Det var ikke mange besøgende Zen egentlig fik oppe nordpå. De fleste var ikke villige til at tage turen, og derfor var det også et ekstastisk smil der gled over hendes røde læber. ”Det er du velkommen til,” udbrød hun grinende. ”Jeg bror i krystalhulerne, hvis du først finder en dæmon, så har du nok også fundet resten af os.” Ellers kunne folk i hvert fald pege folk i den rigtige retning, for det meste. Zen havde i hvert fald aldrig hørt om nogle af hendes gæster der var faret vild på vej til hende, men... det ville også kræve at de fortalte hende at nogen havde ledt efter hende.

”Jeg har et hav af projekter, både halve og hele deroppe, så jeg ville elske at vise dig rundt,” forsatte hun og bandt endelig det sidste bånd om sin krop, inden at hun greb ud efter rygsækken. ”jeg kan dog ikke love hvornår jeg faktisk er deroppe, man skal jo se verdenen, for virkelig at vide hvad man selv kan skabe.” Det var lidt ulempen ved Zen, og derfor var det også oftere at der blot lå sedler hos hende, med nye bestillinger, eller at hun skulle kontakte dem. Men det virkede i sidste ende. 

Zens glæde smittede og gjorde det kun sikker at hun blev nødt til at besøge hende en dag deroppe. Ishtar Helia så tænksom ud et øjeblik "Har Kularix stadig sin hule deroppe? For jeg tænker jeg kan finde det ud fra den" Hun havde været forbi for omkring 70 år siden, hendes egen forbandelse havde gjort hun havde holdt sig fra andre dæmoner, men alligevel var hun endt med at komme søge selskabet deroppe. 
Med lidt blandet succes, men det var ikke meget mere at håber for blandt dæmoner ind i mellem, det lå trods alt i deres natur at slås for overlevelsen. Ud fra hendes syn var der ikke nogen der ville hende noget ondt deroppe, men det kunne være det havde ændret sig.


"Det lyder fantastisk!" endes øjne sukkede dog som Zen var blevet pakket helt ind igen, men så igen så var hun en gave man at pakke op en anden dag "Sådan er det jo, verden skal opleves, føles, duftes og smages" klukkede hun, ellers måtte hun hive Lunan med, så ville det være noget lettere at sikre at hun kunne være der når Zen faktisk var tilstede.

Et eftertænksom blik kom over de mørke øjne, inden at hun lyste helt op. ”Ja!” udbrød hun. ”Det er godtnok et stykke fra hvor jeg bor, men Kularix ved hvor jeg bor, og hvis ikke du kan få hjælp der, så er det bare....” Igen blev hendes øjne lidt blanke, som hun prøvede at tænke på hvordan hulerne lå i hinanden. ”Hvis du tager det gennem tunellerne, så nordøst fra der... ca. Ellers lader du i hvert fald i nærheden af nogle af de andre der måske vil pege dig i den rigtige retning.” Helt kunne man ikke regne med det, men Zen stolede nok på at Ishtar Helia havde nok fornuft, til at hun kunne gætte sig til hvem der ville drive gæk med hende.

”Det skal den nemlig,” sagde hun, og fik solidt plantet tasken på hende ryg, før at hun vendte sig mod Ishtar Helia. ”Det var dejligt at møde dig,” sagde hun endelig, lidt blidere og ikke så energisk. Hun havde nydt denne her stund med lystdæmonen, men hun skulle også videre, og det var tydeligt at Zen allerede var med et halvt skridt ude af døren, selvom hun stadig stod helt inde på værelset. 

Ishtar Helia nikkede under forklaringen, konkurrencen mellem formskaberne var kraftig nok til at de var mere end villige til at vildlede de andres kunder hvis de mente at de vandt noget på det. Det lå i deres natur, det var noget hun savnede at føle.
Men i det mindste havde hun en idé til at finde en vej dertil!

"Præcis!" det var overraskende få der forstod hvor vigtigt det var at se mere end der man var vokset op, verden var så meget større end der. "I lige måde! Pas på dig selv til vi ses igen" Det havde været et forfriskende møde, men Ishtar Helia havde stadig sine pligter som præstinde og hun havde brugt mere tid med Zen end hun havde regnet med.
Ikke at hun brokkede sig, det havde været tid der var godt brugt.

”I lige måde,” sagde Zen nikkende og smilende. Hun var glad for at hun havde mødt Ishtar Helia. Hendes krop var dejlig afslappet, og hun følte at hun havde mødt noget unikt og spændende på denne her tur, og det havde... givet hende nogle ideer at se hvordan kvinden ellers havde kunne ændre krop, som alting jo gav hende idéer.
”Jeg håber du når op og besøger mig,” sagde hun som sidste kommentar inden at hun vinkede til Ishtar Helia, og lod sine ben bære hende ud af værelset og bygningen, inden at hun endeli gkunne være på vej igen. Denne her gang stoppede hun ikke for at smage på rødderne i tempelhaverne.