Aurora kunne være en god trold, hvis det var det hun ville. Det var tydeligt at se på hendes vejrmølle. Fig grinte og følte et snert af lykke. Han havde fundet sig en virkelig god veninde, der var hans egen størrelse.

”Jeg troede du spiste blomsterne. Du ligner en der spiser blomster,” Svarede Fig smilende, og tænkte ikke yderligere over, hvorfor han havde fået den ide om hende. Det var nok fordi hun selv lignede en lilla blomst.

Der var ingen fælde der snappede efter Auroras pelsede satyrben, men det kunne nemt være gået galt. Meget kunne tyde på, at Fig var ret intetanende om fælden. Men nu havde den jo heller ikke reageret på hans vægt, og hans fødder var intakte bag den størknede mudderpels.

Han førte hende i retning væk fra den dybeste del af Troldeskovene, hvor han vidste at troldene holdt til. ”Ja måske,” Svarede han dernæst ”Ikke alle trolde bryder sig om vand eller at være rene.” Fig kunne godt lide at være beskidt, men han kunne også godt lide at bade i vandet. Det var rimelig afslappende og holdt samtlige sygdomme væk. Han kiggede nysgerrigt rundt for at overveje hvilket vandhul de skulle besøge.

Heldigvis var det første vandhul, som Fig kendte til, tomt. Hullet lå nede i en fordybning i skovbunden, og vandet var koldt fordi trækronerne her var tætte. Kun en enkelt solstråle strakte ned og rørte vandoverfladen, men det var ikke nok til at opvarme vandet. Fig slap Auroras hånd og gik ned på fire, for at nærme sig vandhullet sikkert og kigge efter mulig fare. Men ret hurtigt kiggede han efter hende. ”Der er sikkert”

Det var længe siden at hun havde følt sig så fjollet som hun gjorde lige nu, men det var positivt. Fig havde vist sig at være en ven som hun kunne føle sig fri med, fordi at han havde en hel anden tilgang til livet, fordi at han var en trold.
"Det er måske heller ikke helt rigtigt. Min mor bruger blomster når hun laver mad, så nogle af dem spiser jeg jo" Men der var også en forskel på en Satyr som hende og en trold som ham og den måde de spiste på, men i bund og grund spiste de nok mange af de samme ting - det havde hun jo lige set og gjort.

Aurora kendte ikke til fælder som lå i jordbunden, men hvorfor boede Fig rundt omkring disse? Men hun havde jo lige set at den ikke gik af da han trådte på den. Hun forsøgte at bevæge sig i hans fodspor. Hun fulgte ham som de bevægede sig væk fra hans hule og ud at de dybe dele af troldeskoven. Det var det hun ønskede, et sted hvor de måske kunne være alene uden at andre trolde eller lignende ville opholde sig. "Nej, det er forstår jeg godt" Kom det roligt fra hende, som hun lyttede til ham, "Gør du? Men det er vel også noget andet når man leger i vandet, ikke?" Selvfølgelig blev man ren, det kunne man ikke undgå.

Hun smilede som de kom frem til et lille vandhul, som virkede alene og sikkert for dem at bruge. Hun mærkede hvordan han slap hendes hånd, som han krævlede ned imod vandet. Aurora trak sin kjole over hovedet og bevægede sig efter ham. "Kom" Hun tog hans hånd igen, som hun kom ned til ham og bevægede sig langsomt ud i det kolde vand. Hendes krop gøs, men hun skulle bare vænne sig til det.

”Jaah, eller trolde rundt,” Svarede Fig, selvom at trolde rundt ikke var meget anderledes end at lege, i fremedes øjne. Han observerede sin veninde mens hun klædte sig af kjolen, mest af alt af nysgerrighed, og ikke fordi han var en usling. Han bemærkede somend bare, at hun havde pels forneden, men bar hud foroven. Og bryster. Dem undersøgte han lidt med blikket, fordi det var lidt spændende.

Hun tog hans hånd, og straks fulgte han efter i samme langsomme tempo og dyppede sig selv med det mudrede tøj, så det kunne blive skyllet, og senere tørret, når de fandt en dejlig solplet senere. Der var ingen teknik over den måde Fig svømmede på. Det var en blanding af brystsvømning og hundesvømning. Han var let som en fjer, og havde lange arme, så alligevel begik han sig udmærket på vand, og begyndte at svømme i cirkler om hende. ”Kan du godt svømme med de der klove?” Spurgte han med et stort smil og nysgerrige, brune øjne rettet mod hende.

Selv havde han pels på hele kroppen, og frøs ikke ligeså nemt som hun gjorde.

"Eller trolde rundt" Gentog hun med et drillende smil på læberne, det var jo lidt det samme var det ved at gå op for hende, men hun lærte hans verden at kende og nød at forstå ham, sin nye ven. Hun lagde godt mærke til at Fig stod og kiggede på hende, som hun afklædte sig men tog ikke større notits af det. Det var jo hendes krop og selvom hun var nøgen, så var det jo naturligt, både at smide tøjet, men også sådan som hun så ud. Om Fig havde set en nøgen satyr før vidste hun ikke, men ud fra hans blikke så havde han nok ikke. Men hun havde også kigget på ham og han brugte jo ikke tøj på samme måde som hende.

Men han skulle ikke have det tøj han nu havde af? Han gik med hende i hånden ud i vandet, og hun så hvordan hans tøj blev skyllet rent. "Bader du altid med tøj på?" Spurgte hun nysgerrigt med et smil på læberne, som hun søgte hans blik. Det ville uden tvivl have set sjovt ud, som hun bevægede sig ud i vandet og svømmede på den måde som hun kunne. Klovene gjorde det sværere, men hun måtte bruge armene lidt mere effektivt, "Det er mere besværligt. Men så må du bare redde mig" Grinede hun.

Vandet var koldt også selvom hun havde lidt mere pels. Men han havde endnu mere.

”Øhm, næhh… Men det var mudret efter at jeg ledte efter trøfler. Så det her er bare et trick til at klare tøjvasken,” Grinte han en kende forlegent. Han håbede ikke at det generede hende på nogen måde, men uanset hvad havde det været planen at tage det af undervejs.

Stadig under vandet trak han sig af bukserne og sjalet og kastede det op i luften, så det klaskede sig til en af grenene fra et træ, der strakte sig hen over søen. SÅ! Nu var han selv så nøgen som en trold kunne være. Fig var ret pelset, så det var godt det samme. Nogle steder var han bare mere glatpelset end andre, men farven forblev hvid og fin alle steder på ham. Han var ikke genert over ikke at have noget tøj på. Blufærdighed over nøgenhed var en mennesketing.

”Men du svømmer nu meget godt, synes jeg.” Han kiggede meget på hendes teknik, og fandt hende bare nuttet og interessant. Mon han kunne redde hende, hvis hun var ved at drukne? Fig var selvlært svømmer, men hvis det virkelig gjaldt, skulle han nok finde kræfterne frem!

Aurora vidste jo ikke hvordan trolde befærdede sig, så om han badede med eller uden tøj på kunne hun ikke bide sig sikker i, og derfor spurgte ham. "Meget.. beskidt " Grinede hun drillende til ham og hans måde at rense og gøre hans tøj rent på var smart nok. Det blev jo skyllet igennem som han svømmede igennem vandet. Det generede hende slet ikke at han indtil videre havde tøjet på, hun prøvede blot at forstå, "Det er smart, Fig"

Aurora så overraskende på som Fig hev sine bukser af under vandet. Hun var imponeret og grinede højlydt som Fig smed bukserne og sjalet over mod land, hvor det ramte et træ og han var nu nøgen - lige som hende. Det var det mest naturlige for dem som skov dyr at bevæge sig på denne måde rundt i skovene. Hun havde dog aldrig set en trold nøgen før, men var han så meget anderledes? Vandet skjulte ham godt. Ligesom hende.

"Det var godt kastet" Roste hun ham stadigvæk små grinende, "Synes du?" Hun gjorde jo hvad hun kunne for at holde sig oven vande og svømmede langsomt over mod ham, "Du gør det virkelig også godt"

Han var smart! Og det at hun roste ham for sin smarthed, fik ham til at smile helt vildt stolt. Der var ikke meget ros at hente blandt troldene i Troldeskovene, men Aurora var ikke som nogle af de trolde han kendte. Nej, hun var sød og pæn og sjov.

Han svømmede hende i møde, og var væsentligt hurtigere men også lidt mindre fin i sin teknik end hende. Tøjet hang over dem på en tyk gren, så det næsten hang perfekt og fik lov til at dryppe af. Han kunne sagtens klatre op og hente det, når de havde badet, men han vidste ikke om han kunne komme ned igen, uden at falde pladask ned i søen igen. Han havde ikke behøvet at kaste det så højt op i grenen, men han havde nok bare villet blære sig lidt over for hende.

”Tak,” Han smågrinede også, samtidigt med at han blussede en smule lyserødt op i de dunede kinder. Han tog hendes hånd i sin og begyndte at svømme bagud med hende let på slæb, så de kunne svømme en runde rundt om søen sammen.

Al Figs pels klistrede sig til hans krop så man kunne se hvor spinkel han i virkeligheden var. Han mindede lidt om en våd hund, eller måske abe? Aurora lignede næsten en menneskepige, når man kun kunne se toppen af hende. Men hun så ikke uhyggelig ud!

Fig var virkelig en underholdende, sød og virkelig pæn trold var hun hurtigt blevet enig med sig selv om som dagen gik frem og de brugte mere og mere tid sammen. Lige nu var hun imponeret over ham, som han havde kastet sit tøj op og så hvordan det hang fra den tykke gren. Mon han kunne komme op efter det? Ellers måtte hun hjælpe som hun kunne. Hun vidste bare ikke hvordan man klatrede - på nogen måder. Hun var sikker på at hendes hove ikke kunne. 
Fig var hurtig som han svømmede igennem vandet, men hun regnede også med at det var noget han gjorde ofte, hvert fald mere end ham, det var der ingen tvivl om. 

Hun smilede som hans kinder blussede op - det var sødt at kigge på. Hun lod ham tage sin hånd så hun kunne svømme efter ham, som han næsten trak hende. Det var også svært kun at svømme med en arm, som han havde den anden, men når han trak hende så hjalp det. Hun vidste ikke hvor de var på vej hen, men svømmede blot med for hun vidste at han vidste hvor de skulle hen. Hun stolede på ham lige nu.

Som de var i vandet var der en forskel på dem. Hun havde ikke så meget pels som han havde, så hendes krop og former var mere synlige end hans var, som pelsen virkelig klistrede til ham. En våd trold lignede han.

De var ikke på vej nogle steder hen. Fig trak hende bare rundt om søen, i et hurtigere tempo end hun selv kunne svømme, for at gøre hende glad og høre hendes latter. Aurora var så sød og gjorde ham glad, så naturligvis var der ikke det, han ikke ville glæde hende med.

Det var som om deres leg blev overvåget. Der var ingen trolde eller væsner at se, og alligevel fløj Figs lange, våde troldeører op i vejret, som en vild hare, der havde fået færden af en jæger. Lyden blev tydeligere og tydeligere, og det lød som… panfløjte.

Panfløjten var ikke et troldeinstrument. Troldemusik var sjældent, og instrumenterne var ikke nær så sangfugleagtige eller harmonerende, som de fløjteinstrumenter og blæsere, som kentaurerne, satyrerne eller menneskene dygtiggjorde sig i. Det var mere tilfældig trommen på en hul træstamme og dybe brummen helt nede i halsen.

Forsigtigt stoppede Fig sig selv i at svømme og nærmede sig Aurora midt ude i søen. ”Hvad er det?” Hviskede han nervøst og byttedyrsagtigt. Panfløjtespilleriet kom nærmere, og det spillede en munter melodi, der passede sig til det fantastiske vejr.

Aurora vidste ikke hvad Fig havde i tankerne lige nu, som de bare svømmede rundt i søen - eller svømme var så meget sagt, for lige nu havde han så meget fart på, som han havde fat i hende at hun ikke havde mulighed for at svømme. Hun morede sig og lod ham høre sin latter. Der var noget over den frihed som de lige nu havde, det at de havde fundet hinanden og deres kemi havde været så god. Hun nød dagen med ham.

Aurora spillede selv musik og fløjte så for hende var det ikke en ukendt lyd som de lige nu hørte, men hun vidste ikke hvem det var eller hvor den kom fra. Hun kendte heller ikke melodien, men man kunne jo finde på så meget i dag og mange var kreative med den slags. Det var hun også selv. 
Men hun kunne mærke på Fig at det var noget som gjorde ham utryg, noget som påvirkede hans sanser og reaktioner. Som hun kiggede på ham, som de lå der i vandet kunne hun se hvordan hans ørere var store og lyttende. 

Som han stoppede svømmede hun hen til ham, og kunne se utrygheden i ham. "Det er bare en der spiller fløjte, Fig" Hvad skulle det ellers være? Hun var så godtroende at hun ikke regnede med at nogen ville komme efter dem, for hvorfor? "Der er ikke noget at være nervøs for" Hun trak en arm rund som ham, som benene holdt hende oppe, blot for at få ham tættere, hvis det kune hjælpe ham.

Aurora ville nok kunne mærke på Fig hvordan han rystede og skælvede af fløjtespilleriet. Normalt på land ville han have hoppet ind i en busk og være forsvundet, men han var i selskab med Aurora, som lignede en der var mindst lige så udsat for fare som han var. Men hun ville nok også kunne mærke, at det hjalp en del på skælveriet, da hendes arm om ham blev mere omfavnende. Det var bare en der spillede på fløjte. Han stolede egentlig på Aurora, men han blev nødt til at se det med egne øjne, før han kunne slappe helt af.
Han skuttede sig ind til hende, og afventede at fløjtespilleren skulle komme nærmere.

Den skyldige for musikken skulle vise sig at være en satyr. En mandlig en af slagsen, brunpelset og lodden. Håret var filtret og sjusket, og twistede sorte horn skød op fra det. Han havde kun en mørkegrøn vest på og en bæltetaske på. Det var ikke en satyr som Aurora kendte til, og Fig havde i hvert fald aldrig mødt ham. Han sås kun med trolde, normalt!

Satyren stoppede ved søbredden og stoppede også sit fløjtespilleri for at åbne proppen til en vandflaske og fylde den op med søvand, mens han fortsatte nummeret ved at nynne i stedet for. Han var måske en god fløjtespiller, men hans stemme var lidt mere... rusten i det. Så fik han pludselig øje på de to der var ude på vandet.

"Jamen halløjsa de damer!" Sagde han på sylvan, alfernes og satyrernes sprog. Han havde spottet hende den lilla, og kunne ikke rigtig spotte hvad pelsklumpen ved siden af hende var. "Hvad med at I kommer op af det søvand der og spiller lidt på farmands fløjte?" Han greb atter sin panfløjte og spillede denne gang en af sine blærerøvsmelodier. Han var hurtig på fingrene og ferm til at manøvrere sine blæs. Og tilmed gjorde han nogle dansende spjæt med sine gedeben. Som om det skulle kunne imponere nogen.. Fig var ikke særligt imponeret i hvert fald. Han forstod desuden kun trold. "Hvad vil han?" Spurgte han Aurora, da hun måtte kende hendes artsfælle.

Hun havde hurtigt lært Fig at kende igennem dagen, og på en eller anden grund kom det ikke bag på hende, at den rolige trold var skræmt over den fremmede lyd af fløjtespilleriet. Aurora var heller ikke sikker på hvem det var, som lyden kom tættere, men herude var det næsten kun Satyrer som fløjtede den slags melodier. Men Aurora kendte ikke så mange andre satyrer end hendes familie, og dem som de sammen besøgte og kendte. Hun kunne mærke hvordan Fig skælvede og rystede, uden tvivl bange for hvad der end mon måtte komme - men Aurora troede ikke det var så farligt. 

Det var sikkert som de begge havde regnet med som den store mandlige Satyr kom til syne bag træer og buske. Hun havde ikke set ham før, men heller ikke hørt melodien før. Fløjterne havde ofte den samme lyd. Han var uden tvivl en af de satyrer som spillede op til andre, hans påklædning var sparsom og hans pels tyk og brun.

Aurora kunne forstå ham, hun var usikker på at Fig kunne. Han talte hendes sprog og af en eller anden grund troede han de begge var kvinder - kunne han ikke se Fig? "Det tror jeg slet ikke vi er interesseret i" Lød det fra Aurora som hun kiggede op på satyren. Aurora havde sin egen fløjte, bare ikke med sig. "Han vil have vi kommer op og spiller fløjte" Hun kiggede over på Fig som han trådte vande ved siden af hende, "Skal vi ikke bare svømme videre? Jeg synes du skal smutte videre" De første ord var henvendt til Fig og efterfølgende mod satyren på bredden

Nu begyndte de to satyrer at tale i et sprog Fig ikke forstod. Alt han havde at vurdere hvad der blev sagt på, var ved at lytte til tonen i Auroras stemme. Hun virkede slet ikke bange, men han klemte i sit tag om hende lidt endnu. Så... denne fremmede havde opsøgt dem fordi han ville have at de skulle spille på hans fløjte? Men Fig kunne slet ikke spille på noget. Hvem med sindet i orden, ville høre på en talentløs trold trutte i nogle små bambusrør?

"Joo, kom nuuu," Plagede satyren ved søbredden "Det er jo kun parringssæson én gang om året, det ved alle satyrer da. Eller... er du måske en ulækker trold? Jeg syntes lige jeg hørte dig tale trold, kan det passe?" Han stak en finger ind i øret og borede sig igennem det tykke lag ørevoks der havde gemt sig derinde i alt for lang tid. Den orangegule klump blev skudt afsted med et lille smølfespark. Derefter gned han sine øjne og kiggede nærmere på den lilla satyrkvinde. Hun lignede nu ikke en trold. Men så kiggede han nærmere på den våde pelsklump, der gned sin usle krop op ad hende, og kunne nu se at det var en klam trold.  Han rynkede kræsent på snuden.

Fig stoppede med at skælve og handlede på den besked hun havde sagt på trold. Han tog hende i hånden og begyndte at svømme langsomt i den modsatte retning, men straks kunne man høre hovene fra den fremmede fyr der travede langs bredden, igennem krat og knækkede grene undervejs, for at komme tættere på.

Aurora vidste selvfølgelig godt hvad den fremmede satyr havde ment, men lige nu var der måske ikke nogen grund til at fortælle Fig det hele, og gøre ham mere bange end hvad han allerede havde vist. Aurora var ikke nogen udadreagerende person, eller en person som på nogen måder havde stået i sådan en situation her før, så det var nu hun skulle vise sig selv, og ikke mindst Fig at hun kunne beskytte dem, hvis han prøvede på noget. 

"Bare fordi det det parringssæson er der ingen grund til at hoppe i med den værste, vel?" Hun lod blikket glide over på ham og derefter på Fig, som han klemte hendes arm lidt mere. "Jeg er ikke nogen trold! Men jeg vil til hver en tid heller være det end at lave noget som helst med dig!" Sandheden var jo at Aurora ikke var kommet til den slags endnu, og vidste dårligt nok hvordan det foregik? Mon Fig vidste noget om den slags? Gjorde Trolde det? Det gjorde de jo næsten. Hun havde ikke set eller oplevet den slags, men hun vidste da noget omkring det. 
Han var decideret ulækker i hans bevægelser, og lige nu ønksede Aurora blot at de kom væk fra ham.

Hendes tanker blev hurtigt gjort til virkelighed som Fig begyndte at svømme bagud, og hun forstod hvorfor. Hun begyndte selv at svømme bagud, som satyren lod sig bevæge mod vandet. "Kom Fig, vi svømmer væk"

”Den værste? Hva hør nu! Jeg er den bedste!” Satyren lod sig provokere let. Det var almindelig kendt at kentaurere og satyrer især gik højt op i parringssæsonen, og mens de fleste hunner var villige i den tid, så kunne hannerne være temmelig insisterende. På en måde som ikke ville blive accepteret i de mere civiliserede samfund, og var endda strafbart. Men her i skovene, skulle man bare passe på sig selv.

Satyren fik øje på nogle sten ved søkanten og samlede den største han kunne finde op i hånden, og vejede den overvejende. ”Jamen hvis det skal være på den måde…” Sagde han uden at forklare nærmere, men lod den flyvende sten tale for sig selv. Han sigtede forbavsende godt, og formåede at ramme Aurora på ryggen, ligesom hun og Fig vendte sig fra ham og begyndte at svømme i den modsatte retning.

Fig gispede op. Han kunne godt høre på Aurora at tonen var begyndt at blive utilpas. ”Aurora er du okay!?” Ham satyren var vist en værre bølle. De måtte hellere se at komme væk. Fig kunne se at Satyren havde forladt sin plads fra før og hans hove kunne høres komme løbende rundt om søbredden, for at indhente dem. Han var pænt irriterende! Selv Fig med sit søde ansigt, så nu godt sur ud.

Sten kom flyvende og landede som et tungt plask lige mellem Fig og Aurora, og fik Fig til at slippe i taget i hende af forskrækkelse. Som om Satyren var ude på at skille dem ad… Fig langede ud efter hende hurtigt, for at hun ikke skulle synke ned under vandet – hun var trods alt lidt hjælpeløs i vandet. Fig bandede nogle forbudte meget grimme troldebandeord, som Aurora sikkert ikke engang kendte, da de var så grimme, at ingen der kendte dem, ville lære dem videre til andre.

Så trak han Aurora i retning mod satyren, og da gjorde satyren et forskrækket spjæt på stedet, så han tabte den sten han skulle til at kaste. ”N-nååå? Der kom i så alligevell’et?” Spurgte han først lidt nervøst, og så hoverende. Han kunne ikke finde ud af om de nærmede sig ham for at overgive sig til ham, eller for at slås!

Aurora var bestemt ikke tryg ved situationen, og Fig var jo heller ikke med på hvad alt det her gik ud på eller hvad de to satyrer havde delt af ord, fordi han ikke forstod det - hun forstod Fig, men han forstod ikke hvad de talte om og hun var usikker på om han han havde lyst til at høre det. Vidste Fig noget om at parre sig? De var vel begge unge dyr? Aurora vidste da lidt om det, men havde aldrig begivet sig ud i det - selvom det var naturligt for deres racer og mange startede tidligt. "Den bedste til hvad? Jeg tvivler på at du kan tilfredstille nogen!" Hun vidste jo dårligt nok hvad hun egentligt talte om, for hvordan blev man tilfredsstillet? 

Hun lagde ikke helt mærke til Satyren, da hun egentligt blot ønskede at komme væk fra ham, så de kunne forsætte deres dag sammen, men lige pludseligt mærkede hun et hårdt stød mod sin ryg, og vidste dårligt nok hvad der havde ramt hende. "Aargh, av!" Som hun vendte sig om kunne han se hvordan han fumlede med sten, og det var sikkert det hun var blevet ramt af, "Nej!" Hun ville ikke være ond mod Fig, men hun havde ondt nu. 

Kort efter det første kast som ramte hende, regnede det efterfølgende med sten i mellem dem. Han forsøgte at skille dem ad, så han kunne komme tæt på hende og parre sig med hende - om hun så ville det eller ej. Frygtelig satyr. Hun blev glad for at han hev fat i hende, for hun var ikke verdens bedste svømmer, og han kunne holde hende oppe. Hun kiggede overrasket over på ham som ord forlod hans mund, ord som hun ikke kendte - og som den anden slet ikke ville kende. 

"Fig, hvor skal vi hen?" Lød det panisk fra hende, som hun blev trukket imod bredden og Satyren, "Fig, han er ude efter mig"

Fig spjættede lidt på stedet, som Aurora sagde det. Han var ude efter hende!? Uden helt at vide, hvad præcist det betød, så måtte satyren ikke tage Aurora fra ham. Det havde jo kun lige fundet hinanden, og selvom det kun havde varet i kort tid, havde Fig virkelig hygget sig. Nu var der endnu en god grund til at afmærke sit territorium.

”Så bliv her,” Sagde Fig "Jeg beskytter dig." Han var en meget modig lille trold lige nu. Han fortrak sit ansigt i en bestemt og seriøs vredesmimik, hvilket hos Fig ikke virkede særlig faretruende. Og så gik han ned på fire og hoppede den fremmede satyr nærmere.

”Adr, ikke dig!” Protesterede satyren, da han rigtigt nok kun ville have Aurora. Trolden var bare en primitiv, lodden skabning, der i øvrigt ikke lignede en rigtig trold. Han gjorde an til at sparke ud med hoven, hvis Fig skulle komme for tæt på. Fig hoppede tilbage hver gang satyren truede med det, men begyndte at nærme sig ham igen, så han måtte bakke tilbage. ”Fis af med dig!” Han sparkede Fig lige i panden, så det begyndte at snurre for øjnene af trolden et øjeblik. Så knurrede Fig og blottede sine store, men bløde tænder.

Satyren sparkede ud efter Fig igen, og denne gang bed Fig fat i det lodne bukkeben på ham som en hund ville bide skinnebenet af et postbud. Satyren hylede op og hinkede på det andet ben, mens han kæmpede for at få benet fri fra troldens gab. ”Den spiser mig! Den spiser mig ski’sme!” Satyren havde jo tabt sin sten, men han kom i tanke om, at han havde sin flaske med søvand i. Han løsrev den fra sit bælte og hævede den, parat til at slå ned på den hvide skabning, der havde fat i ham. Klar til at ofre en perfekt flaske, for at redde sit ben fra at blive skambidt. 

”Fig, du kan ikke gøre ham fortræd. Han er sikkert for stærk” Hun satte allerede stor pris for Fig, sådan som han var. Han var en fantastisk person, som hun kun ønskede at lære bedre at kende.
Hun var ikke sikker på, at Fig forstod hvad Satyren sagde, da han gerne ville have ham væk. Det virkede til at Satyren var klar på at gøre alt hvad der var i hans magt, for at få fat i Aurora, men lige nu tilhørte hun Fig og ville ikke med ham, og slet ikke parre sig med ham. ”Det er dig der skal forsvinde herfra! Jeg vil hellere lade mig drukne end at lade dig røre mig!” Råbte hun af Satyren, som han bad Fig om at forsvinde.

Et stort gisp forlod hende da han sparkede Fig. Hun kunne mærke tårerne presse sig på, som hun så hvordan han lå på jorden. Hun måtte gøre noget, redde Fig, som han havde reddet hende. Hun kunne ikke blot lade ham gøre al arbejdet, selvom hun ikke var den store kæmper. Et grin undslap hendes læber, som hun så hvordan Fig nu bed i Satyrens ben, men frygtede for hvad han kunne finde på da han hævede flasken over Figs hoved.
Aurora tog tilløb og løb med hovedet forrest i retingen af Satyren. Hun havde aldrig brugt hendes horn før, men engang skulle være den første. Hun ramte ham plet i maven. Lod hornene bore sig ind i ham og støde ham væk fra Fig.

Det var en kamp Fig ikke kunne vinde. Heller ikke selvom Aurora var vigtig for ham at redde. Men hvis han kunne udskyde at ham satyrfyren tog hende fra ham, var det alle slag og spark værd. Fig kunne dog umuligt forudse, at en glasflaske snart skulle ramme ham. 

Eller... Det nåede aldrig at komme så vidt! For hverken Fig eller den larmende hansatyr lagde mærke til, at Auroras tilråb ophørt, eller at hendes to bukkeben i stedet satte i galop imod dem.

Satyren tabte sin vandflaske, ligesom han tabte pusten, da Auroras store flotte, og farlige horn ramte ham lige i maven og sendte hans akavede korpus i retning mod søen. Det havde været tydeligt at Satyren havde undgået vandet, ganske vist fordi han ikke kunne svømme, ligesom Aurora ikke havde lært det. Men ud fra hans fæle lugt at dømme, så var han generelt ikke fan af vand eller det der med at være ren. 

Satyren gispede efter luft og plaskede hjælpeløst i vandkanten. Han var uden for fare for at drukne her i det lavvandede kant, men det vidste han ikke selv. "Hjælp! Hjælp mig jeg drukner" spruttede han i panik. Men han var så hæs at hans stemme ikke nåede langt i skoven, og desuden var Fig også trold og kunne ikke forstå andre satyre end Aurora.

"Du er okay?" Spurgte Fig overrasket mod Aurora. Selv blødte han fra munden. 

Det hele skete så hurtigt, som Fig og hendes tur var blevet spoleret af den fremmede Satyr mand. Fødderne sendte hende i høj fart ind i satyren, og både Fig og hende kunne se hvordan han røg bagover og ud i vandet, hvor han straks skreg om hjælp for livet. Noget som virkede tosset, eftersom at han dårligt nok ville kunne drukne på stedet.

Hendes blik fangede den lille Fig efter slagets gang, og kunne se hvordan han blødte fra læben. Hun bevægede sig langsomt imod ham, og lod en finger bevæge sig langsomt imod den sårede læbe. ”Det er første gang jeg har brugt mine horn på den måde” Kom det næsten forlegent fra hende. Hun vidste at det ikke var noget hun burde gøre, men i dette øjeblik havde det været nødvendigt. Hendes hoved dunkede noget, hvilket var ret forståeligt. ”Men jeg er okay. Hvad med dig, Fig?”