Smilet Alwyn da blottede ud ved hans lille trick, fik ham til at trække op i det tidligere smil - eller hvad man nu kunne kalde det, taget i betragtning af dets svaghed. Følelsen af hendes nærhed trak yderligere på hans smilebånd, så smilet nu begyndte at hæve op i den synlighed, der alt i alt var usynlig for dem der ikke kendte hans smil - men det var vidst noget Alwyn ville begynde at gøre, at kende hans usynlige smil. For ham var hendes i hvert fald ved at blive det, og han måtte klart indrømme at han kunne kende forskel på hendes. Om de var oprigtige, ironiske, eller falske. Netop som han studerede hendes smil var det ironisk, men det skiftede lidt efter lidt. Fra ironisk til oprigtigt, fra oprigtig til sukkersødt. Det var en sær blanding, men rigtig nok hvis han ikke tog helt fejl.
Lige så blandede som hendes smil, var lugten af hende. Følelserne i hendes krop lugtede vidt forskelligt, blandede sig sammen med hendes helt specielle lugt, og drev op i hans næsebord som en fremhævet parfume. Det var underligt at kunne lugte sådanne ting, men højest nødvendigt for en person som ham. Han nød af at kunne gøre sådanne ting, fornemme andre individers sindsstemning. Og hvorfor dette? Fordi det kunne benyttes, benyttes for hans egen skyld, både til dårlige og gode situationer. Alt dette gjorde ham til en person, med en yderst høj situationsfornemmelse. Men det var ikke kun hans lugtesans der var på højtryk, men derimod også hans følesans. Han mærkede alt, for ikke at tale om han mærkede det endnu kraftigere end alle andre. Netop den følesans blev for bekræftet, da han mærkede hendes krop skælve nær hans. Han trak en anelse på det enkelte bryn, og hæftede atter de stikkende øjne imod Alwyn. Om hun ville det eller ej, så skælvede hun i hvert fald denne gang. ,,Hm," mumlede han lavt, og en undertrykt latter lød fra hans læber,
,,Du fryser, gør du ikke?" hvislede han derefter, og hævede overlegent brynene.
Hendes stirrende øjne fangede atter hans opmærksomhed, men denne gang slog han kort blikket fra hendes endnu tætstående øjne. Blikket faldt da imod hendes læber, der denne gang bredte ud i det sukkersøde smil. På trods af der ikke blevet sagt, eller tænkt nærmere tanker om det, ville han være ganske enig med hende om at hun var anderledes end hun egentlig plejede det. Sådan som han kendte hende, efter deres lille episode, plejede Alwyn at være langt mere aggressiv, for ikke at tale om langt mindre nærtstående. Det føltes ganske .. anderledes at have hende så tæt på, for ikke at tale om at mærke hende. Han rettede ganske langsomt blikket imod hendes hånd, da han mærkede hvordan hun blidt rettede på hans krave. Hvad nu? var den første tanke der løb igennem hans hoved, inden han næsten undrende lagde blikket imod hendes øjne. Da mærkede han hendes hånd, blidt hvile imod hans hals. Han sank en klump, da han mærkede hvordan den langsomt gled op af kinden og videre igennem hans hår. Han ville helst ikke indrømme det, men hvor var det en behagelig følelse.
,,Ikke? Det vil nok blive en anelse svært at holde sig.." netop den planlagte sætning blev stoppet, da han atter mærkede hendes fugtige læber imod hans. Han hævede brynene og lod de stikkende øjne hvile imod hendes. Ikke noget han ligefrem havde regnet med, og da slet ikke da han følte hvordan hendes tænder omkredsede hans læber. Han tiltede hovedet ganske let til den ene side, og lod sine læber strejfe hende i en blid bevægelse.
,,Hvad er det? Du bliver jo ved," hviskede han, og drev det udfordrende smil frem. Han trak derefter ansigtet fra hende, men blikket derimod blev hængende.

Hun svarede ikke på Morgoths spørgsmål. Hun frøs ikke. Eller gjorde hun? Hun var usikker på sig selv og det var forfærdeligt. Det var ikke en følelse hun var vant til at have i kroppen. Og da slet ikke en følelse der fik lov til at dominere hendes krop normalt. Men lige nu dominerede den hendes krop. Hun så Morgoth i øjnene, nu da de stod så tæt op af hinanden. Hun betragtede ham indgående og smilte en anelse. Hun følte sig mægtig og dog så usikkert. Mægtig, eftersom hun kunne vikle Morgoth om sin lillefinger. Han var hendes slave. Og hun følte sig usikker, da han ikke vidste om dette var en plan hun havde lyst til at fuldføre. Hun måtte vælge. Det nyttede ikke noget at hun tog det skiftevis som en god og dårlig idé.
Hun lod hånden igennem hans hår og smilte til ham. Hendes smil var blidt men alligevel afvisende. "Bliver jeg ved? Det tror jeg da ikke? Hvad mener du dog," hviskede hun og placerede hænderne på hans bryst. Hun tog hårdt fat i hans tøj og mærkede tøjets kvalitet. Hun smilte for sig selv.
I hendes øjne var Morgoth bare en rig, usympatisk, selvglad nar. En person som man ikke bryder sig om. En ... En person der skal udnyttes af fjender og beskyttes af venner. For Morgoths vedkomne havde han ingen venner, så vidt Alwyn vidste. Og fjender havde han da sikkert en masse af. Især hende. Hun hadede Morgoth. Hun hadede ham som pesten. Et så stærkt had der bare blev ved og ved.
Hun missede med øjnene og skælvede en smule. Hun så op og ned af Morgoths krop og skubbede sig selv væk fra ham. Hun bakkede. Gik væk. Stoppede. Tøvede og tog så endnu et skridt væk. Hun stirrede indgående på Morgoth.
"Morgoth..." sukkede hun og rystede på hovedet.
Hun var så usikker. Hun lagde armene om sig selv og rystede en anelse. Hun så sig omkring og skuttede sig. "Det... Er lidt køligt." påpegede hun og skævede ned i de dampende kilder. Måske skulle man lade sig synke ned i det varme vand? Nyde varmen en smule. Forsøge at få slappet lidt af i kroppen. Hun skævede til Morgoth og et lille smil bredte sig over hendes rosenrøde læber. Hun så ned igen og rystede på hovedet. Vandet var sikkert alligevel død-koldt; selvfølgelig ikke! Vandet var jo dampende varmt. Vidunderligt.

Hvis Alwyn troede hun havde snoet Morgoth om sin lillefinge, såkaldt have taget magten over ham, kunne hun lige så godt tro om igen. Hvad der netop skete imellem dem, eller nærmere for Morgoths eget vedkommende, var ikke ligefrem en fortryllelse. Et medspil, kunne man mere kalde det. Han var med på 'legen' om man vil. En leg han inderst inde ville komme til at fortryde, da han egentlig udmærket godt vidste at det han nu gjorde, var forkert. Ligesom Alwyn havde han ikke den største lyst til at gennemføre, hvad det så indebar, det de netop havde gang i. Hvad havde de i det hele taget gang i? Ja, det kunne bringe en hvis tvivl på bane, specielt for halv dæmonen.
De sorte bryn rynkede sig ganske let, da han mærkede Alwyns tynde fingre glide igennem hans sorte hår. Med blikket endnu hvilende imod hendes øjne, fulgte han hendes smil vokse. Et smil der var blandet af følelser, både dårlige og gode. Noget der atter skabte tvivl frem i halv dæmonen, men derimod vakte hans opmærksomhed yderligere. Netop som hun talte, bevægede hans læber sig op i et glubsk tand smil. Noget der atter træk frem i smilerynkerne, og bragte en hvis charme over det glatte ansigt - en drenget en af slagsen, som sjældent var set fra halv dæmonens side. Lidt for sjældent faktisk. ,,Årh hold op," hvislede han tilbage, og hævede brynene overlegent. ,,Du ved udmærket hvad jeg mener,"
De isblå øjne bevægede sig langsomt ned fra hendes øjne, og ned imod de yndefulde hænder der nu lå imod hans brede brystkasse. Langsomt trak han vejret ind, og ud, så brystkassen hævede sig ganske langsomt. Følelsen af hendes hænder gribende om hans tøj, fik hans øjne til at lægge sig imod hendes øjne igen. Med det enkelte bryn hævet granskede de isblå øjne det blege ansigt foran sig, og det tidligere smil blev atter mat. Han lod hende skubbe sig væk, rørte sig ikke ud af stedet. End ikke da hun begyndte at gå fjernede han sig ikke fra sin stå plads, men blev blot ved med at stirre indgående på hende. Han fulgte hendes bevægelser ganske nøje, uden at gøre tegn på den mindste følelsestrækning overhovedet. Besynderligt som han mærkede den usikkerhed. Den havde været der ganske længe, og den var langsomt blevet tydeligere ved hende. Hvad det netop var kunne han ikke gennemskue, og han ville det egentlig heller ikke. Sidst han havde været inde i hendes tanker, havde han ikke kun fundet den halv perverse tanke, men derimod også så meget andet. Noget der sikkert skulle være lige så ufortalt, som så meget andet.
Da hans navn blev nævnt, så lavt som det nu blev, plantede de stirrende øjne sig imod hendes lige så stirrende. Dér var den igen, usikkerheden, og endnu en omgang rystninger. Noget der fik ham til at bevæge sig, bevæge sig ganske langsomt imod den sammenkrympede skikkelse. Han undrede sig over de små smil der fra en tid til en anden, dannede sig på kvindemenneskets læber. Han forstod dem rendt ud sagt ikke, specielt fordi der egentlig ikke lå en speciel følelse i dem. De var ganske neutrale, lidt for neutrale efter hans mening. Men hvad var der at gøre ved det? Ingenting.
Han listede sig ganske let om bag hendes ryg, lagde et par blide hænder imod hendes skuldre, som ganske blidt lod fingrene stryge ned langs hendes kraveben og tæt ved hendes brystkasse, for derefter at trække den varsomt tilbage. Han trak den ene hånd til sig, lod den gribe fat om hendes hår hvorefter han samlede det i en hestehale. ,,Du kan jo tage et bad," foreslå han, og lod derefter den samlede hårtot falde ligge imod hendes ene brystkasse. ,,Så kan vi jo være dus?" afsluttede han derefter, med en dæmpet, drillende latter. Hun havde sæt ham nøgen, så måtte han da også se hende?
Hentydningen var ganske vovet, og han vidste udmærket at den ville få sine konsekvenser. Konsekvenser der indebær af fysisk lidelse, på den ene eller på den anden måde.

Kvinden lukkede øjnene og hørte hans bevægelser. Trods han løftede fødderne og bevægede sig som en kat, kunne hun høre ham. Hans åndedrag. Hans vægt, der skiftevis hvilede på de to ben. Hans kontakt med jorden. Verden stoppede. Hun indåndede kildernes damp og fandt snart sig selv i en ekstase af blandede følelser og indtryk. I et kort øjeblik kunne hun høre naturen synge; flyvere der sang og skreg, småkravl der trippede afsted, krybdyr der hviskede i mørket. Men trods hun hørte det, så var det ikke en faktor i omgivelserne. Lydene eksisterede ikke. Ikke hér. Ikke nu.
Han kom nærmere. Manden. Dæmonen. Det fremmede individ kom faretruende tæt på hende. Hun kunne dufte ham. Mærke hans åndedrag kærtegne hendes hud. Han var bag hende. Hun beherskede sin vejrtrækning og natur; hun lod ham være tæt på. Igen.
Øjnene var fortsat lukkede. Sanserne var endnu åbne for indtryk; hun mærkede jorden under sine fødder. Mærkede hvordan græs og træer trak energi og liv ud af den mørke, forpinte jord. Hun mærkede vindene over bjergene, og hvordan de sneg sig rundt imellem klipper og kanter, for at glide sagte hen i byernes gader. Hun mærkede regn, torden og sol. Alt på samme tid, i en fredfyldt samling. Hun mærkede hans varme fingre, glide henover hendes blotlagte hud.
Det var en underlig fornemmelse, måtte hun indrømme. Alle de indtryk som fyldte hende. Måske var det bare tanker. Idéer og fornemmelser. De glemte værdier i livet, tænkte hun. Måske var intet af det ægte? Men hvor kom de fra? Hvor kom dette overskud af indbildte følelser fra? Kilderne? Dampen? Det var jo blot vanddamp. Intet euforiserende. Så hvorfor denne effekt?
Hun kunne føle hvordan verden havde ændret sig, i de få sekunder hvor han havde bevæget sig hen til hende. Det var, som havde den åbnet sig for hende. Men hun vidste, at det ikke var sådan det var gået til. Verden havde ikke åbnet sig for hende. Hun havde åbnet sig for verden.
Nogle gange, tænkte hun, må man ofre sig, hvis man vil opnå sine mål.
Hun åbnede øjnene. Hun havde næsten forventet at se kilderne anderledes. Hun ventede på at jorden åbnede sig for hende. At vandet ville dele sig og træerne vige tilbage for hende. At himlen ville åbne sig og oplyse hende. Foran hende var dog det samme billed som tidligere. De dampende kilder. En ubeskrivelig farve af grå, blå og mørke. De store træer der skyggede. Bjerget der stod til grund for det hel. Himlen som var gemt. Verden som var uåbnet.
Hun drejede hovedet og så på ham, med et neutralt blik. Et smil gled over de rosa læber. Et roligt smil. Afslappet. Hendes puls hamrede afsted, trods de foregående få sekunder havde været totalt udramatiske. Hun sad med en følelse af, at hun for et øjeblik siden havde siddet med svarene på alle spørgsmål. Og nu var det væk. Og dog; ligeså var forvirringen. Hun havde overbevist sig selv. Hun havde en ny plan.
"Noget for noget," hviskede hun og trak sin kjole af, i en glidende bevægelse. Hun stod endnu med ryggen til ham, da hun ganske langsomt tog et par skridt ned i vandet. Et ubeskriveligt glimt var i et splitsekund til at se i hendes øjne.
"Noget for noget..."

Stilhed. For en gangs skyld gjorde stilheden ham intet. På daværende tidspunkt synes halvdæmonen faktisk at nyde af den, den intetsigende stilhed. På sådanne tidspunkter kunne man blot tillade sig at lytte; lytte til alt andet i verdenen, der blot gjaldede videre. Og det gjorde han også, lyttede. Med hans følsomme sanser, både lyttede han og lugtede. Det var ikke så meget naturen omkring dem, han gjorde sig opmærksom på. Det var hende. Det levende individ lige foran ham, hvis krop stod ham ganske, ganske nær. Han behøvede ikke engang at koncentrer sig, for at kunne høre den svage, næsten utydelige lyd af hendes åndedrag. Hendes lugt var for ham ganske sød, naturlig om man ville. Der var ikke en dråbe af parfume at lugte på hendes krop, men alligevel, alligevel var der noget velduftende over denne lugt. Lugten af kvinde var generelt et velbehag for Morgoth – men det var det vel for alle mænd? Især, den lugt der blev båret af en kvinde, de fandt interessant.
Et lille uskyldigt smil, formede sig da på de røde læber. Et behersket åndedrag, hørtes i halvdæmonens runde øre. Efter dette, havde han forventet et tilbageslag for hans næsvished. Utroligt nok, kendte han udmærket godt til denne. Han vidste udmærket at han var nærgående, alt for nærgående endda. Alligevel elskede han den provokation han udgjorde af dette; specielt da det nu engang var Alwyn. Han følte, på et eller andet plan, han kunne tillade sig det – fordi det var hende. Men hvorfor netop hende? Hvorfor ikke en eller anden tilfældig kvinde, der stod ham endnu nære, som om muligt fandt sig mere i hans pis end hende? – Det var ubegrundet, som så meget andet hvad der angik hende. Det var også derfor, med øjnene endnu hvilende imod hendes afskærmede ansigt, han blev overrasket. Fornemmelsen af hans fingrespidser, løbende over hendes blotlagte hud, føltes stadig imod hans følsomme hud. Allermest havde han lyst til at genoptage denne, men undlod det. I stedet fulgte han blot hendes eksempel, og lod de tynde lapper af nogle øjenlåg, glide over hans stirrende øjne. Men trods hans øjne lukkede sig i, så han forsat imod Alwyn; trods han ikke så hende, fornemmede han hende stadig. Hørte stadig hendes slående hjerte, der pumpede hjerteblod ud i resten af hendes krop. Den krop, der endnu føltes imod hans.
Han sukkede. Lod hænderne der før havde hvilet imod hendes skuldre, forsvinde fra hende. Langsomt faldt de ned imod hans side, hvilede imod hans sorte klæder der gled i et med hinanden. Den prikkende fornemmelse var endnu at føle i fingrespidserne, fik ham til at rynke brynene ganske let sammen. Ganske let, lod han fingrene gnide imod hinanden. Lyden overdøvede kort stilheden; lød som sten der skrabede imod hinanden. Hvad der dog overdøvede denne lyd, og fik ham til at spærre øjnene langsomt op, var lyden af det pludselig pulserende hjerte. Som han ikke havde trukket vejret, hvilket han sikkert ikke havde, sugede han lydløst alt luft til sig. Hans hals føltes pludselig tør, voldsomt tør. Han sank, sank i håb om at fjerne den knast der pludseligt havde samlet sig i hans hals. Han ville have løftet sin hånd, ladet den stryge over hendes brune manke, men undlod dette. Han ville ikke ikke når de så imod ham; ikke de øjne. Smilet på hendes læber, fik hans til at falme. Han lod hurtigt sine øjne glide over det, betragtede hvordan man svagt kunne ane de hvide tænder bag den rosarøde mund. Den der tidligere havde kysset hans sødt. Hun smagte som hun lugtede. Sødt.
Et bryn hævede sig da, i Morgoths ellers glatte ansigt. De isende øjne vovede sig ned imod hendes skuldre, videre ned til hendes pludseligt bevægende hænder. Han så dem arbejde; så hvordan de yndefulde hænder løftede den lette kjole af hendes krop. Langsomt glattede hans ansigt sig atter ud, så hvordan det lette stof faldt imod jorden under deres fødder. Pludselig havde han en ustyrlig trang til at mærke hende, mærke på den silkebløde hud der var mindre end nogle få centimeter fra hans beklædte krop. En hvid hånd løftede sig, løftede sig for at tildække de stadig vidt åbne øjne. Et lille smil formede sig på hans røde læber, blottede kort hans kridhvide tænder. Langsomt splittede han pege- og langefinger, for at han atter kunne se hende. Stadig nøgen.
Han havde allermest lyst til at vandre udenom hende; se fronten af den krop, han for lidt siden havde stået ganske nær. Dette gjorde han ikke, med en frygt for at hun ville fortryde sit valg. I stedet trådte han nogle enkelte skridt frem, fulgte hendes bevægende skikkelse med blikket hvilende på hendes baghoved. Han standsede da han nåede kanten, lod spidsen af hans skosnude stryge over vandoverfladen. Lige så blidt, lod han den løftede hans fingre kortvarigt stryge hendes nakke. Ganske let omfavnede de tynde fingre hendes nakkehår, som han ganske let hev i; blidt.

Vand. Hun havde forberedt sig på at møde den kolde masse, uden nogen form for beskyttelse. Ingen klæder. Ingen varme. Og dog blev hun overrasket da den slanke fod gled ned i elementet. Den blev omkredset af varme. En varme hun straks hungrede efter. Kulden prikkede til hendes hud. Hun ville ned. Ned i varmen. Elementet. Noget der ikke kunne kontrolleres. Ville kontrolleres. Ikke skulle kontrolleres. Et suk forlod hendes læber da foden kom i kontakt med kildens bund. Trods der de første par skridt var lidt lavt, så mærkede hun straks hvordan varmen overtog hele verden. Pludselig var alt varmt. Kulde ophørte med at eksistere.
Hun mærkede en hånd berøre den sky hud, der udgjorde hendes nakke. Hun lukkede atter øjnene, stoppede ikke op men fortsatte ud i vandet. Imens hun ganske langsomt bevægede sig ud på dybere vand, tænkte hun over de sidste par sekunder. Stilheden hang imellem dem. Ubeskriveligt larmende. Og alligevel så rolig og blid. Fingerspidserne berørte vandet og varmen bredte sig straks op langs armene.
Hun mindedes hans lyd. Duft. Smag.
Nu var begge hænder under vand.
Hun kunne stadig høre hans suk for sit indre øre.
Vandet berørte legesygt hendes navle. Hun stoppede og åbnede atter øjnene. Der gik et øjeblik, hvor hun skulle orientere sig. Huske hvor hun var. Hvad hun lavede. Forsikre sig selv om, at det nok skulle gå. Og hvis det ikke gik, så ville det nok gå alligevel. Hun så ned i vandet og betragtede sin egen slørede reflektion. De to kvinder smilede til hinanden. Hun kender min plan, tænkte Alwyn og betragtede sit spejlbillede. - Hun ved hvad jeg vil.
Hun vendte sig en smule om og hævede armene for at skjule sit bryst mere eller mindre. Hun betragtede Morgoth, der mest af alt lignede en søvngænger, der just var vågnet ved foden af et vandfald. Et nyt smil bredte sig over hendes læber. Hun sagde ikke noget. Behøvede hun virkelig? Forventede han en invitation? Hun nød sin egen mystik. Det var en vidunderlig følelse.
Hun vendte atter ryggen til ham og lod hænderne synke ned i vandet. Hun samlede dem foran sig i en skål, og hævede en smule vand op over overfladen. Hun betragtede hvordan elementet fandt sin vej ud imellem hænderne og søgte tilbage til kilden. Hun gentog bevægelsen, for derefter at hæve hænderne over hovedet, så vandet gled ned ad armene, så varmen blev bredt en smule. Hun fnes lydløst for sig selv over sin barnlighed. Hun samlede atter vand i hænderne, og lod vandet glide ned af halsen. Derefter samlede hun armene omkring sig, for at få lidt varme. Pludselig fik hun en trang til at sige noget. Hviske noget. Men hvad? Hun følte sig tom for ord. Vise ord, i hvert fald. Hun forholdt sig tavs. Måske var ord slet ikke behøvet...

Behersket indåndede Morgoth. Ikke en eneste gang havde han flyttet hans øjne fra den nøgne kvindekrop; han havde ikke slået blikket den anden vej, vendt blikket imod jorden med skamfulde øjne. Sådan var han ikke, skamfuld. Han var ikke flov; han blev aldrig flov, for der var intet at skjule. Dette var heller ikke noget den kvindelige krystalianer måtte siges at gøre – skjule sig. Overraskelsen var heller ikke noget halvdæmonen var kommet sig over endnu, hvilket også skyldtes hans kortvarige, men overdrevne stirren på hende. Til sidst måtte han dog vie med blikket, se den anden vej i en kort tid. Denne tid var dog ikke spildt, da de isende øjne beskuede området inden for hans synsvinkel. Der var ingen at se i nærheden; ikke nogle der ville beglo med samme vilje, som et menneskeligt individ ville gøre det. Der var kun ham og hende. Kun ham der studerede hende, og kun hende der blottede sig vidt for ham.

Lyden af hendes krop bevægende sig i det ført stilstående vand, fik de isende synsorganer til at dreje sig tilbage imod hende. Det var en blid, ja nærmest blød lyd, der lød når hendes krop tvang sig igennem vandets molekyler. Han kunne næsten fornemme, hvordan det varme vand kærtegnede hendes maveskind. Tanken fik ham næsten til at gyse, hvis det ikke havde været for hans tilbageholdenhed. Han var ikke en mand der ved at uheld blottede sine følelser. Han udviste den kun, når han virkelig ville – hvilket han på daværende tidspunkt, ikke lystede for alvor. Det var ingen hemmelighed, at Alwyn gjorde sig et vist .. indtryk, på ham. En hver mand, der ikke havde smag for andet end et kvindemenneske, kunne ikke undgå at reagere blot en smule på en blottet kvindekrop. Dette måtte han også siges at gøre. Han reagerede på synet af den nøgne kvindekrop, men ønskede ikke at vise det yderligere, end han i forvejen gjorde det. Han skulle nødigt virke for ivrig. For det var han inderst inde; en anelse ivrig.
Fortsat en anelse stiv i ansigtet, så han imod hendes beskuende øjne. Selvom han ønskede det, vendte han ikke øjnene ned imod hendes hænder, der beskyttede det nøgne bryst. Lidt manere havde han, trods han ønskede så inderligt at pirre kvindemennesket, så meget som hun havde pirret ham. Han gengjaldt ikke hendes smil, da hun bredte det ud fra ham. Han så blot fortsat imod hende, uberørt over det glædelige ansigt. Han forstod udmærket godt hende, forstod udmærket godt den invitation hun uddelte ham. Og for første gang, siden hun havde ladet sit tøj falde til jorden, rørte han på sig. Han bøjede sig ned, smidigt, for at fjerne sine støvler. Han trådte ud af dem, til han til sidst stod med bare fødder, på den bare jord. Mere gjorde han ikke, da hans øjne atter blev paralyseret af kvinden foran ham. Med støvlen i den ene hånd, betragtede han hvordan hun let løftede vandet op i sine hænder. Da smilede han, umærkeligt, ved den sødme der dannede sig over hendes skikkelse. Han fandt hende .. sød. Ufatteligt sød endda. Så sød at han pludselig var ligeglad med om hvorvidt hans beklædning blev våd. Han tænkte ikke over, hvor koldt ham om muligt ville få det, når han forlod dette varme sted. Han sked direkte på sit eget helbred, da han langsomt bøjede sig ned i en siddende stilling, og slyngede langsomt det ene ben ud i den varme kilde. Her løftede han sig selv i, så han stod mindre end en halv meter fra den kvindelige krystalianer. Langsomt trådte han frem imod hende, forsigtig med ikke at glide på den glatte sten, under deres fødder. De isblå øjne gled hende ned af ryggen, vandrede fra hendes kvindelige skuldre og ned til buen der formede den kvindelige krop. Han hævede sine hænder, men ikke for at række dem frem imod hende. Med hurtige fingre, knappede han hans tynde, sorte skjorte op. Knappede den helt op, indtil den da blottede noget af hans overkrop. Lydløst trak han den af sig, hævede den over vandet for ikke at gøre den alt for våd. Da vandrede han de sidste skridt frem imod hende, indtil han atter stod hende ganske nær. Her lagde han skjorten omkring hende, ligeglad med hvor våd den pludselig blev. Ganske let trak han ned i kraven til hendes nakke, løftede hendes hår til side, for at kunne køre spidsen af hans næse imod buen. Blidt lod han sine læber kysse hende, hvor han efterfølgende skjulte sit ansigt i hendes brune hår. ,,Har du fået varmen?” Morgoths dybe stemme, med en hvis hæshed over sig, brød da stilheden. Den intetsigende stilhed. Nu var der blot nogle få millimeter tyndt lag stof, imellem deres nøgne hud.

Kvinden stod ganske stille i det varme element. Pulsen var afslappet og åndedrættet næsten lydløst. Vandet omgav hendes krop og kærtegnede hendes bug. Kvinden lukkede øjnene og vendte ansigtet bagud. Hun tog nogle dybe indåndinger og nød dampenes beroligende fugtighed. Hendes arme skærmede for overkroppen, samtidig med at de forsøgte at overføre lidt varme til resten af kroppen. Hun så fredfuld ud. En let brise banede sig vej mellem træerne og legede en anelse med hendes hår. Et smil bredte sig på de rosa læber, og hun indåndede pludseligt - lettere akavet - den nye luft. Den kølige luft bredte sig i hendes lunger og hjerteslagene tog til.

Alwyn havde kontrol over sin krop, sit åndedræt og sine tanker. Hun holdt sine tanker simple og lette, så hun kunne fokusere på den nuværende situation. Hun lyttede ganske afslappet til alt der skete omkring hende. Træerne hviskede omkring dem og vandet klukkede mildt. Alligevel var der en massiv stilhed imellem dem. En stilhed, som lagde op til så meget, og alligevel så lidt på samme tid. En lille stemme i kvindens hoved, spurgte hende pludselig, hvad hun havde gang i. Hun skubbede stemmen fra sig, men den gentog spørgsmålet. Et voldsomt ekko fyldte hendes hoved, og hun måtte knuge øjnene i for at kunne koncentrere sig på verden omkring hende. Og så pludseligt som den var kommet, forsvandt stemmen igen. Der var stilhed i hendes tanker og hun begyndte at slappe af igen. Et ganske svagt smil gled henover de fyldige læber og hun tog nogle dybe indåndinger, for at få pulsen en anelse ned igen, eftersom den var taget voldsomt til i fart, efter den udramatiske oplevelse. Hun var ikke bange. Eller i tvivl. Ikke mere, i hvert fald. En massiv selv-disciplin dominerede hendes corpus. Og måske en lille smule nysgerrighed. Hun var kuriøs. Hun forsøgte at forestille sig hvordan situationen ville se ud fem minutter i fremtiden. Og ti. Hvad ville der ske? Alt kunne jo ske! Der var ingen sikkerhed. Hun vippede en anelse med tæerne og nød den blide varme, der omfavnede hendes krop. Hun ønskede at kilden var dybere. Hun ønskede at forsvinde ned i varmen. At blive opslugt af den. Verden er så kold, tænkte hun, så ubehagelig. Hun slog blikket ned og betragtede vandoverfladen. Hun sendte endnu et smil til kvinden på vandoverfladen. Vi er enige. Alwyn lukkede atter øjnene og lod smilet hvile på læberne. Verden under kilden var vidunderlig. Varm, behagelig, beskyttende. Verden over kilden var kold, beskidt, syg... Døende.
Hun hørte bevægelse i vandet og slog øjnene op. Hun stod ganske stille og ventede i tavshed. De få sekunder det tog for manden at bevæge sig hen til hende, var uendelige. Hun lod hænderne samle sig under vandet igen, for atter at lade vandet glide nedover kroppen. Varmen var næsten euforiserende. Da han kom tæt nok på, hævede hun atter armene som beskyttelse. For at gemme sig. Eller var det for varmen? Hun var pludselig i tvivl. Hun sukkede halvhjertet og rettede sig en smule op. Hun ville vende hovedet og sende ham et blik, men han kom hende i forekøbet da han lagde den varme skjorte over hendes skuldre. Endnu et lille smil viste sig på læberne, og øjnene blev atter lukkede, da Morgoths varme læber mødte hendes kolde hud. Et tilfredsstillet suk forlod hendes læber og hendes skuldre sank en anelse. Hun lod armene falde en smule, nu da skjorten tog jobbet som varmekilde. "Det får jeg nu," sagde hun blidt. "og jeg nyder det." Hun fik en kildende lyst til at vende sig om; at stå ansigt til ansigt med Morgoth. Men for nu ville hun nyde situationen, med halvskjulte smil og lukkede øjne.

Alt imellem dem, var så uskyldigt. For ham var det sådan; så uskyldigt. Han havde oplevet mange forhold. Vidt forskellige, taget dem alle i betragtning. Hans allerførste, et han endnu ikke har fortrængt, men hvis han ser tilbage på det husker han ingen ansigter. Han husker sit eget ganske udmærket, og præget af sygdom var det. I mange år, over ti faktisk, havde han ikke modtaget behandling for denne. Dette var i sig selv også en større umulighed, da der ikke fandtes nogen kur for denne sygdom; ingen form for medicin; urter; eller healing. Spedalskhed var endnu ukendt i denne verden, og hvorfor dette? Fordi den var så menneskelig, som den nu engang var. Hvor han havde arvet denne fra, husker han aldrig rigtig at have fået svar på. Et minde fortæller ham dog, at hans far – en mand han aldrig ville glemme, eller nogensinde elske – engang fortalte ham om dette. Hvad han fortalte ham, hvilket håb om helbredelse han om muligt bragte ham, husker han ikke. Han husker blot, at det var ham der sad med et dødeligt problem, og kun ham alene.
Det var så også det eneste han huskede fra hans første forhold. Og at forholdet var til en kvinde; en kvinde han ikke elskede, men som elskede ham så inderligt. Han huskede hun ikke bar nag af hans ansigt, trods det indsunkne træk og begyndende sår. Han husker hun var smuk, men langt fra den smukkeste kvinde, han havde set. Dengang var det ikke just klagen, han kunne komme med – taget hans eget udseende i betragtning. Han nød af hendes selskab, så meget som hun nød af hans. Det var ikke længe de opholdte sig sammen, og skiltes hurtigt ad. Sådan havde det været med mange af de forhold han havde været i. Der havde ikke været hold i dem, aldrig nogensinde. Enkelte synes der dog at være fremtid i; specielt i det, han på daværende tidspunkt var i. Horisont havde været, og er stadig, lidt en forandring for ham. Til forskel for det ført nævnte forhold, er hun en kvinde han virkelig holder af. Sådan, rigtig meget. Alligevel, var der intet der stoppede ham i det, han netop var i gang med. Der var intet der fortalte ham, at det han gjorde var forkert. For det var det, det var forkert.

Lyden af hinandens åndedræt, virkede beroligende på ham. Lyden af kvindens rolige hjerteslag, trak ned i hans ført hårdtslående puls. Han slappede af, fuldstændig. Fornemmelsen af hendes tykke hår, liggende imod hans kind, var kildende. Det kildede hans kind, hans næse der ganske let strøg igennem de brune lokker. Han smilte kortvarigt, blottede de hvide tænder der befandt sig under de røde læber. Han måtte dog til sidst trække sit ansigt tilbage, lade sit hoved være nogle få centimeter fra hendes baghoved. Med øjenlågene hvilende halvt nede over hans isblå øjne, granskede han den del af det kvindelige ansigt, han netop kunne se. Han lod øjnene vandre de lange øjenvipper, han netop kunne ane, til spidsen af hendes rosa røde læber. Han fulgte dem imens hun talte, lod isblå synsorganer betragte dem indgående imens. Han vippede ganske let med hovedet, nikkende til hendes svar. Ganske let lod han sit ansigt trække sig nærmere hendes, lod sine læber hvile ganske let imod hendes ører. ,,Godt,” hviskede han til hende, for derefter at trække hans ansigt tilbage. Han lod efterfølgende sine hænder lille imod hendes nøgne lår, hvor han ganske let lod fingrene vandre op imod hendes hofter. Her forsvandt de ind under skjorten, han da havde tildelt hende, i en blid omfavnelse. Fornemmelsen af hendes nøgne, silkebløde hud under hans finrge var pirrende. Hvor havde han så inderligt lyst til at vænne hende om; så inderligt lyst. * Men han gjorde det ikke, i stedet var han den der rykkede på sig. Armene der lå omkring hende fjernede sig, trak sig tilbage. Med forsigtige skridt vandrede han udenom hende, med blikket nedadvendt. Da han til sidst stod foran hende, løftede de nøgne hænder sig, lagde sig blidt omkring hendes kæber. Blidt førte de hendes ansigt nær han, hvor han kyssede hende så inderligt.

-----------------------------------------------------------------
* Indlægget har ændret sig!