Viktor havde forsøgt at være afvisende, virkelig prøvet at tvinge sig væk fra de ting der udfoldede sig her ved havet hvor månen og bølgerne var deres eneste vidner, men det var noget forfærdeligt natterøveri af både hjerte og rationalitet da deres øjne i fangenskab søgte dybere ind og slog rødder i hinandens indre univers, som var de i en drømmelignende tilstand. Forbundet, det var hvad de var. Viktors brystkasse hævede og sænkede sig ivrigt, og følte en magnetisme trække mod håndfladen der som blæk (pudsigt nok) gled ind i ham, sank ned og tog fat om det spæde, urolige hjerte og rent faktisk følte på det, som neglene overfladisk markerede, nærmest konverterede, ham til Corinths verden trods faresignalerne der lod til at glimte svagt ude i tågen - ufokuseret og blind som bare pokker. 

Og så.. Endelig, mere - mere hudkontakt. Viktors hånd sneg sig forbi stoffet og ind til den kraftfulde hjertebanken i Corinths bryst der vibrerede sig ind i de unge fingerspidser og efterlod en stigende summen i dem der løb gennem ham, fyldte ham i hjertets bæger. En klump formede sig i halsen han forsøgte at synke, og læberne stadig adskilt i sine åndedrag. 
Bank-bank, bank-bank - som hvis kunstnerens puls blandede sig med Viktors egen i en harmonisk enhed der slog i takt. Den unge junker blev revet med af stemningen, og pressede blidt sin hånd, yderligere mod brystets bløde hud. Fortiden blandede sig med nuet. Han glemte kort hvor han befandt sig.
 Viktor vidste ikke hvad han skulle gøre med alle de følelser, der fyldte ham op og fik hans hjerte til at banke hårdt i hans bedøvede bryst. Det var som om det lille organ var ved at sprænges af den altoverskyggende længsel, der fyldte ham. En længsel efter noget, han ikke kunne sætte ord på, noget der kun kunne anes som en fjern drøm, men som alligevel var så stærkt til stede i hans svømmende sind at det føltes som om at det kunne rive ham fra hinanden. 

'Okay, mere', Viktors øjne mildnede ved den andens hæse stemme. Ja, mere. Han trak svagt i mundvigen, og mærkede Corinths tyngde på sig, pressede ham dybere ned i sandet.
 Corinth, Corinth, Corinth. Han metastaserede i Viktor. 

"Jeg mærker dig.." sagde han lavmælt, og de nøddebrune øjne tog alt ind i sit slørede hav som det blidt flakkede fra det ene til det andet af Corinths øjne. Trods ordene ikke var så klare som de normalt ville have lyt, forekom de nærmest helt romantik filosofiske. Viktor mærkede ham, både på ham og i ham selv. Det var som talte de samme sprog i tavshed, åndsfæller - som man så kønt kunne kalde det. Det var et smukt øjeblik, næsten helt poetisk som de lå og sad med hænderne på hinanden - følte hjerteslag efter hjerteslag. Måske også.. søgte efter noget i hinanden. Frygten, og uroen blev langsomt erstattet af troen på at alt var okay. Viktor løftede sin tunge hånd der havde ligget i dvale over ham, og rakte ud efter Corinths gyldne, bølgede lokker der dinglede mod Viktor, og var badet af månens kærlige sølvskær. Smukt, ja. En hårlok gled fraværende, men legende rundt mellem hans fingre. 

"Kan du mærke mig..?" Hviskede han sløvt, med et suk. Viktors puls bankede tungt, for hvert et slag og hvert et sekund fulgte Corinth hans hjerterytme rundt. Han troede virkelig at han drømte lige nu, end ikke kulden kunne nå ind til ham i Lochtree sønnens nærvær.  

Der var en hvis grad af tilfredshed, som spredte sig i ham, da Viktor endelig gav efter. Et eller andet sted havde han nok regnet med det - tegnene havde været der. Men i sidste ende havde det været forceret. Meget. Lige indtil nu. 
Da han pludselig var begyndt at græde, havde Corinth måtte have 'det'. Hvorvidt 'det' så var de mange følelser der trak ham ind, og hvor dybt de sad i ham. Eller noget i kølvandet på deres første møde for to år siden, jah det vidste han ikke. Men det handlede om at føle sig i live. Det var en kende dramatisk, uden tvivl. Men det virkede åbenbart, da Viktors energi resonerede med hans egen, selvom det havde taget noget tid at, eh, få frem. 

Men derfor var det nok også lige det bedre, når det så lykkedes. Opslugt af den intense øjenkontakt, og de tanker de svømmede bagved, virkede Corinth som en der havde fundet en lille stjerne han ikke var helt villig til at give slip på. Det var smukt, men det var besidderisk, og han kunne ikke selv se det store problem. Var det ikke i virkeligheden bare en direkte tilgang til livet? Det var også lige meget. 
Det føltes i sidste ende, som om pilen ramte målskiven, da han hørte de mumlende ord lirke sig ud i mørket omkring dem. Lavmælt, men alligevel højt nok til at gennemtrænge lyden fra omgivelserne. Han kunne mærke ham? Forstå ham, hørte Corinth. Det var store ord, det var ikke nødvendigvis sande ord, og han foretrak selvfølgelig at se sig selv som en svær person at forstå, nok for at bevare selvvigtighedens kappe på. 
Men han rakte alligevel ud efter noget, som Viktor gav igen. Det var håndgribeligt med hjerteslagene, og nærværet var kærkommen. Han havde alligevel altid været forbandet nærgående, et voksende smil på læberne da han hørte spørgsmålet. Om han kunne mærke ham? 
Biddet over fingeren brændte stadigvæk en anelse dump, og kroppen var kold fra de hårde vejrs omstændigheder. Samtidigt føltes den varmere end i lang tid. Som var både hans egen og Viktors hånd over hjertet en fremmed sol, der skubbede det kolde vand indeni, længere og længere væk. Han varmede sig ved lyskilden.  
Taget tilbage til at betragte ham. Øjnene fulgte lidt forsinket hvordan han greb ud efter håret, og Corinth fulgte håndens bevægelse, selvom den var utydelig så tæt på. Du er levende, kunne han høre sig selv tænke, men endte med at sige "Klart og tydeligt". Ikke bare ham, men som han havde hvisket før, det hele. 
Han måtte huske det. Blikket faldt tilbage på Viktor, og han prøvede at fæstne øjebliksbilledet i hans hukommelse. Sat til sammenlign med ham selv (Corinth vidste godt at han havde et par problemer, skulle han være ærlig) var Viktor så... ren. Lochtree var malplaceret, (fra)stødende i sit behov. Men stoppede aldrig med at opsøge det sorte farvand, som han elskede at drukne i. Og Viktor var en falden stjerne i det mørke hav. 

På et tidspunkt skulle de nok vælte korthuset også, bare fordi de kunne. Dog ikke i aften, ikke nu, og han løsnede hånden over brystet, for i stedet at gribe den svævende hånd, og bevæge knoerne op til læberne i et slags afskedskys, ikke nu. Når det skete, skulle Viktors minder ikke svømme væk i promille, det ville han ikke tillade, og Corinth lukkede øjnene i et mageligt suk. "Du er mere fri end du tror" hvad der i sidste ende havde provokeret så voldsom en reaktion frem i Corinth, var nok hvad han havde sagt og grædt over, for blot nogle minutter siden. Og hvis Viktor ikke følte sig fri, var det hans eget ansvar at opsøge mulighederne mere. Eller udfordre dem, kunne han ikke lade være med at smile, og han slap, for i stedet at skubbe den hvide hørtrøje ret nidkært på plads igen. Han kunne joh komme forbi, uden at det var aftalt med hans far. 
Det var noget godt smuds at have på ham, hvis det her, hvad end det så var, en dag eskalerede for meget. 

Allegro - slog deres hjerters symfoni taktfuldt afsted i en god rum tid, indtil de, i hvert fald for Viktor, begyndte at ebbe ud til en blid andante, roligt gående. Ikke noget at frygte her, når han lå sådan med Corinth som sit skjold for vind og vejr. Utroligt hvordan et bedøvet sind kunne tilpasse sig omstændighederne uden videre. Et underligt split, for hvad der ellers havde forgået, men det blev udvisket i sandet, fodsporene af det slikket væk af bølgerne. Der skete ikke så meget bag de tunge øjenlåg, der langsomt gled i for så at åbne sig i spæde blink. Svimlende, og nærmest mildt rundtosset forsatte de nøddebrune øjne med at optage Corinth over sig. Hans ansigt stod så klart for ham, hvor alt andet der omkransede dem var som et forvrænget billede i lav opløsning.

Klart og tydeligt - Så var de enige. Et træt smil malede de lyserøde læber, en smule blege fra kulden når brisen endelig fik lov til at kærtegne den unge Alryss søns ansigt. Et behaget 'hm' kunne høres forme sig i svælget. Klart og tydeligt - mon Viktors hånd også sank lige så dybt ind i brystet på Corinth, som han gjorde i ham? Han ville spørge, men han kunne ikke få ordene frem, så istedet trykkede Viktor sin hånd masserende rundt ved adelsmandens hjerte, for at mærke mere. Og for at Corinth kunne mærke ham mere. Fingrene forsatte med at pille ved lokkerne, indtil han mistede forbindelsen til adelsmanden da hånden der havde ligget ved hans bryst forsvandt op til Viktors legende hånd, og efterlod ham blot til efterdønningerne fra hvor varmen var sunket ind i hjertet. Kuldegysninger - og endnu flere da den andens læber blidt kyssede Viktors knoer. Viktor tænkte ikke i dette øjeblik, han mærkede kun. Skønt, han kunne have svoret at han var ved at drukne før, følte han sig pludselig helt flydende. Hjernen, tankerne, bevidstheden kunne givetvis ikke følge med. Viktor befandt sig hele tiden i en fast fornemmelse af forvirring, men også noget voksende glæde. 

Brynene hævede sig koncentreret ved ordene der fulgte med de blide læbers kærtegn. Du er mere fri end du tror. Og de mørke øjenbryn dansede først ganske berørt af ordene, for trods den tykke mur af tåge, trængte de alligevel ind og nåede ham. Var han virkelig dét? Lige nu lød det så sandt når det kom fra ham. Som en blid vuggevisse, og som Corinth smilede til ham, og rettede på hans tøj, kunne Viktor ikke lade være med at trække på smilebåndet, mens han sendte ham et hengivent blik. Hånden der var blevet sluppet søgte væk fra læberne, og landede lidt på den andens kølige kind, i blide strøg, der til sidst måtte give efter for den tunge fornemmelse i kroppen, og armen kom ned at ligge over de mørke krøller. 
"Jeg håber du har rett.." sukkede han tungt. Stemmen dæmpet og en smule hæs fra alkohol, og aftenens strabadser. Øjnene flakkede til åbningen hvor hans hånd stadig var dybt begravet og tog imod hjerteslagene som blide bump mod håndfladen. Han knugede hånden lidt om Corinths bryst, ikke med mange kræfter, før han så modvilligt slap, og listede den ud fra hans skjorte. Hånden landede på sit eget bryst med et tungt bump. "Corinth.." brummede han lidt døsigt, og lukkede øjnene halvt sammen, men han sukkede bare tungt istedet. Det var for hårdt at rejse sig. 

Det var lidt som om, at tidevandet langsomt trak sig for meget tilbage, til at den kunne opretholde sit højvande. Ebben var på vej. Det kunne ikke længere slå voldsomt ind imod stenene, og var på vej væk med strømmen igen. Sand imellem fingrene, tiden var hvad der løb ud. Han kunne se det i de svømmende øjne, men det var også til at ane, når hænderne følte sig tvunget til at give slip, og måtte overgive sig mere til tyngekræften der holdt dem nede mod den lidt fugtige jord. Hmm... Corinth lænede sig lidt fornøjet ind imod hånden der dog gled over hans kæbe, inden at både den og grebet om hjertet gav slip. Overstået. 
Og en lidt mere tilbageholdt vejtrækning forlod nu Corinth, der langsomt stødte fra sandbunden, så han kunne rette sig op igen, ryggen strakt dovent, tilpas, og en enkelt hånd på vej igennem krøllerne, for at få dem skubbet væk fra øjnene. Okay, han kunne godt give slip, det var til at gøre.
Det blev han nødt til, og grinte lidt lavmælt af den døsige brummen, der stadigvæk trak sådan efter hans navn. "Så opmærksomhedskrævende.." mumlede han lidt hånende morende, og gav sig i kast med at få vesten lukket igen. Koldt, det føltes trods alt også gradvist koldere, for den lyse hud. 

Det kunne velsagtens godt være blevet gjort stående, men alligevel blev han siddende lidt endnu. Det var alligevel noget han havde skulle gøre lidt hurtigt, et par gange før, og i de nok ti sekunder det tog ham at rette tøjet på plads, studerede han lidt overvejende sceneriet omkring deres tumlen omkring. Det var altid så kønne motiver med Viktor, så nogle gange.. og han vendte blikket nedad, da det virkede til at være tid. "Viktor..." og han listede den ene hånd ned, for at tappe ham lidt på panden så han vågnede ordentligt op. "Lad os komme afsted, jah?" 
Da han først kom op, trådte han en lille smule mere baglæns og rakte den blækdyppede hånd inviterende ud, så han kunne få noget hjælp til at komme fri fra sandfængslet. Han tvivlede næsten på at det ville kunne lade sig gøre uden hjælp, og stod også lidt mere klar til at gribe ham - nok i virkeligheden dem begge - skulle det bringe overbalance at gå fra liggende, til siddende, til stående. 

Søvnen trak i Viktor. Den summende fornemmelse bredte sig ud i alle nerver af hans krop, lokkende og overbevisende, hvilket Viktor i god tro begyndte at give efter for. Han lå alligevel så godt her, det gjorde ingen forskel. Ingen tidsfornemmelser; de kunne have været herude i timer eller minutter og den unge junker ville ikke kunne mærke forskel, men Viktor hørte den morede kommentar - tæt på, langt fra - afstanden kunne han ikke bedømme. Opmærksomhedskrævende, det var han blevet kaldt før. Ja, opmærksomhed, ønskede og krævede han ofte. At blive set, fundet. Viktor brummede lidt til det. 

Corinth havde fundet ham, af alle steder, havde han fundet ham her. 

En lille brise tog fat i kraven af Corinths jakke og blafrede mod Viktors kæbe; duften af urter og den andens personlige duft indhyllede hans næse med nostalgi på ny, og forvirrede ham til at tro at de var tilbage i den hemmelige have. Men så blev han tappet på panden, Viktor -- kaldt blidt på, at da han åbnede øjnene døsigt gik det langsomt op for ham igen hvor han var, nogenlunde. 
"Mhm?" Brummede han først utilfreds. Lad os komme afsted. Og først blev Viktor bare liggende og så svømmende op på adelsmanden med hånden udstrakt til ham. Tik tak.. tik tak, mens han forsøgte at huske på, hvortil. Ah, nå ja. Richard, havnefesten. Det var her han var. 

"Mhm-hm." Sukkede Viktor anstrengt som svar til at han havde hørt ham, da han endelig tvang sig op at sidde. Det var som om sandet greb fat i ham og tvang hver fiber af hans krop nedad, men Corinths hånd var hans livline der fik trukket ham op derfra, temmelig besværet. Benene svansede under ham som havde han blot lært at gå. "Urgh." Tumlende greb han ud efter Corinth, der, med deres begges held, greb ham, og støttede ham fra at falde sammen, mens Viktor trykkede sig kejtet ind til ham for at bevare balancen. 
"Tak.." sukkede han tungt. Brynene koncentreret - og ham selv en smule irriteret over at han ikke bare kunne blive liggende. Eller var det irritation over at deres tid var forbi, måske?  Det havde været så rart at føle sig forbundet med nogen, at det føltes som om der manglede noget nu da deres hænder ikke længere sank ind i hinanden. 

Det klistrede omkring ham som var det gråt kviksand, og Corinth måtte stemme en anelse i med sin kropvægt, for at få den anden adelmanden op. Op, de skulle videre. Men alligevel var han opmærksom nok på Viktor, til at gribe ham i hans træthed. Med en lidt overrasket brummen fik han vægten af Viktor på plads, og rystede lidt let på hovedet over hans tak.
Som var de fulde - hvilket nok også talte for halvdelen af selskabet, kom de dog heldigvis lidt tumlende op og stå. Et lille grin listede sig over Corinth i besværet, og han kastede et blik imod højdedraget de skulle bestige, inden de kunne gå imod havnefesten igen. " Tak mig ikke før vi er deroppe" gruede han, men hev lidt mere energisk ham med, så de kunne komme væk fra kulden. Den, og det salte, flyvske vejr. Nej tak, omend fantastisk i sin rå natur.  

Endelig mere oppe over bakkekammen, var det at Corinth udmattet - og måske også en smule dramatisk, kort stoppede op. "Hvorfor var det igen, at du skulle heeelt herover, ved verdens ende?" og han lignede en der  glædede sig til at komme tilbage - at sidde - og samtidigt også få genopfyldt det krys han havde fået tømt på deres vej tilbage. Øjnene leende men benene trætte. Lidt forpustet - så ofte lavede han heller ikke bjergbestigninger - imens han rankede sig en smule mere op, og rettede sit greb en smule på den døsige skikkelse, et skævt smil om læberne. 
Egentlig, var de joh nok nået omkring højdedraget, og halvejs op op imod havnefesten. Den føltes som evigheder væk - men - man kunne i afstanden høre skjaldenes musik, og den summende lyd af liv. De kom nok til at forsætte til den lyse morgen, de kære havnearbejdere. I sin udmattelse lagde Corinth knap nok mærke til at T-krydset de stod ved, blev akkompagneret af en anden skikkelse - en på vej væk fra festlighederne. De krydsede næsten hinanden, både i natten, i deres forskellige ruter for aftenen, førhen den anden virkede til at genkende den unge junker, og begge næsten skyldigt stivnede ordet "Viktor?" 

Corinth hev ham en smule opmærksomt op, da han drejede dem imod det store brød af en mand, der åbenbart... kendte Viktor?
Bagved udmattelsen glimtede øjnene en smule interesseret, og han hev lidt besværet sin eneste, frie hånd op i en lille hilsen. Hvem var han?

Natten havde fået overtaget for længst og forlængst skulle han have ligget i sin seng og sovet. Der havde ikke været nogen årsag til at vende rutinen på en drastisk måde som han havde gjort det. Men skaden var sket og det ville forfølge ham de næste mange dage. Ikke blot tømmermændene men også de brudstrykker af hans mange forskellige dialoger han havde haft. Spørgsmålet var ikke om han kunne få en rød tråd gennem sin erindringer, men om han kunne erindre hvad der var sket med hvem og hvordan det var sket. 

Den trætte og tyndslidte, af følelse og kropsligfunktion, sømand havde fået taget sine afsked som skulle tages. Til hans fordel havde opkasten taget en stor del af trykket der havde tynget ham. Balancemæssigt såvel som mentalitetmæssigt. 

Han havde efterladt sin nære ven ved sit opkast og, en muligvis, (u)afsluttet dialog. Måske var det bare ham, men han havde fundet det hele lidt for kompliceret på de mest ukompliceret måder. Nej, han havde ikke problemer med at Charles havde gentagende seksuel samværd med flådens admiral. Men han havde konflikter med det faktum, at de ikke så øje til øje med tingene. De kendte hinanden i forskellige lag, og det var hans egen fejl. Så. Måske det var fordelen at gå hjem og sove det hele ude. Håbe det blot var en forskruet drøm. 

Trætte øjne i blinken, som han lidt vagt registeret personerne han passeret. Vent. Det lignede da et ansigt han kendte, hvorfor han stoppede op og spurgte det sagte navn der lå på tungen. "Viktor?" 
Han blev vinket til i en hilsen, men det syntes nu alt for forkert alligevel, hvorfor han trådte hen til dem. De var jævnbyrdelige i højden, og han lagde en hånd mod junkerens skulder. Han så noget så medtaget ud, som han var ved at falde i søvn. Helt forduftet væk i alkoholens rus. Men det var ikke blot Viktor som så træt ud, manden gjorde det ligeledes. Men hvor var han på vej hen med den bedugget adelsknægt? "Han skal ikke tilbage til festen, han kan jo knap nok stå," konstateret han stille, men skævede en anelse mod manden. "Vi skal have dig hjem og sove, Viktor," sagde han målrettet til den unge knægt og lagde en hånd mod hans skulder, for at ruske lidt liv i ham. 

Selvom drengen var let som fjer, var han ikke i humør til at skulle slæbe på ham. Men det kunne måske blive udfaldet. 

Tågerusen i Viktors sind lettede ikke i nogen nær fremtid. Den var tæt som et tungt tæppe der dækkede alt omkring ham. og taknemmelig i sin tilnærmelsesvise ubevidsthed, lod han sig hanke op af Corinth, så han kunne blive ført halvslæbende afsted. Et tungt skridt efter det andet, men alligevel følte han sig svævende. Fløj med Corinth. Han bemærkede ikke den andens forpustede klang, eller besværet med at få ham afsted. Faktisk, følte han at benene blot gik afsted uden hans egen medvirken. Han kom med nogle små døjende suk fra tid til anden, åbnede øjnene når han kunne magte det, men ellers hang øjenlågene tungt, og kiggede kun gennem sprækkerne fra sine mørke vipper. Kroppen havde virket uden brok tidligere, men det gav vel mening at den til sidst ville give efter for den utilgivelige virkning alkohollen også bragte med sig; nedsat funktionsevne. Det ville ikke blive en vane dét her - at forsøge at slette sig selv fra narrativet ved at drukne sig selv med stærke substanser; fjollet og ynkeligt, det var hvad dét var. 

Verden føltes fjern og uklar, som om den blev set gennem et sløret vindue, men et sted langt fra kunne han alligevel samle op på Corinths stemme, som hvis den kom et sted fjernt fra. Benene standsede kort op, og Viktor forsøgte at komme med et svar der nogenlunde gav mening for hans sind at ytre; han lagde slet ikke mærke til at han sagde noget, men ordene forlod læberne alligevel, temmelig uklart, "Dhet.. var smukt." svarede han - det kunne man vel ikke modsige? Smilet gled langsomt op, før det atter måtte overvindes af tyngdekraften. Hvad han egentlig ville have sagt, hvis hjernen kunne følge med, ville have været noget i stil med, 'jeg var på vej hjem da jeg blev distraheret af den smukke udsigt.'

Viktor.

Den unge junkers navn blev kaldt på, bag dem - og det kunne ikke være Corinth. Det lød ikke som Corinth, stemmen var dybere og mere.. Richard? Som en kludedukke lod han sig føre med rundt af adelsmanden, og blev hanket op på ny. Han var til stede, men samtidig ikke til stede, som om hans sjæl svævede et sted mellem drøm og virkelighed. Hver eneste tanke var sløret, som var der lagt en tyk dug over hans sind. Han bevægede sig gennem verden som en skygge, uden rigtig at føle eller mærke noget. Viktor tvang dog øjnene op, som han fornemmede at Richard nærmede sig dem, og han smilede bare som en døddrukken mand til kaptajnen da han blev rusket i. 
"Mhm-hm." brummede han for at indikere at han havde hørt ham, brynene løftede sig ligeså for at understrege en vag opmærksomhed, men han lagde ikke rigtig an til at flytte på sig. Viktor blinkede med øjnene - de gled besværet op, og lidt fumlende rakte han svimmelt ud efter Richard, og tog fat i hans arm. 
"Kaptaajn - hvor var du?" Lo han træt, og skævede op til Corinth, uden helt at kunne fokusere, "Min åhndsfælleh heh" præsenterede han Corinth som for Richard, og med det samme kom hovedet ned at hænge da det blev for tungt at holde oprejst for ham, og krøllerne dansede med.

Det var lidt af en spøjs situation, skulle Corinth nu erfarer. 
Manden kom nærmere, og selvom han ikke var forfærdelig meget højere end Corinth selv, var er et eller andet ved hans tilstedeværelse... som fyldte. Et (ikke diskret) elevatorblik oppefra, ned, og så op igen, og han kunne konkludere at det nok var mandens... fysik, og blik. Bygget som et brød, men på trods af trætheden der lurede i hans gyldne øjne, følte Corinth en vis form for bevågenhed hvile i dem også. 
Stærke typer plejede ellers ikke at have så meget imellem ørerne, men måske han skulle til at modbevises, i den nærmeste fremtid. 

Det var dog et imødekommende smil der blomstrede op på Corinths læber, ingen grund til at føle sig intimideret, imens han nok ubevidst for ham selv, strammede grebet om Viktor ved det ruskeri der fulgte. Var de tætte venner? Han havde dog ret; junkeren havde mange andre steder han burde være, end til fest - ballet var lukket, og lysene på vej til at slukkes i de svømmende øjne. 
"Ah, han kan ikke stå" istemte han lidt morende, ikke videre hellig omkring knægtens fuldskab. Han havde trods alt fundet ham sådan, ikke... fået ham til at blive sådan. Og et glimt af erkendelse sneg sig ind i Corinths mørke øjne, da Viktor fik præsenteret dem, et greb om kaptajnens arm så han ikke væltede. Kaptajn simpelthen? 
Og som tippede han en hat, nikkede Corinth kort til den højere skikkelse, lidt i tvivl om hvorvidt sømanden skulle (burde) overtage den krølhårede Viktor. Åndsfælle? "Også kaldet Corinth. " summede han, tydeligvis en del mere klar i sine formuleringer og med et lidt fornøjet smil om læberne, ved de pæne ord. 

Var han helt klar til at slippe den yngre adelsmand? Måske ikke, også selvom han mentalt havde brokket sig over hans vægt på hele opstigningen. Men blev han nødt til det? 
Af aflæse sociale situationer, var trods alt lidt af den her kunstners spidskompetance. Og selvom han klistrede en høflig, lidt undersøgende mine på det lyse ansigt, arbejdede tankerne på højtryk, for at greje dybden af deres relation. 

"Morer det dig at han ikke kan stå?" det faldt små anklagende fra ham. En ulmende bekymring sneg sig op ad Richard hvis krop ikke magtede mere for natten. Den skreg efter søvn og ro, men hjernen fik tændt op for nødgeneratoren. Det var ikke nu han skulle hjem, adelsdrengens sikkerhed kom i første række. 
Armen der havde rakt ud mod junkeren blev grebet om. Viktor var i dette moment den lille bukke bruse der skulle over broen til Richard, men trolden under broen luret i det skjulte. Ville den forhindre transaktionen. 

Drengens ord forlod ham som en kartoffel lå i munden og spærret for tungens bevægelse. "Åndsfælle" gentog han en smule skeptisk og lod de trætte øjne falde mod manden med det blonde hår. Det virkede en anelse forkert, hvad blot kun lagde mere vægt på hans bekymring for Viktors velbefindende. 

"Viktor, mindes du at vi aftalte at du overnatter på mit gæsteværelse frem for at du skulle finde en vogn tilbage til Dianthos?" det var ikke helt en aftale de havde lavet, men der var lang vej hjem til en tryg send for knægten lige nu, og han ville ikke slippe drengen af syne. Noget ved den anden mand var skummelt. Det var ikke hans mening eller ting at blande sig i hvad folk gjorde, tvært i mod. Men det handlede ikke om en hverdags ting man så så tit igen, det handlede om at passe på de unge drenge og piger fra mænd som den mand. Ak ja, han skuede hunden på hårene, uretfærdigt og ufint. 

Men han kunne ikke blot hive Vitkor ud af mandens favn. Nej, drengen skulle selv udtrykke eller glide over i hans favn. Selvom det jo så betød, at han skulle svinge ham op over skulderen. Suk.

Der var en ufattelig fristelse i at putte sig ind til begge mænd - omsluttet og beskyttet af dem begge, som et sårbart frø i en beskyttende kokon. Det gav så meget mening i hans usammenhængende sind. men han blev blot stående mellem de to verdener, forbundet til begge på samme tid, med hovedet der svajede i et forsøg på at kigge op på ny. Udvekslingen mellem de to mænd over ham fangedes hans opmærksomhed som enkelte fraser eller ord der straks forsvandt som et forvrænget slør. Kaldet Corinth - overnatter, mit - gæsteværelse. Det begyndte at blive svært for Viktor at adskille ordene og stemmerne fra hinanden som de kom i hans retning, og anstrengt rynkede han brynene for at samle puslespillet der hele tiden blev rodet op i, hver gang han endelig lagde en brik. 

"Hmm..." sukkede han lidt og fik kastet hovedet tilbage så han dunkede baghovedet mod Corinths bryst, og blinkede så tungt med de nøddebrune øjne, og selvom han gjorde sit bedste for at fokusere, måtte han alligevel se på Richard gennem havet i sine øjne, og de mørke vipper. 
"Jaahhe.." Han lavede en grimasse der virkelig artikulerede hvordan hjernen tænkte - eller ikke tænkte. Overnatte på gæsteværelset. Var det alligevel ikke den vej den unge junker uvilkårligt var kommet til at gå i retning af tidligere, inden han blev hypnotiseret af månen og dens dyb under sig? Vejrtrækningen blev tungere, og han begyndte at løsne grebet om Corinth, selvom det tog meget styrke og fokus at gøre. Men han kunne vel ikke leve som fyldet af mande sandwichen forevigt, omend det var tiltalende. Deres dufte blandede sig med hinanden, og Viktor sukkede som var det en noget så svær beslutning han skulle træffe. Ville Corinth ende med at slippe Viktor, endte han med at falde hen i Richards store favn, for væk til at orientere sig om noget.

Et lidt overrasket bryn løftedes ved den anklagende tone, og adelsmandens opmærksomhed spidsedes en anelse til. Blev lidt mere.. frisk. Rolig nu, kaptajn. Hvorfor så stram i betrækket? Selvom det ikke udadtil påvirkede hans mimik, kunne man næsten ane hvordan Richards dømmende ord faktisk pustede lidt til Corinths øjne, der vagt lyste mere op. Gløder slukket i natten, men ikke helt døde endnu. Var det provokerende, at høre hvordan de var åndsfæller? 
Hvis det var, blev det pludseligt et langt mere kært begreb for Corinth, og han himlede lidt henkastet (arrogant) med øjnene. "Måske en anelse" gled det ganske ærligt ud, næsten i samme sekund som Viktor lænede sig tilbage, et større smil på de bløde læber. Man havde vel kun den underholdning man selv skabte. 

Det tunge hoved faldt ind til brystet, og Corinth lænede sig selv en anelse ind imod ham, i de efterfølgende sekunder, et lidt tvivlende blik på Richards ulmende humør, og hvor han ville hen med sine fiskende ord. Så, de havde nu en aftale? Det kriblede pludseligt krævende, en kende mere besidderisk i de sorte fingre, og som blev hans legetøj taget fra ham, skabte handlingen røre i det sorte tjærevand indvendigt. Corinth følte Viktor løsne mere op, og måtte bekæmpe den instinktive reaktion af at stramme til. 
Men besluttet på ikke at lade facaden krakelerer for anden gang i dag, spiste han sig af med at han alligevel havde været på vej til at give slip på ham, for aftenen. 
"Ah. Så var det godt nok heldigt... at vi stødte på dig i aften, jah?" næsten et retorisk spørgsmål, en atypisk trykfordeling. Og Corinth slap ham i et lille ryk, så han kunne vælte sammen i armene på den stærkere mand. Nu frie og uden noget anker, gled hænderne lidt mere skuttende ned i lommen - Corinths sorte skjorte blafrede i vinden, men han glemte kortvarigt at få sin jakke tilbage. I stedet betragtede han sømanden møfle Viktors skikkelse mere på plads, et næsten afventende smil om læberne. Studerende. Som havde han lige opdaget en ny detalje i sit maleri; Richard var en tilføjelse, og han kunne næsten smage den anden mands... var det modvilje? 
Det livede ham op. Tungen skubbedes overvejende ind imellem tænderne, og han bed  sammen. Selvom Viktor var den han sagde farvel til, var det som om at Corinths øjne nåede at tage den andens udseende godt ind. "Så må vi se, om vi ikke støder på hinanden igen, Viktor" Smerten frisk og som et fokus da han lidt mere drilskt løftede sin hånd, og lavede et lille buk i sin afsked. 
Oh. "Og kaptajn?" han drejede hovedet en anelse tilbage, på trods af at være ved at dreje omkring. "Pas nu på du ikke mister dine mænd nede ved stenene. Det er et stort, sort farvand" 

De rød øjne lyste op som en kats i mørket. Det kunne umuligt være et rent menneske. Hvordan han kunne være så dømmende mod en fremmed var ulig ham, men det slog knuder i maven på ham af bekymring. Blikket faldt mod junkeren der dunkede sit hoved mod mandens brystkasse. Det så man ikke åndsfæller gøre, nej. Det hørte til en helt anden kategori, en kategori han end ikke turde tænke på af navn. Vås, umuligt. Men alligevel forblev han ved den tanke. Byen var fuld af sære individer og denne mand kunne snildt falde ind i den gruppe. 

Måske en anelse, fra hans perspektiv lignede det en mand med urene tanker. Eller havde han allerede haft fingrene omkring den unge mand. Var det helt unaturligt at han blev så årvågen lige nu? Udskiftet man junkeren med hans datter havde det være ganske normal reaktion. Ingen ville bebrejd ham for det. Men adelsdrengen var under ham og hans ansvar. (Eller retter sagt, han var Charles' ansvar.)

Som en kludedukke greb han Viktoren med armen. Dødvægt - eller tæt på det. Det var alligevel godt zalans. Retorikken indbød næsten til et svar, af ren og skær frustration og irritation. Måske var det den trætte hjerne, men manden syntes næsten utilfreds med udfaldet for det. Men hans hænder fandt vej i ly for vinden. "Viktor for zalans," brummede han blot og fik nærmest lagt en arm under Viktors armhule og brystkasse for at støtte ham. Som han stod med en sæk kartofler der senere skulle smides over skulderen. Men hans fokus var ikke udelukkende rettet mod Viktor, øjnene skævede til tider mod åndsfællen. Han var en besynderlighed selv med sin afskedigelse til dem. "Hvad?" 

Måske var det overildet at tage det som en trussel, men det lød næsten som en. Han vendt hovedet i retningen af manden og lagde minen i tunge folder.  "Er der noget du vil sige eller er det blot at løbe om hjørner med mærkværdige advarsler" - nok skulle han blot være gået. Men hvad havde indbudt ham til at sige det og hvorfor havde han en fordrukken Viktor om sig. Intet af dette gav mening. Men intet denne aften havde givet mening. 
Velvidende at kun brudstykker ville blive husket for natten, var dette et minde som sat sig fast. Smedet og boltet fast til hukommelsen som noget alarmerende. 

Tiden var overstået, legen færdig, og han kunne ikke få mere ud af Viktor her til aften. Ikke at der ligefrem manglede meget for Corinth, der følte at hele hans tilstedeværelse stadigvæk hang omkring Viktor - og omvendt - følte Viktors aura hænge omkring ham. Som havde den sorte hånd på hjertet, fået dryppet blæk ind i årerne på ham - mærket ham. Han skulle nok finde ham igen, den lille hare. 
Han kunne nok ikke lade være. 

Og det var nok også hvad, der i sidste ende en af grundene til at han ikke helt kunne stoppe sig selv, fra at prikke til den sovende bjørn også. Så, knægten var hans territorie? Richards irritation var som honning for ham, og Corinth havde altid haft en sød tand. Faldt han i fælden? 
Er der noget du vil sige? Adelsmandens læber vippedes længere opad, læberne gled over det glimtende tandsmil, og Corinth trak lidt stort på skuldrene. "Heh..." han havde altid meget at sige, nok til at snakke et vandfald tom for kraft - men det var ikke pointen. Den blonde mand trak vejret ind, den salte duft stadigvæk dansende på tungen, følelsen af overgivelse lå magtfuld imellem tænderne, som et ekko af deres lille sceance nede på stranden. Fabelagtig smag. Corinth løftede den ene hånd, så den ramte over venstre bryst. "Nej, det var bare et godt råd. Det er tvivlende underlag dernede..." smilede han, alt for glat, og alt for spinnende i ordene. 

Det var abstrakt. Vås, og uden den forhenværende kontekst, så var det måske også alt for underligt, til at fulde sømænd havde hjernekapaciteten til at forstå det. Læberne, håneligt trukket en anelse tilbage i tanken. "... glat som en mørkelvers sølvtunge. Falder man først i, er det svært at komme op" og måske havde kaptajnen ikke lært ham de rigtige svømmetag endnu. Det burde han nok lære Viktor. 
Han burde gå. Og alligevel virkede det alt for tiltalende, at se hvad den anden havde af reaktioner, inden de gik hver til sit. 

Djævleslyngens plantetitel var den perfekte camouflage. Den forgreb sig listigt omkring byttet og trak dem ind i dens fugtige dyb og tog gnisten frem dem før man kunne nå at se sig om, medmindre man kunne fornemme faren ved dens eksistens. Var det helt umuligt at tro anderledes om en som ham. Viktor kunne meget vel allerede være et offer for mandens behov. 

Med Viktor under armen, slumrende som et andet barn der havde opbrugt al sin energi og var faldet hen i den dybe søvn uden helt at sove. Med et løft i armen, rettet han junkeren let op og fik ham knugede let tættere ind til sig selv, for at holde ham fra hyænen. Alt hvad manden sagde, virkede som det pure opspind for at dække sin egen ryg fra hvad han i virkelighed havde i sinde. 
Bjørnen, som Richard normalt ellers ikke var, rejste sig og ville ikke give så nemt efter for den mands sølvtunge - som han ellers beskyldte mørkelver for at have. "Mænd af din kaliber hører ikke til ved havnen eller de unge mennesker her," det var ærligt sagt, en klar melding om at han ikke syntes om personens tilstedeværelse for hverken havnen eller de unge mennesker som befandt sig der. 

Det var ikke spor ualmindeligt at mænd i så fine klæder af tøj havde deres foredomme om sømænd, men han var ikke en fordrukken sømand (foruden for natten i nat). "Så pas du hellere på, at du ikke falder i havnen for det tvivlende underlag dernede," - han gik ikke før han fik manden til at træde videre væk fra dem. 

Mænd af din kaliber. Det rislede næsten en anelse igennem Corinth, da de hårde, afvisende ord blev formuleret imellem dem, som kunne kaptajnen virkelig se alt det rådne i blomsterhaven Viktor havde fundet. Den have hvor hvor døde dyr sank ned i mudderet, en evig, summen i baggrunden. Som var Corinth i sandhed fyldt med fluer, fremfor fantastiske fortællinger. Fluernes herrer. Eller i hvert fald det første tegn på at noget var galt. 

Det næste, måtte være hvordan hænderne kortvarigt knugedes en anelse tænksomt, og han trak langsomt sine handsker op fra bukselommerne igen. 
Corinth næsten voksede ved ordene, som fandt en varm solstråle den sorte kat på rækværket, der dovent strakte sig i det lunende budskab. Udenom afskyen - en som han åbenbart vækkede i den anden, var det joh næsten beærende at opleve den knurrende bjørn i bevægelse - han havde knap nok gjort noget - hvilket indirekte betød at han måtte gøre det som han gjorde, godt. Sådan som øjnene udfordrede de sorte hos adelsmanden. 
Og han havde ikke gjort meget. Men det behøvede man vidst heller ikke, med det humør kaptajnen var i. 

Var det en trussel? Hjertet hos Corinth - før lullet mere ned i roen og udmattelsen - begyndte langsomt at slå lidt hårdere. Lidt mere spændt, selvom det ikke burde prikke til hans interesse, på den måde det gjorde. "Åhåhåh...." og blikket spærredes dramatisk op. "Truer du mig?" ord spundet uden et gram af forfærdelse, men både arrogante og overlegne, omgivet af.. hvorfor reagere du så kraftigt? 
Var han så beskyttende overfor alle sine folk? 
Richard vidste det nok ikke, men desto mere han ønskede at skubbe Corinth væk. Desto mere lokkende glimtede hans bytte. 

Viktor var faldet ind i Richards stærke favn. Omslynget af hans beskyttende favntag, samt tyngden fra Corinths mørke jakke hvor kraven var vippet lettere oprejst så den dækkede noget af Viktors ansigt, og ansigtet blev trykket mere ind til Richard, som taget om ham blev strammet til. Han følte at han lå trygt og sov i en lille rede - kokon, som tidligere, omend han stadig var en smule bevidst om virkelighedens lettere usammenhængende tilstand. Stemmerne vibrerede fra hjørne til hjørne i Viktors sind, og han kunne til sidst ikke følge med. Nogle gange hørte han dem slet ikke, for så at bide sig fast i tilfældige ord. Men de opløste sig som blæk i vand, og han havde glemt det så snart han hørte dem. 

"Shhh..." brummede han bare utilfreds som stemmerne spidsede til i volume - en latter kunne høres, omend det ikke var en særlig munter en af slagsen. Han lavede en betuttet grimasse som han gned ansigtet mod Richard, og prustede lidt jammerligt som hvis han blev dårlig på ny - men uden at være til stede i sin tilstedeværelse, hang han bare slapt hos den større kaptajn. Intet anende om hvad der egentlig skete omkring ham. Lige nu var han som fanget i sin egen verden, mens en anden verden fandt sted omkring ham - fragmenter af virkeligheden, der flød forbi ham som en uklar drøm.

Fordomme og antagelser gjorde intet godt, tvært i mod. Men han måtte gå med maven for nu, for den havde sjældent taget fejl, og den tog ikke fejl nu. Noget vammelt var at finde hos den mand, men det var ikke til at sige hvad det var. Men nu var det blevet meldt ud, at han i sømandens øjne forekom som en der forgreb sig mod de unge mænd og kvinder. 

I deres spæde dynamiske dialog, fik Richard rettet om på hvordan han stod med Viktor. Lidt forkvalket og besværet fik han svunget junkerens arm om sin skulder og holdt den fast der med samme højre hånd, mens venstre faldt om taljen på Viktor. Så kunne han nemmere få styr på den fordrukne dreng. Lyden af mandens åhåhåh efterlod en grim smag i mund, og han kneb øjnene let sammen og rystede let på hovedet af træthed for hvad det var blevet til. Hvorfor manden blev hængende var ham en gåde, men måske havde han blot indset, at han ikke skulle have overgivet adelsdrengen så nemt igen. "Et godt råd," svaret han tørt og monotont - næsten ordret som han selv havde modtaget det. Det var måske at være lidt tom for ord og flere beskeder, men han ville videre. Det var på tide at komme videre. 

Frem for at sætte mere tid og fokus af ved sammenstødet, valgte han at ruske let i junkeren for så at få gang i deres fælles fodtøj og kunne lede dem væk fra åndsfællen hvis navn han allerede havde glemt. "For zalans Viktor," brummede han mod drengens øre. Næsten helt skuffet over udfaldet for havnefesten indvirkning på drengen. Det var vel blot et spørgmsål om tid før han atter skulle vidne drengens opkast - og lugte til det i spandevis. 

Adelsmandens øjne smalledes en anelse (forventningsfuldt) ind ved den tørre, stille bemærkning, sikke et toneleje, og han betragtede hvordan hans stærke hænder greb om den minde Alryss knægt. Rettede ham på plads, og samtidigt sørgede for at bygge mere og mere afstand op imellem ham og Viktor. Næsten som en beskyttende mur, og Corinths smil blødte lidt mere op. "Noteret" lo han sagte, og trak læderhandskerne over de sorte fingre, en efter en. 
Ikke mere end et godt råd, det var joh næsten skuffende. Men aftenen var vidst ikke klar på mere ballade, og Corinth sukkede lidt over sitatuationen, inden at han drejede mere omkring igen. Med dem på vej væk, vendtes de sorte øjne imod skyggerne fra havnefesten, og Lochtree løftede en sidste hånd i sin afsked væk, inden han satte i bevægelse. "Farvel, kaptajn. På gensyn, Viktor" og smilet var næsten at ane i ordene, lange skygger der krøb omkring trykket i de ladede sætninger. Han kunne godt prøve at holde junkeren på afstand. 
Men det ville han se før han troede på det; de to var joh forbundet. Og mere end noget andet, kunne det kun betyde at deres modpoler ville trækkes imod hinanden igen, når man mindst ventede det. 

Sjælefrænde. Hovedet vippedes opad imod den sorte himmel, imens han vandrede op imod himlen. Et forbandet tomt ord, men det lød virkelig pænt, når man følte det an. Han kunne godt være Viktors sjæleven.
Især hvis det strøg en eller anden selv-vigtig gammel mand imod hårene, på alle de bedste og værste måder - hvorfor var han så... beskyttende? 
Og Corinth lovede sig selv at finde ud af det, en dag.