Jaris smilede, smågrinede lidt og så på Declan. Selvfølgelig skulle han nok komme ud herfra. Han tvivlede virkelig på, at han havde lyst til at beholde ham hernede alt for længe. Ingen nød at have Jaris fanget, ikke engang pigerne på bordellet derhjemme synes det var fedt, når han var der for længe. Han begyndte at blive irriterende, nærgående, og de dårlige vittigheder var virkelig ikke sjove i længden.
Tanken om hvor irriterende alle på bordellet kunne finde ham, fik ham alligevel til at savne hjem. Det ville have været lettere at glemme, hvis han stadig var hos Daphnie, men det skulle Declan selvfølgelig ødelægge.

"Okay," sagde han og lukkede endelig bukserne, som Declan havde åbnet dagen før. Han rejse sig fra det kolde gulv og stillede sig klar, denne gang ikke med strakte lænker, da han nu forventede at Declan ville komme tættere på.
"Så kom i gang med alt det ubehagelige," beordrede han smilende. For indtil videre havde det ikke været andet end kedsomhed og tomme trusler. Han så på Declan med et blik der tydeligt viste, at han ikke tænkte det store om ham. Skulle han kunne få dæmonen til at bukke under, selvom han ikke havde sin frihed eller evner? Næ.
"Ellers må du hente nogle andre legekammerater herned, for du laver ikke andet, end at kede mig." Han vidste, at truslen om Daphnie stadig hang i luften, men han var heller ikke overbevidst om, at han overhovedet ville hente hende herned. Han ville bare gerne stikke lidt, provokere ham til at komme videre. At være flabet nok, plejede da at få ham et par reaktioner, så han blev da gerne ved indtil da.

Så Jaris ville germe have, at det ubehagelige startede? Fint. For Declan kunne de sagtens trække pinen lidt ud, men han var faktisk ret træt af Jaris' irriterende og flabede væremåde, så planerne kunne sagtens skubbes frem. Forhåbentlig så ville det lære Jaris at opføre sig ordentligt!
"Siden du nu selv beder om det" Og med de ord så forlod han igen kælderen.

Det var ikke længe, at Declan var væk. Han var kun oppe for at finde to bredskuldrede vagter. Den ene bar på en træstol med armlæn, den anden på en lille kiste.
"Du troede vel ikke, at jeg ville give dig endnu en mulighed for at angribe mig?" Spurgte Declan, da han igen kom ned i cellen. Han gav et signal til vagterne, som stillede, hvad de havde i hænderne, og derefter gik over og tog hårdt fat i Jaris. Med langt fra blide bevægelser tvang de ham ned i stolen, hvor den ene vagt hold ham fast, mens den anden hurtigt fik strammet kæderne til, så Jaris ikke kunne rejse sig. For en god ordens skyld fik han også ekstra lænker om arme og ben, som holdt ham fast til stolen. Bare så han på ingen måde kunne gå til angreb på Declan. Med et enkelt nik sendte Declan vagterne ud af cellen.

Da vagterne var forsvundet, gik Declan hen til Jaris. Imens vagterne havde kæmpet med at få sat ham fast til stolen, havde Declan fundet en kniv frem. Bladet var omkring på længed med hans hånd.
"Så sig med, hvor synes du, at vi skal begynde?" Han lagde hovedet på skrå og lod bladet glide ned over Jaris overkrop, så den trak et spor af blod efter sig.

Jaris så næsten helt forventningsfuld ud, da Declan valgte at give efter for hans ønske. Så kunne han da ikke kede sig! Men skuffelsen viste sig straks, da han forlod kælderen. Havde han tænkt sig at irritere ham endnu mere, ved først at lade ham være alene et døgn mere, inden han kom tilbage? Han kunne ikke være alene med sine egne tanker mere. Det var jo direkte forfærdeligt.

Han åndede næsten helt lettet op, da Declan kom tilbage, men han kunne ikke lade være med at smågrine.
"Jeg havde i hvert fald ikke troet, at du ville være bange for jeg gjorde," svarede han. Var Declan virkelig så bange for at tage imod lidt slag, at han skulle have hjælp fra de to tykke gutter?
Jaris gjorde selvfølgelig modstand, startede med at sparke stolen væk, så de måtte flytte den tilbage.
"Helt ærligt, hvis I så gerne vil røre ved mig, så kunne I da bare spørge pænt!" Inden de endelig fik sat ham, fik han da også et par gode slag ind, specielt hos den ene, som gik derfra med en blødende læbe og et blåt øje.

Man kunne se hver eneste muskel spænde op, som han sad der i stolen og ikke kunne flytte på sig. Han skævede mod kniven, men så ikke yderligere skræmt ud over den. Tænderne blev bidt sammen, så man kunne se kæben blive markeret, da han mærkede knivens blad trække ned over sig, og svigen der fulgte. Intet af dette havde fjernet smilet fra hans læber, da han rettede et direkte udfordrende blik op mod Declan.
"Jeg synes, at hvis du vil forføre mig, så kunne du i det mindste give mig et kys også." Han var tydeligvis ikke imponeret endnu. Han var dog ikke i tvivl om den skade Declan ville kunne gøre, når han stod med kniven i hånden og Jaris forsvarsløs bundet med lænker til stolen. Han vred sig, forsøgte konstant at trække, rive og flå både hænder og fødder til sig, men lænkerne gav sig ikke det mindste.

Smilet og ordene fra Jaris var overlegne, dybt irriterende, men hans kamp for at komme fri viste, at han tydeligt var klar over, hvilken knibe han var endt i. Godt, det var på tide at han fattede situationens alvor, ellers ville Declan jo være nødt til at blive rigtig ubehagelig for at få ham til at forstå. 
"Du kommer ikke fri ffra de kæder lige foreløbig" sagde han. Med en hurtig bevægelse fjernede han kniven fra brystkassen og hamrede den i stedet ned igennem Jaris hånd med en sådan kraft, at han kunne mærke, at den satte sig fast i træet på stolens armlæn. Ansigtet var køligt, uforandret i forhold til hvordan han nærmest hele tiden så ud. Jaris var ikke den første som var på den modtagende ende af kniven, og han ville langt fra blive den sidste, så følelsen af det skarpe blad som skar igennem hud, muskler og sener rørte ham ikke. 
"Så jeg vil anbefale, at du lærer at sidde stille" Han gik i knæ og forsøgte at få øjenkontakt med Jaris. De fængslende orange øjne, som afslørede alt for mange følelser, og hans egne lyseblå øjne, hvor det stik modsatte var tilfældet. 

"Så lad os prøve det her igen" Han lagde en finger på knivskæftet og vippede lidt med det, forhåbentlig ville det gøre ganske forfærdeligt ondt.
"Hvor synes du, at vi skal begynde?" Han lagde hovedet en anelse på skrå. Jaris skulle selv have lov til at vælge sin egen tortur, det var en del af legen. Svagere væsner end ham var før blevet drevet til vanvid ved tanken om, at de selv valgte den smerte de blev påført. Der var nu noget vidunderligt ved at se en persons psyke langsomt falde fra hinanden.

Han vidste, at Declan havde ret. Lige meget hvor meget han vred sig, ville lænkerne aldrig give sig det mindste. Han ville først slippe fri, når Declan ville have det. Han havde godt nok selv bedt ham om at komme videre, men det var så irriterende ikke at kunne gøre noget. At være så magtesløs og fastlåst.
"ARH!" Han råbte op, idet kniven blev hamret igennem hånden og satte sig fast i træet under. Efterfølgende lød anstrengte støn i smerte og den allerede opspændte krop, blev kun mere spændt. Han havde det lige pludselig varmt, selv i bar overkrop i den kolde kælder.

Declans anbefaling blev dog ikke lyttet til. Jaris vred sig stadig, dog ikke helt så meget som før. Enhver lille bevægelse gjorde ondt i hånden, der rystede i smerte. De orange øjne så efterhånden ud til at brænde, han var rasende. Fingeren på knivens skæft hjalp ikke det mindste. De anstrengte, sammenbidte støn forlod hans læber, men Declans efterfølgende ord fik ham stadig til at le.
"Du vil have idéer? Okay. Knep mig," beordrede han, stirrende i Declans følelseskolde øjne.
"Og hvis det ikke er godt nok, så har jeg en anden idé." Han holdt en kort pause, for lige at bide noget smerte i sig, inden han fortsatte;
"Æd lort og dø," sagde han og spyttede Declan direkte i ansigtet.

Det var som sød musik at høre Jaris' smertesskrig. Endelig! En ordentlig reaktion, og ikke bare de sædvanlige flabede kommentarer! Declan var godt nok langt hen ad vejen en tilhænger af mental tortur, men måske fysisk tortur var bedst med Jaris. I hvert fald for nu.
Selvfølgelig var Jaris ikke helt færdig, det ville også have skuffet Declan slemt, så selvfølgelig begyndte han at le. Latter.. Det var ikke den reaktion, han havde forventet, men nuvel, han skulle nok tørre smilet af Jaris' ansigt. Måske det så endelig også ville stoppe de flabede kommentarer. 

Det var ikke første gang Declan blev spyttet i ansigtet, og det var formentlig heller ikke sidste gang, men det betød ikke, at han blev mindre sur hver gang det skete. Irriteret tørrede han spyttet væk med ærmet.
"Man skulle tro, at du ville blive klogere på et tidspunkt" Svarede han irriteret og greb fat i kniven, som med en hurtigt bevægelse blev trukket fri af hånden.
Med et hårdt greb tog Declan fat i håndleddet på den hånd, som ikke havde haft en kniv igennem sig. Han pressede hånden ned mod armlænet mens han placerede kniven ved bunden af lillefingeren.
"Har du lyst til at prøve at komme med et ordentligt svar?" Spurgte han med et hævet øjenbryn. Det blev lagt lidt pres på kniven, så den skar igennem huden. Han havde brugt timer på at torturere folk ved at skære diverse lemmer af, en enkelt finger rørte ham ikke det fjerneste, og han havde ingen problemer med at tage flere, skulle det blive nødvendigt. 

Klogere? Jaris fnøs. Det her handlede ikke om hvad der var klogest for ham at gøre, hvordan han bedst kunne slippe udenom diverse pinsler, Declan kunne finde på at udføre. Det handlede om at gøre det så besværligt for Declan, at han ville give op. Være så pisse irriterende, som han overhovedet kunne. Han ville ikke gøre det en let opgave at torturere ham, heller ikke selvom han sad spændt fast og ikke kunne røre sig det mindste.
"Hnng!" Han bed tænderne sammen og kneb øjnene lige så tæt sammen, idet kniven blev trukket ud. Det smertefulde støn der forlod hans læber, var præget af dyb vrede. Han måtte tage et par indåndinger, inden han åbnede øjnene igen og rettede blikket mod Declan, derefter kniven der hvilede mod fingeren, og så tilbage på Declan.

Ikke andet end lettere rystende suk lød, idet kniven presse hul på huden, men han ville ikke give Declan fornøjelsen af endnu et smerteskrig. Så slemt var det heller ikke, i forhold til den anden hånd. Han lagde hovedet let på skrå.
"Hvorfor? Du er jo så fint i gang selv. Men fortæl mig lige, Declan. Hvad forventer du at få ud at det her?" Han var oprigtigt nysgerrig nu. Han havde stadig ikke fået en ordentlig grund til at være her. Det kunne vel ikke alt sammen handle om, at han ikke måtte nærme sig Daphnie.
"Udover hvad du tydeligvis forventer, men der må jeg skuffe dig. Mine idéer vil næppe tilfredsstille dig, medmindre du faktisk gerne vil kneppe mig." Han smålo over sine egne ord, men det var ikke uden tydelig påvirkning af den intense smerte, som stadig fyldte. Hans stemme rystede en anelse. Man kunne endda begynde at se ham svede lidt, men det skulle ikke tørre hans lille, flabede smil af.

Mon Jaris efterhånden forstod, at Declan faktisk var seriøs med sine trusler? Givet, en finger var da ikke det værste at få skåret af og kniven var utroligt skarp, men det var jo ikke ligefrem nogen behagelig oplevelse.
"Lige nu forventer jeg, at du svarer på mine spørgsmål" Han kunne ikke bebrejde Jaris for forvirringen, han viste trods alt ikke hvilket rod Daphnie havde blandet ham ind i ved at kaste sin kærlighed efter ham. Følelser.. noget forfærdeligt stads. Men nu var det meningen at Jaris gerne skulle være forvirret, så det hele gik jo næsten efter planen. 
"Så må vi jo starte fra en ende af" Han trak på skuldrene, næsten uanset hvad, havde hans reaktion været den samme. Han bemærkede godt, at bag smilet var der en anden reaktion fra Jaris. Frygt? Nervøsitet? Måske var han faktisk ved at trænge igennem den irriterende selvsikkerhed. 

Kniven blev rykket en anelse, så den lå lige over leddet. Hans blik mødte Jaris', som han pressede ned på kniven.
Ofte blev Declan overrasket over, hvor nemt det var at skære en finger af. Selvom han med vilje forsøgte at gøre det langsomt, var det hurtigt overstået, og det ødelagde noget af sjoven ved det. Smerten og reaktionen fra Jaris hjalp dog på den lette irritation ved nemheden.

Declan trpdte et skridt tilbage, mens han gav Jaris lidt tid til at reagere på tabet af fingeren. Det var så fantastisk at høre noget andet fra ham end de sædvanlige flabede kommentarer.
"Så hvilken skal jeg tage som den næste?" Han lagde hovedet på skrå og så afventende på Jaris.
"Jeg kan selvfølgelig også tage hele hånden, det er trods alt meget nemmere end at gøre det en finger ad gangen" et lille, næsten usynligt, smil havde fundet vej til hans læber. Det her var en af de få ting han faktisk nød at lave, og som ikke bare var en nødvendighed.

Smilet blev ikke tørret af endnu, tværtimod begyndte han at le en smule over Declans svar. Det var da en direkte dum forventning af Jaris, at han skulle svare på det der blev spurgt om. Det var jo meget sjovere at irritere ham, gøre præcis det modsatte af hvad han ville have. Det var trods alt sådan han altid havde gjort. Det var til gengæld også sådan han nu var havnet lænket til stolen, var han sikker på. Det var så mindre morsomt, men mon ikke han nok skulle finde vej ud af det her.

Optimismen var ikke stor og blev kun endnu mindre, da han mærkede kniven presse mere til mod fingeren. Der falmede smilet lidt.
"Ne-ne-ne-nej.. Hm!" Det var som om alt pusten blev losset ud af ham. Han lænede sig til den modsatte side af smerten, som om det ville gøre det lettere at håndtere, hvis han kom fysisk på afstand. Den tanke var selvfølgelig ikke mere end netop dét. Smerten forblev den samme og der gik et langt øjeblik, før Jaris endelig begyndte at trække vejret igen.
"Din lille lort," mumlede han sammenbidt med sammenklemte øjne.

Der blev taget et par dybe men rystende vejrtrækninger, inden han åbnede øjnene igen og rettede blikket mod sin hånd. Det så næsten ud til at komme bag på ham, hvad Declan havde gjort, nu hvor han kiggede. Straks rettede han blikket mod Declan, forvirret, vred, tydeligt præget af smerte.
"Du skal ikke tage flere?!" Udbrød han, som om det var et spørgsmål. Selvfølgelig skulle han da ikke tage flere! Han havde lyst til at grine. Lade som om alt stadig var fint og være sit gamle, irriterende selv, men han havde ikke forventet at Declan ville gennemføre noget som helst.
"Sæt den på igen, lad mine fingre være og opfør dig ordentligt!" Beordrede han frustreret. Han kunne da godt sætte den på igen, ikke?! Det var måske lidt irrationelt.

Det var altid utroligt underholdende at se, hvordan forskellige personer håndterede smerten. Selv havde Declan em forkærlighed for dem, som begyndte at græde. Især hvis det var typer, som lagde så stor værdi i at være ligeglade og i stand til at overskue alt. De hvde en tendens til at gå fuldkommen i stykker, når de først havde grædt overfor en anden person. Måske skulle det bygges ind i planen for Jaris? Der var ingen garanti for, at smerte kunne tvinge tårerne frem, det var trods alt ikke sket endnu, men det var bare om at vide, hvor man skulle trykke.

Ordene gjorde ingen effekt på Declan. Han var blevet kaldt langt værre. For den sags skyld havde Jaris kaldt ham langt værre ting. Han stod og betragtede Jaris med hovedet let på skrå, mens dæmonen forsøgte at skabe en form for mening i, hvad der lige var sket. De blandede følelser var tydelige i blikket og ganske underholdende, men alligevel var der en lille del af Declan, som følte sig skuffert over, hvor nemt det var.

'Du skal ikke tage flere'. Der var noget nærmest barnligt over Jaris' befaling. Declan havde haft relativt høje tanker om den flabede dæmon, men var der virkelig så lidt at komme efter, når alt selvsikkerheden langsomt blev pillet væk? Ærligt så ville han blive skuffet, hvis det ikke stak dybere end det, og at der ikke skulle mere end en smule tortur til at fjerne den alt for selvsikre overflade. Men nuvel, alle havde jo en grænse, han håbede bare ikke, at han allerede havde nået Jaris', for han havde stadig så fantastisk mange planer for ham. Uanset, det var for sent at stoppe nu, især når det stadig virkede til, at Jaris ikke helt forstod alvoren af situationen. Det skulle da uanset hvad sikkert også blive sjovt nok at skille Jaris langsomt ad.. Både bogstaveligt og metaforisk.
"Tvivler du virkelig stadig på, at jeg mener, hvad jeg siger?" Han greb fat lige over håndleddet og pressede armen ned mod armlænet. Kniven blev placeret, så det passede med, at den var lige over leddet. Allerede nu pressede han til, selvom det langt fra var nok til at skære hele vejen igennem håndleddet.
"Så nu er jeg venlig og giver dig en sidste chance. Vælg en finger" De kølige øjne hvilede på Jaris. Declan var ikke i humør til de små lege lige nu, Jaris skulle lære at makke ret, og hvis det skulle ske på den hårde måde, ja, så blev det jo kun mere sjovt for ham. 

Jaris kunne langsomt mærke trangen til at lukke øjnene i og døse hen, som kun blev stærkere og stærkere, jo mere blod der forlod hans krop. Trods den intense sult nok ikke hjalp på det, kunne han ikke mærke den det mindste længere. Kun smerte og koldsved. Alligevel formåede han at finde et lille smil frem som svar til Declans spørgsmål. Ja, han tvivlede egentlig stadig, selvom han manglede en finger og måske en hel hånd lige om lidt?!

Han rømmede sig svagt, som kniven blev presset ned mod håndleddet.
"Okay," svarede han endelig, som om han faktisk havde tænkt sig at rette sig efter Declans ordre. Jaris rettede kortvarigt blikket ned mod Declans hånd, inden han med trætte øjne så mod det kølige blik igen.
"Jeg vælger dén der. Den, du har lige ved siden af knivens blad," sagde han og lo med tydelig undertone af udmattelse, som udfordrede han Declan til at gøre det, til at presse kniven endnu hårdere ned og fjerne hånden. Men nu havde han jo valgt?

Det kom faktisk bag på Declan, da det virkede til, at Jaris faktisk havde tænkt sig at gøre, som der blev sagt. Skulle ser virkelig ikke andet end en manglende finger til at knække Jaris?
Selvfølgelig var det ikke tilfældet, det ville også have været alt for nemt. Jaris' svar var slet ikke specifikt nok til, at Declan var tilfreds, han ville have, at Jaris skulle give ham et klart og tydeligt svar. Uanset hvad så havde han også allerede besluttet, at hånden skulle ryge af, spørgsmålet var bare, om det skulle være nu eller senere. Og det spørgsmål havde Jaris så besvaret nu.
"Ikke godt nok" svarede Declan ganske kort.

Igen fandt et sadistisk lille smil vej til Declans læber, som han trykkede til med kniven. Det var markant mere vanskeligt at skære en hånd løs fra kroppen, men det gjorde ikke Declan. Tværtimod så gav han sig god tid til at presse kniven igennem muskler, sener og væv. Når hånden røg af ville legen jo formentlig være ovre i et lille stykke tid. Jaris havde allerede mistet ret meget blod, og der løb nogle store blodårer igennem armen og hånden, som kun ville gøre det problem værre. Heldigvis havde Declan altid en healer klar, men lige nu skulle Jaris for alvor have lov til at føle smerten fra knivens langsomlige arbejde.

Det var dog utroligt. Det var jo helt umuligt at tilfredsstille Declans latterlige behov, også selvom Jaris ikke ligefrem prøvede særlig hårdt. Han håbede jo mest bare på at pisse ham nok af, til at han ville give op og slippe ham fri, men så let skulle det selvfølgelig ikke være.
"Ikke godt nok?! Hvad mener du me-aaARGH!" Godt nok havde han nærmest bedt Declan om at gøre det, og selv efter den nu manglende finger, havde han alligevel sin tvivl på, om han ville gøre det. Det ville han åbenbart.

Jaris vred sig og sprællede alt han kunne, omend det ikke var særlig meget, når kæderne der holdt ham fast til stolen gjorde det næsten umuligt. Det føltes som om der gik en evighed og han var næsten selv overrasket over, at han overhovedet havde det sidste overskud til at trække armen til sig og mase det åbne sår ned mod et bukseben. Hans første instinkt var at få stoppet blødningen, men der gik ikke mange sekunder efter, før han lænede sig endnu længere forover og blev helt slap i kroppen, da han ikke kunne mere.

Trods en brav kamp med at holde øjnene åbne, lukkede de sig hurtigt i og derfra var han ikke til at få kontakt til længere.

Helt ærligt så havde Declan ikke forventet, at Jaris ville formå at holde sig vågen, indtil hånden var helt af. Så meget måtte han trods alt give Jaris, han havde en noget større fysisk udholdenhed, end Declan havde forventet. Ganske som forventet måtte Jaris dog til sidst overgive sig til smerten og blodmanglen. Bare for en sikkerheds skyld greb Declan fat i en tot af Jaris hår og trak hovedet tilbage, han måtte jo hellere være sikker på, at han faktisk var besvimet. Declan nikkede lidt for sig selv, gav slip på håret igen og satte kursen ud af cellen. Lige så snart han var oppe fra kælderen blev en healer sendt derned, Jaris skulle jo helst ikke dø. Endnu i hvert fald.

Jaris fik lov til at få et par dages ro, der var trods alt ikke noget sjovt ved at torturere ham, hvis hans krop var så ødelagt, at den ikke kunne holde til det. Dæmoner kunne være så forbandet svære at opspore. Som sædvanlig havde Declan også masser af ting at underholde sig med, men han havde jo en lang liste af planer for Jaris, så han måtte hellere se at komme i gang igen. På vej ned mod kælderen slog han et smut forbi et af husets mange værelset, hvor en tyk sæk lå smidt i hjørnet. I dag skulle nok blive en ganske underholdende dag.

Et døgn passerede, inden Jaris endelig åbnede øjnene første gang. Han havde ikke selv den mindste fornemmelse for, hvor længe der var gået, og var forvirret over hvad der egentlig var foregået. Synet var sløret i starten, men han kunne straks mærke det kolde gulv, han lå på. Han var altså ikke lænket til stolen længere. Med den tanke spærrede Jaris straks øjnene op og så mod sin hånd. Rettere sagt, den manglende hånd. Så det havde uheldigvis ikke bare været en dårlig drøm.
"Declan?" Han kom op at sidde for at kigge rundt, være sikker på at han faktisk var alene. Men han var så sløj. Der gik ikke længe, før han lagde sig igen og døsede hen.

-----

Jaris havde ikke været vågen længe, inden han hørte Declan nærme sig cellen. Han havde brugt længere tid på at acceptere den manglende hånd. Han kunne vel ikke gøre så meget ved det alligevel. Han kunne dog ikke komme udenom, at han var en kende deprimeret. Det skulle Declan selvfølgelig ikke have lov til at se.
"Kommer du for at tage den anden?" Spurgte han med et fremtvunget smil, men med et blik der tydeligt afslørede vreden. Efter halvandet døgns søvn, og god pleje af de åbne sår, som han gik ud fra var ordnet af en healer, var han efterhånden rimelig frisk igen.

Det var helt forfriskende at se, at Jaris' sædvanlige flabethed var forsvundet til fordel for vrede. Vrede var en så dejlig følelse at arbejde med, det fik folk til at gøre irrationelle ting og træffe dumme beslutninger. Desuden så var han godt træt af de mange bemærkninger fra Jaris, og selvom kommentaren om hånden da sikkert var et forsøg på en flabet kommentar, men den ramte bare ikke helt på samme måde.
"Måske, hvis du ikke lærer at høre efter" svarede han med et svagt træk på skuldrene. Jaris havde ikke brug for sine hænder, så en til eller fra betød vel ikke det store.
"Det vil selvfølgelig blive svært for dig at spise og drikke uden hænder, men det vil jo være dit problem" Ikke at det burde være Jaris' største problem ved også at miste sin anden hånd, men det var da også værd at påpege de små irritationer, som det ville medføre.

Sækken blev sat på gulvet og Declan satte sig på knæ, så han kunne være i øjenhøjde med Jaris.
"Du har bedt mig om en cellekammerat, og jeg har faktisk tænkt mig at give dig en. Der er trods alt intet sjovt ved at have dig her, hvis du bliver sindssyg af ensomheden" En cellekammerat kunne jo betyde så mange ting, og han havde jo før truet med at få Daphnie ned i kælderen, så med vilje gav han ikke Jaris nogle videre detaljer.
"Men kun hvis du beder om det" Det skulle jo helst ikke være for nemt.

Det fremtvungne smil forsvandt straks ved Declans kommentar. I stedet fik han lige lavet en barnlig grimasse, som om han flabet og lydløst skulle gentage hvad han sagde.
"Jeg hører da efter. Bare ikke når du snakker," sagde han efterfulgt af sin grimasse. Han skævede lige ned mod den ene hånd, der var tilbage. Nej, den skulle helst gerne blive på. Det var slemt nok at mangle den ene, han havde jo et underligt stort behov for at røre ved alt, eller alle, og det kunne efterhånden godt blive svært.

Jaris rettede blikket mod sækken på gulvet, men viste endnu ikke en større interesse for den. Lige indtil Declan forklarede nærmere. Han rynkede brynene og så skiftevis mellem sækken og Declan.
Nej... Det var ikke...
Han satte sig op på knæ og tøffede lige så stille tættere på, så tæt han nu kunne for lænkerne.
"Åbn sækken, Declan," sagde han. Normalt ville det have været en direkte ordre, men denne gang lød han næsten helt opgivende. Han fik dog en noget aggressiv tone frem, da han så Declan ind i øjnene;
"Nu." Han var nødt til at se om indholdet af sækken svarede til hans frygt. Om det faktisk var Daphnie, der lå derinde. Det ville han ikke kunne holde til.

Jaja, det var vel egentlig mere end ordre end noget andet, men nu var Declan trods alt rimelig spændt på at se Jaris' reaktion på sækkens indhold, så for en gangs skyld havde han tænkt sig at lade Jaris slippe let. Den aggressive tone kunne han dog sagtens have været foruden, så han skrev sig bag øret, at det var noget, som han endelig måtte huske til senere.
"Nuvel, når du nu beder om det" svarede han, hvorefter han rejste sig op, og trådte et skridt baglæns. 

"Daphnie er jo blevet gift. Hun var en ganske nydelig brud, selvom det måske ikke er så passende, at hun bar hvid" Han stak armen ned i sækken og rodede lidt rundt, indtil han fandt, hvad han havde ledt efter.
"Personligt var jeg ikke nogen stor tilhænger af gommen. Som du jo ved, er jeg ikke meget for at dele min ejendom" Op fra sækken trak han et hoved, eller, nærmere bestemt, Aksels hoved. Resten af kroppen manglede, den var begravet forskellige steder rundt omkring i byen.
"Man skulle tro, at hun havde en type. Det kan jo selvfølgelig også bare være med, som synes, at han har en slående lighed med mig selv.. Da han var i live, selvfølgelig" Han smilede lidt for sig selv og kastede hovedet over mod Jaris. Han var godt klar over, at langt de færreste var lige så afslappede når det kom til håndtering af lig, som han selv var.. Faktisk så håbede han på, at Jaris langt fra havde lyst til at være i nærheden af det afhuggede hoved.

Jaris strakte sig desperat frem, i forsøg på at komme endnu tættere på sækken og dens indhold. Han kunne mærke hjertet hamre nervøst, klar til at blive godt gal på Declan, når han lige om lidt så hvad han havde bragt ham. Ikke en eneste tanke blev skænket det faktum, at Declan muligvis ikke ville finde sig i den noget aggressive tone fra før. Hvis det virkelig var Daphnie i sækken, ville Declan ikke kunne gøre noget værre.
Han stirrede direkte på sækken. Det var ikke meget opmærksomhed der blev rettet mod Declan og hans ord, men han hørte stadig alt han sagde.

Han så gal ud, brynene rynket og tænderne bidt hårdt sammen, så man kunne se kæbelinjen tydeligere. Men alt det blev erstattet af direkte lettelse, da han så Aksels hoved blive trukket op af sækken. Det var ikke Daphnie! Han smilede og det smil udviklede sig til en let latter, der kun tog til da han hørte Declans ord.
"En type?" Grinede han og rettede blikket op mod Declan.
"Joh, jeg kan se ligheden. Du er lige så våd en kiks, som Aksel var. Det er måske derfor hun heller ikke kan lide dig," grinede han videre. Det lod ikke til at Declan vidste, at Daphnie slet ikke elskede Aksel. Hun fandt ham kedelig og uinteressant og hvis Declan mente at han mindede om Aksel, så skulle Jaris da ikke stå i vejen for dén overbevisning.
"Men tak for den gode overraskelse, Declan. Nu kan jeg sove godt," sagde han og tøffede bagud igen, så lænkerne ikke længere blev strakt. Trætheden ramte ham som et lyn, nu hvor han endelig kunne slappe lidt af. Daphnie var i sikkerhed og han havde ikke sovet længe.

Det faldt ham ikke ind at have den mindste smule medlidenhed med Daphnie i øjeblikket, selvom den del nok skulle komme, når han så hende igen. Lige nu var han bare lettet.

Det var praktisk at vide, nøjagtig hvor Jaris stod. Han havde ikke lavet noget ballade, i hvert fald som Declan havde set, som kunne tyde på, at han var en skruppelløs kriminel. Samtidig fik det afhuggede hoved ham heller ikke til at reagere videre, i hvert fald ikke negativt. Så helt præcis lå han henne? Det irriterede Declan voldsomt, at han ikke kunne regne det ud. Samtidig så vidste han, at Jaris havde en stor svaghed, så han skulle bare finde en måde at udnytte det. Og heldigvis havde han masser af ideer. 

"Jeg vil nu eller vove at påstå, at Daphnie er ganske tilfreds med mit selvskab" Selv en som ikke var nær så klog som Declan kunne se, at Jaris ikke troede på, at han havde tilbragt så nydelsesfulde stønner med Daphnie, som det jo faktisk var tilfældet. Nuvel, han skal nok finde en måde, hvorpå han kunne få udnyttet det overfor Jaris. For nu havde han ting, som han skulle nå.
"Jeg håber, at din nye cellekammerat kan holde dig lidt med selskab" Han var lidt ligeglad med, om Jaris fandt det ubehageligt at have hovedet i cellen eller ej. På et tidspunkt ville det begynde at lugte, og det var ubehageligt nok i sig selv. Uden at sige yderligere til Jaris eller for den sags skyld skænke ham et blik, gik Declan ud af cellen og ud af kælderen.

Han var ikke i tvivl om, at Jaris ville udnytte muligheden for at få noget meget tiltrængt søvn, så for en god ordens skyld instruerede Declan nogle af sine betroede vagter og tjenestefolk i, at de skulle gøre alt for at vække fangen med alt fra et par minutter til et par timers mellemrum. Om de så skulle overdynge ham med koldt vand, skulle de sørge for, at han vågnede, og ellers skulle de ikke sige et ord til ham. Det skulle nok være sjovt at lade Jaris lide under den behandling i et stykke tid, Declan havde i hvert fald rigeligt af planer til, at han sagtens kunne holde sig optaget i flere dage.