"Kun hvis det er gode overraskelser," påpegede Theodore, og forsøgte at tvinge det flygtige svi af mindet om Ernie der dukkede frem fra skyggerne. Dét havde været en af den slags overraskelser, Theodore godt kunne have været foruden.
Det gav det samme mærkelige stik i brystet igen. Skulle det virkelig være sådan fremover? At hver gang noget mindede ham om den aften, skulle han stå og mærke på, at der var noget, han aktivt ikke fortalte Selmy?
Han ville ikke dvæle i det. Theodore var glad for endelig at kunne tale med ham igen, og han nægtede at ødelægge det allerede ved at gå rundt og se ud, som om nogen havde sparket hans hund. I stedet begyndte han at gætte på, hvad Selmy overhovedet kunne finde på at overraske ham med. Et bibliotek? Pfft. Eller slæbte han ham måske med ud i en urtehave for at lære Theodore hvordan man kunne kende forskel på sytten slags grønne blade? Et lille smil løftede sig i mundvigen. 

Til hans overraskelse styrede Selmy dem i stedet mod en hestevogn. "Øh..." Theodore satte farten en anelse ned. Ceelias dømmende stemme om, at Theodore manglede penge, spøgte igen. Og joh, Theodore havde nok godt råd, men kendte han Selmy ret, ville han sikkert punge ud. Ligesom til festivalen. Nu sad det mærkeligt forkert i ham. Som om Theodore rent faktisk var dét, Ceelia netop havde gjort ham til. Blikket gled fra vognen til Selmy.
"Er de ikke dyre, sådan nogle?" Han nikkede mod vognen og sendte Selmy et henkastet blik. "Det gør mig altså ikke noget at gå." Theodore så ned ad sig selv og trak lidt på skuldrene. "Man kan vel sige, at jeg er blevet varmet ordentligt op nu." Han lo affejende, selvom hver eneste muskel i kroppen var af en ganske anden mening og allerede syntes at have forelsket sig hovedkulds i tanken om et polstret sæde.

Kun gode overraskelser. Nu måtte han se, hvad Theodore syntes om hans overraskelse. Det her var bestemt ikke noget han havde planlagt for Theodore i al hemmelighed, derhjemme. Han havde jo slet ikke regnet med, at trække ham med sig endnu engang.

Men Selmy havde noget vigtigt han lige skulle have ordnet…

Hestevognen var sort, lukket og diskret. Sæderne var tilpas behagelige nok, så længe det var en mindre køretur igennem byen. Selmy styrede ham åbenlyst i den retning og fik fanget den småsløve, men velklædte kusks blik, men kommunikerede ikke yderligere med ham med det samme. Han skulle først lige høre, hvad Theodore sagde til, at Selmy havde tænkt sig at tage ham med i en vogn. Han snurrede let og elegant rund på skoen ved den lille dør i hestevognen. Man kunne ane det polstrede interiør igennem den lille rude.

Om det var dyrt? Måske lidt, men det skadede ikke med luksus, bare engang imellem. Modsat Selmys øvrige familiemedlemmer, var Selmy ikke nær så sparsommelig med lommepengene.

”Du skal da være velkommen til at løbe ved siden af vognen, mens jeg sidder mageligt og nyder udsigten,” Lo han med et glimt af noget djævelsk i sit blik. Han var rimelig energisk lige nu. Selmy regnede ikke med modstand. Han åbnede døren, og gjorde vel den del af arbejdet for kusken. Han tilbød en hjælpende hånd til Theodore, så han kunne klatre op i vognen. Der var dog trappetrin og en håndtag man kunne holde ved. Han ventede på at Theodore trådte ind.

Kusken hoppede ned fra førerbænken, og Selmy stak hånden ned i sin læderpung under kappen og placerede dem direkte i kuskens hånd.

”Skumringskvarteret,” Selmy så kusken an. Han måtte kende til lokationen, selvom det var i den anden ende af byen. Kusken hævede et øjenbryn. ”Javel hr. Tag plads,” Kusken overtog taget i døren og bød den blonde unge mand ind. Han lukkede døren efter ham og cirklede rundt om vognen og besteg førersædet og signalerede til hestene, at de skulle skridte afsted.

Theodore lagde armene protesterende om sig selv under den mørkeblå væbnerkappe, så han næsten lignede en fugl, der pustede sig op over den diabolske kommentar, Selmy lige havde lukket ud. Det forbavsede ham stadig en smule, hver gang den slags attitude skinnede igennem hos den ellers så pæne og velbeherskede mand.
"Wow, Selmy. Du har virkelig en mørk side," slap det ham tørt, samtidig med at en mærkelig spænding rumsterede i maven ved synet af det djævelske glimt i de kønne grå øjne. Theodore tog imod hånden en smule modstræbende og lod sig hjælpe op, selvom han udmærket selv kunne være hoppet klodset ind i vognen. Med den anden hånd greb han fat om håndtaget og hev sig resten af vejen op, inden han dumpede ned på det polstrede sæde. Irriterende nok smeltede kroppen næsten øjeblikkeligt til rette. Forræder.

Et tungt suk slap ud gennem næsen, mens han skævede ud ad ruden i den modsatte side, det ene ben hoppende rastløst under ham. Det var dog hurtigt glemt, da ét bestemt ord nåede hans ører. Skumringskvarteret?
Blikket fløj tilbage på Selmy. Theodore måtte have hørt forkert. Hvad i alverden skulle de dog dér? Han kunne dårligt forestille sig, at sådan en som Selmy — en ren og pæn mand, som hans søster så eftertrykkeligt havde beskrevet ham — havde noget at gøre sådan et sted.
Derfor blev Theodore også siddende og stirrede på ham, som om Selmy havde nået at gro tre hoveder i løbet af de få øjeblikke, det tog ham at komme ind i vognen. Så kom et fnys, og han vendte hovedet væk med et mærkeligt, lettere forarget smil, der ikke holdt længe, før blikket søgte tilbage igen.
"Skumringskvarteret?" gentog han og kneb øjnene mistænksomt sammen, mens armene fandt på plads over kors. "Du udlever virkelig din rolle som kidnapper."

Præcis som Selmy ville have det, tog Theodore imod hans hånd og møvede sig ind i vognen. Han klukkede lidt hemmelighedsfuldt over kommentaren om, at han skulle have en mørk side. Theodore skulle bare vide. Hvad ville han ikke tænke om ham, når han fandt ud af hvor Selmy tog ham hen?

Ikke lang tid efter han havde givet lokation og betalt sine krystaller, trådte han selv op på det lille trin og hjalp sig selv ind. Vognen vuggede en smule, af at han steg indenfor. Træet i vognen knirkede en lille akavet lyd, da han tog plads, men på trods af det. Det var ikke den største hestevogn, men Selmy tog plads ved siden af Theodore frem for på sæderne overfor. Han holdt sine arme tæt ind til sig, for ikke at fylde alt for meget, men hans ben var lige akkurat for lange til at han kunne strække dem, så han bredte sig lidt ved benpladsen.

Selmy rømmede sig lidt og fik tæmmet det lille spændte smil ”Apropos det. Du kan enhver tid sige fra. Bare sig; Selmy, jeg vil hjem. Og så tager jeg dig hjem med det samme.” Bare så der ikke herskede nogen tvivl. ”Vi skal til skumringskvarteret. Der er en mand jeg lige skal møde, for han har noget til mig... Det skulle være okay roligt, så længe solen er oppe.” Selmy afventede Theodores respons på det han lige havde fortalt. Udenfor vinduerne kunne man se at vognen lige så roligt trillede forbi festlighederne og de smukke velkendte bygninger. Hjulene bumlede let over brostensbelægningen og fik vognen til at gynge lige så let. Det var mere behageligt end det var ubehageligt at sidde i. De kunne ikke helt undgå at komme til at røre hinanden, Selmys overarm mod Theodores skulder.

Selmy fik sat sig til rette ved siden af Theodore, og med den sparsomme plads de allerede havde, undrede han sig en smule over valget. Ville det ikke have været nemmere at sætte sig overfor, så de slap for at mosle om den samme benplads? Ikke at Theodore havde noget imod det. Han trak bare armene lidt tættere ind til sig, så Selmy også kunne få lov til at være der, mens deres skuldre hvilede let mod hinanden.
De blå øjne blev ikke mindre skeptiske af Selmys forsøg på at berolige ham. Der er en mand, jeg lige skal møde. Theodore betragtede de fine træk, der tydeligvis kæmpede en brav kamp for ikke at give sig helt hen til det lille spændte smil, og lod stilheden hænge et øjeblik.

"Oooowkay?" Det lød overhovedet ikke okay roligt, hvis hele sikkerheden afhang af, at solen fortsat befandt sig på himlen. Theodore missede med øjnene. Faktisk lød det mere suspekt, jo længere han tænkte over det. "Og du har taget mig med fordi... hvad? Så jeg kan banke ham, hvis noget skulle blive ubehageligt?"
Vognen ramte en ujævnhed i brostenene og sendte Theodore sidelæns nok til, at både skulder og knæ bumpede mod Selmy. Ikke hårdt, men tydeligt nok til, at Theodore lagde mærke til det resten af turen, efterhånden som deres bukseben gned mod hinanden og kapperne knitrede og hvislede ved bevægelsen. En blid, vuggende rytme, som ingen af dem kunne kontrollere.
"Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men mit legetøjssværd er i teltet, vi lige har forladt." Theodore sendte ham et skævt blik, mens vognen fortsatte sin rolige vuggen gennem gaderne.Det blev varmt i den lille vogn, særligt i den smalle sprække, der af og til opstod mellem deres kroppe, indtil den gyngede på ny og lukkede den igen.

"Og..." Han gned sig over næseryggen og forsøgte stadig at få hele planen til at hænge sammen. Skumringskvarteret. En fremmed mand. Noget, Selmy skulle hente. Helst mens solen stadig var oppe. Det blev ikke mindre skummelt af at stille det op i den rækkefølge. "Hvad er det helt præcist, han har til dig?" Han kunne ikke helt dreje hovedet på deres smalle plads. Gjorde han, ville deres næser sikkert støde sammen, og Theodore havde allerede én gang slået ham ud med sin pande. Selmy skulle nødig besvime på deres tur.

Den bløde del af sædet gik kun op til ryggen, så det var et hårdt underlag for Selmys baghoved, da han afslappet lænede sig mere tilbage og hvilede øjnene veltilpas. Det var alle krystallerne værd at betale sig fra at gå og navigere sig væk fra Mærkedagens travlhed. Hestevognen gav ham også mulighed for at kunne tale frit med Theodore. Måske kunne kusken høre, hvis de talte højt nok, men kusken kunne de ikke se.

Selmy fnøs afvisende. Var det virkelig derfor Theodore troede han skulle med ham? Hvis Selmy virkelig var bekymret for sin egen sikkerhed, havde han da nok lejet en mand med større skræmmeeffekt. En med væsentligt brede skuldre, og måske med en masse ar i ansigtet. ”Nej,” Tiskede han "Jeg har taget dig med, fordi jeg gerne vil være sammen med dig.” Det kom ud lidt belærende, på en eller anden måde. Hvad er det du ikke har forstået? ”Vi er jo venner nu.” Uddybede han. Det føltes ret godt at sige, men selvfølgelig frygtede han, hvor skrøbeligt det egentlig var. Hvem vidste hvornår Selmy ville gå i panik igen, og bede Theodore om aldrig at komme tilbage? Han håbede aldrig at det ville komme så vidt. Ikke efter denne dag.

”Jeg kan ikke sige så meget mere. Og jeg er i øvrigt ikke helt klar over det selv...” Sagde han lavmælt og kryptisk. Han prøvede virkelig ikke at mystificere sig selv, men han kunne ikke komme udenom, at hans seneste foretagender... måtte se meget mystiske ud udefra!

Han åbnede kun det ene øje og skævede lidt ned til Theodore. ”Hvornår får du i det hele taget et rigtigt sværd?”

Theodore kunne pludselig ikke helt finde ud af, hvordan han skulle sidde, ikke efter Selmy så ligefremt havde sagt, at han havde taget ham med, fordi han gerne ville være sammen med ham. Selvom noget så sårbart på en eller anden måde var kommet ud som en irettesættelse. Fint nok. Så kunne Theodore også nemmere gemme sin forlegenhed bag et flabet fnys. Armene, der lå over kors, pressede han lidt tættere ind mod sig, mens han vendte blikket ud ad vinduet og væk fra Selmy, mest fordi læberne blev ved med at true med at krølle sig sammen i et smil. Han gned dem sammen. 

Vi er jo venner nu.

Noget i ham gav langsomt slip. Theodore blev siddende sådan et øjeblik, før han forsigtigt vendte ansigtet tilbage mod Selmy, og da han endelig gjorde, havde han opgivet kampen mod smilet. "Det er vi nemlig," påpegede han med en næsten højtidelig alvor og en lille fure mellem brynene. Han var lige ved at tilføje, at så burde Selmy vel også fortælle ham, hvad det hele handlede om. Venner fortalte hinanden ting. Men tanken nåede knap at fæstne sig, før en gammel, kvalmende smag syntes at brede sig over tungen igen. Theodore lukkede munden om resten. Det var måske ikke lige ham, der skulle føre regnskab over, hvad venner fortalte hinanden.

"Hm. Jamen hvem er så den fyr?" spurgte han i stedet. Selmy måtte da vide et eller andet, når han ligefrem havde arrangeret et møde med manden i Skumringskvarteret. Theodore begyndte efterhånden også at forstå, hvorfor Kiefer-familien gik til andre kilder, hvis det krævede så meget arbejde at hive oplysninger ud af Selmy.
Deres lår blev ved med at støde og presse mod hinanden i takt med vognens bevægelser. Theodore gad ikke længere sidde krummet sammen for at skabe plads, og Selmy havde tydeligvis heller ingen problemer med at brede benene, så til sidst gjorde Theodore bare det samme. Det hjalp ikke synderligt på pladsen, men det var i det mindste mere behageligt.
"Hvornår?" Theodore skulede til ham over frækheden i bare at skifte emne sådan, men trak alligevel på skuldrene og lod blikket søge mod loftet. "Når jeg bliver væbner. Tror jeg." Han skuttede sig lidt og lænede siden af hovedet mod ruden, hvilket i det mindste gav ham afstand nok til faktisk at kunne se på Selmy uden risiko for endnu en hovedskade. "Eller måske før. Når vi begynder at få lov til at træne med dem."

Selmy åbnede langsomt begge øjne nu og betragtede Theodores ben, som han havde kunne mærke mod sit eget.

”Det ved jeg heller ikke,” Svarede han først. Det var umuligt fyldestgørende information for Theodore. Det passede at Selmy ikke kendte manden, som sådan, men helt fremmed var han nok ikke, for han havde selv hyret ham ”Han er sådan en type, der skjuler sit ansigt, og ved en masse ting, fordi han har mange, kontakter rundt omkring i landet... Han skal hjælpe mig med at afslutte et kapitel i mit liv.” Der havde åbenbart været en form for anspændthed i hans arme, der var holdt tæt ind til kroppen. Han gav nu slip og sænkede skuldrene. Hans hænder fandt hinanden, og han famlede ganske usikkert på sine egne fingre. Det føltes ikke rigtigt at blande andre ind i det her... Ikke engang Theodore. Han var nu glad for ikke at tage til den Nedre bydel helt alene.

”Måske har nogen fået et godt øje til dig i dag, fordi du vandt en kamp, så fej og ulige...” Selmy smilte lidt, skønt der blev noget tomt i hans øjne. Ville han bryde sig om, at en anden mand kom og gjorde krav på Theodore og hans tid?

”Jeg burde anmode om at låne dig... Jeg kunne godt bruge en væbner på en af mine ture ud i feltet. Jeg har ingen rustning eller noget, men der skal stadig passes hest, sættes telt op, hentes brænde, laves mad og vaskes tøj... Alle mulige ting som jeg overhoved ikke gider eller har tid til, når jeg endelig er ude at arbejde på farfars livsværk...”

"Afslutte et kapitel i dit liv?" papegøjede han og så Selmy an. Blikket dalede til hænderne, der fumlede med hinanden med noget, der lignede usikker energi, og furen mellem Theodores bryn blev dybere. Hvilket kapitel kunne det være? Når det kom til stykket, kendte han jo slet ikke Selmy. Ikke rigtigt. Der var sikkert hundrede ting om ham, Theodore endnu ikke vidste. Han vidste bare, at han kunne stole på ham. Et beroligende smil lagde sig derfor om munden og nåede helt op i øjnene, inden Theodore lagde hånden på Selmys skulder og gav den et betryggende klem. "Okay." Han måtte bare stole på Selmy denne gang også. De blå øjne blev liggende på ham. "Jeg er med dig hele vejen." Hånden blev på skulderen et øjeblik længere end nødvendigt, mest fordi Selmy skulle forstå, at han mente det. Theodore havde ikke tænkt sig at løbe nogen steder.

Først derefter lod han hånden falde tilbage i skødet. Deres skuldre sad efterhånden nærmest limet sammen, nu hvor ingen af dem længere gjorde nogen særlig indsats for at skabe plads mellem sig, og ved Selmys næste kommentar slap Theodore et lille grin. "Måske. Måske..." Smilets munterhed fortog sig dog en smule, mens noget andet faldt ham ind, og han drejede hovedet så meget mod Selmy, som pladsen tillod. "Du..." Han sank og trak lidt skævt på smilebåndet. "Tak fordi du heppede på mig, forresten. Jeg hørte dig." Som for at tage brodden af den pludselige oprigtighed pressede han kammeratligt skulderen ind mod Selmys. Det var egentlig meningen, at han skulle trække sig igen bagefter, men eftersom der stort set ikke fandtes nogen steder at trække sig hen, endte de omtrent, hvor de var begyndt.

Brynene løftede sig interesseret, da Selmy begyndte at tale om ligefrem at anmode om at låne ham. Et fnis slap Theodore. Det lød absurd formelt, som om Selmy skulle indsende en ansøgning om midlertidig brugsret over én Theodore Ljungberg, men jo længere han fortalte om ture, heste, telte og arbejdet med farfarens livsværk, desto tydeligere blev det varme glimt i Theodores øjne. Det lød faktisk ikke spor dårligt.
"Det lyder ikke som en forfærdelig skæbne," sagde han drævende, mens smilet blev en anelse gådefuldt. "Så kommer du jo til at bestemme over mig." Blikket dvælede vurderende ved Selmy. "Tør jeg give dig sådan en magt?" Han nåede knap at se ordentligt tilfreds ud med drilleriet, før et hjul ramte noget i brostenene, og vognen pludselig vuggede hårdere under dem.  Theodore mistede balancen sidelæns. Deres næser fægtede og var faretruende tæt på at gentage katastrofen fra klinikken, mens et forskrækket gisp slap ham i det håndfladen klaskede mod ruden på den anden side af Selmy for at gribe fast i noget. Theodore nåede akkurat at sænke hovedet og undgå sammenstødet, men resultatet var, at han nu sad skævt ind over Selmy med armen strakt forbi ham.

Det var i det mindste bedre end at slå ham bevidstløs igen.

Det lød så melodramatisk, at han skulle afslutte et kapitel i sit liv. Han skammede sig lidt over, at Theodore skulle lægge ører til alle hans problemer, og derfor fik han dem også kun halvt at vide. Måske skulle Theodore selv op i alderen, for at forstå det til fulde, men ikke engang Selmy forstod det helt... Kunne man virkelig bare komme videre fra sine sorger?

Han kiggede ned på Theodore, som greb hans skulder og sagde noget så sødt som at han ville være der med ham hele vejen. Hans mund bævrede kortvarigt, fordi han ikke vidste om han skulle åbne munden og sige noget. Tak, for eksempel. Eller om han skulle stramme munden og holde det inde. Han følte at han måske kunne komme til at afsløre noget lidt for følsomt i sit stemmeleje, hvis først han prøvede at sige noget. I stedet ventede han på at Theodore slap hans skulder, og så fandt han hans hånd og gav den et taknemmeligt klem. Han var så sød ved ham... Måske endda lidt for sød. Theodore skulle holde op med at love så store ting, når han var så ung!

”Heh...” Han slap Theodores hånd og førte i stedet sin hånd forlegent op til sit ansigt og kørte hånden igennem håret ”Du kan tro jeg heppede på dig. Du er jo skræmmende hurtig på benene.” Selmys hånd rettede på sit hår, så man ikke lige kunne se ham i ansigtet, som han sagde det. Han sagde det også lidt lavt og på grænsen til varmkindet.

Det sidste Selmy havde sagt, havde han ikke ment så alvorligt endda. Hans forslag var lidt gået hen og blevet en lille monolog om, hvor mange gøremål han havde, når han endelig var udenfor bymurene, og endelig kunne spejde efter sjældne plantearter, skitsere og studere. Alle de ting som han længdes efter. Men at han egentlig til hans vemod, havde oplevet at tid gik til alle de forkerte ting. Også han var ikke så sikker på, at Theodores overordnede bare ville lade nogen komme og tage ham væk fra sin træning i en måneds tid eller måske to. Han havde virket ret kritisk overfor ham, bare da han kom og sagde, at nu tog han altså Theodore med sig til sin klinik. Selmy havde ikke rigtig spurgt.

Han vendte sit ansigt til siden, for at se rigtigt på ham nu. Der kom et overrasket pust at noget lattermildt fra ham, da Theodore pointerede, at så kom Selmy til at bestemme. Hah! Det var jo også rigtigt. Han skulle glædeligt besvare ham. Men det nåede han bare ikke, før vognen gyngede i forbifarten. Stenene var ikke lagt lige så pænt udenfor Diamantstræde, den største og fineste gade i Øvre bydelen. De måtte være passeret murene, der afskilte de to byringe.

”WOAH-! Så. Jeg har dig,” Selmy greb bare hvad der kunne gribes. Han var også nær hoppet fra sit sæde, og lå nå presset op ad væggen med Theodores håndflade bag sig, og Theodore på skødet. De havde lige akkurat undgået, at deres munde mødte hinanden. I stedet var Theodores hoved bukket mod Selmys brystkasse. ”Så...” I stedet for at skubbe Theodore væk fra sig, placerede han en hånd på hans bløde hår og trykkede ham ind til sig. Benene der strittede mærkeligt akavet hen over ham, samlede han og rykkede dem mere behageligt tværs over hans skød. Og herefter viklede han sine arme om Theodore og gav ham et knus. ”Det er også fordi du er så lille. Du hopper rundt over ingenting,” Selmy turde igen læne hovedet tilbage mod hjørnet af vognen. Igen, ikke særlig behageligt. ”Og ehm... Jeg regner da stærkt med, at I væbnerlærlinge er trænede i at udvise underdanighed.”