Vinger? Ja, det lyder da rigtigt nok.. Hun ved ikke helt hvad hun ellers havde troet ville gøre at han kunne flyve. Mere og mere bliver hun nysgerrig, men hun kan heller ikke rigtig få sig selv til at stille ham spørgsmål om sig selv, for det kommer hende jo egentlig ikke ved. Hun smiler en anelse og skæver mod det flænsede tøj. Hvorfor hun ikke har bidt mærke i det før, kan hun ikke sige.. Det er jo så tydeligt.
"Det er da ærgerligt at få sit tøj ødelagt på den måde.. De burde måske overveje at få lavet nogle huller der passer til vingerne" siger hun med en lidt mere munter tone end før. Hun mener det ikke i ramme alvor, for det ville nok ikke gøre nogen forskel, og han skulle så gå rundt med huller i ryggen alligevel.

Cassa lo lidt..
"Ja.. det kunne da være smart! jeg tror også, at folk ville blive helt misundelige..." jokede han tilbage med et friskt smil..
Da de nåede skovbrynet, standsede Cassa lidt op...
"Heh... så er vi her..." han stod lidt, bed sig i underlæben, men så derefter bare smilende på Isobel..
"Såeh... hvor skal De hen af nu?" spurgte han dernæst.. Han kunne ikke helt bestemme sig for, om han skulle gå videre... men hvis nu det var tæt på? så kunne han gå med? ... men på den anden side... hvis det var langt inde i byen, havde hun måske brug for en til at beskytte sig.. ikke at hun ikke var en stærk kvinde... men Cassa var bare som altid lidt for overbeskyttende..

Hun smiler en smule af hans kommentar. Det kunne jo nemt have været en dårlig 'joke' og at han så havde gloet underligt på hende og tænkt at hun var mærkelig. Ikke at det bekymrer hende som sådan, men det ville være rimelig akavet, syntes hun selv, hvis de skulle gå sammen så.
"En ny mode, måske" siger hun eftertænksomt og nikker.

"Det er nok smartest at jeg tager hen til kroen nu" siger hun med et let smil mens de nærmer sig skovbrynet. Hun har egentlig ikke noget at foretage sig på kroen, men hun er overbevist om at han nok vil syntes det var underligt hvis hun sagde at hun bare ville finde et lunt sted at sove i sin katteskikkelse.

Cassa lo let igen.. ja.. en ny mode..
Da hun svarede; kroen, mærkede Cassa et ubehag i kroppen... men.. jo, han kunne vel godt lige gå bare liiiidt længere.. han smilte en smule anstrengt, men det var svært at se anstrengelsen i halvmørket.
"Ah.. jeg skal selv hen ad den vej også..." sagde han derfor.. han lukkede øjnene kort, og de fleste af lysene slukkedes..
Hans hjerte hamrede nervøst, da de krydsede bygrænsen, og de høje huse begyndte at tårne op ved siden af dem..
"Skal du overnatte på kroen?" spurgte han dernæst..
De bevægede sig med rolige skridt ind i byen.. Cassa trak sin hætte op for at skjule sit hår.. et forsøg på at skjule sin identitet..

Hun smiler en smule og nikker. "Okay" siger hun og skæver ind i byen, men ser så en smule undrende på Cassa da han tager hætte på. Hvorfor er det nu nødvendigt? hun har lyst til at spørge, men hun ved ikke helt om hun har lyst til at høre svaret.. Hvad nu hvis der er noget galt.. Hun ved jo i realiteten ikke hvem han er, og hvorfor han ikke kan gå ind i byen uden hætten på?

Hun tvinger sig selv til at ignorere den nagende nysgerrighed, og svare på hans spørgsmål.
"Uhm, Ja, det tror jeg" siger hun så og nikker endnu en gang. Egentlig nej, men det behøver han jo ikke vide..

Han nikkede.
"Aah.." lød det forstående.. De gik så et stykke vej, hvor de bare snakkede lidt om alt og intet.. men hvad de ikke vidste, var at de blev skygget...
Pludselig fløg der en pil igennem luften, fra et sted oppe på et tag.. Cassa, som var på vagt og havde været det hele tiden, opdagede den kun i aller sidste øjeblik, sprang til siden med et forskrækket lavt udbrud.. men pilen strejfede hans arm.
"Av for..." hans blik gled rundt, inden han greb fat om Isobels håndled.
"LØB!!" hvæste han, inden hans lange ben bare satte i spurt så meget Isobels tempo nu tillod ham.
"FANG DEM!" kunne de høre at der blev råbt bag dem..
Cassa kastede et blik tilbage over skulderen..
Pis! Mørkets krigere!! tænkte han med en forskrækket mine i ansigtet.
"LØB TIL!" gentog han i endnu et hvæs til Isobel.. han hvæste ikke for at snerre, det var tydeligt.. men mere fordi han ikke ville råbe for højt.. Han styrtede med hende hen af vejen, mens pilene regnede efter dem.. mens de løb beskyttede han dem med et kraftfelt

Hun smiler mens de går og snakker gennem byen. Hun havde ikke regnet med at hygge sig sådan i hans selskab, men det gør hun nu. Det giver et sæt i hende da en pil bliver affyret ned mod dem, og hun springer lidt væk af forskrækkelse, men forstår hurtigt at hun skal løbe, da Cassa tager fat i hendes håndled og spæner afsted. Hun kan løbe ret hurtigt, så derfor er det ikke svært for hende at følge med ham. Hun forstår ikke hvorfor de løber, men hun kan tydeligt mærke på situationen at det er ikke tid til at spørge eller stoppe, for så bliver hun nok gennemhullet af en masse pile. Derfor vælger hun bare at følge efter Cassa, så hurtigt hun kan.

Cassa løb alt hvad han kunne... eller næsten da.. han var jo ret langbenet, og ville løbe fra hende.
"FANG DEM!" blev der råbt igen.. pludselig, dukkede der nogle op lige foran dem.. Cassa gav en forskrækket lyd fra sig, standsede op.. han trak Isobel hen til sig, og var klar til at løfte hende op.
"overgiv Dem, med det samme, eller vi slår Deres veninde i hjel." sagde den ene af de to foran dem med et hårdt blik..
Cassa skævede hen over sin skulder, ventede til alle de forfølgende stod bag ham..
"Jeg beklager, men jeg har andre planer.." sagde han med et nedladende toneleje, og et overlegent smil.. og i samme nu, hørtes der et 'floff' bag ryggen på ham, og de gegantiske, blodrøde vinger foldede sig ud i et ryk, og væltede samtlige 10 mennesker.
hurtigere end de kunne nå at angribe, eller så meget som bare tænke på det, var Cassa lettet fra jorden med Isobel i sine arme.
Hans vinger bar dem hastigt op på himmelen... men her var de heller ikke sikre... det viste sig at fem af dem på jorden, var i stand til at flyve.. den ene med vinger, de andre 4 uden..
"Satans!" hvæste han.. han så undskyldende på Isobel, som han bar i sine arme.
"Undskyld.. jeg har vist fået rodet Dem ud i noget lort... Men bare rolig... jeg ryster dem af.." han smilte så bare høfligt.
"- og jeg lover, at De ikke kommer noget til." med disse ord satte han i hastigt tempo, holdt hende solidt fast i armene, mens pile susede igennem luften... men altså, Cassa fløg så stærkt at nogle af pilene ikke kunne følge med.. men det kunne deres forfølgere uheldigvis .. næsten

Det hele sker nærmest uden hun når at fatte hvad der foregår. Slå hende ihjel? Men hun har jo ikke gjort noget! Hun forstår heller ikke hvorfor de vil slå Cassa ihjel. Hun er lidt handlingslammet, så hun følger bare efter ham. Normalt ville hun stritte imod hvis nogen prøvede at løfte hende op, men i denne situation lader det til at være den eneste udvej, men da de så hurtigt stiger højt op, kan hun mærke sit hjerte hamre løs i brystkassen, både pga at de bliver jagtet, men også fordi hun er så højt oppe i luften.

"H-Hvad sker der?! hvorfor er de efter Dem?!" kommer det en anelse skingert fra hende mens hun klamrer sig til Cassa, som var hun bange for at han skulle komme til at give slip på hende og hun så ville falde ned. Hun er sikker på at hvis hun faldt ned ville hun ikke overleve.

Cassa var lidt stille.
"... Eh... De ved... når man er tilhænger af lyset.. eh.. Det er mørkets kri- WOAH!" han stoppede brat op, da en af dem dukkede op foran ham.. han tænkte hurtigt og af fuld kraft, kastede han Isobel så højt op i luften han kunne.. sekundet efter trak han sin daggert, og fløg i et frontaltangreb mod sin modstander.. daggerten hakkede han lige i solarplexus på fyren, men fik desværre også hakket i det ene lår af modstanderens sværd..
Dernæst fløg han i fuld fart op, greb fat i Isobel lige da hun var ved at falde nedad igen.
"Det må de VIRKELIG undskylde!" udbrød han med et virkelig ærligt ansigt.. han mente det undskyld...
Men nu gik tempoet op igen... den han stak ned, faldt mod jorden i død tilstand... og var han ikke allerede død, så var han det omlidt

Isobel skal lige til at sige noget, men bliver afbrudt i det Cassa slynger hende op i luften. Hun kan ikke lade være med at skrige, især fordi hun er så højt oppe at bygningerne på jorden ser små ud. Ligenu ville hun ønske at hun havde vinger så hun kunne flyve selv, for hun er ret sikker på at nu skal hun dø.. Hun forstår ikke hvordan hun ville kunne blive reddet.

Hendes hjerte er ved at springe ud af brystkassen på hende, selv da Cassa griber hende igen. Hun klamrer sig til ham igen. "DET GØR DU ALDRIG IGEN!!" skriger hun febrilsk af ham. Det er egentlig mest fordi hun blev så bange, at hun skriger sådan.

Cassa nikkede.
"Jeg skal gøre mit bedste. Men husk, jeg lover Dem, at De ikke kommer noget til! så De skal ikke være bange!" han smilte beroligende, men smilet blev hurtigt erstattet af en forskrækket grimasse. De resterende modstandere, var nu dukket op foran dem.. De trak deres sværd, hukkede ud efter Cassa, som med et hastigt vingeslag trak sig bagud.. han havde Isobel i sine arme, og havde derfor kun sine ben til rådighed..
Da et sværd endnu engang blev slynget ud efter ham, løftede han hamselv og Isobel op, så sværdet svang ned under Cassas ben.. og i samme sekund smækkede han en solid støvle ned ovenpå klingen, og slog den ud af sin modstanders hånd...
Men sekundet efter, mærkede han en skarp smerte i det ene lår... da han så ned, skimtede han en pil, som sad solidt ind i kødet på ham.
satans! tænkte han vredt, men det måtte vente.. Han måtte få Isobel i sikkerhed..
"Hold godt fast!!" kommanderede han, inden han ud af det blå foldede sine vinger ind... og så faldt de...
Cassa holdt Isobel tæt ind til kroppen, som de bare begyndte at suse de mange mange meter ned mod de hårde brosten... mens de faldt, fik Cassa vendt dem om, så de faldt med hovedet først.
"Jeg har styr på det!" informerede han Isobel, højt nok til at hun kunne høre det, men for lavt til at modstanderne kunne... mørkets tilhængere satte i fuld fart efter ham..
"LAD DEM IKKE SLIPPE VÆK!" skreg de.
Cassa var parart... i det sekund han var blot 2 meter fra jorden, foldede han sine vinger ud på ny, og det gav et sådan ryk i kroppen på ham, at han og Isobel blev slynget opad igen.. modstanderne var så tæt på, at vingerne hamrede direkte ind i dem... så faldt der én til, livløst til jorden.. slaget var så hårdt at det havde dræbt ham! Og så fløg de igen... der var 3 tilbage nu... en af dem var nu foran dem, et stykke fremme.. affyrrede en pil mod Isobel.. Cassas øjne spærredes vidt op, i det han dernæst drejede hele sin krop, så pilen ramte ind i den store vinge, istedetfor Isobel... der lød et lettere smerteskrig fra ham, eftersom et sværd dernæst hamrede igennem et stykke af vingen...
Cassa blev rasende... hans krop begyndte at gløde.. den samme slags ild som han før havde spredt ud omkring ham selv og Isobel..
Med en kraftanstrengelse i et højt udbrud, for en trykbølge igennem luften... lysilden blev skubbet af hans telepatiske evner, og forstærket derved... de sidste modstandere blev skudt i jorden, og Cassa satte nu fuld fart afsted sammen med Isobel.. eller rettere; Isobel lå i hans arme, og siden det kast fra før, havde han ikke sluppet hende så meget som et sekund...
De fløg mod et tag, og da de landede, var det ikke nogen blød landing.. Cassa fløg skævt; hans vinge var såret, så han fik tabt Isobel ned i nogle hørsække, som var placeret på det flade tag, inden han så selv styrtede ned, trimlede nogle meter, inden han så bare lå på siden, med en pil i låret, en blødende overarm, en pil eller to i sin ene vinge, og et dybt sår i den anden efter sværdet... hans vejrtrækning var en smule gispende... for satan hvor gjorde det altså bare nas! Men det virkede vist til at de var i sikkerhed nu... det var trods alt noget!

Det beroliger Isobel en smule at Cassa lyder meget sikker på at han ikke vil tabe hende, men hun kan alligevel ikke helt skubbe frygten af sig, og hendes hjerte hamrer løs i brystkassen på hende. Hun holder krampagtigt fast i ham, for at sikre sig at hun ikke falder ned, men noget hun ikke havde tænkt på er hvis Cassa nu selv faldt ned - hvilket det tyder på lige nu. Okay, nu dør hun. Hun kan ikke være så heldig at overleve TO gange i streg.. Hun er overbevist om at de vil ramme ned i jorden, selvom Cassa siger han har styr på det. Hun trækker vejret i hårde stød og klemmer øjnene sammen mens de falder, og venter på sammenstødet. Men pludselig mærker hun at de begynder brat at stige igen, og hun åbner usikkert øjnene, og ganske rigtigt, nu flyver de igen. Hun troede ikke hun skulle blive så lettet over at være højt oppe igen, men det er hun.

Hun får først nu lagt mærke til at Cassa er såret, men før hun når at åbne munden bliver hun slynget ned i nogle hø-sække på et tag. Der går et øjeblik før hun kommer til sig selv, og får sat sig op. det gjorde ikke så ondt at lande, men hun kan mærke at når hun rejser sig er hun lidt usikker på benene, og hun har mest af alt lyst til at tømme sin mave ned i sækkene, men det overskygges af at Cassa er såret. Hun får det helt dårligt ved tanken om om han kunne dø, for hun er overbevist om at hvis han ikke havde haft hende på slæb ville han sagtens kunne slippe væk.

Hun smider sig ned på knæ ved siden af ham og ser febrilsk ned på ham. Hun aner ikke hvad hun skal gøre.. Hun har ikke prøvet at skulle trække pile ud af nogen før, men hun er jo nødt til at gøre et eller andet.. Eller er han selv i stand til at gøre det?
"C-Cassa?" kalder hun med et hint af panik i stemmen. Hun tør næsten ikke røre ved ham af frygt for at der skulle være skader hun ikke kan se, og derved yderligere skade ham.

Cassa åbnede langsomt øjnene igen..
"... Åh... det gør ondt.." mumlede han, inden han langsomt forsøgte at sætte sig op.. det lykkedes da også..
han lod sit blik glide hen over sin overarm.. mørket slørrede det, men man kunne godt se at det blødte..
Cassa rynkede brynene.
"Hvor er det bare typisk... hvorfor skal de imbecile tåber også smede deres våben af sortmetal?!" han sukkede fustreret.. på det seneste synes han at de fleste brugte sortmetal.. det eneste, som kunne skære igennem hans hud, takket være den nu desværre afdøde lysets dronning.. Cassa lukkede kort sine øjne, og bad i tavshed en kort bøn for den afdøde dronning.. han åbnede så øjnene igen..
"kan jeg få Dem til at trække pilen ud af min vinge..? Det gør.. eh.. lidt ondt.. den sidder i spænd imellem to muskler tror jeg.. bare flå til.. ellers så skub den helt igennem... ved ikke hvor kraftige deres modhagere er på de pile, men den skal ud..." han smilte træt, men alligevel smilte han.. han ville berolige hende, så hun ikke ville have opfattelsen af at der var noget galt..
"Jeg er ked af at De endte i en sådan situation.." sagde han dernæst, og lod en hånd lukke sig sammen om overarmen, der hvor en lang flænge sad..

Hendes hjerte hamrer løs i brystkassen på hende. Hun er nødt til at hjælpe ham, for der er jo ikke rigtig andre til stede som kan gøre det i stedet for hende. "Det skal De da ikke tænke på nu.." siger hun med et skævt smil.

Hun nikker febrilsk og får bevæget sig hen til vingen hvor pilen sidder fast. Okay, det kan da ikke være så svært at trække den ud, eller hvad...? Hun rækker hænderne frem og tager fat i pilen mens hun ser tøvende hen på Cassa. Hendes hænder ryster, men hun griber bare hårdere fat i pilen for ikke at få dem til at ryste mindre.

Hun prøver at vurdere om hun skal trække den ud, eller skubbe den - eller rettere; om hun skal tvinge modhagerne eller pilespidsen igennem hans vinge igen.. Pilen er smurt ind i blod, og gør den derfor svær at trække i. Hun presser først langsomt mod enden af pilen for at tvinge den ud gennem den anden side. Det er faktisk sværere end hun havde troet, og den er svær at skubbe ud. Hun presser til, så hårdt hun kan, og får den endelig så langt igennem at hun kan trække den ud på den modsatte side.

Cassa så ikke om på hende, mens hun gjorde det.. han forberedte sig blot på en formodentlig meget voldsom smerte.. og ganske rigtigt.. det gjorde så modbydeligt ondt, men han var bare nødt til at bide smerten i sig.. han havde ikke noget valg!
Da pilen var ude, så han hen over sin skulder.. smilte så bare ganske forsigtigt.
"Mange tak.. sidder der flere? det var svært at mærke..." han lod en hånd glide over sin pande... woah... han følte sig helt dårligt tilpads... hans ene vinge, den hvor pilen ikke sad, var fuldkommen tilsmurt i blod.. den lange flænge fra sværdet, havde gjort virkelig ondt...
han vendte sit blik mod pilen i låret... den sad langt inde..
han tog med et fast greb fat om den, talte til tre inde i sig selv inden han trak til.. der lød et gisp fra ham, da han tvang den ud igennem kødet.. modhagerne hang fast, og da han fik den ud, smed han den omgående fra sig og tog sig til låret...
"Fandens.." mumlede han dæmpet...

Isobel smider den blodige pil fra sig, og skæver ned på sine blodindsmurte hænder. Hun forsøger at tørre det værste af blodet af i sine bukser, men det er ikke rigtig til at fjerne uden vand. Stadig med hamrende hjerte skæver hun op og ned af ham.. Der er så mange skader! hun ved slet ikke hvad hun skal putte sin opmærksomhed på først, for det bløder alt sammen.. Den stigende panikfølelse hjælper heller ikke særlig meget, men hun ved godt at det ikke nytter noget at gå i panik lige nu.

Hun bider sig i læben mens hun ser ned på hans lår. Men det virker bare mere alvorligt når det er i hans ben, end når det er i vingen.. Selvom hun ikke ved noget om hvordan hans krop hænger sammen med vingerne.. Men det lader i hvert fald til at han føler smerte i vingerne i samme grad som i kroppen.

Cassa sukkede tungt.
"Nåehm..." han rømmede sig lidt..
"jeg vil følge Dem til kroen..." sagde han med et udmattet smil... klemte alt hvad han kunne på sit lår..
Cassa så på sit ben.. usikker på hvad han skulle stille op... men han endte med at skabe en lille ring af lysild, som klemte rundt om benet.. han forsøgte dernæst at rejse sig op.. vingerne var indsmurte i blod efterhånden..
der hørtes en ubehagelig knækkene lyd.. ligesom når man knækker fingre eller nakke.. bare højere...
Langsomt begyndte de røde vinger at forsvinde ind i ryggen på den sorthårede, unge mand... og snart var der bare et virvar af fjer, indsmurt i blod, som bare lå over alt hvor hans vinger før var..
Cassa så umådeligt udmattet ud... det var tydeligt at han havde smerter.. da vingerne nu var slået ind, stod han helt op.. han så ned på Isobel, rakte hende en - ganske vist lidt blodig, hånd, som en venlig gestus på at hjælpe hende op at stå... hans hånd rystede en smule, og han så meget træt og udmattet ud... helt udkørt; men alligevel smilte han.

Hun skæver mod ham da han begynder at rejse sig. Han burde måske hvile sig i stedet for at rejse sig så hurtigt, men det kan hun jo ikke bestemme. Hun tager imod hans hånd og rejser sig op, mens hun ser på ham. Hun tør næsten ikke tage hans hånd da hun rejser sig, af frygt for at han skulle falde sammen.
"Er De sikker på De er i stand til det? Jeg mener.. " siger hun tøvende og skæver mod hans blodige ben.. Det ser ikke godt ud, slet ikke.. Hun forstår slet ikke hvordan han kan tage det så roligt, når han er så skadet.. Hvis det var hende selv ville hun garanteret ikke kunne overskue at rejse sig op, eller følge nogen hjem for den sags skyld.

Men Cassa havde oplevet værrer.. meget værrer... derfor lød hans svar bare med et blidt smil;
"Det er okay.. Jeg er jo hverken død eller faldet om.. så det er okay.." han nikkede let, inden han orienterede sig om hvor de kunne komme ned henne.. Cassa kunne næsten ikke stå op, grundet smerten i benet.. men han tvang sig selv til at gøre det alligevel..
Han slap modvilligt Isobels hånd, gik hen til kanten af taget, hvor han stilte sig og så ned... hmm.. 6-7 etager ned, vuderede han det til..
"Vi kan vist komme ned her.." sagde han med et overvejende tonefald, inden han rettede blikket mod Isobel, smilte svagt, men en smule skævt..
"Jeg kan løfte os derned.. er De klar?"