Lyden af Handarks tanker fik hende til at smile svagt imod hans læber. Hun lod sine læber bevæge sig sammen med hans i en god rum tid, imens hun nød at mærke hvordan han kælede for hendes nakkehår. Det var rart at kunne mærke, at tempoet på deres handlinger øgedes lidt, for uanset hvor meget hun nød at trække begivenheden ud, så var der stadig noget indeni hende der gav hende lyst til at springe det hele over og kaste sig frådende over det aldeles bemærkelsesværdige stykke mandfolk, der lå i hendes seng lige nu.
Denne utålmodighed var også skyld i, at Vanessa ikke kunne få sig selv til at dvæle ved Handarks læber særlig lang tid. Hun slap kysset og åndede svagt ind, stadig med sit ansigt umådeligt tæt på hans. Hans duft fyldte hendes næsebor, duften hun kunne genkende fra hans kappe fra før.
(Næsten) roligt bevægede hun sig ned ad Handark. Hun kunne mærke sine bryster strejfe hans hud imens hun kyssede sig vej ned over hans overkrop. Hænderne gled med nedad, og endte til sidst ved linningen af den andens bukser. Stoffet var ikke ligefrem papirtyndt, men samtidig ikke kraftigt nok til at skjule faktum at Handarks ophidselse ikke blot var tydelig i hans tanker, men efterhånden også satte sit præg på hans krop. Vanessa åbnede snørerne, imens hun løftede sit blik op imod Handarks ansigt og sendte ham et smil.

Slippende hendes nakkehår, betragtede Handark den kvindelige skikkelse bevæge sig ned af hans krop. Han lagde hovedet imod madrassen, og vendte derefter øjnene op imod loftet, for derefter at lukke dem. Nu kun med følelsessansen i brug, mærkede han hvordan fugtige læber bevægede sig længere og længere nedad. Han rynkede brynene, måtte tage sig selv i at sukke en anelse højre end normalt. Det var pirrende, nej, direkte nervepirrende at føle en så tæt på et så privat sted. Det var helt ubeskriveligt, hvordan det egentlig føltes. Eller, helt ubeskriveligt var det i sidste ende ikke. Der var ingen tvivl om hvorvidt det føltes godt eller ej – for det gjorde det. I sådan en grad, at han ikke kunne skjule det i sine tanker længere.
Han åbnede øjnene, da han mærkede hvordan et par fingre arbejdede med hans buksesnøre. Han hævede ganske let hovedet, seende imod den halvnøgne kvinde, der smilte op imod ham. Hendes smil var noget for sig selv; var alt andet end sødt. Det dyriske blik begyndte at skinne igennem alt; hendes øjne, hendes smil, hendes ansigtsudtryk. Alt. Han gengjaldt til sidst hendes smil – det kunne han aldrig helt holde sig fra. Ikke når det var hende. Så atter var det til at se, det genkendelige, umærkelige smil, som sjældent fandt vej til den mandlige krystallianers læber. Utroligt nok, i Vanessas selskab, havde det ikke været svært af finde frem. Slet ikke.

Smilet voksede et par millimeter da det kunne spejle sig i et andet. Endelig blev snørerne løsnede, roligt og langsomt tog Vanessa fat i kanten af bukserne, som hun gav sig til at trække ned over hans hofter og røv, og så sidenhen ned over hans ben og til sidst helt af. Hun så vidt muligt ikke på den del af hans krop hun afslørede, men holdt i stedet stædigt blikket rettet imod den andens ansigt. Hun så dog nok til at fastslå at han da i hvert fald havde et par underbukser på, hvilket hun var ganske taknemmelig for. Ikke fordi hun ikke kunne klare mosten, men det havde nok virket lidt overvældende hvis der sprang et monster frem der øjeblik hun fik bukserne af ham, så at sige. Da bukserne var helt af ham sad Vanessa logisk nok et sted nede for enden af hans fødder. Sengen var kun lige og lige lang nok til at han kunne ligge udstrakt på den, så for at undgå at falde helt af, stillede hun sig på gulvet for et kort øjeblik, hvor hun åbnede de knapper, der holdt hendes nederdel op. Den var efterhånden kun til besvær, og den skulle af på et tidspunkt alligevel. Og der stod hun så, fuldstændig som hun var skabt. Olielampens lys ramte hendes nøgne hud fra den ene side og efterlod et varmt skær på højre side af hendes ansigt og hendes skulder. Et øjeblik stod hun der bare, lidt i tvivl om hvad hun skulle gøre af sig selv, men der gik kun sekunder, før hun nærmest som drevet af noget magnetisk fik sig bugseret op overskrævs på Handark igen og uden så meget pjat pressede hun sine læber imod hans, overladende ham at udforme kysset. Alt hun gjorde var forarbejdet.

Rettende blikket ned imod sine blottede ben, mærkede han pludselig hvordan en underlig varme spredte sig i hele hans krop. Det var længe siden, han havde følt sådan en varme. Og hvis det ikke var for hans stolthed, var det alt, alt for længe siden. Han følte sig rolig, afslappet trods den ufatteligt intime situation han befandt sig i. Han troede han kendte sig selv, og ville have forventet en svag usikkerhed, netop fordi han havde et andet menneske så tæt på, som han havde det på daværende tidspunkt. Men der var noget over hende, noget over Vanessa, som gjorde ham alt andet end usikker, og urolig. Hvad det var, kunne han ikke sætte finger på, men han følte at alt var okay. Helt okay, trods alle normer.
De havblå øjne fulgte den kvindelige skikkelse let, satte albuerne imod madrassen for at løfte sig selv ganske let. Han ville have rejst sig, men standsede i sin bevægelse da nederdelen faldt. Synet af den nøgne kvindekrop tog vejret fra ham, fik ham til at stivne kortvarigt. En svag varme dannede sig i hans ører og kinder. Men han veg ikke med øjnene; han så fortsat imod hende, med et blik der varierede imellem saglighed og intensitet. Kort, følte han en vis forvirring. Nok varede det kun et par sekunder, synes den kvindelige krystallianer at gå i stå. Havde hun fortrudt? Mon dog, var hans første tanke, hvilket da også kun blev bekræftet da hun atter placerede sig ovenpå ham. Let ivrig efter hende, genoptog han kysset med en lidenskab der sjældent var oplevet hos ham. Et par let trykkende hænder, lagde sig imod hendes hofter. Han svang hende, blidt godt nok, om og lagde hende imod madrassen. Atter var han øverst, med hovedet holdende sig få centimeter fra hendes. Forsigtigt, lod han spidsen af sine læber hvile imod hendes. Han så imod hende, næsten nysgerrigt, da han med en lethed fik trukket underbukserne af sig. Netop som kysset fuldtraf, tog han hende.

Kysset blev besvaret med den samme mængde lidenskab. Luften omkring dem var så tyk af seksuel spænding at man kunne skære igennem den med en kniv op til flere gange. Uden protester lod Vanessa sig flytte rundt på; hun kunne mærke på hans tankevirksomhed, at han bestemt ikke havde nogle intentioner, hun ikke kunne imødegå. Den næste stime af sekunder gik utroligt hurtigt og utroligt langsomt på én og samme tid. Det var ufatteligt så meget den anspændte forventningsfuldhed påvirkede hende, og da de endelig nåede til det punkt, som hun egentlig havde set frem til fra det øjeblik, de trådte ind i lejligheden, forsøgte hun ikke engang at tilbageholde det gisp der forlod hendes mund. Det var alt for lang tid siden hun havde været sammen med en mand på denne måde – helt op til to år, hvis hun huskede rigtigt – så følelsen af at have ham inde i sig var fuldstændig uvant. Selvom hans størrelse umiddelbart var ganske tilpas føltes han det første sekund næsten alt for stor, på en måde der var næsten ubehagelig – men så snart den første overvældethed forlod hende løftede hun sine arme således at de lagde sig på hans ryg, den ene helt nede ved hans lænd, hvor den skubbede hans underliv tættere imod hendes. Til at starte med lå de helt stille. Vanessas åndedræt blev hurtigt utroligt tungt og hurtigt, og hendes hjerte hamrede løs. Hun så ind i Handarks øjne med et blik der ikke blot udviste begær, men også en tillid der var utrolig sjælden to mennesker imellem, for slet ikke at nævne to, der lige havde truffet hinanden.

En skælven gik igennem ham; tydeliggjorde sig ganske, ganske kort omkring hans overarme og skuldre. Denne blev frembragt af ren nydelse, sammen med det tilbageholdne støn han udstødte, netop som han stødte sig selv op i hende. Han kunne ikke rigtig styrer dette – hans tunge åndedræt, og de svage rystninger omkring hans skuldre. Han var ikke nervøs, hvilket nok var tydeligt for en hver og i dette tilfælde Vanessa. Det var ren og skær seksuel anspændelse, og intet andet. Anspændelse han tilsyneladende ikke havde megen kontrol over. Han kunne ikke lide det i første omgang, men som Vanessa synes han at vænne sig mere eller mindre til det.
Mærkende hvordan den anden trykkede ham sig yderligere ned til ham, fik det i forvejen hårdtslående hjerte til at banke yderligere. Han løftede blikket for den fugtige krop under ham, og så imod et par blanke, begærlige øjne der stirrede direkte tilbage i hans. De var tillidsfulde, så tillidsfulde. Han ønskede at love hende ikke at gøre hende ondt – på den ene og på den anden måde. Men love hende noget, kunne han ikke. Han vidste trods alt ikke hvad der skulle ske bagefter, og hvorvidt dette var seriøst eller ej. Hvad han derimod vidste, var at det der foregik imellem dem på daværende tidspunkt var fantastisk. Og han vidste, at det ikke kun var ham, der følte sådan.
Han løftede ganske let hovedet, kyssede hendes bryn med en omsorg, han sjældent udviste for nogen. Med dette så gjort, med læberne stadig hvilende imod hendes ansigt, begyndte han at støde hende ganske let. Dette i langsomme, men hårde stød.

Der var noget helt exceptionelt over den måde Handark nærmest mistede kontrollen over sin krop på. Hun kunne ikke lade helt lade være med at smile over de tanker der løb igennem hans hoved, hans trang til nærmest at beskytte hende fra hamselv, og det der nærmest virkede sin en tilbedelse af øjeblikket. Da hans læber kærtegnede hendes bryn blev Vanessa nødt til at lukke øjnene. Omhuen der lå i den simple berøring var nok til at give slip på et dybt, tilfredst suk.
Den dybe udånding blev dog afbrudt da deres stilstand ophørte. Lyden blev til et næsten overrasket støn da han stødte overvældende dybt ind i hende. Nærmest klyngende sig til ham rettede hun en anelse på sine ben, sådan at hendes fodsåler kom imod madrassen og hun kunne opnå en vis bevægelsesfrihed. Hun var ikke lang tid om at gennemskue hans rytme, og snart bevægede hendes krop sig i takt med hans. Armenes greb omkring ham var stramt, så stramt at man næsten kunne sammenligne hende med en, der var ved at drukne, og nu klamrede sig til en, der kunne svømme. Ind i mellem blev hun nødt til at give slip på et næsten hæst støn. Ikke at hun forsøgte specifikt at holde sig tilbage. Faktisk skyldtes det tvært imod at hun næsten glemte at trække vejret af ren anspændelse.
Hun vendte hovedet ud imod den ene side, hvor hun blidt nappede ham ned langs halsen og helt over til skulderen.

Grebet der strammede sig omkring hans krop, var ham ganske tydeligt. Han rynkede brynene ganske let, følende hvordan hendes krop trykkede sig yderligere indtil hans. Med brystet hvilende imod hendes, mærkede han hvordan varmen langsomt steg i hans krop – hvis dette overhovedet var en mulighed, og ikke bare ren indbildning på grund af hans daværende rus. Usandt eller ej, føltes hun fugtig imod hans krop. En næsten ubeskrivelig lugt af kvindelighed drev ham hende nærmere; gav ham en ubeskrivelig lyst til ikke at ville give slip på hende.
Foreløbigt gav han heller ikke slip, taget scenariet i betragtning. Nej, dette ville være en større overdrivelse. Imens deres kroppe vuggede i takt, mærkede han hvordan de kvindelige læber atter berørte hans hals. Denne gang ved hjælp af et sæt tænder, der blidt nappede ham i skindet. Han lukkede øjnene knugende, måtte holde sig for ikke at trække vejret tungere end i forvejen. Han trak hovedet nærmere hendes, lagde kinden imod hendes imens han ganske let lod det glide længere ned. Han kyssede hendes ører, hvorefter han let lod tænderne omfavne hendes øreflip i et blidt nap.

Selvom hun vidste, at der var en hel anden sanselig oplevelse i, at lukke øjnene, kunne Vanessa ikke lade være med at have sine egne vidt åbne. Hun var i grunden nok bange for, at det hele ville forsvinde, hvis hun tillod sig selv den luksus, men det gjorde hende på den anden side heller ikke noget at kunne se. Hun gav slip på et gys ved fornemmelsen af det lette nap i øreflippen; det var en kærkommen overraskelse, som gav hende kuldegysninger hele vejen ned ad ryggen. Stadig imens hun fulgte deres fælles rytme, så godt det nu lod sig gøre, svang hun benene op omkring ham. Det næste stød tog pusten fra hende, idet han nåede dybere end hidtil. Halvvejs klynkende og med et bredt smil på munden begravede hun sit ansigt imod Handarks hals. Allerede nu lå et tyndt lag sved henover Vanessas hud. Hendes håndflader var fugtige imod den andens ryg, men det lagde hun nu ikke så meget i. Det var jo nu engang sådan det var, når sådanne aktiviteter fandt sted, og der var noget befriende over den smule primitivitet, der pludselig var tilladt.
Efter et stykke tid sådan strammede Vanessa sine ben omkring Handarks røv med henblik på at få ham til at ligge helt stille, helt inde i hende. Herefter tog hun fat på hver side af hans ansigt og løftede det lidt op fra sig, så hun kunne se på ham. Endeligt fangede hun hans læber med sine.

Det at hun svang benene omkring ham, og mulig gjorde det faktum at han kunne støde yderligere ind i hende, gjorde ham åndeløst for en tid. Endnu en af de små, ustyrlige rystelse dannede sig omkring hans skuldre, og bevægede sig ned omkring midten af hans ryg. Denne stoppede dig, lige så hurtigt som den var kommet. Hans stødende bevægelser holdte endnu ikke igen, trods den lille overraskelse. Disse standsede dog, da han mærkede hvordan hun strammede benene omkring ham. Han trak vejret dybt, ubehersket, da alt atter var stille. Med hendes ansigt hvilende imod hans hals, åbnede han øjnene. Han så imod sengen under dem, betragtede det silkeagtige sengetøj, med rolige øjne. Hans opmærksomhed til hende, vakte sig dog, da han mærkede hende flytte en anelse på sig. Et svagt smil formede sig frem på hans læber, da han atter følte hendes hvilende imod hans. Han kyssede dem men lidenskab, men også med omsorg.
Pludselig følte han, og hvorfor ubegrundet, at der burde blive sat ord på situationen. Men hvad, vidste han ikke. Ikke at det faktum gjorde det hele underligt, og ubekvemt. Der var bare noget, han burde sige. Et eller andet.

Blidt smilende imod den andens læber var Vanessa godt klar over, hvad der foregik i hans hoved, og hun kunne ikke dy sig fra at lade en enkel af sine egne tanker glide over i hans sind. Hendes stemme lød med en næsten drømmende, men helt sikkert veltilfreds tone, i hans hoved: ”Tænk hvis det ikke havde regnet i dag,”. Hun bed ham supplerende til sine ord i læben, imens hun udnyttede den styrke, hun havde formået at vedligeholde fra dengang hendes liv var sværere, til at vende dem om. Dette kunne umiddelbart kun lade sig gøre, fordi Handark ikke ligefrem kæmpede imod, gik hun ud fra. Så snart det var hende, der var øverst, måtte hun udøve tålmodighed for at holde sig selv fra at begynde at bevæge sig. Hun beherskede sig dog til at nøjes med at flytte sine ben ned langs hans sider og presse sin overkrop ned imod hans. Hun plantede kys rundt omkring i hans ansigt, pande, tindinger, øjenbryn, kinder og hage, hvorefter hun næsten fjerlet strejfede hans læber. Imens hun gjorde alt dette søgte hendes hænder hans, fandt dem, og placerede dem på sine hofter, mellem linjerne opfordrende ham til at sætte hendes tempo, da hun ganske langsomt begyndte at bevæge sig over ham.

Langsomt opfattende hvad der netop var hændt, efter han havde hørt den blide kvindestemme i sit hoved, åbnede han de blå øjne. De glinsede i skæret fra olielampen, lyste næsten op på grund af den glødende ild der var i dem. Han rynkede brynene, så næsten undrende imod det kvindelige ansigt, som var få centimeter fra hans. Han kyssede gengældende hendes læber, men kysset blev kortvarigt, da han pludselig mærkede hende flyttende på sig. Han lod hende gøre det, uden de mindste protester; lod sig svinge om, så han var den der lå nederst denne gang. Få sekunder efter, mærkende hendes læber overalt i sit ansigt, lukkede han atter øjnene. Han lagde en hånd imod hendes baghoved, lod sine fingre kramme omkring det ibenholtsfarvede hår. Ringen om hans finger glimtede let i lyset, da en lyset fra lampen ramte den grønne sten, der sad midt i sølvringen. Den havde samme farve, som hendes øjne.
Hun havde netop bekræftet hans mistanke: hun var telepat, kunne overfører tanker til et andet menneskes. Om muligt var hun også tankelæser? Sådan var det i det fleste tilfælde, men han var langt fra sikker. Ikke at han tænkte yderligere over det, på daværende tidspunkt. Der var så meget andet.
Følende hendes hænder imod hans, lød han sine placere sig imod hendes hofter. Hendes blege, næsten snehvide hud, stod i kontrast til hans. Hans hænder så, så grove ud i forhold til hendes hud under dem. Hans hænder var beskidte, slidt af naturens hårdhed. Han selv var let solbrun; mærket af solen, og naturens jord. Hun var ren, hvid og yndig; hun var smuk. Tankerne drev han i få sekunder fra virkeligheden, men han fandt hurtig tilbage. Tilbage til det scenarie, han befandt sig i. Mærkende opfordringen, fulgte han hendes bevægelser. Grebet omkring hendes hofter strammede sig i takt med, at deres bevægelser gik i et med hinanden, og tempoet satte sig en anelse op. Hun var så smuk.

Med et smil på læben og røde kinder begravede Vanessa ansigtet imod Handarks hals. Hun var vant til at lytte til folks komplimenterende tanker, men der var en ægthed over den andens fascination af hende, og den påvirkede hende på en helt anden måde, end tilråb og upassende fantasier fra andre mænd; hun havde på én gang lyst til at udlevere sit hjerte til ham (i tilføjelse af sin krop, men det lader vi stå i sidemarginen), og samtidig var der noget der sagde hende, at hun skulle passe på, tænke sig om, fordi der ikke er noget farligere end at give efter for en tiltrækning der ikke blot er fysisk, men også mental. Det lod hun imidlertid glide i baghovedet, idet den stikkende frygt for, at han ville vise sig at være et svin ligesom alle de andre, ikke skulle have lov til at ødelægge den eminente følelse hun havde lige nu; for det var jo det det handlede om, nuet. Ikke fremtiden, for den var fjern og uvis, og i princippet også irrelevant lige nu.
Efter at være kommet lidt til besindelsen igen satte hun sig en smule op, så hun var i en cirka fem og fyrre graders vinkel ud fra hans krop, støttende på hænderne, for at kunne øge det tempo han satte endnu en smule. Hun trak vejret tungt, og der gik ikke mange minutter før hun kunne mærke sveden sætte sig i sine hårrødder og hun følte ligeledes hvordan hun så småt fik en behagelig, lét spændt, følelse i underlivet, som normalt først begyndte at vise sig efter lang tids møflen rundt mellem lagenerne. Hun havde egentlig slet ikke regnet med at det at komme kunne være så meget som muligt med en komplet fremmed, men fornemmelsen hun havde lige nu røbede for hende, at det da bestemt kunne være lettere end først antaget. Det var yderst besynderligt, men ikke mindre at bifalde.
Hendes blik, der i et stykke tid havde været blankt, eller spærret af hendes øjenlåg, faldt igen på hans ansigt, og igen bredte et lille smil sig på hendes læber. Sveden på hendes pande skinnede i lyset fra lampen, men hun var ligeglad.

Lyttende til den andens tunge vejrtrækning, mærkede han hvordan hans egen langsomt blev påvirket. Det at svedpletterne ganske let kom frem på hans brystkasse, og varmen atter tog til, gjorde ikke just den i forvejen let tunge vejrtrækning bedre. I takt med at tempoet satte sig op, og fastlagde senere fastlagde sig, mærkede han hvordan et tryk dannede sig i hans underliv. Et ganske let støn hørtes fra den mandlige krystallianer, og grebet omkring hendes hofter strammede sig. Han flyttede den enkelte hånd imod hendes lænd, trykkede hende imod sig selv, så han stødte sig yderligere ind i hende. Han knyttede hånden bag hende, mærkende hvordan han langsomt nærmede sig det søgende punkt.
Han åbnede øjnene, så imod det smilende ansigt der så imod ham. Han åbnede ganske let munden, udstødte en udånding. Han krummede ryggen, og rev sig selv op. Han lagde panden imod hendes, lod sine læber strejfe fjerlet over hendes imens han fortsat fulgte rytmen. Atter kyssede han hende. Og han opdagede, at han næsten ikke kunne få nok.

Vanessa hev et kort øjeblik efter vejret da han trængte endnu dybere ind i hende. Det var sjovt, som han havde den styrende rolle, selvom det egentlig var hende, der var i position til det lige nu. Ikke at hun havde noget imod det, men ikke desto mindre havde det ikke været ideen fra starten af. Da han satte sig halvvejs op med panden mod hendes, udnyttede hun det til at lægge sine hænder midt på hans ryg, og trække dem begge to op at sidde, stadig hende overskrævs på ham. Så snart dette var gjort løftede hun en hånd op i hans nakkehår igen, og overgav sig til hans kys, der hurtigt fandt en grådig karakter.
Hun bevægede sig imod ham, med ham, og stønnede tungt ind i hans mund. Ophidselsen i hendes krop steg i takt med hvert stød, og med den, blev hendes vejrtrækning mere overfladisk. Enhver med bare lidt forstand på kvinder, ville være klar over, at der snart kun ville kræves et blidt skub for at få hende ud over kanten.

Nu siddende med hende overskrævs, kyssende hende med en lidenskab der var på sit højdepunkt, trykkede han hende yderligere imod sig. Det var næsten omklamrende, uden at være belastende. Han åbnede munden, mærkende hendes varme ånde imod sine følsomme læber. Han sukkede ganske let, imens hans hænder mærkede på hendes fugtige ryg. Han spændte musklerne, mærkede hvordan han selv snart ikke kunne tilbage holde sig selv længere. Seende hende, mærkende hvordan hendes krop, havde han på fornemmelsen at hun havde det ligedan. Han lukkede øjnene, lagde den enkelte af hans hænder imod hendes bagparti, for at presse hende hårdt op imod sig selv. Med de få millimeter fra hendes læber, trykkende næsen imod hendes, udstødte han et højt suk. Om muligt ville han gerne, men han kunne ikke holde sig tilbage længere.

Vanessa var stærkt påvirket af Handarks tanker, og de hjalp hende, om ikke andet, tættere på det mål, som de syntes at søge sammen lige nu. Bemærkende at den anden nok ikke have langt igen, besluttede hun sig for at gøre en lidt mere aktiv indsats for at nå højdepunktet. Hun flyttede en hånd ned imellem dem, selvom pladsen var trang, og rørte ved sig selv, dér hvor det var allerbedst. Det var et spørgsmål om ti-tyve sekunder før hun blev nødt til at give slip på noget der nærmest lød som en serie af små klynk og støn, og lade sin krop overtage af intens nydelse. Hun lod sig ikke friste af at begrave ansigtet imod hans hals for at skjule eventuelle sære ansigtsudtryk, men tvang sig selv til at holde ansigtet foran hans, om end hendes øjne var lukkede.

Ganske let lod han øjnene falde ned af, for at se hendes hånd bevæge sig imod sit underliv. Han lod de let sammenknebne øjne falde imod hendes lukkede, studerende bevægelserne under hendes øjenlåg. Ganske let fjernede han sin hånd fra hendes ryg, lagde fingrespidserne imod hendes maveskind tæt ved hendes navle. Han lod dem kører, blidt kærtegnende hendes hud, imod det punkt hvor hendes hånd netop befandt sig. Han omfavnede hendes hånd, bevægende den enkelte af sine fingre imod det punkt hvor hun netop rørte sig selv. Trods de lukkede øjne, forholdte hans sig åbne. Og med åbne øjne, kyssede han hende. Længselsfuldt.

Ganske overrasket over, at Handark blandede sig i hendes pilleri, lod Vanessa overgivende sin egen hånd glide væk fra sig selv, og om på hans ryg, hvor hendes negle borede sig let ind i hans brandvarme hud. Hendes nydelse blev kun forlænget af de fortsatte kærtegn, og endnu en kaskade af suk og støn ramte hans læber, imens hendes indre spændte op omkring den anden som en skruestik. Og så var det ovre. Hendes øjne forblev lukkede en rum tid, imens hendes krop fandt ro, men hendes læber bevægede sig i forenelse med hans. Endelig åbnede hun øjnene og så direkte ind i hans. Hun brød kysset uden at flytte ansigtet bagud, og pustede tungt, tilfredst, ud imod den andens læber. Hun orkede ikke at tænke på det tidspunkt, men et sted allerbagerst i hendes bevidsthed var der en lille stemme der nervøst skreg: Hvad så nu? Hvad gør man nu?

Trods den lettere uvante følelse af at mærke en kvinde sådan et privat sted, havde den mandlige krystallianer en vis fornemmelse af hvornår det var tid til at trække sig. Han fjernede da derfor også sin hånd, mærkende hvordan de tilsyneladende begge havde nået det punkt, de begge havde søgt efter. Med panden stadig liggende imod hendes, varm lettere fugtig, lukkede han sine øjne i. De anspændte muskler slappede af, og han lod de let hævede skuldre falde tilbage på sin normale plads. Mærkende den andens læber finde frem til sine egne, kyssede han hende blidt. Han lod øjnene forblive lukkede, alt imens kysset fortsatte, men måtte da åbne dem da hun fjernede sig. Seende ind i et smilende ansigt, hvis øjne havde en snert af nervøsitet, mærkede han hvordan selv samme nervøsitet langsomt greb sig omkring hans maveparti. Han rynkede brynene ganske let, sank, med et ganske let smil hvilende over hans læber. Hvad gjorde man? – Det var et ganske godt spørgsmål.
Han viede med blikket, lod det falde imod væggen til højre for dem. Seende imod de to skygger, der dannede sig i skæret fra olielampen, følte han for første gang en vis ro. Et alvorligt, men stadig let smilende ansigt, bredte sig over ham. Han vendte øjnene tilbage imod hendes, med det umærkelige smil endnu hvilende på læberne. ,,Skal jeg blive?” hviskede han, med en vis neutralitet liggende i hans tonefald.