Leonore havde været tæt på overbevist om dette var hendes ende, men hendes hest havde fået trukket dem alle på land. Hun hostede og hakkede, men hun havde ikke tiden til at komme sig fuldkommen og var straks gået i gang med manden. Som hendes blik gled over manden, faldt det hurtigt på den gennemtrængende røde farve på hans mave. Hurtigt fik hun trukket skjorten op og som forventet, var såret gået op og begyndt at bløde.

Hun så mod Hailey og sukkede let ”Hans sår er gået op efter turen i floden, men det er ikke noget healing ikke kan klare til vi kan få ham til et tempel eller et healerhus… Bevares der er langt…” sagde hun og tjekkede om manden endnu var i live, hvilket det virkede til. Hun satte da hånden mod mandens sår igen og mumlede stille ”undskyld” for sig selv, kun lige højt nok til manden ville kunne høre det, hvis han såfremt var i stand til det. Langsomt begyndte såret igen at lukke og Leonore lod sig let falde ned ved siden af manden. Nu gav hun sig selv lov til at hoste og hakke nogle af de sidste rester af vand op fra hendes lunger og hun så mod Hailey igen.