Vi starter med ringkast.

Havde Selmy virkelig tænkt sig at prøve alle aktiviteterne med ham? Theodores læber vippede op i et nærmest forundret, imponeret smil, idet han skævede op på Selmy for at se, om han mente det.

"Okay." Han nikkede prompte. Klar på at slå Selmy i i hvert fald tyve af legene. "Vi starter med ringkast," gentog han mere målrettet, som var rækkefølgen nu officielt vedtaget.

Selmys hånd fandt Theodores fjerneste skulder, og han kastede et flygtigt blik mod den, før han automatisk lod sig lede lidt tættere ved lægesønnens side. Gad vide, om det ville være sådan at have en storebror? Hans søskende havde ganskevidst gjort det samme på karnevallerne i Medanien. Men de havde også hevet ham tarveligt i næsen, bare lige for at vise, hvem der bestemte. Theodores næse begyndte helt at summe ved tanken. Fantomsmerter! Han mimrede med næsen.

Menneskemængden var tyndet lidt ud. I nogen grad. De fleste havde samlet sig omkring barderne, der sang og fortalte historier, men der var stadig godt med liv i gaden. De passerede et par brede mænd, der så temmelig festglade ud, mens de prøvede kræfter med sådan en... slå-så-hårdt-du-kan-og-find-ud-af-hvor-stærk-du-er-indretning. Theodore kunne aldrig huske, hvad sådan én hed. Men mændene fik den til at dinge gang på gang. "Det skal vi da prøve bagefter," fortalte han Selmy og skævede bagud mod den.

Gad vide, hvor højt Selmy ville kunne få den op? Theodore skævede vurderende til ham. Det var svært at bedømme, hvor stærk han egentlig var under alle de lag. Han kunne selvfølgelig spørge, men det ville være langt sjovere at finde ud af det.

Selmy havde en fantastisk evne til at lukke alt ude, der ikke havde interesse. Og de store, bomstærke mænd, der hujede larmende over deres styrketest og klokken der ringede som en konstant lyd, blev ihærdigt forsøgt ignoreret. Nok var Selmy en mand, men maskulinitet var jo en flydende ting, der hvor han kom fra.

Han skævede lidt nervøst om på mændene, da Theodore gav udtryk for, at det skulle være deres næste aktivitet. "Erh... hmm... Den hammer ser godt nok tung ud, synes jeg," Skælvede hans stemme lidt tvivlsomt. Dernæst kiggede han på Theodore, for at vurdere størrelsen på hans arme. Noget styrke måtte han da have, på grund af sit fag, men han virkede bare så lille i det. Han kunne dog ikke helt vurdere det, fordi kappen lidt var i vejen. 

Ringkast var lige pludselig ikke så slem en aktivitet, længere. Han forsøgte at styre dem hurtigt videre, hen at stille sig i kø bag en enkelt pige, der udbrød et "Øøøøv", da hendes ring landede på jorden, slet ikke i nærheden af en af de pointpæle, der var sat op. Selmy brugte ventetiden fornuftigt til at vurdere hvilke point på banen, der ville være lettest at gå efter, hvis de skulle gå derfra med en præmie. Han skævede over mod den unge teenager med maske og rødstribede klædedele, der forsøgte at lokke hendes mor til at betale for en runde mere. Men moren sagde "Nej" og hev i pigens arm, for at trække hende hjemad. Ikke mere nu. Det er sent.

Før Theodore kunne så meget som overhoved tænke på at forsøge at betale for nogle ringe at kaste med, stoppede Selmy hans hånd fra at dykke ned i sin pengepung. "5 ringe til mig, og 5 ringe til min unge ven her." Sagde han, og betale 10 rav.

"Får I halvtreds point kan i vinde en sæk kartofler eller en festivalmaske. Men vinder i 100 point, kan I vinde en æske chokolade eller et blødt tøjdyr med alpacahår." Forklarede den maskeklædte teenager festligt. Hans stemme var hæs efter at have kaldt kunder til sig hele dagen, men det stoppede ham ikke fra ævle reglerne energisk igennem, og samtidigt stikke lidt til dem, for at få dem til at spilde deres ringe på en pæl på 100 point, der var så godt som umulig at ramme, fordi 5-pointpælene omkring den spærrede vejen.

Selmy modtog ringene og delte de blå ud til Theodore og beholdte selv de røde. "Hvad går du efter?" Spurgte han sin makker, og undersøgte ham nøje. Nu var han vel ikke så dum at spilde alle ringene på den umulige pæl? Selmy selv overvejede situationen længe, i stedet for at kaste med det samme.  

Den ser tung ud.

Theodore spejdede tilbage mod hammeren. Ja, den var rimelig stor og så bestemt tung ud. Han kunne godt forstå, hvorfor selv mænd med enorme muller fik lyst til at prøve kræfter med den.

"Det er derfor, det er sjovt," svarede han med et skævt smil.

Theodore var trods alt vokset op med hårdt arbejde på den lille gård i Medanien. Brænde skulle flækkes, tunge sække slæbes, og hvad der ellers fulgte med. Det var ikke ligefrem blevet mindre fysisk, efter han var kommet til Dianthos. Her fyldte både arbejdet og træningen endnu mere. Alligevel lignede Theodore stadig mest af alt dét, han var: en fjortenårig dreng. Måske bare med lidt mere styrke i spaghettiarmene end gennemsnittet.

Selmy fik dem hurtigt videre til ringkastet og nåede ovenikøbet at betale for ringene, før Theodore selv kunne komme til. Han betragtede lægesønnen med vag skepsis, men nåede ikke at protestere, før reglerne blev remset op.

Theodore var nøjagtig så dum, som Selmy antog.

I samme øjeblik ordet chokolade faldt fra den hæse stemme, flakkede de blå øjne målrettet mod hundredpointspælen allerlængst væk. Den så svær ud. Men vel ikke umulig? En sagte knitren fik hans blik til at falde. Små gnister sprang allerede omkring fingerspidserne. Åh.
Theodore daskede hurtigt hænderne mod lårene, som kunne han slukke dem på den måde, i et forsøg på at skjule det. Han stolede endnu ikke nok på sig selv til at være sikker på, at en uskyldig forbipasserende ikke pludselig fik et rap over fingrene.

Selmy sagde noget. "Eh." Theodore så op, så flygtigt tilbage på hænderne og rystede dem en smule diskret. De sidste små lyn fadede ud mellem fingerspidserne.
Hvad går du efter? Blikket vendte tilbage til Selmy. Et selvsikkert smil bredte sig.
"Hundrede point!" erklærede han.

Selmy havde jo stadig sit blik undersøgende på Theodore. Han kunne se, at han virkede ellevild for at spille. Det lignede at han var ved at arbejde sin krop op, på en eller anden måde. Det var gået fuldstændigt forbi Selmys næse, at der var en ukontrolleret energi fra Theodores fingerspidser, men han var også selv så ikke magisk, som man kunne være, og han var sjældent forberedt på den slags.

”Hah... Ja, selvfølgelig går du efter den,” Lo han og rystede på hovedet. Totalt spild af penge, tænkte han helt for sig selv og rykkede sig tættere på og kastede en af ringene. Han gik efter at kaste ringen over en pæl med en tier på. Den lå frit fremme, ligefor, men længere væk end dem med færre point på. Ringen landede lige der hvor han gerne ville have den. Han kastede en mere, og en mere. Ringene lagde sig ovenpå hinanden. 30 point. Okay, han skulle bare fortsætte sådan her, og så var kartoflerne hans. Han skævede kortvarigt om på Leos form, for at se hvordan det gik for ham.

Måske var det dumt at vinde alle mulige tunge grøntsager, som han skulle gå at slæbe på. Men det var den bedre af de to præmier til 50 point.

Han kastede ring nummer fire i troen om, at den kunne han sagtens klare, men ringen landede på højkant og trillede ellers afsted, forbi 100-pointpælen og videre igennem banen, og ind imellem to store trækasser. ”Hov? Hvad?” Selmy blinkede forvirret med øjnene. Havde han elimineret sig selv? Han knugede lidt irriteret om den sidste ring, som han dog stadig havde i hånden.

"Ja ja, grin du bare," forsvarede han sig, stadig med præcis den samme selvtillid som før. Han gik om bag Selmy med armen strakt ud og bevægede den i en let rytme, så ringene, han havde trukket ned over armen som forvoksede armbånd, snurrede lystigt rundt.
Han tog plads ved siden af Selmy, men ventede tålmodigt på, at han blev færdig med sin tur. Armene kom let over kors, så de blå ringe dinglede fra den ene, mens de blå øjne opmærksomt fulgte Selmy, ringene og pælene på skift. Theodore forsøgte at gætte, hvor han ville kaste, inden han gjorde det. En tier."Godt kastet," indskød han med et nik. Det ville da være ganske fint, hvis Selmy kunne vinde en maske. Han manglede noget pynt, og det var ikke en rigtig månehøst uden. Men da endnu en ring landede omkring den samme pæl, sneg en frygtelig tanke sig ind.
"Jeg gider altså ikke slæbe på kartofler," busede det ud af ham, før tanken overhovedet var tænkt til ende. Selmy var kartoffeltypen, ikke? Selvfølgelig var han dét. Hvor upraktisk.

Theodore rystede let på hovedet og satte hånden i siden. Den næste ring landede også perfekt, men så gik det galt. Den fjerde trillede tværs gennem banen og forsvandt mellem et par kasser. En ærgerlig lyd slap Theodore i ren sympati.

Så blev det hans tur. Han stillede sig klar med benene spredt, det ene lidt foran det andet, og bøjede let i knæene. En af ringene blev trukket af armen, og han kneb øjnene målrettet sammen.
"Hvis jeg ikke tror på mig selv, hvem gør så?" De hundrede point var hans. Det havde han allerede besluttet sig for. Theodore fugtede underlæben. Hånden vippede et par gange frem og tilbage, som kunne han måle afstanden på den måde. Så kastede han. Ringen susede forbi pælene, ramte jorden og trillede videre i omtrent samme retning som Selmys forsvundne ring.

"Hm." Theodore pressede læberne sammen. Ikke ligefrem det kast, han havde forestillet sig, men han skulle da ikke lade sig slå ud af dét. Fire ringe endnu. Fire forsøg på hundrede point. Han indtog samme stilling igen, greb den næste ring og pustede langsomt ud mellem læberne. Kastede. Denne gang nåede den ikke helt så langt. Til gengæld landede den — ved et rent lykketræf — omkring tredivepointspælen.

Theodore blinkede.

Nå. Det var selvfølgelig ikke hundrede. Men tredive point var vel... fint nok. Han ville ikke blive for begejstret endnu. Tungen stak koncentreret ud mellem læberne, mens blikket allerede fandt hundredpointspælen igen. Han havde stadig tre ringe. Endnu et kast. Et kort øjeblik lignede det faktisk, at ringen ville ramme. Den slog mod pælen — helt forkert — og trillede bort.
"Årh mand..." Den spændte frustration begyndte allerede at brede sig gennem kroppen. Men han stillede sig til siden med en rastløs energi, og ventede på at Selmy tog sit sidste kast. 

Hvordan vidste Theodore, at Selmy forsøgte at vinde kartoflerne? Var han virkelig så forudsigelig? Han sendte ham et udfordrende blik og et hævet øjenbryn. ”Det havde jeg slet ikke tænkt på. Du kan jo bære mine kartofler, når jeg får den sidste ring i hundredepointpælen og vinder hele TO sække kartofler,” drillede han, og vidste at Theodore ville hade, hvis Selmy spildte sin præmie på at spørge efter 2 af de kedelige præmier, frem for den dyre chokolade eller bamsen. Ha. Nu var Selmy faktisk fristet til at gøre forsøget, at kaste ringen derhen. Han kunne nok alligevel ikke vinde noget, efter sit sidste kast. Han kiggede overvejende hen på de andre pæle, der kunne sikre ham en sejr, men de var også besværlige at ramme.

”Ringen skal lande på en af pælene, Theodore,” Kommenterede Selmy, velvidende om, at Theodore udmærket forstod reglerne, mens han holdt øje med ham, frem for at kaste sin sidste ring. Den gemte han nemlig på endnu. Lige som han havde sagt det, fløj endnu en af de blå ringe afsted og landede utroligt godt. Selmy fulgte den med øjnene. ”Woah, 30 point! Vi står lige nu,” Han prøvede at spille lidt til Theodores konkurrencegen, for at se om det kunne få ham til at kaste lidt bedre.

Det sidste kast, gjorde han mere ud af at teste bøjet i knæene og vinklen på armen. Han holdt tungen lige i munden og nedstirrede koncentreret den umulige vinderpæl. Han kastede sin ring afsted, men en fempoint-pæl blokerede udsigten til triumf, sendte ringen videre op i luften, og landede fladt ned på jorden ved siden af en af 5 pointpælene.

”Tsh... Det er jo også bare et spil,” Han trak opgivende på skuldrene, og straks blev han mødt af den stribeklædte teenager, som poserede, som han sagde; ”For bare 5 rav mere, får De chancen for at vinde chokolade til en pige De har kær.” Men Selmy løftede hånden op i en klar afvisning.

"Jeg har ikke mødt nogen, der elsker kartofler så meget som dig." Theodore skar en grimasse ved tanken om at skulle være Selmys kartoffelslæbende æsel resten af aftenen. Han bemærkede dog en ny ivrighed i lægesønnens holdning, som om han rent faktisk havde besluttet sig for at forsøge at vinde de to sække kartofler. "Du kan lige vove!" advarede han med en pegefinger løftet mod Selmy, der stod og lignede én med en plan. Han havde kartofler i øjnene.

Da Theodores første kast gik dårligt, var Selmy ganske sød at påpege det. "Tak for oplysningen, det anede jeg ikke," svarede han sarkastisk på det gode råd. Theodore prøvede virkelig ikke at lade sig påvirke af Selmys små tilråb. Først ikke at blive alt for stolt over det heldige kast, og dernæst ikke at lade konkurrencen stige ham til hovedet.

De stod lige.

Theodore løftede sig en anelse op på tæerne for så at lande på hælene igen. Energien summede utålmodigt og spændt gennem kroppen, mens han betragtede Selmy gøre klar til sit sidste kast. Guderne legede virkelig med ham, hvis Selmy nu fik lov til at vinde to sække kartofler. Den røde ring fløj afsted, og Theodore fulgte den intenst med blikket og strakte hals for at se, hvor den landede.

Et lettet suk slap ham. Godt. Ingen kartofler.

"Jeg skal nok vinde den chokolade," afbrød han den unge bodpasser omtrent samtidig med, at Selmy afviste tilbuddet. Theodore gav dog ingen af dem meget opmærksomhed længere. Øjnene var på målet.
Han lukkede dem et øjeblik og placerede fødderne ordentligt. Fingrene slog små gnister igen, men da Theodore åbnede øjnene, var hans opmærksomhed allerede fuldstændig rettet mod hundredpointspælen. Han vippede hånden et par gange, målte afstanden og kastede. 

Først da den blå ring havde forladt hans fingre, opdagede han de tynde rester af lyn, der lå flettet omkring den og vibrerede gennem luften. De blå øjne blev store. Blikket fór straks mod Selmy. Havde han set det? Men lyden af ringen, der ramte en pæl, trak hans opmærksomhed tilbage. Den landede med en lille sydende lyd.

Theodore stirrede et øjeblik. Ingen ild. Ingen eksplosion. Skuldrene sank lettet.

...Og ingen hundrede point.

Ringen havde valgt at lægge sig omkring fempointspælen lige foran vinderpælen.

Alt hvad der havde været morsomt ved ringkast, forsvandt så snart Selmy ikke længere havde flere ringe tilbage. Ikke, at han ikke kunne spille mere, eller vinde noget med hjem, men at Theodore nu kunne ånde lettet op. Det havde været sjovt, så længe det varede. Selmy havde aldrig tænkt på, om han elskede kartofler, men han havde spist så utroligt mange af dem. Men han ville elske at se Theodores ansigt, hvis han faktisk havde vundet dem.

Både han og den unge mand, der faciliterede boden, vendte deres opmærksomhed mod Theodore, som han med stålfasthed proklamerede, at han ville vinde nu. Selmys blik fulgte ham hen til det lille tegnede areal, hvor man måtte skyde fra, men fordi han allerede var så småt på vej videre til næste aktivitet, søgte hans blik omrking, søgende efter en undskyldning for at undgå, at give sig i kast med den store forhammer ovre ved stærkmandsspillet. Men stærkmandsspillet var det der var nærmest.

Han nåede ikke at se det sidste kast. Han placerede sine hænder afventende ved hofterne og vendte sig om igen, for at se om Theodore var færdig. Der var pludselig helt stille, som ringen landede på en pæl. Der var intet imponerende over 5 point, men Selmy stirrede længe på ringen. Han tyggede lidt sammen og brynene tætnede så den lille koncentrerede fuge kom tilbage. Men han sagde ikke noget. Ikke før den maskeklædte bodpasser igen var over dem, og gjorde sit sidste ihærdige forsøg på at lokke Theodore til et nyt spil. ”Viiiirkelig tæt på! For 5 ravstykker får du lov til at spille igen-”

”Nej!” Udbrød Selmy lidt mere surt nu, end han plejede at lyde, men denne gang ikke overfor Theodore, men den anden teenager. Han tog nærmest i Theodores arm og trak ham til sig, nærmest for at fjerne ham fysisk fra at blive lokket i fordærv. ”Vi skal videre nu. Sådan en snydepels, altså,” Det sidste kom ud ret mumlende, da han vendte sig og trak Theodore efter sig, så det kun var Theodore der kunne høre det. Han var ikke interesseret i at tage kampen op under offentligt skue, men han var overbevist om, at der foregik noget råddent ved den bod. Han vidste ikke hvad han havde set, men han havde set noget. Tænk at snyde en blåøjet ung knægt på den måde!

Selmy hørte det ikke selv, fordi han småbrokkede sig gnavent på vejen over mod kraftmåleren derovre, som Theodore jo så hjertens gerne ville prøve. Men ikke langt væk i baggrunden rendte den maskerede unge mand rundt på banen og samlede ringene op fra sidste spil. Som han samlede Theodores sidste ring op, fik han et rap over nallerne og hylede forskrækket op.

Det virkede ikke til, at nogen havde set det slå gnister. Og hvis de havde... så kunne de forhåbentlig ikke lægge to og to sammen og regne ud, at det var kommet fra Theodore.

Så han sank tilbage i den milde skuffelse over først højtideligt at have proklameret, at han ville vinde, for så at slutte spillet med sølle femogtredive point. Mon ringen havde ramt hundredpointspælen, hvis ikke det havde været for lynene? Theodore slog hurtigt blikket op mod bodmanden, der med sin hæse stemme allerede forsøgte at lokke flere ravstykker ud af dem, men før han overhovedet nåede at svare, blev han grebet i armen og hevet med af Selmy.
"Woah—" Han måtte hoppe et skridt på det ene ben for at genvinde balancen, inden han kom ordentligt med på lægesønnens tempo. Selmy virkede meget opsat på at komme væk derfra. Selv hans skridt lød sure. "Selmy, vent lige— vi kunne vel have lagt vores point sammen?" Det havde Theodore da forventet. Eller havde han misforstået reglerne? Det kunne meget vel være. Han havde ikke hørt ret meget andet efter chokolade.

Han ville ellers have elsket at se Selmy med en af festivalmaskerne. Uglen ville klæde ham.

Snydepels, hørte han lægesønnen mumle, og Theodore kunne ikke holde et lille grin tilbage. Måden, Selmy nærmest virkede fornærmet på hans vegne, var ret sød. Et hvin lød bag dem, og han kastede et flygtigt blik over skulderen. Han nåede netop at se bodmanden stå og ømme sine fingre. oh. Theodores bryn løftede sig i en lille åh-åh-grimasse, før han hurtigt vendte hovedet frem igen og lod pænt som ingenting.

"Men det er godt at se, at du er så ivrig efter at slå med den dér hammer," bemærkede han med et smil.

De kunne bare lægge deres point sammen? Næppe! Så havde boden ikke anvendt magi, for at stoppe deres ringe fra at falde ned omkring de pæle. Og selv hvis de kunne slå deres point sammen, så var det ikke nok til at få den chokoladeæske, som Theodore så gerne ville have. Og Selmy kunne betale mindre end hvad han allerede havde givet for en sæk kartofler, fra markedspladsen i morgen. Nu var det blevet til en principsag.

Det gik op for Selmy, at han i sin vredesgang måske havde hevet lidt for hårdt i Theodore. Han slap ham og stoppede op, men undskyldte ikke. Men Theodore lignede også en der bare kom grinende igennem det. "Problemet er, at jeg ikke er sikker..." Sagde han funderende, nu allerede kølet ned "Jeg synes det lignede, at han snød. De ringe blev skudt i den forkerte retning af nogle gnister, eller et eller andet." Det havde slet ikke slået ham, at gnisterne kunne være kommet fra Theodore selv. Så han nåede olmt at tilføje "Der findes svinagtige magikere alle vegne, og de udnytter sådan nogle som os." Han slog blikket ned for at fange Theodores øjne, og det var tydeligt at han søgte en form for enighed fra ham. Du er enig, ikke også? Kunne blikket have sagt.

Han fik kigget sig om, og han kunne se, at de stærke mænd var ved at blive færdige med deres slag på kraftmåleren. Der blev grinet højlydt, hoveret og dasket hårdt til hinandens stærke arme. Det var lidt for meget af det gode, spurgte man Selmy. Forhåbentligt havde han ikke slæbt rundt på stakkevis af biblioteksbøger for ingen verdens nytte. Åh, ved alle guder, hvad skulle han dog stille op, hvis det viste sig, at den fjortenårige splejs var stærkere end ham? Eller, hvad nu hvis han slet ikke kunne løfte hammeren? Hvad hvis han kom til skade med ryggen!?
"Hvaa... Det her er noget du gerne vil, eller hvad? Er sådan noget her sjovt for dig?" Bævrede han lidt tøvende.

Som han blev sluppet, rettede Theodore på kappen, der var blevet drejet en smule, da Selmy hev ham med. Han lyttede opmærksomt til lægesønnens fortolkning af, hvad der var sket, men da ordet gnister faldt, gled blikket hurtigt op på ham. Læberne skiltes. "Faktisk var det—" min skyld. Men Selmy fortsatte ufortrødent. Der findes svinagtige magikere alle vegne, og de udnytter sådan nogle som os.

Theodore klappede i. Svinagtige magikere. Noget underligt satte sig i brystet. Blikket blev hængende ved Selmy, mens især de sidste ord gentog sig. Sådan nogle som os.

Os. 

Allerede dér begyndte det at føles som en væsentligt dårligere idé at fortælle ham, hvor gnisterne egentlig var kommet fra. Selmy troede tydeligvis, at de var ens på dét punkt. Umagiske. Og hvis han allerede syntes, at magikere var svinagtige, hvad ville han så synes om Theodore? Så... ikke lige nu.
Selmy så stadig på ham, tydeligvis afventende. 
"Sikkert nok." Theodore lagde en hånd i nakken og kløede sig forsigtigt ind mellem krøllerne. "Jeg tror nu bare, du er ked af, at du ikke vandt dine dumme kartofler." Han gav ham en albue i siden og lod det blive ved dét.

De standsede ved kraftmåleren, og Theodore betragtede de store mænd gøre sig færdige. Manden i boden var overnaturligt bred over livet, med arme, der næsten virkede større end Theo selv, og et par tænder fra undermunden, der stak tydeligt frem. Halvork... måske? gættede han.

"Ja?" Theodore kiggede uforstående op på Selmy. Han forstod ikke helt den uro, der havde sneget sig ind i lægesønnens stemme. Det var da meget sjovt. Det var jo bare en festivalaktivitet.
"Du må da også gerne sidde over, hvis du vil." Han nærmede sig boden, hvor den store orkmand først gloede ned på Theodore og dernæst over mod Selmy med tydelig morskab.

"Fem rav for tre slag — og pengene retur, hvis De kan få den til at dinge, lille mand." Man kunne tydeligt se, at bodmanden kæmpede med at holde et sympatisk grin tilbage.

Selmy kunne ikke rigtig bedømme hvorfor Theodore klappede sådan i. Det bekymrede ham lidt. Havde han brokket sig for meget? Han havde altid fået at vide at han var lidt af en sortseer. Han skulle til at sige noget beklagende, hvis ikke Theodore sagde noget. Men Theodore kom først, og havde heldigvis en ufatteligt god evne til at være i det positive. Den albue han fik fra ham, føltes mærkelig på ham. Han var ikke vant til at kammeratlige dask eller berøringer på den måde.

Han stillede sig i kø sammen med Theodore, men var endnu i tvivl om, om han overhoved skulle prøve, bare for sin nye vens skyld. Men hans øjenlåg hang lidt kedsommeligt, som han betragtede Theodore og halvorken. For ham var det så tydeligt, at halvorken ikke regnede Theodore eller Selmy for en skid.

"Jeg... Ser lige dig gøre det først... tror jeg," Han krydsede armene og gav nu Theodore plads foran hammeren. Han havde studeret mange ting, men han havde nu aldrig studeret hvordan slog med en hammer. Hvis han skulle prøve det her efter Theodore, så havde han brug for alle de tips og tricks han kunne bruge. Og han måtte observere hvordan det skulle gøres. Hvis Theodore egentlig vidste det? Var det mon noget, man blev oplært i som væbnerlærling eller måske farmer, eller hvad end han havde været før? De stærke mænd fra før havde fået det til at se så let ud. De havde nok fået alle pengene retur.

"Her," Sagde Selmy og overrakte halvorken fem rav, for han regnede sgu ikke med, at nogen af dem, kunne få klokken til at dinge. Han løb snart tør for ravstykker, så der var nærmest kun jadestykker tilbage i pengeposen. Men han syntes ikke at han kunne tillade sig, at lade Theodore betale selv.

"I orden," sagde Theodore med et smil og sendte Selmy et lille nik. Det var trods alt ham, der havde fået Selmy med herhen. Lægesønnen havde virket urolig og tøvende, lige siden Theodore først pegede kraftmåleren ud, og hvis han ikke brugte kroppen til hverdag på samme måde som Theodore, kunne den enorme hammer vel godt se en anelse truende ud.

En panderynke formede sig dog mellem de gyldne bryn, da han blev kaldt lille mand. Det lød temmelig nedladende. Men hey, bodmanden kunne have sagt lille dreng. Det havde været langt værre. Og... lille var Theodore vel også i en halvorks øjne. Det var de fleste mennesker nok.

Blikket flakkede til Selmys hånd, videre til halvorkens og tilbage igen, da de fem rav skiftede ejer. Først et øjeblik senere nåede hjernen med. Theodore lagde en hånd på Selmys arm og sendte ham et alvorligt, næsten formanende blik. "Du behøver altså ikke betale for mig hele tiden." Læberne blev presset en anelse sammen, før han slap ham og åbnede kappen. Det formanende blik blev hængende ved Selmy lidt endnu, mens Theodore trak den af skuldrene og rakte den til ham. Så kunne han da i det mindste bevæge sig ordentligt.

Tilbage stod han i den løse, råhvide skjorte med ærmerne samlet ved håndleddene. Theodore smøgede dem alligevel et stykke op, mest fordi det føltes som det rigtige at gøre, når man stod over for en hammer, der omtrent lignede noget, man kunne slå en mindre bygning ned med.

Han gik hen til den og greb om skaftet med begge hænder. "Okay..." Den var tung. Ikke uhåndterlig, men tung nok til, at han måtte spænde ordentligt i armene for at få den løftet. Theodore svajede et øjeblik, før han flyttede fødderne lidt længere fra hinanden og prøvede grebet af. Han havde ganske vist aldrig stået foran en kraftmåler før, men en hammer var trods alt en hammer. Han havde flækket nok brænde hjemme i Medanien til at vide, at det ikke nyttede noget kun at slå med armene.

Blikket fandt slagfladen. Så løftede han hammeren og lod kroppen følge bevægelsen, før han med et kort anstrengt pust sendte den ned.

KLONK.

Theodore rettede sig hurtigt op, rødmosset på kinderne, og slog blikket mod måleren for at se, hvor langt han havde fået den.

"Jamen dog, 31. Ikke dårligt," lød det med en snert af overraskelse fra bodmanden. Han lagde armene over kors og betragtede Theodore med en smule større interesse.

Øjnene kvikkede lidt op igen, så snart han mærkede Theodore tage i hans arm og bede ham om at lade være med at betale for sig hele tiden. Ja, det kunne han sagtens tro ville hjælpe på noget, men Selmy var fra en kultur, hvor man passede virkelig godt på sine rigdomme, indtil der var gæster over, og man insisterede på at betale. ”Ja ja, og slå så,” Gennede han vagt og tog imod væbnerkappen, som han foldede lidt sammen i sit greb. Indersiden var varm efter at have skærmet Theodore for kulden, bemærkede han.

Hans blik fulgte Theodores bevægelser. Det var første gang han så ham rigtigt, uden kappen om sig, så der var meget nyt at opdage om ham. Han kunne godt se nu, at han var spinkel, men en tydeligt aktiv ung knægt, der nok skulle imponere, når han blev ældre og stærkere. Han ville blive ridder en dag. Selmy blinkede lidt med øjnene, og betragtede Theodore smøgede ærmerne arbejdsomt op, og bare gøre det.

Der var et klonk, men ikke et ding, hvilket føltes lidt... utilfredsstillende, på en eller anden måde. Men det var nu ikke sådan, at Selmy stod og så uimponeret ud. Han var bare stirrende, og ikke så hujende eller klappende, som andre normalt ville være, under en manddomsprøvelse som denne.

31, bemærkede Selmy at måleren ramte, men han vidste ikke hvad det betød, før halvorken noterede det. Han lød overrasket, så Selmy kiggede selvfølgelig over på ham, for at vurdere om det var ægte respekt. Og det lod det til. Det var ikke bare et forsøg på at holde på kunderne...

Han vendte atter blikket mod Theodore, som virkede så ihærdig. Mon han var tilfreds med sin score, eller havde han håbet på at få klokken til at ringe? Det var jo så godt som umuligt jo.

”Her er din kappe,” Sagde han lidt overrasket, stadigvæk, så snart søgte ham igen. Han endte med også at række ham det halve fladbrød, som han endnu ikke havde spist op, men var pakket godt ind i sivindpakningen. Han hægtede kæden af låsen i kappen, og svang den beslutsomt af sig. Nu var det Selmys tur.

Theodore prustede en genstridig krølle bort fra panden, mens halvorken noterede tallet. Han blinkede et par gange. Enogtredive. Det lød ikke af meget, men slaget kunne have været værre. Hammeren var lige så tung, som den så ud, så det var i det mindste ikke bare spil for galleriet. Han søgte tilbage mod Selmy, mest for at se, hvad han tænkte om resultatet. Det var svært at læse lægesønnen, men Theodore bemærkede alligevel, at hans opmærksomhed havde været rettet mod ham hele tiden.

Han sendte ham et lettere anstrengt smil, men så langt fra slukøret ud. "Puh..." pustede han og satte hammeren fra sig med et tungt dump uden tanke for at gøre det elegant. Han ville bare gerne være fri for vægten et øjeblik og rullede skuldrene et par gange, mens han gik Selmy i møde.

Deres hænder strejfede kort, da Theodore fik sin kappe tilbage, og tættere på var det nemmere at fange noget i de grå øjne. Overraskelse. En lille stolthed bredte sig varmt i brystet på Theo, og brynene løftede sig en anelse, før han opdagede fladbrødet og tog imod det også.
"Den er virkelig tung, den hammer. Så sørg for at spænde op i maven og benene. Du skal ikke kun løfte med armene," forklarede han hjælpsomt, mens blikket fulgte Selmys fingre, der åbnede låsen ved kappen og derefter svang den af sig. Han lignede pludselig en mand på mission. Det beslutsomme udtryk gav ham en helt anden energi end den tøven, han havde haft tidligere.

"Knæk og bræk." Theodore foldede Selmys kappe over sin egen. Så standsede han. "...Eller, du ved, hvad jeg mener." Han lo fåret og stillede sig i nærheden, så han kunne få det hele med.

Selmy virkede mindre mægtig uden sin sorte, fornemme kappe om skuldrene. Han blev heller ikke mindre fin af at tage den af, for fint var resten af hans tøj og fin var hans kropsbygning og holdning. Han lignede en mand af overklassen, der ikke bestilte andet end at dase dovent i en vindueskarm med blikket dybt begravet ned i en bog. Og det var sandt det meste af tiden. Alderdommen havde endnu ikke straffet ham og givet ham varige mén, for ikke at røre sig så meget. Og mængden af kartofler han indtog, kunne man til gengæld heller ikke se på ham endnu.

Han så ned på Theodore, der kunne se på Selmy, at han fik brug for hjælp til hvad man skulle gøre. Han nikkede lidt forvirret i takt med som han remsede tipsene op for ham. Spænd op, spænd op og noget med ikke at løfte med armene alene. Men hvad skulle han så løfte med? Selmy fik fornemmelsen af, at der var begyndt at komme tilskuere på, da en lille gruppe voksne havde stillet sig bag dem i køen. Det hjalp ikke på hans nervøsitet, og det hjalp ikke på hans evne til at koncentrere sig.

"Tak," Han bevægede sig nu derhen. Han klappede hænderne sammen og gned dem. Strækkede ud i armene og gjorde det samme for sine håndled, der jo ikke kendte til andet end det fine arbejde med blæk og papir eller skalpel. Han havde blikket rettet ned på målet, og han squattede foran hammeren og mærkede om skaftet. Han blev lidt overvældet over hvor tungt det var. Desperat søgte hans hjerne efter et eller andet at blive vred over, så han på en eller anden måde kunne slå hårdere.

Armbolten var nu Ernie Marcel. Ernie... hans plageånd gennem hele hans skoletid. Hans Nemesis. Zaladins lille yngel.

Selmy spændte i sin krop og hævede hammeren over sit hoved, højere oppe end Theodore kunne, og derfor kom hammeren også ned og kolliderede med den unge Hr. Marcel, armbolten med et smæld, der gav et tilfredsstillende stød igennem hans arme og til sidst føltes summende.

49, stod der, og der var ikke noget tilfredsstillende ding. Det kunne nu godt have sneget sig op på 50... Men i det mindste var det højere end Theodores resultat, trods alt! Selmy stirrede op på tallet, egentlig godt tilfreds, og tørrede antydningen af sved af panden med sit ærme. Han lod hammeren falde til jorden og vendte sig om for at se på Theodore efter hans reaktion, og straks efter hen mod halvorken ved hans side, for at høre dommen. Hans brystkasse hævede og sænkede sig lidt mere ukontrolleret, afventende.

Uden den sorte kappe om skuldrene så Selmy på en måde anderledes ud. Mindre mægtig, måske, men ikke mindre fin. Theodores blik gled over ham, mens han stod med begge deres kapper samlet over armen.
Slank, var nok det bedste ord for ham. Skuldrene tegnede sig skarpt under de sorte klæder, taljen smal, og armene lange på den måde, der fik alt tøjet til at sidde irriterende pænt på ham. 

Theodore havde egentlig altid syntes, at han var køn. Det lyse hår, de grå øjne og det glatte ansigt, der stadig gjorde hans påstand om at være enogtyve en smule mistænkelig. Men stærk? Dét var noget andet.
Armene dér løftede bøger. Blandede urter. Skrev med blæk og pudsede næsen på patienter som Theodore. Han havde svært ved at forestille sig, at de havde flækket særlig meget brænde i deres levetid.

Selmy stillede sig foran hammeren, og Theodore fulgte koncentreret med, mens han gjorde sig klar. Hammeren så utrolig mærkelig ud i hans hænder. Som at se en kanin med hugtænder.

Så løftede Selmy den. Theodores øjne blev større. Hammeren kom højere op, end han selv havde fået den, og et kort øjeblik så det hele usikkert nok ud til, at Theo frygtede, den ville fortsætte bagover og tage Selmy med sig. Men den gjorde det ikke. De lange arme holdt, kroppen spændte under de sorte klæder, og så kom hammeren ned med et kraftigt slag mod metallet.

Theodore holdt vejret og fulgte måleren op.

"Niogfyrre!" udbrød han omtrent samtidig med, at halvorken annoncerede resultatet. Han var allerede på vej hen mod Selmy, da hammeren ramte jorden igen. "Det var imponerende, Selmy!" Forundringen stod ganske åbent i ansigtet på ham. Han havde tydeligvis undervurderet lægesønnen. Smilet bredte sig. "Er det takket være kartoflerne?" 

Selmy syntes ikke at halvorken virkede hverken overrasket eller videre imponeret over ham. Så måske var 49 bare hvad der kunne forventes af den gennemsnitlige dianthosianer? Halvorken så egentlig bare afventende ud, og ville bare sikre sig, at få sin betaling. Men før han gik over til halvorken kiggede Selmy tilbage på Theodore som kom ham i møde. Han kunne ikke lade være med at smile lidt fjoget over det der blik af funklende himmelblå øjne, som om Selmy havde fået klokken til at dinge helt ustyrligt. Han var vel lidt genert, når det kom til stykket. Men han kunne med nærmere eftertanke ret godt lide at blive set lidt op til. Det havde han som lillebror aldrig rigtig prøvet.

”Ja, det kan da godt være,” Lo han. Det måtte være kosten, for hvad ellers kunne det være? Taknemmeligt strøg han Theodore over den ene kind med en krum pegefinger. Han kunne simpelthen ikke lade være, når nu han var så sød ved ham. Han tog imod sin kappe igen, og ville svinge den om sig. Han skar en lille grimasse, fordi bevægelsen gjorde ham opmærksom på en muskelforskrækning i ryggen. ”Av for den lede-” Havde han nær bandet.

”Jeg betaler lige herren derovre, og så prøver vi noget nyt.” Meddelte han med et lille nik, og fik overleveret 5 rav til halvorken. Selmy havde ikke haft behov for at kaste med den tunge hammer 3 gange. Én gang var mere en rigeligt, kunne han mærke. Han førte sin hånd hen til cirka midt på ryggen, hvor han ømmede sig. 

Theodores smil blev bredere ved latteren. "Måske er der alligevel lidt kriger gemt i dig," sagde han med et glimt i øjet. Han ville i hvert fald nødig møde Selmy en mørk aften med en hammer i hænderne.

Han gik dog en smule i stå, da den krumme pegefinger strøg ham over kinden. De blå øjne fæstnede sig spørgende ved Selmy, som forsøgte Theodore at gennemskue, hvad dét skulle betyde. Havde han noget på kinden? Måske havde Selmy set sit snit til at fjerne det diskret. Det måtte vel være dét.

Stadig med en anelse forundring i blikket rakte han Selmy kappen, men udtrykket ændrede straks karakter, da lægesønnen skar en grimasse og kvalte sit banderi.
"Er du okay?" Mundvigen løftede sig ganske vist lidt, men øjnene gled undersøgende over ham, mere bekymrede end drilske. Det havde måske også været lige voldsomt nok for en bogorm at svinge rundt med sådan en hammer uden ordentlig opvarmning først.

Theodore trak sin egen kappe om skuldrene igen, mens Selmy betalte, stadig lettere utilfreds med, at han bare tog sig den frihed at betale for alting.
"Måske skulle vi tage en pause?" Han lagde hovedet lidt på skrå, og rakte Selmy sit fladbrød. "Få noget at drikke? Og..." Blikket gled ned til hånden, Selmy stadig havde presset mod ryggen. "Jeg kan måske trykke lidt på din ryg, hvis det gør ondt?" Tilbuddet kom ganske ligefremt, mens de begyndte at bevæge sig væk fra boden. Theodore havde selv fuldstændig glemt, at han egentlig havde to hammerslag tilbage.

Kriger? Hmm. Det var han sikker på at han aldrig nogensinde havde hørt nogen sige om ham. ”Tja, måske en falden kriger ved frontlinjen,” Fik han nået at svare ham, helt komfortabel i sin egen selvironi, inden han spadserede væk kortvarigt. Theodore skulle have brugt tiden fornuftigt, mens Selmy var beskæftiget med at teste sin styrke med hammeren, hvis han så gerne ville have haft betalt for ham, for Selmy var alt for pligtopfyldende af sig, til at han ville drømme om, at lade folk vente på deres betaling.

Da de stod samlet igen, og Selmy stadig ømmede sig, sukkede han tungt, frem for at svare på om han var okay. Det lignede på ham, at han stadig var ved at finde ud af det. Var han okay? ”En pause lyder godt...” Indrømmede han lidt lavmælt, og begyndte at følge med, hvorend Theodore syntes de skulle gå hen. Og noget at drikke. Tanken om, at han ville ønske at han kunne få nogen til at massere sig, nåede lige at strejfe ham, da Theodore åbenbart fik samme tanker. ”Hvad? Nej! Nejnejnej...” Han rystede på hovedet, meget nægtende. Ikke på tale. Hans hånd løftede sig afgjort afvisende mod Theodores hånd, som han godt kunne holde for sig selv. Med et ret alvorligt toneleje gentog han sig ”Nej.” Det var ham der var lægen. Ham der var den voksne. Han skulle ikke udnytte Theodores små børnehænder til at vandre op og ned ad ham. 

Bare nej.

”Jeg har det fint nok, jeg skal bare-” Svarede han lidt svævende og stoppede straks med at ømme sig. Han rankede sig, for at bevise noget overfor ham. ”Jeg kunne godt bruge noget, der var lidt stærkere end cider.”