"Det ville være nemt at gå rundt i lidt dårligt lys, det giver meget lave forventninger" fulgte han op med, og lænede sig en anelse længere tilbage. "Ergo skal du ikke anstrenge dig for at møde de minimale af dem. Og skuffelserne der kommer når du ikke gør, betyder heller ikke så meget. Jeg ville gøre det for mine egne selviske tendenser." tilføjede han, med en nonchalance der sagde at det var noget han havde overvejet før. Bare sige at de kunne rende ham et vidst sted; fordi han kunne da være ligeglad.
Problemet var, at han ikke var ligeglad. Og det ville bestemt ikke kun ramme ham, men også hele hans familie, hvis Aldamar tillod sig at sætte sig selv i første række. Og de kom langt mere i første række end han selv gjorde.
Dog ikke her til aften, virkede det som om idet Aldamar fik lænet sig nok tilbage til at ramme sengekantens bagvæk, og i stedet sad afslappet op af den. Nej, her til aften havde han virkelig været selvisk anlagt - han kunne næsten hører de irettesættende ord der ville komme, fandt nogen ud af hvor han var.


Krystallandet
