Nå. Der falmede smilet så lidt mere. Han havde uden tvivl forventet en lidt større reaktion fra Daphnie, men måske kunne han ikke bebrejde hende. For da han kom tæt nok på, kunne han da godt se, at hun så lidt snalret ud. Det forklarede også den lidt bitre lugt, en lugt han aldrig havde brudt sig meget om. Han ville bare gerne have hende til at anerkende, at han kedede sig! Det var da ikke meget at bedre om.
I stedet henvendte hun sig til den fremmede, så hun kunne præsentere sin fætter, hvilket ikke foregik helt så elegant, som det havde gjort gangene før. Hvor meget havde hun drukket?
”Hvor diskret,” nåede han lige at mumle, inden han hørte den fremmedes stemme, og måtte rette sig mod hende. Tonen i hendes ord var afslørende nok. – Hun vidste uden tvivl hvad der foregik mellem ham og den halvfulde kvinde ved hans side. Men hvorfor Daphnie havde valgt at fortælle det til hende, kunne han ikke lige regne ud.

Havde det drillende glimt ikke taget spydigheden af den fremmedes kommentar, ville det ikke have forhindret det morende smil fra at brede sig på hans læber. Det blev efterfulgt af en kortvarig latter, der gav hende fuldkommen ret i sine ord. Han havde ikke gode manerer.
Han skævede mod hånden der blev rakt frem, men han lod hende hænge lidt, da han lige brugte et øjeblik på at lade blikket glide ned over hende. Så langt ned han nu kunne, indtil bordet kom i vejen.
”Hm. Jeg ville beklage, at jeg braser ind i jeres samtale, men så gode manerer har jeg ikke,” sagde han, idet han endelig rakte en hånd frem og tog imod hendes hilsen.
”Men måske jeg kan lokkes til at tilgive jer, hvis I ikke beder mig om at gå. Der er grænser for hvor længe jeg kan more mig over indholdet i Daffes dagbog.” Det var vist ikke helt sandt, hvilket den lette latter straks afslørede, men han havde brug for at lave noget andet end at læse. Han forventede dog en reaktion fra Daphnie, når han nu offentligt sad og fortalte, at han læste hendes dagbog. Han lænede sig en anelse tættere på Daphnie, så han lidt dæmpet kunne spørge;
”Hvorfor ved Athena hvem jeg er?” Var det ikke det, hun hed? Hans stemme var ikke dæmpet nok til at den kønne kvinde på den anden side af bordet ikke ville kunne høre med, så han ville vel blive rettet på, hvis det var forkert.

 En intens fnisen forlod Daphnies læber, da Fielthena kommenterede på at Jaris havde dårlige manere. Der var næsten ikke noget der var mere sandt. Lige nu, kunne hun ikke huske, at hun nogensinde havde oplevet Jaris have gode manere, men det var nok også mest vinen der talte.
 " Det har han virkelig ikke! " Fnes hun, inden hun flyttede blikket hen på ham. Der var i hvert fald et sted han især havde dårlige manere, men det gjorde hende bestemt ikke noget. Det lystige glimt der kort fandt vej til hendes øjne, afslørede hvilket spor hendes tankerne var ramt ned i, og hvis ikke det var tegn nok, kørte tungen kort hen over underlæben, inden tænderne sank ned i den. 
 Daphnie flyttede blikket tilbage på Fielthena, stadig med underlæben inden mellem tænderne, inden hun trak lidt på skulderne. Hun havde jo teknisk set ikke en aftale med Jaris, de var jo ikke et par, og Jaris kunne trods alt passe sig selv. Desuden snakkede hun ikke alt for højt om at han var hos hende, selvom alle nok vidste det efterhånden. 

 Mens Jaris undskyldte og svarede på Fielthenas kommentarer, lænede Daphnie sig frem, greb fat om vinglasset, og lænede sig så tilbage og tog en slurk. En slurk hun dog næsten fik galt i halsen ved Jaris ord, og hun begyndte at hoste og hakke, med en hånd mod brystet. 
 " Min hva!? " fik hun hæst glemt ud mellem hostene, som helt gav hende tårer i øjnene. Sagde han lige hendes dagbog?! Hun nåede dog ikke at tænke særlig meget over det, før han lænede sig tættere på hende, og Daphnie spejlede ham - dog ikke helt så godt, og overvurderede hvor meget hun behøvede at læne sig, og lænede sig derfor noget længere frem end hun behøvede. 
 I et øjeblik sad Daphnie bare og kiggede på Jaris med et forvirret udtryk og blinkende øjne. Athena? Det tog lidt tid at flytte rundt på brikkerne, for at hun kunne forstå det var Fielthena han mente.
 " Oh, Fielt? " Spurgte Daphnie hviskende, og skævede mod Fielthena. Hvorfor var det nu at hun vidste hvem Jaris var? Daphnies pande rynkede sig i en tænkende mine, og det var tydeligt at se at det knagede inde bag krøllerne. Til sidst trak hun lidt på skulderne og så tilbage på Jaris.
 "  Fordi jeg ikke kan lyve? " ordene var spørgende og prøvende, for de var trods alt sande - hun kunne virkelig ikke lyve, ikke særlig godt i hvert fald - men om de var sande nu, det kunne hun ikke lige huske. 

Skønt at Fielthena uden videre havde kommenteret på Bjork’s manerer eller manglen på samme, så lod det ikke til at gå ham synderligt på. Som vand skyr olie, prellede kommentaren fuldstændig af på den unge mand. 
Ikke alene lod han den fremrakte hånd hænge lidt i luften, inden han valgte at tage den. Han lod også noget ublufærdigt sit blik vandre hen over Fielthena’s skikkelse, til bordkanten bremsede ham. Prikken over i’et måtte dog være hans ikke særlig diskrete hvisken. Daphnie stemmede i med et fnis, og guldsmeden havde i virkeligheden svært ved at afgøre om det skyldtes vinens virkning, at hun tog så let på sin fætters valsen ind i deres samtale eller om det bare skyldtes, at denne langhåret unge mand var ham der havde fået hende til smile helt nyforelsket, bare ved tanken om ham.
”Du er godt klar over jeg kan hører hvad du forsøger at hviske til hende, ikke? Er du altid så.. Udiskret?” spurgte hun retorisk den nytilkomne til bordet, men blikket faldt alligevel på Daphnnie, som var det ønsket at hun svarede på, om han altid var sådan?
Fielthena kunne ikke helt holde et moret smil tilbage, ved kommentaren om dagbogen. Faktisk blev hun kun endnu en gang mindet om, hvorfor hun aldrig havde ført noget så tåbeligt som en dagbog. Hun ville ingen gang have papir indblandet, når hun blev hyret til mere lyssky forretninger.
”Bare rolig, jeg lover ikke at fortælle nogen, at du ikke er hendes fætter eller det håber jeg ikke at du er? Og heller ikke at I lokker hinanden i fordærv.” det var sagt akkurat lavt nok til ordene kun kunne høres af Daphnie og Bjork, skulle en af de arbejdende på kroen gå forbi med et halv lyttende øre.

Kom han nu til at dele for meget? Daphnie fik vinen galt i halsen og hendes hosten og hakken fik Jaris til at grine, selvom han forsøgte at holde latteren tilbage. Det kunne da ikke se ud som om han morede sig over at hun var ved at blive kvalt, for det var da slet ikke tilfældet. Kun lidt. Han morede sig langt mere over reaktionen på hans ord. En reaktion han ikke havde tænkt sig at kommentere på, for så mange detaljer behøvede hun da heller ikke.
Han nikkede let til hendes hviskende spørgsmål. Ja okay, han gættede da næsten den andens navn rigtigt. Næsten. Han blev da også lige gjort opmærksom på, at hans spørgsmål ikke var blevet stillet helt diskret, hvilket han udmærket godt var klar over. Så han rettede blikket mod Fielthena og nikkede til hendes retoriske spørgsmål.
"Ja," svarede han alligevel, nu hvor hun alligevel fiskede efter et svar, bare ikke fra ham. Han var virkelig altid så udiskret. Det var et helt andet udtryk han fik i ansigtet, da han rettede blikket tilbage mod Daphnie.
"Virkelig? Det gik da ellers fint, da dine forældre var her." Det store smil om hans læber afslørede at han tydeligvis stadig morede sig gevaldigt over hele den situation. Hun havde uden tvivl været rimelig god til at lyve den dag.

Lige så stille rakte Jaris ud efter Daphnies vinglas, mens han lyttede til Fielthena. Han skævede mod hende og rystedet let på hovedet, bare for at give hende ret. Han var ikke Daphnies fætter. Han skulle lige til at stjæle en lille tår af vinen, men afbrød sig selv, da han ikke kunne lade være med at le.
"Du tror Daphnie lokker mig i fordærv? Jeg troede du vidste, hvem jeg var?" Han formåede at holde stemmen dæmpet, så ingen udover dem ved bordet, ville kunne høre med, men hvad han helt nøjagtig mente med sine ord, var ikke til at tage fejl af. Han kunne ikke lokkes i fordærv, men han var udmærket godt klar over, at han lokkede den unge Daphnie i fordærv.

 Det var ikke til at vide hvor tydeligt det var, men Daphnie havde utroligt svært ved at koncentrere sig om at føre en samtale med både Jaris og Fielthena. Hun havde aldrig drukket vin før, og det var tydeligvis noget helt andet end øl, og påvirkede en lille, krølhåret dame, noget anderledes. 
 Daphnie var derfor noget langsom til at reagere på spørgsmål og kommentarer og registrere om det var ting hun skulle svare på. Derfor var det først da Jaris svarede ja, at det rigtigt gik op for Daphnie at Fielthena havde sagt noget, og Daphnie nikkede lidt, uden helt at vide hvad der var blevet spurgt om, men hvis Jaris sagde ja, var det vel fint nok at nikke. 

 Blikkede flyttede sig dog ikke fra Jaris, og da han kommenterede på hendes evner til at lyve, åbnede og lukkede munden sig et par gange, men hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige. Hun prøvede at tænkte tilbage på besøget af hendes forældre, men kom frem til at det ikke var hende der havde løjet der.
 " Det var dig der løj der..!" klagede hun. Selvom Jaris havde fået skyld for ikke at være særlig diskret, var det heller ikke fordi Daphnie var. Hun havde ingen fornemmelse om hvor højt eller lavt hun snakkede, og var derfor nok heller ikke helt så stille som hun burde være. 
 Jaris tog vinglasset fra Daphnie, og hun skulle lige til at brokke sig da hånden var blevet tom, men blev så distraheret af Fielthena, kommenterede på deres forhold. Blikket blev her endeligt fjernet fra Jaris, og Daphnie så på Fielthena med hovedet lidt på skrå. Da det gik op for hende hvad hun havde sagt begyndte Daphnie at fnise, og hun skævede kort til Jaris.
 " Jeg lokker ikke.. " de to andre havde sænket stemmen, men Daphnies - i øjeblikket - dårlige evner til at vurdere noget som helst, gjorde at hun ikke selv fornemmede om hendes stemme var høj eller lav. Daphnie rykkede sig lidt tættere på Jaris, ikke specielt diskret, og flyttede blikket tilbage på ham.
 " Hun ved ikke hvem du er ... Hun ved bare.. hvem du er.. " Det gav god mening i Daphnies hoved. Fielthena havde gennemskuet lidt hvem han var i forhold til Daphnie, men hun vidste ikke hvem han egentlig var som person. Derfor nikkede hun også lidt efterfølgende, for at understrege at hun havde ret. Og så stjal hun vinglasset tilbage for at drikke den sidste tår fra fra, om så Jaris havde nået at drikke af det eller ej. 

Det var uundgåeligt at Jaris ikke blev mindet om sidst Daphnie havde drukket sig fuld på kroen. Den dag han kom til at være lidt for tæt med både Lukas og Alija, og Daphnie ikke havde taget det helt pænt. Han havde måske selv være ude om det, taget i betragtning at han ikke havde holdt igen med sin nærgående personlighed overfor alle andre end hende. Hvis man så bort fra den hånd, han lige fik lagt mod hendes lår under bordet. Men han måtte jo ikke. Lige som han denne dag heller ikke måtte gøre noget som helst, for ingen vidste hvem på kroen der lyttede og ville sladre. Men Daphnie var mindst lige så sløret, hvis ikke mere. Det tog hende jo en evighed at komme frem til en konklusion, og dermed så en konklusion, der var helt skæv.
Han hævede et øjenbryn der tydeligvis afslørede, at hun var helt gal på den. Havde hun hørt ham lyve? Selv ikke den dummeste unge ville tro ham.

Nu hvor Daphnie ikke lod til at være den hurtigste i øjeblikket, forventede han egentlig ikke så hurtigt et svar fra hende, men det gav ham da lige tid til at stjæle en tår af vinen, inden hun tog glasset tilbage.
”Nårh, så.. Urgh.. Har du overvejet at komme lidt sukker i? Jeg er sikker på det vil hjælpe.” Han skulle til at svare, da den bitre smag fra vinen tog til og han afbrød sig selv med en lige så bitter grimasse. Nej, han kunne stadig ikke fordrage smagen af vin. Han rystede let på hovedet og rømmede sig, inden han var klar til at fortsætte. Var det underligt at Daphnies forvirrende ord gav mening for ham?
”Men så lad mig da høre hvem Athena forestiller sig jeg er, siden hun tror at jeg kan lokkes i fordærv?” Hvis det var hendes overbevisning, så måtte hun vel have gjort sig tanker om hvilken person han var, når han ikke var i selskab med Daphnie, gættede han på. Han rettede blikket mod Fielthena, fuldstændig klar over at han endnu engang havde kaldt hende ved forkert navn, men nu var det med vilje. Hun skulle nok ikke forvente, at han ville ændre det fremover.

Hun ved ikke hvem du er, hun ved bare hvem du er.
Ordene gav absolut ingen meningen for Fielthena. Selvom hun selv havde indtaget vin nok, til at dens varme havde sat sig i kroppen og givet en lille rødlig kulør i de ellers blege kinder, så var hun også overbevist om at Daphnie’s ord ikke gav mening fordi det var det rene volapyk, og ikke fordi hun selv var beruset af den gærede druesaft. Fielthena endte derfor med at ligne et lige så stort spørgsmålstegn, som hun følte sig som i øjeblikket.
”Altså jeg har ingen ide om hvad Daphnie forsøgte at sige, men jeg ved du bringer langt større sommerfugle sværmende følelser frem i hende, end hendes kommende mand gør. Dét smil tanken om dig bragte frem, er ikke til at slå fejl af.” begyndte hun at besvare spørgsmålet, kun skævene til Daffe ud af øjenkrogen. Nok vidste guldsmeden ikke meget om kærlighed og dertilhørende følelser, men hun var hverken dum eller blind.
Med samme åbenlyshed, som Jaris havde beskuet hende i, lod Fielthena blikket løbe ned over ham ”Men du vil måske påstå, at du ikke lokker hende i fordærv med hverken hænder, mund eller…?” kontra spurgte hun med et skævt smil. Hun behøvede vel ikke at færdiggøre den sætning, før de begge kunne gætte hvad næste ord ville have været?
”Eller jeg kunne tage fejl og det er måske i virkeligheden omvendt? Ikke at jeg ville være overrasket, en så fin lille mund som Daffe’s kan trods alt være ganske… Overtalende...?” spurgte hun med en tydelig hentydning til hvilket 'overtalelser' hun mente. De grønne øjne skiftede fokuset fra den falske fætter og tilbage til Daphnie.

 Inden Daphnie nåede at forstå og komme frem til et svar til Jaris' kommentar havde hun tømt glasset for det sidste vin, og satte glasset på bordte. Hun sank dog ikke vinen med det samme, da hun jo godt kunne se hun nu kom lidt i problemer hvis det skulle sukker i. Forsigtigt prøvede hun at åbne munden for at sige noget, men så snart hun åbnede den bare det mindste, begyndte vinen at løbe ud af hendes mundvige, så hun lukkede den hurtigt helt igen.
 " Hmm.. Det kan jeg ik, den er tom.." mumlede hun så til det han havde sagt, efter at have lukket munden. Begge arme blev løftet på til munden så hun kunne bruge ærmerne til at tørre vinen væk med. 
 Optaget af at tørre sig selv fri af vin, havde Daphnie ikke koncentrationen til at følge med i deres samtale, og hun sad i stedet bare og tørrede mundvige, kæbe og hals af fra vinen der var stukket af.

 Da Daphnie var færdig med at tørre vinen væk, lod hun armene falde ned i hendes skød. Eller den ene arm gjorde. Den anden arm sneg sig lige så stille over på Jaris' lår. Hun synes selv hun var særdeles diskret, men der var ingen ting til at dække for hånden der kælent begyndte at glide rundt på Jaris lår. 
 Blikket lagde sig på Fielthena, og da hun begyndte at snakke om at Daphnies mund jeg god til at overtale, rynkede hun tænkende og undrende panden, inden hun løftede hånden fra hendes eget skød op mod læberne. 
 " Jeg fik ham da til at tælle mig hvad der var sket sidste gang han kom forbi.. " mumlede hun tænkende med hånden forsat mod løberne. Det gik fuldstændig forbi det fulde pigebarn, hvad vej samtalen havde drejet. Lige så stille faldt hånden væk fra læberne igen, og ned på låret, mens hun så over på Jaris, søgende efter om han kunne komme på andre gange hun havde overtalt ham til noget. 

Det var jo næsten umuligt ikke at blive distraheret af Daphnies utrolig akavet forsøg, da hun åbnede munden for at tale, men i stedet endte med at spilde vin ned af hagen. Stakkel fulde kvindemenneske.
"Nej, det kan jeg da godt se bliver et problem." Han kunne vel ikke andet, end at spille med på hendes snalrede snak. Han var dog overbevist om, at det ikke var et problem fordi den var tom, men fordi hun ville have problemer med at ramme glasset, hvis hun endelig forsøgte at komme sukker i. Det ville da være spild af sukker.
Derfra prøvede han så vidt muligt at følge ordentligt med i Fielthenas svar, men det var ikke uden at holde et skævende blik mod Daphnie, der fumlede med at få tørret vinen af sig.

Måske kommentaren om de mange følelser, som Jaris formåede at bringe frem hos Daphnie, skulle have fået ham til at smile, men det gjorde det ikke. Det var lige før man kunne se skyldfølelsen i den let sammenbidte kæbe, som tydeligvis afslørede at han ikke følte det samme.
Det åbenlyse blik, der gled hele vejen ned over ham, fik til gengæld et smil til at brede sig, og det blev kun større, ved hendes næste ord. Det var smilet som var skyld i, at han ikke behøvede at svare. - Nej, han ville bestemt ikke påstå, at han ikke lokkede Daphnie i fordærv, men det var uden tvivl ikke tilfældet den anden vej rundt.

Inden han nåede at åbne munden, kom Daphnie ham i forkøbet med et svar. Et svar der fik ham til at le, da hun tydeligvis ikke fangede den dybt perverse hentydning i Fielthenas ord. Han rettede lidt på sig, så han lidt nemmere kunne lægge sin hånd over Daphnies, uden det ville kunne blive set af de fleste.
"Daffes mund kan helt sikkert overtale med mere end bare ord," sagde han, idet han lige så stille gav sig til at føre Daphnies hånd længere op af hans lår. Han havde ikke tænkt sig at stoppe, før de nåede helt ind mellem hans ben, kun for at give hende en diskret hentydning om hvad der ment. Om den fulde kvinde så havde en chance for at forstå det, var vel ligegyldigt. Han blev jo stadig raget på.
"Men jeg ville aldrig påstå, at det kunne lykkes nogle at lokke mig i fordærv. Jeg er trods alt en fri mand, der nyder at gøre lige hvad der passer mig. Og det passer mig i særdeleshed at lokke de unge, uskyldige kvinder i fordærv." Han havde aldrig været bange for at være ærlig, og det var han heller ikke denne gang. Det rørte ham ikke det mindste, at Daphnie var ment til at skulle ægte en anden mand om lidt. Det forhindrede ham ikke i stadig at gøre som det passede ham.
"Man kan vel ikke bebrejde mig. Ikke når Daffe er så køn." I samme øjeblik sendte han Fielthena et sigende blik. Hun var da mindst lige så behagelig at se på.

Daphnie noget så ucharmende og ikke mindst akavede forsøg på, at åbne munden for at sige noget til kommentaren om sukker, resulterende i at vinen begyndte at sive ud ved mundvigene. Synet trak en rynke frem over Fielthena’s næseryg og mundvigene trak mod gulvet, i det hun måtte opgive at skjule de lille væmmelse der skød sig op i hende. ”Det er vist også for alles bedste.” mumlede hun selv ved Daphnie’s kommentar om det tomme vinglas, men ikke højt nok til at det fulde pigebarn burde kunne hører det.

Jaris’ udtryk blev sammenbidt, næsten forpint at se på ved hendes ord om hvilket følelser han vækkede i kvinden ved hans side. Han gengældte ikke hendes følelser til Fielthena’s store overraskelse og ikke mindst fryd. Den jalousi der så ofte havde truet med at brænde hul i hendes brystkasse, fik endelig noget andet at næres af, så den for bare et øjeblik gled over i noget helt andet; skadefro.
Det var kun til nød at den mørkhåret kvinde fik bremset det smil der truede med at trække i den ene mundvig, for at danne et skævt, tilfreds smil over Daphnie’s ulykke.

Guldsmeden stemme i den latter som Jaris startede, da Daphnie på ingen måde, som han havde observeret hvilken pervers undertone der havde ligget i ordene. ”En mund med mange talenter..." sagde hun stadig med latteren i stemmen. Bikket fulgte hvordan armene under bordet krydsede forbi grænsen for hvornår egne lår stoppede og over til hvor sidemandens begyndte. Et modigt valg taget i betragtning af hvor hemmelighedsfuld Daphnie havde forsøgt sig at være, i snakken om andre mænd, så de med for lange øre ikke skulle lytte med. Lange øjne lod til gengæld ikke til at være noget at tage højde for.
”Bestemt ikke. Desuden ved alle jo at, en mand har jo vise behov som nogle gange kun en kvinde kan stille tilfreds.” stemte hun i med et tungespidsen flirtende glide over tændernes kant, inden læberne krusede sig i et lige så sigende smil, som hans blik havde været.

Jaris kunne ikke undgå at lægge mærke til Fielthenas udtryk af væmmelse, da vinen uheldigvis forlod Daphnies mund. Et lille smil gled over i den let latter, der ikke kun afslørede at han morede sig, men også at han uden tvivl ville huske det til en anden gang. Det var vel bare en god mulighed for at irritere hende uendeligt meget i fremtiden, for han regnede da ikke med at det var sidste gang han mødte hende. Ikke når Daphnie åbenbart kendte hende så godt, at hun fik lov til at kende manden bag hendes falske fætter.

Blikket gled lige over mod Daphnie, mere specifikt de omtalte læber med de mange talenter, og så kunne han ikke holde et smil tilbage. Han klagede da i hvert fald ikke, men måske han bare generelt var lidt for let at stille tilfreds.
Der gik ikke mange øjeblikke før Jaris slap Daphnies hånd igen. Forhåbentligt ville ingen lægge mærke til noget, nu hvor han havde rettet sig til, netop for at dække så godt som muligt for hændernes færden. Det var jo heller ikke fordi Jaris havde noget imod at fortsætte, men han vidste hvor dårligt hun ville have det, hvis hun dagen efter fandt ud af, at nogen havde set det.
Hans blik fandt lige så stille tilbage mod Fielthena, hvor han lagde mærke til tungens dans over tænderne og derefter et besvarende smil.
"Men hvorfor stoppe der? Når man kan få mere end bare en enkelt kvinde til at stille en tilfreds." Han var sikker på at hentydningen var helt klar. Når hun nu valgte at svare tilbage med lidt flirten, så måtte han vel tage chancen og invitere hende med. Men han sørgede selvfølgelig stadig for at holde stemmen dæmpet. Selvom han sagtens kunne have fundet på det, var der ingen grund til at lade andre følge med i den samtale.
"Det er vel kun retfærdigt, nu hvor Daffe allerede er blevet tilfredsstillet af mere end bare én mand." Delte han for meget igen? Han rettede sig mod Daphnie, som om han ventede på at høre hendes mening, og selvom han da gerne ville, så var det mere for at se hendes reaktion, når han afslørede hvor uanstændig hun havde været med den falske fætter og en anden.

 Det var nok oplagt at Daphnie fulgte med i den samtale der var mellem de to andre ved bordet. Det var jo trods alt om hende. Det var bare ikke der hendes opmærksomhed var, men i stedet på hånden mod Jaris lår, og hvor sulten hun pludselig var efter at hive ham med hjem i seng. En følelse der kun blev mere intens som Jaris lagde hans hånd mod hendes, og førte den længere op. Hun stoppede ham ikke. I stedet holdt hun vejret lidt. 
 For Daphnie var det ikke andre omkring dem, end hende selv og Jaris. Hun var svundet ind i hendes egen lille bobbel af lyst og lummerheder, blandet med fuldskab. En fuldskab der gjorde at hun lod Jaris føre hendes hånd helt op mellem hans ben. Noget der fik hende til at flytte sig en smule på stolen, og åndede langsomt og tungt ud. Hendes blik sagde alt, og hvis ikke det var tydeligt nok, sank tænderne også ned i underlæben.

 Opslugt af at mærke Jaris og være tæt på ham, tænkte Daphnie heller ikke over at han slap hendes hånd eller flyttede lidt på sig. I stedet bevægede hånden sig lige så stille uden hun tog blikket fra Jaris. Deres samtale virkede fjern for hende, var det alligevel var hun kommet lidt mere tilbage til virkeligheden da Jaris havde flyttet på sig.
 Derfor stoppede hun også op med bevægelserne, ved det sidste Jaris sagde. Det tog lidt tid før hun faktisk fik forstået ordenligt hvad han sagde, men da hun gjorde, flyttede hun hånden lidt så hun kunne nive Jaris i låret.
 " Shhhhh! " tyssede hun højlydt og en smule sammenbidt. Trods en let rød farve fra alkohollet lå over hendes kindben og næse, kunne man alligevel ane en rødmen. For at sikre sig han ikke snakkede videre, skyndte hun sig at lægge en hånd foran hans mund.
 " Det var så jeg kunne blive fikset.. Det snakker vi ikke om.. " Daphnie havde muligvis glemt alt om at Fielthena sad lige ved siden af hende, og kunne høre alt hun snakkede. 

Nærmest med den største selvfølge, lod det ikke til at Daphnie’s alkohol sløvede sind tog den store notits af, hvordan Fielthena havde måttet vrænge på næsen over hende. I stedet virkede hun langt mere optaget af manden ved hendes side, og hvor hånden under bordet var i færd med at bevæge sig hen. Nok blev det skjult ganske glimrende for resten af kroen, men med en plads på første række til deres pilleri, var det ikke svært at regne ud at der ikke kun blev kløet lidt på låret.
Som havde det kun været Daphnie og Jaris til stede i rummet, lod den krølhåret unge kvinde sin vejrtrækning påvirkes ret betydeligt, uden at hun gjorde bare det mindste forsøg at på at kontrollerer den bare en anelse. I sidste ende endte Fielthena med at gribe chancen for en noget mere direkte flirten, når nu faren for at Daphnie ville registrere det var uhyre minimal. Hun skulle jo helst ikke opdage mere, end at den lille glød af nysgerrighed og overvejelse af guldsmedens forslag stadig blev holdt i live, til den forhåbentlig ville blusse op til et bål, der kun ville kunne slukkes ved at give efter.
”Mhm, men det kræver jo sin mand at kunne håndtere og stille begge kvinder tilfreds.” en lille pause blev taget, mens hun i ly af bordet strakte benet mod Jaris’ og strøg foden op ad det ene ”Desværre vil de færreste kvinder dele en mand med en anden kvinde og hvilken skam er det ikke? Jeg er ellers sikker på alle parter kunne få noget ud af sådan en lille aftale, ligeligt.” sagde hun med et sigende smil, mens foden blev trukket til sig igen, inden hun lænede sig frem med underarmene hvilende mod bordpladen, da det pludseligt blev delt at Daphnie have været i en trekant før og så med to mænd ”Fikset? Hvad kræver to nøgne mænd for at fikse noget, som er så hemmeligt at det umuligt kan være hudsult?” denne gang var hun virkelig nysgerrig på hvad det var. Nysgerrig på om det var information, der kunne bruges imod Daffe.
Afventende flyttede blikket sig mellem de to personer, sikker på at hvis ikke Daphnie spyttede ud, så ville hendes falske fætter glædeligt dele hvad fikset dækkede over.

Det var jo lige før Jaris blev bare en anelse fornærmet over Fielthenas ord. Det ene øjenbryn blev løftet, men afspejlede ikke fornærmelse, men overvejelse. Hun betvivlede jo ligefrem hans evne til at stille nogen tilfreds, og lige meget i hvilket omfang det så end var, var han vist mere end erfaren nok.
Han lænede sig tilbage på stolen og gled helt ud på kanten at sidde, bare så hun kunne nå lidt længere med foden.
"Hvis det er mine evner til at tilfredsstille du betvivler, er du da velkommen til at komme nærmere og få en smagsprøve." Han havde ikke glemt hvad der skete sidste gang han flirtede så åbenlyst med en anden foran Daphnie, men det betød ikke at han havde lært noget af det. Desuden havde hun ikke en øl at hælde over ham denne gang.
"Nogle kvinder har vel bare brug for en lille smule overtalelse." Den sidste kommentar var mere rettet mod Daphnie end Fielthena. Det var nu hans mangel på følelser viste sig lidt mere. Han gjorde aldrig noget mod andre, som de ikke ønskede, men det ville vel ikke være så stor en udfordring at overtale Daphnie til at sige ja alligevel.

Der kunne ikke længere være tvivl om hvor meget Daphnie havde fået at drikke. Det var i hvert fald nok til at hun ikke stoppede ham i at flytte hendes hånd helt ind mellem hans ben, og heller ikke stoppede da den først var nået så langt. Han mærkede hende endda fortsætte ned ad samme vej selv, da hun overraskende nok gav sig til at bevæge hånden. Det var vist meget godt han valgte at slippe, for han var egentlig ikke i tvivl om, at hun ville have fortsat endnu længere, hvis hun havde fået lov. I stedet blev de behagelige berøringer erstattet med et niv i låret, da det endelig gik op for hende hvad, han havde sagt, og han kunne ikke lade være med at smågrine.

Han skulle lige til at åbne munden og svare, men blev afbrudt af hånden, der lagde sig hen over. Han rynkede let på brynene. Regnede Daphnie virkelig med, at det ville stoppe ham. Han sørgede for at gøre tungen godt våd, inden han skubbede den ud mod hendes håndflade. Hvis det ikke virkede, kunne han altid selv fjerne hendes hånd, inden han lænede sig lidt frem mod Fielthena, som skulle han til at afsløre en af Daphnies dybe hemmeligheder.
"Du kan jo prøve at afklæde mig og en anden mand, og håbe på at finde ud af det," sagde han næsten hviskende og med et drillende smile. Trods han sjældent havde et problem med at dele informationer, som egentlig ikke var hans at dele, så måtte denne være en af dem som han holdt næsten for sig selv. Han kunne sige nok til at gøre folk nysgerrige, men ikke nok til at afsløre noget dybere. I stedet tog han muligheden for at komme med endnu en lummer bemærkning.

Det var i særdeleshed fristende at læne sig ind over bordet. Tæt nok på Bjork til deres ansigter ville være tæt nok på hinanden, så de varme ånde ville blande sig med hinanden – så tæt at det kun ville kræve en finger i hans halsåbning, til at hive ham ind i et kys. Et kys der forhåbentligt ville gøre Daphnie rødglødende af vrede, med giftgrøn jalousi dryppende af sig. Det ville i sandhed fryde Fielthena at vide at selv med det sløve sind ville Daphnie ikke kunne undgå at skulle se kysset.
Men hun blev i stedet siddende tilbage på stolesædet, og lod i stedet det udfordrerne glimt i de grønne øjne være svar nok.

Skuffet var nok den nemmeste måde at beskrive, hvilken følelse der indfandt sig i den mørkhåret kvindes krop. Det havde virket til at han ville afsløre, hvad der lå til grunde for at den ellers så ’uskyldige’ Daphnie havde haft brug for hele to mænd. Kun for at blive spist af med endnu en åbenlys flirten, en flirten hun ville have sat pris på, havde det ikke været fordi hun forventede noget andet – noget bedre…
Skuffelse lod sig ikke vise, i stedet lænede hun sig denne gang nærmere ind over bordet, men ikke så deres ansigter var for tæt hinanden. Det var i samme lave toneleje svarede hun ham ”Nu frister du jo bare og så uden at jeg ved om Bjork er dit faktiske navn, eller om det bare et endnu en del af dit dække om fætter?” hovedet skrånede sig til den ene side  ”Men det er også lige godt, hvis du er så god som du påstår, så vil der ikke være tid til at sige dit navn.” med et blink af det øje der ikke var mod Daphnie’s side, lænede Fielthena sig tilbage i samme bevægelse som hun rejste sig ”Og hvis I vil have mig undskyldt, så må jeg hellere vende næsen hjemad. Det var hyggeligt at se dig Bjork, at få sat ansigt på Daffe’s fætter.” hun smilede ned til begge to, men på vejen forbi Daphnie, lænede hun sig ned med en hånd på skulderen og munden ud for hendes øre, hvor i hun hviskede ”Tilbuddet står stadig ved magt, tænk over det… Jeg lover ikke at sladre.” fuldkommen uvidende om, at Jaris uden problemer ville kunne hører hendes hvisken.
Med de ord rettede hun sig op og satte kursen i retning af døren til kroen, og ud i den kølige aftenluft.

 Daphnie var alt for optaget til at gramse på Jaris til at følge med i hvad de lavede eller snakkede op. Alligevel fornemmede hun at der blev snakket lidt til hende, da Jaris blik blev vendt mod hende, og med et fraværende hmm? blev hovedet tippet lidt på skrå, mens hun så i Jaris' orange øjne. Jaris viste vidst alt for meget om hvordan man skulle overtale Daphnie til noget, så et eller andet sted var det nok meget godt hun ikke helt havde været opmærksom på hvad de snakkede. 
 Lige nu var hun muligvis villig til at gøre hvad som helst for at få lov til at pille lidt mere ved dæmonen.

 Det skiftede dog hurtigt og med en hånd for Jaris' mund flyttede Daphnie pludselig noget mere opmærksom blikket hen på Fielthena, inden det blive slået ned med nogle helt andre følelser end hun havde vist i alt den tid de havde snakket. Det var tydeligt at den unge dame ikke var tilpas med at snakke om det. Hånden om Jaris mund klemte lidt som det begyndte at svige i øjenkrogene. 
 "Ik no - eeew Jar...! Urgh!  " Midt i at hun var ved at svare Fielthena mærkede hun Jaris' våde tunge mod hånden - måske lidt forsinket - og som hun skulle til at brokke sig, nåede hun også kun lige at stoppe sig selv fra at sige hans navn. 
 Daphnie fik hevet hånden til sig og med en irriteret brummede tørrede hun den af i hans skulder, inden hun surmulende lænede sig tilbage i stolen, med armene lagt over kryds langt oppe på brystkassen. Med numsen gledet lidt mod kanten af stolen, var det lige før Daphnie nærmest lå på stolen. Noget der førte til at hendes øjenlåget pludselig meget tunge og svære at holde åbne. 

 Først da Fielthena lagde en en hånd på hendes skulder, kom der lidt mere liv i Daphnie, og hun fik sat sig lidt mere op på stolen. Øjnene blinkede lidt et par gange ekstra mens hun lyttede, og lige så stille sneg der sig en rød farve over Daphnies kindben. Hun havde glemt alt om forslaget, men nu stod det klart i hendes erindring, og virkede faktisk ikke helt som så dum en ide alligevel. 
 Blikket fulgte Fielthena som hun gik ud fra kroen, mens Daphnie en smule fraværende og tænkende bed sig i læben. Selvom hun prøvede at holde sig lidt fra Declan, var det jo lidt også på grund af de ting Fielthena havde sagt i guldsmeden, så måske det ikke var så galt igen, og lade sig gå med til det.

Det behøvede intet bevis, før Jaris var klar over at Fielthena måtte være skuffet. Hun havde forventet svar på en hemmelighed, og havde vel ikke spurgt ind til emnet, hvis det ikke var fordi hun ønskede at blande sig. Hvis Daphnie ikke betød mere for Jaris end de fleste andre, ville han måske heller ikke have holdt tilbage. Måske det ikke ville have været et problem overhovedet, at svare helt oprigtigt på hendes spørgsmål, og ignoreret det faktum, at Daphnie ville være den som endte med at betale for det.
Selv kunne han vel ikke lade være med at føle en lille snert af skuffelse også, når han nu lagde så åbenlyst op til at ville smage den lokkende kvindes læber, men ikke fik lov. I stedet måtte han følge hende med blikket, som hun lænede sig tilbage igen og rejste sig.
Han forblev tavs, men smilet om hans læber afslørede at hun havde ret. - Hun kendte ikke hans rigtige navn, men hvis hun alligevel var på vej til at gå, var der vel ingen grund til at lade hende få det. Skulle de ende med at støde på hinanden en anden gang, kunne han dele det til den tid.

"Hyggeligt at møde dig. Vi ses, Athena." En sidste bevidst kommentar med det forkerte navn, inden hun henvendte sig til Daphnie med hviskende ord.
Han lænede sig tilbage i stolen og så sig lige over skulderen, indtil Fielthena forlod kroen. Han rynkede brynene let og rettede så et nysgerrigt blik mod Daphnie.
"Hvilket tilbud?" Han kunne ikke undgå at lægge mærke til den røde farve, som hurtigt fik lagt sig over hendes kinder, hvilket kun gjorde ham mere nysgerrig. Så var det vel bare spørgsmålet om hun overhovedet var klar nok i hovedet til at kunne forklare noget som helst, eller om han måske hellere skulle hjælpe hende hjem i seng.

 Blikket hvilede mod døren ind til Fielthena gik ud af den, og derefter fandt Daphnies blik tilbage på Jaris. Blikket flakkede lidt rundt i hans ansigt, inden hun smallede øjnene lidt ved hans spørgsmål. Mest fordi hun lige skulle overveje hvad det var for et tilbud han spurgte ind til, og efterfølgende om det var noget han skulle vide. 
 " Ikke noget.. " sagde hun så endelig, inden hun tippede frem og lod hovedet lægge sig mod Jaris skulder og lukkede øjnene lidt. 
 " Bare lidt tøse snak.. " blev det så mumlet lidt.

 Sådan sad Daphnie lidt, og bare puttede med hovedet på Jaris skulder. Indtil hun i en pludselig bevægelse drejede hovedet lidt så læberne var ud for hans hals, og han  ville kunne være hendes vejrtrækning mod huden. Det var ikke til at vide om hun var kommet i tanke om, at hun havde sat og pillet ved ham lige gør og egentlig havde lyst til ham, eller om hun bare var træt, men ordene der hviskende forlod hendes læber kunne betyde begge dele. 
 " Jaris.. Jeg vil gerne hjem.. " Den ene hånd kærtegnede ham lidt på brystkassen, mest af alt fordi hendes hjerne sagde hende at hun skulle gøre noget for at overtale ham til at ville hjælpe hende med at gå hjem. Hun var ikke helt sikker på at hun kunne gå specielt godt lige nu. Det hele snurrede lidt for hende. 
 " Jeg vil kun have dig.. " hviskede hun så ud af det blå, da hun igen kom i tanke om Fielthenas tilbud, og hun kort glemte at Jaris ikke vidste noget om det. Hun ville bare lige gøre han sikker på han vidste at hun altså ikke ville skifte ham ud.

I et øjeblik var han i tvivl om hun overhovedet kunne huske noget. Om hun overhovedet kunne huske hvad hende og Fielthena havde talt om. Hun så i hvert fald ikke ud til at forstå meget af hvilket tilbud Jaris nu spurgte ind til. Den røde farve i hendes kinder kunne vel også være kommet af så mange andre grunde. Det var ikke til at vide hvilke tanker der flød rundt i den fulde hjerne. Om hun faktisk havde glemt det allerede, eller om hun bare forsøgte at børste det diskret væk med sin mumlende undskyldning, var han heller ikke helt klar over. Men han kunne vel altid spørge en anden gang. Hvis han huskede det.
"Mh-hm..." mumlede han, ikke helt sikker på om han skulle tro hende.

Han lænede hovedet ned mod hendes, hvilede lige kinden mod det krøllede hår, men kun et kort øjeblik, indtil hun rettede på sig. Han mærkede den varme ånde mod halsen, og skævede lige ned mod hende. Et lille smil bredte sig om hans læber. Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at opfatte de ord bare lidt perverst, men han var da godt klar over, at lige så snart hendes hoved ramte en pude, ville hun falde i søvn.
Han rynkede brynene, undrede sig over hendes næste kommentar, og smilet endte i en let latter.
"Du er tydeligvis træt. Kom, Daffe. Lad os komme hjem." Hvis han valgte at lægge mere i det, kunne han vel sagtens have opfattet de ord som en forlængelse af hendes hentydning. At hun gerne ville hjem og kun have ham. Men så tydeligt påvirket hun var, kom hans tanker slet ikke så langt.

Jaris lagde en arm omkring hende, trak hende med op at stå, da han også rejste sig, og så tøffede han mod døren. Jo mindre kraft hun selv lagde i sine skridt, jo bedre tog han fat omkring og trak hende med. Det ville nok ende med at han måtte løfte hende helt, og bære hende hjem. Hvilket han selvfølgelig glædeligt ville gøre.