At mærke smilet på sig, at mærke de afslappet ord komme hende vej, gjorde intet andet end at trækket et lidt større smil frem på hendes læber, at mærke den natte farvet hånd imod sin, fik hende til at trække hånd væk fra vandet, og hun vendte sig igen imod Polaris. Noget kun mere afslappet end for blot et øjeblik siden. "Tak." De isblå øjne hvilede på Polaris smil, hvorfor hun takkede anede hun ikke, det virkede bare som det mest passende ord.

Hendes frie let fugtige hånd, mødte polaris hånd, sådan begge hendes hænder hold den. Forsigtigt træk hun hånden til sit bryst. Hendes hjerte bankede hårdere end normalt, en dyb hver trækning blev taget som hun mærkede hånden imod sig. "Glædesspreder." kommenteret hun drillende på Polaris ord, måtte være hvad hun var, var det ikke også hendes arbejde i teatret? At sprede glæde! Så det gav massere mening, at hun også udnyttede sine talenter her. "Ingen..grund til at forstå alt." hun fniste af sine ord, og netop der, lyd aften klokken der indikeret at solen var ved at skifte sit gule lys ud med det klare blå måne lys. En mild frygt i Ventilas øjne som det gik op for hende, hele dagen var gået i polaris hånd. "Jeg....skal snart hjem af." mumlede hun skuffet, men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at give slip, eller slippe polaris form i sit blik.

At mærke Polaris hjerte på denne måde var en sær oplevelse, en uvant oplevelse, men alligevel træk det et smil frem på de blå læber, og den korte latter over ordet glædesspreder, træk blot lidt mere i smilet. Dette havde været en vidunderlig dag, en dag hvor tiden forsvandt øjeblikkeligt, men af dag hvor den ene overraskelse kom efter den anden alle samme ed en gave af godt humør, selv det lille paniske anfald forsvandt i god hast og blev overtaget af positive følelser, og selv nu havde intet ændret sig. Det var rart at høre den latter, det var rart at mærke hendes hjerte banke, og netop derfor gjorde det også ondt at høre det triste oh, og se den lige så triste smil som formede sig øjeblikkeligt efter. Men de næste ord, kunne Ventila selv ikke lade være med at forme et legesygt smil. "jeg..vil gerne blive. Men de bliver så sure hvis jeg kommer sent hjem." og med det ord, lod hun stille hånden glide fra hjertet, til Polaris kind. "Men glædesspreder, jeg lover at..når jeg kan, så kommer jeg igen!" og med de ord gik hendes krop mere og mere i et med vinden, og den blå tonet kvinde forsvandt, i intet andet end et vindpust. Det sidste hun gjorde dog, var et kort pust imod Ventilas øre, og et kort lille kys på hendes kind før hun forsvandt helt i et med vinden, og intet andet kunne høres end en mild, glad latter.