om, men var for rasende til at kunne lave et ordentlig tilbage slag.
Hun forvandledes til en ørn og baskede febrilsk med vingerne for at undslippe. Dog greb bølgen hende, men da den så greb hende var ørnen ikke til at se. Idét hun var blevet grebet havde hun forenet sig med den verden hun selv havde skabt i Taras sind.
Et hyl af gråd slap fra hende, og alle brikkerne fra hele den skabte verden faldt sammen og dannede det rene mørke. Tara var den eneste.
Mørket kom nu fra det rum, som Taras fysiske krop var blevet henvist til lige fra starten.
Opgaven var færdig.
Låget ovenfor blev skubbet til side og ind kom dagslyset. Dagens lys havde ganske vidst ændret sig, da træningen havde taget noget tid.
Den ene metalvæg rykkede nu på sig og dannede nu også en slags døråbning som Tara kunne gå ud af.

Tara vågnede med et sæt, det var aldrig behageligt at være i trance, og slet ikke andres trance. Hun sad hvor hun begyndte med, i midten af rummet, endnu i skrædderstilling. Hun gav et fnys fra sig idet dagslyset ramlede hende i møde, hun havde hovedpine og var træt. Langsomt med sikkert rejste hun sig op og gned sig over øjnene med den ene hånd, hvorefter hun begyndte at gå imod rummets udgang, hvor længe havde træningen varet? Det føltes som en evighed.
Elveren trådte stille ud i de sidste stråler af dagens lys, og tog en dyb indånding af den friske luft, hun havde en høne at plukke med Samson, men først måtte hun finde Shak, bare han havde klaret sin opgave, hun havde brug for at se ham ved sit fulde fem, og ikke ligge som en indtørret fisk.

// Out