Krystallandet
Tatti 26.11.2025 23:46
Ud af øjenkrogen fulgte Viktor hver lille bevægelse Frederik gjorde. Måden armene blev foldet stramt over brystet. Måden stoffet strakte sig over biceps. Måden hovedet drejede den dér lille my... nok til at Viktor kunne bilde sig selv ind, at han måske - måske ikke - blev kigget på i det øjeblik han selv så væk. “Pft…” fnøs han; en blanding af såret stolthed og påtaget fornærmelse over “strå-arme”-bemærkningen.
"Strå knækker ikke så let, Frederik." Det var lettere at spille fornærmet end at stå i den varme, der stadig ulmede i ham efter sofaen. Den varme, de begge lod som om ikke fandtes. De stod der… med elefanten mellem sig. Og måske var det lettere sådan, at lade den blive, end at røre ved den.
Så kom brummet. En lav, genkendelig Frederik-lyd, som om han vurderede noget, eller forsøgte at ryste noget af sig. Det fik Viktor til at se op med det samme.
“Herude?” lød det overrasket, ledsaget af et gys da vinterluften røg ned i lungerne. "Du hader jo kulde, dit fæ." Hans ånde stod som en lille sky i luften. Brynene løftede sig i en forundret grimasse, der sagde resten af det, han ikke fik sagt højt.
Men han trak ikke på det.
Han ville ikke miste øjeblikket; ikke nu, hvor Frederik endelig talte til ham, om hvad som helst. Og hvis det skulle være armlægning på et frossent gelænder, så var det det.
“Okay.” Et lille skuldertræk, næsten nonchalant, men øjnene glimtede for tydeligt. Han gned sine hænder entusiastisk mod hinanden, som om varmen kunne gnides frem, og lænede sig ind mod gelænderet. Albuen plantet og i position. Det ville komme til at gøre nas... sikkert. Hånden løftet. Åben. Indbydende. For tæt.
“Hvad får jeg, hvis jeg vinder?” Smilet var dovent; men der lå noget under det. En lille dristighed. En rest af den ild han havde mærket inde ved sofaens hede.
