Agarés var bestemt ikke uden irritation, måske endda direkte raseri over, at han havde ladet så lille en lort få fodfæste. Det var én ting at tabe til Deavás, når han var betydeligt større og stærkere, men som deres roller havde fordelt sig nu, var det direkte pinligt, hvis han lod ham vinde i deres skænderi. Men trods den tydelige vrede, kunne han ikke lade være med at smile lidt, som han så drengen vælte rundt på gulvet, nu dækket hist og her af sort blæk. Det var alligevel overvældende så meget det lille blækhus kunne indeholde. Det irriterede ham ikke engang at hans fine, hvide skjorte blev brugt som klud til en stor del af blækket. Det påvirkede ham kun at han nu selv fik kastet den beskidte skjorte i ansigtet, og det overskydende blæk smittede af på ham.
"Urgh!" Nu skulle han gå og føle sig klistret, indtil han kunne slippe for den møgunge og passe sig selv.

Straks greb Agarés fat i skjorten og kylede den mod gulvet, som naturligt også fik blækpletter. Det var en bekymring til senere. Lige nu fortsatte han med bestemte skridt mod drengen, der endte med at skvatte og vælte hoved først direkte ind i Agarés. Det fik ham til at ramme forbi med den skarpe brevåbner og det klistrede blæk fik hans hånd til at glide, da han forsøgte at gribe fat i drengens arm. Han mistede fodfæstet, men vingerne blev skubbet mod gulvet og stoppede ham fra at falde med Deavás over sig.

I stedet grab han fat i drengens nakke og skubbede ham frem for sig.
"Så svag en dreng, burde lære at tale pænere til de voksne!" Hvæsede han. Med hele sin krop, skubbede han Deavás mod det åbne vindue og plantede spidsen af brevåbneren mod hans hofte.
"Kom så, Deavás! Jeg sagde, at jeg nok skulle hjælpe dig, så kom. Ud af vinduet!" Beordrede han. I samme øjeblik kunne han mærke en klump i maven. Den samme følelse han havde, da han første gang rørte krystallen og endte som han så ud nu. Var han ved at blive endnu mindre?! Nej, det skulle ikke hyle ham ud af den. Deavás skulle først skubbes ud af det skide vindue.