Det var egentlig utroligt så godt de allerede kendte hinandens små vaner og særheder. Selvfølgelig var det ikke nogen super svær vane at bemærke, men ingen havde rigtig påpeget det før.. Måske var hun bare lidt mere opmærksom, eller også fik han normalt sparket folk ud, før de nåede at bemærke noget mere personligt.
"Nu ikke så forbløffet, vi gik jo glip af aftensmaden" Nok havde han sjældent den store lyst til mad lige efter de havde været sammen, men det havde været en alt for travl dag med alt for lidt fokus på faktisk at få mad. Han var jo trods alt blot et menneske, og med den omgang de lige havde haft, ville det da være underligt, hvis man ikke blev lidt sulten.
"Desuden så glæder jeg mig til at se, om du er lige så god i et køkken, som du er i en seng" Hun havde selv placeret sig i den underdanige rolle, og eftersom han langt fra betragtede deres leg som værende slut, var han også i sin gode ret til at forlange, at hun fortsat skulle servicere ham, når de altså engang kom hjem.

Da hun kom hen til ham, lod han blikket glide ned over hende, inden han nikkede anerkendende. Snakken om, hvad der skete i soveværelset, hvor de to unge mennesker var gået ind, var nok begyndt at sprede sig blandt festens gæster, men derfor kunne de jo godt være nogenlunde præsentable, når de forlod værelset. Selvfølgelig kun for at oprette illusionen om, at de var to unge og forelskede mennesker, og bestemt ikke fordi han havde lyst, greb han hendes hånd, og flettede sine fingre sammen med hendes. Et enkelt vildfarent hårstrå blev strøget om bag hendes øre, inden han åbnede døren og hev hende med sig.

Det var ikke så underligt, at op til flere af gæsterne sendte skjulte blikke mod dem, som han førte hende igennem forsamlingen. Alt fra foragt til nysgerrig og endda misundelse var at spore i de mange blikke, men han så intet af det, det var ikke vigtigt for ham lige nu. Ude ved kareten fik kusken en besked om, at de skulle køres hjem, hvorefter Declan som sædvanlig hjalp hende ind i vognen og hurtigt selv fulgte efter.

Selvom det ikke altid lod til at være tilfældet, var Fielthena altid yderst observans af sine omgivelser og personerne i dem. Hun brød sig ikke synderligt meget om at blive taget på sengen, af et eventuelt familiemedlem til et afsluttet job, som kunne ende med at koste hende dyrt. Det var dog ikke frygten for om Declan ville slå hende ihjel, som gjorde hun forsat var observans omkring ham, i starten havde det været tilfældet, men ikke længere. Der var nu noget andet bag, ikke at hun endnu helt kunne sætte en finger på det, udover at Declan ikke var jordens mest let læselige mand, så at bide mærke i selv de mindste ting ville afhjælpe med at læse ham.
Munden åbnede sig en anelse, som hun var lige ved at lade en flabet kommentar slippe afsted mod ham, men i stedet blev den lukket igen med en lille lyd som matchede de morede gnister i hendes blik. Han havde da ellers fået en ganske uden mærket ’aftensmad’.

”Du vil næppe blive skuffet” lød det selvsikkert fra hende, for sandheden var at hun er en mindst lige så god kok som lejemorder.
Normalt ville hun have protesteret, for nu havde hun jo allerede været mere end samarbejdsvillig. Han havde fået hende til at iklæde sig en kjole, og blandet sig og småsnakket med overfladiske folk fra de øvre samfundslag, ladet dem tro at hun lappede deres smigeren i sig med velbehag. Alt sammen for at tilfredsstille Declan, være en velfungerende prik til hans spil af forhandlinger og bare fordi han havde tilladt sig at have den frækhed, at stjæle hendes bog.
Det var da så bestemt den eneste grund for at hun gik med til at lade deres lille ’leg’ forsætte noget længere endnu. Det var bestemt ikke den voksende varme i hendes brystkasse, hver gang hans grå øjne ramte hendes grønne. En varme der truede med at blive et alt opslugende inferno af ild, hvis bare der blev pustet let til de ulmende gløder.

Hun var egentligt klar på at følge med ham, arm i arm, derfor var det også med en god portion overraskelse at Declan ikke alene tog hendes hånd i hans, men lod deres fingre flette sig sammen.
Blikkene fra dem de passerede var ubetydelige og knapt nogle hun bemærkede, kun det perifere glimt af en yderst presset Hr. Thomesen, som tydeligvis var i krydsforhør hos sin kone, fik kort varigt hendes opmærksomhed. En oplagt mulighed for at dreje hovedet nok væk fra Declan, til at han forhåbentligt ikke ville bemærke de i forvejen kulørt malede kinder, fik en helt naturlig rødmen, som langsom spredte sig hen over næseryggen.
Indvendigt forbandede hun den manglende evne til at kontrollere egen krop, og den lyse hud som var alt for afslørende. Kunne hun undskylde sig med det var en eftervirkning af deres tur på værelset? Næppe, Declan kendte hende efterhånden for godt og desværre var han ikke dum eller naiv nok til han kunne overbevises.

Turen hjem i kareten forgik for det meste af turen i stilhed, men på ingen måde en utilpas akavet stilhed. Nysgerrigheden for at spørger ind til denne Hr. Thomesen prikkede bag panden, men hun vidste allerede det næppe ville være til meget nytte, at spørger ind og rent faktisk få et brugbart svar. Siddende overfor Declan i modsatte side af karetens bløde sæde, brugte hun i stedet tiden til at betragte ham.
Som en næsten pludselig bevægelse, skubbede hun sig fri fra sin side og placerede sig overskrævs på hans skød, hvis han tillod det.
Et knæ placeret mod det det polstrede sæde Declan sad på, en hånd lukket om hans nakke til at forhindre hende i at ryge bagover, mens modsatte hånd kælent gled ned over overkroppen på ham med retning mod hans skridt.

Udsigten til et hjemmelavet måltid var bestemt lokkende, han mindede dog sig selv om, at han ikke skulle rose hende alt for meget, når maden blev serveret. I hvert fald ikke lige med det samme. Han vidste ikke, om hun betragtede tingene på samme måde som ham, men i hans hoved var deres leg ikke forbi, hun var stadig underdanig, og så kunne han jo ikke have, at hun skulle få høje tanker om sig selv, bare på grund af lidt madlavning. Hvis han altså havde noget, som hun faktisk kunne bruge til madlavning.

Det tog kun et enkelt blik mod hende, som de gik igennem menneskemængden, at se den fine røde farve, som spredte sig over hendes ansigt. Jamen dog, var hun flov? Eller måske noget helt andet? Det virkede næsten umuligt, at det 'bare' skulle skyldes efterdønningerne af de vidunderlige tur blandt lagnerne. Måske han skulle spørge hende om det.. senere, når han ikke havde planer, som han var ivrig efter at fortsætte med.

Karetens stilhed var en dejlig forandring fra den konstante summen af menneskemængden til festen, og han satte pris på, at hun ikke gjorde noget for at bryde den. Egentlig overvejede han, om han skulle give en forklaring angående Hr. Thomesen, men han foretrak at holde sådanne ting for sig selv, og nu havde hun jo ikke ligefrem spurgt ind til det. Så i stedet nøjedes han med at stirre på hende, eller nok nærmere hendes krop, som han åbenlyst overbegloede. Nysgerrigt lagde han hovedet på skrå, da hun rejste sig fra sæddet, men nysgerrigheden blev hurtigt til noget helt andet, da hun satte sig ind over ham.

Nærmest med det samme fandt hans hænder vej til hendes baller, så han kunne støtte hende så hun ikke lige pludselig væltede ned.
"Nåda, jeg troede du havde fået så rigeligt" Hun havde virket ganske mæt, men han burde vel kende hende godt nok til at vide, at det næppe holdt ret lang tid. En hurtig tur i kareten kunne vel ikke skade nogen af dem, men så forløst som han var, tvivlede han på, at de ville kunne nå det på den korte tur hjem. 
"Er det sådan at jeg skal bede kusken om at tage den lange vej hjem?" Kusken ville næppe have noget problem med det, kareten var langt fra lydtæt, så han ville da få lov til at nyde lidt af showet. Den ene hånd slap hendes hofte, så han i stedet kunne arbejde med at få trukket hendes skørt op, selv hvis de ikke nåede noget videre, ville han havde lov igen at mærke lidt på den nøgne hud.

Det var uden skam at han havde siddet og overbegloet hende, hende krop, som kjolens stof smygede sig tæt omkring. Det var så bestemt noget helt andet at se hende iklædt en kjole, og det ville så bestemt også være den første og eneste gang han ville opleve det syn.
Jovist havde hun en enkel kjole eller to der hjemme til særlige lejligheder, men ingen af denne kaliber. Selvom hun selv måtte indrømme at denne kjole klædte hende ganske glimrende, så var et skørt bare alt for besværligt!

Hovedet tiltede en smule på sned, som hun skød det ene øjenbryn lidt op i panden, uden at fjerne sit blik fra hans ”Vil du have jeg flytter mig?” spørgsmålet var retorisk. Havde han ønsket hun skulle flytte sig havde hans hænder ikke lagt sig bag hende og forhindre at hun pludseligt væltede af hans lår. Faktisk ville hun væde med at han næppe ville have tilladt at hun dog plads ind over hans skød, hvis han havde ønsket at hun skulle flyttede sig, derfor blev der heller ikke gjort noget antræk fra hende til at rejse sig igen.
Den nedad søgende hånds fingre fandt snøren, og med enkelt træk i den ene snor, som sørgede for at holde bukserne lukkede, åbnede den dem nok op til at selv samme hånd kælent gled ind under buksernes stof.
I mellemtiden havde lænede hun sig frem mod hans hals, hvor pirrende kys og nap bevægede sig op mod øret, som hun hviskende spandt sine ord ind i ”Mhmm." Lød det til at starte ind mod halsen. Læberne nåede øret, hvor en lidt hård markering med tænderne på ørets kant blev sat før hun svarede ordentligt "Få ham til at lægge vejen forbi mit hus, du har intet at lave ordentlig mad af derhjemme.” Hun havde efterhånden været tilpas mange gange i hans køkken, at hun havde opdaget at den mad som var at finde altid, var det samme, og aldrig noget til at lave et ordentligt måltid mad med. Han kunne ikke leve af det ost, tørret kød, brød og lidt frisk frugt som var at finde i hans hus, desuden var det først blevet en fast del efter gentagende besøg af hende.
Så snart hun havde sagt hvad der skulle siges, blev hendes bevægelser mod hans underliv mere insisterende, som hun legende tog den bløde øreflip ind mellem læberne, hvor tungespidsen pirrende mødte den. Der var jo ingen grund til at gøre det alt for let for ham, at fortælle kusken at der var en lille ændring i planerne.

Selvfølgelig skulle hun ikke rykke sig, og hvis hun alligevel prøvede, havde han ikke tænkt sig at give slip. Hans tanker kørte på højtryk med, hvad de kunne nå at lave på den trange plads i vognen.. Måske skulle han bare lade hende styre for nu, se hvor meget hun ville have og så kunne han altid tage over senere.
Kampen med at få hendes skørt op fortsatte ivrigt, indtil han til sidst kunne placere sine hænder på hendes nøgne baller, som han med det samme begyndte at massere. Det var ikke fordi det var nogen nem kamp med kjolen, sådan som han sad med hånden i hans bukser og fik ham til at stønne og sukke tilfreds. Hun tog sig nu alligev
Alligevel nogle friheder, men for nu gjorde det han ikke noget, det gik jo lige så godt. 

Hans ene hånd gled op, så han kunne gribe en håndfuld af hendes hår og trække lidt til, bare hårdt nok til, at hun ville kunne mærke det.
"Husk nu hvem der bestemmer" Fik han sagt mellem alle de tilfredse støn. Hun havde formået at snyde ham før, hun skulle ikke tro, at hun kunne gøre det igen.
Han rakte armen bagud og fik åbnet en lille lem ud mod kusken, så han kunne informere om deres ændrede destination. Hvis kusken ikke i forvejen havde hørt lydene inde fra kareten, var der nu ingen tvivl om, at der foregik noget, for Declan gjorde intet for at skjule sine nydende lyde.

Hurtigt vendte hans hånd tilbage til hendes baller, så han kunne massere dem ordentligt igen. Hvor glædede han sig egentlig til at give hendes kønne ende lidt farve.
"Du er egentlig ikke så lidt fræk, sådan at begynde at kæle for mig uden at have fået lov" ordene blev sagt med et lille smil, for han kunne jo alligevel ikke skjule, at han tydeligt nød behandlingen. Heldigvis havde han da været godt tilfreds da de lod festen, for ellers ville det her nok have endt som en kort fornøjelse.
"Jeg burde smide dig over knæet og lære dig lidt pli. Sørge for, at du ikke kan sidde ned uden at tænke på mig de næste mange dage" Han borede fingrene ned i hendes baller, som han atter stønnede højlydt.
"Men vi har jo hele natten foran os også" Han havde så mange ting, som hun egentlig skulle straffes for, de skulle nu nok blive nogle ganske sjove timer. Desuden, jo mere hun kælede for ham nu, jo mere kunne han holde til senere.. Så var spørgsmålet jo bare, hvor meget hun mon kunne holde til.

Der var noget helt andet over at høre, hvordan en anden person kunne reagere så stærkt på noget så simpelt som berøringer, både kropsligt som det voksende lem og lydene der slap fra Declan. Selvom hun altid satte pris på at have ham mellem sine ben, ligegyldigt metode, så nød hun lige så meget når han og hans nydelse alene var i fokus.
For at give ham lidt mere plads, løftede hun sig en anelse i lårene, så han kunne befamle begge baller mere frit. Den blev trukket fri fra bukserne, hvor hun til en start greb fast, men blidt omkring og lod hånden rytmisk bevæge sig op og ned ad skaftet.

Den lukkede hånd i det mørkehår, gik hende til at trække hovedet en anelse tilbage med trækket, i et lille klynkende gisp ”Ja, Herre.” med de ord blev det ganske tydeligt at hun var klar over at ’legen’ ikke var slut, at hun stadig var ham helt underdanig. Trods taget i håret stoppede håndens bevægelser ikke, i stedet tog de til da hånden slap og fandt væk under skørtet igen.
Lænene frem igen, forsatte hendes mund næsten fra hvor den slap, med kys og nap langs hans hals, kun afbrudt af det støn de nedborende fingre skabte.
Hjertet slog lidt hårdere i brystkassen på hende, som mindet om hans pludselige fremmøde i hendes butik brusede frem i sindet. Det havde været første gang han rigtig havde afstraffet hende, første gang hun havde smagt på hvad der siden havde fået hende gentagende at vende tilbage til ham.
Mærkerne han havde efterladt den gang havde mindet hende om ham længe efter, hvad enten det var når hun af- eller påklædte sig, satte sig eller stødte hoften mod noget. Ikke at alt det andet de havde lavet sammen, havde været dårligt, men dét gav hende bare en anden form for beruselse og tilfredshed i kroppen, også selvom hun ikke var meget for at indrømme det.
Måden hendes krop reagerede på tankerne og truslen om afstraffelse, sladrede alt rigeligt, som vejrtrækningen blev lidt tungere og hun for et øjeblik var stoppet midt i et kys.

Nogle gange overvejede han virkelig, om hun var klar over hvilken effekt det havde, når hun kaldte ham herre. Det ville egentlig ikke komme bag på ham, hun havde jo flere gange vist sig at være utroligt opmærksom. Hvad forskel gjorde det egentlig også, så længe hun ikke udnyttede og forblev underdanig. Ellers skulle han nu nok være i stand til at opdrage hende lidt.
"Dygtig pige" selvom hans planer var en smule ændret, skulle de nok få nogle underholdende og tilfredsstillende timer sammen.

Eftersom han sekv havde travlt med at stønne og nyde behandlingen  var det lige før han ikke havde bemærket, at hendes vejrtrækning havde ændret sig, men hun afslørede sig selv, da hun pludselig stoppede midt i et kys.
"Nånå, det ville du måske kunne lide?" Han hævede et øjenbryn og så spørgende på hende, det her spørgsmåk ville han have et svar på, hun skulle have lov til at sige højt og tydeligt, at hun nød den afstraffelse, han gav hende.

Hvus hun var for langsom til at svare, havde han tænkt sig at klappe hende en enkelt gang bagi, bare så hårdt han nu lige kunne komme til i den akavede stilling.
"Jeg kunne også binde dig fast til sengen og give dig nogle fine striber indtil begge dine baller er dækket af et ensartet mønster" han rykkede sin ene hånd om, så han kunne liste to fingre op i hende og bevæge dem langsomt frem og tilbage, han gjorde det kun for at drille, for lige nu var det ikke hendes nydelse, som det handlede om.
"Og derefter tage dig dybtog længe, så du tilsidst er nødt til at tigge mig om at give dig en pause. Måske vil jeg være sød, eller måske vil jeg fortsætte indtil du virkelig ikke kan tage mere" Han var selv utroligt påvirket af alt den beskidte snak, og der var ikke længere nogen tvivl om, at han nok skulle nå at blive færdig inden de nåede frem til deres destination.

Selvom Fielthena efterhånden en del gange havde kaldt Declan for Herre, så havde det stadig den samme kræftfulde effekt på ham, hvorfor hun også forsatte med at bruge det både for effekten, men også fordi det ikke blev mere tydeligt gjort hvordan rolle fordelingen lå mellem dem. Derfor misbrugte hun det heller aldrig, når hun tillod sig at skabe et skift i deres dynamik.

Hun havde ikke behøvet at flytte blikket mod hans, for at vide at det hvilede på hende. Spørgsmålet krævede svar, det var ikke bare retorisk og konstaterende. Svar skulle han nok få, men da det ikke kom hurtigt nok, blev den korte stilhed mellem dem erstattet af lyden af hans håndflade mod den nøgne balle og det tilhørende støn. Det var ikke bare enkeltstående slag det blev straks efterfuldt af endnu et slag, og et hårdhændet fingerborende greb i selv samme område, som hun stadig ikke formåede at svare hurtigt nok. Et forpint suk lød og endeligt kom svaret ”Ja! Ja, jeg kan lide når du afstraffer mig...” hun trak hovedet lidt længere væk fra hans hals for at se ham dybt ind i de irriterende fængslende grå øjne. Hvordan kunne noget der normalt var så dødt og ligegyldigt at se på, virke så dragende? ”Jeg har brug for din afstraffelse, alt” tilføjede hun i en tone der dryppede af lyst og længsel. Taget hun havde om ham, strammede sig en anelse, ikke så han ville ende i smerte, bare nok til det ville være en anden følelse for ham.
Tempoet hun selv havde haft styret, tilpassede sig hans fingers bevægelser. Det var jo direkte ondskabsfuldt fra hans side. Langsomt kunne hun mærke hvordan hun igen blev som blødt ler for ham, selvom han ikke denne gang pillede for hendes nydelse, kun for at pirre og drille, men sammen med hans snak om hvad han ville kunne gøre med hende, fik hende til lavmælt med påvirket åndedræt gentage ”Alt.” i noget der grænsede til en hvisken.

Nærmest triumferende smilte han til hende, nok det meste følelse man fik at se i hans ellers døde ansigt. Hun kunne blive utroligt dygtig, hvis hun fast indordnede under rollen som underdanig, men han troede helt reelt ikke på, at hun ville kunne gøre det. En skam, virkelig, for sikke meget sjov de ville kunne få ud af det, hvis han ikke altid først lige skulle lure, hvad hun var i humør til. Så længe hun selvfølgelig bevarede sin flabethed, for selvom den lydige tøs var dejlig, gjorde hendes flabethed det sjovt og interessant.

Han klappede hende en enkelt gang på ballen, knapt så hårdt som før, men hårdt nok til, at det ville kunne mærkes.
"Selvfølgelig kan du det" han æltede hendes balle lidt, med den ene hånd, mens hans overvejede, hvor sød han skulle være ved hende.
"Jeg er sikker på, at jeg nok skal finde noget at straffe dig over, så du ikke ender med at føle dig snydt" Han kunne trods alt komme på en del ting, so  hun havde gjort på det sidste, som han ikke var helt tilfreds med.

Det strammere greb fik ham til at stønne tilfreds, tempoet derimod fik han til at rynke brynene og se på hende med en påtaget skuffet mine.
"Detkan du vist gøre bedre end det der. Det kunne se ud til, at jeg trods alt forkæler dig for meget" Han stødte fingrene dybt ind i hende et par gange, inden han trak dem helt ud, og derved frarøvede hende den smule nydelse, som han trods alt havde forbarmet sig nok til at give hende. I stedet lagde han hænder på hendes skuldre for at give tegn til, at hun skulle sætte sig ned på gulvet.
"Når du nu ikke kan finde ud af at gøre det med hånden, så kan du jo passende bruge din kønne mund til noget nyttigt" Han lod en enkel finger glide hen over hendes underlæbe.
"Og hvus jeg var dig, ville jeg sørge for, at det bliver gjort færdigt inden vi når hjem til dig" Han vidste ikke, hvor langt væk de var, men det kunne næppe tage ret labg tid inden de nåede deres destination.

Naturligvis klappede han endnu en gang den bløde balle, og naturligvis skulle hånden ramme det samme sted som de forrige. Håndens møde med den lyse hud, tilføjede en endnu dybere nuance af rød. Farven ville være falmet inden natten var passeret, og forsvundet helt i morgentidelig, hvis ikke Declan valgte at tage hårdere midler i brug, senere. Hun gispede svagt med en stirren i mundvigene, som et antræk til det tilfredse smil der truede med at danse over læberne.
”Siger du jeg har været en slem pige? Det kunne ellers aldrig falde mig ind.” lød det flabet. Ikke fordi hun havde skyggen af tvivl om at Declan nok skulle afrette hende for en af de mange gange, hvor hun havde krævet ’magten’ tilbage fra ham.
En lille bid hun tillod sig at have den frækhed at tage lidt af igen. Små stønnende bevægede hofterne sig i rullende over hans langsomlige pilleri, til han med påtaget skuffet mine stødte dybt i hende og trak hånden væk. Utilfredsheden forsøgte hun ikke at vise alt for meget, hvilket havde lykkes, hvis ikke det var fordi hun endte med at brumme lidt ad ham. Nu havde hun jo lige sat næsen op efter at få mere ud af karetturen, end bare at tilfredsstille ham.

Det var fristende at nappe ham i fingeren, der i sin bevægelse trak underlæben skævt med sig i dens glidende bevægelse hen over. I stedet greb hun ham omkring håndleddet, forhindrede ham i med det samme at trække hånden væk fra hendes mund, hvis han tillod det. Grebet var ikke fastere end at han med lethed og kunne trække hånden fri, ”Sådan her?” Hendes kønne mund lukkede sig om fingeren, og pirrende ’suttede’ på den.
Taget om ham slap helt, både håndled, fingeren og hans begejstring, da hun gled ned fra hans skød.
Med en hånd placeret på hvert af hans knæ skilte hun hans ben fra hinanden, nok til at hun kunne sætte sig ind mellem dem. Ikke længe efter var han igen omsluttet af et fugtigt, varmt indre. Hvad munden ikke kunne nå, blev der kælet for med en ene hånd, mens modsatte frie hånd lagde sig tæt ved lysken, hvor de spidse negle borede sig lidt ned stoffet af hans bukser og låret under; ikke så der gik hul.

Hvis de ikke havde siddet i kareten, havde han for længst smidt hende lver knæet, så han for alvor kunne give hendes ende lidt farve. Det car selvfølgelig også muligt nu, men den begrænsede plads gjorde altså, at han ikke mente, at han ville kunne straffe hende ordentligt.. Men pyt nu med det, ventetiden ville kun gøre det så meget mere tilfredsstillende.
"Vi ved jo begge, at det ikke passer" sagde han med en svag hovedrysten.

Det var lige før, at han var begyndt at grine, da han kunne se utilfredsheden i hendes ansigt, selvom hun selvfølgelig forsøgte at skjule det. Men nu var han ikke typen som grinede, nok fordi der ikke var noget, som han for alvor fandt morsomt, så i stedet nøjedes han med at smile flabet. Han havde været alt for sød ved hende tidligere, og hun havde jo nok regnet med, at det fortsatte, men hun burde efterhånden kende ham bedre. Især når hun sådan tillod sig at sætte farten med hånden ned, uden han direkte havde bedt hende om det.

Fascineret så han til, mens hun tog hans finger under kærlighed behandling. Det var bare en smagsprøve på, hvad han snart ville få lov til at mærke, og det alene var nok til, at hans vejtrækning igen blev dybere og langsommere mens tilfredse brummende lyde kom fra ham. Med spændingen og forventningen brusende i kroppen lænede han sig en anelse tilbage og spredte benene, så hun kunne komme tilbage. Det var lige før, at han kunne være kommet med det samme, da hendes vidunderlige mund omsluttede ham, men han formåede at bevare kontrollen, så han kunne nyde hende lidt længere.

Utålmodigt lagde han en hånd på hendes baghocede og viklede fingrene ind i hendes hår, så han kunne guide hende til, hvor hurtigt han ville have det. Lystredd hun ikke, ja, så havde han tænkt sig at 'guide' hende på en noget mere insisterende måde, det gjorde sådan set ikke den store forskel for ham. Han havde dog ikke bedre fast, end at hun kunne komme væk.
Som han kom nærmere og nærmere sit klimaks bevægede han hendes hoved hurtigere. Mere eller mindre samtidig med at han måtte overgive sig og stønnede højt, standsede kareten. Hans tag i hendes hår blev noget mere slapt, så hun kunne trække sig væk, hvis hun ikke var tilfreds med at skulle sluge hvad han gav hende.

Ganske kunstfærdigt bevægede munden sig rytmisk op og ned, så langt den kunne komme og indimellem lagde hun mere fokus på hovedet, hvor tungespidsen kælent gled omkring og hun på ny tog ham ind. Det ville være en løgn hvis hun benægtede at lydene, der slap fra Declan som følge af behandlingen, ikke gjorde noget godt for hende. Hun nød det mindst lige så meget som ham, som det fik en kroppen til at summe og hjertet til at slå hårdere og hurtigere.
En blanding af et suk ud gennem næseborene, efterfulgt af en vibrerende brummen kunne både høres og mærkes, da hånden lukkede sig om håret, før han tog styring af både tempoet og dybe. Ikke at hun var den mindste smule utilfreds med det, tvært i mod.
Hvad der bedst kunne beskrives som smagen af saltet havvand, ramte ikke længe efter tungen. Først ved det sidste lille ryk som han blev helt færdig, blev hovedet trukket væk og helt fri fra hans hånd. Synkende rettede hun sig lidt op, med den ene håndryg hen over munden for at tørre det væk som evt. skulle sidde af spyt og andet.

Lyden af kuskens støvler der ramte den brostenbelagde gade, da han sprang ned fra sit sæde og skridtede hen til den dør, som var nærmest hendes butik og hus, kunne tydeligt høres. Kusken ventede dog med at åbne døren for dem, givende dem begge to rigeligt tid til at få samling på dem selv.
Fielthena flyttede sig tilbage på sædet overfor Declan, så han kunne komme ud først. Det var vel på sin ret? Imens kunne hun sidde med et lille tilfreds smil, og betragte ham få lukket bukserne igen før han trådte ud, og sikkert ville byde hende en hånd når han stod solidt på jorden udenfor.
Tilbød han en hjælpende hånd, ville hun når hun havde rettet sit skørt på plads, gribe fat om den og lade ham hjælpe hende ud.

Ikke længe efter var de begge låst ind i butikken, med en lille klokke over døren kimende både da døren gled op og i igen. Nøglen blev drejet på indersiden, så låsen gav et lille klik.
Hun gik ikke som vanligt over mod døren ind til hendes private bolig, ikke førend han enten hev hende med sig, hvis ikke han gjorde det ville hun bede om lov først. ”Herre, jeg beder om tilladelse til at gå til køkkenet?” spurgte hun med bedende stemme, og hele kroppen vendt imod hans.
Fik hun lov eller blev hun ført afsted, ville hun når hun ramte køkkenet, straks gå i gang med at finde ingredienser frem til at lave en udsøgt kaninragout. ”Hvad ønsker du at drikke til maden?” Lød det spørgerne, mens hun skævede tilbage til ham, godt i gang med at ordne de grønsager der skulle i retten. Måden hvorpå hun bevægede sig i køkkenet, afslørede hun var mere end forvænt med at lave mad. Den observante type, som Declan nu var, ville også bidemærke i den ro der syntes at lægge sig over lejemorderen.

Uden nogen synderlog hast fin han trukket bukserne på plads og lukket dem, så kusken ikke ville få noget at se. Det passede ham fint, at kusken tydeligvis gav sig god tid, han var tydeligvis klogere end den sidste kusk, som jo desværre havde begået en dødelig fejl ude i skoven, måske denne kusk ligefrem havde hørt rygter om hans nye chef. Lige inden døren blev åbnet, rejste han sig op, så han kunne placere et kys på hendes pande, inden han trådte ud af vognen. Som sædvanlig rakte han en hånd frem, så han kunne hjælpe hende ud, men denne gang gav han ikke slip på hende. I stedet hev han hende ind til sig, så han kunne give hende et grådigt kys, mens han åbenlyst gramsede på hende uden på kjolens stof, kusken skulle vel have et eller andet at se på, nu hvor han kun havde hørt deres lyde.

Næsten lige så pludseligt som han havde hevet hende ind til sig, gav han slip på hende, så de kunne komme indenfor. Han holdt dog stadig godt fast i hendes hånd, så han nærmest kunne hive hende med sig. Vel indenfor trak han hende igen ind til sig, mens hans hænder ivrigt gik på vandring for atter at komme ind under kjolen. Hans ivrige bevægelser stoppede dog, da hun ytrede sin forespørgsel.

Nok havde han lige opnået sit klimaks, men derfor var alligevel langt fra mad, som han tænkte på. Mest af alt havde han lyst til at bøje hende hen over brodet, og give hende den behandling, som han havde truet hende med. Det var lige før at lysten til at afstraffe hende var for meget til at håndtere.. Men han havde jo ikke fået  noget mad, og hvis han skulle have udholdenheden til alt det, som han havde planlagt, var mad næppe nogen dårlig ide. Desuden så han egentlig også frem til at få et solidt og hjemmelavet måltid, det var længe siden det var sket.

Han lod blikket glide sultent ned over hende, inden han sukkede lavt og nikkede. Lettere modstridende gav han slip på hende, så hun kunne gå hen og begynde madlavningen.
"Så lad gå da, selvom jeg langt hellere vil have dig med i soveværelset" Imens gik han hen og satte sig på en stol, så han kunne iagttage hende imens hun begyndte madlavningen. Det var egentlig ganske hyggeligt sådan at se hende forberede maden, hvis han ikke tog meget fejl nød hun det jo ligefrem. Der var dog noget ganske forlert ved den scene, som udspillede sig foran ham.
"Tag kjolen af, vi kan jo ikke have, at du spilder på den" det blev sagt på en måde og emd et smil, som tydeligt burde vise, at han ikke havde i sinde at tillade hende at tage andet på i stedet.

Det var forventningen at han som sædvanligt ville slippe hånden igen, når fødderne begge ville have ramt jorden. Allerhøjest at han forsat ville holde den i sin, mens han ledte hende afsted mod den mørke trædør med de dekorative hængsler, ind til guldsmedjen.
Forventningen blev i stedet brudt, i stedet blev hun trukket ind til et grådigt kys der fik de grønne øjne til at opspærres i overraskelse. Selv følte hun stadig at smagen af ham hang på tungen, og det sidste hun ville have troet var at han ville tillade et kys, ja endda selv tage et kys, så kort efter hun havde været gået på knæ foran ham.
Overraskelsen lagde sig hurtigt, som hun i stedet gav sig hengivent til kysset. Hånden der stadig var fri søgte ind mellem jakken og den nøgne brystkasse under, men så tæt som de stod var det kun Declan’s vandrende hænder, som kusken fik glæde af, havde han da ikke slået blikket ned. Hændernes befamlinger fik hende til at slippe en lyd der bedst kunne betegnes som en kats spinden, ind imod hans læber.
Pludseligt var kysset brudt igen, lige så hurtigt som det var opstået. De kunne jo heller ikke bruge resten af natten herude, hvad ville naboerne ikke også tænke? Ikke at Fielthena havde meget hensyn at tage til dem. De måtte efterhånden være vant til vis rødhåret skikkelse lagde vej forbi, i tide og utide.

Låsen var knapt slået for, før Declan atter var over hendes krop, og det havde ikke været med hendes fulde gode vilje hun havde spurgt om tilladelse til at gå i køkkenet, men hun var sulten; ikke kun efter ham og de planer han havde lagt for hende. Tilladelsen blev givet, om end lidt modvilligt.
Havde nogen forsøgt at bilde hende ind for ganske få måneder siden, at hun ville stå sent om aften, i de spæde nattetimer og kokkerer for en mand hun flere gange havde forsøgt at slå ihjel. En mand som kunne sætte himmel og hav i bevægelse i hendes indre, så havde hun grinet bedrevidende og hånligt af vedkommende. Og her stod hun..
”Vin?” Gættede hun, som han valgte ikke at besvare spørgsmålet om drikke til maden. Det var dog på ingen måde sagt for at være flabet, for samtidigt med spørgsmålet, lagde hun kniven fra sig på træblokken med grønsagerne. Stadig stående med ryggen til ham, løftede hun hænderne op bag nakken, hvor den lille lukning fingernemt blev lukket op.
Kjolens overdel faldt ned og med en tommelfinger kørt ind mellem krop og stof, fik hun smyget sig ud af kjolen så den faldt tungt mod gulvet. Trædende ud af stofbunken, ved at tråde til siden, lod hun ham stadig nyde udsynet til ballerne, hvor kun en meget svag antydning af rosa kigge ses på den ene balle, og den tatoverede ryg med de mange ar under.
Først da hun have bukket sig ned efter kjolen, vendte hun rundt og trådte nærmere ham. Akkurat uden for rækkevidde stoppede hun, for at hænge kjolen hen over en af stolenes ryg. Ville han rører måtte han bede hende træde nærmere, men så vidste de begge to også at maden næppe blev til noget, og hvor længe ville der så gå før de ikke kunne mere?

Det var rigtig, hun havde spurgt ham on drikkevarer. Han havde været alt for optaget af udsigten til atter at se den fantastiske til, at han havde hørt efter hvad hun sagde. Ikke at han på nogen måde lod fejltrinnet vise sig i hans kropssprog, hun måtte hellere end gerne tro, at han viste sin dominans ved at lade hende tilbyde noget at drikke. Kort overvejede han, om han skulle blive utilfreds over hendes gæt, men han havde så rigeligt at straffe hende over. Helt reelt havde han nok bedst om vin, hvis han havde været opmærksom, de havde trods alt noget at fejre.
"Så længe du ikke prøver at drikke mig fuld igen" Han kunne ikke engang huske alt hvad han havde sagt og gjort, sidst de drak vin sammen, og det brød han sig bestemt ikke om. Hele hans liv handlede om kontrol, han kunne ikke tåle at miste det bare for at nyde nogle glas vin.

Fuldkommen betaget så han til, mens hun lod kjolen glide ned, så hendes nøgne krop blev afsløret. En næsten ubærlig trang til at røre hende, mærke hende, suste igennem ham, men igen formåede han at bevare kontrollen, mens han mindede sig selv om, at alt godt kom til den, som ventede. Uanset hvor svært det så var at vente, især når hun jo ligefrem stod og gjorde sig til foran ham! Det ville være så utroligt nemt at rejse sig, bare lige for at give hende et enkelt klask bagi, men han ville hellere  beherske sig, til han kunne gøre det ordentligt.

På trods af, at han foretrak at have tøj på, åbnede han jakken, og ligesom hende rejste han sig for at hænge den henover ryggen på en stol. Bagefter satte han sig ned igen, så han kunne fortsætte med at betragte hendes krop, og i særdeleshed hendes bagdel, som stadig havde farve efter de få slag i kareten.
"Jeg håber, at du laver et solidt måltid, for du får brug for energien med de planer, jeg har for dig" Hun havde tidligere havde reageret så voldsomt på hans ord, og hans plan nu var at gøre hende så desperat, at hun ikke kunne holde sig fra ham.

Det ville have fristende at drikke ham fuld igen. Han blev jo tilsyneladende så dejlig snaksaglig, omkring ting hun ellers ikke normalt ville kunne få ud af ham, men lige så snaksagligt han blev, lige så ubrugelig blev han også. Desuden var de i hendes hus, og tanken om en fuld Declan, sovende i samme seng mens han selv troede han var en verdensmand, det blev et pænt nej tak.
Det var vel også rigeligt med en regel brudt, hun behøvede ikke også at bryde sin regel om aldrig at sove sammen med en sexpartner, det var alt rigeligt han havde startet med at stjæle kys placeret på munden, og havde været så svag at give efter.
Det måtte blive en anden gang, at hun måtte kræve endnu en omgang af sandhed eller drik. ”Nej, ikke i aften.” Kom det forsikrende fra hende, med en svag rysten på hovedet. Samtidigt gjorde hun det også ganske klart, at hun ikke ville nægte at forsøgte på at drikke ham fuld igen en anden dag.

Tænderne sank hårdt i underlæben, som hun i et øjeblik holdt på vejret for ikke at lade fristelsen for at spørger ind til hvilke planer? For selvom en del af hende brændte for at vide hvad han ville gøre ved hende, så brændte største delen af hende for at lade det være en overraskelse, til hun stod i det. Det betød nu ikke at hendes krop ikke på forhånd reagerede på forventningen.

---------

Maden tog den tid den tog, det kunne der ikke ændres på, men hun havde foruden at sørger for at der blev lagt rigeligt med kærlighed i retten, også givet Declan rigeligt at kigge på så han ikke skulle sidde og kede sig. En lille appetitvækker om man ville.
En enkelt gang havde hun dog haft glemt han var til stede og små nynnet ganske lavt, under tilsmagningen.

Bordet var blevet dækket, maden anrettet og serveret først foran ham, dernæst havde hun åbnet en rødvin passende til retten – dog ikke af samme kaliber som den de havde drukket ved ham, men bestemt ikke en dårlig drue. Den røde væske var ligesom maden blevet skænket op til ham først, før hun skænkede og serverede for sig selv.
Afventende på han gav hende lov til at tage plads ved bordet, på stolen overfor hans, stod bag stolens ryg, med hænderne foldet pænt foran sig. Gav han hende lov, ville hun trække stolen ud og tage plads på sædet.
”Jeg håber maden og vinen smager dig.” Ordene kom ikke sig ikke af en usikkerhed, hun var stadig for selvsikker på sine evner i køkkenet, at hun ville tage det som en direkte fornærmelse, skulle han vrænge den mindste smule på næsen, når første bid mad var taget. Selv tog hun ikke sin første bid mad eller tår af vinen, før han havde taget først.

Hvis nogen så dette lille scenarie udefra, ville de sikkert tænke, at det så ganske hyggeligt og idyllisk ud. Selv måtte Declan da også indrømme, at det var lang tid siden, at han havde følt sig så afslappet, hvis man altså ignorerede den stigende lyst og svigtende tålmodighed, som blot blev mere og mere tyndslist for hver gang, at hun gjorde sig til for hans sultne blik. Men udover det og at hans bukser sad en anelse for stramt over et noget følsomt område, så var det vel meget hyggeligt at sidde lg vente på, at hun blev færdig med maden. Da hun begyndte at gå og nynne, tog han endda sig selv i at sidde og smile ganske svagt, uden han egentlig tænkte over det.

Prøvende nippede han til rødvinen, det var ikke af den kvalitet, som dem han havde hjemme, men det havde han nu heller ikke forventet. På trods af dette var den dog ganske acceptabel alligevel.
Med vilje tog han han sig god tid til at smage på maden, til dels for at nyde den gode smag, hun var nu en ganske dygtig kok, men mest af alt fordi, at han ikke havde tænkt sig at lade hende sidde ned, før han vidste, at han var tilfreds med maden. Han nikkede lidt for sig selv og tog endnu en mundfuld af maden, før han endelig viftede svagt med hånden for at indiekre, at hun gerne måtte tage plads.
"Sid ned" Det var da fristende at lade hende stå under hele måltidet, men han måtte hellere være bare lidt sød, så hun ikke forsøgte at vende magtforholdet. På den anden side ville det jo bare give ham en undskyldning for at begynde afstraffelsen før planlagt.

Enkelte gange hævede han sit glas for atskåle med hende, men ellers foregik måltidet i tavshed. Faktisk lå hele hans opmærksomhed på manden, han kiggede knapt nok på hende, bare lige for at se, om han kunne irritere hende en smule.
"Det var et ganske udemærket måltid. Bedre emd hvad de sevrer på kroerne, i hvert fald" sagde han, da den sidste rest var blevet skrabet af tallerkenen.

En ægte sangfugl blev Fielthena aldrig, ikke at hun hverken sang eller nynnede direkte flask, men det var bestemt ikke hendes lod i livet at underholde med skønsang, hun var i stedet blevet tildelt andre kort i livets spil. Afholdt det hende fra at nynne under madlavning, ikke så meget som et sekund! Det kom helt naturligt, hvorfor hun heller ikke helt havde kunnet lade være trods Declan stilstedværelse.
Med ryggen til ham, havde hun ikke bemærket hvordan at hendes lille nyn havde sat et smil, om end et lille et ag sin slags, så var det stadig et smil der var at finde på hans læber.
Kjole og nynnen, Declan havde så sandelig fået oplevet en del kontrast sider af den mørkhåret kvinde på én aften, end han nok havde gjort de sidste måneder.

Det havde været lige ved og næsten, at hun i sin af venten på hans dom af maden og tilladelse til at tage plads, havde skudt det ene øjenbryn lidt op mod loftet, men med bare lidt selvkontrol lod hun være. Det kunne hurtigt falde i mindre god jord hos lånelejen, uanset hvor tiltænkt en provokation det ville fremstå, af hans valg om at tage sig god tid.
Tilladelsen blev givet, efter et svagt, næsten ikke synligt nik. Fielthena plads på stolen foran sig, så hun ligesom i kareten endte med at sidde overfor ham.
Selvom ord ikke blev udvekslet, virkede stilheden aldrig akavet. Faktisk passede den hende glimrende, for det betød hun uden forstyrrelser kunne tage hvert lille tegn på om han nød maden ind.
I et forsøg på at drukne sin irritation over næsten ikke at blive værdiget et blik under maden, rakte hun ud efter vinglasset, og tog en tår af dens indhold. Måske var det også denne irritation, der gjorde at hans kompliment af maden faldt lidt til jorden.
Ganske udemærket?! De følgende ord havde nok ikke været ment, som at hendes mad kun lige var lidt bedre end kro mad, men det var sådan hun tog dem til sig. Uden at spørger om lov til at rejse sig, skubbede hun stolen under sig ud, i det hun rejste sig, straks efter at have tømt resten af glassets indhold.
Declan havde også kun lige nået at få skrabet det sidste af tallerken, før den blev fjernet fra ham ”Nå, det var vel nok heldigt, var?” Vrissede hun næsten hvæsende som en utilfreds kat.

Ganske vidst havde han regnet med, at hun ville blive utilfreds over den manglende opmærksomhed, men han havde nu ikke regnet med, at hun ville blive så fornærmet. Helt ærligt så irriterede det ham en anelse, han havde jo ikke gjort noget videre slemt! Hvis han nogensinde skulle kunne bruge hende som andet end lidt hurtig fornøjelse, blev hun nødt til at lære at opføre sig ordentlig. Den opdragelse kunne vel egentlig lige så godt starte nu som senere. Det var trods alt hendes egen skyld, når hun reagerede på sådan en uopdragen måde, han havde nok alligevel været for sød ved hende.

Fuldkommen tavs og med de sædvanlige velovervejede bevægelser som altid, rejste han sig fra stolen. Hun burde efterhånden kende ham godt nok til at vide, at den opførsel meget sjældent varslede noget godt. Med et par hurtige skridt krydsede han den korte afstand mellem dem, så han kunne gribe fat i hendes hår i baghovedet og nakken, og presse hende hårdt mod bordet, hvor der stod en balje med vand. Som sædvanlig var han fuldkommen ligeglad med, om han fik mærker, det var fuldkommen hendes egen skyld.

Hånden blev viklet godt ind i hendes hår, så han også kunne tage et solidt greb i hendes nakke og begynde at presse hendes ansigt ned mod baljen.
"Jeg synes, at jeg hørte dig sige noget" Han stoppede før hendes hoved nåede vandoverfladen, men også kun lige før. Et enkelt tryk og så ville hun være under.
"Men jeg tror bestemt, at jeg må have hørt forkert, for det kan da næppe passe, at du er så uopdragen" hans tone var kølig og alt ved ham gjorde det klart, at det her var hendes eneste chance for at rode bod på den forseelse hun havde begået.

Få ting i denne verden så hun ned på, men kro mad var noget hun kun anså som hundeæde, hvilket også var eneste grund til hun havde lært at lave mad selv, så vidste man med sikkerhed hvad der var i. En gryderet på en kro kunne indeholde alt, for at holde bekostningen i at lave maden nede, men prisen for den højt nok oppe fordi det mættede. Så for hende var hendes reaktion helt i orden og velbegrundet, noget Declan tydeligt ikke var enig i.

Før tallerkenerne overhovedet var nået at blive sat fra hende på bordet, hvor en balje med vand stod klar til at få vasket de værste madrester af, lød lyden af træ mod træ, som stolen Declan havde siddet på blev rykket ud. Et enkelt glimt kastet tilbage mod ham, fortalte hende alt. Det var et forvarsel, nøjagtig som når hun selv blev stille når hun var vred, men før hun kunne nå at reagere, havde hans hånd lukket sig om den brune hår.
Lyden af de tabte tallerkener var hvad der først brød stilheden, efter hendes sammenbidte støn for den smerte taget i håret førte med sig, men endnu mere hvordan hun følte alt luften blev presset ud af hende, ved sammenstødet med bordet. ”..Hmpf...” Lød det småforpint fra hende.
Han ville ikke turde at presse hende under vandet i baljen, ville han? Tvivlen var væk lige så hurtigt den var kommet, for jo det ville han og så endda uden den mindste tøven…
Stirrende ned på vandets overflade, sank hun en voksende klump spyt ”Jeg er glad for at maden smagte dig. Det var ikke min mening at fremstå uopdragen, kan du tilgive mig, Herre?” Desperationen for ikke at ende i vandet, var ganske tydelig. Hun forsøgte ingen gang at skjule den for ham. Alene ikke at kæmpe imod for hans pres var svært nok, for det var hvad hun mest af alt havde lyst til, var at kæmpe imod, med alt hvad hun havde i sig for at komme fri, men dette øjeblik krævede hun tænkte sig om for at komme ’hel skinnet’ gennem hans lille prøvelse.
Havde Declan gjort dette for blot få måneder siden, ville hun havde handlet på sit instinkt først og fremmest.