Lynn klemte øjnene sammen, da han lagde tæppet over hende. Noget i hende havde lyst til at rive det fra ham og vrisse, at hun godt kunne selv, men så lagde han det ikke over sig selv også, og hun så mistroisk på ham. Hvad var hans plan? At fryse igennem natten, eller troede han kropsbehåring alene ville holde ham varm? Han måtte uden tvivl have skiftetøj ombord, men han ønskede tydeligvis ikke at sove med det. 
Med et lille fnys over hans selvtilfredse smil, vendte hun sig om på siden. Væk fra ham, stirrende ind i væggen. 
Den lette vuggen fra skibet føltes uvant og samtidig hjemlig. Lynn var vant til at være på havet, men skibet var ikke hendes eget. Kunne man have hjemve mod et sted, der ikke længere fandtes?

Hendes hjerne begyndte at procesere hans ord. Hun kunne ikke længere stå foran ham og holde rang op foran ham som den armbrøst, hun havde startet med at pege mod ham, da han havde bordet hendes skib. Hun kunne ikke kaste sin titel i hovedet på ham og forvente, at det betød noget for ham. Og alligevel. Alligevel var der noget, der betød noget for ham. For hun var ikke endt i en celle under dækket. Hun var ikke blevet kastet overbord eller brændt med de andre. Hun var blevet behandlet pænere, end hun ville have behandlet ham, havde han været hendes fange. Nu havde han også en sådan fysisk overlegenhed, at han som hendes fange sagtens ville kunne slå hende bevidstløs og undslippe, men havde han været svagelig, og stadig en piratkaptajn, ville hun aldrig drømme om at lukke ham ind i sin egen kahyt.

Søvnen ville komme hurtigt i nat, det vidste hun. Forhåbentlig ville den også blive drømmeløs.
Efter at have prøvet at falde i søvn, tvinge sig selv til det, i det der føltes som en time, men som nok kun var ti-femten minutter, vidste hun, at hun ikke ville nå søvnen og afslapningen, før hun havde spurgt ham. 
"Hvorfor behandler du mig sådan her, når du brændte skibet?" spurgte hun stille, men uden at vende blikket væk fra den ru plankevæg. 

Stilheden gjorde ham intet, han var vant til de lange søvnløse nætter. Skibets døsige vuggen var dog uvant, da der ikke var nogen vind udenfor til at skabe videre mærkbare bølger. Han trak vejret dybt som han fokusere på loftet over sig, der var ikke megen afstand imellem dem, og trods hun havde tæppet for sig selv, kunne han alligevel mærke hendes varme stråle imod hans side. Hendes åndedræt virkede på intet tidspunkt tungt, som var søvnen ved at overtage hende, tvært imod virkede hun anspændt i kroppen, og han regnede med der sikkert ville komme et spørgsmål eller kommentar fra hende, noget måtte ulme indeni hende siden hun ingen ro kunne finde, sorgen over at tro hele hendes mandskab var væk, skibet og nederlaget til ham burde have drænet hende helt.

Ganske sandt kom der et spørgsmål, han brummede svagt, som om han ikke havde ventet noget fra hende, inden han vendte blikket imod hende. Alt han kunne se var hendes nakke og baghoved som han lå, med det smukke lange hår der holdt på en smertelig hemmelighed. Han vendte hendes ord et par gange i sit hoved, inden han drejede ansigtet væk. Hvorfor behandlede han hende sådan? Det var et godt spørgsmål han ikke selv helt kendte svaret på, og nok endnu mindre ønskede at ytre overfor hende. "Jeg er ikke kun det monster du tager mig for at være..." svarede han til sidst efter en rum tid, afvigende fra det sande svar, det vidste han, men han håbede det ville være nok til at tilfredsstille hendes nysgerrighed for nu. Hvad ville hun ikke tænke om ham, hvis han fortalte sandheden. Til sidste vendte han ansigtet tilbage imod hende, han ville så gerne lægge armen omkring hendes liv, trække hende ind til sig, så han kunne mærke hendes krop imod sin, se hvordan deres kroppe ville passe sammen, vent nej hvad? Han rystede på hovedet og vendte blikket væk, at have to sider inde i hovedet der pludselig bekrigede hinanden omkring en kvinde, en komplet fremmede kvinde, som alligevel har fundet sin vej til hans seng nu, i hans kahyt i stedet for den celle han burde havde smidt hende i, eller måske han skulle have kappet hovedet af hende inden hun fik den magi kastet over ham. Kunne det være hende? 

Han mærkede vreden boble til overfladen indeni sig selv, siderne i hans hoved bekrigede hinanden det rationelle imod det irrationelle. Han knyttede den frie hånd der hvilede ovenpå hans mave, mens han låste sit blik til loftet. Hun gjorde ham blød og nu hvor de rationelle tanker indfandt sig, gjorde det ham pludseligt vred, han kunne ikke se på hende for han vidste hvad det ville gøre, det ville mildne ham som det havde gjort da han så hendes tårer.  

Først lå Lynn og kiggede ind i væggen som hun havde gjort. Ikke det monster, hun tog ham for at være... Ikke det monster, hun tog ham for at være... Nej, hun kunne ikke lade det stå til. Hendes sorg var blevet presset ned, men vreden over hans handlinger var aldrig forsvundet helt. Det ønskede hun heller ikke, at den gjorde. 
Lynn vendte sig rundt, besværet af den trange plads. Hun hævede sig op på den ene albue for at kunne se ham i øjnene. Drejede han ikke ansigtet, ville det blive svært, fordi han lå med klappen ind mod hende, men måske kunne han mærke hendes blik brænde mod sit ansigt lige som håret havde gjort det tidligere. 

Håret! Lynn skyndte sig at række en arm bagud og sno det lange hår to gange rundt om håndleddet, for derefter at holde det i den hånd, hun ikke støttede på. Rigtigt nok, var det begyndt at blive rødt igen, og mens hun ikke selv mærkede giften mod sin hud, havde hun ikke lyst til at gentage successen med at brænde ham igen, uanset om det var med vilje eller ej. 
"Du er  lige præcis det monster, jeg tager dig for," sagde hun og mærkede sit ansigt spænde op, idet hendes øjne klemte sig sammen i vrede mod ham, mod det han havde gjort. "At du ikke har smidt mig overbord eller ladet mig brænde med de andre, gør ikke op for dem, du har dræbt i dag. Der skal mere end en plads i sengen til at bevise for mig, at du ikke er præcis det monster, jeg ser i dig."
Mens hun talte, mærkede hun vreden boble endnu mere, og hvor rødmen ikke var steget op i hendes kinder før, gjorde den det nu, men ikke af skam. Mens hun holdt fast på det rødflammende hår, så det ikke skadede ham - selvom hun havde utroligt meget lyst, som visse dele af ham lå utroligt blottede lige nu - kunne hun kun holde tæppet fast med armhulen, og måtte snart give op og lade det glide ned over hoften. At det føltes så meget mere blottende at dét skete, end det havde gjort at afklæde sig foran ham, var hende en gåde. Det måtte være vreden, der spillede hende et pus. Hvis hun fik lidt afløb, kunne det være hun kunne sove. Jo hurtigere, desto bedre. 
Det have været bedre at holde mund, det vidste hun jo godt. Men hun havde så uendeligt mange grimme ord, hun havde lyst til, han skulle høre.

Royce vendte ansigtet imod hende, så hvordan hendes hår begyndte at skifte farve, og trods hun hurtigt greb om det for at sikre sig hun ikke ville risikere at brænde ham igen, kunne vreden tydeligt ses blottet i hans øje. Han bed først for alvor kæberne sammen, da hun hævede sig op ved hans side og svang sine ord imod ham. Han var ikke det monster! Kunne hun da ikke fatte alt han havde gjort for hende! Han havde tilbudt at lade hende få piraterne, han stoppede sine mænds hærgen og lod hendes få tid til at heale, han tog et hoved intet andet! Hun kunne have ladet ham gå men i stedet skulle hun være respektløs overfor ham, hun skadede ham da han var på vej væk! Hvordan kunne det være HANS fejl alt sammen. Vreden greb over hans fornuft, og han lod ikke stå til før, han skubbede sig voldsomt op fra sengen og over hende med et hånd på hver side af hendes hoved med hænderne knyttede, og et ben på hver side af hendes så deres lår pressede imod hinanden, fuldkommen ligeglad med nogen af deres beklædningerne eller nærmere mangel på samme.

"JEG er monsteret?!" brølede han arrigt ned i hovedet på hende, han prøvede virkelig at få sig selv under kontrol, men hun forstod virkelig at bringe det værste frem i ham. "Jeg var på vej væk efter at have tilbudt dig piraterne! DU angreb mig. DU er den skyldige for at de mænd døde i flammerne! Hvor jeg beskyttede dig! Hev 7 af dine mænd ombord! Sørgede for at de var tilset, tørre, mætte og har fået vand, og så vover du stadig at kalde MIG for et monster!?" Råbte han arrigt, selvom han vidste at han burde dæmpe sig, hele hans krop dirrede af vrede, som han så ned på hende, hendes læber inden han rev det op for at møde hendes blå lilla øjne. Skulle han virkelig kaste hende ned i cellerne til dem? Han var så fristet, og vreden ville ikke slippe hans tag. Hun fik alt til at rejse sig i ham, hans vrede og hans lyst. 

Et gisp undslap hende, da han i en hurtig bevægelse endte over hende, og alt, alt for tæt på. Tæppet lå nu kun som en ekstra restriktion henover hendes ben og presset ned af hans. Han tårnede sig op over hende, og hun fik kun lige flyttet både hår og arm, så hans ene hånd endte med at være placeret imellem det med håret faretruende tæt på henover og hendes albue under. 
Mens han råbte ad hende, bibeholdt hun sit eget vrede udtryk, der kun blev underbygget af hans. Hans ånde og et par spytdråber fra hans råb ramte hendes ansigt, og endnu engang blev hun overvældet af hans duft og lysten til at se på hans krop frem for direkte ind i det vrede øje. Hun holdt sig ikke helt i skindet denne gang og blikket flakkede, før det igen fandt hans øje. 

"Du bordede mit skib, du forlangte før du spurgte. Du var grunden til de gidsler i første omgang endte hos mig! Jeg ville ønske flere af din besætning var blevet dræbt, de syv..." Lynn stoppede sin egen sætning. Hvad havde han sagt? Syv mand hevet ombord. "Syv mand... Du gjorde hvad?"
Hun var overrasket og forvirret og vred og det hele smeltede sammen i hendes spørgsmål. I stedet for at komme ud som noget spørgende og underdanigt, som man ofte ville forvente, fik hun næsten råbt det ud, ukontrolleret fra den vrede, der boblede inden i hende. De kolliderende følelser resulterede i at det røde i håret dæmpedes og blev erstattet af en mildere blå. Rørte han hendes hår nu, ville stråene i stedet for brændende gift, udskille bedøvende gift. Lindrende og kølende. 
Håbet spirrede i hende, men hun turde næsten ikke tro på det, og det var absolut ikke stærkt nok til at overdøve den susende vrede. Overdøve den råbende mand, der sad over hende og sagde... At han havde reddet noget af den besætning, han selv havde beordret dræbt i flammerne? De få glimt hun havde fået af et mildere ansigtsudtryk hos ham syntes at skinne igennem hans vrede, og alligevel kunne hun ikke tro det. Hvorfor ville han dog redde nogen, han allerede havde dødsdømt?

Hendes ord gav ham ingen trøst eller ro, tvært imod gjorde det ham nærmest kun mere rasende, hørte hun nu heller ikke efter? Skulle han virkelig skære det ud for hende i stavelser? “Syv af dine mænd er i sikker forvaring, men jeg burde måske bare trække dig med derud nu og hugge hovederne af dem, kun i dine underklæder, som det monster du mener jeg er, for tro mig hvis du råber af mig igen gør jeg det glædeligt!” Hans stemme var faretruende dybt og lav, hans krop dirrede af vrede over at måtte gentage sig for hende, men den måde hendes blik havde vandret, glimtet i hendes øjne der flød sammen med vreden, hun var mærket lige som ham. 

Lysten til at flå tæppet og hendes sidste trevler af voksede men han ville ikke forgribe sig, han kunne ikke gøre det imod hende, han var ikke sådan et monster, han respekterede kvindekønnet nok til ikke at udnytte dem sådan, det var så meget bedre at se dem give efter for lysten selv og med den vrede han følte ville han se hende tigge. Men tankerne forvirrede ham, han var splittet imellem ydmygelse af hende, at knække hende midt over psykisk men også tage hende i sine arme, knuge hende tæt og jage enhver farer bort med al hans kraft og magt. Han bed arrigt tænderne sammen og skulle til at flytte sig væk fra hende, for han måtte væk hvis han skulle kunne samle sig selv og sine tanker.

"Nej!" råbte Lynn, og bed sig straks i læben, for hun havde netop gjort det, han havde sagt, hun ikke skulle. Råbt. 
Hun mærkede varmen suse gennem sin krop og sveden pible frem under hans varme. Der kunne have været et ildsted i rummet lige nu, så meget som hendes krop havde hedet op. Hendes hår blev en kraftigere nuance af blå, og hun slap det og lagde i stedet begge sine hænder på hans brystkasse. Hun tøvede et splitsekund, da hendes hænder mærkede brysthåret, men sank en klump og lod vægten presse helt ind mod hans krop. Det hastige åndedræt bevægede nu hænderne op og ned med sig, og hendes eget faldt i med det. Stadig for hurtigt, stadig arrigt.

"Jeg beder dig," hun fik nok kontrol over stemmen til ikke at råbe, men den dirrede stadig. "Jeg ønsker ikke mere blodsudgydelse."
Han havde faktisk reddet noget besætning. Lynn kunne ikke helt fatte, at det var de ord, der var kommet ud af hans mund. Truslen blev registreret meget hurtigere, for det var, hvad hun forventede af piratkaptajnen. Blod og vold og ingen nåde. Det var hvad, han havde vist skibet og hvad han havde bedt sin egen besætning gøre med overlevende. Men han havde ikke ment det? Ligesom han ikke bare slog hende ihjel, måske? Normalt ville hun tro, at en sådan opførsel betød en skjult agenda, men så tydelige som alle følelser var at aflæse på hans ansigt, kunne det næsten ikke være tilfældet. Havde hun været for dårlig til at aflæse det? For blændet af sin vrede? Der lurede noget andet bagved masken af raseri. En blidhed og en omsorg, hun slet ikke kunne få til at passe til hans destruktive væsen.

Hvis nogen havde overlevet, måtte det være Sefris. Hvem han ellers havde fået med sig, eller om der var yderligere, havde hun ingen chance for at gætte sig til. Blandt de mange væsner på hendes skib, var der kun få hun kunne sende en telepatisk besked direkte til uden at andre hørte den. Det krævede øvelse fra hendes side af, og hun havde arbejdet længe nok sammen med Sefris til at dette var noget hun kunne. Men fordi hun ikke kunne få svar tilbage, kunne hun heller ikke vide, om den, hun sendte til, stadig var i live.
"Sefris... Hvis du er ombord og i live. Hold ud, vi kommer sikkert i land, det lover jeg," tænkte hun, men turde ikke bede om mere fra ham. Var han i live, ville hun gerne vide det, men lige nu burde hun fokusere på at få Royces temperament dæmpet... Og måske sit eget.

Lyden af hendes stemme, der skar igennem luften som hun råbte sit nej lige op i hans ansigt, fik ham til at knibe øjet sammen. Den vrede han kæmpede med, voksede næsten kun, for kunne hun dog heller ikke forstå den mest simple besked, kunne hun da virkelig ikke følge en eneste ordre uden at være trodsig, men da hun lagde sine hænder imod hans brystkasse, var det som om alt i hans krop frøs. Varmen fra hendes hænder strålede igennem hans krop, og tog vejret fra ham. Forvirringen rev i hans krop, den seksuelle spænding imellem dem var uligelig, for hele hans krop var ude på kanten af vrede og lyst, han havde aldrig oplevet noget lignende, og han vidste ikke hvordan han skulle skabe afløb for det, hvordan han skulle få det ud, han kunne ikke bare råbe af hende, hive hende ud af sengen og op af en væg, han var låst fast i en stilling med hende, hvor han ikke ønskede at flytte sig fra, men heller ikke kunne få afløb, hendes røde læber var alt hans blik kunne fokusere på. 

Hendes dirrende stemme, dæmpet og bedende, var dråben for ham. Han flyttede vægten over på sin højre hånd, sin venstre hånd, løftede han fra sin plads ved hendes hoved. Han førte sin arm imellem hendes, så de ikke ville komme i vejen for ham med det han havde tænkt sig, inden han strøg tomlen over hendes kind i en langsom kærtegne bevægelse, med blikket der fulgte nøje med, sugede hver en lille detalje til sig som hans bevægelse vandrede ned over hendes kæbe og hals, ned til hendes skulder, hvor han lod den følge hendes kraveben ned, forsigtigt med ikke at ramme de steder hvor han havde haft fat i hende. En skygge gled over hans ansigt, som hans blik vandrede over mærkerne på hendes halsen, han var årsagen til de mærker, han havde skadet hende, hans egen lille furie. Hans hånd dvælede sammen med hans blik for en stund ved mærkerne, inden han lod sin hånd vandre videre til fordybingen ved hendes kraveben. Tæppet han før havde trukket over hende, dækkede ikke længere hendes overkrop, og han måtte virkelig koncentrere sig for ikke blot at fordybe sig i hendes bryster, som han lod sin venstre hånd stryge ned imellem dem, hele hans krop spændtes imod hende for trods alt den kontrol han kunne mønstre var han nu engang en mand, en mand der nød alt hvad hans blik faldt på lige foran sig, han løftede sig svagt fra hende, i et forsøg på at skjule præcis hvad hun gjorde ved ham, inden han lod sin hånd fortsætte sin vandring over hendes krop, hans fingre strøg imod undersiden af hendes bryst, imod hendes side, ned over hendes ribben, inden han lod hånden flade ud imod hendes ryg, følelsen af hendes hud imod hans krop, det var for meget for ham, han måtte mærke hendes læber, gøre krav på hende, hun var jo hans! Han førte hånden under hendes ryg til hendes nakke, inden han spændte hver en muskel i armen for at trække hende op til sig.

Han stoppede da deres hoveder var lige ud for hinanden, han kunne mærke hendes varme og hurtige åndedræt imod sig, han måtte kæmpe for at løsrive sit blik fra hendes læber, inden det fandt hendes blå lilla øjne, han havde så voldsom en lyst til bare at kræve hendes krop og læber, netop i det øjeblik, vise hende hvem præcis hun tilhørte. Hans blik var mørkt af lyst til hende, hans hjerte hamrede i hans bryst og hans store erektion dunkede smertefuldt imod tæppet der skilte deres kroppe fra hinanden. 

Lynns krop reagerede villigt under hans berøring. Hendes åndedræt fulgte hans fingerspidser og hendes brystvorter stivnede for ham. Hendes hænder rystede, men hun kunne ikke få sig selv til at fjerne dem fra hans varme krop. Hun havde fået gåsehud over det meste af kroppen, hvor han havde rørt ved hende, og da hun blev løftet op tæt på ham, klemte hun sine fingerspidser en smule ned i hans hud. Brysthåret var blødt under hendes fingre og hun fik en næsten uimodståelig trang til at tage fat i faste kærtegn om hans muskulatur. 
Begæret var ikke kun at mærke i hans underliv, men blikket han sendte hende var ved at flyde over af det. Længsel og korporlig lyst blandede sig sammen, og Lynn måtte stoppe sin egen krop i sin bevægelse, for hendes underliv søgte hans. Hun ville have ham. Kroppen ville have alt, han kunne give og glemme søvn og savn og sorg. 

Lynn var ikke uerfaren udi de kropslige aktiviteter. Mange år rejsende fra havn til havn havde ladet hende nyde mange forskellige mænds samvær, omend mange kun havde været en del af hendes liv en enkelt nat. På sit eget skib afholdt hun sig den slags nydelse og holdt på den strenge militære disciplin. Hun var på arbejde - ikke fornøjelsesrejse. Når de nåede en havn, kunne hun få afløb for den ophobede energi hos en lokal skøge eller villig sømand, der ikke var en del af hendes egen besætning. Det havde altid passet hende fint, og hun fik da lysten stillet, men liggende her under piratkaptajnens krop med hans hænder om sig og varme ånde på sine læber, blev hun i tvivl om, om hun nogensinde havde følt rigtig lyst. 
Selv ikke da hun var taget hjem til sin sø for at finde en mage, havde der været samme grad af instinktivt begær og altopslugende glubsk trang til at dele mundvand. De havde gjort deres pligt, og efter pigernes fødsel havde hun ikke set meget mere til ham - de havde haft brug for mor mere end far, og mor var til søs, så det måtte minigoplerne også være. Rollerne var blevet byttet om, da de selv havde løsrevet sig fra hende og var taget hjem for at lære lidt af deres ophav at kende. 

Lynn kom tilbage fra sine tanker til Royces blik. Stadig emmende af det, ingen af dem endnu havde sat ord på. Tændt af vreden, de begge holdt som livlige fakler i deres indre. 
Hvordan kunne hun vide... Tvivlen meldte sig i Lynns sind, for hun vidste, hendes eget sind stadig var mærket af både sorg og gamle sår forvoldt af pirater som ham. 
Den lyst, der voksede i hende selv... Hvordan kunne hun vide, den ikke bare var et udtryk for sorgens nærhedsbehov? En flugt fra hendes egne, mørke, selvbebrejdende tanker? Et kast tilbage i fortiden, hvor hun vidste piraterne kunne gøre med hende, hvad de havde lyst til?
"Jeg kan ikke det her," hviskede hun forpint. "Det er for meget, Royce."

Følelsen af hendes fingre og negle der pressede sig imod hans brystkasse, hun følte det samme! Han kunne mærke det på hende, uden tvivl i sit sind, hun ønskede det lige så meget som han selv gjorde. Han sænkede sit ansigt det sidste stykke til hende, hendes læber så bløde og indbydende, han skulle lige til at kræve dem som sine, da hun talte. Hendes stemme skar sig igennem den tykke lystfulde stemning der hang i luften omkring dem. Afviste hun ham virkelig? Nu!?!? Hvordan kunne hun gøre det, han kunne jo mærke hendes krop hige efter ham, hvorfor nægte dem begge nydelsen, nægte ham den!? Som tankerne for i hans hoved, voksen vreden sammen med dem, han havde jo mærket det, mærket hvordan hendes underliv havde søgt hans, omend bare lidt så havde hun gjort det. 

Uden tanke for at det jo faktisk var ham, som holdt hende oppe ved at støtte hendes ryg og nakke, slap han sit greb omkring hende og rejste sig fra sengen. Erektionen stod endnu stolt rejst imod hans mave, som han gik væk fra hende og sengen med hastige skridt imod sit tøj. En masse dæmpede eder blev mumlet hen over hans læber, som han trak skjorten over hovedet, hev bukserne op, ederne blev kun værre som det kraftige stof pressede ubehageligt imod hans erektion. Ikke en eneste gang kastede han et blik på den næsten nøgne kvinde i hans seng! Han kørte hånden igennem det kraftige hår for at rette det til, inden han hev jakken med pelskraven af sin stol uden tanke for hendes tøj der faldt til gulvet, med arrige bevægelser hev han støvlerne på. Han måtte væk fra hende, han måtte have afløb inden han kom til at skade hende, nogen måtte lide når han skulle på grund af en pokkers skøge! Hans furie, reduceret til en skøge i hans vrede. Han fumlede efter sin nøgle i jakken, ederne tog til som han ikke kunne finde den, inden han slog sin knytnæve imod døren i bare frustration over den manglende nøgle. "Hvor er den fordømte nøgle!" mumlede han hidsigt, han burde trække vejret dybt, samle sine tanker, for netop som han havde gennemsøgt sin jakke op til flere gange efter den fordømte nøgle, mærkede han den i sin bukselomme, han rev den op og drejede nøglen om så låsen klikkede op med en doven lyd.

"Ugfh."
Lynns ryg ramte sengen igen hårdt og hun kneb øjnene let i et øjeblik, stadig øm efter deres kamp på dækket og en smule svimmel af ikke at have spist noget længe. Maden stod stadig urørt på bordet, som Royce nu farrede hen til og næsten væltede i sin iver for at få tøj på. 
Hun kunne ikke lade være med at stirre på ham. Lige nyde de sidste syn, inden hans krop blev dækket af stof og han travede mod døren. Et øjeblik sad hjertet helt oppe i halsen på hende, mens han hamrede knytnæven i døren i frustration. Først da han fandt nøglen, slappede hun lidt af, og først da døren smækkede bag ham, gik det op for hende, at hun havde holdt vejret. 

Der blev stille i kahytten. Underligt stille. De havde fyldt rummet med deres vredesråb, og nu var der ikke engang et ekko tilbage. Lyden af svage bølger og fodtrin på dækket, var det eneste der nåede ind gennem de tykke planker. Lynn kastede tæppet af sig og satte sig op. Igen mærkede hun på huden ved halsen, hvor han havde haft fat. Den var øm. I stedet for at slippe, gled hendes fingerspidser ned langs kravebenet, ned mellem brysterne og endte ved hendes side, ligesom hans hænder havde gjort. Hun gøs. 
Lysten til at forsvinde i hans arme var så overvældende, at hun næsten ikke kunne holde det ud. Hendes fingre gled op til læberne. Hvordan ville det være at mærke hans læber på sine?

Lynn prøvede at tvinge sine tanker over på andre mænd. Var det bare sorgen der talte til hendes tryghedsbehov? Ville hun sige ja, hvis Sefris tilbød sig? Eugh, bare tanken gav hende kvalme. 
Med kvalme i halsen rejste hun sig op og gik hen til maden. Hun labbede det i sig, som havde hun ikke spist i tre dage, drak tre store glas vand og vendte tilbage til sengen, idet den kølige luft var begyndt at stikke ubehageligt mod hendes nøgne hud. 
Varmet op under tæppet igen, møvede hun sig ind inderst i sengen, hvor hun havde ligget i starten, og lagde tæppet, så Royce kunne få lidt over sig, skulle han ønske det, når han kom ind. Med ansigtet vendt mod væggen, lukkede hun øjnene i et nyt forsøg på at sove, men følende sig endnu mindre klar til det denne gang. Hun havde kun fået flere spørgsmål og tanker i hovedet. 
Hendes ene hånd gled ned til hendes skridt, hvor væde bekræftede den lyst, hun havde afskrevet sig forløsning af. 

Som døren smækkede bag ham, stoppede han ganske kortvarig op med blikket vendt tilbage imod døren. Han stod rank og skulede imod den, som ville den svinge åben på magisk vis, han havde ikke set hendes udtryk, hvordan havde hun det? Han bed kæberne sammen med et fnys og knugede hænderne så hårdt sammen at hans knoer blev hvide. Han skulle have afløb, og med de tab hans besætning havde lidt kunne han ikke miste flere der, i stedet trampede han væk fra døren imod den trappe der førte til de nedre dæk, dernede hvor besætningen sov lige under dækket og trappen videre ned til cellerne. Han tvang alle sine følelser dybt ned, hver eneste lille følelse hun vagte i ham, han kunne ikke gøre det han havde tænkt sig, hvis han hele tiden tænkte på, hvad hun ville tænke om det, hvis hun ville komme til at græde igen, han måtte lukke af for det hele og kun mærke vreden, han havde desperat brug for den som den eneste hvis han skulle få sine op hobede aggressioner ud. 

Nogle enkle af besætningsmedlemmerne satte sig op i deres køjer, som han stormede igennem deres del af dækket imod trappen til cellerne. Hans blik sort som kul, og de vidste han var ude efter blod, så ingen turde mægle et ord, i stedet lagde de sig langsomt ned og først når han var forbi startede de med at hviske til hinanden. Han stoppede ikke denne gang for at sætte dem på plads, han lod deres hvisken fungere som brændsel for hans vrede. Han næsten sprang ned af trappen som et uhyre på en mission, og landede med et tungt dunk på dækket ved cellerne. Det store fuldskæg, det lange hår ovenpå hovedet, klappen for øjet og den store skind krave fra en bjørn fik ham til at ligne et monster ud efter blod, som hans brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt. Hans blik gled rundt i den dunkle belysning, det var næsten ikke til at skille de 7 skikkelser fra hinanden, mens hans blik gled over hvert enkelt ansigt i jagten på ét bestemt ansigt, manden han havde set ved Lynns side. Da hans blik endelig faldt på ham, stormede han imod den celle allerede med nøglen revet ned fra krogen ved trappen, opsat på at bringe Lynn hans hoved, flåede han døren op efter låsen klikkede op. Han fandt sig selv ude af stand til at sige noget, i stedet bevægede han sig med hurtige lange skridt direkte imod den ældre elever. 

Med et solidt greb i kraven på de klæder han og de andre havde lånt for at kunne holde varmen, pressede Royce elveren tilbage imod væggen, løftet op lige over plankerne under dem. Han skulle bringe hende hovedet, hvorfor trak han ikke sværdet, hvorfor bruge kræfter på dette? Den lille stemme der altid havde været ubetydelig i hans baghoved var pludselig en høj ryst som han ikke kunne tvinge ned. Han forsøgte virkelig at holde vreden som den eneste følelse. Han knugede hænderne sammen til hans knoer blev hvide, inden han slap grebet med den ene hånd i hans krave. Han svang sin knytnæve med al sin kraft imod hans ansigt i vrede, inden han slap elveren og trådte baglæns væk. "For Zaladin da også...!" råbte han arrigt, han kunne ikke skade elveren mere, stemmen i hans baghoved skreg af ham for overhovedet at have krummet et hår, stemmen vidste præcis hvad det ville gøre ved hans lille furie, sårer hende. Han svang sin knytnæve imod væggen, der sendte en rumlen igennem cellen ved sammenstødet. "Hvorfor er hun sådan?! Havde i en heks ombord på skibet!?" Hans stemme var mere dæmpet, næsten dirrende som han forsøgte at klamre sig til vreden. Han knugede hænderne sammen, i en sådan grad at han mærkede neglene prikke i hans håndflader og sårene på hans knoer give sig, han havde desperat brug for smerten til at opildne sin vrede.  

Mens Lynn lå uvidende, forvirret og rimelig søvnløs oppe i kaptajnens kahyt, udfoldede spændingen sig under dækket. Hendes tanker berørte Sefris, men hun turde ikke tale mere til ham af frygt for at det var spild af chakra eller at hun ville ende med at foreslå noget dumt. Hvemend, der var i live og sad i skibets celler, ville havde væsentligt bedre overlevelseschancer, hvis hun bare opførte sig ordentligt - hvilket hun vist ikke havde været alt for god til. 

Nedenunder spyttede den ældre elvermand blod ud på gulvet fra den flækkede læbe, piratkaptajnen havde givet ham. Han tog imod både tæsk og hårde ord uden så meget som et kny, og lod sit blik gide afmålt over kaptajnens brede form... og vrede blik. 
Lynns telepatiske besked havde nået ham noget tid før, og han havde følt lettelse skylle gennem kroppen, da hendes stemme havde været fast og håbefuld. Han kendte sin kaptajn, og nogle gange vidste han hvor meget hun kunne fare vild i sorg over tab. Når man levede så længe, som han havde gjort, fik man et andet forhold til døden, og det var et forhold, han endnu ikke havde formået at banke helt på plads i den lave halvgoples hoved.
"Hm," sagde han bare til piratens råben. Sefris var en afmålt, der tænkte længe over sine ord, før de blev ytret. "Lynn ville aldrig tage en heks ombord. Og hun lader sjældent sit temperament stikke så meget af. Du kom virkelig ind under huden på hende, gjorde du ikke, hr. kaptajn?"

Royce kendte ikke til elveren evner, han burde være opmærksom hele tiden, men der var ikke mange rationelle tanker i hans hoved, den indvendige kamp imod stemmen i baghovedet ville ikke lade ham vinde, og da elverens stemme brød stilheden, helt afmålt og rolig, vendte han blikket over skulderen imod ham med en vred mine. Skulle han forestille at være kommet under huden på hende!  Hun havde netop afvist ham i sengen efter alt han havde gjort for hende, holdt ham for nar og ladt ham tro hun ønskede mere. Han fnøs over hans kommentar, han burde bare tage elverens hoved og bringe hende, det var det eneste rigtige at gøre. Han trak sit sværd, og holdt spidsen af sværdet imod elverens strube i udstrakt arm, men hans blik var ikke med ham, hans arm dirrede som han forsøgte at overbevise sig selv om at handlingen var rigtig. Til sidst måtte han dog sænke sværdet i nederlag, han vidste han ikke kunne skade den elver trods han ikke gang kendte navnet på ham, nedslået over ikke engang at kunne holde på sin vrede, slå en enkelt ubetydelig mand ihjel, ikke engang at kunne sætte en pokkers skøge på plads og kræve hvad der var hans ret af hende, vendte han ryggen til elveren for at bevæge sig imod døren til cellen. 

"Hun driver mig til vanvid...." kom det pludselig dæmpet fra ham, med forvirringen malet ud over hans ord, som han stoppede op i døren. Han vidste udmærket hvor farligt dette kunne være, trods hans sværd var trukket kunne elveren angribe ham uden problemer bagfra. Han gjorde et lille nik med hovedet, som tegn til elveren skulle følge med. At få ham op på øverste dæk forbi hele besætningen kunne bevise sig en svær opgave, men hvis han kunne holde sammen på sig selv længe nok burde det kunne lade sig gøre uden de ville stille spørgsmålstegn, de havde trods alt set hans udtryk da han gik ned til cellerne. At hive en med op for at torturere ham ville ikke være utænkeligt. "Jeg beklager, men besætningen.. det skal se ægte ud forbi dem..." Ordene havde svært ved at komme over hans læber, han undskyldte til en ubetydelig elver som havde han gjort alt muligt forkert, ham! Royce Murray, manden der kunne betvinge krystalhavets store bæst, der slugte skibe på hans ordre, han undskyldte. Det var et hårdt slag for hans stolthed, men han trådte væk fra døren så elveren kunne træde med ud og gå foran ham imod trappen. 

Sefris nikkede blot og fulgte med. Tavs og afmålt som altid, og besætningen så ikke ud til at undre sig over det. De havde allerede set ham sætte de andre overlevende fra Hviskeren på plads, da de blev hevet op og nogle af dem havde gjort modstand. Det var ikke tiden til den slags lige nu, og Sefris var ikke i en position til at forhandle med piraterne. Det overlod han til sin kaptajn, som på en eller anden måde havde overbevist piraten her om ikke at slå dem ihjel. Om faktisk at tage dem ombord. Han ville gerne vide, hvad hun havde fået sagt, for noget sagde ham, at det hele var lidt mere kompliceret, end han troede. 

Oppe på dækket var den kølige havbrise stilnet af for natten, men kulden bed stadig og salten kunne smages på tungen. 
"Hvad gjorde hun for at drive dig til vanvid?" spurgte han og lænede sig op ad rælingen, da piratkaptajnen stoppede op. Hvorfor havde han egentlig ikke mere mandskab på natholdet? Skulle de bare drive rundt indtil daggry? "Jeg ved hun kan være noget af en mundfuld, men ligefrem vanvid er at strække den," I månelyset gav Sefris piraten endnu et elevatorblik. "Hm, havde du ikke været pirat tror jeg I kunne være faldet ret godt i spænd... På flere områder."

Inde i kahytten havde Lynn endelig overgivet sig til søvnen, selvom det havde været fristende at tjekke, om Royce havde fået låst efter sig.

Som elveren stoppede ved rælingen, blev hans ansigt for en stund præget af hans pulserende vrede, for det var jo ikke meningen, han skulle bare have den elver ind til hende og stoppe hvad pokker der end foregik, den forbandelse skøgen havde kastet over ham skulle brydes, og det kunne kun gå for langsomt, inden hele hans besætning ville begå mytteri, men som elveren gav sig til at tale igen, spidsede han dog alligevel ørene opmærksomt. Hvad hun gjorde?! "Hvad gjorde hun ikke! Jeg har aldrig oplevet så stædig, højrystet, irriterende, vred og betagende kvinde som hende!" udbrød han med et fnys, som han måtte minde sig selv om at holde det dæmpet, uden at bemærke det sidste af hans svada var et kompliment til hende. Selvom hele besætningen var beordret til ro, var der stadig nysgerrige øre der forsøgte at holde øjne og øre på alt der foregik på skibet. Han satte sværdet på plads ved hoften, inden han tog sig til panden med sin venstre hånd og gned panden frustreret. 

Det måtte stoppe, han måtte have dem i havn hurtigst muligt, at fjerne problemet hurtigst muligt! Enhver plan om at vække hendes mørke og bringe hende over, var fjernet, for han frygtede det var ham selv der ændrede sig mest. Han kunne ikke risikere det, ikke for en kvinde, ikke for hende! Kunne han? Han vendte et tvivlende blik imod døren til hans kahyt, velvidende at hun var på den anden side. Kvinden han for kort tid siden var så tæt på at kræve som sin, hende der allerede i hans tanker var hans. Vent?! Han fnøs som han vendte blikket væk og tilbage imod elveren. "Stop!" udbrød han hurtigt, han ville ikke mindes om den afvisning han netop havde fået af hende, som hele hans krop dirrede af manglende forløsning, han kunne stadig mærke hendes krop på sig, han ville ikke tænke på hvordan hun under andre omstændigheder måske ville have sagt ja. Han var mere mand end nogen anden på dette skib, hvad mener kunne hun forlange? "Bare gå derind, i har en time inden du skal tilbage til cellen!" lød det irriteret som han gik hen og skubbede døren op, uden at kaste et eneste blik ind på hende, han kunne ikke møde hendes blik, han vidste det ville gøre ham svag, men han dvælede ved døren, med blikket rettet imod gulvet som han kæmpede med sig selv om ikke bare at gå hen til hende, undskylde for han stormede ud på den måde, i stedet vandt han denne kamp og vendte sig væk fra døren med et ryk så elveren kunne komme ind til hende, inden han søgte op imod roret, han var for svækket i sin chakra til at holde vinden helt væk, med sammenbidte kæber spejdede han imod horisonten. 

"Så det er det, der foregår," mumlede elvermanden. "Betagende ligefrem. Hr. kaptajn, hvad end de hev mig op for er jeg ikke sikker på, jeg kan hjælpe. Men jeg takker for at måtte snakke med hende. Jeg lover at være herude igen om en time."

Lynn havde ikke helt nået den dybe søvn endnu, for da Sefris satte sig på sengen og lagde en kølig hånd på hendes skulder, spjættede hun og blinkede søvnige øjne halvt åbne. Olielampen var ved at være tom, så det tog hende en rum tid at genkende ham. 
"Åh, Sefris..." mumlede hun søvndrukkent. "Han brændte..."
"Shhh," Sefris tyssede bare på hende. "Lad mig fortælle dig hvor mange og hvordan vi overlevede."

Sefris var en god historiefortæller, og beretningen om hans rimelig mirakuløse overlevelse var ingen undtagelse. Det skulle heller ikke undre nogen, hvis han fik pyntet lidt meget på det hele. En del havde at gøre med helt, og en del havde at gøre med at Sefris havde tænkt meget hurtigt, så snart han havde set Lynn blive tvunget ombord på piratskibet. Hans skjold var oppe, før den første ild ramte. De fleste, sagde han, var døde i flammerne og ikke i havet. 
På en eller anden måde fik han fortalt historien som en godnathistorie, der faktisk holdt Lynn på nippet til at falde i søvn igen med med spidse nok ører til at holde sig vågen. Piraterne havde ikke været blide, da de hev dem i land, men der havde vært ordre om at tilse dem, og det var sket både med healer og varme tæpper, så de ikke frøs ihjel.
"Jeg forstår det ikke..." hviskede Lynn, da Sefris stoppede sin fortælling. "Hvorfor viste han den nåde?"
"Det kan jeg ikke svare dig på," sagde han og trak tæppet op over hendes skuldre. "Jeg tror der er mere til den mand end at være pirat. Ligesom der er mere til dig end at være i Lysets tjeneste. Sov på det Lynn. Sorgen har afkræftet dig. Husk at tid healer og søvn giver friske øjne."

Sefris forlod hende, og ikke længe efter boblede hun igen i søvnen, afkræftet var vist ikke et forkert ord.
Elveren kom igen ud på dækket, og slog vejen forbi Royce, der stod ved roret. 
"Hun sover," meddelte han og lod blikket vandre ud over horisonten. Hans yndlingstid på skibe var, når han var alene med det stille hav. "Tag hende ikke for at være en simpel kvinde, hr. kaptajn. Hun har mindst lige så meget erfaring som dig selv, og ar der er blevet revet op i ved at tabe til en pirat. Jeres temperamenter er som to modsatrettede storme på havet."

Royce havde blot afvist hans kommentar med et fnys, for det var i hvert fald intet i den retning der foregik imellem dem! Men han gjorde dog blot et nik til ham, inden han forsvandt bag døren ind til Lynn.

Som han stod ved roret sneglede tiden sig afsted, han var rastløs, udmattet og stadig fuld af begær efter hendes krop. Flere gange var han slumpet hen i tankerne om hendes krop, følelsen af hendes berøringer, han var overbevist om han engang imellem stadig kunne mærke hendes hænder på hans brystkasse. Og som tiden gik bemærkede han ikke at elveren kom tilbage, han stod med den ene hånd knuget om roret i en sådan grad at de blodige knoer var helt hvide under den størknede mørke substans der ellers dækkede dem, og den anden lå forsigtigt imod hans brystkasse hvor hendes hænder havde hvilet for at forsikre sig selv om hendes hænder faktisk ikke var der. Lyden af elverens stemme fik ham til at rømme sig og rette sig helt op. Det var som om hans skuldre et kort øjeblik sank ned som gav det ham ro i sindet at vide søvnen var kommet over hende. Han vendte blikket imod elveren som han fortsatte, han kunne ikke nå at stoppe sig selv fra at smile svagt bag det store skæg, han vidste at der var meget mere til hende end blot lyset, han havde set det med det samme, hun var hans lille furie men også skrøbelig hvad nogle ting angik, han skulle lærer at navigere i ukendt farervand omkring hende, det vidste han, og han ville fejle igen uden tvivl. 

“Hun er alt andet end en simpel kvinde, det medgiver jeg gerne...” svarede han dæmpet, tiden alene ved roret, stilheden i natten, stjerne på den skyfrie himmel over dem havde bragt ro til ham i den tid han havde tilbragt alene i tankerne. “Mand til mand....." begyndte han lettere eftertænksomt inden han vendte blikket imod elveren, i forsøget på at fjerne titler og fjendskaber imellem dem, så hverken art, tilhørsforhold eller gerninger i dag skulle skille dem. "Tror du hun vil kunne finde i sit hjerte at tilgive mig for i dag, for dem jeg tog fra hende?" Nok var hans ryst dyb, men en usikkerhed lå i hans stemme, som frygtede han elverens svar, at hun for altid ville hade og foragte ham, som intet andet end en pirat. Han vendte blikket væk fra elveren og prøvede at ryste det af sig, han burde ikke bekymre sig om det, han ville sørge for at vinden bragte dem i havn allerede den næste aften, så de kun skulle tilbringe et enkelt døgn ombord på skibet. "Jeg skal sørge for i kan gå i havn i morgen aften, for kvindens skyld kan der ikke gå længere tid. Jeg lader jer gå når besætningen har forladt skibet, det er længe siden de har været i havn, det vil sikre jer fri passage af skibet.." lød det slutteligt fra ham, han måtte have dem af skibet hurtigst muligt, for sin egen skyld men også lysets besætnings skyld. Han kunne ikke blive ved med at garantere deres sikkerhed, slet ikke den kvinde som de trak op fra havet, mandskabet havde været ude kvindeligt selskab alt for længe, og han vidste de ville forsøge på noget, og i så fald ville han ikke kunne stoppe besætningen, de vidste det var et af deres privilegere, men et enkelt døgn ville han kunne holde dem beskæftiget.  

Det kunne mærkes i skibet, at der nu var nogen ved roret. Og vinden havde taget til, havde den ikke? Sefris missede med øjnene bagud for at se på skyerne. Ikke nogen, der bevægede sig som han ville forvente med skibets hastighed. Denne pirat kunne virkelig styre vejret. En praktisk evne her på havet, go en Sefris i den grad misundte. 
"Hun er tilgivende på bunden," efter lang tids stilhed svarede han endelig. Der var en hårfin grænse mellem loyalitet og ærlighed, og han skulle passe på ikke at afsløre noget, der ville skade Lynn. "Nogle gange er der bare langt til bunden. Giv hende tid, og så lærer hun det. Fanger hun dig i noget ulovligt, vil hun lade Lysets retfærdighed regne over dig uden at tænke to gange over det. Hun vil sørge over gidslernes uskyldige liv mere end sin egen besætning - de vidste, hvad de gik ind til, da de gik ombord. Vi ved alle, vi lever et farligt liv herude og sætter det på spil hver dag. Men hun er også mor. I stedet for at bruge al sin tid på sorgen, vil hun sørge for de rester af mandskabet, hun har tilbage."
Han smilede lidt svagt og vendte blikket mod stjernerne. Det ville blive godt at se land igen.
"I er ikke som andre piratskibe," sagde han, som havde han hørt Lynns ord tidligere. "Jeg påskønner din venlighed over for os, Royce."

Et svagt suk lød fra ham, som han gjorde et nik. Han havde ikke forventet hun bare ville tilgive ham uden videre, og et sted dybt inde råbte stemmen af ham. Han skulle sænke farten, trække tiden ud så han havde mere tid sammen med hende, at miste hende allerede inden for et døgn, han vidste ikke om han var klar til at se hende gå ned af landgangsbroen når de nåede i havn. Han havde ganske bevidst valgt en havn mod den sydlige del af landet, han vidste der ikke ville ligge andre fra lysets flåde til der og mændene kunne stille deres behov uden han skulle frygte for et angreb. De ville kunne nå ombord og de ville kunne nå ud på det åbne hav igen, førend Lynn eller andre ville kunne nå dem. "Tid er der ikke meget af, jeg kunne aldrig byde en kvinde at forgribe mig på hende, men tro ikke min besætning har samme synspunkt, trækker jeg tiden vil det gå ud over hende i cellerne.." svarede han som en skygge gled over hans ansigt, det var tydeligvis ikke noget han havde det godt med. Det var en frihed han gav dem, men han stod aldrig passiv og kunne se til eller lytte til det. At slå ihjel hvad end det var kvinde, mand eller barn kunne han sagtens. Det efterlod sorg jovist, men hvad hans besætning havde gjort imod kvinder ødelagde nogle af dem, fik dem forvist fra deres liv, tog deres stolthed og ære, bragte død og sorg med sig.

Han fnøs dog forarget over deres syn på gidslerne. Han rystede svagt på hovedet, der tog de grusomt fejl, hvis de så dem som værende uskyldige. "De gidsler har aldrig været uskyldige, ganske vidst kendte de ikke til mig, eller mit egentlige foretagende, men ingen af dem stillede på noget tidspunkt spørgsmålstegn ved hvorfra krystallerne kom, så længe lønnen var god nok, lukkede de øjne for sandheden, deres grådighed overskyggede deres loyalitet til lyset.." svarede han lettere forarget. Han kendte godt deres typer, hvis blot man tilbød dem nok lukkede de øjne og gjorde som de skulle.

Han stivnede dog ved de venlige ord, som han vendte et mørkt blik imod elveren. Han måtte endelig ikke tro det var af et godt hjerte han havde handlet som han gjorde, det handlede udelukkende om en kvinde, en kvinde han ikke kunne få blikket fra. Hvis hun bad ham om det, ville han personligt torturere hver og en af dem i cellerne for at glæde hende. "Pas på elver, den slags ideer kan få en dræbt.." lød det svagt truende fra ham, som han knugede om roret. Så længe Lynn ønskede det, var de sikre men skulle han nogensinde krydse deres veje med en anden kaptajn ville dette møde ikke redde nogen af deres liv. Han slap sit tag om roret og greb om sværdet skaft, han vred hånden ganske let, det krævede meget af ham at styre vinden så præcist som han skulle nu, skibet lagde sig helt stabilt og roret rokkede ikke en tomme, som han gjorde et nik med hovedet imod trappen. "Du må hellere komme ned og hvile dig, din besætning kunne få brug for dig i morgen når piraterne vågner, jeg kan ikke være der hele tiden og holde jer i hånden.." lød det fra ham i en hård tone som han forsøgte at guide ham ned til cellen, så han atter kunne blive låst inde. De flinke ord var tydeligvis dråben for ham.