"Det kan jeg love dig for det gør, for din regent sikrer din sikkerhed og dig vis der kommer krig, vis nogen vil slås mod mig, kan jeg kun slås tilbage, jeg har ikke en stat at betale skat til, og derfor har jeg kun mig til at forsvare mig, og mig til at angribe andre vis de truer mig, i den store helhed." Baldric lagde sig i sengen og trak tæppet om sig nu hun var hoppet op i sengen, der var dejligt varmt der hvor hun havde siddet lagde Baldric mærke til.
"Godnat og sov godt." det var længe siden at Baldric havde sagt det til andre end sin hest, faktisk utroligt lang tid siden... År måske.

Hun smilede og rystede på hovedet af ham. ,,Så stædig, du er," grinede hun og puttede sig under sit eget tæppe.
,,Godnat. Du må også sove godt," sagde hun. Ligeledes for hende, var det længe siden, at hun havde sagt det til nogen. Muligvis år også. Det var rart, og nemmere for hende at falde i søvn, når der var en der lagde næsten ved siden af. Det gjorde hende dejligt tilpas.

Baldric faldt i søvn hurtigt, det var han vant til, man skulle udnytte den søvn man havde mulighed for at kunne få.
Baldric vågnede næste morgen og stod op og spændte sit sværd på og fiskede en pung frem han lagde på bordet, dog fortrød han halvejs henne ved døren og lagde sit sværd.
Baldric puffede let til Cristiania og hviskede "Jeg smutter ud og finder noget morgenmad? Vis jeg ikke er tilbage inden en halv time, så glem jeg har været her.. Okay?" Baldric lod pungen ligge på bordet og åbnede døren og lukkede den efter sig før hun kunne sige noget.
Lidt over et kvarter senere kom Baldric tilbage og bankede på døren, han havde et brød under armen og en trækop med smør i, det havde ikke været specielt dyrt, han havde fundet en bager her i nærheden.

Cristania vågnede af et svagt puf, og hun åbnede sine øjne, der dog hurtigt formåede at falde i med det samme. Hun så Baldric, og nikkede med lukkede øjne til, at han gik ud og fandt morgenmad. Hun var for træt til at sige noget. Cristania var ikke et morgenmenneske.
Men da han gik ud af døren, kunne hun alligevel ikke sove mere. Det syntes hun heller ikke, at hun kunne tillade sig. Så ville hun ikke få så meget ud af dagen...
Hun strakte sig og gabte højlydt. Men hun blev i sengen, indtil det bankede på døren. Da gik hun ud og åbnede og smilede et svagt morgensmil til Baldric der stod med brød og smør.