Han havde sine tvivl til Fabian's defination af ikke så slemt. Af hvad han vidste, jah så kunne standarden meget vel ligge et helt andet sted end der hvor hans egen lå, og et noget tvivlsomt blik fulgte hans leende ansigt og hænder, der gav sig til at rode i hans hår. Fugtige lokker det heldigvis ikke var fugtige mere, og han måtte - sin indgroede tvivl til trods, stole på at han ikke bare talte ham efter munden her. Skulle det sig vise sig  at han gjorde... åhh, en  hævn til en anden dag. 
Han lod ham gøre det, og da han virkede til at være færdig, nikkede han kort før sig selv. "Godt så" 

De slanke fingre dansede en anelse rastløst over hans overkrop, inden at han med en lille hovedrysten vristede den lokkende tanke der meldte sig, der hviskede at tage chancen og lade ham se ud som han nu engang gjorde, ud af hovedet. Desværre.  
Aldamar brummede stille.  "... Jeg tror det er nok bare at ændre ansigtet..." mumlede han, og kørte måske mere af vane end sømmelighed, fingeren langs hans øjenbryn, ned af kindbenet og langs kæben. 
Aldamar's øjne glimtede en anelse idet at han tak dem til sig. Hvor meget han skulle ændre, det måtte være op til ham selv.  Men man kunne komme langt med en ny frisurer og et lidt andet ansigt.  

Fabian kunne nok ikke leve op til Aldamars standarder, men han var ikke helt slem til at få nogen til at se nogenlunde ud hvis han selv skulle sige det. Desuden var han godt klar over at Aldamar var en smule mere forfængelig end ham.
Nu lignede han nok allerhøjst en der havde været ude og træne lidt, eller haft en meget intens diskussion, noget der nok godt kunne gå an, i hvert fald i Fabians øjne. Desuden så han godt ud, når alt ikke sad med et formål, som det ellers virkede til. Nærmest ikke et hårstrå måtte stå forkert jo.

"Hmm..." Aldamar havde nok fat i noget, og han kunne jo bare ændre lidt på ansigtet, og måske lidt på håret. "Det gør det også lidt nemmere," mumlede han, og prøvede at fokusere lidt på sig selv. Det var dog ikke kun ansigtet han gjorde noget ved. Huden blev en anelse lysere, og håret lidt rødligt, og han fik en anelse mere skæg. Ansigtet fik lidt fregner og lidt mindre markant, selvom hvis man så rigtig godt på ham, så kunne man nok godt se en lighed mellem Fabian og den mand han var nu. "Tror du det her går?" spurgte han. Stemmen var stadig den samme, og smilet der var på læberne, var stadig meget Fabian. "Eller har du nogle præferencer du gerne lige ville have udlevet nu når du chancen." Og kækheden var også ved at komme lidt tilbage, så det virkede til at alt var normalt mellem dem.

Det var altid noget af en oplevelse når Fabian skiftede form, og det  var ikke noget han nødvendigvis havde gjort særligt ofte foran den mørkhårede fyrstesøn. Han brød sig så forfærdelig godt om hans almindelige ansigt, så det var altid bare en bittersød forvandling han var vidne til, når det ansigt ikke var en mulighed imellem dem. 
Rødhåret simpelthen? Man kunne stadigvæk ane den oprindelige skikkelse under den lysere hud, især hvis man vidste at han var der... men det gjorde tricket godt, og Aldamar måtte stille sig tilfreds med det. Medmindre... 
Et overvejende glimt overtog i alt det blå,  og Aldamar's hænder kørte igennem mandens rødlige lokker. 
"Gør det længere... skulder længde, og bølget" han kunne ikke lade værd, og slap med den ene hånd, kun for at fiske er blåt bånd op af den ene lomme. Det var sjældent at han selv havde håret oppe, særligt omkring Fabian. Men det skulle ikke holder Aldamar's lille agenda tilbage, om at binde det i en af de finere små hestehaler - måske endda fletning,  så det ville hænge langs ryggen. Så nydelig, alt han manglede var mere nydeligt tøj og han kunne sagtens gå for at arbejde for Aldamar. Lige nu, måtte de forklare ham som en meget gammel ven, med en mindre tøjkrise situation.

Øjnene blev en anelse smallere, dog. "Som om at jeg ikke hele tiden har' chancen'?" Aldamar's stemme og sind reagerede på kækheden i hans stemme, og ville ikke lade den stå helt for sig selv. 

Rødhåret havde lige været hvad Fabian havde følt for i øjeblikket. Der var ofte ikke så mange præferencer når han ændrede noget ved sin krop, men jo tættere det var på hans normale skikkelse, jo mindre distraherende var det også. Derfor var rødt hår også ofte bedre end mørkt, da det var lyst nok til at det ikke distraherede ham når han stadig lige skulle vænne sig til den nye krop.
"Længere?" lød det spørgende fra Fabian, men lod håret gro længere ned og ændre lidt tekstur, så Aldamar kunne få lov til at lege med det, som det passede ham. "Hvorfor?" spurgte han undrende, inden han kiggede ned på båndet som Aldamar havde fundet frem. Det var ikke ligefrem ofte at nogen satte hans hår, ikke så meget i modvilje, men fordi der ofte ikke var en grund.

"Men du tager den ikke," skød Fabian tilbage grinende. "Jeg kunne også gøre mig lavere, hvis du gerne vil føle dig høj igen?" Det var en tydelig drillende tone, og selvom han godt kunne, så foretrak han et eller andet sted at være den høje. Måske fordi Aldamar fik lov til at være den kontrollerende når det kom til de mere sexede ting. Desuden var der var en eller anden tilfredsstillelse over at man kunne se på dem, og tro at Fabian var den der tog styringen, og så var det slet ikke sådan. 

Fascineret så han hvordan længde og tekstur blev tilføjet til billedet af den genkendelige omend stadigvæk fremmede person foran ham, og den ene hånd greb det nysgerrigt, kunne ikke lade værd med at føle det. Selvom han godt vidste at det var ægte, kunne det stadigvæk være svært at anerkende som ægte, når... jah, det ikke føltes rigtigt. 
Hans blik forlod håret ved spørgsmålet om hvorfor, hvilket dog var et svar han med et lille grin ikke ville give endnu. Det andet fortjente til gengæld næsten et drillende hiv i de rødlige lokker, og han måtte med en lille hovedrysten afvise det generøse tilbud der kom fra ham - det havde været sjovt der, men det var ikke lige hvad han havde brug for lige nu. 
"Jeg har ikke brug for at 'tage den', bare for at tage den" var han hurtig til at påpege, et løftet øjenbryn som understregning i at det selvfølgelig var en smagssag for ham. Og havde han da lyst, ville han også gøre det. Hvilket ikke var løgn; så usikker i sin maskulintet var han desværre ikke. 

Der var det at Aldamar ikke helt kunne lade værd med at tage fat i det andet bundt af det skulderlange hår, og en anelse... irettesættende hive hans lidt forkerte ansigt blidt nærmere. Det var ikke mere forkert end at han med et sagligt glimt i øjet, lod dem få øjenkontakt med få centimeters mellemrum imellem hinanden, læberne en anelse adskilt af det smil han havde fået fremprovokeret. "Har jeg vel?" ord der kom en anelse mere lavmælt, men slet ikke mindre drillende - det skete så forbandet hurtigt at han ikke kunne lade værd med at reagere på hans flirten. 
En akilleshæl han var kommet til at elske. 

Fabian havde det fint med at blive pillet i de rødlige lokker, men hivet kom lidt bag på ham, og han kiggede både lidt interesseret,  men også lidt for sjov fornærmet over på Aldamar, i et forsøg på at finde ud af hvad der foregik bag de blå øjne. Han havde haft det fint med at intet ville ske mellem dem, men når Aldamar gik med på legen, så var det svært at minde sig selv om det.

Hans hoved blev rykket lidt frem, og han kunne mærke hvordan spændingen spredte sig i hans krop. "Nej, men jeg vil jo nødig have du glemmer at det er en mulighed," spandt han drillende, selvom han faktisk nød at Aldamar bare ville have ham som ham selv. Rigtig mange af hans kunder var trods alt interesseret i formskiftningsevnen på den ene eller anden måde. Det gjorde ikke noget for hans selvtillid, men det gjorde måske bare Aldamars interesse i hans rigtige krop så meget mere intens. "Jeg vil jo bare gerne have at du får opfyldt dine ønsker," tilføjede han og prøvede at læne sig lidt mere frem. Bare lidt mere, også selvom han godt vidste at de ikke kunne sidde under træet hele aftenen, især ikke når Aldamar havde ting han skulle. Desværre var Aldamar ligeså fristende for Fabian, som Fabian var for Aldamar. Det var umuligt for ham at holde fingrene eller læberne for sig selv.

Han var... ret så bevidst om hvad han gjorde og sagde, og fortrød så slet ikke da han så det interesserede blik er gled over hans øjne, selvom han ikke kunne se sig selv gøre mere ved det end hvad han kunne luske sig til i piletræets svajende skygge. Han glemte aldrig det var en mulighed, han havde lyst til at hviske hvor vigtig en mulighed det var at have - som nu. Men hans næste ord fik de forhenværende til at forstumme på hans tungespids, og kæben spændtes en anelse op. 
Ikke vredt, anspændt eller irritabelt. Nej, som skulle han lige tygge på hvad de ord betød, og hvad de gjorde ved ham. 

Fabian var desværre en af de mennesker, der... som nu, bare med sin tilstedeværelse var med til at opfylde et hvis ønske. Han ville næppe sige det til ham så tydeligt; det ville gnubbe hans ego alt for meget i en ulidelig, selvvigtig retning, men han følte det lå gemt i det sidste kys han stjal sig til, da han lænede sig frem. 
Aldamar tog den berusende duft af ham ind, den havde trods alt ikke ændret sig selvom udseendet syntes at skifte, og det var først efter nogle langtrukne sekunder at han med et lille 'heh' slap det, for at trække sig tilbage. 
Hånden gned henover hans kind, ned af halsen og med en hurtig, stødvis udånding, tog han sig sammen, og rejste sig endelig op. Hvis ikke endte han med at blive siddende her under træet, og bare flyde rundt i den velbehag hans nærvær bragte, og det havde han ikke overskud til. Fordi det betød, at dagens ærinder så skulle ordnes imorgen. 

"Vi har en tidsplan" brummede han, men kunne ikke holde sig hellig i ikke at være en stopklods for den, og de bløde hænder greb ud efter hans for at hjælpe ham med op, trække ham op. 

Hvis Fabian havde vidst præcist hvad der gik igennem fyrstesønnen lige nu, så ville han nok have været lidt høj på følelsen. Følelsen af at kunne give noget så utrolig til en anden person, og måske han ville blive lidt for selvfed over opdagelsen om hvad han kunne gøre ved Aldamar, uden at gøre noget. I virkeligheden havde sætningen mere gået ud på hvad de havde snakket om i Lillekilde, om at Aldamar ville have kontrollen, og tilliden.

Kysset var godt nok kort, men det opfyldte alligevel lige behovet som var opstået for Fabian, selvom det sluttede næsten for hurtigt. Han ville gerne trække Aldamar med ned så de kunne forsætte hvor de slap, men samtidig vidste han også godt at det ikke kunne blive ved, så da Aldamar endelig rejste sig, så måtte han følge med, dog ikke uden et lille suk.
"Den er vidst allerede skredet lidt," indrømmede Fabian, men lod sig trække op, så han stod ved Aldamars side. Han følte sig underlig tung i kroppen, efter at have siddet med Aldamar i så lang tid, men efter han lige rullede sine skuldre og strakte sine ben så var det ikke så slemt. "Har tingene virkelig så sent åbent?" spurgte han alligevel, som han kiggede ud mellem træets grene mod den sættende sol. Det havde ikke ligefrem været tidligt da de havde fundet hinanden trods alt. 

Fokuseret i sine delmål var Aldamar, der efterhånden havde lagt en plan for hvor, hvornår og hvad de skulle nå. Det var sket automatisk, det var en fantastisk følelse af at vide hvad det egentlig var han skulle, som helt sikkert også var fremprovokeret ekstra meget af det tidligere.... anfald; han havde brug for en plans stabilitet og sikkerhed. Med en plan kunne det næppe gå helt galt, og derfor var det at Aldamar også næsten metodisk udførte første skridt i den, idet at han gled om bagved Fabian's høje skikkelse. 
Trænede hænder - hænder der havde flettet fletninger på hans lillesøstre et par gange da de var yngre, greb fat i de bløde bølger for at sætte den frisurer han ønskede, og vikle det blå bånd omkring. I hans eget stille sind, jah der var det en lille test - bare for at se om det var noget han brød sig om på Fabian. Men ikke meget forklaring blev nødvendigvis givet, idet at en leende, jah næsten arrogant brummen i stedet kom fra Aldamar, der med et klap på skulderen gik om på siden af ham. 
"For de rigtige mennesker, jah" smilede han, og trak på skuldrene. De vidste at han kom... så han vidste de havde åbent, sent eller ej. 

Og nogle gange måtte Fabian velsagtens glemme hvem han var sammen med, når det altid skulle foregå i ly af hemmeligheder og bagved lukkede døre. Som var der intet sket tidligere - noget der var løgn - rankede Aldamar sig en anelse, kørte begge hænder igennem hovedet for at rette håret en sidste gang og satte i rolig gang imod det første stop - boghandlen i centraldelen af byen. 

Fabian lod Aldamar rodde ved hans hår. Det var dog næppe første eller sidste gang at han havde oplevet sit hår blive sat, selvom det ikke var normen. Hans hår var også idealt til det, siden han kunne lade det vokse lige så langt som personen der satte det ville have det. Han havde dog ikke forventet at det var noget Aldamar gjorde sig i.
Det var altid lidt underligt at have det op, men det blottede da hans hals lidt mere, så han kunne mærke den friske luft, og han havde da fået fortalt at han havde en pæn hals. Det kom selvfølgelig også an på hvad Aldamar foretrak.

"Det begynder ikke at lyde så slemt at være fyrstesøn," sagde Fabian drillende. Selvom det egentlig ikke var så vigtig for ham. I starten havde det selvfølgelig også handlet om at Aldamar kunne give ham en del penge for sine ydelser, men han havde været ligeså opsøgende, fordi Aldamar havde interesseret ham. Lige fra det øjeblik de var startet med at snakke ude på balkonen og de ikke havde vidst hvem hinanden var.

Han var hurtig til at falde i trit efter Aldamar, og selvom hans fingre killede efter at røre ved Aldamar, så gik han blot ved hans side, og engang imellem ramte deres hænder lidt sammen. Han kunne sagtens tage Aldamar om skulderen, eller livet, men det kunne godt være at det blev lidt for intimt for ham, når de var i vante omgivelser.

Rolige skridt bevægede dem ud af Tempelhaverne, ned af gaderne og snart bevægede de sig også ned af stræderne imod den centrale del af Dianthos - tæt på selvsamme sted han hektisk var flygtet fra sidst. I sit stille sind holdt Aldamar stadigvæk øje, med at de ikke ved et uheld ville komme til at nærme sig samme sted. Men han lod det ikke mærke meget af sig, og lignede nok mere en der ledte efter sin helt bestemte butik. 
På trods af det lyttede han dog stadigvæk, og Aldamar's smil voksede en anelse. "Det har sine stjernestunder når man har det med at forsinke sig selv" for ikke at nævne hvordan de fleste adelige i hans omgangskreds, nogle gange lod deres tidsplan - og tempo - lægge fundamentet for hvordan hele deres dag skulle foregå. Noget de uden tvivl kun kunne, fordi meget få handlede hade lyst til at rette dem ind. 
Det strøg ham dog lidt imod hårene at være så sen på den; han brød sig ikke om at komme udenfor det aftalte tidsrum. 

Med småsnak fik de fyldt stilheden ud hen til boghandleren, indtil at Aldamar med et tilfreds smil stoppede foran et knirkende, gammelt men smagfuldt skilt der ledte ind til 'Arthur's bøger og tekster'. Overvejende kneb fyrstesønnen sine mørkeblå øjne sammen, imens han overvejede hvorvidt det overhovedet havde interesse for ham at komme med ind. En overvejelse der fik lyd da han nysgerrigt spurgte - ellers ville han nok være ude indenfor få minutter igen. 

Det var nok mest behageligt for Fabian at komme ud af tempelhaverne, fordi det så virkede lidt mere uformelt. Han havde aldrig været god til guder, eller pæne steder, og derfor var de kendte brosten også mere behageligt, selvom de næppe kom ned til hans del af byen. 
"Det er godt at jeg ved hvad man kan tillade sig, hvis jeg endda bliver ligeså rig," sagde Fabian grinende, selvom der intet håb var omkring det. Han havde ikke ligefrem et erhverv hvor det styrtede med penge, og selv hvis han havde så ville han nok ikke lade folk vente i så stor en stil. Måske fordi han så sjældent lagde specifikke planer. Helt så organiseret som Aldamar var han ikke.

Skiltet sagde ham ikke noget da de kom dertil, men hans øjne kiggede alligevel lidt nysgerrigt ind af vinduerne, hvor han kunne se bøgerne. "Nej nej, lad mig endelig se hvordan du ellers bruger din dag," sagde han. Måske lidt nysgerrig på denne anden Aldamar, selvom han også godt ved at det alligevel var lidt risiko fyldt at han kom med ind alle stederne. Det var dog en unik mulighed for Fabian, for Aldamar ville aldrig have hevet ham med ellers. Han havde en idé om at han var der primært for at Aldamar ikke fik et tilbagefald, men nok også fordi selvskabet blev nydt. 

Med en skuldertrækning der lod det virke som ikke en særlig stor ting, greb fyrstesønnen fat i dørens håndtag og trådte med en lille bimlen ind i den støvede butik. Ufatteligt mange bøger stod stablet langs bogreolerne, på disken, på gulvet og sågar i kasser omkring indgangen også, og selvom man måske kunne forvente at en ligeså støvet skikkelse ville træde ud, var den unge boghandler så langt fra det. 
Lavstammet - lavere end Aldamar, bredskuldret og med enorme briller der forstørrede hans øjne. Arthur, blev han hilst på som, af Aldamar, og fyrstesønnens smil fik en lidt varmere kant ved den mindre halvdværg foran dem. 
Ikke en helt fjern ven, kunne man fornemmme. 

--- 

Da de trådte ud af butikken igen, var det med 2 bøger ekstra i en stofpose ved siden af, Aldamar havde forsigtigt strøget den slidte overflade på den ene af dem, inden de var pakket ned. Den ene om landets væsner - ikke overraskende havde den et fokus på krybdyr. Den anden - den ældre bog - var en om gamle besværgelser og beskyttende riter. 
Aldamar's blik gled tilbage på Fabian, og han rystede næsten mildt på hovedet i drilskab. "Du kunne bare ikke lade værd, kunne du?" 
Nu gik turen tilbage til den øvre del af byen, hvor at hans mål skulle tages. Og... måske også et andet visit, givet hvad klokken var blevet. 

Fabian havde faktisk aldrig været inde i en bogbutik før, og derfor mistede han også hurtig fokus på Aldamars ven, og fokuserede derfor på butikken i stedet for. Han skulle jo bare hente et par bøger, og det ville ikke tage lang tid, så i stedet for begyndte Fabian straks rundt det mærkværdige sted. Han kunne ikke rigtig læse nogle af titlerne, men ovre i hjørne, fandt han nogle bøger lidt gemt væk, som virkede til at de var der for specielle kundekredse.
Han tog en af bøgerne ned og åbnede den for at bladre den igennem, og de fleste af siderne var tekst, men nogle af siderne havde også billeder, hvilket... noget ikke var for det bedste, som Fabians smil blev større.
Aldamar var ved at være færdig, så Fabian gik over med bogen, stadig åben på en af siderne. "Så hvor meget koster sådan nogle bøger her?"
Det var en meget forfjamsket boghandler de endte med at forlade.

Fabians smil var også bare alt alt for stort, da de gik mod det næste gøremål. "Han kan lade vær med at lade dem ligge fremme," påpegede han og trak på skuldrene med et grin. Desuden havde Fabian også kun kunne gøre det fordi der havde været billeder i den. Ellers burde Aldamar også vide at han ikke havde kunne vide hvad der egentlig foregik i bogen.

Det havde været et kønt syn, som Arthur havde prøvet at holde en sober tone omkring de specielle bøger Fabian havde fundet - bøger han normaltvis ikke lod ligge så tydeligt fremme at gud og hver mand... eller, type, kunne få fat i dem. Det krævede nemlig en lidt speciel håndtering i hans øjne. 
For Aldamar, jah der havde den specielle håndtering tydeligvis været uforberedt, hvilket mildest talt havde været morende at observere på afstand, og han havde rystet en anelse på hovedet da Arthur desperat havde prøvet at få ham til at styre sin ven. 

De passerede flere gader, og underlaget under dem blev langsomt en anelse kønnere, og en del mere renlig - som fejede nogen faktisk de her gader sådan nogenlunde jævnligt. 
"Hmmm... vi kom jo også efter lukketid" hvad det så kunne betyde, jah der måtte man selv udfylde de tomme pladser. Men Aldamar grinte lavmælt af det - stakkels mand, og drejede dem en af en smallere gade. 
Skrædderen. Et smukt skilt med guldstrøg, en saks, nål og tråd og noget der lignede kursiv indikerede at en form for tøjbutik ville befinde sig bagved de lukkede ruder. Og det var her at Aldamar med et kort greb i hans arm faktisk stoppede dem begge op, og lod et vurderende blik glide over Fabian's krop og statur. Nu var der her jo alligevel. 
"... hvor meget har du ændret på din fysik?" han ville mene at han kendte mandens krop nok så godt - den lignede sig selv, men han måtte være sikker. Især som han med et selvtilfreds smil - noget der kunnen ligne hemmelighedsfuldt hvis man ikke kendte ham særlig godt - nikkede en anelse for sig selv. 

Fabian trak grinende på skuldrene. Hvis de lå fremme fordi det var efter lukketid, så var det vel også fordi han gerne ville se lidt på dem, i stedet for bare at have dem stående, og hvis man havde den slags interesser... så skulle man vel også stå ved dem.

Kvarteret blev dog kun pænere som de gik, og selvom Fabian ikke lod sig fysisk mærke af det, så måtte han indrømme at han ville have fortrukket en tur på markedspladsen end det her. Han trådte dog også bare lidt nærmere ved Aldamars side, så tæt han nu kunne tillade sig uden at faktisk tage hans hånd i sin, eller lægge en arm om ham.
Endelig stoppede de ved hvad Fabian forventede var en skrædder, men de gik ikke ind og Fabian kigge lidt undrende på Aldamar og så ned af sig selv. "Udover mit ansigt og hår, så er der ikke rigtig ændret noget," sagde han. Også måske også lige hudfarven, men han ikke ændret knogler, muskler, fedt, sener eller noget, fordi han ikke havde gidet hvis han ligesom kunne slippe for det. Spørgsmålet virkede dog ganske ladet, og hans øjne blev derfor lidt smalle, selvom smilet ikke stoppede med at finde vej til hans ansigt. "Hvorfor?" Hvis Aldamar overhoved ville fortælle ham det. Han virkede næsten helt hemmelighedsfuld om det, og Fabian kunne ikke helt finde ud af om han kunne lide det eller ej.

Modsat Fabian, jah så elskede Aldamar følelsen af at tilværelsen og omgivelserne der bare blev en anelse pænere, og nød den forandring de øvre bylag gav området. Han følte hvordan at han trak den friskere luft bare en anelse dybere ned i lungerne, og i de mere vante omgivelser, farede han heller ikke så forfærdelig meget vild - noget han syntes at være ret god til desto længere ned i Dianthos de kom.
Det gjorde dog intet at de nye omgivelser bragte ham bare en my tættere på, den kære Fabian. 
Mørkeblå øjne betragtede ham små-smilende foran døren, og tilfreds nikkede han ved bekræftelsen - han lignede altså sig selv rent fysisk. 
Han fik intet svar da han spurgte hvorfor, og med et enkelt bank på døren, jah der kom endnu en lavstammet mand til syne i dørens glasdel. Overvejende betragtede han Fabian, indtil at han med et mere venligt udtryk genkendte Aldamar, og åbnede døren op for dem begge. 
"Ahh, Prins Arys - godt De endelig kunne komme" en lidt nasal stemme, og Aldamar nikkede en enkelt gang som svar, men undskyldte ikke sådan for at komme for sent. 
Hans grønne øjne gled fra prinsen og så over til hans ledsager også, hvis øjne næsten målte ham vurderende op. 

Ikke lang tid skulle der gå, inden at han - pludrende som en eller anden snaksaglig fugl - begyndte at finde målebånd, skriveredskaber, stofmønstre og diverse andet frem. Flere lys i små krystaller blev dermed også tændt, Aldamar vendte sig omkring med et leende smil spillende om mundvigerne, og nikkede imod en stol han kunne sætte sig i, imens at han ventede. Hvis han altså ville det. 
"Jeg tog mig friheden... til at overveje hvad du selv kunne tænke dig at have på, til bryllupet" som var det noget af det mest naturlige i verden italesatte Aldamar at Fabian skulle med, og strakte armene ud idet at den mindre mand smækkede et målebånd ud imellem sine hænder, og begyndte at cirkle omkring ham. Her og der nedskriblede han forskellige ting - tydeligvis optaget af sit arbejde. 

Fabian fastholdt sit blik på Aldamar, som han prøvede at finde ud af hvorfor Aldamar ikke ville sige noget om hvorfor det var vigtigt at Fabian havde sine korrekte mål. Det var vel ikke fordi han skulle måles også? Hvis han skulle, så havde Fabian en hvis formodning om at det var Aldamar der mente at han sklle i noget pænt tøj af den ene eller anden grund. Grunden kunne han dog ikke komme på, da det slet ikke havde slået ham ind at han potentielt skulle med til brylluppet. Det ville bare være en anelse for akavet. Det ville nok være nemmest hvis Aldamar, Deena og FAbian aldrig var i samme rum.

Det var jo ikke noget han skulle tænke over i stedet for stirrede han bare lidt tilbage, da en figur dukkede op som stirrede ud på ham, men snart blev de vinket ind i butikken og Fabian tog plads i stolen der blev ham anvist, mens han kiggede interesseret rundt.
Han lyttede ikke rigtig til manden der bare plaprede løs om alt og intet, men Aldamar stemme skar alligevel igenne, og havde hans fulde opmærksomhed.

Munden tørrede lidt ud, som det gik op for ham hvad Aldamar sagde, og den sidste nats erindringer kom tilbage ind i hans hoved, hvor han havde siddet sammen med en vis udkåren. "Brylluppet?" sagde han, og rømmede sig lidt, så den svage panik ikke viste sig på hans ansigt. "Jeg troede det var nemmere at holde mig væk fra dine adelige selskaber." Selvom panikken var i hans krop, kunne han dog også mærke hvordan hans hjerte slog derud af, desværre af en lidt anden grund. Der var en glæde og tilfredsstillelse over at Aldamar gerne ville have ham der.

Det havde ligget i hans underbevidsthed i nogle dage nu, at invitere ham med. Det havde ligget og summet, og spørgsmålet var egentlig bare hvordan han fik spurgt ham, da en officielt invitation i konvolut og med segl alligevel virkede en tand... forkert. Det virkede ikke rigtigt. 
At han så i sidste ende havde valgt at tage en beslutning omkring det på vegne af Fabian, det kunne man så ryste en anelse på hovedet af i sit stille sind - måske endnu et indblik i hans behov for at styre hvordan og hvorledes det kom til at foregå - helt specifikt, i hvilket tempo. Men han havde ikke forventet et afslag på det. 
Og han kunne nu - til sin underliggende tilfredshed - se at det heller ikke faldt ham på sinde at sige nej. Så havde han nok gjort det med det samme. 

Derfor trak Aldamar's smil en anelse længere op, og han nikkede 'overvejende' for sig selv, fordi det havde han ret i. "Så bestemt, meget nemmere" gled konklusionens fra hans tunge, og han løftede armen en anelse som den mindre skrædder irettesættende prikkede ham i siden. "Men... jeg føler ikke det længere er helt en mulighed" sagt en anelse blødere, og Aldamar vidste at trods skrædderen lyttede med i sit arbejde, jah så havde han næppe noget at gribe fat i her. Gode venner var trods alt tilladt til ethvert bryllup. 
"Og du kan ikke dukke op i dét der-" skrædderens blik faldt på hans tøj, og han nikkede med en kritisk lille rynke imellem øjnene inden at han genoptog arbejdet. "- tøj. Det adelige selskab ville få noget galt i halsen" grinte han lavmælt, og fik sænket armene da han virkede til at være færdig med sine skriblerier. 

Og blikket vendtes afventende imod Fabian idet at Aldamar hoppede ned fra den skammel han havde stået på.

Det her var nok også den bedste måde at invitere Fabian på. Der var intet pres til at han skulle give et ordentlig svar, og heller ikke nogen mulighed for at han kunne grine over absurditeten af situationen, selvom han også følte at Aldamars reaktion på tingene ville være anderledes, hvis han vidste, hvad Fabian vidste.
At Fabian i det hele taget havde et valg, gik ikke op for ham, fordi det virkede så naturligt, at han ikke ville kunne afslå, og på sin vis ønskede han faktisk heller ikke at afslå. En undskyldning for at være omkring Aldamar, til trods for den formelle situation... det var svært at sige nej til.

Var det ikke længere en mulighed? Fabian havde måske en lidt anden mening om det, men måden hvorpå hjertet bankede lidt hurtigere og han blev lidt varm i kroppen, sagde dog at han ikke var imod meningen. Det var også tydeligt at der var overraskelse i Fabians ansigt, men smilet kunne ikke holde sig væk, og hvad end Aldamar troede måske var mellem dem, var i hvert fald støttet op omkring det blide smil på Fabians læber.
"Det har du jo nok ret i," indrømmede han og kiggede lidt ned af sig selv. Der var intet galt i det, men hvis Aldamar betalte, og ville have ham der, så kunne han jo ikke sige nej. "Jeg kan vel ikke være bekendt at møde op til dit bryllup uden at se ordentlig ud." Desuden havde han fået at vide at han faktisk ville se ganske godt ud i ordentlig tøj, og skræddersyet ligefrem? "Hvad havde du i tankerne?" Aldamar var den mode rigtige mellem de to af dem, og han ville på en eller anden måde gerne lade Aldamar styre det. Han fandt det spændende hvordan Aldamar tog kontrol, og hvordan han ikke helt vidste hvad han forvenetde når han overlod alting til ham. Der var den tillid de havde snakket om.