Leonoras varme hænder om Cordelias egne hjalp på de dirrende fingre. Vejrtrækningen rystede, hver gang hun tog et usikkert åndedræt, og tårer var helt af sig selv begyndt at løbe ned over de ellers altid tørre kinder. Måske af frygt. Måske af at se fyrstindens maske krakelere.
"Men hvor?" spurgte Cordelia med spag stemme. "Hvor skal vi lede? Hvis Mørket ... " Det var næsten ikke til at sige. Næsten ikke til at bære. "Hvis de tog hende ... Hvis de tog ... Mig ..."
Hvordan kunne de så ikke have vidst det? Det var næsten tre årtier siden. Ville der ikke have været en løsesum - eller et krav? Var spejlbilledet blot blevet en del af Mørkets grå masse af slaver?
"De slog alle andre ihjel, Nora," Stemmen knækkede. Cordelia bøjede nakken og måtte forsøge et par gange, før vejrtrækningen var rolig nok til at tale igennem. Før tankemylderet havde formuleret noget sammenhængende. "Hvorfor ville de tage en væbner i live? Tror du ... Tror du det er derfor, jeg ikke kan lave flere spejlbilleder? Måske ... Måske er det lige meget, hvor langt væk de er."
I alle disse år havde de gået efter teorien, at Cordelia havde chakra nok til fire spejlbilleder ad gangen. Engang havde hun haft nok til fem, men efter Kastians død, var det holdt op. De havde troet, det var sådan, fordi spejlbilledet havde mødt sit endeligt alt for langt væk fra Cordelia, og så var chakraen blevet frigivet men uden at vende tilbage til Cordelia.
"Men... Det giver ikke mening. Gør det?" Forvirringen var ved at overtrumfe frygten. "Jeg døde jo efter det er sket. Mine spejlbilleder kan da ikke være i live efter jeg er død?"
Cordelia havde chakraen. Spejlbillederne var bare manifestationer af chakra. Det kunne da ikke give mening, at et spejlbillede stadig ville eksistere efter Cordelias død. Og Cordelia havde været død - stendød i flere år. 

Leonora holdt den ene hånd om Cordelias, men løftede den anden for at stryge hende over håret. Det krævede ingen lægekyndig at se Cordelia var hylet ud af den og mere end det, så lod hun heller ikke til at være ved sit sinds fulde førlighed.
"Shhh Corr, shhh..." tyssede hun roligt "Du er ikke dig selv" fortsatte hun blidt, mens hun strøg livvagten gentagende over håret, i et fast, betrykkende tempo.

Fyrstinden sank en klump. At påstå hun ikke selv var påvirket af Cordelias ord ville være løgn, men som det første chok lagde sig og Cordelia fablede videre som talte hun i tåger, stod absurditeten tydeligere frem.

"Corr" startede Leonora blidt, men mere fast end før "Alle disse... teorier hænger på et faktum: At orken talte sandt. Det lyder lige rigeligt fantastisk at han, eller nogen anden end Isari selv, skulle kunne trække sjæle fra Kiles favn" fastslog hun med moderlig bestemthed "Træk vejret og lyt til hvad du selv siger. Lyder det ikke usandsynligt?" foreslog hun.

"En mistænkelig ork, ånder fra Kiles rige, vilde teorier... og du er tydeligvis ikke ved dine fulde fakulteter" præsenterede Leonora kendsgerningerne for den fortumlede Cordelia.

Panikken havde et godt tag i Cordelias sind, men de rolige hænder over håret og de blide ord, nåede lige så stille ind bag den fortvivlede, forvirrede boble, hun havde sat op omkring sig selv. for hun havde set Kastian. Følt hans tilstedeværelse og været så tæt på at røre hans hånd. Efter alle de år havde han været lige der, trukket op fra Kiles rige med et voldsomt ritual. Den bitre smag fra urterne, hun havde slugt, kom op som et dårligt opstød i Cordelias mund, og lige der brød Leonoras sidste ord ind. Ikke ved dine fulde fakulteter...
"Han... gav mig nogle urter..." sagde hun stille, afbrudt af de hulk, der stadig prøvede at presse sig vej op fra maven. "Tror du... Tror du at det hele bare var et trick?"

Han havde jo ikke taget megen betaling for hele ritualet, men for folk i den lave ende af byen kunne lidt jo være meget. Så hvis man var så på røven, at man ikke engang kunne lappe sit hus, ville det vel ikke være usandsynligt at man brugte så meget krudt på at sætte et ritual op for at folk blev overbevist. Han havde jo et ry at opretholde. Men han havde virket så oprigtig. Som om han virkelig ville hjælpe. 
"Tror du bare han havde ondt af mig?" fortsatte hun, halvkvalt af gråden i halsen. "Illusion? Tror du det var en illusion for at få mig til at føle, jeg lige kunne se ham igen? Åh, 'Nora, det har jo plaget mig i årevis..." Kælenavnet var mere et hulkeuheld end noget bevidst. "Hvorfor jeg ikke kunne beskytte ham."
Endelig blev det for meget. Gråden fik fripas ved de sidste ord, og Cordelia drejede hovedet og begravede det i Leonoras fine klæder.

Leonora så på sin livvagt med en sympati båret frem af svælgende hjerte. Savnet af sine søskende var ikke noget Leonora ofte besøgte, men at se Cordelias desperation rørte fyrstinden dybt, og trak op i gammelt afsavn.
Men roligt strøg Leonora Cordelias hår, og fyrstinden sikrede sig hendes stemme var stabil, inden hun atter talte. "Jeg tror ikke Kile løsner grebet så let om dem hun har kaldt til sig... Han viste dig hvad du ønskede at se. Et glimt til at give dig håb, blot for at han kunne udnytte det" sagde hun så blidt som hun kunne. Det var det ældste trick i bogen for hver en selv-udnævnt åndemager og sandsigerske der nogensinde havde været. Men det ville næppe være så æret af tiden og vel-brugt hvis det ikke virkede.

Skønt Cordelias ord skar i Leonoras hjerte, så lagde fyrstinden blidt armene om sin livvagt. "Jeg savner ham også Cordelia... men nogle gange er det eneste vi kan gøre, at leve videre. Ikke for dem vi har mistet, men for dem der lever endnu" bød hun milde ord i trøst skønt det var en ringe en af slagsen.

Leonora kunne næppe relatere til hvad der skete på en slagmark, eller hvordan hendes broder havde mistet livet, men hun viste én ting med sikkerhed. Den eneste der kunne tilgive Cordelia for hvad der var sket den dag, var hende selv.

... Men for dem der lever endnu...

Eller dem, der lever igen...
"Jeg tror aldrig jeg holder op med at savne ham," snøftede Cordelia. "Men måske er det meningen. Så jeg ikke glemmer ham. Du har nok ret. Orken snød mig til at finde svar på nogle spørgsmål, jeg slet ikke kan stille."
Oftest havde Leonora ret. Og efter en dag som i dag og de mængder tvivlsomme urter, hun havde indtaget, var det ikke svært for Cordelia at sætte sin tillid til hende endnu en gang. Hun kunne styre et helt fyrstedømme, så selvfølgelig kunne hun lure en enkelt, luset svindler, når hun hørte om ham.

Cordelia vendte ansigtet ind mod sin frystindes favn og græd sin sorg ud. Al den smerte, sorg og skyld hun havde båret siden den dag, og som ikke var forsvundet i hverken døden eller genopstandelsen. Skylden, som ikke engang føltes helt som hendes egen, for hun havde i teorien ikke været der. Den del af hende var væk og aldrig nået tilbage til hende. Smerten, som var kommet senere, sammen med sorgen og tabet. 
Gråden hjalp med at sætte følelserne fri. Efter mange år, hvor de var blevet undertrykt og holdt på afstand, fik de endeligt frit løb og gav hjertet lov til at heles.

Leonora mærkede en knude løsne sig i sit bryst som Cordelia lod til at give slip på… hvad end der havde besat hende til at handle så overilet. Savn, skyld, skam, hvad end der var kernen til det, havde Leonora aldrig kunne tilgive Cordelia hvis hun havde bragt sig selv unødigt i farer og var kommet noget alvorligt til.

"Nogen fortalte mig engang, at savn blot er et udtryk for den kærlighed vi holder for nogen" hviskede hun blidt.

Bekymringen slækkede sit greb om Leonora som Cordelia græd ud i hendes favn, men som den slap begyndte Fyrstindens egne reaktioner at melde sig. Så hun lod sig hoved hvile mod sin livvagt for at skjule de lettede tårer der faldt, og holdt hende tæt, så hun ikke opdagede hvordan fyrstindens hænder rystede.

Cordelias tilstand da hun kom ind havde taget prioritet over alt andet, men nu hvor hun var sikker stod Leonora tilbage med klarheden om hvor let hun kunne have mistet Cordelia denne aften.
Det havde længe været fyrstindens lod at hæve sig over tabet af dem omkring sig, at holde hoved køligt og klart altid. Men Leonora havde aldrig kunne hærde sig hjerte så. Hun gjorde en fremragende imitation, og bar sin smerte, sin frygt, uden at kny. Hun viste hun ikke kunne give dem der var hende nærmest lykke, så hvordan kunne hun pålægge dem sin smerte?

Alligevel tillod Leonora sig selv et øjeblik, bare indtil Cordelias gråd stilnede hen, inden fyrstinden atter strammede grebet som sig selv.
"Husk hans styrker mere end noget, så han kan støtte dig når dine egne evner ikke synes nok" bød hun. Hvis de afdødes minde nægtede at forlade dem, kunne de lige så vel være til nytte.

"Han var den stærkeste, jeg kendte," hikstede Cordelia. 
Tårerne havde forladt øjnene og lagt sig på kinderne eller gennemvædet fyrstindens yderste lag tøj. Hovedet føltes mere klart nu, mindre tynget, men bagerst lurede en tiltagende hovedpine af den slags, man kun får af at have været i panik en hel dag og så få al sorgen ud af brystet bagefter. Cordelia var opvokset med at det tog styrke at holde sin gråd og smerte tilbage - at holde hovedet koldt under enhver situation - men i dag havde det været langt sværere at give slip. At indrømme, at det ikke var fortiden, der var noget galt med, men derimod hendes nuværende håndtering af den. Eller nok nærmere mangel på samme.

Styrken, hun måtte finde i sig selv, kunne komme fra træning, eller den kunne komme fra oplevelserne, der havde hærdet hende til den, hun var i dag. På godt og ondt. Oplevelser som at miste Kastian, som havde hjemsøgt hende, selvom hun ikke engang kunne huske hændelsen. Oplevelser helt nede i sølet, hvor man aldrig troede, man kunne komme op igen. Og så oplevelser som denne. At græde ud i fyrstindens arme. Oplevelser, der huskede hende på, at hun ikke var alene. 
"Tak," snøftede hun og tørrede den ene kind med kanten af ærmet. "Tak for at lade mig forstyrre."

Han var den stærkeste af os alle. Det var ikke så sjældent Leonora selv havde støttet sig til mindet om sin broder, og forbandet guderne for at have taget ham fra dem alt for tidligt. Men der var sjældent tid til sorg og Leonora var skamfuldt bevidst omkring, at hun oftest savnede ham, når de sværeste beslutninger skulle tages. Beslutninger der retmæssigt skulle have været deres søsters, og dernæst hans... men ikke Leonoras. Det var ikke retfærdigt at de var døde! Det var ikke retfærdigt at de havde ladt Leonora og Cordelia tilbage alene!

Men verden var næppe retfærdig, og de efterladte havde intet andet valg end stædigt at fortsætte, imod alle odds.

"Tak fordi du kom til mig... og tak fordi du prøvede" svarede Leonora tyst. Hvor tåbeligt det end havde været, var håbet om vished for stærkt til at ignorere. Leonora strøg Cordelia en sidste gang over ryggen, inden hun hjalp livvagten op at sidde selv. Fyrstinden rømmede sig let og hendes vandte maske gled tilbage på plads.
"Tag resten af dagen til dig selv, og brug den som du finder bedst" bød Leonora som hun rejste sig, for at vende tilbage til sit arbejde. Riget ventede ikke på nogen.