Phillippes mund blev til en smal, anstrengt streg, da Enzel satte hænderne for ørene. Det var en barnlig gestus, men Phillippe forstod hentydningen. Enzel gad ikke høre om Phillippes sidespring. Han kunne da også godt forstå det gjorde ondt at høre om, men Enzel var bare nødt til at forstå, at det var sådan det var.
Phillippe kunne ikke lade hver...
Et lille suk forlod snedkeren, og han gned ansigtet lidt træt. Det var ikke det her han orkede når han havde tømmermænd. Det var ikke nemt når Enzel tydeligvis havde så store følelser for Phillippe, og han ikke kunne gengælde dem.
Det her var grunden til at altid trak sig inden det blev for seriøst, men så voldelig Enzel kunne være, havde Phillippe ikke turde stoppe det.
Og se hvor godt det havde gjort ham...
"
Selvfølgelig er du ikke ordinær.. " Phillippe lod blikket betragte halvkatten lidt. Enzel var alt andet end ordinær. Men uanset hvor speciel han var, var Phillippe intet andet end en hudsulten mand..
Da Enzel pludselig gjorde afstanden mellem dem kortere, troede Phillippe at Enzel havde valgt at acceptere det som det var, og et lille smil var på vej til at vise sig på hans læber. Det forsvandt dog helt, sammen med lidt af farven i han ansigt ved de ord der forlod Enzel. De havde haft det så godt sammen de sidste stykke tid, at Phillippe lidt havde glemt at han frygtede halvkatten, men det blev han mindet om nu. Han sank en klump og nikkede ivrig, inden han kyssede med, med blandede følelser i kroppen. Han kunne mærke alvoren i Enzels ord i kysset, men han kunne nu også godt lide dens lidt mere dominante tone.
"
Selvfølgelig, " mumlede Phillippe underdanigt til Enzels ord, for at vise at han forstod dem. At han ikke havde noget at sige i det her forhold.
Heller ikke i det her forhold.. 
Krystallandet
