”Jo, det skal jeg jo nok,” Svarede han og trak lidt på det. Han havde holdt sig væk fra ballet i går, fordi han var ukomfortabel over at skulle spille fin, når nu han ikke var det. Han tvivlede på at en kongelig morgenmad ville være mindre snobbet. ”Men ikke hvis jeg kommer for sent. Jeg skal ikke nyde noget af at gøre mig uheldigt bemærket overfor Calanis – eller dronningen.”

Han skævede til sin side, hvor Sata pyntede sig med sine smykker. Han formåede at ligne en prins fra et andet land, eller sådan noget, især med det sjældne elemental-udseende. Elemér lagde ikke skjul på at han kiggede undersøgende op og ned ad ham. ”Pas på du ikke overgår dronningen. Du ender med at blive smidt ud af slotsportene,” Fnes han legesygt og luskede hen til døren, hvor han åbnede den på klem og stak sit hoved ud, ligesom for at se om der var fri bane. Ligesom Sata var Elemér også mættet af de mange rygter der opstod konstant. ”Kom, der er fri bane,” Han kiggede om på Sata inden han hastigt listede ud og mod trapperne.

Sata rystede lidt på hovedet. "Jeg lover at det ikke er så slemt som du får det til at lyde." Han var selv kommet sig over frygten for Calanis for lang tid siden, men han havde selvfølgelig heller ikke opvokset med ham. Nogle af vogterne kunne også godt lide at bruge skræmmehistorier om ham. Det virkede på nogle af de yngre vogtere og det lød også til at det gjorde det på Elemér. Men han havde selvfølgelig også fået en ordentlig skæld ud da han tabte ægget... det gik Sata i hvert fald ud fra.

Et lille grin undslap ham dog alligevel som Elemér pointede at han ville blive smidt på porten. "Hvis det er tilfældet, så føler jeg at riget har størret problemer end vi forventede," sagde han i en drillende tone færdig, og fik også endelig taget sko på, så han ellers var klar til at tage afsted.
Han skyndte sig ud af døren lige efter Elemér, og begyndte så at lede dem ned mod hvor de alle sammen skulle få morgenmad. Det var ikke svært at støde på nogen som de gik, selvom det var tyndet meget ud. De få der var tilbage så dog ud til at de også havde taget rigeligt for sig med festlighederne i går.

At det ikke var så slemt, det kunne Sata jo sagtens sige. Han var ikke oldgammel, men han var stadig en af de ældre. Han var fejlfri og respekteret… og beundret af Elemér og de andre nu voksne mennesker, som han havde gået i skole med. Men han valgte at lytte til Sata. Det var sikkert ikke så slemt…

Som de gik sammen, justerede han endnu på sit eget tøj og hår. Han havde været ude i den beskidte by i det her tøj og havde sovet i det, men det var ikke synligt beskidt, men han kunne godt bekymre sig for om han lugtede af noget. Lidt sent opdagede han, at en del af de andre vogtere lignede at de var hårdt medtagede. ”Hvaa… de skulle nok ikke have drukket så meget.” Sagde han dæmpet til Sata og nikkede i retning af to mørkhårede menneskevogtere, som nok havde klædt sig pænt på, men alligevel lignede noget der var løgn i hovederne. Elemér kunne ærlig talt ikke se, at Sata også havde drukket. Han var vel lige så blå som han plejede at være.

Der kom en pludselig latter fra en lille gruppe piger bagude, og Elemér reagerede på stedet. Han genkendte deres stemmer lige så tydeligt, og konkluderede straks, at de for alt i verden ikke skulle støde på Sata og Elemér sammen.

Sata, lige så lang han var, blev pressede i retning mod væggen bag et gardin af Elemér. Hans krop holdt ham presset mod væggen, og hans hvide hånd lagde sig mod de blå læber, for at blokere fra den eventuelle protest, der måtte komme fra ham. Gardinet var rimelig massivt, så de var sikkert tilstrækkelig skjult, men alligevel bankede hans hjerte hurtigt i brystet.

Pigerne var nogle af dem Elemér kendte fra sin skoletid. De delte højlydt den sladder de havde fra festlighederne i går, om hvem der havde danset med hvem, og hvem der havde sagt hvad til hvem. Elemér var rimelig fokuseret på at holde vejret og vente på at de passerede, men lige nu var det tydeligt at de var lige på den anden side af gardinet.

”Vent lidt, jeg skal lige snøre min støvle om,” Hørte han den ene sige, og pigerne blev stående derude lidt endnu og ventede på deres veninde, mens de snakkede i munden på hinanden.

Elemér kiggede op på Sata og smilte lidt undskyldende, og lod forsigtigt og langsomt hånden løsne sig fra hans mund.

Et lille træk i mundvigen var alligevel at se på Sata, som Elemér pointerede det med de andre vogtere, og også hans blik gled over på de stakkels mennesker. "Ikke alle er lige vant til... festlighederne," sagde han. Nogle af dem havde trods alt været ganske isoleret i templet, og var blevet trukket med i stemningen som de havde oplevet en stor begivenhed på denne her måde for første gang. Sata kunne ikke bebrejde dem for at ville opleve det. Det fik så bare visse konsekvenser i dag som de nok ikke ønskede at eksistere så tidligt på dagen.

Men den fredelig tur blev dog brat stoppet som han noget aggressivt blev presset op mod væggen. Den andens vogters krop ufattelig tæt på hans egen, og hans øjne spærrede op i en forvirring. Han skulle til at åbne munden men en hånd lagde sig over hans mund, så alle eventuelle protester døde ud. Han var forvirret over hvad det her handlede om. Hvorfor Elemér var så tæt på ham, men han kunne intet sige. I stedet for kunne han bare mærke hvordan hans hjerte slog hårdt i hans bryst.
Hans øjne prøvede at finde Elemérs, spørge ham uden at sige noget, hvad det her handlede om, men selv som hånden blev fjernet, så blev Sata stående stille og sagde ikke et ord. Kiggede blot ind i den andens vogter øjne. Forvirret over det hele, men han følte også at det var underligt intimt. Havde det være en anden person, havde de nok kysset, men det var ikke den slags forhold de to af dem havde. 

Hans smil falmede og hans matte, mørke øjne kiggede tilbage ind i Satas forvirrede øjne, der var endnu mere overbevisende blå, end resten af ham. Han anede ikke hvad han måtte tænke om situationen lige nu. Måske havde han overgået hans grænse, ved at skubbe ham så voldsomt væk fra de andre?

Det var ikke så underligt at Sata oplevede det hele meget intimt. De var meget tætte, og Elemér var meget bevidst om hvad han udsatte dem begge for, ved at presse så meget på, som han gjorde. Hans hånd, som havde holdt Sata for munden, ledte efter et godt sted at placere den. Væggen bag Sata, men det var ikke komfortabelt for ham, så han hvilede den ved hans skulder. Han tog lidt trøjens behagelige stof.

Han ville virkelig gerne prøve at kysse ham… Men denne gang havde han ikke noget middel i blodet, til at føle sig uovervindelig. Den mindste afvisning fra den erfarne vogter kunne fælde ham, og det ville være svært for ham at vise sit ansigt overfor ham igen. Var han villig til at tage en sådan chance? Var det virkelig nødvendigt med et kys?
Elemér havde alle mulige gode grunde til ikke at gøre det, men han fandt sig alligevel læne sig tættere på ham, og opsøge hans ansigt. Han var vant til at være en af de høje, især blandt menneskene, men Sata måtte være den højeste i templet. Hans læber rørte Satas idet han løftede sig på tæer.

Pigernes sladren var stadig en halvanden meter væk fra dem, men det var svært at interessere sig for ligegyldig sladr, lige nu.

Sata var ikke den der ville tage det skridt, selvom også han kunne mærke kraften der hev i ham. Denne her del var typisk den nemme når andre opsøgte ham. Det var altid nemmere at sige ja, og det føltes ofte godt. Men han havde alligevel ikke set det komme fra Elemér.
Han følte sig underligt fanget, men ikke på en dårlig måde, og han kunne ikke tage blikket fra Elemérs ansigt, som han kom tættere og tættere på.

Han havde lyst til at sige noget, men samtidig ville han ikke give deres position væk til pigerne, så da Elemérs ansigt kom lidt for tæt på, var det som det mest naturlige at lukke sin egen mund også ved at læne sig ind i kysset.
Han løftede sig hånd og lagde den mod nakken af Elemér for en bedre position, og for et par øjeblikke så var der ingen tanker i Satas hoved. Hverken hvor upassende det var hvor de stod og kyssede, eller det faktum at det altid var lidt risikabelt når det var med en anden vogter.

De tanker kom først tilbage, som kysset blev brudt, og Sata åbnede øjnene endnu engang. Åh nej. Han burde have sagt nej, burde han ikke?

Der havde ikke været den store omtanke for fremtiden i templet, da han havde lænet sig tættere på Sata for at kysse ham. Alt Elemér kunne tænke på var det han ville have. At han sikkert ville fortryde det, hvis han ikke gjorde det nu og her, ligesom han fortrød at han ikke havde gjort det, da Sata alligevel havde puttet sig ind til hans krop i nat. Men et kys kunne hurtigt udvikle sig til mere i en seng, end bag et gardin. Måske var dette det helt rette tidspunkt. Det føltes rigtigt.

Hans hoved fandt hvile i den hånd han mærkede på sin nakke, og begyndte at slappe af i kroppen. Han havde spændt i alle musklerne op til da, uden selv at lægge mærke til det før nu. Det var pludselig ret tydeligt, at Sata var en erfaren kysser, så lige så forsigtigt gav han langsomt afkald på kontrollen og fulgte i stedet Satas mindre ivrige tempo.

Den konstante pjanten og snak i baggrunden mindede ham om, at han for alt i verden ikke måtte lave nogen lyde. Han holdt på vejret det meste af tiden, i frygt for at puste for åbenlyst ud, hvilket resulterede i, at hans ansigt så mere og mere lidende ud frem til udmundingen af kysset.

”Nnh..” Ikke helt lydløst, men det kunne have været langt værre, hvis Elemér ikke havde kvalt det suk. Var kysset slut nu? Forsigtigt åbnede han sine øjne og kiggede lige ind i Satas øjne. Sjovt nok var han ikke genert over at have kysset ham. Han var mest bare forundret over sin nye opdagelse, at Sata kyssede sådan tilbage.

Det var varmt at stå sådan her, eller måske var det bare den varme som Sata selv genererede? Sata var i sig selv ikke sikker, som han udforskede Elemérs mund med sin egen, selvom han nok var lidt mindre stille end Elemér. Små lyde af tilfredshed undslap ham dog, selvom de blev druknet af Elemérs egen mund.
Et lille suk af lykke undslap djinnens mund, som kysset blev brudt, og hans øjne langsomt åbnede sig for at kigge ind i Elemérs. Han havde virkelig ikke set det komme, men som de stod der, så tæt på hinanden, med vejrtrækninger der var dybe og uregelmæssige, så kunne han ikke helt finde det i sig at være bekymret eller vred over det. Det havde været rart. En god start på dagen så om sige, men det var trods alt også alt det havde været for ham, selvom han var usikker på hvad Elemér reelt ønskede ud af dette. Der havde næppe været mange ord udvekslet mellem de to af dem.

Modsat Elemér var Sata dog ikke ligeså opmærksom på om stemmerne stadig var der, selvom han holdt tonen lavmælt. "Så vi... burde nok..." ja, komme videre var det vel. Det nyttede ikke noget at gemme sig bag gardinet hele morgenen. De havde en morgenmad at komme til, for ikke også at nævne at Sata ikke helt vidste... hvor det her skulle lede væk. Han tvivlede på at Elemér ville tage det som en afvisning, når nu Sata ligeså energisk havde kysset tilbage. 

Elemér var ikke i tvivl om, at Sata ikke havde været presset til noget, da Elemér skubbede sig selv mod ham. Nok kunne ord have afsløret deres position bag gardinet, men der var jo mange ordløse måder at sige nej på. Et puf eller et tag. Ingen medspil i kysset… Men Sata havde taget imod hans tilnærmelser. Og han havde givet ham tilsvarende tilbage.

Han rømmede sig lavmælt. ”Jah,” Sagde han dæmpet og smilede til ham, mens hans hånd der hvilede mod de det blå stof ved Satas bryst, glattede stoffet pænt igen, efter at have klemt til. Han ville faktisk hellere gemme sig her bag gardinet med Sata lidt endnu, end at få morgenmad. Men alligevel roterede han rundt og smugkiggede lidt ud.
Sladrebanden havde netop forladt dem, og han kunne se dem slendre sammen ned ad gangen og forsvinde rundt om hjørnet ind til spisesalen. Han kiggede også ned ad gangen den anden vej, bare for at være sikker, og lod Sata vente lidt endnu.

”Der er fri bane,” Sagde han rødmende og trak det tunge gardin til side så Sata også kunne komme ud. ”Undskyld jeg fik skubbet dig lidt hårdt, men du ved…” Han kunne ikke få sig selv til at tale grimt om de andre. De var søde nok, men lige når det kom til ham og Sata, ønskede han ikke at der skulle florere rygter. Selvom rygterne lige pludselig var sande.

Han ville egentlig gerne kysse ham igen... Hans krop havde lige vænnet sig til varmen. Men nu hvor de stod her på gangen var der for stor afstand igen. Og der var for åbent og virkeligt.

Sata var ikke helt sikker på at han vidste hvis han skulle være helt ærlig. Han havde ikke det samme problem med de sladrende vogtere som Elemér havde, og han ville nok bare have taget sladderen. De havde bare kunne argumentere at de var stødt på hinanden på turen herned, der havde været mange muligheder. Men som Sata kunne mærke de varme kinder, så var det ikke ligefrem noget han følte han burde eller skulle italesætte.
"Men ja..." fandt han sig selv sige, næsten i bekræftelse med Elemér. "Så... morgenmad?" sagde han i et lille smil, og prøvede at kigge opfordrende til Elemér. De var ikke langt fra spisesalen, og det var det de var kommet ned for. Jo længere tid det tog dem, jo mere tilbøjelig var det vel også rygterne ville begynde at florere.
Sata var også lige ved at tilbyde Elemér en hånd, til at tage som de gik derned, men den kom ikke længere frem, end at han nåede at vise den, før at han begyndte at tørre den af i sit tøj. Det ville ikke hjælpe nogen. Det var begyndt at føles som om at alting lige var blevet en tand mere akavet, og Sata var ikke sikker på hvad han reelt skulle gøre eller sige. 

Nå, ja. Den der morgenmad der... Sata gav ham et sødt lille smil, som Elemér svarede tilbage på, også med et smil. Mon han og Sata skulle til at sidde side om side med hinanden og spise sammen nu? Det var jo en chance der bød sig, som han ikke burde sige nej til. Elemér kendte jo dårligt til manden. Han havde observeret ham lege lidt med sin vindmagi overfor Nila og sådan, men aldrig talt med ham på tomandshånd. Til trods for det, var det sandsynligt at han vidste mere om Sata, end Sata vidste om ham, et af hittebørnene.

”Du bør gå til morgenmad,” Gestulerede han i retning af spisesalen. Det lignede ikke på ham at han selv havde tænkt sig at gå med. Der var også den der afstand imellem dem. ”Jeg er hverken i rette mundering eller rigtig vogter endnu. Jeg er jo kun på prøve, så… Jeg snupper noget fra køkkenet.” Det føltes forkert. Det var også derfor Elemér ikke tog med til ballet i første omgang. Men helt ærligt så var tanken om at tage til morgenmad og skulle opføre sig normalt, efter at have kysset sådan med Sata i det skjulte. Efter at have sovet med Sata, som om…
Elemér rødmede som en ægte rødhåret gjorde bedst. ”Og Dion! Dion er slet ikke vant til at være fra mig så længe.”

Sata rynkede med brynene da det blev tydeligt at Elemér ikke ville med ned og spise noget. Sata havde ikke overvejet hvor meget Elemér var på 'prøve'. De ville jo kun have ladet ham komme med, hvis de i det mindste bare troede en lille smule på at Elemér kunne leve op til deres standarder og ikke gøre dem alle pinlige berørt.
"Er du sikker?" spurgte Sata derfor tøvende. "Jeg er sikker på at folk gerne vil have dig der." Måske ikke alle, men der var altid folk man kunne bedre med end andre, og Sata ønskede ikke at Elemér skulle føle sig udenfor, men han kunne ikke presse ham. Det var ikke i hans natur selvom han gerne ville det i det her øjeblik. Måske var det noget andet når man stadig var så ung som Elemér, og han ikke havde fundet sin plads i verdenen. Der havde Sata trods alt haft mange flere år.
Han havde lyst til at gribe fat i Elemérs hånd og vise ham mod spisesalen. Han havde lyst til at gøre noget, men i stedet for blev hænderne stoppet i lommerne. "Men hvis du er sikker... så må du hilse Dion," lød det så til slut fra Sata. Det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at kæmpe mere for Elemér end som så. 

”Det er sødt af dig at sige sådan,” Elemér ville gerne tro på hvad Sata sagde. Han havde jo sikkert ret, for siden han tæmmede Dion, var det som om, at alle fra det øjeblik vendte på en tallerken. Eller også var det noget Elemér bildte sig ind, forblændet i fortidens usikkerheder.

Hans egne hænder var nu også optaget lige nu. Nervøst havde han foldet sine hænder foran sig, og klemte hårdt til, for at kunne modstå at gå med Sata, som han fandt virkelig, virkelig sød. Han ville jo gerne.
Men Dion trak også lidt, og var også det sikre og trygge valg. Beslutningen var jo allerede så godt som taget.
”Det skal jeg nok! Hilse Dion.” Smilte han endnu varmkindet og tog et lille skridt tilbage, for at trække sig fra ham.

Sata tøvede lidt som han kiggede på Elemér, men så fandt et smil djinnens læber, og han kiggede lidt forsigtigt opmuntrende på ham. "Men så... ses vi vel senere," sagde Sata, usikker på hvordan man egentlig skulle byde farvel efter de sidste 12 timer de havde haft sammen.
Han kiggede en sidste gang, et smil på hans læber, inden at han så også begyndte at trække sig væk, og ned mod morgenmaden som han også var frygtelig sent på den til.
Et lille vink i Elemérs retning, men ellers var det blot med hastige skridt. Han havde trods alt også dagens gøremål, og han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre med den underlige mavefornemmelse. Han var ikke engang sikker på hvordan han skulle have det omkring Elemér. Men de bløde læber kunne han stadig mærke som han satte sig til bords og kom en dårlig undskyldning om at han havde sovet over sig. 

Det var tydeligt at se at elementalen var ude af sit element, på en eller anden måde. Men hvorfor var han nervøs? Var det ikke ham der havde datet et dusin munke hjemme i templet, hvis altså man skulle tro på al sladderen? Men selv når Sata virkede lidt nervøs og akavaet omkring det hele, så havde han stadig en beundringsværdig æstetisk attitude, syntes han.

”Jaer, helt bestemt,” Han vinkede tilbage indtil Sata drejede om. Hans blik fulgte ham hele vejen indtil han var væk igen, og først der skulle vendte han om. Eller det ville sige, han nåede lige at spotte et lille, snørklet sølvsmykke på gulvet. Det lignede jo noget der var drysset af Sata. Måske da han havde skubbet ham?

Han samlede det op til nærmere inspektion og så sig så om skulderen efter Sata, men han var sikkert allerede til bords. Sata skulle have det tilbage… ikke? En del af ham hældte mere til at beholde det. Som en slags souvenir. Eller måske var et trofæ en bedre beskrivelse? At kysse med Sata var jo en særlig præstation.
Elemér lukkede sine fingre beskyttende om smykket og gik tilbage for at åbne døre ind til tomme værelser, indtil han ramte rigtigt.

Nede til morgenmaden var der én der lod til at lede efter en hvis rødhåret vogter på prøve. Det var Sylvain, en højtstående menneskemunk der stod Calanis meget nær. Han var også værge til nogle af hittebørnene, blandt andet Elemér.
Han rejste sig og gik hen til nogle af de sladrende menneskepiger, som Elemér nogle gange talte med. Han gik selvfølgelig ikke til Sata for at høre, om han havde set ham. Sylvain endte da med at forlade morgenmaden tidligt, for at kigge efter ham. Manden var oprigtigt bekymret, da Elemér ikke var blevet set til festen i går eller på sit værelse.