Det smittede faktisk, at Xilla havde den form for latter. Orcus kunne i hvert fald ikke slippe sit smil, som stod som malet i hans ansigt lige nu. Han var også tæt på at glemme alt om de kartofler, han faktisk havde til opgave at ordne. Det var dog også gået op for ham, at hun allerede var igang med næste ting, hvor han måske havde klaret lidt under halvdelen af de kartofler, som de skulle bruge. Et opgivende suk forlod hans læber, som han overvejede sine muligheder, men ikke vidste om hun ville blive skræmt, hvis han gik lidt aggressivt til værks. "Kan du virkelig ikke lide at være ét sted? Du må have besøgt mange steder, så noget må du da kunne lide?" spurgte han en smule undrende, som han ikke mente, at det var muligt at være så uheldig. Måske hun ikke tænkte over det og måske det bare var hendes livsstil, for så ville hun nok aldrig bryde om at være ét sted i længere tid ad gangen. Det undrede ham dog. Han ville ikke selv forlade kløften og den tryghed, der var hernede.

Så skævede han igen til kartoflerne, som han hævede armene og slap knivene. De begyndte lige pludselig at bevæge sig på egen hånd, eftersom at knivene var lavet af metal, så kunne han sagtens styre det. Støvet i hans lomme bevægede sig også, som det lagde sig omkring kartoflerne og lagde dem op på række, imens at kniven skar ned igennem dem én efter én. Det var nemmere på den måde, som han kunne holde dem på plads og derved nemmere kunne skære dem over og få lagt dem over i skålen. Han skævede lettere nervøs imod Xilla, da han ikke var sikker på, hvordan hun ville reagere på hans evner. "Det er nemmere sådan her.." lo han stille, som han vendte blikket imod kartoflerne der langsomt fløj op i modsatte skål, klar til at blive smidt i gryden, når de kom så langt.

Hun ser roligt på ham, imens hun trækker lidt på skulderne. "Jeg tror det handler om, jeg ikke føler der er nogle grund til at blive det samme sted. Selv de steder der er godt betalt, der er bare ikke noget eller nogle som gør jeg føler her kan jeg blive og bare slappe af." Hun trækker lidt på skulderne, imens hun tænker lidt. Men hendes ulv er også altid urolig, især de varme måneder, vil den helst blive i norden, så hun flytter mest pga ulven, så den har det godt, for har den ikke det godt så kan det begynde at påvirke hende efter en længere periode. Men hun kunne ikke lige frem fortælle det, at hun havde hendes ulv med sin egen personlighed, som ikke kunne finde ud af at have en sommerpels, så derfor måtte hun rykke rundt så det passede med de ikke var de mest varme steder. Ikke mange forstod situationen, men måske det ville hjælpe ulven mere hvis de havde nogle at blive for, så kunne de måske bedre finde på nogle ting til at løse det end at rejse rundt.

Hun stopper et øjeblik, som hun ser han bruger en evne. Normalt var det jo ikke altid nået folk viste frem, hun vidste andre havde evner, forskellige evner der var. Det var ikke nået som fik hende til at tænke anderledes, men hendes ulv blev opmærksom. Et enkelt sekund viste den sig, da den følte sig lettere truet selvom det ikke var nået der var retteret mod hende. Xilla skubber den hårdt tilbage igen, et kort øjeblik overvejer hun tage sin halskæde af, så den ikke kan gøre det igen, men tanken om at miste halskæden, så hun ikke længere ville have denne specielle kontakt, hvor de bedre kunne kommunikere ved Xilla kunne fornemme hende for hendes indre. Men på samme tid, så var det mere smertefuldt at forvandle uden den, da det krævede en dyb fornemmelse mellem dem, det havde været værre, men halskæden hjalp til det var smertefrit, hun ville ikke gå tilbage til den smerte, mærke hver knogle brække og rykke rundt. Det gjorde næsten ikke ondt uden halskæden, hvilket gjorde den dækkede den sidste smerte. Hun kommer med en latter igen, da hun for styr på ulven indenfor kort tid. "Bare slå dig løs, jeg skal ikke stoppe dig," siger hun med et stort smil, et håb om han ikke opdagede noget, den ulv kunne virkelig ødelægge alt nogle gange.

Der var forskellige måder at leve på, det kunne Orcus nu heller ikke løbe fra. Byen i dødens kløft var egentlig også beregnet til at huse en hel klan, men klanen var flyttet for længe siden, så nu var der kun ham og Philotanus tilbage. De var kommet videre med deres liv, da dæmonriget åbnede sine porte igen. Ikke at Orcus havde i sinde at vende tilbage til det rige, han brød sig ikke om fuldblodsdæmoner, eller kun Philotanus, fordi han kendte ham. "Det er vel også noget spænding i at kunne se noget nyt af landet ofte?" spurgte han en smule nysgerrig, som han skævede ned til kartoflerne og vendte blikket imod den skål med porre hun allerede havde ordnet. Gulerødder lod hun også til at være godt i gang med, så måske han ikke burde forstyrre hende, så hun også kunne få noget at spise snart? For mon ikke hun var mindst ligeså sulten, som ham?

For et øjeblik var Orucs faktisk nervøs for at hans vis af evne, gjorde hende nervøs, da hun så ud til at gå i stå. Han var klar til at spørge hende om lov eller gå tilbage til at forsøge at bruge knivene med hænderne og undgå sin evne, men han vidste også godt, at det så ville gå hen og tage lang tid. "Er du sikker? Du virkede en smule distraheret?" spurgte han lettere undrende, som hun havde virket fjern op til flere gange. Normalt var det ham selv der havde det med at blive distraheret, men hun lod til at have det værre end ham. Det undrede ham en smule, men han vidste ikke om han kunne spørge direkte ind til det. Orcus kunne jo umuligt vide, hvad hun skulle slås med. Han kendte jo ikke til hendes indre ulv.

Hun nikker, et stort smil er at finde på hendes læber. Det var absolut noget der gjorde det nemmere at komme så vidt omkring hele tiden, at se noget nyt af landet hele tiden. "Det er rigtig, der altid noget nyt og spændende hvert sted. Samt mennesker, der altid nogle nye at møde, både gode som dårlige personer," siger hun roligt, som hun trækker lidt på skulderne. Hun vidste det meste af tiden havde hun været meget heldig med hvem hun havde mødt, men hun gjorde også mange ting for at undgå at komme til at rende ind i de mindre behagelige mennesker. Også grunden til hun aldrig mere tog nogle jobs i den nedre by i Dianthos, der var alt for mange skumle mennesker hun ikke magtede at kæmpe med hver dag, det var prøvet, aldrig mere.

Xilla var kun lettet over han ikke nåede at fange, hvordan hendes øjenfarve havde skiftet et splitsekund før, da hendes ulv ville vise sig. Heldivis lagde hendes indre ulv bare og surmulede lige nu, da den hurtig fandt ud af den måske reagerede lidt for voldsomt i den situation, men den tog mange ting som en trussel. "Jeg er sikker, bare forsæt med det," siger hun med en rolig latter, for at feje det lidt hen af igen. Der var kun en person udover hendes familie der kendte til hendes indre ulv, det var ikke alle der ville reagere lige vel på det, så meget vidste hun, det havde hun altid lært. Hendes indre ulv var ikke noget folk var ypperlig begejstret over at finde ud af, slet ikke hvis de først så den. Nok vidste hun han havde vist sin evne, men den indre ulv ville fylde på mange måder, den havde et alt for stort ego, også var det bare en enorm ulv. Xilla vidste den nok hellere ville irritere ham, end at vise sig fra sin gode side, hvis hun først gav lidt slip på de blokader hun havde oppe for den lige nu. 

Noget ved hendes ord, fik Orcus til at tænke i andre baner, som han fuldkommen glemte alt om de kartofler han var igang med at skære i mindre stykker. Han var godt klar over, at han ikke selv kunne kategoriseres som uskyldig, netop fordi han arbejde med det han nu gjorde, men han ville dog stadig mene, at han aldrig havde villet en anden ondt, medmindre de virkelig havde fortjent det. Altså han gjorde aldrig nogen ondt, blot for at more sig. Heller ikke fordi han var halv dæmon. Dæmoner kunne være noget så nådesløse og ondskabsfulde, hvis man fangede dem på en virkelig dårlig dag. Andre dæmoner var bare grusomme hele tiden. Det gøs ham lidt ned ad ryggen, som han kom i tanke om hans far.. Han var faktisk låst inde i byen et sted.. Men der ville hun næppe kunne finde hen. "Landet består desværre er både gode og onde væsner" indrømmede han med et dybt suk, som han ikke nødvendigvis var begejstret for de krige, der havde været i landet eller for den sags skyld al den ødelæggelse, som fulgte med.

Det kunne godt være, at hun bad ham om at fortsætte, men der var stadig noget der generede i hans indre. Hans underbevidsthed havde opfanget noget, som han ikke selv havde set lige med det samme. Hvor ville han bare gerne spørge ind til det. Men alligevel valgte han at fortsætte med kartoflerne, som hun bad ham om det. Men da han så var færdig med det og var igang med at smide dem op i skålen, kunne han ikke lade vær med at vende blikket imod hende. "Undskyld, hvis jeg blander mig, men er der noget du skjuler?" spurgte han en smule forsigtigt, da han nødigt skulle træde hende over tæerne ved at stille det forkerte spørgsmål lige nu. Særligt fordi hun skulle til at lave mad til hende, Philotanus og ham selv, så ville det være dumt at forhindre hende i at fortsatte, men han kunne ikke rigtig styre sin nysgerrighed længere.

Hun nikker, hun havde oplevet de gode og de dårlige, heldigvis mest de gode. "Desværre, men så længe der er godt vil der også være ondt, det en svær balancegang," siger hun roligt. Hun kunne acceptere som det var, det var en balancegang som bare var der. Der ville altid være noget ondt hvor der var noget godt, sådan var det egentlig bare. Hun brød sig ikke om når der var krige, men det var nu engang sådan det var, så kunne man hade det så meget man ville, det ville ikke ændre på det. Xilla smider de sidste gulerødder op som hun bliver færdig. Som han blev færdig med kartoflerne, tog hun gryden for at sætte dem i kog som det første. Hun havde godt opfanget han begyndte at tænke meget, han var nok mere skarp til at se de små ting, end hun nok havde håbet i det øjeblik. 

Xilla ser på ham, da han har spurgt spørgsmålet, der måske havde været der noget tid. Han havde ikke ladet det feje så nemt hen, men hun vidste selv hvorfor den opførte sig sådan. Den havde opfanget noget hun ikke selv havde, derved havde følt sig truet på et tidspunkt. Deres øjenfarve blander sig mere sammen, så hun har mere lyseblå øjne, men ikke som når ulven har skuffet hende væk. "Du skal ikke tage dig af hende, hun reagere kun når hun føler sig truet, hvis hun ikke ved hvor hun har folk eller er bange for nogle ville skade os." Siger hun roligt med et smil, som hun trækker på skulderne, imens den indre ulv går frem og tilbage i hendes hoved.  Ikke helt tilfreds med hende, men Xilla havde det nogle gange svært med at lyve om ting. Medmindre hun fornemmede det ville være den dårligste ide, især når det var omkring hendes ulv, men indtil videre var det ikke lige et ondt vibe Orcus havde givet. Ulven var skeptisk pga hans evne, samt hvordan de helt præcis havde fundet ham. Den passede på Xilla, selvom hun ikke altid gjorde det nemt for den. Det var bedre jo færre der kendte til den, men nogle gange som disse tidspunkter, ødelagde den det selv ved at være så meget fremme.

Det var så sandt, som det var sagt. Orcus kunne ikke andet end at nikke til hendes ord. Han mente ikke selv, at han var ond, men andre i hans omgangskreds ville måske kalde ham for netop det. Men kun fordi han faktisk handlede med levende sjæle, væsner, der måske ikke havde fortjent et liv som slave. Men han skulle også overleve, ellers kunne Xilla heller ikke gøre sig nogen forhåbning om at modtage betaling for hendes arbejde. Hvilket hun jo bestemt forventede. Ikke sandt? Orcus lagde kniven fra sig, som han smilte til hende og lod hende samle tingene, før at hun satte en gryde over og fik tændt ilden under. "For meget godt vil nok være kedeligt" der var tale om en strøgtanke, som han faktisk ikke havde overvejet sine ord, før at det var for sent. Derfor så han en smule skepsis på hende, da han var bange for at hun ville dømme ham på udtalelsen.

Spørgsmålet havde efterhånden ulmet rigtig længe i baghovedet, men han havde faktisk fortrængt det op til flere gange. Men nu hvor de havde en samtale kørende, så kunne han nemmere opdage, når først hun blev distraheret. Derfor måtte han også spørge, som det faktisk var begyndt at gå ham en smule på. Ikke fordi hun ikke måtte have hemmeligheder for ham, for det havde han også for hende. Desuden kunne hun bare undlade at svare eller bede ham om ikke at blande sig, så skulle han nok acceptere det. I hvert fald lige nu. Pludselig bemærkede han, at hendes øjne havde forandret sig. Havde han måske haft ret? Hendes svar forvirrede ham en smule, som han så sig omkring, skulle der være en kvinde mere? "Hun?" spurgte han lettere forvirret, som han trådte væk fra bordet og hen til hende. Det ville vist være nødvendigt at forklare situationen nærmere. Hvis han altså skulle kunne forstå hende ret.

Hun kommer med en latter af det han siger, han kunne absolut have ret i det han siger. Det var heller ikke ligefrem fordi hun syntes det var sjovt altid at gøre alt hvad folk ville have, så han havde nok ret. "Det kan du nok godt have ret i," siger hun med et smil, som hun trækker lidt på skulderne. Der er vel altid nogle der vil have svært ved at være helt god, selvom de ikke har tænkt sig at være direkte onde. Alle ville på et tidspunkt vandre på grænsen, eller i hvert fald de fleste. Eller også var det bare hende som havde det absolut svært ved bare at være god, der skulle engang imellem ske lidt mere end bare at følge alt hvad man bliver bedt om, men sådan er vi da forskellige.

Hun kan ikke lade vær med at grine lidt, som han kigger rundt som det førset. Hun kan nu alligevel godt forstå ham, det var nu alligevel ret kryptisk af hende bare at sige hun. Hendes blik følger roligt ham som han kommer nærmere, den indre ulv gaber lidt, da den tydeligt kan se han ikke ligefrem er nogle trussel lige i det øjeblik. Hun ruller med øjnene et øjeblik, da ulven kommer med mange ideer hvad hun kunne gøre. Xilla ved den ulv ville gøre alt for at smadre ting, den havde nogle gange lidt af et problem med at ville smadre ting, hvilket hun aldrig selv havde forstået. Hun rynker lidt på næsen, uden at være sikker på at forklare sig. Dette kunne gå begge veje for hende, men hun kunne heller ikke gøre meget ved det, fordi hendes ulv har sat dem i denne situation. "Hun er en ulv med sin egen personlighed, jeg føler dog ikke for at forvandle mig lige nu, hun er ikke i godt humør lige nu. Hun er sur på mig lige nu," Siger hun roligt, som hun bliver lidt irriteret på ulven, da den igen begynder på at tænke at bide i ting. Hun var godt klar over det var noget tid siden den havde været ude, endda fået lov til at jage noget, men det betød ikke hun bare kunne tro hun måtte ødelægge andres huse, bare fordi hun var sur på Xilla. Ulven skubber sig lidt frem igen, så det kun er hendes øjenfarve der træder frem et øjeblik, inden Xilla skubber hende tilbage igen. Det sker altid når ulven er sur på Xilla, den er oppe og markere sig hele tiden, for at advare andre om at hun er der, de skal passe på med at gøre hendes menneske noget, men så alligevel gør hun det ofte for at protestere og skubbe folk mere væk fra Xilla, hvis den tror det hjælper. Det skete ikke særlig tit, men det skete og det var nok det bare skete engang imellem til at irritere Xilla.

Det lod til at Orcus ikke skulle bekymre sig om sin udtalelse, da hun valgte at give ham ret. Derfor åndede han også en smule lettet op, som faldt der en sten fra hans skulder. Ikke fordi han nødvendigvis havde været bekymret for sig selv, han kunne jo godt forsvare sig, hvis hun var den type.. Altså typen til at angribe, når tingene ikke lige faldt i hendes smag. Men sådan havde han nu ikke oplevet hende endnu, så han tvivlede faktisk lidt på at det var muligt. Orcus sendte hende i stedet et smil, som han nikkede til hendes ord og lod emnet falde lidt til jorden. Der var ingen grund til at skære holdningerne ud i pap, for så ville de måske finde ud af, hvor forskellige de faktisk var. Det ville være dumt at gå ned ad den sti..

Det var vel naturligt at være en smule nysgerrig, når Xilla valgte at tiltale sin personlighed med hun. Han vidste ikke hvad det indebar, derfor kunne han heller ikke lade vær med at stille spørgsmål til det. Orcus var ikke typen til at dømme andre, og særligt ikke fordi de havde en ekstra personlighed eller kroppen var besat på en eller anden måde. Det var jo lidt det samme med Philotanus, der faktisk havde besat hans brors krop og nu levede i den.. Hans bror var jo død for længst. Orcus blev fanget i sit tankemylder, før at hun åbnede munden og han fandt vej til deres samtale igen. "En ulv?" gentog han en smule forvirret, som han skævede ned over hendes skikkelse. Hun lod ikke til at have antydningen af ulvetræk, så det måtte være noget andet. Som hun forklarede sig yderligere, blev han dog ikke meget klogere. Så hun kunne forvandle sig til ulv, var det det hun mente? Orcus endte med at lægge hovedet ganske let på skrå. "Så du er ulv? Eller har du en ulv i dit sind?" spurgte han for lige at få den rette forståelse af hende. Egentlig havde han fuldkommen glemt alt om den mad de faktisk var igang med at forberede. Ikke at han følte at han kunne gøre mere for at bidrage til at hjælpe. Medmindre hun virkelig havde en ide om hvor hans manglende evner kunne bruges henne.

Hun begynder at sætte gulerødderne over i en gryde, så de kan blive kogt lidt, eftersom at kartoflerne snart er ved at være klar. Xilla er opmærksom på hvad han spørger, imens hun tænker lidt over det selv. Der var aldrig nogle rigtig nem måde at forklare det på, det var egentlig meget forvirrende for hende selv, eller i starten, nu er hun bare van til den her nærmest dobbelt personlighed. Hun vender sin fulde opmærksomhed til ham igen, inden hun rynker lidt på næsen som hun tænker, inden hun trækker let på skulderne. "Jeg har aldrig fået det ordentlig forklaret hvordan det fungere, jeg kan forvandle mig til en ulv, hun har sin egen personlighed, samt vi kan kommunikere i mit hoved, eller når vi er forvandlet, så det jo hendes hoved." Siger hun, imens hun selv er lettere forvirret. Ærligtalt har hun aldrig rigtig stillet spørgsmål til det hele, hun kan kun huske det svagt fra sit tidligere liv, da det hele var traumatiserende for en 5 årig. Miste sin far, derefter finde ud af man har en ulv. Hun havde altid set den som en del af hende, men alligevel som sin helt egen. Hendes familie havde altid sørget for at Xilla og hendes ulv er på den samme side, så de ikke bliver uenige hvor de ender med at skade hinanden fordi de er imod hinanden.

Det skader ulven på sigt, hvis der ikke bliver forvandlet. Det mere det den har sin egen personlighed, den har brug for engang imellem bare at få lov at passe lidt sig selv. Men det var ofte noget de mest gjorde hvis de tog nogle dage til norden, for ulven kunne bedre klare sig deroppe end Xilla kunne. Men lige nu, virkede det som om ulven bare lagde på ryggen, tydeligvis ikke særlig utryg længere. Hvorfor først nu? Den ulv er aldrig til at blive klog på, men så længe de ellers kan få tingene til at fungere så det ligemeget. "Det forvirrende hvordan det hænger sammen, det ikke normalt det dyr du forvandler dig til skal have sin egen personlighed det jeg ved af," siger hun, som hun trækker på skulderne igen. Hun vidste bare hun var den første i hendes familie med det, alle undrede sig men ingen svarede på spørgsmålet hvordan det var en mulighed.

Lige nu lod han hende bare arbejde med grøntsagerne, som Orcus egentlig havde vendt fuld fokus imod deres samtale. Der var noget mystisk over det, hvilket bestemt var interessant og måske endda smule eksotisk også. Måske hun faktisk kunne være interessant for den rette køber. Nej, de tanker måtte han vist heller holde for sig selv eller i hvert fald lade hende færdiggøre maden, før at han ville overveje det igen. Orcus rynkede en smule på brynene, som han lyttede til hendes forklaring, men faktisk ikke følte at det blev nemmere at forstå på den måde. Alligevel valgte han at nikke for ikke at stille al for mange spørgsmål, for så ville hun måske blive mistænksom, hvis ikke ulven allerede var det? Det var faktisk ganske forvirrende at skulle tænke over, at hun måske havde en ekstra personlighed, der tydeligvis ikke kunne lide ham. Altså måtte han træde varsomt fra nu af. "Det lyder anstrengende" lød det stadig lettere eftertænksomt, som han bestemt ikke ville kunne holde ud, at have en ekstra personlighed i sit sind. Det måtte da være frygteligt ikke at kunne tænke sine tanker og have dem for sig selv.

Xilla forsøgte at forklare sig yderligere, som han nikkede ivrig til hendes ord. Ja for den slags forvandlinger havde han oplevet før med de slaver, han havde solgt. Men aldrig havde dyret haft sin egen personlighed. Der var altid kun én, men hun måtte være et sær tilfælde. Måske så speciel, at hun kunne indbringe en ordentlig sum krystaller. Orcus måtte nive sig i armen for ikke at blive i tanken. "Men du har lært at håndtere det? Eller næsten?" spurgte han, som han egentlig hentydede til at hun til tider virkede distraheret og forandret, hvis han virkelig tænkte tilbage til de stunder.

Hun ser lidt på ham, imens ulven er kommet frem igen, hun kan ikke lige alle de spørgsmål. "Kun når hun er i sit dårlige humør," siger hun roligt, som hun trækker en enkelt gang på skulderne. "Gider du tage noget hjorte kød? Det skal til at tilberedes," siger hun med et smil. Ulven nipper lidt til hende, for at få Xilla til at være opmærksom. Den er blevet mistænkelig igen, men den er ved at have lært af sine egne fejl. Det kun Xilla der knap så ofte lærer af sine fejl, ulven er klogere end man ville nok udgive den for at være. Hun begynder at tjekke på kartofler og gulerødder, imens porrerne skal tilberedes med kødet. Da det virker til snart at være klar, finder hun det frem de skal bruge til at tilberede det sidste.

Hun kigger over på Orcus, imens ulven knurre i hendes hoved, som den rejser hårene i nakken. Xilla har dog svært ved at tage den seriøs et øjeblik da den bare ligner en stor pjuske bold, men det ikke noget der har hende distraheret direkte. "Jeg kan håndtere det, medmindre hun føler hun ikke er i sikkerhed eller fast besluttet på jeg tager en dårlig beslutning." Siger hun langsomt, som hun hæver det ene øjenbryn op. Dette var første gang ulven havde opført sig så tosset, hvor den direkte havde været inde for at distrahere hende, gjort hende mere fjern end nødvendig. Ulven virker veltilfreds, men hun har begyndt at skubbe noget tvivl ind i hovedet på Xilla. Hun burde vide bedre, men hun skulle nogle gange lære på den hårde måde. Der var Xilla kun lykkelig for at hendes ulv beskyttede dem, den var god til alt det hun ikke var. Hun kunne dog altid bruge sin usynlighed, den var altid god at have. Hun vidste han havde trådt lettere elegant omkring nogle ting hun spurgte ham om, hvilket hun nu satte mere spørgsmålstegn ved. Hun havde ikke været så skeptisk, fordi hun havde ikke tænkt så meget som hun fokuserede på at lave mad. 

Måske ulven havde ret, det var nok ikke høfligt at stille alle de spørgsmål, når de knap kendte hinanden. Derfor valgte han også blot at nikke til hendes svar, som hun gav udtryk for at ulven godt kunne have et temperament, der var ingen grund til at provokere det. Men hvad skulle han så give sig til? Det var jo hende, som stod for maden.. Orcus virkede en smule lettet, da hun bad ham om at hente noget hjorte kød, så nikkede han til hende og gik straks hen til døren, hvorfra han var kommet tidligere. Da han åbnede døren, kunne man mærke en let brise af kulde, som rummet var godt afkølet i forhold til resten. Ikke fordi byen var varm, når det befandt sig under jorden. Rummet var bare det koldere. "Hvor meget tror du vi skal bruge, er ét lår nok?" spurgte han, som han stak hovedet ud fra rummet og kiggede imod hende. Det var godt hun kunne holde ham igang, ellers havde han nok glemt alt om maden. Endnu bedre at han ikke skulle passe gryderne.

Med hendes svar bragte han kødet med sig ud af det kølige rum, som han fik lagt kødet på bordet ved siden af hende og gryderne. "Sig til hvis du mangler andet" sagde han med et smil, som han ikke helt kunne lade vær med at tjekke til det hun allerede havde gang i. Der var ikke megen duft endnu, men han var overbevist om, at det nok snart skulle komme, særligt når kødet skulle over med porre. "Så må jeg heller træde varsomt" lo han stille, da han ikke lod til at tage situationen helt så alvorlig, som hendes ulv måske gjorde det. Der var fortsat et smil på hans læber, som han gik hen til det rindende vand. Vandet kom ned ovenfra og rendte faktisk ned over væggen og ned i en vask. Det var indrettet på den måde, så det var ikke fordi palæet var utæt tværtimod havde man valgt at udnytte de naturlige kilder. Orcus skyllede sine fingre for at sikre sig, at der ikke var bakterier på, han skulle nødigt blive syg, når han havde et job at passe.

"Det tænker jeg, medmindre i spiser mere end jeg lige regner med," siger hun roligt, med en svag latter. For det ville være så typisk, de ville spise meget mere end hvad hun har tænkt. Det var sket for hende før, men det var aldrig noget man kunne gennemskue fra starten. Nogle spiser mere end du lige overvejer, andre spiser nærmest intet. Xilla gætter dog på han selv har styr på hvor meget de spiser, ellers ville hun da blive meget overrasket. Hun går hen til det rindende vand, som han har fundet kødet frem. Hun for vasket sine fingre, for det duer bare slet ikke hvis nogle bliver syge. Hun for vasket sine hænder, inden hun begynder på de sidste ting og tilberede dem, som gulerødder og kartofler er ved at være kogt færdig.

"Du kan begynde at finde tallerkener og alt det frem, for så længe tager det heller ikke med det sidste." Siger hun med et smil, inden hun begynder at gå helt i krig med de to sidste ting. Der går kun få sekunder inden man kan begynde at dufte hvordan der bliver tilberedt mad, hun nynner lidt, imens hun sørger for at det hele forløber som det skal, ingen grund til at brænde alt på hvis det kan undgås. Hun kommer alligevel med en latter, da han siger han burde træde varsom. Xilla ved han er et væsen, hvad ved kun ulven dog, så hun er godt klar over ulven ikke er den som bliver taget seriøst. Men igen hun har svært ved at tage hende seriøst nogle gange, fordi ulven var som den nu engang var. Hun sørge for at holde godt øje med kødet, så den bliver lige tilpas, da hun ikke gider hvis det for alt for meget, det smager bare ikke godt for hende hvis det har fået lidt for meget.

Det var lidt som om at han skulle overveje hendes ord, som han skævede imod kødet han havde taget i hånden. Det var svært at sige, hvor sulten ham og Philotanus ville være, når maden først var klar. "Det kommer vel an på, hvor godt det smager" svarede han med en mild latter. Dog besluttede han sig for at låret måtte være nok kød til dem alle tre, ellers måtte han jo bare tage skylden, hvis der blev spist op og de stadig var sulten. Kødet lagde han dog ovenpå et bræt, da han lidt gik ud fra at hun ikke bare kunne tilberede det store stykke kød, men nok var nød til at skære det ud i mindre. Der var også sener og den slags, som nok heller ikke skulle med. Medmindre det skulle med for at give det hele en dybere smag. Det vidste han jo ikke meget om.

Han skævede lidt omkring i det store køkken, som hun sagde, at han skulle dække på bordet. Det var ikke noget de gjorde særlig meget i, men han kunne godt forstå, at det skulle være ordentligt, når nu hun havde brugt tid på at lave ordentlig mad. Orcus nikkede til hende. "Selvfølgelig.. Den klarer jeg" lød det lettere begejstret, som han var tilbøjelig til at hoppe på stedet inden at han strøg afsted imod stuen, hvor der var et langt spisebord med flere tilhørende stole til. Der var al for mange stole, når man tænkte på, at de kun boede 2, muligvis 3 for en stund. Han rumsterede en smule med tallerkner og lignende for at dække bordet ordentlig. Ikke at han tænkte på belysning eller pynt lige nu. De skulle jo bare stille deres sult.

En melodisk latter kommer fra hende, for det kan han absolut have ret i. Det kommer altid an på hvordan det hele smager, spørgsmålet bare om det vil falde i deres smag. "Det kan du have ret i, så krydser jeg bare fingre for det falder i jeres smag," siger hun med et kækt smil. Hun tjekker alle stykkerne, som hun har skåret det hele mindre, imens det lettere summer i dens tilberedning sammen med porrerne. Xilla tjekker på kartofler og gulerødder, som de er færdig hælder hun vand fra inden de står på køkkenbordet bag hende. Mon ikke han tager det med ind, så kan hun i hvert fald få gjort kødet helt færdig, som er lige oppe over.

Hun ser over på ham, da hun høre begejstringen fra ham. Inden han nærmest flyver afsted, for at gøre det hun bedte ham om. Han kan virkelig blive begejstret over de små ting, men hun kender jo heller ikke noget til om de normalt spiser sammen eller ej. Hun kunne ligeså godt vende det hele på hovedet, ved at tænke selvfølgelig spiser de sammen hvis de kan. Hun ryster lidt på hovedet, med en svag latter. Et stort smil er til at finde på hendes læber, inden hun bliver helt færdig med kødet og porrerne. Duften har bredt sig igennem hele køkkenet, men hvor langt den var kommet ud over det, vidste hun absolut ikke. "Okay, det skulle være klar nu," lettere kalder hun ud, da han alligevel er et stykke væk. Alt virker så stort, hun var bare glad for hun nemt kunne finde rundt, ellers ville hun få problemer dette sted, så meget kunne hun fornemme på hvor stort det virkede til at være her. Hun ryster lidt på hovedet, så må vi se om denne bror af hans pludselig dukker op, eller om Orcus skal til at finde ham, for lige der ville Xilla melde pas, ikke om hun ville ud og lede her efter en hun endnu ikke har mødt. Hun ville ikke engang vide hvor eller hvem hun faktisk kiggede efter.

Da han følte at bordet var fint nok dækket, valgte han at gå tilbage til køkkenet for at se, om der var mere han kunne gøre. Orcus sendte hende et smil, som han nikkede. Han havde godt hørt hendes latter inde fra bordet af, men han havde valgt ikke at kommentere på det, for han var sikker på at det ville smage godt, for det duftede i hvert fald dejligt og ikke kun fordi han var virkelig sulten lige nu. "Jeg glæder mig til at sætte tænderne i det" udbrød han med et stort smil på læben, som han skævede til de skåle hun havde sat frem med kartofler og gulerødder. Han gik roligt hen for at tage fat i den første skål. Egentlig regnede han med at de skulle ind på bordet, men han kiggede alligevel på hende. "Skal de ind nu?" spurgte han blot for at være sikker. Mon Philotanus kunne nå hjem til mad?

Skålene blev placeret på bordet, da han gik ud fra, at det var det hun havde ment ved at stille det frem på den måde. Han skævede hen imod sofaen, hvor Philotanus normalt slog sig ned, når han var hjemme, men han sad der ikke. Mon de skulle spise selv? Så var der selvfølgelig mere mad til ham selv. Så vendte han rundt og gik tilbage til køkkenet for at se, om der var mere han skulle hjælpe med. "Jeg er klar" svarede han fra døråbningen, som han sendte hende endnu et smil. "Aner ikke om Philotanus kan nå hjem, ellers må vi bare starte" han var en smule skepsis, da deres arbejdsplaner godt kunne ligge forskudt af hinanden. Skulle han virkelig lede efter ham eller var det ligemeget?

"Det godt at høre, så må vi håbe det smager så godt som det dufter," siger hun med et kækt smil. Imens hun gør de skåle rent som har været brugt, så det ikke skal til at gøres efter, så der lidt mindre at gøre rent. "Jeps, bare sæt det ind, så jeg klar om lidt," kommer det fra hende, som hun for gjort de sidste ting rent. Xilla tager elastikken ud af sit hår igen, da der ikke er mere grund til at have det oppe. Håret falder ned til hendes lænd, med let bølge i håret efter have været sat op i noget tid. 

Hun går vejen ind til hvor Orcus er, eftersom han allerede havde sagt han var blevet klar. Hun ser rundt, kigger på bordet hvor det hele er stillet pænt op, han kunne absolut godt dække et bord. Hun vifter lidt med hånden, "så lad os spise, enten så kommer han, ellers må han få det koldt når han engang kommer hjem." Siger hun roligt, for det var ikke lige det hun havde mest lyst til at vente på ærligtalt. Lige på det punkt var hun den mest uhøflige, hun var meget var folk der ikke når der var mad, så kunne de få det koldt istedet, for hun spiste når maden var klar. Samt det eneste hun vidste om denne Philotanus, var at det var Orcusellus' bror, samt de arbejdede sammen, hvad end det nu engang var hvad de gjorde. Hun vidste ikke engang hvor normalt eller unormalt det var for dem at sidde samlet, især hvis de arbejdede på forskellige tidspunkter. Hun skubber tanken til siden, for det var egentlig ligemeget, det var bare hende der var lidt mere nysgerrig end bare lige. Men hun vidste en ting, Orcus var meget hemmelighedsfuld, hvilket gjorde hendes nysgerrighed nok ikke var så ønsket ligefrem.

Orcus nikkede ivrigt til hendes ord, som han havde svært ved at lade vær med at slikke sig om munden. Han kunne også mærke, hvordan hans mave var begyndt at snore sig sammen, netop fordi duften for længst havde nået hans næse og snydt maven til at tro, at den snart ville få noget mad. Det var dog indenfor rækkevidde, så mon ikke han snart kunne få stilt sin sult. En sult, der faktisk kom en smule bag på ham, som han ikke havde troet, at han var så sulten til at begynde med. Hvor længe havde de mon stået i køkkenet? Tiden var jo bare fløjet afsted, når man førte en samtale samtidig. Han kiggede ned på skålene, som han havde en i hver hånd og skyndte sig at nikke til hendes ord. ”Perfekt!” røg det ud af ham, som han allerede havde sat kursen imod spisebordet, så det kunne blive sat frem. Måske duften kunne nå frem til Philotanus? For det var bestemt uvant for ham at lave mad, der faktisk nåede at dufte så godt og længe.

Orcus stod lidt og trippede ved siden af sin stol, som han skævede imod bordet og endte med at slikke sig om munden endnu en gang. Han rettede dog blikket imod hende, som hun kom ind i samme rum og nikkede til hendes ord. ”Hvis vi er heldig, så har han duftet maden allerede” lo han stille, som han skævede imod døren indtil stuen, der ledte videre ind til spisebordet. Måske han ville kunne se ham på gangen? Orcus lyttede lidt efter, før at han trak stolen ud og endte med at sætte sig ned for at række frem imod den første skål. ”Du har ret, vi burde spise maden, imens den er varm” svarede han med et nik, som han forsøgte at understrege, at det var i orden at de begyndte at spise nu. Der gik dog heller ikke lang tid fra at han havde sagt det, til han var i gang med at hælde nogle kartofler over på sin tallerken, som han rakte skålen til Xilla.

Det havde efterhånden været en langsommelig eftermiddag og Philotanus var efterhånden godt træt af den stilhed, der havde spredt sig i kløften. Han vidste godt at Orcus var taget afsted for at hente nogle vare fra hovedstaden, men han havde nu ikke forventet, at det ville tage ham så lang tid at nå dertil, hvor han ville vende hjem igen. Men han havde ikke problemer med at udnytte tiden, som han var føjet over byen og ud igennem revnen, som dannede rammerne for den store kløft. Han havde spredt vingerne godt, som han strøg over himlen med kurs imod den nærmeste skov. Hvis ikke han sørgede for at der var kød på lager, så ville de hurtigt ende med at løbe tør, særligt når Orcus var ude hvor han glemte at spise.

Han nåede skoven, hvor han fik øje på en mindre flok dådyr, der stod og græssede i en lysning. Han var godt klar over, at der ikke ville være lige så meget kød på et dådyr, som en hjort for eksempel, men det ville være bedre end ingenting, som han hurtigt aktivere sin evne omkring den største af dem og derved tvang dyret i knæ. De øvrige dyr sprang hurtigt væk og flygtede længere ind i skoven, som han ikke anså dem, selv ikke da de valgte at springe forbi ham, som han landede på jorden. Med rolige skridt gik han hen til dyret og placerede en hånd på hver side af hovedet, før at han drejede det omkring, slap evnen og lod dyret falde til jorden. Philotanus bukkede sig ned for at samle det op, som han fløj hjem igen.

Med dådyret over skulderen, vingerne spredte godt ud, nåede han nemt hjem, som han valgte at lande på altanen, så han kunne gå direkte ind i stuen, men allerede før han nåede døren kunne han dufte en himmelsk duft. Var Orcus i færd med at lave mad og ville han overhovedet turde sætte tænderne i det. Han skubbede den store terrasse dør op, som han traskede igennem stuen og dog kun nåede til åbningen til spisestuen. ”Orcus..” kaldte han lettere forbavset, som han skulle til at spørge indtil måltidet, han var i gang med at spise uden ham, da han fik øje på englen og straks fik smalle øjne. ”Har vi gæster?” spurgte han forbavset, som han dog smed dådyret over skulderen og lod den falde imod gulvet.