"Det er jo grufuldt!!" råbte Xukui højere. nogle fugle lettede sig fra træerne.
Han trådte et skridt tilbage og kiggede sig skræmt til siden.
"Du ved.. at jeg ikke kan lide sådan noget! og så.. giver du mig sådan nogle opgaver!".. han kiggede til siden.

"Det vil jeg ikke være med til! svaret er nej! nej, nej!!"

"Vi får se.." han lader Xukui træde tilbage.. et grumt og lavmeldt grin sniger sig ind på ham, og lyder tungt og dybt helt nede fra mellemgulvet af.. det morer ham.. den måde Xukui hidser sig op på.. det morer ham kosteligt!
"Hvis De ikke får hænderne.. så får vi jo at se hvad der sker.. ne?"

"Du... du er jo syg.." lød det ynkende fra ham. han sank sammen på jorden.. og kiggede modløst ned i græsset.
Han fik tårer i øjnene.. han ville ikke tage hænder.. og han ville heller ikke straffes..
Jeg vil væk...

Xukui kiggede op på ham.. vred nu..
Han rejste sig hurtigt op.
"Glem det!" han vendte om på hælen og begyndte at løbe.. han var lige ved at skvatte, men fik fodfæste igen.
"Lad mig være!!"

Kazoya lader Xukui løbe.. men med et slesk smil om læberne.
"De kan bare flygte hvis De vil.. Men.. De ved hvad prisen bliver... Så når jeg opsøger Dem.. så har De hænderne.. ellers kommer De til at bøde for det.." hans ansigt er indhyllet i et psykopatisk udtryk.. øjnene er begyndt at forsølve igen, og rundt om begynder der så småt at danne sig sorte aftegninger..

Xukui's hjerte hamrede af frygt.
"NEJ!!" skreg han.. han løb hurtigere og hurtigere nu..
han kunne svagt høre Kazoya i det fjerne.. han lukkede øjnene.. brugte sin evne så han løb dobbelt så stærkt..

Han bukkede sig forover nu.. der begyndte at gro sort pels på ham.. han fik en hale.. og ører.. hans hænder formedes til poter.. det samme med fødderne.. hans krop bygning blev anderledes.. og så.. var han en sort ulv. han løb hurtigere og hurtigere..

Hvorfor sker det her altid for mig?! ... hvorfor...
Han forsvandt i mellem træerne..

//out

det kom en smule bag på Kazoya, at Xukui skiftede skikkelse til en ulv.. men han smiler bare med en lav grum latter.
"..Der kan man bare se.." han lukker øjnene.. nyder en lille brise, inden han sænker ansigtet en smule.
.. De sagde, at jeg var selvforskyldt i min egen ensomhed.. han retter hovedet lidt op.. ligenu står han i et af sine ganske få sårbare øjeblikke.. af den grund bestemmer han sig for at tage ud og finde noget aftensmad..

uden at sige mere, forsvinder han imellem træerne.. modsatte retnign af Xukui..

//out