Selvom han ikke havde kommenteret på hendes lille forsøg på at drukne ham i badet, havde han labgt fra glemt det. Generelt var han ikke typen der glemte det, han ventede bare på det rette tidspunkt til at tage hævn, som for eksempel nu. Til hendes held bare han ikke nok nsg til faktisk at presse hendes hoved under vandet og holde det der, det lignede ham ellers ikke at være så tilgivende. Han skød det til side med undskyldningen om, at hun trods alt var ret god i sengen, og hun ville næppe have lyst til at fortsætte deres leg, hvis han tvang hendes kønne ansigt ned i vandet.

Kortvarigt strammede han grebet om hendes nakke, bare for at få hende til at tro, at han ikke godtog hendes undskyldning, hun skulle mærke, at han fuldkommen havde magten over hende i dette øjeblik. På trods af det strammere greb, godtog han selvfølgelig hendes undskyldning, så langsomt viklede han sin hånd fri af hendes hånd og trådte at skridt baglæns.
"Jeg syntes nok, at det var, hvad jeg hørte" brummede han, stadig lettere utilfreds. For en god ordens skyld gav han hende to hårde slag bagi, hun skulle jo endelig ikke tro, at hun var sluppet billigt, bare fordi han accepterede hendes undskyldning.

Efter at have kastet et sidste blik på hende, gik han atter hen og satte sig på sin stol.
"Kom herhen" hans stemme var bestemt og han klappede et par gange på sine lår, forhåbentlig var det nok til, at hun forstod, at han ikke ønskede, at hun skulle sætte sig på hans skød. Hendes straf var først lige begyndt. Selvfølgelig kunne han sagtens havde fortsat straffen ovre ved bordet, men der var nu noget ved, at hun selv skulle komme over og ligge sig klar til at blive straffet. Hendes flabede og uopdragne kommentar havde gjort bulen i hans bukser noget mindre, men den var allerede markant tilstede igen.

Begge hænders håndflader lagde sig ned mod bordfladen tæt ved kanten, men uden antræk til at skubbe fra mod den eller kanten. Endnu, hvis han virkelig ville presse hovedet under vandet, havde hun bestemt ikke tænkt sig at stå passiv.
Det strammede greb, fik hende til at suge luft ind som forberedte hun sig på at skulle holde vejret, det var trods alt mere end hun havde tilladt ham, da hun havde været ved at drukne ham, gentagende gange. Det var pludseligt ikke så interessant når man stod i den anden ende, af en potentiel drukning.
De fleste ville nok have været hurtige til at rette sig op, så snart taget i nakken havde sluppet, og lægge afstand til baljen, skulle han have fortrudt og atter gribe fat for at gøre alvor af sin trussel. Det var da også hvad hun mest havde lyst til, alligevel blev også denne lyst undertrykket.
Slagene fik kroppen af at give sig i ryk, og en små klynkende lyd til at slippe fra hende. Declan trak sig tilbage til stolen, og først her rettede hun sig op. Det var fristende bare at bede ham om at skride, som utilfredsheden over hans lille magtdemonstration stadig var til stede, men sammen med den var der også alt det andet hun havde følt siden hun var kommet ud iført kjolen, hos Magda.

Det var ikke længe hun stod og gjorde sine overvejelser for, om hun overhovedet havde tænkt sig at lystre. For hvad hovedet måske ikke var helt enig i, der havde kroppen taget valget på forhånd. De tabte tallerkener var i mellemtiden blevet glemt, kun for at blive en skarp påmindelse. Et lille skår der var blevet overset, borede sig ind i fodballen på vejen mod Declan, med ansigtet trykket i en smertefuldgrimasse, måtte hun stoppede kun en halv meter fra ham, støttende med en hånd på bordet, blev skåret pillet ud.
Skrammen var ikke den værste man kunne pådrage sig, blodet gjorde bestemt at det så mere drabeligt ud. Så snart skåret var ude af foden piblede blodet frem, og inden længe var de første dryppet fra foden og ned på trægulvet.

Et kortvarigt udtryk af forvirring spredte sig over hans ansigt ved synet af hendes smertelige grimasse. Forvirringen forandrede sig dog til forståelse, da det gik op for ham, at de ødelagte tallerkener stod bag hendes smerte. Hurtigt rejste han sig op og med få langge skridt var han henne ved hende. Blidt tog han fat i hendes arm, så han kunne guide hende udenom de resterende og hen til spisebordet, hvor han gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig op.

Forsigtigt for ikke selv at træde på glasskårene, gik han hen og fik fundet en klud og en spand med vand, som han tog med tilbage til bordet, hvor hun sad.
"Du bør være mere forsigtig, glasskår kan skade dine fødder ret alvorligt" ordene blev ikke sagt vredt, som man ellers kunne forestille sig, hendes uforsigtighed taget i betragtning. For ham kunne man sikkert kalde tonefaldet for venligt eller omsorgsfuldt, selvom det for langt det fleste nok bare ville lyde lidt neutralt og fladt.
Han satte sig på knæ foran han og tog fat i hendes fod, så han med overraskende blide bevægelser kunne vaske det værste af blodet væk, så han kunne fjerne glasskåret fra foden. Lidt mere blod blev vasket væk før han forsigtigt placerede sin hånd over såret og lukkede øjnene. Det virkede ikke til, at der var sket nogle større skader i foden.. godt, så var det en simpel nok opgave at heale. Det tog kun ganske kort tid før det stort set ikke var til at se, at der lige før havde været et sår i foden. Med de samme blide bevægelser vaskede han det sidste blod af hendes fod, i et andet liv kunne han sikkert være blevet en ganske god healer.

Han rejste sig op igen, og så på hende med et lettere strengt blik.
"Bliv der" Han gik hen og tog kosten, så glasskårrene kunne blive fejet væk, hvorefter han igen lagde sig på knæ med klud og spand, så han kunne skurre blodet af gulvet. Det var langt fra første gang, at han blev nødt til at vaske blod af et gulv, så opgaven rørte ham ikke rigtig. Da glasskårrene var væk og gulvet rent, gik han hen til hende og tilbød hende en hånd, så hun kunne hoppe ned fra bordet uden at skulle støtte alt for meget på sin fod. Nok havde han healet hende, og der burde ikke være noget at mærke til skaden, men han kunne jo have overset noget.

Det var ikke fordi hun havde regnet med at få hjalp fra Declan, faktisk var det nærmere forventet at han ville blive siddende og så måtte hun jo klare sig selv. Hvilket hun også havde i sinde, til hans ene hånd helt blidt lukkede sig om den ene arm. Haltende på den såret fod, fulgte hun uden nogen indvendinger med over til spisebordet, efterladende blodige fodspor hele vejen.
Uden synderlig stort besvær, fik hun taget plads som anvist på bordet. De grønne øjne lukkede sig tæt sammen, og åbnede sig først igen ved lyden af en spand der blev sat på gulvet nær hende.
Smerten var stadig til stede, men modsat før var der ikke skyggen af hun var påvirket af den. Bag de lukkede øjenlåg havde hun fundet en forsvarsmekanisme frem, den samme hun havde benytte sig ganske flittigt af som barn og langt op i livet, at pakke smerten væk i sindet, så hun i stedet sad mere eller mindre følelsesløs, nøjagtigt som hun havde gjort de fleste gange hvor hun havde været tvunget til at knæle på ris og korn, i timer.

Ordene var stikmod sat hvad hun forventede, hverken vrede eller fordømmende, ja faktisk var det jo helt omsorgsfuldt efter Declan’s standarter. I hendes lille mentale lukkede kasse, endte hun med næsten at stirre helt dødt ned på ham, ikke før end han greb om foden kom der lidt liv i hendes krop igen ”Declan, det..” Begyndte hun, men stoppede hurtigt sig selv, for der var ingen grund til at holde i stoltheden og nægte hans hjælp, han ville nok ikke lade hende afvise den alligevel.
Det var anden gang han healede hende, men det var med lige stor fascination hun betragtede det ske. Først da hans øjne lukkede sig sammen, skar hun en grimasse der havde presset sig på siden han begyndte at vaske blodet væk. Det var nemmere at ignorere den skarpe smerte, når ingen pillede ved foden.

Med antrækket til at glide ned fra bordet, standsede hun for det strenge blik og ordren om at blive siddende. Ville han virkelig have hun bare skulle sidde og se på, mens han fik fejet og skrubbet gulvet?
”Hvorfor har du ikke gjort mere i det der healingværk?” Spurgte hun oprigtig nysgerrig, mens en hånd viftede lidt sigende mod foden. Folk kom altid til skade, og de fleste rige var ganske villige til at betale en god sum krystaller, for at have en privat healer ved hånden. Spørgsmålet blev stillet mens han endnu var i færd med at få blodet væk, et job hun sagtens selv kunne have klaret, men det var nu meget betænkeligt af ham og hun undgik da ikke helt at få en lille voksende varme i brystkassen.
Hånden fik ikke lov at hænge længe i luften, før hendes ene lukkede sig om den så hun kunne komme ned fra bordet.

Det overraskede ham en smule, at hun blev siddende og fandt sig i, at han hjalp hende, hun var jo trods alt rimelig selvstændig og havde da så rigeligt bevist, at hun kunne klare sig selv. Han havde dog ikke tænkt sig at give hende noget valg, så det passede ham fint, at hun for en gangs skyld samarbejde.
Han tog sig et øjeblik til at tænke over hendes spørgsmål, inden han trak på skuldrene.
"Jeg er ikke skabt til at tjene på den måde. En ting er at have en chef, som jeg har nu, men hvor jeg stadig kan gøre stort set, som det passer mig. Noget helt andet er at tjene rige folk som tror, at de kan træde på mig, fordi de betaler mig" han ville aldrig kunne fungere i et tjenestefag, første gange nogen var utilfredse med hans ydelser, ville han jo skære halsen over på dem.

Han satte sig ned på stolen og trak i hendes arm, så hun blev tvunget til at sætte sig ned på hans skød. Selvom hun lige havde fået lov til at tage en pause, var han slet ikke færdig med hende endnu. Bestemt spredte han hendes ben en smule, så han kunne lade en drillende hånd stryge op ad hendes inderlår, langt nok op til, at han lige præcis nåede at strejfe hendes underliv, og så ned ad låret igen.
"Jeg burde stadig straffe dig for din ulydighed" han lagde hovedet en anelse på skrå og så på hende. I stedet for 'bare' at nusse hende på inderlåret, satte han neglene en anelse i, så han istedet kradsede hende, dog ikke dybt nok til at efterlade mærker.
"Hvad synes du? Fortjener du stadig en straf? Og hvis ja, hvad skulle det så være?" Han var reelt nysgerrig, for han vidste jo, at hun kunne lide de smerter, som han udsatte hende for, men kunne hun virkelig få sig selv til at bede om det?

Overlæben blev trykket lidt skævt i den ene side, som et ’nåh ja’ til hans ord. Declan egnede sig så bestemt ikke i at servicere andre, ved nærmere eftertanke ville han nok ingen gang være en god lejemorder, for ikke alle der bestilte ens service var altid lige nemme at snakke med. Mord delen skulle han nu nok kunne finde ud af, men en mere umulig kunde, næppe.
”Hvorfor har jeg aldrig stødt på din chef?” Nu havde hun jo efterhånden været i hans selskab på næsten alle tider af døgnet, men ikke en eneste gang var der nogensinde dukket en chef op, hvilket måske når hun tænkte over det, lidt mystisk. Hvem stolede så meget på deres ansatte? Faktisk havde hun endda anmodet om at møde hans chef, den samme aften hun havde forsøgt at drukne ham. Øjnene smallede sig en anelse, mens hun ellers så spørgerne på ham. Det varede kun så længe, for trækket ned på hans skød fik øjnene til at spærre sig lidt op.

Det var oplevet før lidt blod ikke ligefrem lagde en dæmper på Declan, så hvorfor skulle denne lille episode være anderledes? Nok havde hun ikke ligefrem følt stemningen da han havde været ved at ville drukne hende, i den balje der blev brugt til at skylde ting af i, det havde været at gå lige til grænsen og måske en tåspids over, men den omsorgsfulde ’pleje’ af foden havde opvejet det hele lidt igen.
Modstand var der ikke meget af som han tvang benene fra hinanden, og lod hånden vandre op langs inderlåret, strejfe hende kun for at bevæge hånden væk igen.
Hvad der virkelig fik hende til at reagere, ved at sprede benene lidt ekstra fra hinanden var neglende mod huden. Med blikket følgende hans hånd, kunne hun ikke lade være med at ønske den ville bevæge sig langt nok op, og denne gang blive.
Nikkende løftede hun blikket, kun for at dreje det mod hans ansigt. Munden føltes næsten tør, som han havde åbnet muligheden for at hun skulle straffes, igen, men ønskede at hører fra hende hvilken straf.
”Tag mig ude i butikken, mast op mod et af vinduerne.” Lød det endeligt. Nok var chancen for de ville blive opdaget ikke særlig stor, men selv om natten var gaderne ikke fri af folk. ”Og kun gør dig selv færdig.” Han vidste om nogen hvor meget hun hadet når han tog hende lige til kanten, kun for at frarøve hende faldet.

Hvorfor skulle hun blive ved med at spørge ind til hans chef? Han vidste godt, at hun ikke var dum, og han havde nok ikke været så forsigtig, som han burde.. men kunne hun virkelig have luret hans hemmelighed? Han burde nok få gjort et eller andet ved det på et tidspunkt.
"Min chef tager sig ikke af trivielle ting. Og selvom jeg nu finder dig ganske interessant, har han det ikke på samme måde. Til mit held, for så ville han sikkert bare forlange, at jeg skulle dele dig med ham" Det blev sagt på en måde, som tydeligt indikerede, at han ikke ønskede at debatere det yderligere. De havde jo masser af ting som de skulle nå.

Han kunne simpelthen ikke lade være med at smile bredt, da han hørte hendes forslag. En ting var, at det var noget, som han bestemt ville nyde, men hun kunne sagtens have foreslået noget, som ville have været bedre for hende. Måske var hun alligevel ved at indfinde sig i en eller anden form for rolle.
"Jeg synes, at det lyder som et fremragende forslag" Han klappede hende på inderlåret og skubbede til hende, så han kunne rejse sig op.

Lige så snart de stod op, greb han fat i hendes arme og hev dem om på ryggen, så albuerne var trykket sammen bag ryggen. Med at fast tag i armene førte han hende ud i butikken og med det samme hen til vindue ud mod gaden, hvor han brugte sin kropsvægt til at trykke hende op mod det.
"Hænderne på ruden. Uanset hvad, vil jeg hele tiden se dine bryster og ansigt være trykket op mod ruden, folk skal jo gerne have noget at se på, hvis de går forbi" han gav slip på hendes arme og trådte et skridt baglæns, så hun kunne stille sig til rette.

Synet af hende, som hun stod der trykket mod ruden, til fuld skue for hvem der nu måtte gå forbi, var nok til, at hans bukser igen strammede ubehageligt meget. Det var der jo sådan set en nem løsning på, så uden at tage blikket fra hende, åbnede han sine bukser og lod dem falde ned på gulvet. Det var fristende at tage hende med det samme, men i stedet greb han fast i hendes hofter, og trak hende lidt bagud, så hun blev tvunget til at svaje i ryggen. Han førte armen bagud, og lod hånden falde hårdt mod hendes baller. Igen og igen lod han hånden falde, indtil hendes baller havde en flot rød farve, hvor han stoppede og lod to fingre glide op i hende, bare lige for at mærke, hvor klar hun var. Og så selvfølgelig også for at drille hende lidt mere.

Det var ikke fordi hun var ved at have regnet ud at det var Declan som stod bag det hele, ikke fordi hun anså Declan til at være for uintelligent til at stå bag, men fordi han selv havde fingrene i mulden. Havde han været hjernen bag alt dette, ville det give mest mening at han fik alle andre til at klare den beskidte del, holde sine hænder så fri for smuds som muligt.
Declan’s svar var lige dele besvarende og afvisende, men gjorde det også ganske klart at denne samtale nu var slut, så der var ingen grund til at grave videre i hvem hans chef var, at han da i det mindste kunne komme med et navn hans chef gik under. Ville hun forsøge at opspore denne chef, havde hun et navn at gå efter, så bestemt og det var vel i virkeligheden nok grunden til nu netop ikke fik noget af vide.

Valget på straffen var faldet på lige netop det forslag. De begge to havde intet imod muligheden for at blive opdaget, normalt, for der var et sted hun ikke ønskede at blive set så var det ude i butikken. Så selvom hun ville ende med at nyde behandlingen, ville en lille del af hende konstant være på vagt.
Allerede inden han skubbede, var hun i færd med at rejse sig, klappet på inderlåret var tegn nok til at hun skulle flytte sig fra hans skød. Kun trådt væk så han kunne komme op, stod hun og ventede på han førte hende ud mod butikken. Et lille skud af smerte fra skulderne fik hende til at trække en grimasse, da albuerne blev presset mod hinanden bagom ryggen.
Ikke længe efter stod hun presset op mod den kolde rude ud mod gaden foran guldsmedjen ”Ja, Herre.”. Hænderne slap armene og som en god underdanige person, gjorde hun nøjagtig som hun fik besked på. Et gisp lød da han trak hendes hofter lidt mere bagud, og det første slag faldt. Hvert slag gav mere farve til den i forvejen rødmen, fik hende til at slippe klyngende støn, der hver gang efterlod ruden kortvarig mat, for den varme luft fra mund og næse. Hun havde været tændt allerede før han havde ført hende med sig, det var startet ved hånden på hendes lår og slagene havde da også haft sin virkning på hendes krop.

Bare for at være rigtig led, fortsatte han med at bevlge fingrene frem og tilbage, mens han med den anden hånd masserede hendes baller. Efterhånden kendte han de små lyde og tegn fra hende så godt, at han kunne stoppe den uretfærdige behandling lige inden, at det blev for meget for hende, hun havde jo trods alt selv bedt om at blive straffet. Han trådte et par skridt tilbage, så han kunne betragte hende, mens hun kølede lidt ned igen. Det virkede næsten umuligt, men de røde baller gjorde hende endnu kønnere at se på.

Nok var synet af hende et vidunder i sig selv, men nu kunne han ikke holde sig fra hende længere. Han trådte igen hen til hende, og greb fat i hendes hofter, så hun fortsat var tvunget til at svaje i ryggen. Uden at tage videre hensyn til hende, trængte han op i hende, og begyndte med det samme at bevæge sig hårdt og hurtigt frem og tilbage.
"Lad mig høre.. hvor meget.. du nyder det" stønnede han uden at sætte tempoet ned, han ville høre hende skrige sin nydelse ud, helst så højt, at ingen ude på gaden kunne være i tvivl om, hvad der foregik, når de kom tæt på butikken.
Det var heldigt, at hun havde nået at gøre ham færdig i kareten, for selvom lysten bruste rundt i kroppen på ham og nærmest gjorde ham svimmel, vidste han, at han ville være i stand til at holde lidt tid.

Nydende lukkede han øjnene, tydeligt fuldkommen ligeglad med, om der kom nogen gående forbi ude på gaden, det var ikke hans problem. At han ikke skulle fokusere på alt det, som skete omkring dem betød, at han bedre var i stand til at bemærke de små tegn fra hende, så lige så snart det lød til, at hun var ved at tabe kampen mod nydelsen, trak han sig ud og lod hende falde ned, før han igen stødte op i hende med de samme hårde og nådesløse stød.

Som altid, uanset situationen og hensigt med hans hånd mellem hendes ben, så nød hun godt af behandlingen. Denne gang var ikke hvor det skulle være en undtagelse. En rest af den kærtegn hun havde fået i kareten, som pludseligt var blevet brudt, sad stadig tilbage i kroppen. Tydelig viste det sig som hun lidt hurtigere end nogle af de forrige gange, begyndte med små skælv i kroppen, vejrtrækning blev mere overfladisk og de opstemte lyde tog til i antal og kraft, jo tættere han førte hende på kanten.
Hånden blev fjernet lige inden, og i stedet for at give efter for hvad kroppen var på vej til, måtte hun i stedet stå, tilbage med en ufuldendt følelse, der fik hende til at brumme misfornøjet.

Han vidste nøjagtig hvornår han skulle træde til igen, uden fare for at den næste berøring fejlagtigt ville tage hende der hen, som hun hungrede efter. En bittersød pine som hun selv havde ønsket, men som hun i øjeblikket inderligt og brændende håbede han på et tidspunkt ville forbarme sig over, og i sidste ende give hende det stik modsatte, den rene ekstase.
Så meget det kunne lade sig gøre, uden at fjerne komme for langt fra vinduet så hun ikke længere kunne stå som han havde kommanderet, imødekom hun de hårde, hurtige stød så hvert stød blev taget så dybt som muligt, medmindre han gjorde noget andet for at ændre det. Uden at holde sig det mindste tilbage, slap de sidste hæmninger der for ikke at være alt for højlydt, i forsøget på at en eventuel person udenfor intet ville opdage.

De begyndende sammentrækninger i underlivet, fik hende til at justere hovedet mod ruden, så det primært var panden der var presset imod den. Øjnene lukkede sig solidt sammen i et tungt støn, kun for at åbnes igen da han atter stjal fra hende.
Klynket da han forsatte som havde han aldrig haft trukket sig ud, var en blanding af den hårde behandling og hvordan kroppen efterhånden næsten var i brand, en brand der kun kunne slukkes hvis han gav efter for hende.
Tiggende mellem støn, suk og klynk fik hun ud ”Vil du.. Ikke nok.. være sød at… give mig lov.. til at komme.. Jeg skal nok.. være god.”. Hvis han valgte at forbarme sig overfor hendes tiggen, ville der ikke gå længe før hun i et støn grænsende til at skrig ville nå hvad der var taget fra hende tre gange nu. Når bølgen ville være på sit højeste, ville knæene give en smule efter og knække let sammen, hvis ikke han var flink nok til at støtte hende.

Som sædvanlig var hendes mange lyde som sød musik i hans øre, og de fik ham til at grave fingrene dybere ind i hendes hofter og støde hårdere til, så hun forhåbentlig ville kunne mærke det i sine mishandlede baller.
Det morede ham forholdsvis meget, at hun ikke engang kunne klare den straf, som hun selv havde valgt. Nu havde han selvfølgelig heller ikke været sød, og helt ærligt havde han heller ikke regnet med, at hun ville kunne klare det helt uden at tigge om forløsning. Nu var spørgsmålet jo så bare, hvor sød han havde tænkt sig at være ved hende, det skulle jo trods alt forestille at være en straf, en straf som hun så rigeligt havde fortjent. Måske han skulle trække den lidt endnu. Han fortsatte med sine bevægelser, indtil han var sikker på, at han næsten ikke kunne være tættere på, og så trak han sig ud, indtil hun var faldet lidt ned igen.

Behandlingen med at tage hende, til hun var lige op over, kun for så at trække sig ud, fortsatte indtil han efterhånden følte, at han knapt kunne nå at trænge pp i hende, uden at det blev for meget for hende. Selvom han også fik en pause hver gang , han trak sig ud, kunne han også mærke, at det efterhånden var begrænset, hvor længe han holdt endnu. En hånd blev flyttet fra hendes hofte og op, så han havde et solidt greb i hendes hår.
"Kom så for mig" som hendes krop nærmest faldt sammen under nydelsen, udnyttede han muligheden for at presse hende helt op mod ruden, mens han tog hende så dybt og hårdt, som han overhovedet kunne. Tænderne blev begravet i hendes skulder, og hurtigt kunne han også stønne sin forløsning ud i rummet.

Han holdt hende presset op mod ruden, mens han nærmest krampagtigt stødte op i hende nogle enkelte gange. Endelig kunne han trække sig ud og træde et enkelt skridt tilbage, hans sørgede dog for at holde fast i hendes albue, så hun ikke endte med at kollapse på gulvet, de var trods alt langt fra færdige endnu.

For hver gang han trak det hele ude, kunne hun nærmest føle hvordan hun blev mere tyndslidt, hvordan selv de mindste berøringer kunne være nok til at give hende forløsningen hver en celle i kroppen skreg efter. Noget der virkede så frygteligt fjernt og samtidigt så tæt på, uanset hvad var hun overbevist om at begge veje ville få hende figurativt til at smuldre til atomer.
Hun havde sagt han skulle sørge enerådigt for sig selv, hvorfor hun på ingen måde forventede en forbarmning af hendes tiggeri fra Declan’s side, men hun håbede stadig. Den kom også, men ikke førend han havde trukket det så langt det fysisk var muligt, at han knapt nåede at få afsluttet sine ord før hun gav efter.
Det kunne næsten ikke blive mere synkront, da hans forløsning fulgte lige i hælene og overlappede med hendes egen, og hvor hendes egne lyde blandende sig sammen med hans, så det ikke længere var muligt med sikkerhed at sige hvor de hver isærs startede og stoppede.
Lykkelig for hans greb i albuen, fik hun efter lidt tid samlet sig nok sammen, til ikke at kollapse på gulvet, for hans fødder. Hæs var stemmen og så lav at det næsten ikke kunne høres, da hun med et helt sagligt smil over læberne, hviskede ud ”Tak.”, kun fordi han endnu stod tæt ved hende ville han kunne hører det.
Ruden havde fået et ganske fint fedt billede på sig, knapt tydeligt hvis man stod i den rigtige vinkel, men ville lyset ramme rigtigt ville det være synligt for alle hvad der havde fundet sted.

Blidt trak han hende ind mod sig, selvfølgelig for at holde hende oprejst og bestemt ikke af nogle andre grunde, og placerede et kys på hendes pande. Mon der ville komme et tidspunkt, hvor hun ville stoppe med fascinere og forbløffe ham? På en måde håbede han det ikke, for hun var uden tvivl den bedste, son han nogensinde havde været sammen med. Og så hjalp det jo også, at de spillede så godt op mod hinanden, når det kom til deres små lege. Nej, hende her var unik, og hun ville ikke få lov til at forlade ham lige foreløbigt. Uden han egentlig selv bemærkede det, strammede han sit greb om hende en lille smule.

Nu hvor de alligevel stod så tæt, udnyttede han muligheden for at lade en hånd glide ned over hendes ryg og ned til hendes baller, hvor han nussede hende lidt.
"Du gjorde dig fortjent til det" Selvom han nød at trække hende længere, end hun sikkert selv troede muligt, så var der noget særligt ved at se hende vride sig af nydelse, så det var lige så meget for hans egen skyld, at han havde ladet hende få den længeventede forløsning. Nu kunne han jo så også begynde at være lidt led ved hende igen, når de altså lige havde holdt en kort pause.

Langsomt løsnede han sit greb om hende, indtil han til sidst kun holdt fast i hendes hånd.
"Kom, jeg har en gave til dig" han holdt fast i hendes hånd, som han atter satte kursen mod køkkenet, langsomt så hun kunne støtte sig op ad ham, hvis det var nødvendigt.
Vel ude i køkkenet trak han en stol ud, så hun kunne sætte sig på den.
"Sæt dig på stolen" Han smilede lettere flabet til hende, velvidende om at træstolen næppe ville være behagelig efter de mange slag tidligere, men han havde ikke tænkt sig at lade hende slippe.
Lige så snart hun satte sig ned og han kunne give slip på hendes hånd, gik han hen til jakken og trak en æske op ad den ene lomme. Han trak en stol hen, så han kunne sætte sig foran hende.
"Her, den er til dig" pakken blev rakt frem til hende og hans blik gled op på hendes ansigt, så han kunne se hver en lille reaktion. Inde i æsken ville hun se en halskæde, eller måske nærmere et halsbånd, som var lavet af mange tynde "tråde" af guld, som kunstfærdigt var snoet ind og ud mellem hinanden. I midten af halskæden hang en solid ring, stor nok til, at han ville kunne stikke en finger igennem den.

Hele kroppen summede stadig behageligt, mens fornemmelsen af at være tung og blød som bly i hele kroppen var det at hun overhovedet formåede, godt nok med hans støtte, ikke at synke ned på gulvet næsten en bedrift i sig selv, for det føltes som at tyngdekraften hev hårdt ned mod det hårde træ. Begge hænder lagde sig mod hans nøgne bryst, forsigtigt og små nussende bevægede tommelfingeren på den ene af hænderne, sig frem og tilbage.
Hjertet slog lidt hårdere, men blev straks affejet med den omgang hun lige havde været i gennem. Naturligvis ville hendes puls, vejrtrækning og der ved også hjerterytme endnu være påvirket, så det måtte være årsagen. Panden, omkring det samme sted han lige havde placeret et kys, lagde sig med lukkede øjne ind mod brystkassen, i en spinden som hans hånd strøg ned langs ryggen. I stedet for den snart vanlige massage af ballerne når de var mest misbrugte, nussede ham dem i stedet med rosende ord.
Ord der ikke kunne undgå at få hende til at smile ret så selvtilfreds.

”En gave?” Gentog hun noget overrasket, som hovedet blev løftet fra hans bryst og ikke længe efter var han ved at føre hende tilbage til køkkenet, godt stødende til ham. Der var ingen grund til at lade stolthed og stædighed være skyld i at lade benene give efter under hende, som værst tænkelige scenarie.
Stolens hårde træsæde virkede på ingen måde indbydende, men alligevel tog hun plads på den; helt forsigtigt. Alligevel slap hun ikke fra smerten, der skød gennem hende som lyn, givende hende en forpint mine og til at slippe en blanding af et gisp og klynk. Jo længere tid hun sad, jo mere vænnede hun sig til følelsen, men vidste også den nærmest ville komme ti føldigt tilbage, så snart hun rejste sig.
Æsken blev taget imod og trods for utålmodigheden fik hun åbnet den helt stille og roligt ”Dec..” Hun nåede lige at stoppe sig selv, som hun skulle til at forklare ham at hun ikke bar andre, smykker end øreringe, alt andet var upraktisk med hendes mere lyssky erhverv, men stoppede hurtigt sig selv.
Det var et ganske smukt smykke og så ville den jo sidde forholdsvis tæt ved halsen, så måske det ikke skadet at have det på indimellem?
”Det er smukt, Declan.” Halskæden eller halsbåndet om man ville, blev taget op af æsken, så hun kunne tage det i nærmere øjesyn, før han fik hendes opmærksomhed ”Vil du give mig det på?” Hun kunne godt selv, men der var også noget symbolsk i at han lukkede smykket omkring hendes hals.

Op til flere gang havde hun vist, at hun ikke var som de typiske kvinder, som nød at dække sig til i fine kjoler og smykker. Derfor havde han faktisk frygtet, at hun ville nægte gaven med det samme, så da hun valgte at tage imod den, kunne han mærke tilfredsheden brede sig i kroppen. Eller var det måske faktisk glæde? Uanset hvad glædede han sig til at se kæden rundt om hendes hals.

"Med glæde" hvis hun bare vidste hvilke hemmeligheder, som lå gemt i halskæden.. det skulle hun nu nok snart finde ud af. Han rejste sig op og stillede sig om bag ved hende, som han stod der, kunne han ikke dy sig for at lade fingrene glide fra toppen af hendes nakke og så langt ned, som han kunne komme til for stolen, helt blidt så fingerspudserne knapt nok rørte huden.
"Det er ikke noge helt almindelig halskæde" Mens han snakkede, blev kæden lagt på plads rundt om hendes hals.
"Den betyder, at du er min, helt og holdent" den fine lille mekanisme blev åbnet og lukket, så kæden blev holdt fast rundt om hendes hals.
"Den sladrer, hvis du gør noget, som går mod en direkte ordre fra mig. I hvert fald når det kommer til de mere intime detaljer. Og så kan du ikke selv tage den af" Han rykkede om foran hende og satte sig på stolen igen, så han kunne tage hendes hænder, bare i tilfælde af, at hun ikke var helt vild med ideen.
"Jeg skal gerne tage den af, hvis du ønsker det, men så kommer den aldrig på igen, og så er det de regler, som vi spiller efter herfra. Hvis du tilgengæld vælger at beholde den på, så bliver den siddende hele tiden, eller indtil jeg vælger den skal af, og så betyder det, at du overgiver dig fuldkommen til mig" Han havde ikke lyst til at tvinge hende til noget, men han havde brug for, at der var bogle faste regler, i hvert fald for hende, og hvis hun ikke var interesseret i det, kunne de lige så godt stoppe nu.

Havde hun på forhånd vidst hvilken magi der var lagt i guldet, havde hun aldrig nogensinde tilbudt ham at lukke det omring hendes hals, ikke så længe han ikke selv ville spille efter de samme regler og sige højt at han tilhørte hende, mindst lige så meget som hun gjorde til ham. I stedet for at fløjte rundt efter andre kvinder som… Daffe.. For hvad ville han overhovedet med sådan en kvinde? Bare tiden i butikken, med forsøg på at hive svar ud af den krølhåret kvinde, havde næsten fået Fielthena til at miste besindelsen og kværke hende.

Halskæden blev rakt til ham da han havde rejst sig, hvor efter hænderne lagde sig i hendes skød, afventende. Berøringen før han begyndte at lukke kæden, fik trods den var så fjerlet, hårene i nakken til at rejse sig og sprede sig rundt til resten af kroppen, hvor små midlertidige prikker af gåsehud kom til syne. Lyttende til hans ord, der for en start virkede ganske rimelige. Halskæden var en del af legen mellem dem, til når de var sammen, antog hun.
I et halv hurtig ryk drejede hun i overkroppen, så hun allerede førend han tog plads foran hende og greb hendes hænder, kunne se på ham med øjne der slog gnister af faretruende lyn ”Den hvad?!” Snerrede hun i en blanding af vantro og vrede. Han kunne ikke bare lukke den om halsen på hende, uden at have fortalt noget så vigtigt først! Det måtte være intet mindre end en løgn, og hun ville sagtens kunne åbne kæden selv. Rykkende begge hænder hårdt til sig, fri af hans, søgte de straks op for at forsøge at få halskæden op. En opgave der var helt umuligt, og bekræftende til hans ord. Et svagt glimt af panik kunne anes godt glemt væk i øjnene, under alle lynene.
Ikke så meget som et sekund stod de grønne øjne stille, som de afsøgte hans ansigt. Lidt som hvis de havde været en indespærret tiger, der vandrede frem og tilbage langs tremmerne.
Hvad der føltes som en evighed, men i virkeligheden kun var enkelte minutter, kørte hans ord om og om igen bag den lyse pande. Vendende og drejende hvert enkelt af dem. Bad hun ham fjerne den, var hun ikke i tvivl om at han ville gå ud ad døren uden at se sig tilbage, en tanke der fik en knude til at trykke i brystkassen på hende. Var hun ved at få et slagtilfælde og så nu?!
Alt hun formåede var at ryste på hovedet, som et nej til at få den pillet af igen. Munden føltes tør, måske var det grunden til at hun ikke virkede til at kunne få et eneste ord ud.

Der var ikke rigtig andet, han kunne gøre end at sidde og vente på, at hun var kommet sig over det første chok. Selvfølgelig kunne han godt sætte sig ind i, at en så fri kvinde som hende ikke bare kunne underkaste sig på den måde, som han krævede. Han havde forventet en kraftig reaktion, men han håbede nu virkelig, at hun ville falde til ro og acceptere hans forslag med tiden. Han havde trods allerede givet hende konsekvensen, og han havde altid været en mand af sit ord, så hvis hun ikke accepterede, havde han tænkt sig at gå, selvom det ville være en skam at sige farvel til den nydelse, hun kunne give ham.

Panikken som var tydelig hos hende, begyndte at gøre ham en anelse tvivlende, måske han havde tolket hende forkert, måske hun ikke kunne tæmmes. Han sørgede dog for at holde tvivlen godt skjult som han sad helt tavs på sin stol, hun skulle jo helst ikke tro, at hun kunne få ham til at fortryde.
Egentlig var han klar til at rejse sig og gå, for det så ikke ud til, at hun ville overgive sig. Men så rystede hun på hovedet. Så i stedet for at rejse sig og gå, rejste han sig op og stillede sin helt hen til hende, så han blidt kunne gribe hendes ene håndled.
"Det betyder, at du er min. Men det betyder ikke, at jeg forventer, at du fuldkommen underkaster dig, det er der intet sjovt i" Nok ønskede han at tæmme hende, men han vidste, at han for alvor ville fortryde det, hvis han fjernede den særlige gnist, som hun havde. For en gangs skyld var der en, som han ikke ønskede at knække fuldkommen.

En hånd blev lagt op på hendes kind, så han kunne stryge over den med tommelfingeren, inden hånden gled ned til halsbåndet.
"Vil du have det af lidt, så du lige kan komme dig over forskrækkelsen? Eller vil du beholde det på, så du kan blive vant til det?" Han lagde hovedet en anelse på skrå, inden han smilede lettere flabet til hende.
"Jeg ved selvfølgelig godt, hvad jeg foretrækker, at du vælger"

Alt fornuft skreg for at hun skulle få ham til at pille det forbistrede guld omkring halsen af igen, for dernæst at bede ham skride ikke bare ud af hendes hjem og butik, men helt ud af hendes liv, nøjagtig som han havde sat som et ultimatum.
Fornuften blev dog for en yderst sjælden gang overdøvet, noget hun aldrig rigtigt kunne mindes at have oplevet før, så hvorfor var det så svært at holde fast i fornuften? Hun kunne jo sagtens finde en anden end Declan, som kunne give hende det samme eller måske mere til? Han var ikke unik, var i hver fald hvad hun forsøgte at bilde sig selv ind i sin tavshed.
Nok havde hun rystet på hovedet, som svar på om kæden skulle tages af, men det betød ikke at panikken i øjnene lige med det samme lagde sig, eller hvordan det var tydeligt at der forgik en del inde bag de grønne øjne. Eneste forskel var at øjnene ikke længere hvileløst vandrede over hans ansigt, men havde fæstnet sig i hans grå.
Hans ene hånd lukkede sig blidt omkring hendes ene håndled og først derefter gav hun slip på halsbåndet. Den hånd hvis håndled han ikke hold om, gled fra nakken, ned over kravebenet og videre til den endte med at hvile i skødet på hende.
En lille klump spyt der bare havde siddet og vokset sig større, siden hun havde følt hvordan munden var blevet tør, blev sunket, ved gentagelsen af at hun var hans.
Hun var hans og det havde hun været længe nu, men derfor fik ordene stadig et sug til at gå gennem maven.

Øjnene smallede sig kort, før de var tilbage til den vante facon ”Hvorfor giver du mig så valget?” Ordne var flabede, men sagt i en næsten sukkersød tone. Aldrig i Fielthenas liv ville hun erkende at noget havde sat en panik i hende, det var hun for stolt og stædig en kvinde til.

Det var lige før, at han kom til at grine højt ved hendes flabede kommentar. I stedet for latter nøjedes han dog med et underholdt smil. Det var godt at se, at hun var tilbage efter det lille anfald af panik. Men ja.. hvorfor havde han overhovedet givet hende valget? Han fortalte jo sig selv igen og igen, at han i sidste ende var lige så ligeglad med hende og hendes følelser, som med alle andres. Men en ikke ubetydelig del af ham havde faktisk noget imod at skade hende og tvinge hende til ting. Det var noget underligt noget og helt sikkert bedst ikke at tænke for meget over.. det var jo alligevel nok bare den sædvanlige fascination, som han havde en tendens til at få af folk, hun var bare lidt mere spændende end de andre.

Hvad grunden end var, havde han ikke tænkt sig at fortælle hende, hvilken indflydelse, hun havde på ham. Det ville give hende alt for meget magt, og nu virkede det jo lige til, at magtbalancen mellem dem var tilbage, hun havde jo gudskelov valgt ikke at vippe den. Det betød jo så også, at han kunne fortsætte med at straffe hende, for han havde så sandelig ikke glemt alle hendes små fejltrin, og den flabede kommentar blev da også skrevet på hans mentale liste.
"Fordi det ikke er et redskab til at afstraffe dig, i hvert fald ikke direkte, og jeg ser ingen grund til at forlænge din panik" Han strøg hende blidt over kinden og lænede sig frem som om han havde tænkt sig at kysse hende, men i stedet for at lade deres læber mødes stoppede han millimeter fra hendes ansigt og tog hånden ned til halsbåndet, så han kunne stikke en finger gennem ringen.
"Men nu ser det jo ud til, at du har det fint igen, så måske vi skal fortsætte, hvor vi slap?" Han hev lidt i ringen, bare lige for at understrege den nye form for kontrol, han nu havde over hende.

Et lille fnys slap fra hende, førend hun kunne nå at stoppe det, ved hans snak om hendes panik.
Nok havde hun ikke nået at stoppe fnyset, men hun nåede trods alt at stoppe de ord som lå lige på spidsen af tungen; benægtelse af over at hun overhovedet havde haft et svagt øjeblik, af panik for lidt siden. Den verbale benægtelse ville han alligevel ikke sluge, for han havde jo fra første række set hvordan hænderne havde søgt mod låsen, hvor de febrilsk havde forsøgt at åbne den.

Det grønne blik sænkede sig mod hans læber, desto nærmere de kom hendes, men forventningen om et begyndende kys blev aldrig mødt. Det betød ikke at hun ikke kunne stjæle kysset, hvis hun ville. Alt det krævede var blot at hun flyttede hoved og læberne de sidste millimeter tættere på Declan’s, men hvor fristende det end var holdt hun sig, for nu, i skindet som en god underdanige, burde gøre.

Trækket i halsbåndets ring gav et lille cementerende ryk, der forplantede sig ned gennem hendes krop. Blikket løftede sig fra hans læber, hvor det ellers hvilet trancelignende siden han lagde an til at lade deres læber mødes ”Mmm.” Lød det lidt åndsfraværende, før et smil dansede over hendes ansigt og satte sig i det grønne græs hav, her ville det strålende glimt blive siddende, selv når mundvigene faldt tilbage til deres naturlige position. Æsken hvor i halsbåndet havde været, blev placeret på bordet, men unden at hun flyttede blikket fra ham, helt nøjagtigt fra Declan's øjne, heller ikke da hun svarede ham ordenligt ”Ja, hvad end herren ønsker.”.