Shinichiro ser på Elizeph med sammenknebne øjne. Hvor har han bare lyst til at se ham lide.. Eller bedre - Død.
"Så må jeg jo hellere dræbe dig, ikke?" siger han med et ondt blik. Før havde den gode side sagt at han aldrig ville kunne finde på at gøre Elizeph noget.. Men den onde side er langt fra enig. Hans fingre klør nærmest efter at slå ham ihjel efter de kommentarer om at han ikke er værdig til at blive kaldt hersker.
"Hvis eleven ikke består, så er det læreren der har fejlet" siger han så med sammenbidte tænder.

Efterhånden får hundene elimineret alle flammerne, men Shinichiro nåede godt at mærke hvordan de angreb ham.. Det gjorde også ondt, men det vil han for alt i verden ikke vise Elizeph.
Han smiler ondskabsfuldt da hunden bliver voldsom ved Elizeph, og ved hans smerteskrig.
Han går så hen imod Elizeph der ligger på jorden, og hundene går roligt bag ham, og med et dæmpet kald, slipper hunden mavesækken og vender tilbage på sin plads ved siden af de tre andre.

Shinichiro, som stadig holder stangen i hånden, stiller sig ved siden af Elizeph og ser ned på ham med et dræbende blik. Hvor ville han ønske at han kunne frigøre sig fuldstændigt at den gode side, for det er det eneste der holder ham fra at lade alle fire hunde gå til angreb på ham ligenu.. Den åndsvage tåbe.
"Jeg kan ikke bruge en ulydig undersåt til noget. Du viser tydeligt at jeg ikke hverken kan stole på at du vil tænke på mit bedste, lære mig noget, eller forblive loyal overfor mig i tilfælde af at andre herskere skulle tilbyde dig andet.. Hvorfor skulle jeg lade dig leve hvis du allgevel har i sinde at forråde mig?"

Hvor var det et uhumsk syn. At se Elizeph ligge og lide på sådan en måde, uden egentligt mulighed for at forsvare sig.
Et billede overtog pludselig hans synsfelt; hans forældres blodige, næsten ugenkendelige, lig. Liggende i en blanding mellem muder, blod og pelstotter. Begge het og aldeles hovdløse.
Han blinker hastigt med øjnene og gnder sig med en knyttet næve i den ene. Nej, ike tænke på den slags nu. Hvis det var sådan Shinichiro var måtte han bide det i sig, og istdet vænne sig til synet af blod og lig.
Hvis det da var et syn man overhovedet kunne vænne sig til.

Elizeph blev liggende på jorden, da helvedeskøteren endelig lod ham være på Shinichiros bud..
hans øjne var lukkede, og han så med et nærmest døsigt blik op på Shinichiro... græsset og jorden han lå på, var lidt smattet af alt blodet.
"Respekt... det er noget, man skal gøre sig fortjent til.. hvilket De ikke har gjort endnu..." lød det dæmpet fra ham, med en ralrende stemme.. hans øjne forblev lukkede.
"men så værsågod.. slå mig i hjel, hvis De tror, at De kan.." han åbnede øjnene svagt.
Ja, det var ikke for ingenting, at Elizeph var en eftertragtet dæmon blandt de andre herskere.. han var stort set uforgængelig..almindelig skade kunne ikke dræbe ham.. Shinichiro var stærk.. men endnu ikke stærk nok.
"En hersker, der ikke har styr på sine undersåtter... han er svag... det er oftest de stærkeste, mest magtfulde af disse undersåtter, der er svære at styre... Tror De, at De kan udføre proffetien, hvis De fjerner Deres stærkeste dæmoner fra jordens overflade? ... De har stadig meget at lære endnu, Hersker Shinichiro..." han lukkede øjnene helt i igen, med et ganske svagt lille smil på læberne... Det var svært at forklare hvorfor, men Elizeph følte sig pludselig i bedre humør end før..
Shinichiro agerede jo som en rigtig hersker nu... ikke en vattet (men dog sød) lille knægt, men en ung hersker under oplæring..

Der gik nogle sekunder, inden Elizeph åbnede øjnene igen, så op på Shinichiro.
"... Fortsæt dog med den tankegang De har nu... så vil det vel lykkedes en skønne dag...."
endnu engang gled øjnene i på Elizeph... denne gang ikke for at hvile, men fordi blodtabet var så voldsomt, at han var besvimet.. (no shit sherlock)

Shinichiro må virkelig beherske sig for ikke at gå amok.. Han er komplet ligeglad med det skide profeti. Han nægter at følge nogens regler. Han vil bare herske, og herske betyder ikke at skulle følge andres regler, heller.
"Hvem siger noget om respekt..? Jeg er ligeglad med om du respekterer mig" Snerrer han og ser hadsk på ham.. Ihh hvor det provokerer ham at Elizeph bliver ved med at tro at han er højere stillet end ham selv, for efter hans mening bør Elizeph ikke blive behandlet som mere end en gemen slave..

"Ingen skal fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal. Især ikke en som dig" siger han og vrænger næsen ved det sidste ord. Han føler virkelig en stor afsky ved ham, især fordi han kan mærke hvor meget den anden side af ham holder af Elizeph.. Han vil som sagt allerhelst dræbe ham for at slippe af med de følelser som er i ham et sted..
Shinichiros øjne mørknes en smule mens han ser ned på den nu besvimede Elizeph.
"Ja en dag skal jeg nok tage livet af dig, din køter" mumler han og kaster staven arrigt fra sig, hvorefter han tramper afsted op mod fæstningen.

Med frygt for Sinichiros vrede sadistiske side sår Ytriel helt stille, lige indtil Shinichiro er gået forbi. Da ser han sit snit til at gå hen til Elizeph.
Det vender sig kort i ham som han ser de åbne sår. Blodpølen gør ham, underligt nok, ikke så meget. Han gnaver sig ubeslutsomt i læben inden han med en mindre mumlen får sig skubbet over i sin kanin-skikkelse.
Lille og nuttet, alligevel en del krigerisk med de lange sortmetalskløer og ørerne som nok nærmere mindede om horn lavet af stivt pels. Han hader egentligt at gå i den skikkelse, nok mest fordi han ved at folk plejer at gøre grin med ham når han er i den.
Det praktiske ved denne skikkelse: man kunne bevæge sig hurtigere og ikke mindst den medfødte evne til at skabe portaler til andre steder, hvilket da også var det han gjorde i denne omgang.
Efter en gang remsen fik han skabt en portal der førte ham ind til den nærmeste anerkendte healer.
Efter det mindre chok over en talende kanin og en portal, fik han hevet healeren med sig igennem portalen tilbage til Elizeph.
Der fik han fjernet portalen imens healeren hurtigt gav sig i krig med at få hjulpet Elizeph på bedst mulige måde.
Selvom det var tydeligt han ikke troede på at Elizeph overhovedet ville overleve det.
Imellemtiden forvandlede Ytriel sig tilbage til sin behalede skikkelse igen og sad ellers bare og så bekymret til, selom han var næsten sikker på at den gamle ville klare det.

Lige nu drejede hans tanker sig mere om Elizeph end de gjorde om den sadistiske Shinichiro.

Elizeph var besvimet i et godt stykke tid.. Ytriel nåede at hente en healer, og hun fik da også healet en hel del på Elizeph.. hans mavesæk kunne hun ikke sætte tilbage, men under healingen, voksede der langsomt en ny frem.. Havde han været vågen, havde han nok skreget i smerte..
Tilsidst, rejste hun sig fra jorden.
"Jeg kan ikke gøre det bedre nu..." hun så på Ytriel.. nævnte så prisen, hvad det kostede at få healet så voldsomme skader..

Elizeph var stadig besvimet.. Hans blodtab var der stadig, og han havde stadig store smerter.. Men han ville føle sig lindret utroligt meget, når han engang ville vågne.. Men hans humør, ville næppe være særlig godt... Han mente sikkert også selv, at han vist havde fortjent at blive gennemtæsket sådan.. han havde været ulydig overfor sin herre, og den slags, skulle man ikke gå ustraffet fra..