På rigtig mange punkter der sad Kiri blot og gentog hvad hun selv havde fået at vide. De stærkeste bestemte, men også at hun ikke var den stærkeste. En del af hende havde aldrig stillet spørgsmålstegn til det, fordi det var Moretti der havde opfostret hende, og hjulpet hende med at se sit værd, og måske, også at hun ikke troede hun var så god, som hun måske var.
Men sandheden kunne være hård at sluge, især for Kiri, for selvom hun nysgerrigt havde lyttet til Iriskan, så var hun ikke helt klar på at give slip på sin verdensopfattelse, mest af alt fordi uden den, så gav… hele hendes liv ikke mening, og det var hun også godt klar over.

Hendes fingre borede sig lidt ind i hendes eget ben, men hun hverken flygtede eller virkede til at var på nippet af et vredesudbrud, selvom man godt kunne se blandede følelser der viste sig i hendes øjne. ”Men hvis det er det du tænker om Mørket… hvorfor er du her så stadig?” spurgte hun. Kiri havde trods alt haft en idé om at alle var her fordi de ønskede, men Iriskan lød ikke glad for Mørket, overhoved. Han lød nærmest sympatisk med Lyset, som om at det var dem der var fraktionen der ville landet det bedste?

Iriskan viste hans ord havde ledt den vej, og alligevel kom spørgsmålet bag på ham. Han rettede sig op fra den henslængte positur, og lagde hænderne i skødet med fingrene presset mod hinanden. Det var alt hvad der optog hans sind, men alligevel var det svært at finde ordrene til at beskrive hvorfor.

"Da mørket kom til min familiens hjem, tog de os alle mod vores vilje. Mænd, kvinder og børn. De delte os op, splittede os for alle vinde, og brugte det til at holde os loyale. Gør som der bliver sagt, eller det går ud over de andre... Så det er derfor jeg stadig er her. For hvis jeg ikke var, dræber de alle jeg har kær eller gør det der er værre. Jeg ved ikke engang om nogen af dem er i live længere, men.... men hvis de er, så er lydighed alt jeg kan gøre for dem"

Da han første fik hul flød ordren, først med usikre skridt, men snart tog de fart og faldt som løbende fødder der endelig var blevet sat fri efter års fangeskab.

Kiri lyttede i interesse til ordene Iriskan ytrede. Det var en anden fortælling end den hun var vokset op med. Med hvordan mørket ville det bedste for dem, og selvom de nok ville kunne argumentere deres sag i det her tilfælde, så var der noget i Iriskans ord som bare faldt anderledes hos Kiri, som i at hun ikke kunne forstå det. Hvorfor have soldater der ikke ønskede at kæmpe for deres sag. Det var som om at der kun kom flere spørgsmål, og hun krøllede sig lidt sammen, som hun med store øjne kiggede på ham.

Hun sank lidt spyt, og for en stund var hun stille, som hun ligeså stille forsøgte at oparbejde modet til at spørge. "Er det sådan Mørket finder soldater? Er... er det ikke fordi folk tror på deres sag." Hun vidste at hun ville få et anderledes svar end normalt, og hun var ikke sikke rpå at hun kunne stole på Iriskan mere end Moretti i sidste ende, men hun havde behov for at høre den anden side, og finde ud af om alt hun havde hørt i virkeligheden var en løgn. For det var næsten begyndt at lyde sådan.

Iriskans talestrøm døde ud, og stilheden faldt tungt. Iriskans ansigtsudtryk var et af bitterhed og et afsavn der nu hvor det havde fået lov at komme op til overfladen, truede med at overvælde ham totalt. Det var så længe sinde han havde set nogen af dem, han var begyndt at tvivle på om de ansigter han huskede faktisk var deres. Han var nød til at overbevise sig selv om, at han ville genkende dem hvis han så dem, for ellers fandt han kun fortvivlelse.

Kiris spørgsmål fik halvfuglen til at kigge op med overraskelse i hans blik. Han viste ikke helt hvilken reaktion han havde forventet, men det her kom bag på ham.
"I min erfaring... falder de soldater her jeg har mødt ind i tre kategorier: De der er her under tvang, de der nyder at gøre andre ondt, og de der ikke ved bedre... eller aldrig har oplevet andet" svarede han langsomt, hvert ord ærligt men mere velovervejede end nogle Iriskan ellers havde budt.

Nej, det var nok ikke det svar hun ønskede, eller søge, men hun var også godt klar over at det var det svar hun ville få. Hendes hænder knyttede sig og løsnede sig lidt i tak med at hun prøvede at finde ud af den følelse hun sad med. Der var intet had i hende over Iriskans ord, for det var vel ligeså meget sandhed for ham, som det at mørket var det bedste, var for hende. Men… hun vidste også godt at hun ikke kendte meget til den virkelige verden. Hun havde kun kendt Moretti, Mørkets Skov og Mørkets Hær hele sit liv.
”Hvordan… hvordan er lyset?” spurgte hun endelig, man kunne næsten se frygten i hendes øjne, mere over hendes eget spørgsmål end noget andet. Hun havde aldrig ladet sig selv tænke de tanker, og hun var ikke sikker på at det var en god idé. Men Iriskan viste hende hende en anden virkelighed, og hvis der var en ting hun aldrig havde kunne tæmme, så var det hendes nysgerrighed omkring verdenen. 

Iriskan gav Kiri tid til at sluge hans ord, og lod stilheden falde, lige så tungt som emnet de vendte. Det var ikke fordi han ønskede at sætte hende i en kasse, og som vredens varme dulmede en anelse, sneg den dårlige samvittighed sig ind. Kiri kunne ikke gører for hun var hvor hun var nu. Men måske kunne hun finde en bedre vej i fremtiden?

Halvfuglen kiggede op ved Kiris ord, og hans hoved tiltede tænksomt til siden. Hvordan var lyset..
"På nogle punkter er de ikke meget bedre. De bruger deres magt og styrke til at underlægge sig andre, deler landet og påtvinger deres love. Men... de bruger også den magt til at holde dem under dem sikre. Det er ikke frihed, ikke sand frihed, men deres formål er ikke at skade andre" fortalte han. Iriskan var ikke en mand af lyset heller, så meget var sikkert. Men de var stadig den bedste af to onder, når det kom til stykket.

"Det er svært at finde frihed i en verden der langsomt er blevet opslugt og opdelt af dem der søger at kontrollere andre" sukkede han opgivende.

Kiri kunne ikke helt undgå, på at forsøge at rykke sig lidt diskret nærmere, som hendes store øjne kiggede på ham i fascination of forbavselses over hvad der blev fortalt. Hun havde aldrig hørt denne her side af tingene. Blot kun at Mørket var dem der ville landet det bedste. De var dem der skulle vinde, og dem der ville sørge for at landet var som det skulle være. Lyset var barbarisk on ønskede kun at fremme sin egen agenda.
Men hun slugte ordene, som manglede hun mad, og ordene var det eneste hun kunne have. Hun ville kende til denne her verden der åbenbart var så stor og nuanceret som hun ikke havde set. "Og det du gerne vil have er den sande frihed?" spurgte hun. For hun kendte i den grad ikke til den frihed han talte om. "Og ikke bare de regler der er opsat for at hjælpe os i den rigtige retning?"Hvordan ville det være at være fri? Hun kunne vidste det ikke. Men uanset hvor fjernt det var fra Kiri, så... ønskede hun at vide mere, og det strålede ud af hendes ansigt.

Iriskans ansigt fortrak sig i en grimasse, som Kiris spørgsmål ramte noget dybt i ham. Var det sand frihed han ønskede? Alt i ham higede efter at svarer 'JA', at skrige det til himlen og kaste sig ud hvor end vindene bar ham. Men i øjeblikkets alvor viste han, at det ikke var sandt. Han savnede sin frihed, det var unægteligt, men hvad han savnede mere, var hans familie, hans klan...
Og var det ikke netop det hun beskrev? Regler opsat for at hjælpe alle til et bedre liv?

Iriskan sukkede tungt "Jeg ønsker friheden til selv at vælge" svarede han endelig "Friheden til at tilslutte mig den retning jeg mener er rigtig... og for mig siger det meget om Mørkets retning, at de er nødsaget til at tvinge folk til at følge dem" sluttede han med et lille smil. De måtte ikke have særlig meget tiltro til at folk ville tilslutte sig frivilligt, når det kom til stykket. Lyset lod hver fald til at klarer sig fint, Rubinien undtaget.

Kiri havde forventet et ja, for det var det han havde arbejdet frem mod hele tiden, var det ikke? Men da det endelig kom til stykket, så var det som om at han trak sig tilbage. Ikke fysisk, men det føltes det næsten som om, som hendes blik ikke veg fra ham. Han tilbød hende en anden sandhed og hun havde tænkt sig at lytte til den.

Men svaret han kom med betød nok i sidste ende mere, for hun fandt sig selv nikke til hans ord. De var måske ikke hundrede procent sande, men det talte så meget om hvad det potentielt kunne være, hvis man tænkte lidt mere, og desværre var Kiri begyndt at tænke væsentlig mere omkring alting end hun tidligere havde gjort.
"jeg.... forstår," lød de stille ord, som hun endelig kiggede væk fra Iriskan. Hun var ikke sikker på at hun endnu var enig, men hendes tanker hvirvlede omkring emnet, og noget tydede på at de ville sætte et større mærke end Kiri først havde antaget. "Tror du... vi kan gøre det?" Det lød som en god verden, men ville folk også kunne finde ud af det? Reglerne var der jo af en grund.