End ikke Arias ord hørte Lynn, hun var alt for vred til overhovedet at opfatte noget. Hele hendes verdenkørte rundt i ring, og hun havde fuldt fokus på den mand der havde haft fat i Aria for blot et par minutter siden. Hun kunne simpelthen ikke holde dette her ud. Denne vrede der brændte inde i hende og bare prøvede at gøre hende tilpas var forsvundet. Den fine linje og den høje status var som forsvundet. Det var over 800 år siden hun sidst var gået amok. Det var så lang tid siden at hun slet ikke havde troet det lå i hende, men ak ja det gjorde det så alligevel. Selv hendes evne der fokuserede på øjnene var der ikke mere, de lidt lysere røde øjne var til fuld skue fordi alle hendes sanser holdte fast på den mand der flygtede fra stedet. kravlede han eller løb han? Egentlig kunne Lynn ikke være mere lige glad. Lynn ville bare væk fra dette helved! 

Ingen hun overhovedet havde set sig om kom Aria op på siden af hende og hjalp Lynn rudt og uden om folk, men Lynn forblev tavs. Hun var så arrig at hun ikke engang lagde mærke til paraplyen ikke dækkede hele hendes ansigt sådan som de bevægede sig imod solen. De resulterede i at hendes hud på kinden og lidt af øjet på venstre side af ansigtet begyndte at ryge en smule. Hele hendes krop var i alarmberedskab og klar til at slå på den næste der sagde et ord forkert. Hun skulle virkelig ikke nyde noget af at gå amok, men sådan som det føltes inde i hende lige nu var lidt hen af den for 800 år siden. 

Et fnys kom mere fra hende som hun låste døren op til hjemmet og nærmest slap paraplyen inden hun overhovedet havde trådt indenfor. Det resulterede i lidt brændt hud på ryggen fra kjolen der sad langt nede på ryggen, kun dækket af korsettet der havde en stopper midt på ryggen. En tydelig rød plamage havde sat sig på den øverste del af ryggen da hun havde fumlet lidt med nøglen til hjemmet og trådte endelig indenfor. Stadig sagde hun ingen ting men alt i hende ulmede i vrede og hun havde lyst til at slå på et eller andet eller en. Hvorfor var hun gået så meget amok? Aria var stærk nok til at klare sig selv, hvorfor skulle hun blande sig? Aria havde jo sagt hun kom lige om lidt. Der var en grund til at hun aldrig havde fudet mænd attraktive siden hendes skaber. Det var der kun for at skabe problemer, de ville altid bestemme over kvinden. Ja det havde ikke ændret sig på nogen måder! 

Straks gik Lynn ud til køkkenet og smækkede MAx's madskål i baljen med vand for at begynde at skruppe og skurer på den. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af dette her, her var da møg beskidt. Køkknet var godt nok pletfri fra gamle krummer af det nybagte brød, men beskidt var her! Hvis der var noget Lynn gjorde når hun var vred over småting så var det at gøre rent, og huset her kunne i hvert fald godt bruge en omgang med en klud på alle fire! 

Aria fulgte med Lynn, hun sagde dog ikke noget, hun kunne godt fornemme at Lynn ikke ville snakke og hun var vred. Aria holde dog stadig øje så da solen ramte Lynns ansigt rettede Aria på paraplyen så den dækkede hende.
Aria fulgte hende og sørgede for hun ikke kom galt af sted.
Hun tog paraplyen og holde den oppe for Lynn, der var ingen grund til at hun blev brændt for meget, det kunne gå galt og det ønskede Aria ikke.

Max kom dem i møde, men selv han kunne fornemme der var noget galt, Aria hilste på Max og kælede for ham inden hun gik over og åbnede døren til haven så han kunne rende ud i haven.
Aria hentede tingene i trækvognen og tog med ind inden hun satte trækvognen på plads og fik lukket døren. Hun gik rundt og lukkede skodderne så der ikke kom sol ind til Lynn, men hun lod bare Lynn være, hun skulle nok ikke presse hende når hun var så gal.

Aria tog de ting hun havde købt og lå oven på inden hun gik ned til Lynn og stod og så på hende lidt som hun stod og vaskede op "jeg går i haven.... kald hvis der er noget" sagde hun stille og forsigtigt. Aria vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre for at få ro på Lynn, men hun var også selv påvirket af alt der var sket, hun havde ikke set sin far i lang tid, og havde aldrig troet hun skulle se ham igen, så alt fra hendes barndom kom op i hovedet igen.

Aria tog alle blomsterne og gik ud i haven for at plante dem rundt omkring så der kom nogen farver i haven, det ville dog tage tid, for der var rigtig mange blomster i forskellige farver, men det gav Aria muligheden for også at tænke lidt selv.
Aria sagde det ikke men hun var ikke helt okay, hun var enlig glad for Lynn var indenfor, for så var der en chance for at Lynn ikke opdagede at Aria græd en smule, hun snøftede lidt og hun kunne mærke hvordan tårene løb ned af hendes kinder mens hun arbejdede i den bagende sol for at sætte blomsterne på plads og plante dem.

Hvor meget Lynn ellers hadet at rydde op og gøre rent gjorde hun det. Der var en grund til at hun hade Marie der hjemme til at gøre rent. Hun havde altid haft hushjælp lige så længe hun kunne huske selv den gang hun havde været en ung datter af en lord. Det lå bare til hende at have hushjælp. Hun klarede dyrene både inde og ude, og Marie klarede alt det praktiske, sådan havde det været de sidste 10 års tid Marie var kommet som ung og skulle ud for at tjene til føden. De var ikke personlige i hvad der skete i deres liv.

Hun skruppede godt og grundigt på den skål så hun kunne spejle sig i den. mmh" var det eneste der kom fra hende i en lidt hårdere tone end først antaget til Aria. Hun lyttede knap nok efter hvad Aria havde sagt eller gjort. Næh hun var for opkogt til at vide bedre end at lytte. Når skålen havde fået en ordentlig tur så fik den lige en til. Sådan fortsatte Lynn lidt tid inden hun smed skålen hårdt ned i vasken så den knækkede midt over og et mindre raballer lød i køkkenet inden Lynn forsvandt fra køkkenet og bevægede sig oven på. Skålen var knækket i 3 dele og små fli lå også i vasken. Men Lynn tog sig ikke af det.

Lynn stod på sit værelse og stirrede ind i det 2M høje spejl og kiggede på det halve forbrændte ansigt og så på hånden inden hun slog hånden ind i spejlet med flad hånd. Spejlet gik ikke i stykker men hun ville bestemt ikke se på noget så grimt som hendes ansigt! Hendes blik gled rundt i værelset og hen på hendes kjoler inden hun smed korsettet midt på sengen og kastede sig ned i den med ryggen først og stirrede op på bjælken der var skåret i et pænt motiv. Hænderne blev ikke lagt i kors, nej de lå fint ned langs hendes side, hun var jo ikke teenager og pige fornærmet. Nej blot godt vred og vældig irriteret. Måske hun skulle sove en smule? 

Hun havde ingen ide om hvad Aria fortog sig eller hvad der skete nedenunder. Hun havde lukket for alle sine sanser og hun prøvede at fokusere på hende selv. 
Hun lå i en time og blot stirrede op på bjælken mens vreden roede rundt i kroppen på hende, så hun satte sig op i skrædderstilling i den bløde seng og begyndte at trække vejret dybt og langsomt. Ikke at hun behøvede ilt, men blot for at berolige hende selv. Det var noget urtekræmmersken havde lært hende når hun var vred. Hendes øjne lukkede i og hun lagde hænderne på knæene, alt imens hun trak vejret lige så roligt i havde lange og dybe vejrtrækning og pustede langsomt ud.

Aria kunne godt høre at hende og Lynn ikke skulle tale sammen, Lynn var ikke til at komme ind til alligevel, så Aria lod hende bare gøre hvad hun havde brug for.
Aria så mod huset fra haven da hun hørte et raballer, og Max kom skrømt løbende ud, Aria satte det fra sig hun havde i hænderne og skynde sig ind, Lynn var der ikke, men Aria kunne høre hendes fodskridt oven på, hun så over i køkkenet og lukkede kort øjnene og åbnede dem igen.
Aria tørte nogen tåre væk fra sine kinder inden hun gik over til køkkenet, hun ryddede op efter den ødelagt skål og fandt en ny skål til Max som hun fylde op og satte ned til ham, hun gav ham nogen godbidder for at berolige ham, han slikkede hende på kinden inden hun rejste sig og gjorde rent og ryddede helt op efter det raballer som Lynn lavede, men hun sagde ikke noget.

Da køkkenet var pletfrit igen gik Aria ud i haven igen, hun tog Max med og hans vandskål og lukkede døren lidt ud til haven. 
Aria fortsatte arbejdet med blomsterne, og det brugte hun hele dagen på, der var mange blomster, med mindre hun blev afbrudt.

Dog efter nogen timer i bagende sol, og hun ikke havde tænkt over at spise eller drikke kunne hun godt mærke hun begyndte at få det lidt dårligt, men hun ignorerede det og arbejdede videre, engang imellem pressede tårene sig på, men hun tørte dem væk og ignorerede dem, hun fokuserede bare på at få plantet blomsterne uanset hvor mange tåre der var eller hvor dårligt hun fik det.

Hvad der virkede som timevis var egentlig kun en halv til en hel times afslapning. Hun brugte nogle forskellige teknikker i at slappe af hun havde fået lært. Da hun endelig var kommet lidt ned på jorden til sit mere eller mindre rolige væsen satte hun et falsk smil på læben og fjernede sig fra den bløde dobbeltseng. Hun nænnede ikke at se sig i spejlet men rødmen i ansigtet og hånden ville ikke forsvinde før hen imod aften alligevel. Smerten var til at holde ud, det skulle nok gå alt sammen alligevel. Hun tog fat i dørhåndtaget og åbnede trædøren inden hun bevægede sig ud fra værelset og ned af trapperne. Straks bevægede hun sig nedenunder og gik i gang med en kølig omgang lemonade. 

Hun stod og pressede citroner og puttede lidt sukker i kanden samt noget køligt vand inden hun tog to glad. Hun kunne stadig ikke se en pind frem for sig, så i stedet for at gå hen til havedøren satte hun glassene og lemonade på køkkenet og satte sig ned på en af højstolene. Hun hældte lemonade op om to glas og stirrede ud imod det lukkede vindue som Aria havde lukket skodderne på. Med jævne mellemrum tog hun lidt af den kolde væske. Hun rejste sig op og begyndte at smøre lidt mad til Aria, ikke om hun vidste at hun havde spist eller ej. Brødet skulle jo bruges da det var bagt i morges og smørret skulle vel også bruges. Lidt tørret kød blev lagt på tallerknen også inden hun tog mod til sig og sagde. "Aria kom og spis" hun sagde det højt nok til at det ville nå ud i haven, men hun fast holdte sit falske smil som ikke kunne ses om var ægte eller ej.

Aria forstyrrede ikke Lynn, hun virkede til at ha brug for at være alene, så Aria arbejdede bare i stedet for. Hun blev dog overrasket da hun hørte Lynn kalde, måske skulle hun gå ind og få noget mad, hun så på de mange blomster hun stadig manglede "øjeblik" sagde hun tilbage højt nok til Lynn kunne høre hende.
Arias stemme var dog ret svaglig og kølig, men det var nok mest fordi hun havde det dårligt. Aria tog nogen spande med vand og satte blomsterne der i så de kunne holde sig friske mens hun spiste, hun havde smidt sin trøje så hun kun rendte rundt i bukser og top, der var for varmt til andet.

Aria gik ind i huset og så på Lynn "jeg vasker mig lige" sagde hun med den svagelige stemme, hun var begyndt at være ret bleg, og hendes skridt var ikke ligeså faste som de plejede, det lød mere som om hun slæbte sine fødder hen af gulvet, hvilket hun også lidt gjorde, hun havde det ikke godt.
Aria var svimmel og dårlig, men samtidig også udkørt, men hun ignorerede det så hun kunne arbejde færdig. Aria gik ud på badeværelset for lige at vaske sine hænder og ansigt, hun havde trods alt jord over alt og hun svedte en del.

Aria slæbte sig ind i køkkenet og satte sig hvor tallerkenen stod så hun kunne spise, men inden hun spiste så hun kort på Lynn "tak" sagde hun stille og begyndte langsomt at spise, hun spiste ikke så hurtigt på grund af kvalme.
Hun havde et begyndende hedeslag, hun valgte bare at ignorere det.

Egentlig var Lynn lidt lige glad med om Aria var beskidt eller ren, så længe hun fik noget at drikke og spise. Det hjælp ikke noget at hun arbejdede ude i en bagende sol og ikke passede på sig selv. Dog kendte Lynn Aria nok til at hu; vidste Aria ikke gjorde det. Hun tog et sip af den kolde lemonade og tog far i sit lillae hår og lagde det ned på højre skulder. Hendes venstre side af ansigtet var stadig ild rødt, og det samme var højre hånd, men Lynn tog sig ikke af det længere.

Hun stirrede lidt efter Aria der nærmest slæbte sig hen af gulvet i langsomme skridt. ”Hmm…” kom det fra hende da Aria var væk og udenfor høre afstand. Aria skulle virkelig til at lære og passe lidt bedre på sig selv. Hun skulle ikke slide sig selv for hårdt, og slet ikke en sommer der var ulidelig varm. Da Aria k9m tilbage kiggede hun lidt på Aria, hun holdte stadig sit falske smil uden det kunne anes at det var falsk, for inden i kogte hun stadig af vrede. Tænk at Arias far havde antastet Aria og lige frem sat Aria i en situation hun ikke kunne komme væk fra. Havde Lynn sagt for meget? Havde hun overreageret? Eller hvad var der sket? Det var som om at hun bare havde set sort og det i et kort øjeblik var blevet helt sort for hende. 

Hun rejste sig op og bevægede sig om bag Aria uden at sige en lyd til hende, ikke engang så meget som et nik af Arias tak. I stedet stod hun lige bage Aria og lagde en hånd på hendes pande, og efterfølgende ned på hendes højre kind. ”Hmm….” kom det fra hende inden hun vendte sig om og tog en klud for at dyppe den i det kolde vandkar, hun vred det kort men ikke for meget. Straks vendte hun sig om imod Aria igen, kluden blev lagt i Arias nakke og vanddråber løb ned langs Arias ryg, men kluden var kølig, noget Aria skulle have, hun skulle køles ned, hun var alt for varm. Hun havde set den slags på dyr der havde manglet væske i den tørre ørken. ”Husk at drik noget lemonade” svarede hun og og holdte kluden stadig imod Arias nakke og skuldre.

Aria burde nok enlig være taknemmelig for den måde Lynn reagerede på, for det betød jo bare at Lynn holde af hende, men i stedet for at være glad for det, så var hun mere ked af det, for hende og Lynn havde ikke sagt to ord til hinanden siden de kom hjem. 

Aria hadet sin far, men lige på dette tidspunkt hadet hun virkelig hvor meget hendes far havde ødelagt på ingen tid.
Aria havde enlig købt ting hun ville overraske Lynn med, men det virkede som en dårlig ide på dette tidspunkt. 

Aria spiste langsomt, hun ser undrende på Lynn da hun gik bag hende, men undrede sig endnu mere over at Lynn mærkede hendes pande og kind "øhm... Hvad laver du?" spurgte hun stille og undrende som Lynn slap hende, hun blev lidt forskrækket over den kolde klud så der kom et lille gisp over hendes læber, men samtidig var det meget rart så hun klagede ikke over det.
Aria nikkede kort til hvad hun sagde, og tog glasset med lemonade og drak lidt af det inden hun spiste videre, hun var ikke sikker på hvordan hun skulle ha det på dette punkt, hun kunne godt li at ha Lynn så tæt på, men selv med Lynns smil, så vidste aria at der stadig var noget galt, for Lynn talte ikke rigtig til hende. Aria havde bemærket de røde plamager på hendes hud, men hun vidste godt hvorfor de var der, og de var jo til dels hendes skyld, men hun kunne jo ikke trylle dem væk, aria spiste ikke ret meget før hun skubbede tallerken lidt væk fra sig fordi hun fik kvalme, hun lå ansigtet i sine hænder mens albuerne støttende på bordet og sukkede lidt, for hun var træt, svimmel og havde det dårligt. 

Det var egentlig mærkeligt, selvom det brændte inden i hende af vrede havde hun lyst til at være der for Aria. Samtidig vidste Lynn også godt at de blev nød til at snakke om det der var sket. Dog vidste Lynn ikke om det var det rigtige tidspunkt lige nu. Aria var brænd varm og kunne praktisk talt falde omkuld hvornår det end skulle være. Hun havde lyst til at vise en masse omsorg, og det var netop det hun gjorde ved at ligge den kolde klud på Arias nakke. Selv Arias spørgsmål svarede Lynn ikke på men vendte sig om for at fatte en ny klud og dyppe den i det kolde vand. Straks vred hun det svagt så det stadig dryppede fra kluden og vendte sig om imod Aria. Hun lagde den nye klud på Arias pande og og kørte den lidt frem og tilbage og ned ad hendes kind, inden den landede på hendes pande igen. Aria skulle nødig falde om her midt på gulvet.

"Aria...." hun kiggede lidt ud i luften og lod Aria dreje sig hvis det var det hun ville, men hun kiggede ikke ned på hende. I stedet fastholdte hun den våde klud på Arias pande om hu drejede sig eller ej. "Hmm..." hun anede ikke hvordan hun skulle starte, hende der normalt bare sagde ting inden hun overhovedet havde tænkt sig om. Hun forblev stille i et stykke tid, inden et lille bid blev givet i hendes underlæbe. Et mindre suk forlod hendes læber og hun kastede et blik kort ned på Aria og bed sig svagt i underlæben igen. "Måske... Vi burde nok snakke" hun havde egentlig ikke lyst men hun vidste det var nødvendigt. Især hvis hun skulle af med den vrede der sad dybt inde i hende som hun egentlig troede hun havde glemt.

Aria sad med hovedet gemt i sine hænder, indtil en kold klud ramte hendes pande, hun spurgte ikke længere hvad Lynn lavede, for aria havde regnet det ud, hun forsøgte at køle hende ned, hvilket fortalte aria at Lynn stadig bekymrede sig om hende. 

Som Lynn sagde hendes navn løftede hun hovedet lidt og vendte sig om mod hende "hmm?" svarede hun svagt da Lynn sagde hendes navn, hun så lidt op mod hende, dog ikke så meget at kluden i nakken falde af, hun nikkede svagt da Lynn sagde de burde snakke "om hvad?" spurgte hun roligt, man var ikke i tvivl om at hun ikke havde det særlig godt, men de kolde klude så ud til at hjælpe, dog lidt langsomt, men de virkede i det mindste. 

Lynn kunne ikke forklare hvad Aria helt gjorde men det var vel på en positiv indvirkning ikke sandt? Lige meget hvad kunne Lynn ikke bestemme sug lige nu. Indvendig brændte den vrede hun troede hun havde kastet af sig. I det mindste havde hun ikke set fuldkommen sort og slået manden ihjel. En mand hun kunne regne med at var en del af Arias familie. Uanset hvem manden var havde han en dårlig indvirkning på den smukke unge pige der sad lige foran hende.

"Ser du.. altså... Hmm..." hun havde svært ved at formulere en hel sætning. Egentlig ville hun godt bare sige tingene lige ud men det var dælme svært. "Den mand... undskyld.. jeg skulle ikke.. altså... sådan.. du ved nok.. altså... ja..." det var som om hendes ord ikke rigtig gav mening i det hun egentlig gerne vilel formulere og sige. Kunne Aria overhovedet forstå hvad hun mente?

Aria så op på Lynn, hun sad jo ned så Lynn var automatisk højere end hende selv. Hun så op på hende og forsøgte at følge med i hvad Lynn prøvede at sige, selvom det var lidt svært når intet af det var rigtige sætninger, men Aria forstod godt hvad hun forsøgte at sige, eller det troede hun i hvert fald.

Aria tog kluden af nakken og derefter fjernede hun den hun havde på panden og lå dem begge på bordet. Aria tog Lynns hånd og så hende i øjnene "hey, du har intet at undskylde for... havde du ikke blandet dig så var det endt meget værre tro mig" sagde hun stille, mest fordi hun endnu ikke var helt okay endnu.
Aria så på hende "jeg beklager jeg aldrig fik fortalt dig hvordan han enlig er... men den mand er desværre min far.... jeg regnede ikke med at vi ville rende ind i ham, jeg troede han var væk for længst.... men jeg er taknemmelig for at du hjalp mig, og han fortjener mere end hvad du gjorde ved ham tro mig... så du skal ikke undskylde, okay?" sagde hun stille og så på Lynn mens hun fortsatte holde hendes hånd.
Arias hjerte hoppede lidt, hun var selv vred over det hendes far havde gjort, men hun var efterhånden så van til det.

Aria så på de mærker som solen havde lavet på Lynn og bekymringen i hendes øjne var ikke til at skjule, selvom hun ikke kunne gøre noget ved det.
Aria så op på Lynn og håbede at hun forstod hvad Aria sagde.

Da kludene blev fjernet fra Aria og lagt på bordet kiggede Lynn bare ned på hende. Det var jo ikke fordi Lynn var meget højere end Aria når de stod ved siden af hende. I stedet kiggede hun blot ned på hende og lyttede til Arias ord. Det var jo egentlig ikke hendes bord at blande sig, men hun havde jo et eller andet for Aria. Hun ville bare gerne sikre sig at Aria havde det hun skulle bruge, med eller uden hende i Arias liv.

Hun kiggede ned i Arias og hendes hænder da Aria forklarede lidt nærmere. Hun løftede kort hovedet for at kigge Aria i øjnene og var ikke bange for at vise sine røde øjne for hende. Brændemærker på hånden og ansigtet fra solen gjorde ondt ja, men hun skulle nok være healet helt om et par timer. "Jeg skulle ikke have blandet mig Aria... det var ikke mit bord... altså... Han..  gjorde mig vred, at se dig stå der helt forsvarsløs uden et ord.. jeg kunne ikke.. altså... sådan.. bare lade det passere.. noget jeg troede var blevet glemt og forsvundet dukkede op. En side du ikke skulle have haft set..." forklarede hun alt imens hun prøvede på ikke at få øjenkontakt med Aria, men i stedet flakkede hendes øjne lidt over alt. Hun ville ikke vise den ild der måske og måske ikke kunne komme frem i hende igen.

Aria var glad for at Lynn havde blandet sig, for hun vidste også hvor det kunne ha været endt hvis hun ikke havde gjort det, og samtidig så Aria også Lynns hjælp som et tegn, et tegn på at uanset hvad Lynn sagde, så viste hendes handlinger at hun bekymrede sig og det var da et godt tegn.

Aria fortsatte med at holde Lynns hånd, og med sin frie hånd støttede hun sig kort til bordet som hun rejste sig op så hun stod foran Lynn, så snart hun havde balancen slap hun bordet, men holde stadig Lynns hånd "Tro mig, han gør også mig vred, men havde du ikke gjort noget så havde han slæbt mig med sig, og han havde ikke tøvet med at banke mig og det der var værre for at at få hvad han ville ha.... og hvad så om du har en side der kan være aggrasiv, jeg ved godt det ikke er den du er med mindre det bliver nødvendigt, og jeg bliver ikke skræmt væk af det.... tværtimod, så viser dine handlinger mere end hvad dine ord har sagt indtil videre, og det betyder mere for mig end noget andet" Sagde hun roligt som hun så på Lynn, nu var de mere i øjenhøjde hvor de begge stod op, men hun forsøgte stadig at få øjenkontakten med Lynn.

Aria så på hende, hendes hjerte sprang et enkelt slag over og selvom hun mest havde lyst til at omfavne Lynn, kysse hende og takke hende for det hun havde gjort, så virkede det ikke som det rette tidspunkt at gøre det på, så hun lod vær, men hun blev stående foran Lynn.

Uanset hvad lynns øjne sagde lige nu og kunne bringe død over den første person der sagde hende imod, så lod hun ikke den indre vrede gå ud over Aria. Aria havde ikke gjort noget forkert, hun var blevet overfaldet verbalt, og selvom Lynn ikke havde hørt helt hvad der var blevet sagt var det mere end rigeligt.

Hun lyttede til Arias ord, og lagde bestemt vægt på ordene da tæsk blev sagt. Endnu engang mærkede hun vreden over den mand der skulle være en far. En far der skulle være der for sine børn, uanset hvor mange man havde. En far der skulle beskytte og ære sine børn. Ja sådan var det i hvert fald i hendes levetid, hvordan børn blev opdraget nu om dage vidste hun med gode grunde ikke, eftersom hun aldrig kunne blive gravid. Vreden dukkede op i hende igen og hun bed sig lidt hårdere i læben med sine syle spidse hjørnetænder så et mindre hul dukkede op og en rød farve dukkede op fra hullet. 

"Du fortjener ikke den slags behandling Aria... selvom jeg måske bare har slynget noget ud i min.. ja.. ikke særlige venlighed og knapt nok ved hvad jeg sagde.. så.. ja altså.. du skal ikke behandles sådan, aldrig. Uanset om jeg er her eller ikke, så må du love mig at du aldrig bliver behandlet sådan af nogen som helst" Aria fortjente så meget mere her i livet. Selvom Lynn ikke kendte helt til Arias baggrund så vidste Lynn nok. Hun behøvede ikke at høre Arias baggrund for at vide hun havde en svær opvækst. Ellers havde hun ikke tilbudt Aria et værelse og et job.

Aria lå godt mærke til de røde og vrede øjne, hun bemærkede også hvordan Lynn bed hul i sin læbe, men i stedet for at sige noget så nussede hun bare roligt Lynns håndryg med sin tommelfinger for at sige at det var okay at føle som hun gjorde lige på dette punkt.

Aria så på hende og rystede lidt på hovedet "bare rolig, jeg stak af fra ham for længe siden, han kan ikke bestemme over mig længere, slet ikke nu hvor jeg bor her... og jeg har Leonore, hun er ikke blodsrelateret, men hun har altid vært som en storesøster eller som en mor for mig, og hun behandler mig godt, så du skal ikke være bekymret" sagde hun roligt, og det var sandt, Leonore havde taget Aria til sig som var hun sin egen, og de havde et godt bånd til hinanden, Aria var tryg hos Leonore og kunne ikke ønske sig nogen bedre mor, selvom de ikke var af blod.

Aria så på Lynn "men, det er overstået nu, han lærte sin lektie og han er væk nu... så nu skal vi bare ha dig på ret køl igen... okay?" sagde hun roligt og smilede en smule til Lynn i håb om at få hende til at slappe en lille smule af, måske endda smile lidt. 
Aria ville gerne hjælpe hende til at slappe af, men hun vidste ikke hvordan, hun ønskede ikke at Lynn blev ved med at være vred, for så var resten af dagen og aften også ødelagt og det ønskede hun ikke.

At stikke var jo ikke det samme som at se ham i levende live. Aria havde måske stukket af fra ham, men hun havde set ham et sted han ikke havde forventet. Hvilket satte et nyt spørgsmål i Lynn. Havde Aria altid boet i Dianthos eller kom hun fra en anden by? Hvis Aria altid havde boet i Dianthos så var chancen jo stor for at møde hendes far hvert andet øjeblik. En frygt Lynn ikke kunne sætte sig ind i. Alt der var tilbage af he des gamle hjem var murbrokker. Hvis de overhovedet stadig var der. Nord landet var ikke lige frem et behageligt sted. Nordboerne var altid så vrede, eller det var de for mange århundreder siden. Ikke på vilkår om hun ville sætte sine ben der oppe igen lige foreløbig!

"Du.. fortjener noget andet... end mig" hviskede hun og vidste egentlig ikke om Aria hørte det eller om det bare var en mumlen for hende så lavt som hun havde sagt det. Dog var hun glad for at have Aria i sit liv, det gav lidt perspektiv på tilværelsen ikke sandt? Også selvom Aria måske bare havde været et stykke mad i starten, men deres mange brev udveksling havde sat sine spor i Lynn. 

Selvom at Aria mente at hendes far var væk kunne man ikke vide om han ville komme tilbage selvom Lynn havde sagt noget i den retning. Hun havde jo bare slynget ord ud i vrede og nærmest revet hovedet af ham  eller det var sådan det havde føltes. "Det.. skal nok gå" hendes blik faldt ned til hendes hånd som blev nusset af en tommelfinger. Hun ville næsten ikke se Aria I øjnene. Hun kunne jo knap nok huske hvordan Arias far så ud i hendes vrede. Lignede Aria ham? Ville Aria blive lige sådan? Hvad ville der ske når Aria blev ældre???

Aria havde altid vidst at hun kunne rende ind i sin far, men hun kendte også hans væremåde og hvor han som regel var henne i løbet af en dag, så hun forsøgte altid at undgå de steder hun vidste han kom, og når hun så ham gik hun altid den anden vej, og det havde lykkes hende fint indtil nu.

Aria så på Lynn, hun hørte godt hvad hun sagde, hun så på Lynn og sukkede en smule "vil du ikke godt stoppe med at sige det?... jeg er så glad for at du er en del af mit liv, og der går ikke et eneste sekund hvor jeg fortryder mit valg ude i skoven den nat... jeg kunne nemt have efterladt dig den aften, men det gjorde jeg ikke, og det gør jeg heller ikke nu uanset hvad du siger... så du kan ligeså godt droppe det, du hænger på mig nu... okay" sagde hun roligt og smilede til hende Lynn, det var rigtigt, den aften eller nat de mødtes kunne Aria bare være gået fra hende og ladet hende klare sig selv, men det gjorde hun ikke, hun lod i stedet Lynn få noget mad og hjalp hende derefter tilbage til byen, Lynn skulle til at lære at Aria ikke bare forsvandt igen.

Aria nikkede lidt til det Lynn sagde "det skal det nemlig, og vi er okay begge to" sagde hun stille og så på hende, hun brugte sin fri hånd til at ligge under hagen på Lynn for at tvinge hende lidt til at se hende i øjnene "hey?.... vi er okay... ikk?" sagde hun roligt som hun forsøgte at få Lynn til at se hende i øjnene ved at holde et par fingre under Lynns hage.

Hvordan kunne Aria være så rolig i alt dette her? Hun havde set en voldelig side af hende. Ikke sådan så hun havde slået ihjel, men det var den samme vrede der brændte inde i hende nu her. Hvis Aria bare kunne forstå det?? Men nej Aria var optimist uanset hvordan Lynn vendte og drejede tingene for Aria. Hvordan kunne Aria altid være så positiv med en opvækst der måske ikke havde været den bedste?

Hvorfor havde Aria valgt at rede hende på dødens rend den nat uden for byens murer i en skov Lynn aldrig bevægede sig i? Hvad havde Lynn gjort for at skulle have en som Aria I hendes liv? Hvorfor havde Gun overhovedet disse tusind vis af spørgsmål i sit hovedet når Aria alligevel bare ville vende det om til noget positivt?? Hun svarede ikke så i stedet forblev Hun tavs. Lige meget hvad hun i sidste ende ville sige ville Aria jo bare sætte hende lidt på plads med ord ikke?

Hånden under hendes hage og denne lille frem tvingende af at Lynn skulle kigge på hende var forventet og hun lod det ske, om end at hendes ansigt var forbrændt og at øjne lynede af vrede så var hendes ansigts mimik neutral. Uden at sige noget lænede hun sig frem og gav Aria et kys på læberne så en lille blod dråbe landte på Arias læber  ikke helt nok til at omvende hende det var blot en lille dråbe jo. "Det er okey... jeg skal bare... ja jeg ved ikke..." svarede hun og tørrede blodet af Arias læber med tommelfingeren.

Normalt var Aria ikke den mest positive person, tværtimod så var hun meget negativ, men når hun var sammen med Lynn så var hun en helt anden, hun var den person som hun altid ønskede at være, den som hun enlig var inden i, den person hun var før hele hendes verden blev vendt på hovedet og hun havde ikke lyst til at slippe den følelse og den person.

Som Lynn kyssede hende, gengælde hun det roligt og smilede efterfølgende over Lynn der fjernede blodet fra hendes læbe, hun lod hende gøre det "du skal bare... ha lov til at give dig selv tid til at finde roen igen, og jeg er her uanset hvor længe det tager at finde den ro igen... om du finder den ved at være alene eller ved at være sammen med mig, det er helt op til dig okay.... men gi dig selv tiden til at finde den ro igen og finde tilbage til dit rolige jeg igen... okay?" sagde hun roligt og smilede lidt til Lynn, Aria kendte godt det med at være vred og miste sig selv til en side man helst ikke ville vise, men det bedste man så kunne gøre var at finde tilbage til den rolige side.

Aria så lidt på hende i nogen sekunder før hun sagde noget igen "vil det hjælpe hvis jeg fortæller dig at jeg har en lille ting til dig?" spurgte hun roligt og smilede lidt med et skævt lidt drilsk smil, hun havde enlig ventet til det rette øjeblik, men sådan som Lynns humør svingede på dette tidspunkt, så var det ikke sikkert at det rette øjeblik ville dukke op, så hun kunne ligeså godt få det gjort.