Hvis Xinyi havde lidt mindre ondt, ville hun måske have opdaget hvordan Isolde virkede til næsten at blive lidt varmere, og smilet bredere, men det var svært at koncentrere sig om det hele, når migrænen stadig virkede til at dunke tungt i hovedet, selvom der var en lille stemme i hendes hoved, der pointerede hvor smukt et smil Isolde havde.
Ikke at det var ord Xinyi bare ville sige højt uden videre. Der havde hun hverken nok tiltro til sig selv eller sin omverden, og for nu kunne hun blot nyde at hun sad alene med en kvinde som Isolde.

Hun lagde hovedet lidt på skrå, som det blot virkede til at Isolde blev mere begejstret over alt det hun kunne vælge, indtil hun til sidst pegede på noget af broderiet på Xinyis eget tøj.
"Broderi?" fandt hun sig selv sige, som hun kiggede ned på de simple trekanter der prydede denne trøje, men hvor der blot var nok af dem, til at det virkede dekoreret. "Jeg kan godt lave noget i stil med dette?" sagde hun lidt tøvende. Hun havde langt mere tiltro til sine syerske evner end noget broderi, især fordi hun havde set hvor smukt nogle kunne lave det. "Jeg er bedst bare til simple former." Det kunne jo godt være at Isolde ville have noget mere end det, og det ville hun nok have svært ved at opfylde, og hun ville nødig bede om hjælp. Noget ved dette møde ville hun nok bare gerne holde for sig selv.

Jah, broderi. Ordet blev lydløst formet i munden, endnu et tilføjet til samlingen, og Isolde nikkede. Simple former eller ej, ville det være en smuk tilføjelse. At hun så også ville lægge alt arbejdet med at finde ud af helt specifikt hvad, hvor og hvordan, over på Xinyi, kom nok mest af hendes mangel på viden omkring tøjskaberi.
Og hun stolede på at Xinyi nok skulle lave det godt. Tvivlede ikke på projektet, selvom Xinyi måske virkede lidt tvivlende selv. "Det er også flot. Du laver bare hvad du føler for, og hvad der virker rigtigt i forhold til farver, og hvad du allerede har derhjemme"  smilede hun, selvom en lille del af hende, håbede stingene nok blev gyldne. Bare fordi. 

Blikket hvilede et sekund længere på den andens gyldne øjne, før hun blev nødt til at kigge væk. Forædderisk varme virkede til at stige op i hendes kinder, og Isolde håbede lidt at mørket skjulte det værste af det. "Åh, jeg glemte helt at spørge - er du sulten?" og rejste sig lidt hurtigt, men stadigvæk smilende - hun kunne ikke helt lade være. 
"Jeg har noget brød fra markedet" tilføjede hun, et blik på tasken fra før, som hun lod en hånd svæve lidt over. Ikke alt for meget, men nok til at ingen blev nødt til at være sultne. 

Hvad hun havde af farver. Xinyi kunne dårligt huske hvad hun havde af stof liggende derhjemme, men som hun kiggede på Isolde kunne hun kun forstille sig varme farver til at passe på den varme sjæl Isolde så tydeligt havde i sig. Hun havde lyst til at lave noget smukt til hende, også selvom det var tydeligt at det var af den mere praktiske figur hun ville have, men... Isolde fortjente stadig noget smukt. Hvis bare Xinyi kunne lave noget der var passende.
"Jeg skal nok gøre mit bedste, så det kan måle sig med lampen," sagde Xinyi med et lille nik før hun kiggede på lampen endnu engang. Selvom hun måtte indrømme at glasmageri virkede meget mere fantastisk end hendes evner til at sy. Hvis hun stadig havde været et barn, havde hun nok sagt det virkede magisk.

Som mad blev nævnt, kom der en rumlen fra Xinyis mave, som straks fik det blege ansigt til at blive rødt. "Jeg vil ikke være til ulejlighed," sagde hun lavmælt og bed sig lidt i læben, selvom jo hun var sulten. Det var meningen at hun nok skulle have været hjemme nu, hvor der havde været mad. Det havde jo ikke været meningen at hun skulle spise noget her i byen jo. Måske mere at gøre med at hun ikke kunne stole med maden end krystallerne det kostede.
Hun var dog trods alt ikke så sart, at hun ikke godt kunne forstå at nogle gange måtte man acceptere det for at overleve. Det havde hun trods alt gjort i årevis før Følget. Hun kunne erkende det overfor Jovan i morgen når hun kom hjem. Han ville nok i sidste ende godt forstå det.

Det var intet stort, bare projekter med lidt for meget tid og foråret skulle bruges fornuftigt. Som en opstart på hendes evner; de fulgte sæsonernes rotation. Og det fokuserede arbejde med små flammer, var som frisk luft efter en lang vinter. 
Men Xinyis mave afbrød den strøm af tanker. Protsterende efter mad, og Isolde viftede affejende med hånden over de verbale formaninger. "Du er ikke til ulejlighed" 
Det havde krævet mere umage at få Xinyi til at tage imod hjælp, end ikke at hjælpe hende - så at fodre hende nu, virkede som det mindste. Ordene var faste, hun behøvede ikke at frygte det, men sagt med et glimt i øjet da hun lidt fåret tilføjede... "især ikke når du.. faktisk er i min lejlighed" måske lidt for stolt over sin dårlige, nok ikke engang kvalificeret som en rigtig joke - men hun lod hurtigt blikket glide tilbage på tasken, som hun åbnede op. 

Kort tid efter var der pakket noget brød op, og elementalen gled hen i et af skabene efter noget syltetøj, som hun med et lille plop åbnede, og satte frem sammen med en ske. 
Det var blevet så sent, så hun havde ikke nået at hente mad fra nogle af de beværtninger der var tæt på... men brød kunne man komme langt med. Og syltetøjet holdt sig i måneder. En af de retter, man næsten altid havde ved hånden når man havde lidt krystaller gemt væk.  

Xinyis kinder blev lidt mere røde, hvis det overhoved var muligt, som Isolde pointerede at hun jo faktisk var i hendes lejlighed, og det føltes bare for Xinyi som om at hun var lidt mere til ulejlighed, selvom hun godt vidste at det havde været Isolde der havde insisteret på det. Hun var bare ikke vant til den venlig blev lagt mod hende. Hun forstod når det var en man var relateret til, men denne form for venlighed havde hun kun prøvet at få fra Jovan. Det virkede så unormalt for hende, men hun... kunne faktisk godt lide det.
"Så må jeg hellere takke ja," sagde Xinyi, stadig ganske lavmælt, som kunne hun ikke helt få sig selv til at sige det højere end det. Hun kunne dog ikke helt stoppe sit blik fra at følge Isolde og hvordan hun bevægede sig rundt. Yndefuld var ordet der faldt Xinyi mest ind.

Der var stadig en lille tøven som Xinyi rettede sig rigtig op på stolen, som maden kom til syne, og der var tydeligt ingen beklagelse over hvad mad der kunne blive fremtvunget. Brød og sultetøj var mere end rigeligt for hende, og næsten ligefrem en luksusvare efter hendes år uden et sted at bo.
Alligevel tøvede hun lidt med at tage for sig til at starte med, som hun kiggede på Isolde først, som hun forventede at Isolde enten ville insistere på at Xinyi skulle gå i gang eller i det mindste ville tage først. Hun var lidt i tvivl om hvad skikken var her for byboerne.

Isoldes blik scannede hvad der stod foran dem, og vurderede at det var fint for nu. Ikke at hun havde alt for meget andet, men mere at alle tingene var der. Ske og kniv, brød og syltetøj, og nogle forarbejdede træskiver hun brugte som en form for tallerken til den slags ting. Mest af alt for at samle krummerne og hun satte sig tilfreds ned på stolen igen. 
Jah, hun måtte hellere takke jah. Desuden, gav det hende altid en lidt bedre smag i munden, at hjælpe når det sjældent krævede mere af hende end det hun allerede havde. Xinyi var trods alt godt selskab, så... 

Lidt afventende havde hun også siddet og ventet. Ventet på at gæsten selvfølgelgi tog først. Så da det gik op for hende at Xinyi også ventede, rakte hun opfordrende hånden frem imod måltidet. "Her, bare tag" insisterede hun, og skubbede det lidt tættere på hende. "Det er bær fra Safiren. Og brødet det.." hun kiggede lidt ned af gaden, imens hun genkaldte sig navnet - men kom til kort. "Det er fra kromutters forretning længere nede. Jeg kan ikke lige huske hvad hendes sted hedder.." og Isolde lænede sig ind for også at snuppe et stykke brød, efter Xinyi havde taget til sig. 
Smilet blev en anelse skævt. "Jeg.. jeg er ret glad for søde ting. Så jeg håber ikke det er for sødt" indrømmede hun, også mere som en advarsel, i tilfælde af at Xinyi håbede på noget syrligt. 
Det var enten syltetøj eller honning man fandt i skabene. 

Xinyi tøvede stadig lidt, men gav så endelig et nik fra sig. Hun havde ikke de høje forventninger om at hverken brødet eller sultetøjet var helt magi frit, ikke som farver stadig virkede til at danse foran hendes øjne, men det kunne ligeså godt være at hendes sanser generelt bare var gået lidt amok af slaget i hovedet, hvilket hun mest af alt satsede på. Intet over Isolde indtil videre havde trods alt virket særlig... magisk.

Langsomt rakte hun ud og tog noget brød, og rakte så ud mod syltetøjet. "Jeg får ikke så ofte søde sager," medgav Xinyi lidt. "Det har altid været lidt en... luksusvare for mig." Det havde mere gjaldt om at få noget brugbart ned i sig, og siden Jun havde kunne lide de søde sager, så havde Xinyi ofte givet dem til ham i stedet for. Så lang tid de fik nok at spise var det jo lige meget hvad det var.
Hun fik smurt et tyndt lag syltetøj på sit brød, og måske holdt hun sig mere tilbage end hun skulle, men som hun tog bidden af brødet, måtte hun også erkende at det var ret sødt, men hun kunne også mærke den friske smag af bær, som hun trods alt altid havde holdt af, så smilet kunne ikke helt lade vær med at blomstre igen. Smilet var blot lidt nemmere at finde frem her i sikkerheden af Isoldes lejlighed.

Selvom hun havde lyst til bare at fortære brødet tyggede hun omhyggeligt og roligt. Hun ville nyde hver en bid, og måske var det også fra hendes yngre år, hvor hun aldrig vidste hvornår næste måltid ville komme og hvor godt det ville være.

Hvor at Xinyis bevægelser havde et element af velovervejethed til sig, var Isolde nok en del mere... komfortabel med det hele. Hun smurte et fint lag på af syltetøjet, et enkelt blik over det tynde lag den anden præsenterede, men kommenterede ikke på det. 
Lænede sig i stedet behageligt tilbage i stolen imens hun lyttede, og lagde skeen fra sig igen, hvilende på låget så den klistrede side ikke rørte ved for meget af alt det andet. 
"En luksusvarer.." og hun studerede det røde pålæg, med fornemmelsen af at der lå noget mere bagved de ord. 
Hun havde efterhånden set nok af fattigdom, til at vide, at hun havde været heldig. Heldig med hvem hun havde fundet, og hvordan de havde taget sig af hende, når hun vitterligt var kommet med ingenting. 

Men der var samtidigt så meget rigdom, at hun ikke helt kunne få det til at hænge sammen, hvordan nogle havde så lidt. 

Blikket gled tilbage på Xinyi. "Så, hvad er dommen? For luksuriøst, eller lige tilpas?" og hun tog selv en god bid af brødet. 
Hun følte ikke helt hun kunne spørge ind til hvad den anden mente med det. Men, men, men. Hvis Xinyi viste sig at kunne li' det, var det måske en fin ting at tage med tilbage, når hun begyndte sin nomadetur igen næste år. Der var det ikke ligefrem en luksus, og et enkelt glas burde ikke være alt for dyrt, når hun alligevel købte ind.  

Det lød til at Isolde aldrig helt havde døjet med så manglende penge, som Xinyi selv havde, og for det var Xinyi jaloux, men dog ikke bebrejdende. Det var ikke alle der havde mærket de hårde år, ligeså hårdt som Xinyi, og nu om dage levede hun trods alt et fint liv, også selvom hun altid lige kiggede en ekstra gang på det mad hun bare kunne få lov til at få, ved at være en del af følget, og hvordan hun stadig havde et behov for at have nogle ekstra ting at spise gemt, bare i tilfælde af.
I hendes hoved betød det dog blot at hun værdsætte endnu mere når mad ikke bare var til at fylde sig med, men også når det smagte lidt ekstra godt, selvom hun nok stadig ville taget det der fyldte over det der smagte godt, når hun valgte til sig selv. En del af overlevelsen vel.

Alligevel kunne hun ikke stoppe sig selv fra at sende et smil til Isolde. "Stadig lidt luksuriøst," sagde Xinyi som hun havde tygget biden hun havde gang i færdig. "Men på den god måde. Det minder mig om sommer, når man kan finde friske bær." Måske sødere end det, men sommeren havde altid været en god tid. Mere mad at finde, længere dage, og muligheden for at være længe ude uden at fryse. "Og jeg vil mene at smagen af sommer om vinteren, er ret luksuriøst i sig selv." Men mennesket havde fundet så mange måder at overleve vinteren på, så det ikke helt føltes så mørkt og dystert, og der var syltetøj måske bare en af de små ting der gjorde det.

Isoldes blik glimtede underholdt ved dommen, og hun nikkede - jah måske stadigvæk lidt fornemt - men det var de efterfølgende ord, der fik smilet til at bløde over i noget varmt. Måske også længselsfuldt, når Xinyi gav sig til at beskrive sommerens eftermæle i vinterens kulde. 
Det var næsten lidt poetisk. Men hun ramte ind i noget, som Isolde i sin kerne også savnede, og næsten stædigt forsøgte at finde måder at skabe, år efter år. 

Friske bær, lysere tider. Hun glædede sig allerede, og det fik en varm glød, til at lyse op indeni, godt skjult af tøjet. "Hah, det er næsten hvad de burde kalde høsten, i stedet for.." og hun slog et blik ned på bogstaverne. "Mirsbær marmelade. Nej, nej - smagen af sommer om vinteren.." og hun tog en bid mere af brødet, så hun ikke glemte selv at spise.
Måske det ville falde i god jord, hvis hun præsenterede det for Zenias familie. At der så kunne være forvirring om hvilken slags det egentlig var, det måtte være et problem for senere. Idéen var god. 
Elementalen smilte lidt mere tænksomt dog, og hun tilføjede lidt dæmpet. "Jeg glæder mig til længere dage. Så snart solen vender tilbage, skal jeg ud og gå. Væk fra Dianthos - måske jeg burde gå imod syd, den her gang" og Isolde betragtede lidt af det sted hun boede, uden at være ked af, at hun aldrig helt slog rødder. Lejlighedslivet ville ikke være noget for hende, byen ville nok aldrig være dét sted. Men hun vidste at det lå et sted derude. 
Man skulle bare gå langt nok. 

Xinyi tog endnu en bid af sit stykke, som hun lyttede til Isoldes stemme. Misbær. Xinyi var ikke engang sikker på at hun havde fået det før, men det var også lige meget, for Isolde havde ret. Smagen af sommer on vinteren virkede mere sigende, i hvert fald i deres lille hjørne af verdenen hvor der kun var de to af dem lige nu. Hvordan kunne noget føles så nemt som her? Måske morgendagens lys ville give et andet perspektiv, men for i aften, følte Xinyi sig lettere end hun havde gjort i årevis.

"Du rejser måske meget?" kunne Xinyi ikke lade vær med at spørge, med alligevel en flig af skuffelse. Isolde ville være nemmere at finde hvis Xinyi blot skulle ind til Dianthos, selvom Xinyi så sjældent faktisk ønskede at betræde byens grænser, men for Isolde... Det var en fjollet tanke. Men de skulle jo lave en byttehandel på et eller andet tidspunkt.
"Måske, hvis du alligevel rejser syd på, så kan du slå forbi hvor jeg bor, så vi kan bytte?" tillføjede hun i stedet for. Der var stadig måneder til solen rigtig vendte tilbage, så Xinyi ville alligevel have massere af tid til at få lavet de bukser Isolde ville have, og så lang tid de lå klar, så var det jo lige meget hvornår Isolde egentlig dukkede op.

Isoldes blik fandt Xinyi igen, og hun nikkede. Begejstret, varmt, egentlig også meget forventningsfuldt. "Jeg rejser altid. Hver sommer, lige siden.. jah, altid". Det havde været nogle usammenhængende år, indtil hun havde fundet mere af sig selv. Fundet ud af hvad det betød at være menneskelig, og hvilke krav det satte til hendes krop. Som mad. Som varme og kulde. Som bekendskaber, og egentlig også venskaber. 
Lidt opmuntrende nikkede hun - det var ikke en dårlig ting at tage væk - fordi selvfølgelig kunne hun også sagtens tage forbi hvor Xinyi boede. Det var joh lige netop det som var så magisk ved at rejse.. friheden var farlig. Men også berusende. Og savnet. 
"Det er en glimrende idé! Ved du nogenlunde hvor det er på et kort? Fordi så.." og hun var allerede lidt på vej op, for at hive et frem fra skufferne. 
Godt brugt, godt slidt. I virkeligheden, var det nok nærmere en samling af forskellige kort over områderne, som hun havde erhvervet sig henover årene når hun rejste. Med lidt god vilje, og ved hjælp at de små noter skrevet i siderne rundt omkring, kunne man finde sådan nogenlunde vej. 
Især når der også var vejskilte, eller andre rejsende langs landevejen. 

Tænk aktiv at vælge et liv hvor man rejste? Xinyi kunne ikke forstille sig. Ligeså snart hun havde mulighederne havde hun slået rødder, og hun havde ingen intentioner om at flytte det lige foreløbig, hvis hun selv havde noget at skulle have sagt omkring det, men nu regnede hun heller ikke med at Følget ville gå i opløsning. Ikke når de havde så nobel en grund til at eksistere. De skulle bare lige overbevise den gængse befolkning om det også, men... de vidste trods alt ikke bedre.

"Jah, lidt, jeg-" mere nåede Xinyi ikke at sige som Isolde allerede var ude af sin stol for at finde noget frem. Der var så meget liv i hende. Xinyi fandt det så ufattelig fascinerende at se på. Det var en form for liv hun selv havde lagt bag sig, og det var som at varme sig i solen at se på det.
Hendes blik fulgte Isolde som hun hev kortet frem fra skuffen. "Jeg skal i hvert fald nok prøve at få det udpeget," sagde hun. Hun kendte vejene man skulle gå på for at komme dertil, og så lang tid der var det, så burde hun i hvert fald godt kunne påpege den nærmeste mindre by de boede i nærheden af. Det var trods alt ikke svært at spørge om hvor de Nådiges Følge faktisk boede.