Fingrene der lå i nakken, virkede til at føle sig hjemme som de havde gjort det utallige gange før, men Basil kunne blot skænke skuldrene lige så stille som hun fortsatte med det. Uberørt af det hele, men hans tanker hvilet endnu tvivlsomt for sig omkring det. Ene det at hun ikke gjorde mere af sin massage, og alene det at hun ikke stoppede. Men holdt det i et punkt, han kun genkendte fra sensuelle oplevelser, kvaliteter enhver ville elske at blive mødt af. 
 Basil lod blot sit blik hvile mod hende, så på hendes læber som blottede de hvide tænder, øjnene der lå i en genskabelses fase for sig selv. 

 Jovist, farligt var det med noget prydende og pragende, vinger var for mange irrelevante og i vejen for sig. Men jo unikkere vingerne var, jo mere værdi havde de for de forkerte mennesker. Det var ikke noget man kunne komme uden, uanset sin position eller status. Var der først blevet sat en pris på noget, ville nogen nok købe det. " Nej, har du nogensinde været i Elverly? " spørgsmålet var opsat gengivende og sarkastisk for at hun kunne høre det selv. 
 Det var ikke ham at rejse til de steder, rejste hun så selv til de steder. Elver-gener havde vel sin ret at finde hjem på et tidspunkt. 

 " Du skal ikke forklejne mig, kvinde " sukkede han og lagde armene over kors som hun sprang til siden efter have rodet rundt i hans hår. Det var lige lovligt vovet gjort af hende, men han bukkede sig ned for at samle sin trøje op og blev lige så stille mindet om sit R der stod skåret ved hoften af ham. Et ar han ville have med sig til evighed og mindede ham om den morsomhed der havde op til det. Fingrene strejfede kort over arret, før han fik foldet trøjen ud. " Du må godt tage tøj på igen, med mindre du har andre planer for os "  

Latter simrede stadigvæk i halvelveren gyldne øjne, da hun behændigt kom udenfor rækkevidde af en eventuel reprimande. Hverken sarkastiske vendinger eller spydige kommentarer kunne få det ned med nakken, og hun trak en anelse på smilebåndet. Elverly? Det kunne godt være at han jokede, men, men, men... Hun ville faktisk virkelig gerne se det.. Rosa havde talt om det, jah talt det op. Og selvom hun også havde været god til at påpege racismens lag over hele landområdet, trak det i ørkenelverens nysgerrighed. 

Stadigvæk lidt udenfor rækkevidde, og med det ene øjenbryn på vej op i panden, prustede hun derpå lidt 'opgivende' af hans efterfølgende ord. Forklejne, det var ikke et ord hun hørte ofte. Og lidt mere overvejende - jah det var tydeligt at noget blev tænkt, da hun betragtede det sted hans hånd søgte ned - spidsede hun de bløde læber. "Du kan ikke forklejnes" smilet var skævt, stadigvæk i en mere drillende kant, og hun slentrede hen for at finde sin egen top. Et stik af underliggende mod, gjorde hende dog også en anelse mere dumdristig. "Det er du sku for arrogant til" som om at hendes ord, kunne rykke eller ramme den lille mand der. Egoet bar ham langt mere elegant og højere, end så mange andre hun kendte. At han så også var alderspræsidenten i vennegruppen, kunne også betyde noget. 
Vent, var de overhovedet venner? 

Tanken fik hende kort til at stoppe op, hånden ved at ryste trøjen fri fra blade og Talices hoved gled lidt på skrå, da hun betragtede Basil. Altså lige indtil de fik øjenkontakt igen. Pludselig var trøjen meget vigtig at få helt ren i dens  'alt godt fra skovbunden' situation, fordi hun kiggede ikke rigtig på ham, da hun efterfølgende, og lidt mere dæmpet spurgte. "Du, Basil.. er vi - altså. Jeg ved godt at det var en tjans for dig, at hjælpe mig tidligere. Men er vi.. venner?" Hjertet bankede lidt hårdere, kinderne blev varmere, og hun fnyste indvendigt over den fjollede reaktion. Lort, det var lidt en fjollet måde at spørge på. Det gav ham en alt for let mulighed, for bare at sige.. nej. 
Og det huede hende ikke. Dig aldrig noget hun ville sige.

Halvelveren fortjente tæv, bøllebank så at sige det lige ud. 
Men Basil var ingen naiv mand, han havde lært og erfaret at hun var hurtig og havde musklerne med sig. Nok var han selv hurtig og adræt, men alligevel kunne hun med nemhed nå at snige et knæ i hans skridt og efterlade ham på knæene for sig selv. Så at hun kunne få lov til at kaste sig omkring med dumsmarte sætninger omkring ham, var et aktivt valg fra hans side af. Han nød spillet. 

Basil gjorde antræk til at trække trøjen henover hovedet, men han ville lige se om han kunne få et smugkig på at hun luret. For selvfølgelig ville han gerne se hende rødme, flove sig selv en anelse, men i stedet blev han mødt af et spørgsmål og han rynkede panden let og fik dækket kroppen til. " Om vi er venner? " gentog han og trak let grinende på smilebåndet og gik hen i mod hende. 

Han greb let fat i hendes tøj for at stoppe hende i hendes gøren, men som han greb fat i det, valgt han kort lige at samle sig selv og sine chakra, spændte og presset vingerne ud i den hurtigste hast han kunne, lod sig ikke vige af smerten, for at lette let så de var i hovedhøjde. " Var en tjans er en datidsting, nu har vi næsten lige stået halvnøgne sammen og du har givet mit skridt et knæ. Du må selv sætte ord på hvad vi er, lillekæmpe " sagde han og slap let hendes tøj igen for at give hende lov til at beklæde sig. 

Først da hun fornemmede ham stå foran hende, gled de gyldne øjne op. Og med et lidt overrasket, men tavst gisp åbnedes munden i næste sekund. Av min arm. 

Egentlig havde hun hørt ham nærme sig før - måske var det mere rigtigt at sige 'fornemmet at han nærmede sig' - men alligevel overraskede det hende, hvor hurtigt, og alligevel voldsomt selve transformationen forekom. Brutalt, havde det ikke været for det imponerende vingefang der foldede sig så smukt ud, og det dunkede næsten med fantomsmerte i hendes egne skulderblade, da hun erindrede at det ikke ligefrem var let. 

Men når han sådan svævede foran hende, var øjenkontakten svær at undgå, og hun brændte sig næsten på den. Med en boblende uro over ordene, kunne Talice ikke lade være med at spænde en anelse op i kæben. Og samtidigt følte hun at uroen gjorde hende foruroligende let i kroppen, på en fjollet og lidt barnlig måde. 
Følelsen, jah den blødte til sidst igennem den stivnede facade, og et skævt smil blomstrede frem. "Og her havde du ellers en så let mulighed for at slippe for mig.." summede hun. De stod tæt. Hun havde det varmere end gåsehuden på hendes arme afslørede, og det føltes næsten uundgåeligt at han ikke kunne mærke det, selvom fornuften sagde at det kun eksisterede i hendes eget hoved. Og uden at vide hvordan hun burde reagere, endte Talice med at trække hånden op i hvad der lignede et kærtegn af den stubbede kind.. men i virkeligheden var et rettende smølfespark i panden, så han trak sig en anelse tilbage. For hendes egen skyld - Var alle så nærgående? Hun ville ikke indrømme, at der var spændende. "Kæmpe fejl, sådan at give mig muligheden for at kalde os 'venner'" og hun lo lidt udspekuleret, med håb om at det lød mere  selvsikkert end usikkert. 

De var som forbipasserende kometer, altid så tæt på at ramme og kollidere, men noget trak dem fra at eksplodere ind i hinanden og bryde dem op i deres egen uendelighed. Talice var så zalens rapkæftet og hurtig på aftrækkeren, at hun fik ham til at se langsom og gammel ud. En forbandet nydelse i det var at finde når han så på hende. 
Basil besad mange ting, men ikke det som summede rundt i hendes vener og arterier. Hun var skabt af et helt andet stof, noget som han ikke kunne begribe af. Så da hun smed kommentaren afsted, arrogance i forklædning, fik hun blot et smil fra ham. Skråsikkert og charmende som han ingen bekymring i verden havde af den årsag. 

Den solbrune hånd som nærmede sig, fik blot muligheden for at glide let henover kinden på ham, før han selv trak. Smølfesparket kom forgæves op. Som at skyde på mål uden målmand. " Udnyt alle mulighederne du får, for at kalde os venner.. for før du ved af det, er det elskende " og han trak drilsk på smilebåndet i sidste ende og lod hende få mere plads for. Hun skulle næppe have det sidste ord, kunne han få hendes undergrund til at ryste, var han glad. 
Selvfølgelig kunne han også have sagt, at de i sandhed ikke var venner, men blot en kendskab i hinandens liv for en stund, men det ville ikke få hende til at rødme eller miste grebet, tvært i mod. Basil ville se hende vakle, snuble og vælte. 

Han var hurtig. Og som vinden var Basil også omskiftelig; han havde set (aflæst) hendes angreb komme fra lang afstand, og veg elegant udenom konsekvenserne. 
Halvelveren fik ingen fornøjelse af at se ham krympe sig, men det fjollede smil var ikke til at få helt væk - misset angreb eller ej. Hans selvsikkerhed havde en underlig effekt på hende, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af hverken det. Eller sig selv. 

Gyldne øjne spærredes lidt op ved det fine ord han havde valgt, og Talice lavede en demonstrativ og karikeret afvisning, da hun græmmedes ved ordet. "Ej!" udbrød hun, og rystede en falsk gysen af sig. Forfærdelsen var falsk, men overraskelsen ægte, og hun trådte et halvt skridt baglæns, så den trøje kunne komme ordentligt på. "Elskende. Hvem i alle krystalflader bruger stadigvæk sådan nogle ord.." mumlede hun bagved stoffet, inden at hun fik rykket den på plads, og bundet toppens stropper tilbage i nakken. Basil, selvfølgelig. Det virkede dog. 
Især når intentionen var at få blodet op i kinder samt ører. 

Hun skulle nok få fat i ham, dog. Talice mødte ikke hans blik - hun havde for travlt med at sikrer sig at alt sad som det skulle, så det ikke fik løsnet sig når de fløj tilbage - men hun var ikke helt så afvisende, som der ellers blev givet udtryk for, eller umiddelbart tænkt - noget hun ville erfarer når de var hver for sig igen.
 Ikke at han skulle vide det, det var han alt for selvfed til at kunne håndtere. 

Han luftede stille vingefanget som han afventede hende, men alligevel vidste, at det han havde sagt, ville få hende til at reagere på en eller flere måder. Men han måtte se det med sine egne øjne, nyde det. Et smørret smil voksede og han fik hvad han ville have. En så barnlig reaktion, det endeløse udtryk ej der aldrig ville forlade deres verden. Et guldelement af deres så udviklet sprog. Men hun fortsatte lidt og han trak lidt på skuldren. 

"Voksne der ved hvad de kan få" kommenteret han og lod hende gøre sit. Selvfølgelig som en aktiv tilskuer, men selv det måtte kede en som ham i længden, hvorfor han valgte at lette en anelse mere, vingerne bar som ham så nemt og problem frit. Hans fang burde være på hende, men han nød de sad på ham. 
Let hævet over jorden, højere end hun var, så han ned mod hende. Lod sig ikke være lydløs for, at han var der. Men i virkeligheden var det også hans snit til at stik af. Efterlade hende måbende og interesseret i ham. Så måske det var hvad han ville. Sørge for, at hun ville opsøge ham på ny, synge efter ham med sine lungers fuldekraft og øjne i evigsøgen på hans røde vinger, som det var farvet af blodet fra århundredes engelfald. 

Stille satte vingerne i gang, og han tog en, to, tre runde omkring hende, som en lille vind skulle blæse hendes rundt for ham. "Fang mig næste gang du kan" med et smil på læben og et glimt i øjet. Han tog snittet og før hun kunne sige noget, søgt han op og spindede rundt for at svinde ind mod byen igen. 

Lyse øjne blev til små sprækker af guld idet hun hørte ham. Voksne der viste hvad de kunne få? Manden var en meter og bette-høj, men talte fandme kæphøjt og kortfattet. Han troede virkelig på det? Det var dog en effektiv taktik, da det var sjældent mændene helt turde. Det var i hvert fald det hun sagde sig selv, i manglen på komplimenter fra årene. 
Med et lille prust rakte hun op efter brillerne, snart klar til at lette fra jorden med ham. 

Men pludselig var han stukket afsted. 

Hånden gled op i panden, søgte at holde håret væk fra øjnene, da Basil med en dæmpet latter hvirvlede et par gange omkring hende, og så var han væk. Alt hun stod tilbage med, efter overraskelsen havde lagt sig, var fornemmelsen af vind omkring ansigtet, en mærkelig kulde og alligevel en lidt insisterende, glødende mavefornemmelse. Overraskelsen havde fået pulsen op, det var hvad det var. Men. Hun glædede sig til at se ham igen, og vinkede med et skråsikkert smil omkring læberne, til skikkelsen der allerede var væk.