Yorkgu kunne intet andet end nikke til Krusk' kommentar om skovelvere. Som krofatter havde han oplevet lidt af hver af de fleste racer. Pudsigt nok var det de 'gode' racer, der var ballademagerne. Især fordrukne menneskemænd kunne man altid stole på for at starte et slagsmål. Og ja, skovelvere kunne komme med våben og føle sig berettiget til at true med disse. Men alle de orker, Yorkgu havde haft på sin kro, havde ingen af de startet et slagsmål. De var ikke hellige fra ikke at deltage, men det var oftest modpartens skyld, ikke orken.
"De ser grønt og tænker med det samme. Det samme med mørkelvere. Vores fortid er badet i mørke og blod, men vi burde lære at lade fortid være fortid og holde de rigtige ansvarlige og ikke straffe deres afkom og artsfæller," Yorkgu kunne bruge timer på at snakke politik og sine holdninger om racer og blod. Men han gad heller ikke åbne den æske. Ikke med Krusk, for de to var jo uden tvivl enige. Derfor valgte krofatter at stoppe sig selv, inden han røg for meget ud af tangenten. "Kunne du forestille dig og mig som byvagter? Vi behøver ikke engang gøre noget. De fleste vil enten lytte efter eller brokke sig." Yorkgu afsluttede med en velset latter. Det ville være som at se en mørkelver som healer eller dæmon som barnepige. Det var ikke utænkeligt, bare en ny kombination. Men siden hvornår har nyt været ensbetydning med farligt og noget, der ikke skulle prøves?

Krusk var egentlig ganske overbevist om, at tog man den værste ork, kunne man i historien finde et menneske, der var endnu værre. Og det sagde ikke så lidt, for han havde kendt nogle rimelig slemme orker.
De havde dog også ofte deres eget æreskodeks af en art.. volden og krigen var sjældent meningsløs, selv om Krusk havde svært ved at forene sig med meningerne, der lå bag. Mennesker .. de var oftest bare kaotiske.

"Mørkelverne.. ja, hvis orkklanerne ikke holder lidt igen med at angribe menneskelandsbyer, risikerer vi, at der også pludselig er en pris på alle grønhudernes hoveder.." Det var ikke en rar tanke. Krusk holdt af at være i Dianthos, men nogle gange kunne det være svært at forklare andre, at han ikke var en af "de orker"..

Snakken om at blive en del af byvagten, fik dog et lille lattergrynt frem fra Krusk, som han så op og ned af Yorkgu: "Du ville sikker blive en fin byvagt min ven .. jeg tror ikke selv, jeg har ryggraden til det." Lo han. Han havde en tendens til gerne at ville springe over, hvor gærdet var lavest..

Der var visse ting, Yorkgu ikke kunne se sig enig med i dette samfund. Og mørkelverjagten er en af dem. Hvorfor skulle samtlige mørkelvere jagtes? Jovist var der onde mørkelvere, men hvorfor ikke sætte kun de på jagtkortet frem for at straffe en hel race? Det ville være det samme, som hvis én gren af menneskeheden var famøse for deres vold, død og lignende, og så skulle samtlige menneske jagtes. Derfor gøs krofatter da også lidt ved Krusk' ord. Det skulle kun tage én klan for at ødelægge det for alle de grønhudet. "Lad os have tillid til byvagterne og, at de klaner ikke kommer i nærheden." Yorkgu ønskede ikke just at tænke på det. Hvordan hans liv kunne vendes ved et fingerknips, uden han direkte eller inddirekte havde gjort noget.

"Hey, du havde rygraden til ikke bare at løbe ud af baglokalet fra hende kvinden tidligere," smågrinte Yorkgu. Mindet om hende var jo endnu stærkt i orkernes tanker. "Men tror næppe, mine hypotetiske kollegaer ville se godt med en ork i dén uniform." Og der var uden tvivl borgere i Dianthos, der ville nægte at lade en som Yorkgu eller Krusk træde i de klæder.

"Sandt .. man får ikke noget ud af at bekymre sig." Sagde Krusk med et lille skuldertræk. Orkerne havde deres krige. Mørkelverne deres .. hvad-de-nu-end-havde. Intet af det kom egentlig Krusk ved, og så længe byvagterne lod ham være det meste af tiden, så kunne han være fint tilfreds..

Han kiggede på krofatteren med antydningen af et smil i mundvigen: "Desuden .. man skal virkelig have en horn i siden på nogen for at gå efter en krofatter."

Det lille smil blev bredere, som en latter kom over Krusk. "Det var også kun lige før. Så du hvor sur hun var?" Grinede han. Han var ikke ligefrem typen, der var kendt for at tage en konflikt. Ikke fordi han som sådan var bange .. det var bare virkelig ikke noget, han havde lyst til at bruge sin tid på. Især når det kom til hysteriske kvindemennesker. "Til gengæld ville vi sikkert se utroligt godt ud i uniform begge to." Sagde han og blinkede til Yorkgu. Ikke at han havde nogen som helst intentioner om at nærme sig byvagthovedkvarteret, medmindre det skulle blive allerhøjest nødvendigt.

Nikkende gjorde Yorkgu sig enig med sin kammerat. Bekymringer kunne dræbe. Selvfølgelig var bekymring ikke det første, orker havde i hovederne. De havde krig og ikke andet oftest. Men Yorkgu og Krusk - og Verthag - var alle tre unikke. De var mere som mennesker, blot med grøn hud. Og lidt for mange ar her og der.

"Du er stadig god til at gøre folk sure. Nu gør du bare uden våben. Medmindre," sagde Yorkgu med lidt for meget lummerhed i stemmen og samtidig kiggede han ned. Måske Krusk anså, hvad han havde mellem benene, som værende et våben. "Er det ikke, hvad folk siger? Folk elsker fyre i uniformer. Især en mavse som min." Yorkgu klappede sig selv på sin kraftige mave. Han var ikke tyk, bare kraftig. Gemt under de dybe lag af medfødt fedt var der muskelmasse. Men hans statur var mere af en rund form. Dét kunne Yorkgu ikke løbe væk fra.

Orker var krigeriske, men de var sjældent modbydelige eller hævngærrige. Da Krusk og Verthag havde forladt deres klan, var de døde i deres faders øjne - klanen anerkendte dem ikke længere, og de var frie til at leve deres eget liv. På en måde var Krusk stadig ved at vænne sig til den frihed og forsøge at finde sin egen rolle i den.

"Ikke alle spyd er skarpe.." Lo Krusk af Yorkgus lumre kommentar. Hvis man endelig skulle kæmpe, var det klart dén slags kampe, han ville foretrække.

"Lige præcis. Men behold du bare forklædet på.. ellers ville jeg jo ikke vide, hvor jeg skulle gå hen for at få øl." Svarede han muntert - der var naturligvis mange andre steder i byen, hvor det kunne lade sig gøre, men ganske få med en stemning som Stridsøksen. En grødhud bag baren gjorde, at man følte sig lidt mere velkommen..

Én ting havde Yorkgu lært om Krusk. Manden kunne være så zalans lummer! Alle kommentarer kunne vendes til den lumre side. Det gjorde ikke krofatter noget. Som krofatter hørte han lummerheder på daglig basis. Og han så dem også. Det var ikke alle, der var lige så diskrete. Men hvis ikke de ødelagde stemningen eller forstyrrede andre, havde Yorkgu ikke det store imod at lave nogen hygge lidt i hjørnet. Han kunne altid smide dem op på et værelse, skulle det ende dertil.
"Ikke skarpt, men kan nemt blive hårdt nok." Lidt af en lummerhedskamp kunne de to orker da godt have. Selvom den sikkert ville ende uafgjort. Eller med to vindere. Alt efter hvordan man så på det.

"Jeg kan da bare have forklædet på uden over uniformen. Give en øl, imens jeg arresterer nogen," smågrinede Yorkgu. Han kom aldrig i en byvagtsuniform, ligesom han nok aldrig smed forklædet. Bogstavelig talt gjorde han, men figurativt gjorde han nok ikke. Han gjorde noget, han kunne lide og faktisk så frem til hver morgen. Ingen kunne eller skulle fjerne det fra ham. "Jeg har da også brug for typer som dig, der bringer sindsyge kvinder ind, fordi du har leget for meget med dem."

Krusk lo endnu engang hjerteligt. En god vittighed om et spyd med et krus øl i hånden, var nu engang livet - ikke noget med at trampe rundt ude i regnen og mudderet, kæmpende for sit liv. Det var nærmest et under, at han stadig holdt sig i form, men nu tog han jo også en del hårdt fysisk arbejde rundt omkring .. og ikke kun af den 'sjove' slags.

"Det ville jeg sgu gerne se. Røverne ville jo ikke vide, om de skulle løbe eller blive og få en øl."

Udbrød han, selv om de begge godt vidste, at Yorkgu nok aldrig ville trække i uniformen. Han holdt trods alt for meget af sit arbejde på kroen - og hvis Krusk skulle være ærlig, så lød det at være byvagt også som lidt af et besvær..

"Jeg kan godt tage nogle kvinder med ud igen, hvis det hjælper på regnestykket.." Lo han og blinkede til kroværten. Ikke at der var særlig mange her tidligt på dagen .. damen, som han allerede havde haft én runde med, skulle han ikke nyde noget af at forsøge at tage med hjem igen.

Byvagtlivet ville mange måske tro at være naturligt for orker. De er krigere af natur og opdragelse, men Yorkgu ville for alt i verden væk fra dét liv. Det havde været hele pointen. Ville han have endnu haft våben og angreb i tankerne, kunne han have været blevet med sin klan. Nej, han ville ud af det liv. Han var ude. Han var i krolivet. Stille og roligt. Lige til hans smag lige nu.

Et grin undslap Yorkgus læber. "Tror jeg skam gerne på, makker," Krusk kunne tage én gruppe kvinder med ind og forlade med en anden. Selv med den grønne hud var Krusk en køn mand. I forhold til menneskers standard. Der var da også typer, som fandt Yorkgu flot. Dem, der gerne ville have lidt mere kød på siderne. En god farkrop kunne underværker, som en trænet krop som Krusks ikke kunne. "Kan jeg da forvente at se dig i aften tage nogle af mine kvindelige kunder fra mig?"

Orkerne havde altid sagt, at Krusk var for smuk. Hans træk for bløde. En orkkvinde ville helst have store tænder, brede skuldre og et konstant vredt ansigtsudtryk. Derimod havde Krusk opdaget, at mange af menneskekvinderne var særligt interesserede..

"Måske kommer jeg forbi. Du ved, jeg er ikke rigtig typen der planlægger så meget.."

Faktisk havde Krusk egentlig tænkt bare at bruge søndagen på at daske rundt, måske tage ned forbi markedet i sin katteskikkelse og se, om han kunne stikke af med noget .. slagterforretningen havde lukket, så egentligt arbejde skulle han ikke tænke på før i morgen.

Men at ende aftenen på Stridsøksen lød faktisk ikke som en helt dårlig plan. Han løftede kruset til læberne og tømte det sidste i et ordentligt drag. "Ved du hvad, det kan faktisk sagtens være. Jeg skal nok sørger for, at de når at drikke noget først." Lo han muntert. Han skubbede kruset fra sig, mens han rejste sig, og smed et par krystaller på disken.

"Vi ses nok snart igen, krofatter."

Krusk vinkede muntert, og skyndte sig ud af døren, inden at damen fra tidligere fik nogen idéer om at følge efter ham..

Det var ikke, fordi Yorkgu mente, at Krusk havde opholdt på kroen for længe. Orken var krofatter, så han måtte tage så lang og så kort pause, som han nu ville. Men deres lille hyggestund var ved at nå sin ende. Yorkgu havde endnu en kro at gøre lidt mere anstændig til senere, hvor krogængere ville komme og drikke og spilde deres drikke for så at købe nyt og starte forfra med.
"Indtil næste gang, Krusk," erklærede Yorkgu højt, da hans grønne ven var på vej mod udgangen. Med døren bag ham lukket og kun én ork tilbage i kroen tog Yorkgu fat om Krusk' brugte krus og service. "Venner, vi må nok skynde os. Gamle Herman plejer at komme efter sin frokostøl her om en halv times tid."