Pax så vreden, i samme øjeblik at den satte sig fast i Evlyns koralblå øjne – og dernæst gik det stærkt. Som en ondskabsfuld tsunami vendte Evlyn dem om, hvormed Pax for endnu engang, kunne lade sin ryg kollidere med karets kant.
På intet tidspunkt flyttede hans blik sig fra hende, men intet syntes heller ikke, at afsløre, om han følte sig intimideret eller ej. I grunden var det heller ikke tilfældet – for alt han følte, var en dybfølt fascination. Hvorfra kom vreden? Og hvorfor følte hun den?

Pax lod sine arme finde vej omkring hende, i det han spædt rystede på hovedet. ”Det er der ingen grund til. Hendes fisse dur sikkert ikke længere alligevel”, brummede han bramfrit og spøgefuldt, hvorefter han sendte hende et sigende blik, der talte sit tydelige sprog; det er der ingen grund til – du kan højest skubbe lidt rundt til hende, men der har du også min fulde accept. Pax ville, uden tvivl, have lyst til det samme. Evlyn var hans, ligeså vel som Pax var hendes.

Med kun et formål – nemlig at lade dem forene – lagde Pax sine arme omkring hende, hvorefter han løftede hende en smule, hvormed det blev muligt. Langsomt, men ikke usikkert, trængte han op i hende og med et fast greb, kommanderede hende at bevæge sig. ”Du kan få lov til at kneppe vreden væk”, brummede han, som et sultent smil fandt vej til hans læber. ”Lad være med at spild tanker på hende. Hun er – hysterisk”, lød det dernæst, i det et tungt suk forlod ham i nydelse.

Hans ord der måske var blevet sagt i spøg - eller et forsøg på at gøre det bedre. Gjorde det kortvarigt bare værre, og hun var ikke sikker på - om han ønskede det af hende eller ej. Om det var en eller anden leg, han var ude på - fordi at den følelse, at se hende så besidderisk over ham, var noget han synes var rart - eller, noget helt andet?
Hendes fingre gjorde næsten ondt, så meget hun klemte omkring metallet der udgjorde det klar de lå i. Hvordan at vandet havde plasket hen over kanterne, og efterladt en pøl af klart vand på gulvet. 
Dog glemte hun kort alt, som hun mærkede hvordan at han trængte ind i hende. Hun havde været så optaget af følelserne der brusede frem i hende. At det kom en smule bag på hende, hvor klar hun havde været til at modtage ham. Hun lagde kort hoved tilbage, læberne skilt fra hinanden og lukkede øjne. Kort formåede hun bare at nyde, at de nu var så tæt som de kunne blive. 
Kneppe vreden væk?
Hun var ikke sikker på, om han vidste hvilket bæst der kunne gemme sig inde i bag de koral blå øjne. Det var næsten som om, at smed yderelige brænde på bålet, som han blev ved med at snakke omkring hende. 
Hun lavede et hårdt ryk med hendes hofter, mærkede hvordan vandet igen var faretruende tæt på at glide hen over kanten. “Stop” endnu et ryk “med” endnu et “at snakke - om hende.” Det var ikke kærligt længere, han havde vækket det. Tændt på i vredens flammer, som hun mærkede de våde lokker gled hen over hendes ansigt. Sulten kiggede hun ned på ham, som hun lænede sig frem ad. Stadig med armene på hver side af hans hoved. 
“Du er min - og ingen skal have lov til - at sætte sig sådan på dig - end ikke din søster” hun var lige glad med, hvor forskruet det måtte komme ud. Hun var ikke gået igennem Zaladins forgård - eller sprunget direkte ned i ånderiget - for at komme tilbage, og få at vide at Edna den skøge havde sat sig nøgen på hendes mand. Så var hun fløjtende ligeglad med om, hun var hans søster eller ej. 
Hendes arme flyttede sig ud på siderne af hende, stadig med et fast greb omkring karet. Som hendes hofter begyndte at rulle hen over hans skød.

I det kærligheden forlod hende og vreden tog over, gled Pax’s ene tilbageblivende øje tungt i af nydelse. Det forblev dog ikke sådan for længe, og ikke alene på grund af Evlyns voldsomme bevægelser, der efterlod ham lige dele varm, hård og medgørlig. Nej, for også hendes ord måtte afkræve ham, at åbne sit øje på ny, men gnisterne deri var udefinerbare – men sultne, fyldt med begær og…

Stolthed.

Pax mærkede det instinktivt, og dertil også hvordan anerkendelsen for Evlyn steg. Det var betagende, at betragte hende dominere, lade det dyriske raseri flyde og endnu ikke, kunne han se bort fra det tændende moment, og vide, at Evlyn led under sit pludselige had. Ikke endnu, men det ville komme, så meget vidste han – og lige i det, han havde konstateret det, mærkede han følelsen, hvormed hans hænder fløj op til Evlyns ansigt, han ubarmhjertigt trak ned til sit eget.
Endnu kyssede han hende ikke, for hendes stød mod hans hårde lem, sendte bølger af ekstase igennem hans krop. Det var svært at forme sætninger i sådan en tilstand – så optaget af hendes energi var han, at Pax for et langt øjeblik, kun kunne stirre i fascination.

”Jeg – er din”, lød det endelig, overfladisk grundet den heftige vejrtrækning, forårsaget af den intense nydelse. Til trods for deres øvrige fysiske sammenstød, var dette den mest kraftfulde til dato. Pax vidste, at han aldrig havde følt, som han gjorde i dette øjeblik og han var ligeglad med – i hvert fald for nu – at det ikke var et sammenstød af kærlighed alene.

Evlyn måtte gerne eje ham – så længe det betød, at han også ejede hende.

Selvom hun ikke var meget for det, hvilket også kom til udtryk i snerren der forlod hendes strube - som han trak hende ned til sig. 
Lod hun deres ansigter mødes. Bore hendes øjne ind i hans ene, hun havde slet ikke fortalt ham om hendes plan, planen der ville sikre at han igen ville kunne se med to. Men det var ikke vigtigt nu, vigtigheden der lå i at an skulle vide - forstå, at han var hendes. Og derved hun også var hans - hun ville næsten blive skuffet, hvis han ikke ville have noget af samme reaktion, skulle nogen prøve at ligge fingre på hende i en seksuel forstand. Måske, i den form - var det okay at nogen besad hende, så længe hun vidste det kom i et henblik at det var fordi hun elskede ham, og ikke ønskede at han skulle forsvinde fra hendes fingre. At intet ville være godt, hvis han ikke længere var ved hendes side. Og det var så voldsom en følelse, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre, andet end at blive så vred, at hun næsten ikke kunne være i sig selv. 

Så snart han sagde ordene, lænede hun sig tilbage igen. Hun mærkede hvordan den bølgende fornemmelse, af en forløsning skyllede igennem hendes krop. Hoved tilbage, hendes hår der kastede sig som et vandfald, hen over den bøjede ryg. Skreg hun af nydelse, også skete det. Hun mærkede hvordan hele hendes krop eksploderede og transformerede sig, til den skygge hun nu en gang kunne blive i. Røgen af sølv og sort der bølgede hen over Pax’s krop - som fremviste at hun havde mistet kontrollen over evnen. 
Men ganske hurtigt blev hun sin stabile krop igen, nu hun stående ved siden af karet. Stakåndet, og vand der flød ned af hende, og skabte en pøl af vand rundt omkring hendes fødder. Øjnene stirrede mørke af nydelse på manden i badekaret. Afventende, på om han ville følge med hende ud af det. 

Det ene mørkegrå øjne så, hvordan Evlyn opløstes til tusinde atomer, for derefter at forlade ham alene tilbage i karet – som røg af sølv og sort. Selv lang tid efter at hun omsider fandt vej tilbage til sin faste form, og så afventende på ham, kunne han ikke andet end at stirre på hende; lige dele fascineret og vantro.
”Hold da kæft…”, hørte han sig selv mumle, før han vendte sig, så vandet skvulpede omkring ham og han nu sad med sin front rettet mod hende. ”Du bliver uovervindelig, når du lære at styre det.” Ordene der fulgte var imponeret og ærefyldte, men smilet, der krakelerede de arrede læber, var moret. Det var i sandhed noget af en evne at få sig, selvom den var kommet med en heftig pris. Pax kunne dog – for blot et øjeblik – ikke se andet end potentiale.

Endelig rejste han sig og aflagde afstanden mellem dem, hvorefter hans arme fandt vej omkring Evlyn. Grådigt søgte hans læber hendes egne, før han løftede hendes petit skikkelse op og lod dem begge kollidere med sengen derefter. Endnu var hans eget behov ikke dækket til fulde, men i sengens bløde puder og dyner blev det netop det.
-
Ru fingerspidser gled henover Evlyns bløde hofte, imens Pax selv, fingrenes ejermand, lå med et sagligt smil på læberne. ”Jeg har aldrig lagt så godt, som i den her seng. Mind mig om, at jeg skal have mig en større gruppe og en større likviditetsstrøm”, mumlede han, i det han rykkede sig tættere på hende og begravede sin næse i hendes – nu halvtørre – blonde hår. For et langt øjeblik lå han blot og nød hendes nærvær, før han, pludselig smilende, brummede;

”Jeg kom til at tænke på noget, forinden at du rejste. Kan du blive gravid?”

Det var, hvad man næsten kunne betegne som et skadefro smil, der hvilede på hendes læber - som hun så hans fascination af hendes nyfundne evner. Det fik det til at summe behagelig i hendes krop, som hun betragtede blikket der gled ned over hendes nøgne skikkelse. 
Betragtede vandet der skvulpede rundt, som han endelig fik rejst sig ud af vandets varme og behagelige omfavnelse - som han skred over imod hendes skikkelse. 
Det summede voldsomt, hele vejen ud til hendes fingerspidser - og hun var klar til at gøre, det som han havde brug for nu. 

Som de lå, i gløden af deres forening. Summede det behageligt i hendes krop. Hendes øjne var lukket, som hun nød følelsen af hans åndedrag, der fik hendes hoved til at bevæge sig - da det lå velplaceret i hans armhule med hoved på brystkassen. Der var noget sagligt over det, næsten normalt - vreden som hun før havde haft voldsomt rumsterende inde i hende, var heldigvis helt ebbet ud af den spinkle krop. 
Hun smålo, over hans udsagn om at han burde få sig en større gruppe. “Hm, måske er det der - din masterplan slår fejl - for det her skete efter jeg kun havde meget få mennesker at tage mig af.” Mumlede hun imod hans brystkasse. Inden hun åbnede øjnene, mest fordi at spørgsmålet kom bag på hende. Kunne hun blive gravid? 
Hendes bryn rynkede, og hun trak på skuldrene. “Jo - det skulle ikke være noget problem?” Svarede hun efter en rum tid, før hun lænede sig op mod ham. Hendes hånd nu placeret på brystkasse, så hun havde støtte til at kigge ham ind i øjnene. 
“hvad? Ville du gerne have der rumsterede noget rundt i maven lige nu eller hvad?” Tanken - gjorde hende overraskende glad. Mere end hun lige havde regnet med. Blikket gled ned af hendes skikkelse, som hun lagde fingrene på hendes mave - det skulle hun da mene hun kunne? 

En lavmælt brummen forlod Pax – det tætteste den unge mand kunne komme på et grin, medmindre en stjerne faldt fra himlen – hvorefter også han lod sin arrede hånd, indfinde sig på Evlyns tynde mave. ”Ikke lige nu”, lød det mumlende, hvorefter Pax lod sit ene stålgrå øje fæstne sig på den blonde skikkelse. ”Men på et tidspunkt – ikke at det skal bo hernede. Det skal have et rigtigt hjem på overfladen. Og legetøj”, fortsatte Pax lavmælt, hvorefter han nikkede resolut, som afgjorde det hele sagen. Aldrig havde tanken om børn dog før krydset Pax’s tanker. Han var trods alt ikke en erfaren mand, når det gjaldt kvinder og et samvær, af den mere intime størrelse, men efter Evlyns og hans eget sammenstød, havde tingene ændret sig. Pludselig var det blevet et mål også; et mål på en sådan størrelse, at det ikke umiddelbart lod sig sammenligne.

”Ideelt set ville Ronja følge med”, sagde han dernæst, velvidende at han øjensynligt lå, og snakkede i tåger og utopier. Ikke desto mindre fortsatte han dog, alt imens et lille smil krusede i hans mundvige. ”Vi har altid været tætte. Jeg fandt hende nær bagerens baggård, sammen med alt skraldet. Gadehundene havde nært sat tænderne i hende, havde hun ikke skreget, som hun gjorde. Der var krudt i hende også dengang”, fortalte Pax, alt imens han så den krølhårede og iltre pige for sit indre blik. ”Jeg tog den selv på mig at made hende. Det var faktisk… helt hyggeligt, indtil hun blev lidt ældre og begyndte at stikke sin hånd ned i min kåbe. Jeg var vist blevet til hendes mor der”, tilføjede Pax, hvorefter han lo stille; klukkende og hæst. Det var jo ganske enkelt ufattelig morsomt og havde ledt til en række akavede situationer.

”Jeg havde været nødt til at tage hende med i arenaen en dag, og mens jeg fik prisen på Tori op, prøvede hun at gnave og hive sig igennem min skjorte. Jeg tror aldrig, at den gamle Gaspard har været så forvirret, som i det øjeblik. Han glemte helt at satse.” 

Hun lyttede efter hvad han fortalte hende - det gjorde hun. Men hendes hoved gled ned, og fandt sin sikkerhed i at ligge på hans brystkasse. Fingre fjernede fra sin mave, for i stedet at danse hen over brystkasse,  den side hvor hendes hoved ikke lå. Lyttede til hans mørke ryst, som hun kunne høre via hendes øregang. Hun måtte virkelig anstrenge sig, for ikke at falde i søvn, som han begyndte på sin fortælling omkring Ronja.
Et grin forlod hende dog, da han fortalte hvordan han havde fundet den lille krøltop. Det undrede hende slet ikke, at det var sådan Pax havde fundet energi bomben - Og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at pigen selvfølgelig skulle med. Skulle hun være så heldig, at være der, når at den lille pige hun blev en voksen kvinde - ja, så havde hun i sandhed spillet sine kort korrekt. Det gav faktisk et lille sug i maven, som hun ikke helt kunne beskrive. Men et smil det formede sig ufortrødent på hendes læber. 

“Jeg troede aldrig jeg skulle drømme om en fremtid” mumlede hun pludselig, efter en rums stilhed, efter han havde fortalt historien færdig. “Men - jeg vil holde fast i den fremtid, som jeg ser i dig - med alt magt jeg har.” Der var meget følelse der strømmede igennem hende, som hun endelig fik sagt ordene. For dette var ikke typisk hende, dette var ikke typisk Evlyn - men mere Io. Pigen, der havde leget i marken med blomsterne. Leget at prinsen ville komme og tage hende med, væk fra den arrige far der ville give hende skylden for alt. “Og selvfølgelig skal Ronja med - hun er din datter, selv ikke hvis det er af kød og blod - det gør ingen forskel.” Svarede hun endelig, på det med at den lille uglede krøltop skulle med dem. “Et hus, hvor vi kan være frie, i den stund vi tilbringer i den.” Hun krøb tættere ind til ham, og sukkede sagligt. “Jeg kan se det for mig.”

Datter? Pax kunne ikke tæmme overraskelsen, der langsomt men sikkert krøb henover hans arrede ansigt. Han havde aldrig selv tænkt tanken, men som Evlyn præsenterede det som en selvfølgelighed, fæstnede idéen sig i hans hoved. At have sådan en – en datter – var fremmed for Pax, men han holdte instinktivt af idéen. Det var vel og mærke det, at den krølhårede pige var. Hans datter.

Dernæst fulgte flere ord og Pax lyttede intenst, og jo mere Evlyn talte, des mere smilede Pax. Som Evlyn lå på hans nøgne bryst, kunne hun ikke se det og for at sikre, at det forblev sådan, lagde Pax sine armene omkring hende. Af en eller anden måtte hun ikke kunne betragte smilet, selvom det var for hende; skulle hun se det, ville det måske aldrig ske. Måske, at smilet i sig selv, ville forvolde dem begge et uheld, der ville tilintetgøre netop den drøm. Pax vidste, at det var irrationelt – så meget fortalte fornuften ham – men ikke desto mindre, kunne han ikke ryste tanken af sig.
”Det bliver sikkert fyldt med malerier, og når du løber tør for lærred, går du i gang på væggene – og får børnene til at hjælpe dig”, brummede han spøgefuldt i Evlyns blonde krøller, hvorefter han hastigt lod sig opsluge af fantasien.

En fantasi der dog brat endte, i det der hørtes små, hastige skridt og Ronja pludselig stod i det hemmelige kammer. Eller – i hvert fald det kammer, der burde være hemmeligt.
Pax stirrede forundret på den lille pige, der stod med tårer i øjnene og så på ham. Med et gik det op for ham, hvad der var galt. Efter Isiodith havde helbredt ham, havde han ikke fundet hende igen, men forsvundet for endnu engang. Men hvordan fandt hun os?

Pax kyssede Evlyns hår, men forlod derefter sengen. Hastigt iklædte han sig sine bukser, der sad løsere om livet, end de plejede, hvorefter han skridtede hen mod Ronja.
Pigen fortsatte med at stirre, selv da han satte sig på hug foran hende. Endnu rørte han hende ikke, for Pax var i tvivl om, hvad det krølhårede barn forventede. Længe skulle han dog ikke vente, før hun resolut travede hen til ham og begyndte at slå på ham med små knyttede næver.
Instinktivt lagde Pax sine arme omkring hende, og løftede hende op i sin favn. Dernæst rejste han sig og stod for et langt øjeblik med den grædende pige mod sit bryst, der fortsatte med at slå og sparke til ham, indtil hun til sidst gav op af udmattelse.
”Du… dum!”, mumlede Ronja grådkvalt, hvortil Pax nikkede.
”Undskyld”, svarede han, velvidende at han ikke før, havde brugt det ord. Aldrig havde Ulven beklaget overfor nogle.

Hun skulle lige til at slå ham, mest af afmagt over - hvordan at han fik hende til at ligge der i sengen, og se for sig hvordan deres liv kunne være. Fordi - den virkelighed, ville nok ikke komme sådan lige med det samme.
Og hun skulle lige til at åbne munden, for at bryde fantasien selv - der var nogle ting de skulle diskuterer. Også hørte hun skridtene, nok længe før at Pax selv hørte dem - så hendes krop nåede at spænde op i alle muskler. Ingen burde vide hvor de var henne - og det skulle overraske hende umådelig meget, hvis det bare var en tilfældig forbipasserende. 
Evlyns krop rejste sig op i siddende stilling - hendes hånd allerde ind under puden, hvor fingrene lukkede sig omkring det kølige hilt på kortsværdet, der lå under silkestoffet og dun puden. Dog nåede hun at stoppe sig selv, som hun stirrede målløs på den lille pige. 
Som man snakkede om solen? Evlyn registrerede næsten ikke, at Pax kyssede hende imod håret og rejste sig. Blikket flakkede ikke fra den lille pige, med hår der lå i et krøllende vandfald omkring hendes ansigt. Et ansigt der var trukket i en meget lidende grimasse, hvad var der sket? 

Dog gik der ikke længe, før at den blonde skikkelse forstod hvad det hele gik ud på. Som hun så små næve der slog løs på Pax krop, han fortjente det sikkert også. Hun trak det røde lagen hen over kroppen, så hun kunne dække den nøgne krop. Selvom der måske ikke var meget blufærdighed, at finde hernede - hun mindes hurtigt, hvordan at pigerne var kommet til Pax - da en af pigerne havde fået deres første menstruation. Derfor - havde hun det stadig ikke godt, med hendes nøgne krop for offentlig skue. 
Ud over det, gjorde hun ikke meget andet - betragtede blot scenen af de to krammende skikkelser. Et skævt smil gled hen over hendes ansigt, og hun tog en dyb indåndinger. Fingre gled igennem de vilde lokker, der sammen med vandet fra badekaret og fugten i rummet - var mere en løvemanke end det normalt var. Desuden, var hun sikker på, at det at rulle rundt i seng, bestemt ikke kunne have gjort vidunder for det. 
Der kom dog et stik i hende, som hun så scenen udfolde sig. Samtalen forinde, var pludselig meget klar i hendes hoved. Var hun klar til at få børn? Og som hun så hvordan han krammede den lille pige ind til sig - og endda sagde undskyld. Så var hun pludselig klar over, at så længe det var med ham. Så var svaret ja. 

Pax holdte om Ronja, selv længe efter at hun stoppede med at græde og slå. Selv efter hendes arme greb hårdt om hans hals, så hun nær klemte livet af ham, forholdt Pax sig tavst. Da han omsider brød den behagelige, men uvisse, stilhed mellem dem, var det dog med et moret smil krusende i mundvigen. ”Har du tænkt dig at fortælle mig, hvordan du fandt os?”, spurgte han i en krampagtig mumlen, grundet Ronjas stærke greb.
”Næ!”, svarede den krølhårede pige prompte, for tilsyneladende var Pax’s forseelse ikke glemt endnu. Den hurtige respons fik Pax’s smil til at bryde ud på hans læber, hvorefter han rejste sig og vendte fronten mod Evlyn. I det ene stålgrå øje glimtede det af stolte gnister. Se, hvor dygtig hun er!

”Jeg kunne ellers godt tænke mig at vide det”, svarede Pax, hvorefter han skridtede hen til sengekanten, hvorpå han satte sig. Ronja holdte stadig fast i ham, nærmest som var hun bange for, hvad der ville ske, skulle hun slippe ham igen. Hun svarede dog ikke, men hang omkring ham, indtil Pax prikkede hende drillende i siden. ”Sig det nu!”, tiggede han, men til trods for de milde provokationer, var der ingen ord, der ville undslippe Ronjas små læber. Hun var trods alt ligeså stædig som Pax selv.

Det tog adskillelige prik og adskillelige bedende ord, før Ronja omsider bukkede under og slap nok i sit tag, til hun kunne kigge ind i Pax’s ene øje.
”Jeg har sagt nej!”, udbrød hun, hvorefter hun blottede sine små tænder ad ham; som en lille ulv ville hvæse af en større en i leg.
Pax efterlignede hende, hvorefter han rejste sig og smed hende ned på sengen. Straks var hun dog oppe igen, og hastigt begyndte hun at hvæse og slå ud efter Pax. Det var ikke til at tage seriøst, hvormed Pax kom til at le stille, hvilket fik Ronja til at forøge indsatsen – og derfor sprang tilbage i Pax’s favn. Han var dog klar til at gribe hende, velvidende hvad hun ville gøre.
”Vi skal blive gode venner igen, før du gider fortælle mig det, er det rigtig forstået?”, spurgte Pax dernæst, hvortil Ronja nikkede. Atter lå hendes hoved presset sammen ved Pax’s hals.

Ulven måtte sande, at han ikke fik noget ud af pigebarnet for nu, hvormed han lagde sig tilbage i sengen. Ronja forblev på hans bryst, og for et kort øjeblik betragtede Pax Evlyn. Din tur. 

Evlyn sad med armene omkring hendes ben, som der var dækket til i det røde stof. Et smil spredte sig mere og mere på læberne, det var næsten ikke fair - hvordan at han kunne smelte hendes hjerte. Fingre gled hen over hendes hår, og placerede det bag hendes øre. Men hun sagde stadig ikke noget, nej hun fulgte bare med i deres mundhuggeri. Sengen gav sig, som de satte sig i den. 
Hun fnøs, og rystede let på hoved - den pige skulle nok blive til noget en dag. Og pludselig fik hun en fornemmelse der fortalte hende, at hun nok ville blive noget mere ud over det de var nu. Hvad, ja det måtte tiden jo vise - men hun ville gøre hendes for at det skete. 

Et bryn gled op i panden, som hun lagde mærke til hans øjne. Som om en samtale foregik, uden ord imellem dem. Trak hun endelig opgivende på skuldrene, hun svang sig hen over sengen og greb en kjole der lå sammenkrøllet ved den. Træk den hen over hendes hoved, og på alle fire kravlede hun over til Ronja og Pax. Hendes næse stak ind i håret, som hun begyndte at snuse lidt til. Da det ikke gav nogen reaktion, vente næsen hen imod øret - snusede i en lang og hård indånding igennem næsen. Dette fik en reaktion, af en pige der begyndte at grine. Hendes fingre greb omkring hende, og begyndte ganske nådesløst at kilde siderne. 
Grin blev blandet sammen, som de begyndte at vride sig i sengen - lige som inden hun havde forladt Ronja, lod hun pigebarnet vinde så hun ende med at side på hendes mave og stak hende i siderne. Det var det eneste hun kunne gøre, at der blev glemt - at de havde glemt hende. Og det hjalp da på nuværende tidspunkt. 
Og Ronja skulle også nok fortælle dem, hvordan hun havde fundet dem - så snart hun havde lyst. Børn var simple på den måde. 
Hun trak sine hænder op over hoved “Du har besejret mig! Jeg overgiver mig til krigerprinsessens nåde!” Råbte Evlyn endelig, selvom hun ikke var særlig kilden - var det smil som bredte sig hen over pigens læber - mere end nok betaling. Et meget kærligt blik gled hen over Evlyn, og for første gang i meget lang tid - følte hun sig fuldstændig blottet, som armene pludselig lagde sig omkring pigen og trak hende tæt ind til hendes brystkasse. Hendes næse begravede sig i hendes hår, og øjnene lukkede. “Jeg har savnet dig - vidste du det?” Mumlede den blonde kvinde, og var ikke klar til at lade den vridende skikkelse undslippe den nådesløse kærlighed hun fik lige nu. 

Pax rullede om på siden og betragtede de to kæmpende skikkelser. Det var betagende i sig selv, og vidnede om en ganske anden side af livet, Pax aldrig før havde stiftet bekendtskab med. Denne var i langt højere grad sorgfri og let; ikke elementer man fandt ofte i undergrunden.
Derfor sagde Pax heller ikke noget, før Ronja lå med overfladisk vejrtrækning og kæmpede for at komme fri. I det Evlyn dog stak næsen i de vilde krøller og hviskede, at hun havde savnet det lille, sprællende pigebarn, frøs Ronja dog forventningsfuldt på stedet. For et langt øjeblik var hun stille – hendes krop ligeså – før hun omsider nikkede med et barn selvsikkerhed.
”Det ved jeg godt”, proklamerede Ronja derefter, hvorefter hun pressede sit storsmilende ansigt mod Evlyns bryst.

Pax lagde sig hen ved siden af Evlyn; så tæt han overhovedet kunne, hvorefter hans arm fandt vej rundt om dem. ”Evlyn har savnet mig mest dog”, brummede han og i hans tone rungede en uudtalt udfordring.
Ronja så op fra sit skjul og rakte tunge af ham, før hun stak hovedet ned i gemmestedet igen. ”Næ!”
Pax smilede og lod sit tag om både Ronja og Evlyn strammes. ”Jo.”
”Næ!”
”Jo!”
”Nej!”, udbrød Ronja, hvorefter hun straks satte sig op og gjorde sit bedste for at springe på Pax for endnu engang. Det lykkes hende knap, for han lå så tæt på Evlyn, og måtte derfor rykke sig, så Ronja kunne være imellem dem. Det var ikke med hans gode vilje, men der var – ja, nogle ting der skulle vindes tilbage.

En finger prikkede drillende til Ronjas tynde mave, der lagde sine små hænder på hver side af Pax’s kind. Hun studerede hans ansigt; det, hun ikke længere kendte, hvorefter hun stak sin lille næsetip ned til der, hvor hans ene øje havde siddet. Efter at have snuset prøvende – og Pax lod hende, uvidende om hvorfor, at det netop var det, Ronja valgte at gøre – lagde pigen sin pande mod Pax’s egen.
”Du har savnet mig mest”, fortalte Ronja mumlende, nærmest irettesættende, hvortil Pax nikkede med et lille smil. ”Hvorfor – hvorfor har du kun et øje?”, lød det dernæst tøvende, som var Ronja bange for svaret.
Pax lod sin ene hånd finde vej til barnets baghovedet, som han kærtegnede for en kort rum tid. ”Jeg gav det væk til en dronning. Det var nødvendigt.”
”En dronning?”
”Mhm. En dronning af mørke og is.” 

Hendes hjerte kunne næsten eksplodere i dette sekund, så ondt gjorde det - da pigebarnet proklamerede at hun godt vidste, at Evlyn havde savnet hende. 
Men hun kunne dog ikke nyde stilheden længe, før at en arm lagde sig om de to spinkle skikkelser, og måtte irettesætte dem - at hun havde savnet ham mest. Evlyn sendte ham et udfordrende blik; nå så det har jeg? Fortalte historien, som man kunne se der udspillede sig i de koral blå øjne. Men længere nåede hun ikke, før de to begyndte at diskutere igen. Hvem havde mest ret - og som alt andet, kunne de ikke finde til enighed - før at Ronja igen var sprunget på Pax. Hun lod dem, som hun gled en smule væk fra deres to kroppe. Lagde sig på siden, så ledes at hendes hånd kunne støtte hendes hoved op. 
Og således betragtede hun dem blot - det føltes ikke som om, at hun i dette øjeblik kune være en del af deres forhold. Hvilket var okay, for deres forhold - havde trods alt været længere, end Evlyn og Pax’s havde været. Og så meget mere intimt. 

Derfor efter noget tid, valgte hun at rejse sig op fra sengen. Dog ikke før, hun havde ladet hendes hånd stryge hen over, de bløde krøllede lokker. Hun gik hen til hendes malerier, og begyndte at sortere i dem - hvem skulle videre sælges, hvilke skulle hæges op. Dog stoppede hun hurtigt sin bevægelse, da hun måtte stoppe - det, kunne hun slet ikke huske hun havde malet. Hvilket var utrolig nok, når man det næsten var lige så højt - som ville man måle hende fra fodsålen til hendes talje.  
Hun satte sig ned på knæ, som hun skubbede de andre lærred væk. Det var Pax, men - hendes fingre gled hen over hans ansigt - de grå øjne der kiggede ud i ingen ting. Sorgen der emmede fra ham - oh hun huskede det nu, det var efter anden gang hun havde mødt ham. Hvordan kunne hun havde glemt det? 
Hun fugtede læberne, og satte sig ned i skrædderstilling. En ting hun altid gjorde, når hun forgabte sig i noget, dog fangede hendes blik, at der var noget bag maleriet. Hun skubbede det væk, og måtte anstrenge sig ikke for at grine. Det var flere malerier af selv samme person - og de små firkantede pergament papirer, der næsten ikke hang sammen - fordi en kniv havde hakket så mange gange ind i ansigtet. Hun ville gerne have dårlig samvittighed, men hun fandt det bare morende - hun havde glemt hvor voldsom en reaktion hun altid havde haft, hver gang de havde stødt på hinanden. 

Pax og Ronja lå i et langt øjeblik og småsludrede. Tilsyneladende havde Ronja en del at fortælle, så Pax lå behageligt i sengen og lyttede til pigen, indtil der blev længere og længere imellem hvert ord. Til sidst sov den spinkle skikkelse, hvormed Pax kunne snige sig ud af hendes greb, og i stedet gik hen mod Evlyn. Hvad han så, fik ham dog til at standse brat; naglet til stedet –

For hvad han så, kunne unægtelig kun være ham selv.

”Var det sådan, at du så mig?”, lød det i en mumlende hvisken, Pax end ikke var sikker på, at Evlyn ville høre. Dernæst skridtede han over mod hende og tog billedet i nærmere øjesyn. Det var et gammelt et, så meget vidste han, for arret på hans ene kind var ikke at se. Dertil så han også større ud, og med en næsten indestængt fascination, så han sig selv. ”Jeg er høj”, konstaterede Pax, uden at lade Evlyn vide, hvad han tænkte om det; det var dog uden tvivl, netop det at han var. Dertil også, ja, havde Pax set denne unge mand med sine egne øjne, ville han have beskrevet ham som tenderende til ranglet. Pax vidste så udmærket, at han ikke var noget muskelbundt, men i grunden kom det bag på ham, hvor tynd han var.
Og så var der naturligvis de grå øjne. De var urokkelige i deres sorg, men også gennemborende i sin stirren. Som et rovdyrs.
Den skarpe kæbe, de høje kindben, de fyldige, hjerteformede læber og ørerne der strittede en smule. De to sorte pierceringer i hver af dem – Pax var et langt øjeblik mundlam. Det var noget ganske andet at betragte sig som en fortolkning på et lærred, og ikke i et tilsnusket spejl på væggen.

”Intet under du er den bedste i din branche”, sagde Pax derefter, tilsyneladende færdig med at betragte sig selv. I stedet gled det ene øje rundt i blandt de øvrige malerier. ”Hvad – ja, bruger du dem til? Er det – okay, der var vist ingen grund til at prikke øjnene ud på mig. Du har sagt, at de er smukke.”

Hun tog ikke øjnene væk fra maleriet, efter hun havde lagt de ødelagte fra sig. 
Et smil prydet hendes læber, som hun hørte hans stemme, som han nærmede sig. “Ja” mumlede hun stille, og hende fingre gled igen hen over hans skikkelse. “Jeg var unægtelig betaget af dig, allerede fra første gang jeg mødte dig - selvom, jeg benægtede det hårdnakket.” Hun tog en dyb indånding. “men kunst - det lyver aldrig” det havde altid været det hun havde faldet tilbage på, sammen med hendes musik - det havde været en konstant ting, hun altid kunne vende tilbage til, for at få det bedre igen. Det havde beroliget hende, i de mest stressende situationer. 
“Skal have færdig gjort mit maleri af Ronja.” Mumlede hun stille, kommenterede ikke på han var høj - mest fordi, at det lød som en konstatering - da han jo selvfølgelig godt kendte til sin højde. Især hvis man så de to ved siden af hinanden, med hendes korte skikkelse i forhold til hans. 
Hun vente sig endelig imod ham, som han igen sagde hun var den bedste i branchen. “Ja - det har du sagt før - men smiger kommer du stadig langt med” små lo hun, og måtte undertrykke lysten til at række tunge af ham. 
Det næste fik dog hende til at grine, som han påpegede, at der ikke var nogen grund til at prikke øjnene ud på ham. Hun måtte trække på læberne, sådan så hun ikke grinte yderligere. “Ja du ved.. du var god til at øve kaste knive på.” Hun hævede udfordrende brynene - og overvejede om hun behøvede at uddybe mere hvorfor; “Fordi du ved - du er et kæmpe mæssigt røvhul til tider - og det var bedre at gøre det på papir, end i virkeligheden.” Hun rejste sig op, og stillede sig på hendes tær. Så hun kunne nå hans ansigt med hendes hænder. “For jeg så helst.. at du havde beholdt begge dine øjne.” Hendes bryn knyttede sig sorgmodigt imod hinanden - hun var oprigtigt ked af, at hans ene øje var væk. “Men - “ mumlede hun så endelig. “Jeg har en - en gnome som jeg har taget med mig, som kan lave dig et nyt øje - vil du have det?”

Pax lyttede, men forholdt sig ellers tavst. I grunden fortsatte den mundlamme fornemmelse i et langt øjeblik, for at han havde været årsag til så megen følelse, var for ham fuldstændig uvirkelig.

Men var det ikke, det samme – men bare omvendt? Hviskede en frydefuld, ja, bedrevidende tanke. En, Pax måtte give ret, om han ville det eller ej. Hvor ofte havde Pax ikke selv vadet rundt i undergrunden, med tanker alene rettet mod Evlyn, fuldstændig fikseret på, hvad end hun havde gjort, og brændende indvendig over, at netop det var sandheden? Hvor ofte havde han ikke, forsøgt at stikke en kæp i hjulet på de planer, som var blevet opsnappet? Bare så hun ikke glemte hans tilstedeværelse, eller så de ville mødes, for at råbe hinandens ører af?
Og hvor ofte havde forræderiske stemmer ikke hvisket til ham; hun er smuk i dag – hvorfor mon hun ser så træt ud? Får hun ikke sovet nok? – et godt skænderi med Evlyn var lige, hvad du trængte til – gad vide, hvad hendes læber smager af…

Pax lagde sine arme omkring Evlyn, i det han vendte tilbage fra mindernes dyb. Han kunne ikke lade være med at le stille over hendes ord, men rev hende straks tættere mod sin krop og kyssede hendes pande. ”Det var jo bare, så du ikke glemte mig. Desuden er du virkelig køn, når du – når du bliver vred, gør du et eller andet med din krop… du skyder ud i hoften og hæver brysterne en lille smule, så de vrikker”, svarede Pax, alt imens et fjoget smil voksede sig større henover hans læber. Et smil der dog stivnede en smule, som Evlyn fremlagte en idé.

”Ja”, lød det prompte, hvorefter alt det drengede og charmerende forsvandt brat. Atter var det Ulven, der stod og betragtede Evlyn. ”Ja, det vil jeg. Hvad – men hvordan?”, skyndte Pax sig at tilføje, hvorefter de brede øjenbryn krøllede sig sammen nær midten af hans pande.

Hun lod sig igen omfavne af hans skikkelse, det var næsten et idyllisk udtryk der gled over, Evlyns ansigt som hun mærkede hans læber imod hendes pande. 
Derefter forlod et grin hendes læber, lidt højere end hun havde forvente - og forstummede derfor også ganske hurtigt, da hun hørte en mumlen fra sengen. Blikket gled fra Pax’s skikkelse, og betragtede den lille kugle der lå nu gemt væk ind i de røde lagner. 
Det var et strengt blik, hun sendte tilbage til det ene grå øje. Selvom, at det ikke helt gik igennem som hun ønskede - der var simpelthen for meget glæde blandet ind i følelserne, til hun kunne være alvorlig omkring - at han havde fået hende til at grine.
“Så du siger - du altid har haft et godt øje til mig?” Hun fnøs moret, og lagde sine arme omkring hans talje, fingre der dansede hen over hans bare ryg. 

Da han pludselig blev alvorlig, som det sank ind i ham - hvad hun havde tilbudt. Nikkede hun og tog en dyb indånding - hun havde nok også været en smule skeptisk, hvis nogen havde fremlagt for hende, at hun kunne få en ny legemesdel. “Ser du, jeg mødte denne gnome - den mest livlige personlighed jeg nogen sinde har mødt.” De blå øjne stirrede lidt fjernt frem for sig, som hun huskede første møde. Aldrig havde nogen været så overvældende positiv. “Men hun - hun er en af de dygtigste magiske smede du kan finde - og hun” tungen gled hen over de sprukne læber inden hun fortsatte; “Og hun kan lave legemesdele via hendes magi - der er en pige der render rundt, med en kobberfarvet arm - som Svana har lavet! Det var sådan jeg fandt smeden - så pigen optræde da jeg var i Topalis.” Hun lod en af hænderne fjerne sig fra hans talje, for at lade fingerspidserne glide hen over hans ansigt, tæt ved det øje som var væk. “Og at lave et øje, var åbenbart en snild sag... jeg tog hende med, hvis det nu var.. at du mistede synet.. Og - indtjeningen ville være helt enorm.”

Pax gengældte Evlyns irettesættende blik med sit eget spøgefulde. Hvorfra den følelse blev ved med at opstå, vidste han ikke, men den blonde kvindes nærhed havde tilsyneladende den effekt. Det var svært for ham, ikke at tilbageholde disse kommentarer, nærmest som gjorde Evlyn ham småskør. Det var måske forelskelsen, den der endelig fik lov til at blomstre og den, som blev gengældt, der gjorde udfaldet. Det var dog ikke en tanke, som Pax underholdte.
”Du er nem for øjnene at betragte. Bare fordi jeg ikke har inviteret andre kvinder med i høet, er det ikke ens betydende med, at jeg ikke kan se, når de er tiltalende”, brummede han lavt, i det hans brede øjenbryn fløj en smule længere op i den hvide pande. ”Desuden var du… spændende. En udfordring. Jeg kan godt lide en udfordring”, lød det dernæst drillende, hvorefter Pax atter kyssede hendes pande for endnu engang. De var trods alt begge alfaer; og de havde tonset ind hinanden adskillelige gange. Det havde altid været rart for Pax, at Evlyn ikke knækkede under hans stålgrå blik – hun var ikke noget fnug. Han skulle ikke passe på hende, fordi hun afkrævede det af ham, men fordi de var ligeværdige og kunne udnytte hinandens kompetencer. Det var befriende.

I det Evlyn begyndte at fortælle om hendes plan, nikkede han tavst. For blot et øjeblik stod han og tænkte over, hvad det ville indebære. ”Kan hun indplante evner i øjet?”, spurgte han nysgerrigt, hvorefter han trak sig en smule fri, så han kunne se ned på hende. ”For jeg havde en tanke – hvis det var muligt, at det så kunne… korrigere i afstand. Så jeg kunne se ting tættere på, længere væk… det ville være en fordel, når mit andet øje omsider står helt af.”

Hans svar på hendes spørgsmål, om han havde haft et godt øje til hende. Fik et skævt smil til at spille på læberne, igen kom der en varm følelse der blomstrede frem i hendes brystkasse. Som hun kiggede ind i hans ene øje, var hun så klar i hendes indre tumult - at han havde altid været hendes konstante. Ankeret i stormen, hun var blevet kastet rundt i. Det var lidt morsomt for hende at tænke, at en der havde været for hende - på så mange måder, en torn i hendes øjne - pludselig var hendes hele verden. 
Igen blev hun skræmt af de tanker, som florere i hendes tanker. At hun faktisk kunne tænke sådan, omkring den gråhåret mand. 
Hun lod fingeren prikke ham på næsen, som havde gledet hen over hans øje. “Hm - ja det fandt jeg ud af, kan være det er det jeg skal bruge - for at holde dig på dine tær” kom der kærligt fra hende, selvom det havde været hendes mening, at stemmen var mere hårdfør - at hun skulle virke kommanderende, men hun havde det slet ikke i sig - ikke over for ham i hvert fald. 

Hun nikkede på spørgsmålet, omkring om der kunne blive skabes evner i øjet. “Ja - vi kan tage forbi hende i morgen - og høre mulighederne”
Dog var det ikke en rar fornemmelse der gled igennem hendes mave - som han fremlagde hvad der unægtelig skulle ske. At han ville blive blind, og det kun var et spørgsmål om tid. “Hvis du vil, kan du også få dét øje lavet - når tiden kommer” sagde hun endelig, og gav ham et forsigtigt smil. “Må bare sørger for, at hun laver de samme dejlige grå øjne.” Hendes fingre gled ned over hans kæbe, inden hun lagde hoved imod hans brystkasse. “Det er godt at være hjemme igen.” Mumlede hun sagte, inden hun lukkede øjnene i. Det var virkelig godt, at være hjemme igen.