"Normalt siger man jo, at det hjælper at drikke noget," bemærkede Treston med et diabolsk grin og rakte fælleskruset frem imod hende, før han svarede på hendes spørgsmål om faderen: "Men jo - han ville elske, hvis han kunne få mig eller Zirra giftet opad... Og mor er mindst lige så slem. Du skulle se nogle af de middagsselskaber, jeg er blevet trukket igennem, hos familien Pompadour...!" Han kom pludselig i tanke om sin for nyligt erhvervede viden om, hvad - eller snarere hvem - Zirra havde brugt tiden på, da familien sidst var inviteret til middag... Tanken fik et ufrivilligt, dumt grin til at brede sig over hans ansigt et øjeblik, før det mentale billede blev erstattet af Zirras udtryk, for et par timer siden, da hun sagde: Jeg er så forbandet færdig, som jeg kan blive med jer to! og forlod Træningspladsen...
    "Er dine forældre egentlig gået til Kile, eller har du stadig nogen tilbage?" spurgte han, som ved eftertanke. "Har de nogensinde blandet sig i, hvilke folk, du kastede din kærlighed på?"

"Pompadour!" fnes Lynn og sendte ham så et sløret blik under hævede øjenbryn. "De er v-hik-gtige, er de ik'?"
De lød vigtige med et så tungeknudrende navn i hvert fald. Lynn havde ikke meget til overs for hverken politik eller adelige. De havde sikkert deres plads på landjorden, men ude på havet blev selv de fineste mand- og kvindfolk grønne i hovedet, mens de kastede deres værdighed op udover rælingen. 
"Vi bliver ikke så gamle, os gopler," svarede hun uden at forvente svar på sit eget, ret retoriske spørgsmål. "De er lagt til hvile i jorden. Men om de blandede sig? Så -hik- heldig var jeg ikke, du. Alle blander sig der, hvor -hik-jeg kommer fra. Vi skal jo sørger for at brede vores slags og sådan noget-hik- ud. Kærlighed er ligegyldigt. Jeg lavede bare nogle -hik-unger med ham, de synes var bedst egnet. Men på den gode side, skulle jeg ikke have-hik- fyren med til søs. Han havde drevet mig til vandvid-hik- inden for en uge, det er jeg-hik- sikker på. Nej kærlighed... Kærlighed skal man sgu selv finde. Der vil altid være nogen, der-hik- er utilfredse." 
I Lynns eget tilfælde, kunne hun ikke komme på nogen, der ikke ville være utilfredse med hendes valg af kærlighed. En forbandet pirat - kunne man tage et dårligere valg? Men lige som Valerias bølger var uforudsigelige, var kærligheden det også. Det var den del af livet, hvor ingen havde et valg.

     "Meget vigtige," medgav Treston med et smil over hendes udtryk - et udtryk, der fortalte alt om, hvor meget hun gav for vigtige folk. 
    Smilet stivnede dog en smule, da hun fortsatte sin forklaring, for det lød jo fuldstændig sindssygt - han fattede ikke, at hun kunne fortælle om det så nonchalant, som om det ikke havde den store betydning. Som om det da var helt normalt, og bare en del af livet man måtte sluge og komme videre fra. Det satte ligesom tingene lidt i perspektiv...
    "'Kærlighed skal man selv finde'..." gentog han for sig selv og studerede tænksomt det lille halvmenneske ud af øjenkrogen. Han beundrede hendes evne til at være fuldstændig ligeglad med andre menneskers mening, men havde samtidig svært ved at se, hvordan han nogensinde skulle kunne gøre hende kunsten efter... Ikke med Dastor Reynlest som patriark for familien...
    Og så stoppede han sig selv, for dét var jo også bare den kujonagtige beslutning - der er ikke noget at gøre, så jeg kan lige så godt lade være med at prøve. Det var jo egentlig ikke fordi, han nogensinde havde forsøgt at tage kampen med sin far... Tvært imod havde det altid været ham, der forsøgte at bløde Zirras opgør op, så det ikke skulle skabe alt for meget ufred i familien... Ham, der forsøgte at genskabe den gode stemning, når deres mor havde givet søsteren ét af hendes berygtede 'fur'...
    "Har du fundet den endnu?" spurgte han pludselig, for at afbryde sine egne tanker og deres implikationer. "Kærligheden, mener jeg."
    

   "Pfft, jeg har mere bare fundet-hik- dumhed, tror jeg," svarede Lynn og tog den anden sidste slurk i kruset. Kunne de finde noget mere øl et sted? "Al den kærlighed er nok kun at finde i event-hik-tyr. Jeg synes kun jeg finder dummere og dummere ting at fylde mit liv med..."
   Hun tøvede lidt og sukkede så dybt. Det var ikke ligefrem sådan noget, man havde lyst til at høre fra en næsten dobbelt så gammel som en selv, når man havde hjertekvaler og usikkerheder, var det? Treston havde fortalt hende om sin forbudte flirt, så måske burde hun også bare finde ét levende væsen at fortælle om sin. Selvom Sefris vidste alt om det - hans blik mod hende, da hun sagde, hun ikke skulle hjem, havde gjort det særdeles klart - ville hun aldrig snakke med ham om det. Han var en del af hendes besætning, og hendes kærlighedsliv - eller hvad det her var - skulle ikke være en del af hendes arbejde. 
   "Jeg mødte en-hik- forbandet pirat, Treston," sagde hun og rystede på hovedet. "Jeg burde hade ham. Han brændte ski-hik-bet ned, med halvdelen af besætningen. Et eller andet sted -hik-hader jeg ham egentlig også. Men han har hevet mit hje-hik-herte med til havs i den vildeste storm, du kunne forestille dig. Jeg kan ikke løbe fra det, selvom jeg prøver. Jeg ved ikke om det er kærlighed. Hik. Det føles bare... Dumt."

    "Måske er der ikke så langt imellem de to ting - måske hænger dumhed og kærlighed unægtelig sammen," kommenterede Treston med et lille smil, men tav så, da hun fortsatte. Prøvede at holde styr på sit ansigt igennem hele hendes fortælling, selvom han ikke kunne forhindre det ene, arrede øjenbryn i langsomt at skyde i vejret. En forbandet pirat...
    Da hun tav, sad han også stille lidt - i en blanding af hengiven stolthed, fordi hun havde valgt at betro sig til ham, og en bevidsthed om, at man ikke kunne sige hvad-som-helst oven på sådan en indrømmelse...
    Til sidst rynkede han panden og drejede ansigtet om imod hende. 
    "Føles det dumt," spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå, "eller synedes det dumt. Det er to meget forskellige ting, er det ikke? Og som jeg hører det, føles det helt rigtigt - og netop derfor synedes det forkert. Men hvordan ting tager sig ud, handler vel i sidste ende om andres mening, og dén Lynn jeg kender, giver ikke to potter daggammel pis for folks fine fornemmelser." Han slap hende med blikket og lod det i stedet vandre ud over pladsen med et lille smil i mundvigen, mens Sednas fine træk og drillende udtryk atter meldte sin ankomst for hans indre blik. "Hvis han kan vælte dig sådan omkuld, tror jeg, du skal koble hjernen fra og lytte til følelserne lidt... Så finder man vel ud af, om det er kærlighed, på et tidspunkt hen ad vejen."

Rødlilla farve steg op i Lynns kinder. 
"Hæh-hik- vælte mig omkuld," Hendes blik var blevet fjernt og hun havde et fjoget smil på læberne. "Dét gjorde han."
Hun sad tavs lidt. Minderne byttede sig ud med alt det, Treston havde sagt. De ord kom ikke rigtig nogen vegne inde i hendes hoved. Hun fornemmede også, at Treston selv var endt i et tankespor halvvejs nede af en mørk kavalergang.
Forskellen på at synes og tro? Føle og tro? Føle og sejle? Hun var ikke helt sikker på mere, hvad han egentlig havde sagt, og øllen havde gjort hende træt og ør i hovedet - eller måske var det eftermiddagssolen, der fik lov til at brænde direkte ned på dem.
"Treston, du snakker med for-hik- mange ord," endte hun i stedet med at sige. "Jeg tror... hik... Det er dumt for min karri-hik-ære og ... Jeg ved det ikke. Jeg har lyst til at-hik- kaste ham overbord, men så ville jeg aldrig mere mærke hans -hik-."

    Dét gjorde han. 
    Treston udstødte et lille, lattergrynt, fordi hendes udtryk afspejlede én til én den følelse, han havde indeni, når han tænkte på Sedna - en blanding af længsel og varme, krydret med bevidstheden om, at det hele nok ikke var så smart... men at det ikke ville forhindre én i at gøre det igen en anden gang...   
    "Snakker med for mange ord?" gentog han så med et smil og et øjenbryn løftet i forstilt fornærmelse. Mens hun snakkede videre beholdt han udtrykket, rakte lige så stille ud til han kunne lægge et par fingre under hendes kraveben og gav hende så et lille puf, med dén hensigt at skubbe hende bagover ned i springvandets fontæne.
    Dét var vel kun rimeligt, efter dén slags flabetheder!

Lynn væltede bagover, for hendes tanker var alle andre steder end i nuet. De var ved kahyttens tunge duft af mand, den behårede brystkasse, lyst og begær, suk og støn. Hvordan de dage var forsvundet i duggende ånde og...
Vådt. 
Alt blev vådt og iskoldt. Efterårsvejret gjorde ikke rare ting ved nogenlunde stillestående vand, trods alt. Lynns hoved forsvandt under fontænens vand, for selvom den ikke var særligt dyb, var der mere end nok vandstand til at dække hende to gange, når hun lå på ryggen dernede. Sprællende med ben og arme og med håret nu flydende ud over det hele - hov hvad var der egentlig blevet af den hat, hun havde hapset på kroen? - kom hun op at sidde med det mest, og ikke særligt overbevisende, forurettede udtryk i ansigtet. 
"Så, Tresto-hik-," sagde hun advarende og spyttede lidt vand ud. "Nu skal du huske på, hvem af os, der-hik- er halvt vanddyr."
Og med de ord greb hun fat i hans skjorte og trak ham bagover for at udsætte ham for præcis samme kuldeschok, hun lige var blevet tvunget igennem. Én positiv ting kunne man sige: Hendes blik var ikke så sløret mere.

    Det pludselige gib det gav, da hans balancepunkt forskubbede sig og hjertet fór op i halsen på ham. Derefter kuldechokket og lyden af vand i hans ører og den kolde, kolde luft, da hans hoved brød vandoverfladen igen, og Treston med et halvkvalt gisp fik styr på sig selv og sine gennemblødte lemmer - siddende i vand til brystet i bunden af springvandets fontæne.
    "For zalan da!" gispede han og begyndte så at grine, som havde han sjældent gjort det før - længe og inderligt og helt nede fra maven af. "Hvad i alle Guders navn, Lynn!" fik han halvkvalt forbi latteren, og kom så bare til at grine endnu mere, fordi han godt kunne se dobbeltmoralen. Det var trods alt ham, der havde skubbet hende i først...
    Til sidst havde han ondt i maven og kinderne af at grine så meget, og ved en pludselig indskydelse samlede han hænderne under fontænens vandoverflade og pjaskede en håndfuld vand i ansigtet på sig selv - rystede de kolde vanddråber ud af krøllerne. 
    "Nu!" udbrød han og fik sig selv vakkelvornt på højkant, stående i vand til knæene. "Nu skal jeg hjem til kasernen og have et langt, varmt karbad og en god, tør seng at sove i!" Han vendte sig imod hende med et skævt grin og rakte hånden ned imod hende. "Hvad siger du, kaptajn?"

"Af en landkrabbe at være, klarer du ikke vand helt skidt,ha-hik!" lo Lynn, mens Treston væltede rundt i vandet, og hun selv måtte knibe øjnene i for ikke at blive ramt af de vidtsprøjtende dråber. 
Folk på gaden var begyndt at skule til de umodne soldatertyper, der havde indtaget den ellers fredelige eftermiddag med deres råbende, plaskende og forstyrrende adfærd. Flere af dem var begyndt at se sig om efter nogen, der kunne hive dem ud af fontænen og få dem til at finde et andet sted at irriterer omgivelserne, da Treston rakte sin hånd ned til Lynn. Hun tog den med et stort smil og kom - kun en smule svajende - på benene. 
Turen over kanten og ned på brostenene gik overraskende nemt, og det var til Lynns store begejstring, at hun fandt sin uniformsjakke på jorden - kun beskidt og ikke gennemblødt lige som resten af hende. 
"Jeg får i hv-hik-hvert fald brug for varme, inden jeg skal ud i -hik-morgen," lo hun og satte sin arm fast i en krog på Trestons. "Lad os dryppe mod varmere vande, før-hik- byvagten smider os i arresten! ... Du var i øvrigt selv-hik- ude om det."