Det føltes som en drøm som Verona bar Leonora igennem Isenborgs gange, til de alt for tidligt nåde værelset der var stillet Arys til rådighed.
Sat af på sengen holdt Leonora fast i Veronas hånd, og nød hvert strøg af Isenwaldens tommel. Spændingen i rummet var mærkbar, og et mildt suk forlod Arys fyrstinden, som hun trak Veronas hånd længede ned mod sig. Hun ønskede at kysse de arrede, stærke fingre, men lod i stedet blot sin pande hvile mod dem.

"Tak Lissandra, for en fortrinlig aften. Du har været en upåklagelig værtinde" ordrene var varme, men afvisningen i dem var også tydelig.

Der var vel altid én af dem der måtte være den fornuftige.