Treston var troligt begyndt at nikke til hendes ord - at dysse sig selv ned, fordi hun jo havde ret. Han og Josefine havde delt en masse følelser... både på konventionel vis og som et resultat af hendes evner. Hun var død i hans arme, hun havde opsøgt ham som noget af det første efter sin genopstandelse. Hun var dét menneske, han havde været mest ærlig over for igennem de sidste... gennem det sidste årti. De havde delt smerte og latter og stilhed, og han følte, hun forstod både mennesket og soldaten - de to ansigter, de to værdisæt, han havde haft så svært ved at forene. 
    Zirra havde jo ret. Det var vel ikke så underligt. Men der var jo også gode grunde til, at han og Josefine var endt som intet andet en venner. Det var stadig det bedste - for dem begge...
    Zirras forvirrede spørgsmål rev ham tilbage til nattemørket og den fysiske virkelighed, og han sendte sin lillesøster et skævt blik. "Hvad skal dét tonefald betyde?" spurgte han - temmelig tørt - men standsede så sig selv. Han vidste udmærket, hvad dét tonefald skulle betyde - og han vidste også, at Zirra sikkert gerne uddybede det for ham, hvis hun fik muligheden. Uden passende censur og med referencer til fordums dumheder, han foretrak forblev glemte...
    "Ja," sagde han derfor i stedet. "Vi var... meget tæt på at være sammen. Men hun er empat, Zirra - hun føler folks følelser. Som var det hendes egne. Og det gik op for mig, at jeg i princippet ikke kunne vide.. At jeg aldrig ville kunne vide, om hun havde lyst til mig, eller om hun i virkeligheden bare reagerede på at føle min lyst..." Selv nu, hér, gav ordene ham en dårlig smag i munden, og han udstødte en lille, frustreret lyd - kørte en hånd gennem håret. "Det er bare... kompliceret, Zirra. Zalans kompliceret. Der er sket så meget, og vi har virkelig... såret hinanden." Din plan var at dø, var den ikke?! Hendes øjne havde lynet, og han havde kunne læse følelsen af forræderi i hendes øjne. Lige så tydeligt som han selv havde mærket den, da hun havde informeret ham om, at hun ville tage kærligheden fra ham, hvis den fortsat var en kærlighed af dén type, han var klar til at ofre sig for... "Og så på den anden side! På papiret stemmer alting jo! Prøv at forestille dig fars begejstring, hvis jeg kom hjem med en felthealer i Lysets tjeneste, der nu er blevet forfremmet til Diplomat! Han ville slet ikke kunne få sine arme ned af begejstring...  Så du ved - i den ideelle verden var det jo slet ikke et spørgsmål. I den ideelle verden havde jeg og Josefine giftet os allerede engang tilbage i 18! Og jeg og Sedna havde aldrig fundet os selv på dét kroværelse, eller i dén skov, eller i dén minegang, hvor Ersten arresterede mig..." Han sukkede - frustreret, men også lidt selvironisk. Bittert. En bitterhed, der var rettet imod ham selv, fordi han trods sine ord godt vidste, at han ikke ville have gjort noget anderledes... "Min pointe er vel, at tingene kunne have set meget anderledes ud..." Så slog en tanke ned i ham, og han blev alvorlig - dukkede hovedet og tilføjede; stille: "For dig også, Zirra..."

Zirra havde allerede åbnet munden, da storebroren kom på bedre tanker og ikke lod hende få taletid. Hans ord var hastige, fordi han skulle have samtalen et andet sted hen, og hun lod ham. Der var ikke nogen grund til at trække den et sted hen, hvor ingen af dem kunne bunde, nu hvor de var ved at nå væk fra kajen. I stedet holdt Zirra for en gangs skyld kæft og lyttede. Det var nok det, Treston havde mest brug for lige nu, og det han havde givet hende før. Bare at lytte. Også selvom det pludselig virkede som om, de slet ikke kendte hinanden så godt, som de troede. 
Og Treston havde jo ret. Det var aldrig lige til, så snart magi sneg sig med ind i soveværelset - eller bare kærlighed for den sags skyld - og selvom Zirra ikke personligt havde erfaring i den retning, kendte hun flere, der havde. På den ene eller den anden side af sagen. Og både med og uden agendaer bag deres handlinger. 
"Hey, jeg er glad for, at vi er endt i det lort, vi er end i," sagde hun med et lille smil og stak sin arm ind under Trestons. Forsøgte at fange hans blik og muntre ham en lille smule op. "Vi får hinanden ud af det igen, ikke? Jeg er heller ikke sikker på, far ville have godt af så megen entusiasme. Jeg tror ikke, han ved, hvad han skal stille op med glæde."
Eller nogen følelser, der ikke kan fås væk ved at stikke noget skarpt i andre.
"Mor ville sikkert sige, at det er Isaris vilje, at I ikke endte sammen, eller at hun allerede var gift, da du mødte hende," fortsatte hun. "Måske skal du bare forlige dig med den rolle, Josefine har og har haft i dit liv, og den du har i hendes. Jeg tror, I trækker hinanden lidt ind mod midten. Og så prøv at fikse det, ikke?"
Et fnys forlod hendes læber, da tankerne faldt på, hvor dårlig hun selv havde været til at skrive breve på det seneste.
"Jeg har også jokket gevaldigt i den med Bertram, for at være ærlig," sagde hun og lod blikket falde til brostenene, der havde overtaget fra kajens planker. "Al min vrede under turen endte i brevene til ham, og jeg hader mig selv for, at jeg overhovedet skrev til ham. Jeg skulle have ventet til jeg havde det bedre. Eller i det mindste bare sovet en smule, før jeg greb pennen. Jeg tror jeg vil prøve igen i morgen. Måske skal vi prøve sammen - at fikse de relationer, vi er kommet til at skubbe væk? Jeg tror ikke det hele kan løses på skrift, men det er vel en start."

    Treston betragtede hende lidt ud af øjenkrogen - med et udtryk i ansigtet, der grænsede til bekymret. Bekymret og modvilligt. For han havde jo netop ikke været der, til at trække hende ud af dét lort, der gik omkring og kaldte sig Kester... Han havde været dybt begravet i sine egne problemer, og lykkeligt uvidende om, hvordan de problemer skummede over og spredte sig til Zirra...
    Men dét var hans egen dårlige samvittighed - ikke dét, der skulle ledes opmærksomhed hen på nu. Så derfor tvang han et lille latterfnys frem - gned sig over kæben og skottede til hende.
    "Nej, dét kan du have ret i... ! Glæde for far er vist mere noget med at... tage en slurk kaffe, der er perfekt tempereret. Eller at trække en paradeuniform ud af skabet, for at konstatere, at den stadig er uden krøller..."
    Han tav, da hun gav sig til at snakke om deres mor og sendte så sin lillesøster et lidt mere indgående blik, da hun fulgte op med sin egen holdning.
    "Jeg har alle intentioner om at fikse det," erklærede han, selvom han godt vidste, at det ikke var så let - at det ikke kun handlede om ham og hans intentioner... "Men hvad mener du med, at vi trækker hinanden mod midten? At mit komplette kaos kan spolere lidt af Josefines ordentlighed, eller hvad?" Selvom det var sagt med en humoristisk kant, mente han spørgsmålet helt alvorligt. Han så ikke sig selv som synderlig radikal på noget barometer... Og dét på trods af, at nogle måske ville mene, hans nylige handlinger fortalte en anden historie. Men kunne man ikke godt gøre drastiske ting af meget rimelige grunde? Uden at dét nødvendigvis gjorde en til social afviger...? Eller psykopat...
    Måske. Eller måske virkelig ikke... Måske var det i virkeligheden dét, kulden fra Dastor og smerten i Eylias øjne handlede om. De troede, de havde fejlet - at han var gået i stykker et sted undervejs, og at de ikke havde set det tids nok til at få ham på ret køl igen. At han var endt ét eller andet sted uden for skalaen, hvor det ikke længere ville være muligt at nå ham med fornuft...
    Treston blev revet ud af sine mismodige spekulationer af Zirras indrømmelser omkring Bertram. Og selvom han endnu ikke helt havde købt det rødhårede, langlemmede gespenst løftede han alligevel hovedet og skar en grimasse. 
    "Ah," sagde han med forståelsen i stemmen. "Nej, fulde-breve, arrig-breve og breve på for lidt søvn kan ikke anbefales. Nogensinde. Men Zirra... Han er en stor dreng, og han holder oprigtigt af dig - dét er jeg ikke et sekund i tvivl om. Så måske du har ret, og måske det ikke kan fikses på skrift, men hvis du alligevel gør forsøget, er jeg sikker på, han vil gøre alt for at... møde dig i dine følelser, eller hvad zalan man nu siger. Han virker som typen..." Det sidste lød bare en lille smule dystert, og Treston kom til at grine af sig selv. "Han inviterede mig ud på en øl - fortalte jeg nogensinde dét? Dér i Helbrederhuset, da jeg trak ham med ud på gangen. Jeg var virkelig træt og chokeret og... tyndslidt, om man vil, og jeg fortalte ham i klare vendinger, at hvis han nogensinde gjorde dig ondt, skulle jeg gerne melde mig frivilligt til at holde ham, mens du slog..." Det var ikke helt sådan det var gået for sig, men Treston var ligeglad - smilede bare skævt til sin lillesøster. "...Og hans modsvar til dét var - helt værdigt! - at invitere mig på øl som en forbandet helgend! Så jeg mener bare... Hvis dét er hans reaktion på en uforskammet svoger, der puster sig lidt for meget op - så tror jeg ikke, du har noget at bekymre dig om, Zi. Så tror jeg, han holder nok af dig til at kunne tilgive..."

"Nej, mere sådan at få hende til at have det lidt sjovt," skyndte Zirra sig at forklare, da hun godt kunne høre kanten i Trestons stemme, og det var overhovedet ikke på den måde, hun havde ment det. "Forstå mig ret, men de gange, jeg har mødt Josefine, har hun sgu virket lidt som en stivstikker, der trængte til at slappe af. Og du trænger nogle gange til at have lidt mindre rod i hovedet, og hun virker som en, der har styr på sit lort."
Hun kunne se, at han havde kastet sig selv ned ad et eller andet grumt tankespor, som hvis hun kendte ham ret sikkert involverede deres forældre, og hun åndede lettet op, da han fortsatte samtalen i anden retning end dem. De lå ligesom altid som en mørk skygge bag dem, også selvom de lige nu var langt, langt væk fra hovedstaden. De spørgte værre end ægte spøgelser, hvis man spurgte Zirra.
"Ha, ja det lyder som Bertram," svarede hun med et lille smil og øjne, der mildnedes ved tanken om ham. "Nogle gange overvejer jeg, om det virkelig er ham, der er den forbandede, når han kan være så zalans god indeni. Du har sikkert heller ikke mødt en så sød vampyr før, har du vel? Han er virkelig god... Helt ind til kernen. Lige fra deres lille klan, der undgår at dræbe og sørger for kun lige at tage nok og til at holde mig ud. Du må vide, hvor svært den sidste del er. Bertram må nyde godt af de 400 års øvelse i tålmodighed. Jeg er ikke sikker på, jeg ville holde mig selv ud så længe som han har gjort."
Hun tav og lod blikket glide opad mod en stjernehimmel, hun ikke kunne se bag skyerne. Eller dis, eller hvad det nu var der drev ind over Fristavn. Måske damp fra ildelementaler. Man vidste sgu aldrig herude.
"Josefine har et godt hjerte. Tror du ikke også, hun kan tilgive dig?"

    "Zirra - den skala, jeg har vurderet vampyrer på indtil nu, har primært været baseret på, hvor mange kræfter det ville kræve at slå dem ihjel. Så nej - jeg har ikke før mødt en vampyr, så sød som din kæreste. I hvert fald ikke i en situation, hvor min vurdering ikke blev en lille smule forplumret af dét faktum, at jeg frygtede for mit liv..." Trestons stemmeføring var tør - som lavede han en joke - men ordene var sande, og selvom Treston gerne skulle indrømme, at Bertram virkede som en hæderlig fyr, så holdt han stadig ved, at Zirras vampyrkæreste var undtagelsen, der bekræftede en meget drabelig regel...
     "Men dét med, at 'skulle holde dig ud' - dét kan du godt pakke sammen. For fint! - jeg kan godt tilslutte mig Bertrams heppekor, og klappe i mine små hænder over, at han og hans ligesindede har fundet ud af at eksistere i verden uden at myrde folk, hver gang maven rumler..." Han forsøgte med et skævt øjekast at fange hendes blik. "Men du er altså også en fangst, søs. Og dét ved Bertram i hvert fald godt." Inden hun skulle nå at komme med indvendinger - for det var præcis sådan noget, hun kunne finde på - tilføjede han: "Du er det mest ægte og loyale menneske, jeg kender, så tro mig - de 400 år kommer ikke Bertram til gode i tålmodighed; de giver ham 400 års sammenligningsgrundlag. Og det er kun til din fordel, for størstedelen af de folk, du møder derude," han gjorde en sigende håndbevægelse ind imod byen og resten af landet, der lå bagved, "er skrald, Zi. Menneskeligt skrald."
    Selv mens han sagde det, vidste Treston godt, at hun havde svært ved at høre dén slags - svært ved at tro på sandheden og oprigtigheden i hans ord - og dét kunne han jo heller ikke rigtig bebrejde hende. Det var nok de færreste, der kunne bruge hele deres barndom på at få at vide, at de ikke var gode nok, og så alligevel have troen på det som voksne...
    Han skar en grimasse, da hun ledte samtalen tilbage på Josefine.
    "Jeg tror, dét jeg er mest bange for, er at hun allerede har tilgivet mig... For det er sådan Josefine fungerer; hun tilgiver mig med det samme, og så er det kun mig, der skal forsøge at tilgive mig selv... Sådan var det, dengang vi nær var endt i seng sammen. Eller da jeg fik hende indblandet i Sednas fangeflugt. Eller da det gik op for hende, at jeg havde... at jeg ikke længere tror på dét Lyset er - da jeg forrådte hendes helligste..." Som det var sket så ofte her på det sidste, når han kom til at tænke på englen, fór billedet af hendes vrede ansigt på trappen til Isaritemplet i Dianthos ind over hans nethinde, og Treston bøjede hovedet. Spændte i kæben. "Det eneste, jeg tror, hun ikke har tilgivet mig endnu, er at jeg var klar til at tage dén dødstraf... Og det er på en måde dét, der gør det svært. For hvordan forholder jeg mig til, at hun uden at blinke tilgiver mig for at forråde hendes principper - at køre dem over med et firspand, faktisk - men at hun ikke kan tilgive, at jeg står ved mine egne? Så vil jeg jo altid... Altså, så vil vores relation jo altid være ulige. Og så vil jeg altid... være skadelig for hende..." 

Zirra havde ikke svært ved at høre Trestons ros af hendes karakter, men hun havde svært ved at tage den helt ind. Det føltes ligesom ikke rigtigt. Ikke når hun havde holdt så mange hemmeligheder for ham og ført ham bag lyset i årevis - mens hun arbejdede for Lyset. Men netop her, i en halvrådden by af alle steder, var det faktisk ikke helt lige så svært som det plejede at være. Ros var rigtigt svært ved familiens middagsbord. I Fristavn var det en anden sag. Eller også var det nemmere, fordi Zirras hemmelighedssten endelig var løftet fra hendes skuldre. Hvis Treston kunne kalde hende ægte og loyal velvidende, at hun havde brugt over ti år i tjeneste som spion, måtte der være noget om sagen. For han var det mest pligtopfyldende og æreskodeksfikserede mennesker, hun kendte. Også efter han havde vendt Lyset ryggen.
"Eller måske vil hun altid være skadelig for dig, Tres?" spurgte Zirra lavt og prøvende.
Det her var uden tvivl et ømt emne at snakke om, men hendes storebror havde altid haft en grusom tendens til at skyde skylden på sig selv først og aldrig tænke over, at han faktisk selv kunne være den forurettede part i misæren. For som han selv lige havde sagt: De fleste folk var skrald. Det gjaldt også engle. Også godmenende, venlige engle. De var ikke alle sammen lige så åbenlyst gode som Josefine, men alle havde det til fælles, at de sjældent lyttede til hvad andre sagde. De havde en fornemmelse af, hvad de selv mente, og så kørte de andre over. 
"Måske..." fortsatte hun. "Måske har du lyttet så meget til hende, at hun har glemt at lytte til dig. Hvis hun ikke accepterer, at du har mistet troen på Lysets gerning af en grund, ender hun med at blive en del af problemet." Zirra gøs ufrivilligt. "Hun ender med at holde hånden over sådan nogen som Kester, fordi hun ikke vil indrømme, at der er rådne æg i kurven."

    Zirras sidste ord tog vejret fra ham - som en velplaceret mavepuster - og uvilkårligt fløj hans tanker til Josefines breve. Til hendes fortsatte uvilje imod at indse, hvilket umenneske Kester var. Til dén frustration, frygt og vrede han havde følt, mens han læste hendes ord, og hvordan de følelser var løbet over, når han havde skrevet sine egne.
    Han bøjede hovedet.
    "Hun har haft virkelig svært ved at tro på, at han er rådden..." mumlede han - en anelse modvilligt. "Ikke at at forstå sådan, at hun ligefrem holder hånden over ham, for hun ved jo ikke præcis hvad han har gjort. Jeg tror bare, hun er så vant til at vide, hvad folk føler - at gennemskue dem - at hun har svært ved at tro, at hun kan have taget så meget fejl af et menneske... De er jo gamle kollegaer, for gudernes skyld. Han går sikkert længere tilbage med hende, end jeg gør! Og jeg forstår da godt, at i lyset fra mit retssag og min dom fremstår jeg ikke ligefrem troværdig, og derfor ender hun i en situation, hvor to gamle venner pludselig prøver at ødelægge hinanden, og begge prøver at trække hende over på sin side! Det er bare zalans frustrerende, og jeg er bange hele tiden, Zirra..." Han brød frustreret af, fordi han godt selv kunne høre, at hans enetale havde bevæget sig temmelig langt fra udgangspunktet. Med en kraftanstrengelse fik han sig selv tilbage på rette spor:
    "Så det er måske, som du siger - måske er hun uvildigt en del af problemet. Måske vil vi altid skade hinanden... Måske bliver det hele bare mere og mere ulykkeligt, jo længere tid der går. Men jeg holder jo stadig af hende. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis Kester for alvor slår sine kløer i hende..." Bare tanken gav ham en kold knude af frygt i maven, og han tog en dyb indånding - kunne ikke finde ud af at møde Zirras blik. "Jeg er pissehamrende bange for, at hun først fatter omfanget af Kesters galskab, når han engang lader den gå ud over hende, og det får mig til at føle mig så hjælpeløs... Det er som at se hende dø i mine arme én gang til - bare... trukket så pinefuldt ud, at jeg kunne skrige i frustration."

Zirra tog fat i Trestons ærme og stoppede op. Så snart han fulgte med, tog hun fat om hans skuldre og så ham i øjnene - noget hun ellers havde forsøgt at undgå en hel del på det sidste. 
"Tres. Vi tager hjem til Dianthos sammen, ik'?" sagde hun så som om det var et løfte, de allerede havde lavet. "Og så får vi det svin til Kester ned med nakken. Vi fortælle Josefine, hvad han er, og så får vi ham til at indrømme det hele foran hende, så hun tror os. Jeg vil ikke lade den mand gøre flere kvinder ondt, krigsfanger eller engle. Husk, at det her er min hjemmebane. Når systemet ikke kan klare sagen, så kommer vi ind fra skyggerne og får det gjort. Du prøvede at tage sagen den korrekte vej, og det skabte kun flere problemer. Jeg turde ikke sige ja, før din retssag, fordi jeg var bange for, det kunne forsegle dommen, inden den blev afsagt, men min leder har sagt, hun vil hjælpe med Kester. Hun har flere ressourcer end du kan drømme om."
Et lille, næsten bedrøvet smil brød frem på Ziras læber; over absurditeten i hele situationen. Her stod hun med en ridder af Lyset, som ikke kunne blive hørt af officererne og skulle til at foreslå at han brugte spionnetværkets folk i stedet. I Fristavn. De stod midt i Fristavn, og hans jakke, som hun havde over skuldrene, lugtede som om den ikke var blevet vasket i en måned.
"Jeg kan fra mit personlige netværk alene anskaffe os mindst fem folk, der vil tro på, hvad jeg siger, en lejemorder, der kan bagbinde ham med bind for øjnene og nok et par drenge nede fra den hårde del af Undergrunden til at hjælpe, hvis han ikke følger med hurtigt nok." Det burde have føltes meget mere som en indrømmelse, end det gjorde. Måske var noget af alkoholen alligevel gået i blodet, før hun kastede op. Eller også var hun bare ved at finde hen til den sædvandlige søskendefortrolighed, men glemte at tænke over, at Treston nok næppe ville synes om de fleste af hendes metoder eller venner. "Treston, jeg lover dig, at Josefine ikke ender i hans klør. Om jeg så personligt skal skære de klør af."

    Treston kunne ikke lade være med at skæve ned til sin lillesøster. Som hun stod dér - med jakken over skuldrene og det askeblonde hår hængende ned foran ansigtet - kunne man måske godt forledes til at tro, at hun så kuet ud... Men som altid var hun i fuld gang med at lægge en plan - at finde en løsning - og midt i elendigheden gjorde det ham varm i hjertet. 
    "En lejemorder?" nøjedes han dog med at gentage, fordi det var svært at lade være. "Har I også dén slags tilknyttet spionnetværket?" Det ville egentlig ikke komme som nogen kæmpe overraskelse, hvis det nu var tilfældet - Treston havde set nok af verdens barske realiteter til at kunne værdsætte, hvordan et godt, stille mord somme tider var den mest fredelige løsning... I gudernes navn - dén gruppe vampyr-jægere, han selv havde været tilknyttet i sin rekrut-tid havde jo i sidste ende ikke været andet, end en glorificeret dødspatrulje...
    Men alligevel formåede det stadig at overraske ham, at Zirra havde omgang med dén slags folk... Han kom nok ikke uden om, at det ville tage noget tid at blive helt igennem fortrolig med Zirras professionelle bagland.
    Det sidste gjorde han dog sit bedste for ikke at vise hende - sendte hende bare et lille, skævt smil og løftede et øjenbryn. "Du har måske megen omgang med Undergrundens bærme, eller hvad?" Han sagde det, for at løfte stemningen - både for hende, og for sig selv. For ligegyldig hvor frustrerende og angstprovokerende det føltes, så var problemet med Kester et problem, der lå ude i fremtiden... De kunne intet gøre nu... "Dén slags er ikke passende selskab for en ung dame - det håber jeg, du er klar over!"

    "Nej, lejemorderen er ikke en del af netværket," svarede Zirra og trak på skuldrene. "Hende kender jeg bare."
    Og er heldigvis på god fod med, tilføjede hun i sine tanker og tænkte på første gang, hun havde mødt Fielthena i deres rigtige arbejde. Der var ingen grund til at fortælle Treston, at den selvsamme kvinde, som Zirra arbejdede hos, også var lejemorder. Det ville nok bare gøre alting mere kompliceret. Mest fordi Treston ville få rigtig svært ved at tro på, at Zirra faktisk tog gode beslutninger, og fordi Fielthena virkede som typen, der blev nødt til at slå folk ihjel, der vidste for meget.
    "Men altså netværket har helt sikkert lejemordere. Andet ville komme bag på mig for at være ærlig," tilføjede hun, mens de drejede ned ad gaderne mod kroen.
    Det virkede som en underlig lille lomme af tryghed her midt i Fristavn. Byen, hvor folk, der ikke ville findes, ikke blev fundet. Altså medmindre man var Zirra, der rigtig gerne ville finde Sedna. Treston måtte nok snart videre på sin guddommelige syndsforladelsestur, for der var ikke mange templer her i piratbyen. I hvert fald ikke nogle af den type, der kunne hjælpe ham med at blive en bedre Isaritilbeder. Måske skulle hun tage med rundt. Zirra kunne i virkeligheden selv godt bruge at være lidt bedre til at holde af Isari. Måske kunne ét af templerne give hende en følelse af, at Isari faktisk tog sig af andet end fanatiske soldater, der slagtede dæmoner på stribe.
    "Jeg tror far ville kvæle mig, hvis han vidste, hvem jeg omgås med - både på arbejdet og i privaten - så det bringer du altså ikke lige op til næste familiemiddag," sagde hun med et smil på læben. "Du så mig selv nede i ringen. Flagell er ikke passende selskab for nogen, og jeg bollede den idiot. Men nu sidder han i arresten, og undergrunden er en lille bitte smule mere sikker at færdes i for folk, der ikke aktivt forsøger at få revet deres sjæl ud af kroppen."
    Nogle gange var de to søskende virkelig modsætninger. Når en af dem fik løftet stemningen, skød den anden den hårdt til jorden igen. Måske var det i virkeligheden deres overlevelsesstrategi.
    "Jeg tror ikke jeg klarer mere sprut i aften," tilstod Zirra. De var inden for et par gader af kroen, hvor Sedna sikkert sad og skulede ned i et krus netop nu. Det var ikke kun derfor Zirra prøvede at komme ud af en mulig socialisering, men det var bestemt en del af grunden. "Så jeg tror bare, jeg skal direkte op i seng."

    Treston fnøs en lille, tør latter. "Jeg har gjort det til et princip til vores familie-middage at undgå emner, der har potentiale til at rikochettere durk tilbage i ansigtet på mig...! Hvorfor tror du, jeg ni ud af ti gange har været på din side, når mor og far begynder på hele gifte-snakken? Det er sguda fordi jeg udmærket godt ved, at når de er færdige med at riste dig, så giver de sig til at riste mig..." Hendes ord om Flagell og hvad hun havde været tvunget til at gøre med ham, fik smilet, der ellers var kravlet frem på hans ansigt, til at føltes stift og ubekvemt, men han sagde intet til det - han havde jo efterhånden lært, at der var mange facetter til hendes arbejde... Og han vidste, at hun hverken behøvede hans medlidenhed eller hans dårlige samvittighed. 
    "En lille smule mere sikker..." gentog han derfor bare og tænkte samtidig på sine egne oplevelser på de mange besøg i Undergrunden. Hun havde ret, naturligvis. Men ret på samme måde, som når man dypper en spand i havet og bagefter hævder, at det har mindre vand end før...
    Det mindste onde, belærte han sig selv. Det var vel sådan, man blev nødt til at tænke i hendes branche. Det mindste onde... Ellers blev man jo skør...
     "Jeg har også fået nok," tilsluttede han sig - lidt fraværende, fordi hans tanker havde bevæget sig fra Flagell og videre til Ulven og hans kampringe i Undergrunden. Og derfra videre til de krystaller, Treston stadig skyldte bandelederen... "Vi burde også vide bedre end at starte så tidligt og slutte så sent... Det er næsten som om, vi ikke formår at lære af vores fejl..." Han rakte ud og gav hendes arm et lille klem. "Du bør nok også passe lidt på dig selv oven på din sygdom..." Og oven på deres slåskamp...selvom dét råd var lige så relevant for ham selv...
    Et hurtigt glimt af Zirra med ansigtet fortrukket i vrede og kniven løftet, spøgte et splitsekund for hans indre øje - men Treston pakkede det stivnakket væk, og gav sin lillesøster endnu et klem, før han slap hende. "Jeg skaffer dig en portion af hvad-end køkkenet kalder 'dagens ret', og så smider vi dig i seng med et krus ingefær-te, så det rigtig kan føles som da vi var små!"

Zirra udstødte et latterfnys over Trestons udlægning af samtlige familiemiddage nogesinde. Det var altid det samme, var det ikke? Forældrene skulle konsekvent bringe alle de træls emner på banen og krydsforhøre børnene i dem på skift - altså de børn, der endnu ikke levede op til standarden. De børn var sjældent andre end Zirra og Treston.
    "Det lyder faktisk ikke helt forfærdeligt," medgav hun så til hans forslag om lidt mad og ingefæ-te og gengældte hans klem på armen med et helhjertet kram. "På et eller andet tidspunkt skal også nok sige undskyld til Sedna. Sådan rigtigt."
    Det sidste var meget mere et løfte til Treston end til Sedna, og det udsprang rigtig meget af, at han kunne lide mørkelveren, og ikke Zirras egne noget blandede følelser om hende. Men hvis storebror kunne sluge, at lillesøster var spion, havde en vampyrkæreste og ikke var helt i nul på drabskontoen, så måtte hun lære at leve med, at han var faldet for en psykopatisk, torturopdraget mørkelver.
    som hun tænkte det, følte hun et stik af fortrydelse over tankerne. Det var nok den værste måde at se Sedna på, og mange andre så nok ikke Zirra meget bedre, hvis de først vidste, hvad hun lavede til hverdag. Hævntørsten var også blevet dulmet en del af de lange samtaler og det faktum, at Sedna var lige så præget af sin opvækst, som Reynlest-børnene. Våbenhvilen måtte starte et sted, og Zirra lovede sig selv at gøre et forsøg allerede næste morgen. Nu måtte ting snart begynde at gå opad igen.