Renny lyttede, men forblev tavs til Zirra omsider syntes, at blive færdig med sin fortælling. Hun nikkede dernæst og rakte ud efter den blonde kvindes hånd, som hun gav et varmt og velment klem.
”Det er desværre… prisen, vi må betale. Og så naturligvis alle hemmelighederne, der følger med arbejdet”, mumlede hun, velvidende at hendes ord aldrig ville kunne helbrede de psykiske sår, Zirra stadig led under. Indtil nu havde Renny selv været heldig – så meget vidste hun. Hvad havde hun i grunden mistet ved hendes job? Ikke meget, måtte hun indrømme.

”Men Victoria tager det seriøst, som du også selv siger. Hende kan man regne med. Desuden… denne Thanos… mange ting kunne ske med ham, forinden – ja, hvis du skulle støde på ham igen. Frygter du ham stadig? Hvad er han? Menneske? Har han adgang til hovedstaden?”

Efter at Renny tav – og ja, hendes ord havde været praktiske, men det var for hende den eneste mulighed – så hun, hvordan noget kærlighedsfuldt sneg sig ind i alle Zirras farver, men denne gang forblev hun stille. Det var trods alt ikke for hendes øjne at se.

"Jeg tror desværre han har adgang de fleste steder," sagde Zirra en anelse nedslået. "Af hvad jeg læste op på ham, er han ret farlig og kompetent. Og enormt eftersøgt. Men så længe hans penge ikke kommer fra Mørket, bør jeg ikke være i fare."
Eller familien... Nok havde Zirra ikke det allerbedste forhold til især sin far, men hun ville ikke kunne bære det, hvis der skete dem noget på grund af hendes arbejde. Da tankerne kom ind på Mørket, rettede hun hovedet op og mødte Rennys blik.
"Apropos Mørket," sagde hun og lyste næsten op af spænding over det, hun ville fortælle. "For nogle måneder siden stødte jeg på en mærkelver, der var blevet mishandlet af Skyggen. Det var sindssygt! Hun overlevede kun fordi jeg tilfældigvis kom forbi og fandt hende i rendestenen. I følge hende havde han brugt flere timer på at tortere hende - og han havde vist heller ikke regnet med, hun ville overleve."
Zirra havde virkelig savnet nogen at snakke arbejde med. Hun havde ikke så mange veninder i sit arbejde, fordi det oftest var bedre, at de kun kendte nogle få, så et dække ikke blev brudt, hvis en anden blev fanget. Derudover havde Zirra ikke så mange venner sådan helt generelt. Tillid havde aldrig været hendes stærke side - en arbejdsskade.

"Du må også have nogle vilde historier i ærmet - du har også været i tjeneste længe ikke?"
Det var blot en antagelse at Renny havde været spion længe. Zirra selv havde startet sin oplæring som tolvårig, og med Rennys evner, kunne hun umuligt bare være en ny, frisk rekrut. Zirra ville helelr ikke have fået en ny med på den her opgave, så meget var sikkert. I hvert fald ikke uden at få at vide, at vedkommende var ny i felten.

Renny lyttede opmærksomt, men lod ikke umiddelbart Zirra vide, hvad hun i grunden tænkte. Af en eller anden grund var det… ja, gruopvækkende at overveje, at denne ukendte ville den blonde kvinde ondt. Men også at han havde formået, at få hende til at røbe hendes egentlige identitet. Renny kunne ikke forestille sig, at det på nogen måde havde været nemt – og derfor også i den grad smertefuldt for Zirra.
Det gjorde ondt til helt ind i benet at tænke på.

Og dernæst kom den næstfølgende erkendelse. En, der fik Rennys mørkebrune øjne til at krølle sig sammen i eftertænksomhed.
”Så – han holder sig neutral. Hans kunder kan være alle og fra begge sider”, mumlede hun stille, hvorefter hendes tanker dog ikke længe efter blev gjort krav på igen. Denne gang måtte Renny dog fremtvinge et lille smil – mere af høflighed end af mindernes tilbagekomst.

”Det har jeg. Men kun i virke som Spion i små… syn år nu. Jeg er tidligere soldat nemlig. Mine vilde historier stammer ikke så meget fra dette arbejde men fra det forrige i stedet, og de er malet røde af blod, så… jeg tænker ikke, at de er værd at dele. De er næsten ikke værd at bære rundt på.”

Zirra sænkede blikket. Hun havde forsøgt at hive samtalen væk fra sin egen grufulde tortur og hen til noget, der kunne løfte humøret. Men alle historierne var rigtig nok klistret med blod - de bedre af dem var bare ikke hendes eget.
"Det bliver det også hurtigt i det her erhverv," svarede Zirra lavt. "Ofte er det bare ikke spionen selv, der udføre det blodige arbejde. Jeg har taget nogle lektioner i sværdkamp på det seneste, så jeg kan forsvare mig selv bedre. Ikke... Ikke at det hjalp, da jeg blev fanget i felten."

Den sidste sætning henviste til hendes nyligste tilfangetagelse. Én, hun absolut helst ville have været foruden. De ting, dæmonerne havde gjort ved hende, havde været så voldsomme, at hun var blevet taget af feltarbejde et godt stykke tid for at komme sig. Det her var kun hendes anden tur ude siden da, og kun fordi den første var gået godt. Havde det ikke været for Storms indblanden, turde Zirra slet ikke tænke på, hvordan dæmonerne havde fundet på at aflive hende. 

"Måske du også kan lære mig lidt sværd engang," sagde hun i endnu et forsøg på at ændre samtaleemnet. Her i det lukkede lille kammer, virkede det pludselig som om de kun havde ubehageligheder i bagagen. "Når vi engang er hjemme igen. Vi må hellere holde lav profil på skibet."

Renny nikkede men lyste op ikke lang tid efter. Hun var trods alt en Gandir, og de befandt sig ofte i træningshallerne, når muligheden bød sig. ”Det vil jeg mægtig gerne!”, istemte hun smilende, hvorefter hun omsider rejste sig.
”Min far er Bahir Gandir, og hvis han hørte, at jeg takkede nej til sådan en mulighed, ville han gifte mig væk i skam”, lo Renny dernæst. I øjeblikket efter klappede hun Zirra på skulderen, og skridtede derefter forbi hende, for at ligge sig til rette på gulvet, med den krøllede hårpragt hvilende mod en af de fyldte og bløde sække.

”Du er altid velkommen til at banke på porten derhjemme. Hele min meget store familie holder til i samme residens, så der er virkelig gang i den under normale omstændigheder. Bahir er, ja, i virkeligheden min onkel, for jeg mistede mine forældre, da jeg barn, men hvor om alting er – en ven af mig, er en ven af familien og vi har nogle mægtig fine træningslokaler. Bahir er nemlig rider af Lyset og samtlige af mine brødre – eller ja, mine fætre – er også i hæren.” 


//OOG: Vil lade dig vurdere, om vi er ude i noget timejump oder was <3

"Åh, min familie er også riddere af Lyset hele bundtet," svarede Zirra og lagde sig ned ved siden af Renny. Det var så forfriskende at tale med en, der kendte til hendes rigtige liv. Der var en frihed i den her samtale, hun ikke havde følt i årevis. "Men fandt de ud af, at jeg prøver at blive bedre til at slås, bliver de måske mistroiske, så jeg har holdt det hemmeligt. De tror trods alt, jeg bare er en simpel sekretær. Primært fordi jeg ikke var god til at holde på et sværd som barn..."

Samtalen kørte mellem de to kvinder i et stykke tid, før de døsede hen i middagsheden, der trængte ind gennem de tynde gardiner. Vant til et koldere klima, var de ikke lige så resistente over for ørkensolens hede. Først på aftenen kom der dog bud om hvilket skib, de skulle tage med selv samme aften. De fik en adgangsbillet hver med to imaginære navne påskrevet - Zirra var endda blevet sat på en billigere billet under dække af, at hun var besætningsmedlem på et skib, der var lagt til havn med skader og derfor ikke kunne tage hende hele vejen hjem. Den del vidste hun ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til. Lignede hun virkelig mest en sømand af de to kvinder? Det var sikkert fordi Renny havde større bryster, og deres kontakt havde været meget flirtende i sit udtryk. 

Det gav dog Zirra undskyldning for at have en væsentlig større taske med sig, og derved også holde krukken i den - noget kontakten måske havde luret, ikke havde været Rennys største ønske. Lige på det punkt, havde Zirra det fint med at være pakæselet. Renny havde virkelig virket utilpas ved den krukke. 
Så det var godt belæsset med deres fælles oppakning, at Zirra traskede omborg på det simple skib og fik tildelt en plads i en hængekøje nede på det besætningens dæk. Hun var gået i forvejen, så de to piger ikke ankom samtidigt, og aftalen var, at de ville mødes på dækket i løbet af den næste dag, da Renny nok ville få anvist en sengeplads længere væk fra besætningen - ofte ville besætningen havde lov til at brokke sig over deres passagere i fred, og Zirra var jo bare et midlertidigt besætningsmedlem. Åh, hun håbede ikke, de ville bede hende om hjælp til noget. Så meget vidste hun heller ikke om både. 
"Har du hørt, vi skal et smut sydpå først?" spurgte en mand, da hun lagde sine ting til rette. "Vi får så meget brok med passagererne, når de bliver to dage forsinkede. Men en eller anden høj herre betalte enormt meget ekstra for at blive sat af sydpå af det første og bedste skib - og det var os."
Zirra skjulte kun lige akkurat sin forfærdelse. "Hvad?"

Renny havde følt sig nødsaget til, at undskylde og beklage mange gange til Zirra, forinden at den blonde kvinde var taget afsted. Det havde ikke virket helt retfærdigt, at denne skulle bakke ekstra og derudover også fik en ringere køje på skibet. Selv havde Renny intet haft imod det, men hun vidste også, at hun fløj ind og ud af alskens roller, hvormed det faldt hende… ja, naturligt.
Og dernæst kom ventetiden: den, hvor Renny var fanget i sikkerhedshuset med sine egne tanker som eneste selskab, og det var aldrig til at holde ud. Hun boede trods alt på et skib – hun var van til arbejdet, de konstante snakke, der gik mellem besætningen og hende selv, larm og støj, fra de mange kajer, hvorved de lagde til…

At sidde alene, med ingen anden underholdning, end at stirre formålsløst ud i luften, var til at blive vanvittig af. I hvert fald for den sorthårede kvinde.

Det var også derfor, at hun valgte, at lukke øjnene i håb om, at søvnens mørke ville få timerne til at gå. Det skulle hun dog aldrig have gjort.

Renny hørte ikke døren, der knirkende gik op – og først for sent registrerede hendes underbevidsthed, hvordan der lød hastige skridt nær hende. Hvad hun dog nåede, var, at slå øjnene op og per refleks kvæle et skrig, forinden at en klam hånd lagde sig henover hendes fyldige læber.
Og så kom søvnen. En evig en af slagsen, hvis mørke er så altomsluttende, at den føles øjeblikkelig.

Det var lyden af vand, der faldt som små dryp et sted bag hende, der omsider fik Rennys bevidsthed kæmpet tilbage til den henslængte krop. Hendes hoved værkede, men ikke i samme grad som hendes ankler og håndled, der pulserede under et fast greb af noget, der skar hendes hud –

Hvad var der sket? Og hvor var hun?

Sov hun stadig?

Skibet var sejlet ud et par timer før. Der havde pigen stadig været bevidstløs. Nu var hun endelig begyndt at røre på sig, og de rette underordnede havde fået at vide, at det havde spildt tiden, at hun havde været bevidstløs så længe. For at ingen ombord ville fatte mistanke til det lille ærrinde, skibet var blevet sendt på, var det vigtigt at undgå yderligere forsinkelser.
Hun var blevet bundet til en stol i en tom kahyt inddraget til formålet. Lidt væk fra andre kahytter, fordi trappen ned til det nederste dæk adskilte det. Der var mere larm herinde, så de færreste havde noget imod at blive smidt hen til et andet sted at sove. Der var et par rejsende med skibet, som ikke nødvendigvis ville tage godt til lyden af tortur, men inden af dem var vigtige nok til at nogen ville lytte til dem. 

Zahinael sad i en stol og ventede på at hun åbnede øjnene. Rebene om hendes hænder og ankler var blevet strammet til et punkt, hvor han allerede kunne se huden være blevet rød under presset, men han ville hellere tage den forholdsregel end opdage for sent, at hun var en udbryderspion. Man vidste aldrig med de spioner. Og hendes hænder var ikke ved at blive blå, så det skulle nok gå. 
Han havde selv givet hende et reb om halsen også, der var lagt løst henvoer hendes front. Det havde ikke nogen reel anvendelse endnu - udover truslen. 

Han sad i en fin mørkeblå skjorte med en sort sølvbrokadevest udenpå. I ventetiden havde han knappet den op for at kunne sidde mere behageligt med krydsede ben og en notesbog. 
"Velkommen tilbage, Renny Calil Gandir," sagde han med et forventningsfuldt smil på læberne og lagde notesbogen fra sig. "Jeg må desværre fortælle dig, at dit dække er sprængt i småstykker."

Det var selvfølgelig en løgn at situationen ærgrede ham - han frydede sig over sit nye legetøj. 

Rennys blik – der nu var åbent igen – lod hende ikke se andet end skygger. Skygger, der dog talte i frydefulde toner, og som fik hendes indre til at vende sig krampagtigt. Frygten meldte nemlig instinktivt sin ankomst end ikke øjeblikket efter, for ordene var ikke til at tage fejl af. Hendes dække var ikke længere eksisterende, og stemmen – der tilhørte en mand – havde tilmed berettet om hendes fulde navn.

Det kunne betyde alverden, men det eneste, Renny kunne hæfte sig ved, var, at hendes familie – hendes elskede familie – nu også havde en skydeskive klistret mod deres kroppe.

Og det var på grund af hende. Tanken var ikke til at bære, og et ynkeligt hulk uden salte tårer, undslap hende.
Renny var derefter nødt til at spytte. Ikke af provokation eller trodsighed, men fordi, at hvad end hun havde fået, havde sat sig fast i hendes hals og truede med, at springe frem som sydende galle, skulle hun ikke selv få det op igennem svælget. Til stadighed forsøgte Renny dog at skimte skikkelser igennem tågen, men endnu ikke fandt hun nogle.

”Vand”, bad hun hæst og med håb om, at det ville lykkes hende at få netop det. 

Det gik op for Zahinael, at Renny ikke kunne se ham. Den måde, hendes blik farede rundt på og forsøgte at fokusere i det svage lys var meget lig disorienterede fanger, der enten havde fået for meget gift indenbords eller ikke kunne finde rundt i katakombernes dunkelhed. Patetiske, svagtseende racer.

"Ah, mennesker," sukkede han uden at reagere på kvindens bøn. "Jeg glemmer ofte, hvor få færdigheder, I har."
Han tog olielampen, der havde stået bag ham indtil nu og løftede den op idet han rykkede in stol tættere på hende. Gulvet svajede under dem, som skibet fulgte bølgernes bevægelser, me det lod ikke til at genere ham. Efter Mørkets nye fokus på sejllads og flåde, var han hurtigt blevet vant til gyngende grund.

"Så, Renny - eller Ren, skal jeg ikke bare kalde dig Ren, ligesom dine venner," sagde Zahinael og lænede sig frem i lyset "Arbejdede du alene på opgaven i Balzera?"

Stemmen lød igen, men denne gang blev det muligt for Rennys øjne, at skimte skikkelsen bag dem. Hans tone, så hvislende og frydefuld, stod i en skarp kontrast til det hvide ansigt og den brede pande, der emmede af noget kontrollerende, der lå og summede; som en kat der spandt velvilligt, indtil den fik nok og satte de skarpe kløer i dens ejer.

De mørkebrune, svømmende øjne flød henover skikkelsen, der kom til syne i olielampens skær. Der var ingen grund til endnu at blive rigtig trodsig, afgjorde Renny et sted i hendes underbevidsthed. Heller ej måtte han vide, at hun langsomt men stødt fik det bedre. Nok ville han øjensynligt kende til giftens virkning, men alle kroppe var trods alt forskellige –

I det at tanken indfandt sig, fulgte en ny end ikke øjeblikket efter: hun kunne se svage farver omkring ham. Til trods for alt det frygtindgydende, kunne hun stadig se dem! For blot et øjeblik blomstrede hendes hjerte af begejstring.

”Du er – ikke min ven”, lød det snøvlet fra hende, hvorefter hun lod sin ryg kollidere med stoleryggen. ”Så det behøver du – ikke. Og – alene”, tilføjede Renny dernæst, men grænsende til fornærmet over, at han overhovedet ville stille sådan et spørgsmål. Troede han virkelig, at hun ville afsløre Zirra sådan uden videre? 

"Du er ikke rigtig i en position til at vælge og vrage venner lige nu, er du, Renny?" spugte Zahinael.
Han morede sig gevaldigt over hendes svage modstand. Sådan var de altid i starten, de små spurve. Med tiden skulle hun nok komme på bedre tanker. Og tid ville de have nok af, når de først nåede til Obsidianøerne. Det var en mindre irritationsfaktor, at de blev nødt til at skifte skib undervejs og ikke bare kunne få det her til at sejle dem hele vejen, men ét var at det var et kystskib og helt sikkert ville blive slugt i øernes voldsomme bølger eller støde på revet, og noget helt andet var, at Zahinael ikke havde tænkt sig at tiltrække sig unødig opmærksomhed på netop denne rejse. Jo færre der kunne spore noget mystisk, des længere tid ville han have, før Lyset fattede mistanke og påbegyndte en eftersøgning.

"Hvad lavede du i Balzera, lad os prøve at starte der. Den historie vil jeg gerne høre," fortsatte han så. 
Det var meget bevidst, at han endnu ikke gik ned i at dømme hendes svar. De første var altid løgne eller ligegyldige alligevel. Det her var trods alt også bare opvarmning.

Renny spyttede for endnu engang. Gallen i halsen var umådelig tyk, og jo mere den slangeagtige stemme lød, des mere syntes den at vokse. Dernæst lod Renny sit hoved glide tilbage, men stoleryggen var for lav til, at hun kunne hvile baghovedet imod den, hvormed hun – med al hast – måtte skifte taktik. Hele den uheldige handling fik hendes krop til at værke og øjnene svømmede, for blot et øjeblik mere, ustyrligt i hendes hoved.

Og så lød hans spørgsmål; et, der blev efterfulgt af et af Rennys lavmælte fnys. ”Du får den ikke”, lykkes det Renny at modsige ham, selvom alt i hendes krop skreg af indestængt panik. Efterhånden var det begyndt at gå op for det sløve hoved, hvad der lå og ventede ikke lang tid ude i hendes fremtid, og i sit stille sind begyndte Renny at forberede sig –

Forberede sig på, at de åndedrag, hun i det øjeblik og i de følgende, drog, var nogle af hendes sidste. At hun ikke ville vende hjem til familiemiddag igen. At hun forlod venner og elskende i en grå tilstedeværelse af spørgsmål og forvirring over, at Renny selv aldrig vendte hjem.

En sidste gang lod hun tankerne dvæle ved Neagu og Eadgar; lod sig selv føle deres hud mod hendes egen. Hun gav endda sig selv et øjeblik til, at mindes momenterne med Zirra – det kunne have været et smukt venskab. Et, hun dog ikke fik fornøjelsen af i dette liv.

”Pis af helvedes til.”

Bare fordi det var ved at være belastende at høre på kvinden hoste og harke, tog Zahinael et vandskind op fra gulvet og satte det ublidt til hendes mund. Han vinklede det, så vandet løb ned til hendes mund, fuldstændig ligeglad med, hvor meget hun fik indenbords, og hvor meget, der endte ned ad hendes krop.  Hvis de skulle være i det her rum de næste to dage, gad han ikke vade rundt i grøn galle.

Da han var færdig med at hælde vand på Renny, lagde han vandskindet fra sig og satte sig på hug foran hende. Han lagde hver af sine hænder over hendes, der lå halvt ude over stolens armlæn. 
"Vi er skam ved at pisse af helvedes til, i aller bogstavligste forstand," sagde han med et smil. "Ved du hvem jeg er, Renny? Ledetråden er, at vi skal ud på Obisidanøerner."
Det var ikke hver dag, Zahinael fik fingrene i en lille spion af Lyset, og han frydede sig over det lige nu. Især fordi det havde været så nemt, og han egentlig ikke havde behøvet gøre særligt meget for det. Så man bort fra Islas betaling i en utrolig omstændig sjælesplittelse altså, men den havde nu også haft andre formål som at styrke deres samarbejde. Hvordan Isla var trængt igennem Rennys dække, stod ikke helt klart for spionmesteren, men han havde en idé om, at det hang sammen med denne Eadgar, der havde siddet fast i Islas hoved... Eller været i hendes krop - den del var han heller ikke skarp på endnu. 

Hans blik betragtede hende undersøgende. Hun var ved at gøre sig klar til at modtage torturen. Klar til at dø for sin sag. Meget kunne han sige om Lyset, men de trænede deres spioner godt. Igennem tiden havde han set flere af Lysets spioner komme tilbage på deres arbejde efter et fangeskab end han selv havde fået sine tilbage. Måske handlede det om hans vane med at slå sine ihjel, havde de først været i fjendens hænder og var der den mindste tvivl om deres fortsatte loyalitet. 

Renny tog grådigt imod vandet og forsøgte ivrigt, at få så megen af væsken ind imellem de sprukne læber. Ikke lang tid fik hun dog, og det var med et tungt suk, at hun så vandskindet forsvinde ud af syne igen.
Og dernæst lød spørgsmålet. Om hun vidste hvem, at han var? Renny kunne kun formode, men antagelsen var dog stærk i sin styrke. Der gik naturligvis rygter om Mørkets spionmester, men i Rennys stille sind måtte hun konstatere, at han var langt mere frygtindgydende end ordene lod fortælle. Alligevel nikkede hun dog – et nik der dog blev efterfulgt af et hastigt skuldertræk.

”Jeg vil nu sætte pris på en lille præsentation”, fik hun omsider mumlet, nu mere klar i hovedet end før. Hendes hals syntes heller ikke længere nær så tillukket, og hendes stemme lød næsten, ja, normal. ”Jeg ved nu ikke, om jeg vil med helt derud. Er du sikker på, vi ikke kan finde ud af – ja, du kan sætte mig af langt, langt før?”, lød det dernæst, nærmest spøgefuldt – i hvert fald så spøgefuldt det var spøgefuglen mulig.

"Hmm," lød det fra Zahinael som om han faktisk overvejede hendes forespørgsel. "Jeg kunne binde et par sten til dine fødder og sætte dig af lige nu, men det får ingen af os næppe noget ud af."
Kommentaren om en præsentation blev helt og holdent ignoreret. Hun havde nikket, så hun havde en anelse om hans identitet, og han havde intet imod at efterlade hendes sind med tvivlen om resten. 

"Vi har tre dage her nu. Så skifter vi skib, og du kan altid prøve at flygte, når vi hiver dig imellem skibene," fortsatte han. "Hvis du kan gå til den tid."
Zahinaels stemme  aftog lidt, som han tilsyneladende blev distraheret fra samtalen. Blikket gled nedad til hand hånd, hvor en gråhvid kugle materialiserede sig i hans hånd. Han sad stadig på hug foran Renny, og han tog et øjeblik sine hænder fra hendes. En til kugle kom frem, og med én i hver hånd, lagde han igen hænderne over hendes nu med kuglerne imellem deres hud. 

Han rejste sig op og lænede sig indover Renny - med hans højde måtte han krumme en del i ryggen - og han lod sit blik fæstne sig på hendes øjne. 
"Nå, skal vi prøve igen? Vi  starter med en let én," sagde han så. "Hvad lavede du i Balzera?"
Kuglerne poppede og den grålige essens flød udover Renns håndrygge. Han havde taget en god portion kraft i de første for at sætte stemningen. Kuglerne var fyld med smerten fra utallige piskeslag - de ville ikke gøre fysisk skade på hendes fine hud. Det ville kun føles sådan.

Renny forsøgte, til trods for at det ikke ville lykkes hende, at mase sig igennem stolens ryglæn, i det skikkelsen kom nærmere. Kuglerne, han holdte om i sin hånd, kunne umuligt rumme andet end Mørkets kræfter, og de mørkebrune øjne flakkede hvileløst og kuglerunde mellem hans tynde læber og hvide hænder.

I det at de landede i hendes egne våde håndflade, begyndte Rennys vejrtrækning først rigtig at blive hektisk; det var ganske enkelt ulideligt ikke at vide, hvad der dernæst måtte følge og det var ultimativt det, der gjorde, at Renny bed sin perlerække af hvide tænder hårdt sammen, forinden at kuglerne sprækkes –

Hvad der fulgte kunne ikke beskrives med ord: smerterne var ulidelige, ubarmhjertige og nådesløse. Renny end ikke hørte sine egne skingre skrig, og forstod først lang tid efter, grundet hendes tørre hals, at det var det, hun havde gjort i afmagtens smertehelvede.

Salte tårer trillede ned ad hendes kinder og Renny hulkede, som et spædbarn i sin moders favn. Hun kunne ganske ikke stoppe det – ville ikke stoppe det – og da spørgsmålet omsider gav ekko i hendes tanker, spyttede hun efter manden.

”Ferie, din grimme gnom!”, hvæsede hun arrigt. Det var næsten beroligende og kærkomment, hvordan hun kunne mærke vreden, der sydede og boblede i hende. Så var håbet endnu ikke fortabt.

"Dæmon," rettede Zahinael i et tonefald som havde hun bare lige sagt noget forkert af uvidenhed og ikke en fornærmelse. Han havde hørt det meste, og der skulle efterhånden mere til. "Og jeg ved det er forkert. Jeg ved du fandt smuglergrotten - den var nu heller ikke så godt gemt - og jeg ved du var sammen med en anden. Jeg vil gerne vide, om den anden var en af dine venner fra Balzera, eller om vedkommende er på vej hjem lige som dig ad en anden rute."
Zahinael havde egentlig ikke noget at gøre med smuglergrotten. Han vidste, den eksisterede, og han havde fortalt indehaverne, at det kun var et spørgsmål om tid, før Lyset fandt dem, men mere investeret var han nu heller ikke. Nu kunne han hovere lidt over dem, fordi han havde haft ret, og det havde givet ham en spion at indfange - måske to, hvis Renny fik tungen på gled inden han besluttede sig for at skære den ud. 

Uden at vente på, at hun svarede, lavede han to kugler til. Den ene var lidt mindre end dem før, og den anden var større - noget af det største, han kunne lave uden at bruge for meget chakra på én gang. Der skulle trods alt være til hele natten. 
Han trak ud i hendes krave og lod den ene falde ned under hendes bluse. Den gik i stykker, mens den faldt, og den let kølige essens gled ned over hendes sarte hun mellem brysterne og videre ned på maven. Den havde han fyldt med følelsen af brandsår. Den anden var ladet med kraften fra en hård bølge, der faldt tungt over én, og den pressede han mod hendes ene øre.
Lidt essens fra den berørte også hans hånd, men han rystede den bare og trak sig tilbage igen. 

Som en eftertanke lavede han en til, men stod bare med den i hånden og nød forestillingen udspille sig. 

Dæmon.
Rennys hjerne registrerede, at det var, hvad Mørkets tjener havde berettet. Det var dog som om, at det aldrig rigtig nåede hendes bevidsthed, ligeså vel som hans næstfølgende formaninger om, at han vidste, at hun løj. Renny hørte dem, men ikke rigtigt; Renny forstod dem, men ikke rigtigt. Det eneste der forblev fæstnet i hendes bevidsthed var, at smerten snart var på vej igen men også, at Zirra var hans egentlige mål.

Men hvorfor den blonde kvinde? Var det fordi, hun havde artefakterne?

… af en anden rute…
Der var noget, der forsøgte at trænge igennem til hende, men så snart tanken havde indfundet sig, forsvandt den igen.

… af en anden rute…

Renny bed tænderne sammen, i det at hun så, hvordan smertekuglerne voksede på ny. Hun forsøgte – oh, hvor hun forsøgte ihærdigt – at forudse, hvad der dernæst måtte ske og forberede sig, men i det at kuglerne fandt vej til hendes krop, opgav hun. Det var så ganske ulig noget andet, hun nogensinde havde prøvet før: følelsen af brændende hud og trykket i hendes øre, der fik noget derinde til at springes. Smerten fra hendes hænder var endnu ikke gået væk, og under den kolossale vægt tiggede Renny ham om at stoppe, om at dræbe hende.

Spyt og salte tårer faldt fra hendes ansigt, og hendes vejrtrækning var hvæsende. Selv hvis hun havde ønsket at svare, kunne hun ikke og de mørkebrune, tomme øjne stirrede ned i de klamme, fugtige træbrædder.

Zahinael nød hendes skrig og håbede, at bølgerne udenfor gik højt nok til at ingen hørte det... for meget. Ellers havde han folk ude omkring, der ville sørge for at spørgsmål kom de rigtige steder hen.
Det gav ham god tid til at lege med Renny. Rigtig god tid...

Den næste time gik med at holde Renny i så meget smerte, at hun ikke kunne sige andet end at tigge og bede for sit liv. Han lod smertekuglerne hagle ned over hende - med rimeligt simple smerter såsom brændende, kulde, slag og pisk. Med så vild en reaktion hun havde givet ham bare ved dem, var der ingen grund til at finde på noget mere avanceret. Han råbte lidt ad hende imens, bare for at lade hende vide, hvad han syntes hun var værd. 

Da han var færdig, satte Zahinael sig på hug foran hende igen, lagde sine hænder på hver side af hendes hoved og lod hende lige få vejret et par minutter. 
Der var ikke noget smukkere end et væsen begravet i smerte på den måde. 
"Så, Renny..." sagde han endelig, i et meget roligere og næsten medlidende tonefald. "Fortæl mig lidt om dit arbejde."