Han ord om helt andre problemer, fik blikket til at falde på jakken igen og så forsigtigt rundt på de tre tomme flasker to på gulvet og en faktisk fint på bordet, men lige meget hver der kom ind og så der var tre tomme flasker, og mærkede den tunge duft alkoholen havde lagt i rummet ville der komme problemer af den ene eller den anden art. Om det var en forvirret væbner faret vild, en de kendte eller en overordnet ville det ikke ende med at folk bare gik og det var det. Specielt ikke hvis det en overordnet men i det mindste ville de bare være fulde nu, for nogle minutter siden ville det havde været en hel anden reaktion hvis nogle åbnede døren. Hun blev revet ud af sine tanker som han svaret hende, og faktisk ønskede at bruge natten her.
"Du er klar over at..jeg ikke behøver søvn, tag sengen til den tid." En skam sengen ikke var lavet til to, jo hun havde fået et større seng efter hun stadig ønskede at sove de fleste natter og vingerne var problematiske i de normale enkelt mands senge, men til to? Det ville være meget tæt hvis de...Kinderne fik farve som hun indså sine egne tanker, indså hvad hun forsøgte at gøre muligt i sit sind. Hun blev dog liggende på sin side men træk den ene hånd forsigtigt foran hendes ansigt som hun kiggede op på ham, et håb om farven ikke faldt i hans blik, netop som han hostet og pustet og kæmpede med vinduet og hans kamp blev mødt med et lille grin som hun lod vægten føres til hendes arm og let løftede hovedet fra puden.
"Snakke om det?" lyd det lettere forvirret som hun lod sig kæmpe lidt længere op og lod en vinge hjælpe med at holde hende. "Hvad vi gerne vil?" spurgte hun tilbage netop som det blev sagt og kæmpede sig lidt længere op og lod sig sidde og netop som hun gjorde faldt vingerne så de hvilede hen over sengen. Den ene for blev hævet op og hun fandt hvile for sin hage på knæet.
"så..du syntes vi..skal sætte en masse regler for hinanden?" spurgte hun lettere forvirret over hvad hans vidunderlige plan nu var.
"Som hvad? At vi begge forsøger at glemme de ting vi har sagt? og gjort?" hun rystede lidt på hovedet.
"Har ikke nogle krav, eller regler jeg vil kaste efter dig.." beyndte hun men indså hurtigt at der nok var en ting, eller to. "jo.." mumlede hun øjeblikket som hendes ord endte.
"..lige meget hvad du tænker..nægter jeg et liv hvor jeg skal bære amuletten." hun kæmpede lidt for at hæve vingerne på hver side af hende, bare for at de faldt i takt med hendes skuldre igen. "Den..er ikke rar at have på..den..det føles forkert..så nej tak." lyd det lettere bestemt, som hun lod blikket følge røgen der forlod pipen til det blev et med luften. "Deler du?" spurgte hun tøvende.

    "Jeg ville aldrig bede dig bære amuletten, hvis du ikke har lyst - jeg har prøvet Bundne håndjern; jeg ved godt, at det føles fuldstændig unaturligt at være afskåret fra sit chakra." Han lænede sig frem med piben, så den lille klump opium kunne blive opvarmet i olielampens flamme, og han fik mulighed for at trække endnu en portion røg ned i lungerne. "Og jeg ved heller ikke, om jeg vil have en masse regler... Men jeg vil gerne vide, hvad du kunne tænke dig - hvordan du helst vil have, vi skal håndtere dét hér. Jeg gider i hvert fald ikke at skulle gå rundt i uvished og ikke vide, om du hader mig eller holder for meget af mig - om du misforstår mine hengivenhedstegn. Om jeg skal holde mig fra dig, eller det er okay, at jeg opsøger dig. Jeg vil helst ikke have skræmt dig alt for meget med min... dårlige opførsel." Røgen gjorde hans ord koncise og måske lidt for direkte, men heldigvis sørgede den i samme omgang for, at han var ligeglad. "Jeg vil bare gerne vide, hvad jeg har at arbejde med, Josefine. Og så vil jeg gerne prøve at sikre, at du ikke skal gå og være bange for, at dét hér sker igen..." Han følte, han blev nødt til at tilføje: "...Hvilket er lige så meget for min skyld som for din."
    Da hun spurgte, om han delte, nikkede han midt i at puste en røgsky ud og fik lempet sig ned fra vindueskarmen. Greb olielampen - uden at brænde sig, hvilket han et øjeblik var underligt stolt over - og fik fragtet både den, sig selv og piben det urimelig lange stykke hen til sengen uden at snuble i hverken uniformsjakke eller flasker på gulvet. 
    Det faldt ham ikke ind at spørge, om hun havde prøvet det før, da han rakte piben frem imod hende, og i mere ædru tilstand ville han nok have tøvet - situationen taget i betragtning. Men lige nu havde han det godt og følte sig dejligt beroliget - den flagrende panik, der havde givet ham kvalme før var faldet helt til ro i hans mave. Han turde tro på, at det nok skulle gå det hele.  
     Med et lille suk lod han sig dumpe ned på gulvet foran sengen, så han kunne læne sig op af sengerammen. "For helvede, Josefine..." mumlede han og trak benene lidt op, så han kunne hvile underarmene på knæene. "Det var ikke ligefrem denne form for distraktion, jeg havde tænkt mig at udsætte dig for..." 
    Og det var sandt - han havde troet, han skulle være en skulder hun kunne græde ved, eller et øre, hun kunne klage sin nød til... Ikke en ekstra komplikation i hendes i forvejen temmelig komplicerede liv...

Hun træk træt på sit smil ved hans ord om amuletten og lod blikket følge ham fra sit hvil på hendes knæ, det elegante greb om olielampen hvor han mirakuløs undgik at kaste den fra sig som han brændte sig som han gik over til hende med piben og satte sig fint på gulvet foran hende og i takt med hans bevægelse lod hun sine ben ende under hende selv som hun sad på sine skinneben, og lænede sig let frem imod ham og brugte vingerne til at holde balancen. Hans ord undervejs blev vendt forsigtigt i hendes sind at han ikke ønskede regler, men ville vide hvad hun ville tænke si noget der fik sat en masse tanker i gang. Hvilket uden tvivl var tydeligt i hendes blik som hun kiggede rundt i rummet igen, imod ham, imod piben, og det hår der hang i hendes blik hendes han havde fået det ud af orden..Hvordan mon det overhovedet så ud efter han..Kinderne fandt igen den lette røde farve som hun lod piben hænge mellem hendes fingre og tydeligt overvejede om hun faktisk skulle men blev flået ud af sine tanker ved hans næste ord som fik et kort fnis til at forlade hende og piben kort først til læberne, hvor hun lod en smule røg hvile i hendes lunger som hun gav den tilbage til ham.

Hun lod blikket falde i loftet som hun forsigtigt lod fire ringe af røg søge luften over dem, hvor de langsomt blev til intet andet end et lille røgsky over dem. "Lad være, tror det eller lad være men selv med alt dette. Virker dette bedre end hvad jeg selv havde tænkt mig, alkohol og trist ensomhed." hun fniste kort af sine ord, og lod blikket falde til ham igen, og de blå, øjne der flere gange havde opslugt hende denne aften.
"Hvad du har at arbejde med? Helt fra hjertet?" hun sukkede og nikkede af sig selv, for selvfølgelig skulle alt komme helt fra hjertet i alt dette.
"Jeg kan lig dig. Ellers ville jeg..være noget mere sur på dig. Men du gjorde det lidt klart hvad du gerne vil og ikke vil med de følelser du kastede om dig tidligere, for du har ret, har..aldrig tænkt på dig, så intimt...Aldrig." nervøst træk hun lidt i dynen og lod den ligge sig om hende mens hun talte. "Men, selv hvis du ville, uden at føle sådan." blikket gled til senge bordet, til ringen der på. "Så kan jeg ikke Tres..Er jeg ikke klar til...De føles stadig som i går for mig nogle gange...i går at jeg..lagde de små i seng..og gik i seng og sov i hans arme...at.." hendes ord døde ud, som den grønne farve i hendes blik blev mere uklart og lettere tåget som hun samlede tåre. "Jeg...du er virkelig skøn..men..jeg.." forsøgte hun..som vingerne faldt helt til sengen og hænderne faldt ligeså. "Der..er kun gået..et år for mig." lyd det ved det først snif og den første tåres rejse ned af hendes kind. Hvorfor, begyndte det at gøre ondt? Hvorfor er det så ubehageligt at kigge på ringen lige nu!?

    Treston kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet - fnøs moret en enkelt gang, mens han lod piben hvile på gulvet. "I stedet har du så fået opiumsrøg og dårligt selskab," bemærkede han og drejede hovedet, så han kunne se op på hende med et glimt i øjet. "Jeg ved sgu ikke, om jeg synes dét er bedre, Josefine..."
    Han blev dog hurtig alvorlig, da hun fortsatte, og trak igen blikket til sig - fæstnede det på hendes kommode og glemte piben, mens han lyttede. Nikkede langsomt til hendes ord og gik en lille smule i stykker indeni, da hendes stemme fik en grådkvalt kant.
    "Dét forstår jeg virkelig godt, Josefine," mumlede han, da der blev stille og hendes små snøft havde været alt, der brød stilheden, et par sekunder. "Og så er det bare sådan, det bliver - dét vi aftaler. Det passer mig også rigtig fint - jeg er rigeligt tilfreds med at være din ven." Netop i dét sekund valgte hans hjerne at minde ham om følelsen af hendes bløde hud under hans hænder, men han fortrængte det med endnu et sug fra piben.
    Åndssvage hjerne...
    "Jeg lover at behandle dig som en god veninde og så absolut ikke andet end dét..." Han pustede ud og lagde så piben lidt - rummet glødede underligt uldent... Det føltes, som om tiden gik meget, meget langsomt. Hans bevidsthed var ikke helt på forkant med, hvad der kom ud af hans mund, og derfor blev det også mere ærligt, end han ville have brudt sig om i ædru tilstand: "Jeg lover også, at hvis du samler flere... upassende indskydelser op fra mig, så er det ikke med vilje, og så vil jeg gøre mit bedste for at håndtere det - du kan bare lade som ingenting, eller optimalt bede mig skride ad Zaladins til..." Han tænkte lidt over sine egne ord, hvilket ikke just gik stærkt - tågen havde efterhånden lagt sig lidt for tæt i rummet. Dét var så dét for i aften...
    "Vil du ikke love mig noget andet til gengæld?" spurgte han så pludselig. Drejede sig halvt om imod hende og fik nærmest ud af øjenkrogen øje på ringen på sengebordet. Rynkede panden en anelse, men rystede så hovedet fri for løse tanker - fokuserede på dét, han ville sige: "Vil du ikke love mig, at du altid har amuletten på dig, og at du tager den om halsen, hvis du engang fanger noget fra mig, som ikke er en del af aftalen her? Så skal jeg nok gøre mit for at holde styr på resten..."

Selvfølgelig var dette bedre, end hvad hun selv havde tænkt at gøre denne dag, undgå alle, drik sig fuld og bede, nu i det mindste havde hun selvskab, at tøjet sad forkert og hun havde mærket hvad hun havde og det samme med ham var ikke noget der var vær at nævne, for selv om det havde været rart hørte det ikke til her, og selvskabet var på ingen måde som han selv mente det var, og opiumsrøgen var ikke hendes ønskede røg men nu man havde den var der ikke nogle grund til at brokke sig. Den triste tone fra hende og alvorlige fra ham var på ingen måde hvad der havde været tidligere, hvor de bare slappet af og sagde det der faldt dem ind, nu virkede alt så overvejet, så eftertænkt.
Hans ord, ramte dog med det samme og slog lige i gennem røgen og alkoholen og fik hende til at hæve et øjenbryn forvirret til ham, og han tilførelse til det ord gjorde intet andet end at få det til at hæve sig en smule mere som hun tog de fugtige øjne væk fra ringen på bordet og søgte hans.

Absolut ikke andet. Ordene gled rundt i hendes sind nogle gange og hun kæmpede med at finde ord som passede til det, ord man kunne sige tilbage til fyren der lige havde klædt en af, sagde at man kun ville blive behandlet som en veninde, men hun nåede ikke finde ord som hun tydeligt blev trykket ud af sine tanker ved hans næste ord, og vippede hovedet af hans ord. 
"Nej....nej jeg vil ej." svaret hun til hans ønske om at blive sendt væk hvis hun følte upassende følelser fra ham. "Du..kan da ikke styre.. hvad du føler..så selvfølgelig vil jeg aldrig bede dig gå væk på grund af det." hun presset kæben lettere sammen som han bad hende love noget, da det kom hævede en hånd sig og tog fat om amuletten.
"Fint...Fint tres..Jeg gør den til en del af min uniform.. Men nej..jeg tager den ikke på bare når jeg mærker ting, men jeg kan love at jeg altid vil tage den på når du beder mig om det." hånden klemte sig mere og mere om amuletten og blikket forlod hans og faldt mellem dem og hun lod stilheden sprede sig mellem dem et øjeblik dog kun et øjeblik for hans ord; Absolut ikke andet. Igen sagde halløj til hendes sind.
"..Absolut ikke andet.." mumlede hun forsigtigt, og hævede igen sit blik, dog kun til hans hage. "Hvad mente du med det..absolut ikke andet? Det og de..upassende ting.. Har jeg..været blind og ikke lagt mærke til noget? Jeg burde?" hun kæmpede sig lidt igennem sine tårefulde tanker og træk smilet lidt frem og forsigtigt hævede blikket det sidst stykke til hans øjne.

    Treston lænede hovedet tilbage imod sengerammen og lukkede øjnene, netop som hun sagde, at hun altid ville tage amuletten på, hvis han bad hende om det. 
    "Et kompromis," bemærkede han - stadig med lukkede øjne, men også med et lille, skævt smil i mundvigen. Han kunne godt selv høre, at hans stemme var sløret, men han var alt for afslappet til at gøre noget ved det. "Det skal ved Guderne aldrig være let med dig, hva'? Men hvis det er sådan, du vil have det, så er det sådan det bliver." Han åbnede øjnene igen. Rummet glødede knapt så meget mere, og dét var godt... "...Og jeg er ikke helt enig. Med det andet, du sagde; dét med at man ikke kan styre, hvad man føler. Jeg mener, man har en pligt til at håndtere sine følelser - at styre dem, hvis de er uhensigtsmæssige. Hvis jeg har et problem med én af de andre Riddere, fordi vi blev uvenner som væbnere, er det min pligt at få styr på mig selv, så det ikke går ud over vores opgaver. Hvis jeg og én af mine søskende er blevet uvenner over noget latterligtog der så bliver sagt undskyld, er det min pligt at lægge vreden fra mig og lade dem tro, at de er tilgivet - også i de tilfælde, hvor jeg stadig føler mig forurettet. For det er mit problem, og hvis jeg gør det til deres, er jeg lidt bare et forkælet barn, ikke?" Han vendte sig om og fandt hendes blik. Trak den ene mundvige lidt op. "Dét er bare sværere at gøre med dig. For du ser lige igennem alle forsøg, jeg må gøre mig, med at skjule mine følelser for at beskytte dine... Derfor kan amuletten i min optik være en udmærket løsning - når du kan holde ud at have den på, selvfølgelig..."
    Der var stille mellem dem lidt, og trods sit løfte til sig selv og det fremtidige Ridder-jeg, der skulle møde ind til morgentræning dagen efter, overvejede Treston et øjeblik at fyre piben op endnu en gang. Men nej - han havde det jo godt. Der var ingen grund til at overgøre det...
    De tre ord, hun eftertænksomt gentog, rev ham ud af sine overvejelser, og da hun fortsatte var det tydeligt, at det ikke var et helt let spørgsmål at stille, så han rettede lidt på sig - vendte sig på gulvet, så han kunne folde armene på sengekanten og lægge hagen til hvile på dem. Møde hendes blik, da hun endelig var klar til det.
    "Jeg tror ikke, der er noget 'burde' her, Josefine..." begyndte han blidt, mens hans hjerne hviskende tilføjede: Jo, du burde ikke drikke dine underordnede fulde, Ridder Reynlest. Du burde ikke forsøge at tage tøjet af dem og bagefter ryge dig bankeskæv i deres gemakker... Han tog blikket til sig og løftede et øjenbryn af sig selv - famlede lidt for at finde de rigtige ord. "Jeg tror... at jeg i starten bare følte mig meget ansvarlig for din død. Det var jo ikke meningen, at du skulle ende i dén situation. Det gjorde du kun, fordi jeg insisterede på, at forsøge at standse dem, selvom de havde taget livet af de andre vagter. Hvis jeg nu bare havde erkendt, at overmagten var for stor, så havde de været væk længe inden du kunne nå frem..." Han fnøs - én af sine tørre grin. "...eller hvis jeg nu bare havde været lidt mere høfligt anlagt, og rent faktisk lagt mig til at dø, da de begyndte at stikke metal i mig, så havde jeg været hos Kile længe inden du dukkede op, og Mørket havde igen været ude af døren, inden de kunne nå at gøre dig fortræd..." Han holdt en hånd op i et forsøg på at standse eventuelle protester. "Du behøver ikke være sød - jeg føler mig ikke ansvarlig længere. Ikke på samme måde i hvert fald. Jeg har forstået, at Guderne enten havde en plan, eller at det hele bare var helt igennem sort uheld... Men når jeg nu opsøgte dig så meget helt i starten, så var det derfor." Han kunne godt lidt selv høre, at han havde bevæget sig ud i en meget kringlet forklaring, men røgen havde lagt sig om hans hjerne, og dét dér med ikke at følge pludselige tankestrenge, var ikke helt let... "Men derfra fandt jeg jo hurtigt ud af, at du er interessant selskab. Vi har altid dybe, spændende samtaler - du tager dig tiden til at finde modargumenter til alt mit lort, hvis du ikke er enig i, hvad jeg siger. Du forstår dig på mennesker, og du er en forbandet idealist, selvom du skjuler det bag gudfrygtighed..." Det sidste var en ekstremt invasiv udmelding, men han var ligeglad. "Jeg ved ikke, hvor meget der har været for dig at lægge mærke til, men tanken har da strejfet mig. Ikke at jeg aktivt har dyrket den eller noget, men ja... Tanken har... strejfet mig." Han gjorde en afvisende grimasse - næsten som om han rystede på hovedet af sig selv, før han sendte hende endnu er skævt smil. "Men jeg er en stor dreng, Josefine, og moralen vejer tungere for mig."

Hun nikkede som han både brokket sig over at det ikke skulle være nemt med hende, og hans udtryk om at ikke syntes at hun var helt urimelig med at han skulle sige hvis den skulle om halsen på hende. Hun smilte som han lod sig til at hvile imod hendes seng, eller lænede sig hvilende op af den og mens han talte om ikke at være enig i at man ikke kunne styres sine følelser kunne hun ikke lade være med at lade den ene hånd søge hans hår og let nusse toppen af hans hoved mens han delte sine sære ord.
"Tror ikke vi snakker om det samme." hun fniste let og lod hånden nusse sin vej fra toppen af hans hoved ned til hans øre.
"At styre ens følelser, og hvordan man reagere på dem er ikke det samme. At se en i øjende og virkelig lyste at give dem et kys, og faktisk at give kysset, er to meget forskellige ting." forsigtigt lod hun hånden glide fra hans øre til hans kind.
"Men selvfølgelig forventer jeg at du kan, styre dig i relation til dine følelser. Lige som jeg, ikke bare altid handler på hvad jeg føler." hun sukkede og tog hånden fra ham mens stilheden lagde sig mellem dem, og hans ord om burde, at der ikke burde være noget her kastede hendes tanker lidt rundt. Burde ikke tage tøjet af en ridder, burde ikke gøre mange ting vi har gjort.

Som han begyndte at tale om hvordan det var da hun var i live igen, at hans følte sig ansvarligt for det, lagde hun sig forsigtigt ned i sengen igen, lod vingerne møde væggen bag hende og ellers ligge sig på siden og beskue ham, lagde den ene hånd søge hans som hun lagde den blidt i hans håndflade som han sad der ved siden af sengen hun lagde ikke meget kraft i hånden holdt den bare i hans og kort gav et lille klem flere gange som hun overvejede at brokke sig mens han talte, men lige nu ville hun bare lytte. Det var først til sidste det var svært at holde tankerne inde som han begyndte at tale mere direkte om hende og det fik smilet på hendes læber til at vokse en lille smule, dog kun kortvarigt til begyndte at famle af hans næste ord.
Dig og din forbandet moral.
Gik hendes indre kort hun gav hans hånd endnu et lille klem.
"Jeg er en idealist? Du skulle se i spejlet på et tidspunkt." hun frøs kort som det blev sagt. Det var tydeligt hun overvejede at sige en masse, og kæmpede lidt med ikke at få det sagt. "Ja..en stor stærk dreng som er ved at falde i søvn op af min seng. Kom..op og lig dig." hun rykkede sig længede ind til vægen og klemte om hans hånd som hun forsøgte at få ham til at finde hvile i sengen frem for op af sengen.
"Jeg ville lyve hvis ikke..jeg har tænkt..noget af det samme. De tanker har også besøg mig, og som dig har jeg ikke lade de tanker finde ro og sted. Men du sætter dem ofte i gang, for at jeg igen måtte kaste dem væk. Jeg..siger ikke at vi..skal finde en løsning til hvad..ehm..ehm.." hun forsøgte at bekæmpe den rodlige farve i hendes kinder som hn kom forbi emnet, men tabte hurtigt kampen. "Til..det problem vi har haft i ehm. i dag.... Har det fint, med det du siger. Venner, absolut intet andet."

    Det var svært ikke at nyde hendes berøring, selvom Treston udmærket godt vidste, at han ikke burde... Men hele hans krop var afslappet, og følelsen af hendes fingre i hans hår var simpelthen bare lidt for dejlig... 
    For ikke at synke helt ned i en halvdøs, tvang han sig selv til at svare hende:
    "Jeg er enig med dig i, at det er to meget forskellige ting - normalt. Med dig er gråzonen bare... lidt større, ikke? Det var dét, der var min pointe..." Han lukkede øjnene og lod med en lille, velbehagelig lyd hagen synke ned på sine underarme - rettede lidt på sig, så hun bedre kunne komme til. Måtte så le, da hun sagde det sidste, og løftede blikket for at fange hendes. Vidste godt med sin fornuft, at de ord, der lå yderst på hans tunge, kunne tolkes som flirtende, men var pissehamrende ligeglad - alting var hyllet i en behagelig tåge lige nu, og det var svært for alvor at tro på, at noget kunne have konsekvenser...
    "Du forventer, at jeg kan styre mig, siger du? Hvad er dét hér så?" Han gjorde et sigende øjekast imod dén hånd, hun havde ladet glide fra hans hår til hans kind, og fangede så atter hendes blik. "En test?"
    Mundvigen kravlede op i et skævt smil, da hun tog hånden til sig igen, og han fnøs en lille latter for sig selv - lagde atter hovedet til rette på sine underarme.

    Trestons øjne var sunket i igen og søvnen var så småt begyndt at gøre sit indtog, da hun pludselig rykkede på sig og beordrede ham op i sengen. Lidt fortumlet lod han hende trække sig i sengen, og endte på ryggen ved siden af hende med hænderne foldet over brystet, før hans hjerne nåede at vågne nok op til at overveje, om det nu ville være en god idé. 
    Hendes videre ord blæste dog det værste af søvnen væk, og han drejede langsomt hovedet, så han kunne se på hende. "Er det ikke dét, der er løsningen, Josefine?" spurgte han blidt og kunne mærke et underligt, trist udtryk sive over sine træk, mens han betragtede hende. Vidste ét eller andet sted godt, at det nok ville blive første og sidste gang at de gjorde lige netop... det her. Lå sådan her. Delte intimitet på denne vis.
    "...Til dét... problem, vi har haft i dag. Venner og absolut intet andet end dét." Han sukkede og foldede hænderne bag nakken i stedet - vendte blikket imod loftet. "En løsning, der fungerer for os begge, ikke...?"
    

Det var en sand fornøjelse at nusse hans hår, mærke det prikke og kilde til hendes fingre og se den tydelige behag i hans blik som han fladt mere og mere imod sengen. Det var umuligt ikke at forsøge at nusse hans kind, mærke den hvile imod hendes håndflade, men netop som hun forsvandt i fornemmelsen helt lyd hans ord. En test? Netop som det blev sagt træk hun hånden til sig og kinderne fandt en let rødlige farve som hun træk dynen op foran hendes læber.
"EHm.jeg..ja..lad os sige det.." lyd det tøvende som hun søgte væk fra hans blik. Hans latter gjorde det ikke bedre, som hun faldt dybere ned i sengen i det øjeblik den begyndte og lysten til at forsvinde voksede og voksede som latterne træk sig ud, og et dybt opgivende suk forlod hende som den endte.

At se hans krop så svækket, svag, og doven som han kæmpede sig op i sengen var en sær oplevelse, og som hun var færdig med at hjælpe ham op sad hun der ved hans side, med væggen imod sig og ham mellem hende og resten af værelset. Hans ord, om at dette var løsningen fik blikket til at søge væk fra værelse, vinduet og ned til den trætte, fulde, og skæve ridder der fandt ro i hendes seng. Der var noget i hans tone, noget galt, som han snakkede om dette var løsningen, absolut intet andet.
Absolut intet andet. De ord, jo, det var løsningen men i gudernes hellige navne hvor irreteret de hende, selv når han sagde det, selv når det var kun hendes egne tanker. 
"jo..Er løsningen." lyd det forsigtigt som hun lænede sig over ham, og lod hånden nå olie lampen og fik mirakuløst fik den slukket uden at brænde sig og lige så forsigtigt som hun lænede sig over ham forsøgte hun at komme tilbage til sin lille plads op af væggen, dog var de trætte dovne vinger ikke enige i at hun skulle have det nemt. Hun mistede kort balancen og blev nød til at sætte en hånd imod hans bryst for ikke at falde helt ned over ham.
"ih..undskyld." mumlede lidt forlegen, og gik i stå der over hans krop som..var der, i ly af mørket og lyden af natten træk sig igennem vinduet. Hun træk på smilet og lod hånden blive på hans bryst, let flyttede hun vægten fra hånden og lod sig falde mere ned i sengen. Hovedet nåede dog aldrig sengen og fandt i stedet ro lige ved siden af den hånd der hvilede på hans bryst. Forsigtigt kryb hun sig ind til ham, hovedet på brystet, den ene arm over ham, og kroppen halvt over ham og som hun fandt sig til rette lyd et behageligt suk i luften mellem sig.

    "Du skal ikke... undskylde..." Treston havde øjnene lukket og hørte sin egen stemme som om den kom meget langt væk fra - mumlende og utydelig af søvnen, der mere eller mindre havde fået overvundet ham nu. Måske også utydelig af røgen, der endnu kunne lugtes i lokalet, trods det åbne vindue... Eller af indholdet fra de tomme flasker, der lå væltede på gulvet ved siden af hans uniformsjakke...
    Han kunne dufte hendes hår, da hun lagde sig til rette op af ham med en lille, veltilfreds lyd, og selvom han godt vidste, at det måske ikke helt var at 'behandle hende som en god veninde og så absolut ikke andet end dét', lagde han alligevel armen om hende og trak hende ind til sig, så han kunne hvile kinden imod hendes hår. Kunne mærke hendes nærvær og varmen fra hendes krop og hendes rolige åndedræt...
    Og sådan faldt han i søvn. 

    Opiummen gjorde hans søvn tung og drømmeløs, og da klokken oppe fra Isaritemplet ringede solen op, sov han stadig som en sten. Det gjorde han også en time senere, da de andre Riddere forlod deres respektive kvarterer, for at mødes nede på Træningspladsen til den obligatoriske morgentræning. Da Ersten kiggede efter sin lillebror og rystede irriteret på hovedet, da det blev tydeligt, at han ikke ville nå at dukke op.
    Da Hushovmesteren bankede på Trestons kammer og fandt det tomt, og da selvsamme hushovmester stramt rapporterede tilbage til Trestons nærmeste overordnede og en anmærkning blev underskrevet.
    Faktisk sov Treston helt frem til at solen var kommet så højt på himlen, at dens stråler nåede ind igennem Josefines stadig åbenstående vindue og ramte ham i ansigtet. Så rynkede han endelig panden og udstødte en lille, utilfreds lyd, idet hans krop og de tilhørende tømmermænd begyndte at røre på sig.

Det var behageligt, det var langt mere end behageligt, og hørte på ingen måde til deres aftale - absolut intet andet end venner, ja, fordi venner ville ligge sådan her men det var for rart til at gøre noget ved det nu og Treston virkede til at være enig da hun mærkede hans arm om hende, mærke ham trække sig tættere på ham. En fornemmelse der overrasket hende og fik hende til at holde vejret kortvarigt som hun pludselig lå så tæt hun kunne, med øret imod hans hjerte og de lette bank som kunne fornemmes igennem skjorten. Afslappet åndede hun ud og klemte sig lidt tættere til ham, lod sit ene ben hvile over ham og der lå hun afslappende og mærkede, lyttede, duftede ham. Hun træk på smilet som hun mærkede hans vejrtrækning blive mere rolig, mærke hans krop falde mere til ro end hvad røgelsen og alkoholen havde gjort. Ikke længe efter modvilligt hendes intention faldt hun selv til ro og fandt søvnen for første gang i flere dage. Længe siden hun havde haft så afslappende en nat.

Det var ikke blot en søvn, men en alkohol fordybet søvn der gjorde og morgen klokken ikke vækkede hende, ej heller den halve time efter hvor hun skulle have været i hælerhuset. Det var først ved den første mulige pause at hun vågnede og ikke af egen evne, eller lyst, hvis det kun stod til hende havde hun med glæde nydt hele dagen i hans arme, sovende - men.
Tre bank lyd på hendes dør.
"Jose! Er du der?" lyd den lyse stemmen igennem døren, og lyden fik hendes til langsomt at åbne øjne, og den første hendes sind fandt, var ikke hvor længe hun havde sovet, ej heller hvilken stemme der var bag døren. Den første lyd der fandt hende, var Trestons lette snork, og hans hjertes banken. Hendes vinger var stive, ubehageligt nærmest smertefulde stive.
Endnu et bank på døren, fik Josefine til at sætte sig op, dog uden at lægge for meget vægt på Trestons afslappet sovende krop. Blikket gled hurtigt fra døren til ham, han smilte i søvne.
Hvad mon han drømte. Endnu et bank.
"Jose?" lyd det mere tøvende end før fra den lyse stemme bag døren.
"Jeg..Jeg komme nu! skal bare lige.." lyd det højeere fra hende og en fingre blev ført til Trestons læbe som det blev sagt.
"Jeg..er lige vågnet! jeg..skal bare lige..klædes på! Undskyld Uriel!" hun sukkede dybt som de blev sagt, og man kunne fornemme en suk forlade Uriella bag døren også.
"Du får fem minutter. Skal have noget fra mit egen værelse!" lyd det udefra, efterfyldt af små fodtrin.

Hun sank nervøst en klump og lod blikket falde på Treston igen, og tog fingren væk fra Trestons læber, som hun faldt imod væggen opgivende. "hva..ehm..gør jeg..hvad ehmm.." mumlede hun uden at kigge om dette havde vækket ham eller ej. Opgivende forlod hånden ham helt, og gled igennem hendes hår som sad,endnu dårligere end efter Treston havde valgt at ødelægge hendes frisure i går.

    Treston vågnede for alvor, da Josefine råbte tilbage til hvem-end, der tilsyneladende havde kaldt igennem døren. Missede lidt forvirret imod morgenlyset, da Josefine i det samme lagde fingeren over hans læber, og spærrede så øjnene op i alarm, da en fremmed kvindestemme svarede englen fra den anden side af døren.
     Han fik skubbet sig selv bedre op i sengen, da Josefine tog sin finger til sig, og gned så søvnen ud af øjnene - prøvede at blive menneske igen på rekordtid - mens hun lod sig falde tilbage imod væggen og gav sig til at mumle for sig selv.
    "Få en frisk uniform på," sagde han så, da det virkede som om Josefine havde brug for, at nogen pegede hende i en retning - at nogen fik hende i gang.
    ...Ikke at Treston følte sig synderligt kvalificeret lige nu; tung i hovedet og svimmel, som han var. Men der var ligesom ikke rigtig andre til stede til at lægge en slagplan, og hvem-end det nu var, der ville have fat på englen, lod ikke til at have lugtet lunten endnu... og det skulle jo helst forblive sådan.
    Ved samtlige Guder - Treston ville have det endnu værre med dét, der var sket aftenen forinden, hvis Josefine også skulle til at kæmpe med slibrige rygter og halve sandheder...
    Så vågnede hans hjerne for alvor og det gik op for ham, hvor meget sollys, der faldt ind af hendes kammervindue.
    "Pis også!" udbrød han og slog tæppet til side - kom fortumlet ud af sengen og var nær skvattet over de tomme flasker, der larmede klirrende, da han fik sparket til dem. "Zalans..." mumlede han og fik skovlet uniformsjakken op fra gulvet - trak den forhastet på og måtte så række ud efter væggen, da rummet i det samme gjorde en ubehagelig bølgebevægelse. Tog sig til hovedet med en stønnen og gentog forbandelsen. Hvorfor havde han blandet? Han havde lovet sig selv aldrig at blande... Det gik altid galt. Hvorfor...
    Men han vidste jo godt hvorfor, for årsagen var lige foran ham med de store hvide vinger og en frisure, der bestemt ikke vidnede om noget propert - og endnu mindre nu, hvor hun også havde sovet på den. Han havde haft brug for at glemme lysten og skammen... og i efterspillet havde han så også glemt tiden...
    "Skal du have..." Han kom til at smile, inden spørgsmålet var ude over hans læber, for tilbuddet virkede også i hans egne øjne temmelig optimistisk. "Skal du have hjælp til noget? Kan jeg gøre noget for dig?"
     

Hans ord fik hendes blik til at søge ham og Uriellas forsvandt fra hendes tanker som hun så ham ligge der, og kort overvejede hun at ligge sig ned til ham igen, genfinde den behagelige fornemmelse som stadig slumrede igennem hende fra nattens timer. Men netop som ønskede om det gik igennem hende hørte hun også hans ord som fik hende til at blinke nogle gange.
"Ja." sagde hun med et kort nik som hun forlod sengen, med hjælp fra ham endnu engang hjalp en hånd på hans bryst med at holde balancen, vingerne stadig stive og urimelig tunge som de hang som de ikke tilhørte hende. Men som hun rejste sig og med det samme begyndte at bevæge sig begyndte rummet at bevæge sig, snoge sig, binde knuger på sig selv, og i guderne hvor gjorde hendes hoved endelig ondt. En hånd fandt i hast hendes pandes som med en kamp endte foran skabet og lod den anden hånd hvile på skabet. Munden blev åbnet men ingen ord forlod hende blot en lyd af kvalme og ubehag som hendes knæ gav efter og faldt imod gulvet.
Panden fandt hvile imod skabet som hånden der før havde støtten den faldt til skabet i hendes forsigtige flad til gulvet. Fornemmelsen var velkendt, men i guderne der var noget helt galt. Alt føltes forkert, og hun fik det aldrig så dårligt.
"fy for.." mumlede hun som hun kæmpede med den kvalmende smag og en hånd lå forlod skabet og fandt hendes mund for hun kæmpede med fornemmelsen. Blikket gled ned over sig selv og den, sære tunge ting der ramte hendes bryst hver gang hun bevægede sig.

Hvad i. lyd det forvirret i hendes sind som hånden langsomt fladt fra skabet til om amuletten, flere langsomme blink forekom som hun stirret forvirret på den. Sov jeg virkelig med den? lyd det forvirret som blikket hævede sig og faldt over sin skuldre på Treston der virkede til at kæmpe lidt mindre end hende selv, og selv i hans kamp fandt han tid til at spørger om hun skulle have hjælp. 
"Hvad..gør vi? Vi kan ikke begge bare gå ud.."
I en langsom bevægelse træk hun amuletten over hovedet og holdt den lidt foran sig, nærmest øjeblikkeligt den kom blev vingerne lettere, og hun åndede ud i en tydelig behaget lyd. Hun løftede den over hovedet og overvejede tydeligt at kaste den tilbage imod sengen, men midt i bevægelsen stoppede hun. "Del af min uniform." Ordene kom pludseligt og med dem faldt hånden til hendes skød som hun begyndte at binde amuletten til hendes bælte.

    "Nej, jeg..." begyndte Treston og kastede så et mismodigt blik ud af vinduet - på den klare, solrige dag, der allerede var alt for fremskreden efter hans smag. Zalans til forbandet lort... "At dømme efter mængden af sol og dagslys når jeg ikke morgentræning, så jeg har ikke noget imod at blive tilbage her, til du og din veninde er kommet af vejen." Han kom pludselig i tanke om, at han havde et møde med Ersten og to af de andre Riddere en time inden frokosten - de skulle planlægge en tur til Juvelen, hvor ét af de mere yderligliggende fæstninger skulle tages i øjesyn. "Pis..." mumlede han for sig selv og skævede atter ud af vinduet - forsøgte at estimere tiden. 
    "Okay. Du får lige kørt en børste over håret en gang, mens jeg rydder flasker af vejen..." Give ordre og lægge planer - dét havde han heldigvis lært med en sådan grundighed, at det efterhånden sad på rygraden. "Du smutter med din veninde... hvor-end det nu er, hun vil have dig hen, og bliver jeg tilbage her - får dit kammer til at fremstå nogenlunde præsentabelt igen, hvis nogen nu skulle få dén idé at kigge forbi... Om en halv time eller så lister jeg ud af døren, og hvis nogen ser mig og begynder at stille spørgsmål, så fortæller jeg dem, at jeg skulle låne..." Trestons blik fór rundt i lokalet, til han fik øje på på en håndret bog, der lå på kanten af hendes kommode. Han snuppede den og holdt den op - vendte den, så han kunne læse titlen. "Dén hér. Marsklandets lægeurter..." Han kom ufrivilligt og temmelig upassende til at grine, fordi situationens absurditet i samme øjeblik ramte ham - tvang det tørre selvmokkende smil frem på hans ansigt. "Nu er min kære moder jo gartner med stort G, så jeg skulle vel nok kunne finde ud af at foregive en botanisk interesse, hvis der er nogen, der bliver emsig..."

Hans nej fik hendes opmærksomhed mere end han havde haft siden de vågnede som hun kiggede over på ham og kæmpede sig tilbage på sine ben. Stod med hånden til skabets dør som hun endelig genfandt sin balancen, hans ord fik dog hendes blik til at søge det blindende lys som kastede sig igennem det halv åbne vindue. Stille som hun stirret ud og lyttede at han ikke nåde træningen.
"Hvordan." mumlede hun forsigtigt under hans ord, overrasket over at tiden var forsvundet at hun, at de, havde sovet så længe. Hans tone skiftede dog som han bandede, og der blev lagt en plan, ord efter ord, løsning og gav meget lille rum til fejltagelser. Hun nikkede til ordene der kom hende vej og kort overvejede hun faktisk at give et "Javel" tilbage, men med billederne fra sidste nat stoppede hun sig selv og igen blot nikkede.
"Sætter det bare..kan ordne det ordenligt senere." eller en hat.Blikket kom tilbage på skabet som det gik op og hånden gled igennem det, den gamle patrulje hat, den var ikke standard uniform men for dagens formål blev det sat på hovedet og håret samlet i en hestehale, en uldet hestehale men mere præsentable end det hår han havde efterladt hende med. Hun rystede lidt på hovedet over bogen, over han faktisk havde lyttet til hans mors arbejde nok til at være selvsikker i at kunne lyve om det hele. Et kroset blev revet ud og forsigtigt lagt om hende og blikket vendte sig til rummet, til flaskerne til lampen ved bordet, til sengen hvor blikket gik i stå.
"Ehm..Jeg.." hun gik i stå både i sine ord, men også med snoren hun havde mellem fingrene.
"Tak." lyd det forsigtigt som hun tog blikket tilbage til ham og træk let på smilet, før hun ærligt gav op på kroset denne dag, det var vel sommer så hvem ville tænke hun havde lidt lettere tøj på.
"For det hele." tilførte hun som beslutningen blev taget i hendes hoved og hun begyndte at rette sit tøj mere til, begyndte at ligne en der ikke have sovet i det. Hendes blik forsøgte at hvile på ham, forsøgte det vigtige ord der rummet tydeligt ikke stod stille for hende, og hendes blink virkede næsten til at gøre ondt.

    Treston følte ikke rigtig, han havde fortjent hendes tak, så derfor nikkede han bare og sænkede blikket. Gik forbi hende og bøjede sig forsigtigt - meget forsigtigt - efter de tommer flasker, der blev gemt i hendes natbordsskuffe, og den kolde pibe, der virkelig trængte til en udskrabning, men som måtte have én til gode.
    Nej, han følte bestemt ikke, han havde fortjent en tak. Tak for hvad? At drikke hende fuld og ryge hende skæv? At trække sine... utugtige tendenser mere eller mindre ned over hovedet på hende?
    Det var en temmelig mismodig fremlægning, og i sine bitre tømmermandstanker kunne Treston ikke lade hade sig selv en lille smule.
    "Lov mig noget, vil du?" spurgte han pludselig ud af det blå. Han havde ikke vendt sig om - havde godt fanget, at hun stod og rodede med sit korset, og tænkte, at dét behøvede han ikke at se... Da hun havde fået tid nok til at få styr på tøjet, vendte han sig dog, så han kunne se hendes udtryk. "Vil du ikke love mig, at dét hér," han pegede mismodigt imellem dem, "ikke bliver... anstrengt. Akavet. Vil du ikke love mig, at det ikke ender sådan, at vi undgår hinanden på gangene eller i healerhuset eller i messen?" Hans udtryk sagde: Jeg har ikke lyst til at lade dig gå ud af dén dør, før jeg ved, at vi er okay, men han vidste også godt, at han i princippet overhovedet ikke kunne tillade sig at bede hende om noget, og derfor var hans holdning også frustreret og undskyldende på samme tid - tomme hænder, spændt kæbe. Modviljen skinnende ud af øjnene. 
    Det gav et sæt i ham, da der blev banket på døren igen.
    "Josefine!" lød kaldet. "Det er altså nu, hvis vi skal nå det!"

Selvhadet kom til hende som en ubehagelig sky som tvang hende til at tage blikket helt fra sengen og kun på ham, og fik hende til at trække vejret tungt som hun gik nærmere ham, små forsigtige skridt til hun kom nær ham, hun stoppede to skridt fra ham, og netop som hun åbnede munden, blev hendes første ord afbrudt af stemmen ude fra og blikket stod bekymret på døren, som hun gav et let suk.
"Øjeblik!" lyd det i en højere tone, en tone som da hun hørte sig selv fik en hånd til at søge hendes pande. Hvorfor gjorde alt så ondt, gjorde det normalt ikke, og normalt fungere hun fint uden disse svage knæ, uden at hendes øjne gjorde så ondt. Hun træk vejret tungt igen som blikket kom væk fra døren og tilbage til ham, søgte de blå øjne som nærmest lyste denne morgen, eller, var det blot minderne fra i går.
Hun nikkede kort som hun tog et skidt nærmere og løftede hånden til hans bryst, blot lod den hvile der meget kort.
"Selvfølgelig er alt godt mellem os." hviskede hun og hånden søgte en af hans og træk den til sig, vendte den og lagde den frie hånd deri.
"JOSEFINE! vil du med eller ej?" lyd det med et bank på døren, og i hast trak hun hånden til sig, efterlod den tunge metal nøgle der gik til deres værelser.
"Du skal jo aflever bogen ikke? Husk og lås." hviskede hun forsigtigt med et smil som hun vendte ham ryggen, en bevægelse der igen fik rumment til at bevæge sig, så hun måtte stoppe op imod døren, en døren som blev åbnet i en meget langsom bevægelse, og ikke åbnet mere end nødvendigt for at træde ud.

"Hej." kom det fra Josefine som hun lukkede døren bag sig og lod armene ende omkring Ureilla i et let kram som smilet blev på hendes læber.
"Morgen sovetryne." lyd det tilbage som de to begyndte at gå ned af gangen.
"mhm...Træt og glad. God nat?" Spurgte kvinden som var skyld i de mange bank.
"Ja. En afslappende nat, på trods af det hele." lyd det munter fra Josefine som de gik ned af gangen, og forsigtigt lod hun blikket falde over skuldren som de drejede om hjørnet.
"Troede du ville være mere nede i dag."
"Også mig."

Som lyset fra solen ramte hendes øjne, vidste hun godt at dette ville blive en lang dag, en dag hun virkelig ønskede at kunne bruge i sengen med dynen over hovedet.

    Hendes bekræftende berøring var både beroligende og det stik modsatte på samme tid, og i forvirringen nåede Treston ikke at komme på noget intelligent at svare hende, før Josefines veninde råbte igen, og Josefine selv stak ham en værelsesnøgle i hånden og listede af med sine afskedsord. 
    Han fik først løftet hovedet for at kigge efter hende, da det sidste, hvide glimt af hendes vinger forsvandt ud af døren, og han stod tilbage - alene - med bogen i den ene hånd og nøglen i den anden. 
    Da Josefine og hendes venindes skridt havde fortonet sig ude på gangen, satte han nøglen i låsen og drejede den omkring til der lød et klik, og faren for, pludselig at blive opdaget i en underordnets gemakker blev minimeret - bare en smule. Så kørte han en hånd over ansigtet og lod sig synke tilbage imod døren - opgivende og modløst, mens han studerede værelset. Det endnu åbne vindue. Olielampen, hvis glashætte han havde taget af aftenen forinden, så flammen blev blottet. Flaskerne. Det krøllede sengetøj. Dét korset Josefine havde opgivet, og som nu lå på kanten af kommoden...
    "Hold nu kæft..." mumlede han for sig selv og lod hovedet dunke tilbage imod døren, selvom det bestemt ikke gjorde noget godt for hans tømmermænd. "Du er kraftedeme en idiot..." 

    Treston forlod kammeret cirka en halv time senere og gik direkte til sin nærmeste overordnede for at modtage dén skideballe og straf, han vidste, han havde gjort sig fortjent til, ved ikke at møde op til morgentræningen. 
    Det var næsten rart - sådan at få en omgang voksenskældud. Det stemte ret godt overens med, hvordan han havde det med sig selv for øjeblikket...

    Dén eftermiddag - efter et meget langt og helt igennem utåleligt møde med Ersten og de andre Riddere - gik han til sin straftjans i stalden og senere i køkkenet med sammenbidt stædighed.
    Dén aften sprang han maden i messen over og satte i stedet kursen imod sit kammer, hvor han skiftede ud af uniformen og trak i civil; tøj, der ikke ville springe alt for meget i øjnene i Nedre Bydel - nærmere bestemt Skumringskvarteret...
    En time senere befandt han sig i Undergrunden for første gang siden sine tidlige rekrutår med vampyrjagt. Og selvom de mørke, klaustrofobiske gange vækkede ubehagelige minder opadagede han meget hurtigt, at de gadekampe, der blev arrangeret dernede, var præcis hvad han havde brug for, for at lede tankerne hen på noget andet end dén skam han følte over sig selv og sin opførsel. 

    Og selvom han havde fået Josefine til at love, at de ikke skulle være akavede og anstrengte, så vendte han om som en kujon første gang han så hende for enden af én af Paladsets gange - ikke fordi han ikke ønskede hendes selskab, men fordi han skammede sig... 
    Og da han først havde undgået det første møde var det lidt for let at undgå det næste og det næste igen, mens han fortalte sig selv, at hun sikkert ikke bemærkede noget... At det også var for hendes skyld, så de begge kunne få oplevelsen lidt på afstand, før hun ville blive tvunget til at være i hans selskab igen...
    Men dybt inde vidste han godt, at det handlede om, at han ikke havde lyst til at se sin egen opførsel i øjnene.