Det var ikke nemt at snakke med Splip normalt. Dét havde Bart erfaret. Men en sur og muggen Splip var endnu værre. Væsenet ville have sin vilje og rokkede sig ikke. Eller sådan virkede det i hvert fald. Engledrengen vidste ikke, om han bare skulle give op. Gå igen. Efterlade Splip. Finde Ilaria og komme væk herfra. Men på en måde vidste Bart, at han ville have det dårligt med det. Han havde jo på en måde givet sit ord på at lade Splip flyve med ham. Eller i hvert fald komme i luften uden at falde med det samme. Men havde han vidst, hvor problematisk det ville være, havde Bart nok ikke helt gået med til det. Eller det havde han sikkert. For havde han været en lille dreng - mindre end nu og mere naiv - foran en større dreng med store vinger, havde han nok også plaget som en forkælet møgunge om at få en tur.

Pludselig rejste Splip sig op og virkede energisk og klar. Var han gået med til Barts ide? Et lille håb gnistrede i drengen, men den blev hurtigt slukket ud, da Splip kom med en anden ide. At han kunne hjælpe. Bart ville nok have rystet på hovedet med det samme, men synet af Splips søde, små vinger, der blafrede hastigt, fik et lille fnis fra drengen. Nok til, at han ikke lagde mærke til, hvordan Splip virkede til at lette, bare en smule. 
"Du kan hjælpe fra under mig, Splip. Give mig mere luft under vingerne. Mere end på min ryg." Bart prøvede alt for at holde til sin egen plan. Han ville helst ikke hoppe og med det samme styrtdykke med Splip på ryggen. Der kunne ske så meget. Så meget slemt.

 Ideen var perfekt, og Splip var klar på at nu ville han få sin vilje. Sammen kunne de gøre de, og det skulle blive vildt og fantastisk og det bedste han nogensinde havde oplevet. Men så sagde Bart en lang sætning, og det lød ikke som et okay. Først begyndte Splip at hænge i skuldrene, inden vingerne stoppede med at blafre og han til sidste kollapsede i benene og kom ned at sidde på jorden igen, med armene foldet hen over brystkassen.
 " Splip op! Op der! " lød det endnu en gang stædigt fra ham. Han vidste at han ikke længere behøvede at pege for Bart måtte vide med sikkerhed hvor han mente nu!

 Der var ingen vej tilbage - Splip nægtede at give op, lige godt hvad Bart prøvede for at få ham til at ombestemme sig med, ville han nægte det. Han VILLE op på ryggen at sidde! Det skulle være rigtigt!

Hvor længe kunne Bart kæmpe imod Splip? Og endnu vigtigere, hvor længe kunne Splip? Sådan som det lignede nu, virkede det til, at Splip var ustoppelig. Han kunne fortsætte forevigt med de samme få argumenter og sætninger uden at køre træt i diskussionen. Her var Bart anderledes. Uden at tænke ondt om krøltoppen, så havde det måske noget med intelligens. Ikke, fordi engledrengen mente, at Splip var dum. Men ud fra det begrænsede ordforråd, tale i tredjeperson og ikke-eksisterende ord virkede Splip ikke til at være den skarpeste dolk i arsenalet. Ikke, fordi Bart var den klogeste dreng i landet. Næppe. Men sammenlignet med Splip var han nok uden tvivl den kloge af de to. Klog nok til at vide, hvornår det var umuligt at vinde og nødvendigt bare at give op.

Derfor valgte drengen at tage en dyb indånding med lukkede øjne. Så dyb, at skulderne hævede sig virkelig højt og sænkede sig igen, som luften kom ud igen. De blå øjne kiggede på det spøjse væsen, der var Splip. "Okay. Vi prøver," sagde Bart uden at gøre meget andet. Dog var han lidt i tvivl, om Splip ville forstå dette. Derfor vendte han ryggen til, bøjede lidt i knæene og kiggede over skulderen. Og imens han signalerede med den ene hånd, sagde drengen: "Kravl op, men hold godt fast."

 I første omgang vidste Splip ikke helt hvad Bart sagde, men han kunne alligevel godt lidt fornemme at han vist fik sin vilje. Derfor vendte han et udtryk med store øjne og et begyndende smil op mod Bart der stod over ham.
  " Op?! " spurgte han ivrigt og glad. Han ville blive så sur hvis det viste sig det faktisk slet ikke var det engledrengen havde ment. 

 Da Bart vendte rundt og bukkede let i benene, lød et glædeligt hvin fra det lille blandingsvæsen samtidig med han en smule klodset i ivrighed kom op at stå igen. Han stillede sig bag Bart og kunne ikke stoppe sig selv fra at trippe lidt på stedet mens han klappede i hænderne.
 " Splip op op op! " jublede han, inden han med noget besvær prøvede at kravle op på ryggen af drengen der var over en halv meter højere end ham. Det var faktisk ikke helt nemt. De ødelagte vinker blafrede derfor i vildskab i et forsøg på at hjælpe og gøre processen lidt nemmere.

"Ja. Splip op." sagde Bart. Igen, han skulle nok have sagt det, så selv en baby kunne forstå det. Der var i hvert fald ingen plads til smarte ordsprog og lignende, når man var i dialog med Splip. Hvis engledrengen nogensinde sagde noget som, at der ville falde brænde, ville krøltoppen nok søge dækning, for hvor ville dette brænde komme fra? Men heldigvis var der intet brænde i nærheden. Hverken figurativt eller bogstavelig talt.

Hvordan var det, når et nyfødt dådyr prøvede at skøjte henover en tilfrossen sø? Nok med præcis samme elegance som Splip havde i sine forsøg på at komme på ryggen af Bart. Drengen mærkede, hvordan der ihærdigt blev prøvet at komme op. En albue imellem skulderbladene der, et knæ i lænden der. 
Sjovt nok virkede Splip ikke til at veje af meget. Jo, han ville uden tvivl tynge dem ned, men Bart havde forventet mere. Måske, fordi han virkede lidt troldeagtig i miniaturestørrelse og trolde var vel tunge. Selvfølgelig var det måske også meget taget Splips højde i betragtning. Måske de små vinger hjalp på det. Trak krøltoppen nok op til, at Barts drengeryg ikke knækkede over. Eller måske var der en dybere styrke i engle, som Bart endnu ikke havde opdaget eller haft muligheden for at opdage før nu.
Hovedet drejede om, så det ene øje kunne ane Splip. Det var nemt at se det røde hår bag sig. "Er du klar, ven?" Nu var der vitterligt ingen vej tilbage, så Bart kunne lige så godt acceptere dette og have det sjovt med det også. Det kunne i hvert fald opfattes med det barnlige smil, drengen havde på læberne. Det var ikke tit, Bart fik lov til at være et barn mere. 

 Splip gjorde alt i hans magt for at komme op på ryggen af englen. Han greb fat i alt han kunne, uden at tænke over hvad det var, eller om det gjorde ondt på Bart. Han slog ivrig med vingerne for at hjælpe med at få om op af - ikke at han kunne flyve, men det kunne da gøre han bare lidt lettere. 

 Det lykkedes dog til sidst for blandings alfen at komme op på ryggen af Bart, og han hægtede sig fast i hans trøje, og satte sig nogenlunde tilrette mellem vingerne. Øjnene var store som julelys og han havde et kæmpe smil på læberne. Det her var den bedste dag i hans liv! 
 Ivrigt nikkede Splip, da Bart spurgte om han var klar. Selvom de ødelagte vinger ikke længere blafrede, kunne han mærke at de kræfter han havde brug på at komme op på ryggen af engledrengen, faktisk havde gjort ham en smule træt. Der ville nok ikke komme til at være alt for meget hjælp at hente fra ham når de kom op i luften. Ikke at han nok ville kunne hjælpe så meget egentligt, men det troede han at han kunne!
 " Splip op op op! " Han klappede kort i hænderne, men droppede det hurtigt igen, da han følte han var ved at falde ned. 

Bart havde tænkt for hurtigt. Om det var, fordi Splips vinger rent faktisk havde lettet ham en smule, så krøltoppens vægt ikke virkede så meget, var den fulde vægt tilbage. De tynde ben skævlede en smule under Bart. Men han kunne ikke lade dem bukke under. De kunne ikke falde, før de overhovedet var kommet i luften. 
Derfor måtte engledrengen bare bide tænderne sammen - Splip var ikke den, der gjorde mest nænsomme bevægelser for at komme op. Fat i det uglet hår, knæ i ryggen, hæl i siden og mere. Men til sidst kom Splip op på ryggen på en behagelig nok måde for Bart. Selvom han stod en anelse foroverbøjet af vægten. Hurtigt blafrede han lidt med vingerne. Bare for at se, om de stadig kunne bevæge sig, eller om Splip sad på dem. Det gjorde han ikke. De kunne blafre fint.

"O-okay." Bart ville gerne prøve at lyde selvsikker og klar. Som han havde gjort, da vingerne ikke have været på ryggen. Men lige nu var han bange. Bange for ikke at kunne flyve. Bange for at falde. Bange for at tabe Splip. Ilaria havde meget vel lært ham at flyve, men det var alt andet end kønt. Han var som et dådyr på glatis. Dådyr i luften. 
Bart tog en dyb indånding, før han hoppede op i luften og ud over kanten. I et splitsekund gjorde vingerne ingenting. Han følte, han faldt. Men som var det ren instinkt, begyndte vingerne at blafre voldsomt. Meget voldsommere og hurtigere end normalt. Men nu skulle de også bære dobbelt så meget vægt end normalt. Af ren og sker lykke forblev de faktisk oppe i luften. De svævede uroligt, men de faldt ikke. "Aha!" udbrød Bart lykkeslået. Over at det rent faktisk virkede! Han og Splip fløj. Eller de holdt stille i luften, men de var i luften.

 "  Uuuuh! " hujede Splip da det virkede til at Bart var klar. Han var så spændt som nogen kunne være. Det var jo en drøm der kom til virkelighed. Splips vidste godt at han ikke skulle bevæge sig for meget - det havde virket bedst at ride på vildsvin når han sad så stille so mmuligt - men han var bare så spændt og ivrig efter at komme op i luften, at det var svært ikke at sidde og vride sig lidt i glæde.

 Da Bart hoppede ud over kanten, forventede Splip at de med det samme ville stige til vejrs, så han kunne komme op til alle fuglene. I stedet startede de ud med at falde, noget der fik et skræmt og overrasket skrig frem fra den lille mands lunger. Faldet var dog en kort fornøjelse, at pludselige hang de stille i luften, hvor Splip troede de ville have ramt jorden. 
 Det var først da Bart sagde aha at Splip opdagede han havde lukket øjnene. Forsigtigt åbnede han dem, og så forsigtigt fordi Bart og ned på jorden,. Noget der fik et spændt gips frem fra ham.
 " Uuhwii! " Splip kunne ikke stoppe sig selv fra at hoppe en smule bag på engledrengen. Bare en lille smule! Det gik vel nok?

Skriget fra Splip havde fået Bart til at skære en grimasse. Især, fordi blandingsvæsenets mund var relativ tæt på engledrengens ører og dermed ville enhver lyd kun blive forstærket for ham. Men det var et kortvarigt chok, der virkede ovre nu. De faldt ikke længere. Intet at være bekymret over. Selvom Bart endnu fokuserede en god del for at blive i luften. De svajede lidt fra side til side. Han var næppe erfaren nok til at holde stille i luften som en kolibri. Détte var imponerende for Bart!

"Splip, rolig," sagde Bart med en halvrystende stemme. Han kunne mærke, hvordan blandingsvæsenet hoppede på hans ryg. Og det fik drengen til at hoppe i luften nærmest også. For hårdere hop og de ville falde. Det kunne Bart mærke. Ja, nærmest se for sig. "Men er, er du okay?" Det var jo heller ikke sjovt, hvis Bart sagde, Splip ikke måtte noget. Derfor prøvede han at være roligere i stemmen. Der var ikke meget, de kunne lave her. Bart kunne ikke engang alene styrtdykke og lave loops i luften, slet ikke med endnu en passager. At undlade at falde var nok meget af, hvad han kunne. I hvert fald uden at presse sig selv. Efter drengen var blevet dræbt og genopstået, havde han ikke været den samme energiske dreng, der ikke var sky for at skubbe sine grænser. Nu levede Bart bedst inden for grænserne. Han ville nødigt dø - igen.

 Det lille hjerte bankede hårdt og hurtigt i brystet på Splip. Han var helt oppe at kører. I sine mange leveår kunne han ikke huske at have oplevet noget så vildt som det her. Han ville uden tvivl huske denne oplevelse resten af sit liv. 
 Splips forstod ikke at Bart prøvede at få ham til at slappe af og ikke sidde og hoppe sådan. Ivrigheden forsatte derfor i form af små hop mens han så sig om. Han fløj virkelig! 

 " Splip iiiih! " svarede han da Bart spurgte om han var okay. Hænderne have stadig utroligt godt fat i englens trøje, men ganske forsigtigt slap Splip det den ene hånd for at pege op mod himlen.
 " Splip op op op! " sagde han i takt med de små hop.
 " Op til svush! " Splip nægtede at give op før han havde fået muligheden for at gå hele vejen. Det var jo en drøm at komme op og flyve som fuglene! Og de hang altså ikke bare lidt sølle i luften, lige godt hvor vildt Splip nu også fandt bare det.

Selv efter Bart prøvede at få Splip til at slappe af, skete de små hop stadig. Og det resulterede da også i, at deres svævetur var bumpende. Men sjovt nok faldt de ikke. Bart holdt dem faktisk i luften. Imod alle odds virkede det til. Måske, fordi han koncentrerede så meget. Fordi hvis han faldt, var det ikke bare ham, der kom til skade, men også et andet væsen. Den indre form for samvittighed forøgede måske engledrengens evner til at flyve. Lige akkurat.

Udbruddene fra Splip var svar nok for Bart. Krøltoppen var mere end okay på hans ryg. Trøjen blev dog holdt godt fast i. Som en livslinje. Men han syntes at mærke, hvordan en hånd slap. Bart havde ikke øjne i nakken. Eller en ugles evner til at vride hovedet hele vejen rundt om hovedet. Derfor kunne engledrengen ikke se, hvad Splip gjorde med den ene fri hånd. Dog kunne han tænke sig frem til. Enten pegede den lige ud for at flyve. Eller op for at komme højere op. Ordene bagefter udelukkede det ene og bekræftede det andet.
"Jeg skal prøve," sagde Bart omend en anelse besværet. Han tog alt, som det kom lige nu. Der var ingen plan eller teknik bag drengens øvelser. Han prøvede bare at baske hårdere med vingerne. Få mere luft under sig. De små næver knyttede sammen af koncentration. Til det punkt, at de var lige så råhvide som vingerne. Langsomt, men gradvist steg Bart og Splip. Tommer efter tommer efter tommer. Hvis drengen havde modet til at dreje hovedet, ville han se, at den lille bakketop, der havde udgjort deres startpunkt, var en okay god afstand under dem. "Jeg gør det!" Den barnlige iver kunne ikke holdes inde. Bart var jo i sidste ende endnu et barn. Ældre af sind end krop, men endnu barn af sind.

 For Splip var der intet "forkert" ved deres flyvetur. For ham var det at flyve nærmest bare at dale langsomt til jorden, så selvom de fløj utroligt ujævnt virkede det helt naturligt. Det var derfor også først da Bart begyndte at stige til vejrs - vel og mærket utroligt langsomt - at Splip stoppede med sin ivrige hoppen. 
 Hånden der havde sluppet trøjen for at pege, fandt den hurtigt tilbage til trøjen hvor den ligeså stille klamrede sig fast i trøjens stof igen. Det var måske lidt uhyggeligt sådan at forlade jorden. Splip havde trods alt aldrig kommet højere over jorden end han havde kunne klatre. Og selvom han havde øvet sig i mange år, var han ikke specielt god, og kom derfor sjældent særlig langt op. 

 Som de langsom nærmede sig træerne toppe de måske til sidst ville komme over, mærkede Splip hjertet banke hurtigere og hurtigere. Blikket begyndte at flakke mere og mere rundt, og det lille blandingsvæsen sad mere og mere stille mens han lænede sig ned mod englen under sig, og nærmest knugede sig mod trøjen og ryggen.

Stigningen skete, omend den var en langsom opsejling. Øjeblikke senere var Bart og Splip mod træernes top. Drengen kunne i hvert fald se kronerne af træerne. Der var reder heroppe. Men dem lagde Bart ikke mærke til. Han havde ikke mange fokusser lige nu. Den største var på ikke at falde. Den anden var på Splip på ryggen. Og det var tydeligt, at krøltoppen ikke var helt så komfortabel og fri som før. Begge hænder knugede om Barts løse trøje. Godt den var løs, ellers ville Splip uden tvivl have revet huller i den med sine negle. 
Men som de nåede op til trætoppere, følte Bart, at Splip nærmest krammede ham bag fra. Holdt fast om drengen. Sikkert i frygt for at falde. Havde det ikke præcis været sådan, drengen selv havde holdt om Ilaria under deres mange første flyvetuer? Drengen kunne endnu huske sin første flyvetur. Han havde været så skræmt, at hans blære havde reageret. Det var sikkert at sige, at engledrengens ansigt havde været rødere end solen på dét tidspunkt. Men det er heller ikke en historie, Bart fortæller videre til nogen. 

Bart stoppede med at stige mere. Han havde måske fløjet lidt for tæt på solen. Mere bogstavelig talt end figurativt. I det mindste kunne han finde ud af at holde stille i luften uden for megen svajen. "Er du okay, Splip?" spurgte Bart igen, men denne gang forventede engledrengen en anden respons end sidst. 

 Den energi og entusiasme der før havde været i det lille blandingsvæsen var ingen steder at finde. Splip klamrede sig engledrengens ryg, med øjnene knebet sammen, som forsøgte han at gøre sig så lille og ikke-eksisterende som muligt. Splip var skrækslagen. Ikke at han forstod at det var det der skete. Hjertet hamrede hårdt og hurtigt i han brystkasse, vejrtrækningen var begyndt at være en smule overfladisk og en del af ham prøvede at overbevise ham om at han skulle dø.
 Alligevel var alt han kunne tænke på, at skulle op op op til fulgene. Op og flyve. Han nægtede at give op! Heller ikke da Bart spurgte ind til ham. Den anerkendende brum lød mere som en usikker klynken, og Splip forsøgte hurtigt så det til at virke mere overbevisende.
 " S-Splip fin! " Han nikkede lidt, stadig uden at åbne øjnene.
 " Splip mere o-op op o-op! " Erklærede han, selvom han ikke havde den ringeste anelse om hvor højt oppe i de var. 

Overrasket og chokket over det hele var ved at ebbe ud. Hvad, der var tilbage i engeldrengen, var blot, at han rent faktisk kunne flyve! Med passager sågar. Derfor, da Splip både sagde, han var okay og ville op, prøvede Bart faktisk at komme højere op. Selvfølgelig var han ikke dumdristig nok til bare at søge lige op. Så ville Splip sikkert falde af uden tvivl. Men drengen var nok mere eventyrlysten end før. 
"Hvor højt, Splip?" spurgte Bart og kunne nærmest ikke holde grinet tilbage. Smilet blev på læberne. Lige nu lignede han intet mere end en glad, lille dreng. Al fortiden om den slagtede familie eller genopstandelsen som engel var borte. Men så snart de atter ville være på jorden, ville realiteten ramme igen. Men lige nu var Bart fri som en, ja, fugl. Uden hæmninger eller fortid. Bare ham og Splip flyvende højere og højere mod trætoppene og i øjenhøjde med de små fugle, der fløj rundt med dem. 

 At der egentligt ikke var en reel grænse for hvor højt man kunne flyve, var ikke et begreb Splip kendte til. Der var vel et loft, ligesom ved hans eget lille hjem. Derfor gik han ud fra der var et tidspunkt de ikke kunne længere.
 " H-h-helt o-op!" stammede han, stadig uden at se hvor højt de var, og uden at løsne grebet i englens trøje. Tænk hvis han nu faldt ned. 
 
 Trods skrækken for at falde, var nysgerrigheden for at se alligevel for stor, og ganske forsigtigt åbnede han det ene øje på klem. Langsomt løftede han hovedet fra drengens ryg, og tog synet af jorden alt for langt væk. 
 " IHP! " hvinede han forskrækket og skræmt, og klamrede sig helt ind til Bart igen, mens han lidt klynkende lyde slippe ud. Han havde ikke lyst til at se mere. Eller lyst til at komme højere op, men han kunne bare ikke sige det. 

Der var en form for olie-vand i Splip, syntes Bart. På den ene side klamrede det arme væsen til ham, som led han af højdeskræk, men ordene om at komme helt op virkede ikke just noget at komme fra et højdeskræmtramt væsen, skønt Splip fik fremstammet dette. Bart kiggede et øjeblik højere op. Der var kun himlen og skyerne over dem. Trætopperne var under dem. Det var underligt. At flyve uden Ilaria. Men han fløj ikke alene. Han havde jo sin lille ven med sig!

De kom højere og højere op, men pludselig fik en lyd Bart til at stoppe. Ikke med at flyve, bare opstigningen. Han forblev stillestående i luften. Splip klynklede på ryggen af drengen. Han prøvede at dreje hovedet for at kunne se, men han kunne kun ane de røde krøller. Den stillestående svæven var ikke den mest stabile, men de faldt ikke. "Splip, er du okay? Vil du gerne ned?" Nogle gange var det ikke nemt at indrømme frygt med det samme. Nogle gange skulle der spørges ind til det. Det kunne Bart selv fra sin tid med familien. Dengang havde Bart været frygtløs, indtil han ikke var. Og det var ikke det nemmeste at indrømme frygten, men at blive spurgt ind til den gjorde det nemmere. Måske Splip havde det på samme måde, som han havde dengang.

 Chokket og den omklamrende følelse af skræk der havde ramt det lille blandingsvæsen gjorde ham stiv og stille. Som gjaldt det hans liv, klamrede han sig til Barts trøje, selvom den nok ikke ville hjælpe meget, skulle Splip falde af ryggen. Stoffet ville med stor sandsynlighed give sig under Splips vægt og stramme greb. 
 Uden af stand til at åbne øjnene, flytte på sig eller svare Bart, hangt Splip bare på ryggen af drengen, mens han prøvede at krølle sig sammen som om det gjorde en forskel hvor lille han gjorde sig. Ynkelig klynk forlod ham, blandet med lette gisp efter vejret - det krævede ikke meget at se, at den lille trolde-alf bestemt ikke nød situation, eller fandt det lige så sjovt som han havde forventet.

Lige nu var det ikke sjovt mere. Splip var tydeligvis bange på ryggen på Bart. Engledrengen kunne mærke, hvordan han klamrede om den for store trøje. Derfor begyndte drengen at dale ned igen. Det var lettere sagt end gjort. Splip ville uden tvivl kun blive mere bange, for Bart kunne alt andet end lande elegant og yndefuldt. I det mindste styrtdykkede han ikke bare. 
De kom længere og længere ned. Bart sørgede for at undgå grene og sådan. Det ville ikke være godt, hvis hans trøje sad fast i en gren. For det første ville drengen så være nøgen fra talje og op, men Splip ville også falde af. Heldigvis skete dette ikke eller noget andet. De kom på ned på græsbunden atter igen. Dejligt med fast grund under fødderne, tænkte Bart, der endnu havde bøjet ryg. Splip måtte gerne komme af. "Se, vi er nede igen, Splip. Vi er færdige." sagde Bart roligt, hvis nu krøltoppen endnu havde lukkede øjne. Det var sikkert at åbne dem nu.

 Selvom de lige så stille dalede og kom tættere og tættere på jorden, var det ikke noget der ændrede hvordan Splip holdt fast i Bart. Han havde slet ikke tid til at se hvor de var, tænkt hvis hans hænder pludselig gav slip. Tænk hvis jorden pludselig faldt op i ansigtet på ham. Tænk hvis Bart pludselig bare var væk, og Splip var på vej ned mod jorden. Selv da Bart begyndte at snakke, klamrede Splip sig forsat ind til den spinkle krop. Han var ikke klar til at se døden i øjnene.

 Selvom Splip var optaget af at hænge fast på Bart som gjaldt det hans liv, var det alligevel som om han godt kunne fornemme en ændring omgivelserne. Det hele virkede ikke lige så let. Det virkede nemmere at trække vejret. Lige så forsigtigt løftede blandingsvæsenet hovedet og åbnede det ene øje på klem. Så snart han så jorden faktisk var lige der ved de, slap ham med det sammen trøjen og faldt til jorden. Splip lagde fladt ned på jorden med klynkende lyde, som prøvede han at kramme jorden tæt ind til sig.
 " Ååååh! Svush svush nej tak. " Ivrigt kyssede han jorden, ligeglad med at jord, småsten, pinde og blade satte sig på læberne.