Den..forfærdelige, kolde, følelsesforladte, frygtelige..vidunderlige stemme  der kryb sig hen over bordet som en slange der ålede sig imod sit byttet fik hænderne til at tage lidt hårdere fat om bordet, og et smil frem på hendes læber.
"Virkelig." tilførte hun til hans første ord, og nikkede forsigtigt hovedet i beskæftigelse. At han faktisk roste hende, sendte blandede følelser igennem hende, både et smil, glæde og en tydelig ubehag over hans ord, han sagde næppe sådanne noget uden at ønske noget retur, og som hånden mødte hende voksede hendes øjne og den sorte farve omkring søgte at trække sig så langt tilbage ind i den fugtige hud som den kunne, når man havde følt og vidste hvad der kunne ske når disse hænder kom nær en - var det umuligt at finde hans kontakt behagelig. Hun sank en klump som han fiskede efter en forklaring, efter en uddybning. Blikket skiftede mellem de, forfærdelige øjne og hånden på hende, at mærke bordet forsvinde som støtte gjorde intet for at hjælpe hende finde ro.
"Jeg.." hun puste luften hårdt ud, og fandt den igen før hun kunne finde ord. "Endte med at spørge om hendes navn, fik hende til at forstå hun er sig selv og ikke cordelia højlund." hun fandt modet til at dele et fnis.
"Var alt der skulle til..at hun indså Cordelia ikke længere findes, men en 'sej, stærk og stolt' kvinde som har overlevet mørkets klør." en kort latter spredte sig i luften omkring hende, og hånden langt fra hans, langt fra den hånd der holdt hende som søgte hans hofte.
"Du skulle se hendes blik, den tvivl, den-" hun bidt sig let i underlæben som billederne dansede foran hendes sind.
"Det håb, og frygt som kæmpede sig frem i blikket, i de øjne vort spejl kan have!" hun rystede let hovedet og hævede blikket fra hans hånd til de, forfærdelige blå øjne der altid virkede til at se ned på hende, altid virkede til at se hende som intet andet end værdifuldt værktøj, øjne der fik hendes knæ til at ryste, og øjne hun skulle søge.
"Såå..Nu søger hun sig eget liv..med foragt for det liv hun havde som Arys værktøj,-" smilet trækte sig og dybhavs tænderne kom frem i hans letbelyste kontor. "Og..jeg burde vel kræve betaling? burde jeg ikke...For at få noget til at flygte fra mit fængsel."

Smilet bredte sig så det nåede øjnene og dannede endnu flere smilerynker i den allerede foldede hud, der ellers var så ukarakteristisk for en ikke-ældende dæmon.
"Åh, hun tror hun er den eneste," sagde han moret og gav Petrichors skuldre et klem, inden han slap hende. "Godt tænkt, godt tænkt. Jeg er sikker på det hele nok skal gå præcis som jeg har planlagt det. Vores eneste ærgrelse vil være at vi ikke kan følge hende inde på fastlandet. Jeg er sikker på vi begge ville få oceaner af sjov ud af at observere det som underholdning."
Med et ekstra klap på hendes skulder trak han sig væk og tog en note på et stykke papir. Endnu en liste over ting, der var gjort, som kunne streges - og som skulle indføres i rapporten til Merihem. Ærkedæmonen ville uden tvivl være tilfreds med tingenes udvikling, og snart kunne Zahinael også selv begive sig ud og søsætte lidt flere planer. Planer, der ville spænde hele Krystallandet.
"Jeg tager snart af sted på opgave, så du kunne ikke have lagt det her p ået bedre tidspunkt," Han løftede igen blikket og smilet dominerede stadig hans ansigt - et uhyggeligt, unaturligt glimt havde sat sig fast i hans øjne. Der skulle til at ske så mange spændende ting, at Petrichor ville få travlt i sin lille Brønd.
"Men du kan være ganske rolig, kære Petrichor," tilføjede han. "Du får meget snart nok at lave dernede. Jeg har nogle helt specielle fisk på vej til dig."

"..troede hun var det eneste." Mumlede hun forvirret og lod blikket falde til imod vinduet. Det gav et sæt i hende som han slap, og øjeblikkeligt gjorde hun det samme, og tog et halvt skridt væk fra ham. Hun lyttede nært til hans ord, for det der var sikkert mulighed for han ville skjule noget mellem hans nøje valgte ord.
"Fisk?" lyd det forvirret, som hun indså samtalen havde nået hvad den ville. Nogle ting accepteret hun uden at tænke over det to gange, men dette, at holde fisk, var svært at dreje hovedet om. 
"Du..vil have jeg skal holde fisk.." lyd det ligeså forvirret, og i brok rystede hun hovedet og begyndte at gå imod døren.
"Fisk!" hun drejede om på hælen og stirret imod ham kort.
"FISK! i mit fængsel, under vand!" I alle gudernes hellige røvhul håber jeg det er folk jeg skal arbejde med, forsatte hendes indre som hun drejede om igen, men hun vidste det ikke lå sådan, folk sagde aldrig de kom til hende, kun hvad de kom med.
"Jeg ved godt jeg hverken skal sove eller spise! Men at holde fisk!" døren blev flået op.
"Jeg..Fint..ved du hvad..fint..jeg siger ikke mere..jeg finder en løsning..jeg..gør et eller andet." hun vidste udmærket at tage denne konflikt ville ende skidt, for hende, og alle hans papirer våde, hvilket, også ville være skidt for hende, så frygten for at mærke hans forfærdelige hænders magi igen, tog over.
"Jeg..laver nogle.."fiske holdbare" celler..UNDER VAND!" lyd det højere og mere irreteret end før, som hun gik ud af døren, og tog hånden om dør håndtaget.
"FISK!" lyd det som døren blev smækket i en vred, men opgivende tone.

Og så gik turne til brønden..for at lave..en håndfuld celler, der kunne holde fisk..en opgave der ville kræver flere dages overvejelser.