Eclipse blev hjulpet op at sidde af sin far.. "f....far" han smilte svagt.. imens hele hans krop rystede..

pludselig skimtede han skikkelsen ved siden af sig.. "guaarh!!" han blev hevet op i håret og mærkede den forfærdelige fornemmelse inden i sig.
"guaaa...." Eclipses stivnede og hans pupiller blev endnu mindre.. han var stiv som et bræt ( xD) .. og kunne ikke røre sig, i frygt for smerten..
han gispede efter vejret.. men han følte det som om at han var på dødens rand..

Det var dråben der fik bægeret til at flyde over.. brat rejser Elizephs frie hånd farer frem, og på ingen tid har den dækket sig over Morgoths ansigt, og en hvæsende, rasende besværgelse lyder over hans læber ((har fået lov ^^))
stadig er den sorte dis omkring Morgoth... han skal passe på...
Besværgelsen hamrer direkte igennem skjoldet han havde dannet sig, og omdanner Morgoths kranium, til noget med en struktur hen af fiberglas.. som var Morgoths hoved lavet af ler, klemmer Elizeph hånden.. hårdt og brutalt.. Og Morgoths ansigt tager form derefter, som greb man fat i en skumbold ((i ved.. de der grimme orange nogle man bruger i skoleidræt xD i kender dem alle, og i hader dem alle)) Han hvæser.
"Slip min søn, forpulede afskum!" hvæser han i en dyb og faretruende hvæsen.. en form for dæmonsk, som nærmest alle dæmoner forstår...
"Ellers, vil jeg sprænge Deres hjerne til uigenkendelighed, og trække den ud gennem Deres gabende øjnhuler, forstået? han klemmer hårdere til med hånden.. Når han engang slipper igen, vil Morgoths hoved rette sig ud igen, som en skumbold.. men smerten er præcis det samme, som hvis Elizeph virkelig knuste hans kranie på fuldtid...
Og magiskjoldet er brudt.. så hvis Morgoth trækker vejret.. er den sorte dis der.. og det vil gå ind som energiladning bag det højre øje..

Venus ser til og prøver at forstå. Da hun jo ikke selv er dæmon eller bare tæt på, er det svært at fatte måden deres magi bruges på. Men hun har da forstået, at Morgoth skader Eclipse. Åh.. Hvad har jeg gjort? På den anden side... ville han vel have klaret den sidste hun så let som de to andre. Men selvom det er sandt, har hun stadig en svag fornemmelse af skyldfølelse. Hun sætter endnu en pil på buen og tager godt sigte. Pilen affyrres og skyder afsted i retning af Morgoths greb om den andens hår. Hun gør, hvad hun kan. Hun ville aldrig bare kunne stå og se på.

Han mærker Elizeph hånd omkring sit ansigt, pludselig virker det som om at noget stort og hårdt slåes voldsomt ind imod hans hovede. Han spærrer øjnene op og grebet omkring Eclipse hår bliver stremmet voldsomt, han knuger sine sorte metal negle ned imod hans hovedbund, som bores ned i hans hud og lave et par dybe huller. Han står stille i kort tid, men slipper så Eclipses hovede. Han griber omkring Elizephs underarm, med begge hænder, og hvæser et eller andet udtydeligt på dæmonsk. Hans stemme er voldsom og kan gå direkte igennem kroppen på folk. Han trækker hans hånd væk fra hans ansigt, som hurtigt rettes ud i dets normale form. Alt sortnes i kort tid for ham, og en grim grim kvalme dumler ind over ham. Udover det dunker hans hovede som aldrig før.
Da han endelig kan se normal igen, trækker han Elizephs arm tættere omkring sig selv. Han vender ryggen til ham, laver et hofte kast så Elizephs krop falder forover og lander på ryggen. Han vender sig imod ham og holder hænderne imod ham,
"Forbandede dæmon! Vend tilbage til helvede, hvor du kommer fra!" hvæser han på dæmonsk. En ting har han lært, magiske krafter virker ikke på Elizeph. Så han må bruge andre metoder. Han lukker øjnene og for hurtigt brudt ind i hans krop, og ned omkring hans ribben. Alle fireogtyve ribben har han styr på nu. Han skyder armene voldsomt ud til siden og det samme gør Elizephs ribben. De bøjer sig voldsomt, og skyder ud til siderne. De højre ribben skydes til højre, og de venstre ribben til venstre. De flænses igennem hans kød, og stritter hvidt ud til begge sidder.

(;___________; .......)

Eclipse mærker neglene ned i hovedbunden.. "iaargh.." det gjorde ondt..
meget ondt.. men det der gjorde allermest ondt var ikke den fysiske smerte..nej, men den psykiske.. far..
Han så hvad der skete med sin elskede Elizeph.. "Elizeeeeph!" fik han råbt.. og hovedet dunkede.. der var blod fra hans hovedbund.. og han fik tårer i øjnene.. et par tårer gled ned af hans kinder.. inden han bare faldt sammen på jorden.. "far...." han knugede hænderne.

Elizeph bliver vippet op... mærker pludselig en skarp smerte i sin krop, og hvordan ribbenene under tøjet har flænset hans muskulatur op, og nu bare mørkner tøjet i en hastig fart...
Den magiske stav hænger i luften, svævende...
Elizeph kan ikke beskrive den smerte, men det øredøvende skrig, nærmest brøl forklarer mere end ord.. Han ville hurtigt dø af blodmangel... hvis ikke det var fordi han jo ikke er et menneske, selv om han ligner et..
Han kan ikke lægge hænderne mod.. det vil bare gøre det værrer..
Han lukker øjnene stramt i.. for at hans øjne ikke skal lægge vand af smerter...
Han hæver dog armene op, og med en hvæsende besværgelse, farer staven hen til ham, og han får grebet om den.. den løfter ham på benene.. skønt han knap nok kan stå... Han kan knapt få vejret... hvis ikke tøjet dækkede, ville man nærmest kunne se lungevævet bevæge sig..
"Vogt Dem!" får han hvæst frem.. indsvøbt i sit eget blod.
"De vil komme til at lide!" hvæser han... han vil sprænge noget inde i Morgoth.. har han planer om

Pilen flyver videre og rammer intet andet end luft. Venus giver op, selvom hun absolut ikke er meget for det. de må jo være dæmoner... det der er slet ikke menneskeligt muligt, tænker hun skræmt og ved ikke, hvad hun skal sige eller gøre. At tale ville måske nok være ret så dumt, for det ville ikke gavne nogen - og hvad kunne hun gøre, det på nogen måde ville hjælpe nogen? Jeg må vel bare komme af vejen... tænker hun lettere vred over sin egen uduelighed og letter fra jorden. efter nogle få sekunder er hun ude af syne.

//out

Han træder nogle skridt tilbage med hænderne ned langs siden, stadig holdende med vejret. Han har overhovedet ingen luft tilbage, det er noget af et problem. Han synker en klump, og lader blikket glide imod den sorte dis. Der er måske en mulighed for at fjerne disen? Han har ikke prøvet, men det er vel forsøget hver. Han knuger hænderne og foran sit ansigt dannes en port. Port ud til ingenting, tomheden igen. Den begynder at suge og suge og suge. Morgoth må holde sig tilbage for ikke at bliver trukket frem imod den. Disen glider ind imod hullet, og forsvinder derind. Han åbner øjnene og hiver vejrt ind i lungerne. Han ser træt ud, besværgelsen der gav ham den værste hjernerystelse nogensinde, har svækket ham. Han er lidt sløv, har en grim grim kvalme og en dunkende hovedpine. Det eneste der falder ham ind lige nu, er at han skal knække sig.
Han vender øjnene op imod Elizeph, han ser hvordan blodet flyder ud fra hans side. Det fryder ham, endelig fik han gjort skade på den satans dæmon. Han små smiler lidt, "Det kommer til at tage langtid at rette de ribben på plads, specielt hvis De skal undgå at de knækker." hvilser han lavmældt og stryger en hånd igennem hans hår.
Han bevæger fingre spidserne let bagud, og Elizephs ribben bøjer sig længere bagud end før.

Eclipse græd.. han ville ikke have at det der skulle ske imod Elizeph.
"Hold op! lad ham være forfanden!!" råbte han bedene.. og knugede hænderne endnu mere.. han lå på maven.. og var ret kvæstet.. det eneste han kunne nu var at råbe.. og tale..
"Lad ham være!!"

"Eclipse... Ti.." siger han stille, en smule sammenbidt..
Han ser mod Morgoth.
"Forestil Dem.. denne smerte... Over alt på Deres krop!" med et hvæs, slynger han en besværgelse afsted... alt omkring ham, trækker han magi fra... Hvert enkelt lille skud mos i de gamle murfuer, hvert et insekt der kommer forbi inden for en kilometers afstand.. ALT... Og der er meget liv her i en by jo...
Energierne samles i angrebet, og sendes afsted mod Morgoth, ud fra det purre ingenting, i form af lange usynlige tråde, som vil flå fat i Morgoth (har fået lov OwO) og som en kartoffelskralder, begynder de med lydens hast at glide ind under Morgoths tynde øverste hudlag.. og hurtigt, på ingen tid har de lagt sig som et tætsluttet lag over alt på Morgoths krop, lige under huden.. Derpå, lader Elizeph dem brænde.. og de smelter nærmest huden af, også under Morgoths tøj.. Ligesom når man får en rigtig slem hudafskrabning -over hele kroppen ((også på de private dele.. xD av av)).
Men trådene har ikke gjort sit endnu.. Nogle af dem borer sig længere ind.. under det næste hudlag, hvor de udvider sig, og som skarabæer løber de under hans hud, ind, finder ind til indvoldene, hvor de flår hul i hans brystkasse..
Elizeph går nærmest berskerk... stik modsat af sit normale, rolige jeg, slipper han den magiske stav, og med et hvæs har han nærmest sat af, og er henne ved Morgoth, hvor hans hænder brutalt flår fat i Morgoths tøj på brystkassen, flår stoffet fra hinanden, og presser alle 10 fingre ind og nærmest flænser huden op med et øredøvende hvæs..
Lugten af blod kan vække enhver dæmon.. det kommer an på mængden.. og de enorme mængder, som Elizeph er svøbt ind i, forstyrrer hans koncentration i en sådan grad, at han for første gang gennem lang tid, foretager et direkte fysisk angreb..
Han graver nærmest en hånd ind, og flår den fat om et ribben... ud for venstre lunge..
De lange tråde skærer ribbenet af, inden Elizeph med endnu et hvæs, trækker hånden ud, med ribbenet stramt i den knugende hånd, som han så hakker direkte ind i Morgoths lunge...

Først da, lader han trådene forsvinde, og bakker tilbage, støtter sig vaklende til staven.. han kan jo knapt gå.. og smerten dunker så ufatteligt... det er u-udeholdeligt!

Morgoth stivner han er dybt overvældet over hvad der egentlig er igang med at ske. Da huden pludselig skraller af, bliver han selv ildrød rundt omkring på hele kroppen. Hans ben knækker sammen af smerte, han skriger. Aldrig har han skreget højere, og mere smertefuldt end nogensinde. Alle hans følelser ligger i skriget, som rommer smerte. Han holder hænderne op imod sit ansigt, som har mistet alt sin sminke som ovs, og knuger fingrene imod huden. Skriget stopper brat, endnu mere smerte bryder frem i hans krop. Hans øjne vælels af vand, og glide ned omkring hans kinder.
Da Elizephs næve sidder omkring hans bryst, knækker han sammen over hans underarm og åbner munden hvor han lydløst skriger. Han ligger sine hudlløse fingre imod hans overarm, borer sine negle dybt imod den og begynder at rive til. Laver de dybeste flænger.
Da Elizeph trækker sig fra ham, retter han sig op og lader hovedet falde bagover. Blodet siver ud fra hans side, ned omkring hans hofter og videre ned på jorden. Ud af hans mundvige begynder blodet at flyde ned af hans hage og ned om hans hals. Han små hoster lidt, på grund afblodet i hans lunge

Eclipse ligger bare der og ser til.. han kan intet gøre.. og det hele ser bare så håbløst ud... hvis bare Morgoth ville give op...
og dog havde Eclipse aldrig set sin far gå fysisk til angreb på nogle før..

blodens lugt fyldte Eclipses lunger.. og han lukkede hurtigt øjnene i.. hans hud begyndte at blive askegrå.. og hullerne oppe i hans hovedbund begyndte at heele sig sammen, som om hvis noget blev brændt sammen igen.. han prøvede at få kontral over sig selv.. hans øjne skiftede sig fra rød.. til de normale grønne.. rød igen.. osv.

Elizeph støtter sig med begge hænder stil staven.. faktisk klamre han om den for ikke at falde.. hans hår er indsmurt i blod.. men han holder ryggen rank, for at hans indvolde ikke skal klaske ud på jorden, sådan som hans brystkasse står gabende åben under tøjet...
Han må slippe med den ene hånd alligevel, for at lægge den mod maven, inden mavesækken var på vej ud gennem den sprækkede hud...
Han ser bare på Morgoth.. Som vist er i endnu størrer smerte end Elizeph selv...
I princippet, kunne Elizeph slå ham i hjel bare ved at blinke.. Men denne dæmon er vist... under en af de andre fra rådet? Så ville han få problemer med de højere herskere... Og det holder Elizeph sig nu helst fra..
Han ser dog mod Eclipse..
... Eclipse? han kan knapt se ham.. det sortner af og til for hans øjne

Han holder sig oppe, lader sig bukke forover. Han hiver hæst efter vejret, "Tror De har givet nok gengæld?," lyder det pludselig fra ham, en hæs grinen kommer fra ham. Han ligger en rystende hånd imod sin kind, ingen hud overhovedet. I hvert fald ikke af det øverste. Hele hans krop ryster, aldrig har han følt så meget smerte. Han mærke en dumlen i maven, kvalmen er for voldsom nu. Han bøger sig forover, en krampe agtig rystelse går igennem ham. Udover blod og det han spiste sidst, som var en lille dreng, ryger der blod op.
Han falder ned på knæ, han trykker hænderne ind imod maven. Han små hoster lidt, det føles som om noget sidder fast i hans lunge. Han rynker brynene pinefuldt sammen. Han trækker hånden op trykker den ind imod sin mund, så langt ned at han kaster endnu mere op. Han knækker sig så meget at han til sidst må hoste slim op, fra maven.

( hmmmn... D x .. )



Eclipse kunne ikke koncentrere sig om noget lige nu.. men hans hovedbund var heelet helt nu.. hans øjne var spærret vildt op og de var røde.. huden var stadig aske grå.. og han lå bare og vred sig på jorden.. som sagt ville hans ben jo ikke rykke sig.

(? o: )

Elizeph ser mod Morgoth.
"Nej. De er imbecil hvis De tror det bliver sidste gang jeg gør Dem fortræd." siger han koldt.. så godt han nu kan på grund af den skarpe smerte..
Han føler sig også helt svimmel... blodmangel... enorm blodmangel!!
Han støtter sig til staven, ser om på Eclipse.
"Eclipse..." hvisker han lavt... Han kan knapt se ham... pletter for øjnene... Måske er han ved at bukke under for blodtabet?

Han fnyser koldt og ryster på hovedet, "Få nu hellere labbet Dem, inden De taler for meget." han hiver ind efter vejret, "- de kunne jo dø af blodtab?" hvilser han til ham.
Han lukker øjnene sammen, og der går ikke langtid for han er forduftet. Forsvundet ud i den blå luft.

(g'nigth folks. :b)

Eclipse missede mange gange med øjnene og han fik sit normale blik i øjnene.. "mhm?.." han så Morgoth fordufte ud af det blå.. men det varede ikke længe før at Eclipse fik de røde øjne tilbage.. og hans negle begyndte langsomt at blive længere og skarpere..

Elizeph tager ingen notice af Morgoths kommentar til slut... Han flygtede.. men det var sikkert også klogt.. ellers ville Elizeph nok slå ham i hjel..
Han ser fortsat mod Eclipse...
".... han løfter den blodindsvøbte hånd, rækker den svagt frem mod Eclipse, men falder da sammen, da han mærker mavesækken skvulpe ud, og ligge i blusen på maven...
DET var lige godt for meget! han styrter sammen på stedet.. ikke besvimet.. han kunne bare ikke stå mere... blodmanglen tillader ikke hans krop at fungere... Heldigt at han er dæmon, ellers havde han været død på stedet...
De udbøjede ribben gør det langt fra bedre..

Eclipse's hjørne tænder blev skarpere.. men de forsvandt langsomt ind igen.. "ghh..." hans negle blev også normale.. og han sukkede tungt..

"mhm... " han missede med øjnene og de blev langsomt grønne igen..
"far..?" spurgte han fortvivlet og kunne nu fokusere.. hans hovedet var blevet klart nu, af uforklarlige årsager.. og han havde det bedre.. bortset fra den svækkende fornemmelse i hans krop.. "far..." hans øjne blev blanke igen.