Denne gang lod han hende ikke komme sig, da han havde lært af sine fejl før i tiden. Man skulle aldrig lade sin modstander få et ben til jorden, og det havde han ikke tænkt sig at lade hende få nu. Han gav slip på hende højre hånd, tog den nu frie hånd op til hendes hår, greb fast og lagde hendes hoved svagt på skrå, hvorefter han med en hurtig bevægelse gabte over hende hals og borede sine lange tænder ind i hendes hals. Hurtigt begyndte han at suge med kraftige drag.
Han regnede ikke med at hun ville kunne gøre noget mod det, da hun så ret groggy ud, og at et bid i nakken efterfulgt af et enormt svind af blod ikke var noget kroppen kunne klare, eller i hvert fald var det ikke muligt at holde koncentrationen på noget andet imens. Han havde i hvert fald aldrig set det gjort før. (håber det er okey at jeg hjælper mig selv til retterne ;P)

I tankerne kæmpede Cathrine så kraftigt imod hun overhovedet kunne, men i realiteten skete intet. Hun kunne intet stille op da han blottede hendes hals. Hun kunne intet stille op da han stak de skarpe tænder i hendes hals. Hun prøvede, men hendes modstand var svag og blev kun svagere og svagere. Hun havde prøvet dette før, men denne gang var den mere aggressivt og det var som om det gik hurtigere. Hun følte hvordan hun hvad mindre og mindre kontrol over sin egen krop. Hvordan hun ikke længere bekymrede sig om resten af den smerte der skød gennem kroppen, men kun den ene overvældende smerte fra hendes hals og ud til hver eneste fiber i hendes krop. Til hver eneste lille celle.
Bliv ved bevidsthed! Bliv ved bevidsthed! Cathrine tag dig sammen og bliv ved bevidsthed! Hendes tanker var stadig helt klare, men der var ingen forbindelse fra dem til hendes krop. Langsomt blev hendes tanker også mere og mere uskarpe.

Efter en længere mental kamp, der ubetænksomt nok foregik mens han suggede blod ud af hendes legme. Trak han sine tænder ud af hendes hals. En guiarlande af blod hang fra hans tænder til hendes mærker, og han gav slip på hendes krop, så den måtte støtte sig selv som den nu kunne, hvis den overhovedet kunne det. Han vendte ryggen til, og satte sig over i stolen. Med en let bevægelse vendte han den mod hende, for at se hende leve sine sidste minuters lidelse. Bloddet fortsatte med at pumpe ud af hendes to huller, da det trods alt var hovedpulsåren han havde bidt i. Han sad og kiggede objektivt på hende, foroverlænt med den ene arm hvilende på knæet, men han kunne ikke nyde hendes smerte. Han kunne dog alligevel ikke få sig selv til andet end at kigge på hendes lidelse.

Cathrine bemærkede ikke smerten der nok skød gennem hendes knæ da hun faldt ned. Hun bemærkede end ikke smerten da resten af hendes krop kollapsede på gulvet. Det eneste hun følte nu var smerte fra hendes hals og blodet som strømmede ud fra den. Blodet. Det var det eneste andet end smerten hun kunne fornemme omkring sig. Det klamme, varme, blod der pumpede i en strøm, løb ned af halsen, ud over skjorten og gjorde den rød. Blodet som lød ned i hendes hår og klistrede det hele sammen. Hun prøvede at rejse sig, men hun fik kun skubbet sig op på den ene arm for så at falde sammen igen.
Der lå hun så. Uden at kunne gøre noget med blodet fossende ud af halsen. Selv smerten var begyndt at blive mere og mere fjern og begyndte nu at blive til et blødt tæppe der fjernede følelsen af alt fra hendes krop. Hun kunne intet mærke mere, kun svagt se rummet omkring sig.

Han kiggede rasteløst på den døende kvinde, men kunne ikke klare meget mere af det, af grunde der er svære at forklare uden at afsløre en lang tids plot of dramatik, så jeg vil lade være med at prøve. Til sidst kunne han ikke holde til det mere, så han rejste sig og gik med to hurtige brede skridt over mod hende, bukkede sig ned på knæ og løftede hendes næten livsløse krop op. Han holdt sin venstre arm bag hendes ryg, og den højre under hendess knæskalder, i en traditionel 'Jeg falder, grib mig' form af holdning. Hendes ryg vendte med jorden og hendes hoved måtte blive nød til at falde bagover. Inden han løftede hende op havde han revet nogle strimler af sit tilbageværende tøj og bundet det rundt om hendes hals. Det måtte holde hendes blod tilbage længe nok. Uden at tvivle bar han hende ud af døren.

Cathrine nåede lige at se vampyren gå hen mod hende og række armene mod hende, før bevidstheden forlod hende. Hun kunne også svagt fornemme at det hårde gulv forsvandt under hende, men hun vidste ikke om det var fordi hun var død nu, eller om gulvet rent faktisk forsvandt. Det var en dejlig fornemmelse. Sådan at gynge rundt i det mærkelige intethed?
Hvor er jeg? Er jeg død? tankerne lød underlige i hendes hoved og hun ikke tænke klart. Den sidste bevidsthed forlod Cathrine og hun kunne hverken, tænke, se, føle noget som helst. Hun måtte bare lade sig blive båret væk af vampyren uden at kunne stille noget op.