Hesten gjorde nogle nik, for at vise, at den nød Theodores blide håndtering. Det var en selskabelig hest. Uden tvivl også en dyr en, der på ingen måder lignede den hest, som var skitseret på Selmys værelse. Nok var Selmys familie velstående, men de havde på ingen måder den slags penge, at de bare kunne anskaffe sig sådan en renracet elitehingst.

Theodore havde ikke været henne ved hestens mule særligt længe, men lige meget nyttede det, for han var spottet allerede for længe siden. Ernie Marcel havde bare beluret ham fra afstand, inden han valgte at afsløre sig selv og komme frem fra skyggerne. ”Næh dog, dig har jeg vist set et sted før?” Lød det syngende fra den unge adelsmand, med det ravnsorte hår. Han var iklædt ridebukser og sorte støvler og en hvid poset skjorte med store blonder. Tøjet var alt for koldt til vejret, men Ernie stod upåvirket og smilte ganske tilfredst over, at Theodore så så alene og sårbar ud.

”Nå jo!” Lo han muntert, nærmest af fryd, som han bevægede sig helt tæt, mens hans fingre kælede om den ridepisk, som han tilfældigvis havde på sig. Det var tydeligvis en lille trussel om, at han kunne komme til at bruge den på Theodore, hvis ikke han gav ham hvad han ville have. Som var hans tid og opmærksomhed. ”Du fulgte min kære ven Selmy rundt som en lille abeunge. Syntes I selv det var sjovt at fulde den og kaste med mad efter folk? Hm?”

At der pludselig var nogen, der talte til Theodore fra skyggerne, gjorde ham mildest talt forskrækket. Skuldrene fór helt uvilkårligt op, og han drejede hovedet brat i retning af stemmen. De blå øjne, der før havde været store og nysgerrige ved synet af hesten, trak sig sammen i en koncentreret og langt mere urolig mine.

Ernie Marcel.

Af alle steder... hvorfor var han lige her? I Selmys gård? Og hvorfor lige nu, hvor Theodore allerede havde det pokkers elendigt?

Ernie slangede sig tættere på. Godt tilfreds med sin egen skurkemonolog, tydeligvis. Min kære ven Selmy, sagde Ernie. Theodore måtte næsten have grinet, hvis ikke han havde været så anspændt. Aye, selvfølgelig. Han vidste måske ikke længere, om Selmy betragtede ham som en ven, men han var helt sikker på, at Ernie Marcel ikke var én.
Han blev bare stående og fulgte Ernie vagtsomt med blikket, mens den anden nærmede sig mere og mere. Det var jo noget med, at man ikke skulle løbe fra en flok ulve, ikke? Theodore var temmelig sikker på, at det var noget, hans far havde lært ham engang. Om reglen også gjaldt irriterende unge adelsmænd med ridepiske, vidste han ikke, men lige nu virkede det dumt at teste.

Hænderne knugede sig let sammen, selvom fingrene stadig fandt plads til at arbejde uroligt mod hinanden. Da Ernie lod fingrene kæle så demonstrativt om ridepisken, slog Theodores hjerte et ekstra slag for hurtigt. Han vidste godt, hvad det skulle forestille at betyde. Ernie behøvede ikke ligefrem tegne det for ham.
Theodore skjulte nervøsiteten bag et tørt blik og lod et skævt smil vokse frem i mundvigen, som om han overhovedet ikke var imponeret. Ernie Marcel skulle i hvert fald ikke have fornøjelsen af at se, at han gjorde Theodore nervøs. Specielt ikke når han stod dér i de stramme ridebukser. 

Theodore ville egentlig allerhelst have spurgt ham, hvorfor han var her. Det virkede trods alt som et ret relevant spørgsmål, når Ernie stod midt i Kiefer-familiens gård med en sadlet hest og en ridepisk. Men selvfølgelig var det noget helt andet, der røg ud.
"Fik du smagt på det?" fnøs han og rankede sig en smule. Kappen hang stadig under armen på ham, og den kølige vind fik de tætte krøller til at bevæge sig mildt omkring panden. 
Theodore orkede virkelig ikke at skulle stå og forholde sig til mere i dag. Der måtte vel være en grænse for, hvor meget drama man kunne blive udsat for på én dag, før universet mistede interessen og begyndte at genere en anden. 
Blikket gled op til hesten, og han fik næsten ondt af den med det samme. Så flot et dyr, og så skulle den døje med sådan en knøs af en ejer. "Men du skulle vel også videre?" fortsatte han og begyndte langsomt at trække sig baglæns. "Jeg vil endelig ikke opholde dig." Det skæve smil blev siddende, selvom Theodore allerede var i gang med at beregne afstanden hen til udgangen. Hvis han bare kunne nå rundt om hjørnet først, kunne han altid stikke halen mellem benene bagefter. Det var sikkert stadig imod reglerne om ulve, men så behøvede Ernie i det mindste ikke se det.

Theodore tog endnu et roligt skridt bagud og begyndte at vende sig væk.

Smilet forsvandt på Ernies mund, da Theodore ikke virkede særlig undskyldende overfor ham. Det havde været Selmy der kastede med det fladbrød, men det havde selvfølgelig ingen betydning for sådan en som Ernie. Theodore havde stået sammen med Selmy, de havde grint af ham sammen, og det var nok til at gøre ham medskyldig. Fik du smagt på det? Det fik Ernie til at skyde læberne lidt frem, for at fremstå mere uskyldig end han var.

”Går du allerede? Er du mon... bange? for mig?” Spurgte han, og fulgte langsomt efter Theodore, som begyndte at bakke. Bevidst gik han hverken hurtigere eller langsommere. Afstanden imellem dem forblev uændret, men alt Theodore sørgede for, var egentlig bare at trække sig selv og Ernie ind under skyggen af portpassagen mellem gaden og gården. ”Selmy har ellers allerede sagt undskyld til mig... Det føltes så godt. Åh, men det betyder jo ingenting, hvis ikke du også siger undskyld.” Blikket flakkede ned mod jorden og fangede derefter Theodores blik. Han gav ham et tydeligt signal med de kulsorte øjne, og kiggede ned mod sin sko, der trådte frem. Kys skoen.

Det var usandsynligt, at han havde fået Selmy til at kysse sin sko. Men at få Selmys lille kæleabe til at kysse sin sko, ville være tilpas ydmygende nok til at tilfredsstille ham for en aften. Ernie smilte bredt. En køn ung mand. Men der var tydeligvis noget giftigt over den måde han nød det her på. ”Gør det nu bare. Der er alligevel ingen der kan se dig her.”

Theodore kunne høre Ernie lige bag sig hele tiden. Hverken tættere på eller længere væk end før. Bare den samme afstand, uanset hvor mange skridt Theodore tog, og det begyndte hurtigt at gå ham på nerverne. Først da Ernie direkte spurgte, om han var bange for ham, standsede Theodore og lod skuldrene synke træt. Han gned sig over næseryggen og klemte øjnene sammen et øjeblik. "Hør." Han vendte sig med et suk og forsøgte rent faktisk at være diplomatisk. "Jeg har haft en lang dag, okay? Kan vi udsætte det til en anden gang?" Theodore var allerede ved at vende sig igen, da Ernie nævnte Selmy. At han havde sagt undskyld. At det havde føltes godt.

Theodore standsede.

Pludselig var han langt mere provokeret, end da det bare havde handlet om ham selv. Selmy havde sagt undskyld til ham? Til Ernie?! Hvorfor? Efter den måde Selmy havde omtalt Ernie Marcel på, havde Theodore svært ved at forestille sig, at han frivilligt var kommet valsende for at gøre bod. Og efter det, Theodore selv havde set til Månehøstfestivallen, havde han endnu sværere ved at forestille sig, at Ernie fortjente det.
Han vendte sig helt om med en dyb fure mellem brynene. Først dér gik det rigtigt op for ham, hvor langt de havde bevæget sig fra gården. Portpassagens skygge lå omkring dem nu, og Theodore sendte et hurtigt blik tilbage mod lyset bag Ernie. Det havde måske ikke været hans mest geniale idé bare at bakke, fordi en ubehagelig mand fulgte efter ham.

Så gled Theodores blik ned sammen med Ernies. Til støvlen han satte demonstrerende frem. Han skar en misfornøjet grimasse og så op på Ernie igen. Okay, han mente det rent faktisk. Theodore ville ikke få lov til bare at gå herfra, hvis det stod til Ernie, uden først at placere læberne på det sikkert meget velpolerede læder. Ikke at dét gjorde udsigten mere tiltalende. Tværtimod. Han kunne næsten allerede forestille sig smagen af skosværte.

Gør det nu bare. Ernie fik det næsten til at lyde, som om han gjorde Theodore en tjeneste. Der er alligevel ingen, der kan se dig her. Det var nok meningen, at den del skulle være betryggende. Hvis det altså ikke var fordi det var Ernie Marcel der stod og sagde det med en ridepisk i sine hænder. 

"Jeg er sikker på, at Selmy ikke sagde undskyld af sin gode vilje," sagde han i stedet og lod blikket blive på Ernie. Ikke sådan som Selmy havde omtalt ham. Ikke efter det Theodore selv havde set. Mundvigen trak sig langsomt skævt op.
"Om noget burde han have undskyldt for kun at have haft et halvt fladbrød til rådighed."

”Lille pus,” Ynkede han med ham, da han talte om hvor lang en dag han havde haft. Det havde Ernie naturligvis overset... Men han var også bare så... fuldstændigt ligeglad? ”Det var også en lang tur hjem med kanel og honning udover mit fine tøj. Selmy har altid været så grov i sin humor. Jeg forsøger ikke at tage det alt for personligt, men nogle gange er det bare lidt som om han ikke kan lide mig. Og så føler jeg mig lidt udenfor, kan du nok forstå,” Han smilte som han fortalte sin historie. Skoen var stadig strakt frem afventende. Pisken var stadig i Ernies greb. Læderet knasede faretruende spændstigt, som han strammede fingrene tættere om skaftet. Han hævede dog ikke armen. Der var aldeles ingen grund til at udgyde blod her...

Selvom han stod utålmodigt og ventede på sin undskyldning, som han sikkert måtte tvinge Theodore til at give ham, så lyttede han til hvad han havde at sige. Han fnøs, som Theodore mente, at Selmy umuligt ville have undskyldt overfor Ernie af egen fri vilje. Det betød jo bare at de to kendte hinanden godt.

Der kom en kort pause, hvor der blev gloet olmt på Theodore, og ikke sagt så meget. Ernie brød sig ikke om uforskammetheden. Men altså... han skulle da nok få lukket munden på ham ganske snart. Så han nød det alligevel. Han smilte roligt til ham. Det med fladbrødet betød ikke så meget, hvis bare han fik den undskyldning han fortjente.

”Min mor blev forskrækket over min tilstand, da jeg kom tidligt hjem fra månehøstfestivallen...” Forklarede han langsomt ”Jeg ville selvfølgelig ikke sladre om en af mine tætte venner på den måde, men sandheden kom jo frem før eller siden. Havde jeg vidst af min far ville tage fat i hans far, så havde jeg været mere forsigtig med at betro min mor med den detalje, naturligvis. Og siden Selmy og jeg snart bliver en sammenbragt lille familie, så mente doktoren jo nok, at en undskyldning var på plads. Jeg var noget overrasket, da Selmy mødte mig i døren og kastede sig grædende på sine knæ.” Hans smil spændte mere op ved den sidste sætning. Hans blik var kælent. ”Knæl så! Vis mig hvad de har lært dig i væbnerbørnehaven og kys mine fødder.”

Theodore var målløs. Ærlig talt lød det som én stor omgang gylle, Ernie-med-de-stramme-bukser-Marcel stod og lukkede ud. Han kneb øjnene sammen og sendte den anden et mærkeligt blik. Det er lidt som om, Selmy ikke kan lide dig? Tjah, hvorfor mon? Og hvor havde han dog lyst til at sige det. Men lyden af læder, der knirkede i Ernies greb, var nok til, at Theodore lod være og i stedet pressede læberne sammen. Pisken var der jo stadig, og det var nok værd at huske på, når hans mund fik gode idéer.
Alligevel sneg der sig en lille flig af tilfredsstillelse ind mellem nervøsiteten, da Ernie gloede så olmt på ham. Theodore havde tydeligvis ramt noget. Hvis han alligevel skulle have tæsk for det, kunne han vel i det mindste svælge lidt i sejren inden. 

Det var næsten værre, da det olme blik forsvandt igen og blev erstattet af den underlige, næsten faretruende ro over Ernies ansigt. Den brød Theodore sig slet ikke om. Blikket søgte kort mod gården bag dem, mens han overvejede, om han kunne mase sig forbi Ernie og banke på hos Selmy igen. Måske meddele Salem, at der stod en idiot i hans gård og truede husets gæster med ridepisk. Det var faktisk ikke den værste plan, Theodore havde haft i dag, hvilket desværre ikke sagde særlig meget.
"Sammenbragt familie?" busede det forbavset ud af ham. Han stirrede på Ernie Marcel, som om han lige havde leveret dagens mest forvirrende kommentar, og det var ellers imponerende efter den samtale, Theodore netop havde haft med Selmy. Så huskede han Månehøstfestivallen. Ernie havde danset med Selmys søster, og langsomt bredte der sig en tung, ubehagelig fornemmelse i maven på ham. Mente han virkelig...?
Theodore nåede knap nok at få styr på tanken, før Ernie fortsatte, og forvirringen hurtigt blev overdøvet af irritation. Kastede sig grædende på sine knæ.... De blå øjne mørknede. Theodore var ret overbevist om, at det ikke var sket. Men derfor var det stadig lige så provokerende at høre Ernie tale sådan om Selmy. 

Før han nåede at tænke sig om, tog han et truende skridt frem mod Ernie, men kom omtrent lige så hurtigt på bedre tanker. Hvad havde han overhovedet tænkt sig? Slå ham? Det var nok smart at have den del planlagt, før man truende gik nærmere nogen med en ridepisk. Theodore standsede og skævede forbi Ernie mod gården, inden blikket langsomt fandt tilbage til ham. Huset var lige dér. Simone var lige dér. Salem var sandsynligvis stadig inde på sit kontor. Ernie havde måske fået ham ind under portens skygge, men Theodore var ikke ligefrem blevet slæbt ud i en øde skov.

Og aldrig i livet om han ville knæle og kysse hans sko.

"Du kan ikke gøre mig noget her," sagde han med sammenknebne bryn. Theodore var ikke helt sikker på, om dét var sandt, men det var forsøget værd at lade som om. "Hvis jeg råber op, gør hunden også, og så kommer Hr. Kiefer farende." Han løftede hagen en anelse og lod blikket falde demonstrativt ned på den fremstrakte støvle, inden det gled tilbage til Ernie.
"Så... nej. Den må du kysse selv."

Det var jo dejligt bekræftende at se, hvor meget det påvirkede Theodore at høre nyheden om, at der var et bryllup på vej. Sjovt som Selmys pinsler også var Theodores. Man skulle næsten tro at den lille dreng var lidt småforelsket.

Præcis som Ernie havde forudset det, og måske endda endnu bedre end han havde håbet det, reagerede Theodore overbeskyttende overfor Selmy, når der blev talt bag om ryggen på ham. Komisk. Det var jo bare en lille privat snak imellem de to. Hverken Selmy eller nogen anden var her til at høre alle de her ting, og så ville han, hvad? Slås for ham? Ernies blik studerede ham nøje, for at aflæse om knægten havde tænkt sig at slå ham eller møsse lidt på hans sko.

Du kan ikke gøre mig noget her.

Ha! Det lød næsten som en udfordring. Ernie klukkede underholdt af ham. Han lænede sig en lille smule frem, lidt ligesom han havde gjort til festivalen, da han forsøgte at advare om Selmys tendenser – Som vist ikke helt var slået igennem. Denne gang råbehviskede han dog ikke, men hviskede ganske sagte.

”Du glemmer vist bare én ting, og det er-” Han kom til at fnise lidt, bare ved tanken om det han snart skulle afsløre for ham. Han lagde sin hånd på Theodores lille skulder og trak ham grådigt tættere på, så han kunne hviske sine giftige hemmeligheder tættere ind mod hans bløde, runde øre ”Du kommer til at dø af grin, når du hører det her. Men jo, altså! Du kommer til at kysse min sko NU. For ellers kunne nogen jo fortælle om Selmys lille natlige visit hos en hvis pagedreng med nuttede, bløde krøller.” Han trak sig en smule bagud, så han kunne få et godt kig på Theodores ansigt. Han løftede sine sorte øjenbryn højt og udtryksfuldt op i panden, og så skar han en anspændt grimasse ”Du bliver højest sandsynligt bortvist, aww. Og Selmy? Oof... Den slags anklager ville jeg nødigt have på mig.”

Theodores fupnummer begyndte at flosse i kanterne ved synet af Ernie, der kluklo, som havde de to den morsomste samtale nogensinde. Måske så det ligefrem kammeratligt ud udefra. To unge mænd, der stod og hviskede sammen i en portpassage og morede sig gevaldigt.

Theodore lo ikke

Faktisk begyndte han efterhånden at se en smule syg ud, som Ernie fortsatte. Munden strammede sig, og de blå øjne blev store og skarpt rettet mod ham, mens Theodore forsøgte at regne ud, hvad der dog kunne være så pokkers morsomt.

Så faldt hånden på hans skulder. Theodore nåede knap at spænde i kroppen, før han blev hevet tættere på. Hvisken ramte ham som en giftig brise mod øret, og Theodore forsøgte med et ryk at trække sig fra den lede mund. Kuldegysninger løb ham langt ned ad nakken, mens blikket flakkede et øjeblik, før det stivnede.

Selmys lille natlige visit. Theodore blev helt stille.
"Hvordan kan du...?" Ordene døde ud. Hjertet slog pludselig så hårdt, at han næsten kunne mærke det helt oppe i halsen. Hvordan vidste han det? Havde nogen set Selmy komme? Set ham gå? Havde Largge sagt noget? Nej, Largge troede jo, at Selmy hed Mauge. Medmindre han havde gennemskuet dem. Måske nogen havde set dem ved festivalen. Eller han havde fulgt efter dem... Eller Ernie bare gættede, og Theodore lige nu stod med et ansigtsudtryk, der fortalte ham alt, hvad han behøvede at vide.

Pokkers....

Det sidste af Theodores gejst begyndte langsomt at smuldre. For Ernie havde ret i én ting: Hvis historien nåede frem til de forkerte mennesker, kunne Theodore muligvis blive bortvist. Selmy havde været i væbnerkvarteret om natten. Han havde sovet i Theodores seng. Der var ikke sket noget. Selvfølgelig var der ikke sket noget. De havde sovet. Det var det hele.
Men Ernie behøvede jo ikke fortælle historien sådan.
Theodore sank og så på ham. Han stod tæt nok på til, at Theodore kunne plante et knæ direkte i maven på ham. Det ville sikkert føles fantastisk. Et enkelt ordentligt stød, og måske kunne han endda nå ud af porten, inden Ernie fik vejret igen.

Og bagefter?

Ernie ville stadig vide det....

Theodore kunne råbe på Salem. Ernie ville stadig vide det. Han kunne løbe. Ernie ville stadig vide det. Han kunne fortælle ham præcis, hvad han syntes om hans åndssvage bukser og hans åndssvage ridepisk og hans endnu mere åndssvage ansigt.

Ernie ville stadig vide det.

Og værst af alt var det ikke engang Theodore selv, der fik hans mave til at slå knuder. Det var Selmy. Den slags anklager ville jeg nødigt have på mig.

Den sved.

Lede slange....

Theodores blik gled langsomt ned mod støvlen igen.  Den samme latterlige, sikkert møgdyrt polerede støvle, som han for et øjeblik siden havde været så sikker på aldrig skulle i nærheden af hans mund.
"Så jeg skal bare kysse din sko, eller hvad?" spurgte han langt mere stille nu og løftede blikket mod Ernie igen. Uldtrøjen var krøllet i Ernies greb ved skulderen. "Og så er det slut? Du siger ikke noget til nogen?"

Han hadede allerede, hvor meget spørgsmålet lød som en forhandling.